|
|
Post by Betrys Morgan Griffith on Sept 8, 2012 20:45:08 GMT 1
there will never be a dawn
that breaks the spell surrounding us Luften var støvet og trykket, og sensommersolen osede ind ad de beskidte vinduer. Der lød en dæmpet stemme fra den anden side af reolen, som Betrys stod foran, men det var ikke nok til at irritere hende, selvom fortællingen om, hvad en eller andens onkel havde foretaget sig i ferien var hende fuldstændig uvedkommende. Hendes blik skøjtede uforstyrret hen over bogtitlerne, mens hun vendte endnu en bog i sine hænder. De hun ikke umiddelbart fandt noget, der kunne bruges som kildemateriale til hendes magiens historie stil, opgave hun sin søgen og vendte i stedet opmærksomheden mod vinduet, der så ud som en glødende firkant i solens lys. Hun satte i bevægelse mod det og lagde bogen fra sig på bordet, hvor hun havde sine ting, på vejen. Hun ville gerne åbne det, men det sad fast. I stedet for at kalde det en tabt kamp, blev hun ved med at skubbe, indtil hendes opmærksom blev fanget af de små skikkelser af mennesker, der bevægede sig rundt på de grønne arealer, og snart stod hun blot lænet op ad vindueskarmen og kiggede fraværende ud gennem ruden. Hun var ikke særlig motiveret til at fortsætte med sine lektier.
|
|
|
|
Post by Adam Shaw on Sept 8, 2012 21:02:48 GMT 1
Adam kom gående ind på rundt med en taske under den ene arm; hver eneste fod blev meget nøjagtigt og forsigtigt sat på det hårde stengulv for ikke at forstyrre folk der læste. Der var ikke rigtig noget at lave den eftermiddag og uden rigtig at have truffet noget bevidst valg havde Adam bare drevet imod biblioteket, hvor han altid kunne finde en eller anden bog at læse. Sidste gang havde han fordrevet kedsomheden med en detaljeret beskrivelse af den kinesiske troldmandskultur, hvilket han havde fundet ret fascinerende om ret tørt skrevet.
Adam vandrede ned af en tilfældig reolkorridor og skulle lige til at stikke armen uden da han fik øje på en person han kendte. Nu var spørgsmålet så bare om hun kendte ham, fordi Adams bekendtskab var ikke altid gengældt. I seks år havde han forsøgt at holde lav profil, og i al den tid havde han haft tid til at studere folkene omkring sig, danne sig et indtryk af dem. Alligevel kunne det ikke skade at være hjælpsom, og Adam tog et par skridt over indtil han kunne række ind over Griffith og satte en hånd på vinduets ramme og skubbede til. Endelig gav det stædig træ sig og vinduet svang åbent. Adam tog et skridt tilbage og tilbød pigen et tøvende smil.
[/justify] |
|
|
|
Post by Betrys Morgan Griffith on Sept 8, 2012 21:31:31 GMT 1
there will never be a dawn
that breaks the spell surrounding us Fortabt i tanker om ingenting, stod Betrys tilbage og bemærkede slet ikke, at nogen nærmede sig. Først da Adam stod ved siden af hende, fornemmede hun en bevægelse, og det gibbede i en hende, da vinduet blev tvunget åben med en knirkende lyd. Forskrækket som hun var, tog hun sig til brystkassen med den ene hånd og så forbløffet på ham - han var noget, der føltes som en halv meter højere end hende, og det virkede særligt overvældende, fordi han stod så tæt på. "Tak," sagde hun og gengældte halvt hans smil uden rigtig at tænke over det. "Vinduerne bliver vist ikke brugt så meget herinde," sagde hun lamt og smilede mere oprigtigt, omend en smule undskyldende. Det måtte ikke desto mindre være sandt, når nu de var så håbløse at åbne - plus at man ikke skulle tilbringe mange minutter på biblioteket for at regne ud, hvor sjældent der blev luftet ud.
|
|
|
|
Post by Adam Shaw on Sept 8, 2012 22:08:11 GMT 1
For at Griffith ikke skulle stå og få hold i nakken trådte Adam endnu et skridt tilbage og var lige ved at støde ind i reolen. Det gibbede let i ham og han skævede de sidste 20 centimeter op til toppen af reolen hvorpå der, balancerende på kanten, lå et eksemplar af '1000 bemærkelsesværdige troldmænd og hekse gennem tiden'. Adam åndede lettet ud fordi hvis han havde fået den mursten af et encyclopedi i hovedet, selv fra den højde der, havde han fået kraniebrud eller værre.
"..Jeg tror at folk her er af den holdning.." sagde han tænksomt og skævede over til pigen "..At bøger holder sig bedst hvis de er støvede." Så rakte han uden det store besvær op og skubbede bogen ordentlig ind så den ikke faldt ned og dræbte nogen. Da vendte han sig atter mod Griffith, lænede sig lidt frem på det ene ben og rakte hende hånden "Adam Shaw.." præsenterede han sig selv, "..Vinduesåbner."
|
|
|
|
Post by Betrys Morgan Griffith on Sept 8, 2012 22:32:44 GMT 1
there will never be a dawn
that breaks the spell surrounding us Da den faretruende lyd fra reolen nåede Betrys ører, fjernede hun hånden fra sin brystkasse med et ryk og løftede den per refleks for at beskytte sig fra det næsten faldende objekt. Da der ikke var nogen fare, placerede hun den igen i vindueskarmen, og hun nikkede. "Jeg tror du har ret," bemærkede hun og betragtede Adam, mens han skubbede bogen længere ind på hylden. Hun havde aldrig rigtig bemærket hans højde før, og nu stod hun og spekulerede på, hvordan det overhovedet var muligt at overse det. "Betrys Griffith," fortalte hun og gav ham hånden. Hun var tæt på at tilføje 'Præfekt', men skiltet på venstre side af hendes kappe talte sit eget sprog. "Redder du ofte damer i nød?" spurgte hun med et glimt i øjet og vendte siden til ham, så hun kunne komme til vinduet og hanke det fast, så det ikke blev blæst op af vinden. Hun gjorde sig ikke så meget i den slags smarte bemærkninger, men i den givne situation kunne hun godt se, at hendes forsøg på at åbne vinduet måtte have set ret tamt ud.
|
|
|
|
Post by Betrys Morgan Griffith on Sept 8, 2012 22:33:06 GMT 1
there will never be a dawn
that breaks the spell surrounding us Da den faretruende lyd fra reolen nåede Betrys ører, fjernede hun hånden fra sin brystkasse med et ryk og løftede den per refleks for at beskytte sig fra det næsten faldende objekt. Da der ikke var nogen fare, placerede hun den igen i vindueskarmen, og hun nikkede. "Jeg tror du har ret," bemærkede hun og betragtede Adam, mens han skubbede bogen længere ind på hylden. Hun havde aldrig rigtig bemærket hans højde før, og nu stod hun og spekulerede på, hvordan det overhovedet var muligt at overse det. "Betrys Griffith," fortalte hun og gav ham hånden. Hun var tæt på at tilføje 'Præfekt', men skiltet på venstre side af hendes kappe talte sit eget sprog. "Redder du ofte damer i nød?" spurgte hun med et glimt i øjet og vendte siden til ham, så hun kunne komme til vinduet og hanke det fast, så det ikke blev blæst op af vinden. Hun gjorde sig ikke så meget i den slags smarte bemærkninger, men i den givne situation kunne hun godt se, at hendes forsøg på at åbne vinduet måtte have set ret tamt ud.
|
|
|
|
Post by Adam Shaw on Sept 8, 2012 23:08:55 GMT 1
Adams blik havde ganske rigtigt flakket et par gange til Betrys' skilt, men generelt holdt han det på ansigtet som hans mor havde lært ham var høfligt. Han greb hendes hånd i et stærkt men ikke dominerende håndtryk; åbnede munden for at sige noget men blev afbrudt af Betrys' spørgsmål. I et halvt sekund løb der et forvirret udtryk hen over hans ansigt før han tilsyneladende fik indstillet sig.
"Nej." svarede han ærligt og et smil sneg sig ind i hans mundvig, til trods for at han prøvede at se seriøs ud. Et kort øjeblik overvejede han at vende det til et kompliment til hendes udseende, men han følte ikke at han kendte hende godt nok til det. I stedet fortsatte han: "Det meste af tiden har jeg travlt med at undgå at dø i udramatiske uheld.. "
|
|
|
|
Post by Betrys Morgan Griffith on Sept 9, 2012 11:41:25 GMT 1
there will never be a dawn
that breaks the spell surrounding us Betrys bemærkede knap, at hun havde afbrudt ham, da hun havde vendt sig mod vinduet i mellemtiden. Vinduet knirkede kraftigt, du hun hev det til sig og hankede metalkrogen fast. Imens vendte hun ansigtet mod ham, så han ikke talte til hendes skulder. Så lo hun mildt og vendte fronten mod ham igen. "Det er vist ikke helt unormalt, når man færdes på Hogwarts," bemærkede hun og kunne ikke lade være med at tænke, at den store ravn nok kunne klare lidt mere end de fleste. Vinden blæste koldt på trods af den skinnende sol, og det gyste ned af Betrys' rygrad, da hendes hud kom i kontakt med den kølige luft. Allerede nu kunne hun mærke, hvordan hendes hoved blev klarere. Det mindede hende uvelkomment om lektierne, der lå og ventede ovre på bordet.
|
|
|
|
Post by Adam Shaw on Sept 9, 2012 12:07:53 GMT 1
"Sandt nok.." svarede Adam og stod lidt og tænkt på hvor absurd det egentlig var. Det her var, først og fremmest, en skole, og uanset hvor meget magi man udstyrede dem med, var det stadig børn der rendte rundt her. I en alder af sytten følte selv Adam sig ikke ordentlig voksen, selvom troldmandssamfundet havde erklæret ham det og han havde lært at transferere og det hele. I stedet betragtede han Betrys stå der med tøj og hår lidt rusket af vind, badet i solens lys, indrammet af vinduet og det faldt ham ind at det måtte være sådan her kunstnere blev inspireret. Fordi pigen var da smuk, der var ingen vej udenom, og Adam måtte slå blikket ned for ikke at stå og forgabe sig over hende.
"..Præfekterne burde virkelig gøre noget ved det." sagde han så, med et både drillende men også udfordrende smil på læberne.
|
|
|
|
Post by Betrys Morgan Griffith on Sept 9, 2012 13:35:35 GMT 1
there will never be a dawn
that breaks the spell surrounding us Betrys flakkede til det harmoniske landskab udenfor. Smilet svandt ind ved hans ord men hvilede fortsat i hendes øjenkroge, og hun rystede lidt på hovedet. "Jeg synes nu også vejlederne kunne gøre sit!" påpegede hun. Der var meget Betrys ville gøre for at skolen skulle være et bedre sted, men det handlede ikke så meget om løse trappetrin og vaklende bøger - og hendes stilling som præfekt hjalp hende ikke meget imod de farer, der truede, særligt ikke når hendes mandlige modstykke netop var en af dem. Sidstnævnte var desuden grunden til, at Betrys havde forladt vejlederkupeen under rejsen til Hogwarts og derfor ikke haft lejlighed til at tale med nogen af vejlederne. Ved nærmere eftertanke havde det nok ikke givet verdens bedste førstehåndsindtryk, men på den anden side kunne hun jo bare være smuttet for at patruljere i toget - hvilket ikke var helt forkert.
|
|
|
|
Post by Adam Shaw on Sept 9, 2012 15:57:48 GMT 1
"Vi gør hvad vi kan.." svarede Adam med en overbevisning der faktisk var lidt uvant hvis man kendte Adam godt. Han havde i løbet af sommerferien fået en plads som Ravenclaws vejleder og det var et job han bare tog virkelig, virkelig seriøst. Det var faktisk ret meget en byrde for ham, fordi han følte sig nu ansvarlig for alle sine yngre medkollegianeres velfærd, og det var sjældent let når skolen, ganske rigtig, var ret farlig. En vis træthed kom til udtryk på hans træk og han lænede sig op ad reolen der knagede lidt men holdt.
"..Det er bare ikke altid lige let." sagde han med et dybt suk, "Skolen er også bare blevet farligere på det seneste."
|
|
|
|
Post by Betrys Morgan Griffith on Sept 9, 2012 16:40:14 GMT 1
there will never be a dawn
that breaks the spell surrounding us Betrys nikkede - hun havde ikke ment det som nogen kritik af ham eller nogen af de andre vejledere. Hvis nogen skulle kritiseres... Hun rettede et mentalt spark mod sig selv og tvang sin tankegang i en anden retning. Det dybe suk, der kom over Adams læber, fik Betrys til at se venligt på ham. "Jeg ved det," sagde hun og lagde en hånd mod hans ene underarm - hun måtte løfte sin egen en del i betragtning deraf -, "men du er ikke alene om det." Med den tvetydige sætning lod hun hånden falde ned langs siden igen. Det var ikke for at være nedladende, for hun så ham skam som sin ligemand, men der var et element af trøst i hendes stemme - af den blotte grund, at det faldt hende naturligt. Hun var ikke sikker, men hun havde en stærk følelse af, at de talte om de samme farer, og hun var tæt på at fortælle ham, at de ikke var en trussel, så længe de selv udgjorde en mod dem. Men hun lod være, fordi hun ikke var sikker på, hvor hun havde klassekammeraten, som hun jo knap kendte. Adam Shaw, ham den høje fra Ravenclaw, der lige var blevet vejleder. Var han medlem af Status Quo? Længere rakte hendes viden om ham ikke.
|
|
|
|
Post by Adam Shaw on Sept 9, 2012 17:14:41 GMT 1
Adams mørke øjne kørte en enkelt gang frem og tilbage mellem Betrys' ansigt og hendes hånd på hans arm før han lyste op i et taknemmeligt smil. Reolens træ kom endnu en gang med en brokkende knagen og Adam skyndte sig at lade være med at læne på den. I stedet sendte han Betrys et sigende blik af den slags han var så god til; det sagde 'det er ikke let at være høj'.
"Jeg føler mig bare kastet midt ud i det hele.." sagde han med et snert af fortvivlelse i stemmen imens han endnu en gang gik over til vinduet hvor han lænede sig op ad muren ved siden af. "Jeg ved bare at jeg vil bebrejde mig selv hvis en eller anden uskyldig tolvårige Ravenclaw blev ramt af en vildfaren expulso besværgelse.." Adams enorme krop sank sammen indtil han endte med at sidde på gulvet med hænderne på panden. "..Du må undskylde at jeg bare ævler løs.." sagde han med et lille, skævt smil og så op på Betrys, "Jeg er bare ret overvældet over alt det der foregår."
|
|
|
|
Post by Betrys Morgan Griffith on Sept 9, 2012 18:59:49 GMT 1
there will never be a dawn
that breaks the spell surrounding us Den knrikende lyd fik Betrys til kortvarigt at fjerne blikket fra Adam, men der var tydeligvis ingen grund til alarm. Desuden blev hendes opmræksomhed fanget af hans ord i stedet. "Hvordan det?" spurgte hun, da hendes umiddelbare tanke var, at han jo trods alt havde gået på skolen i seks år og måtte have kunne følge udviklingen på nært hold. Hun lyttede opmærksomt til, hvad han havde at sige, og kunne snart konstatere, at hun havde haft ret i sin antagelse. Betrys tog sig ikke af hans undskyldning. "Det er heller ikke småting," sagde hun og tøvede med at fortsætte, fordi hun ikke helt vidste, hvordan hun skulle forholde sig til, at han satte sig på gulvet. Men på trods af, at han sad ned, var højdeforskellen ikke særlig stor. "Men hvis vi handler nu, når det måske slet ikke at blive så slemt." Betrys smil var forsvundet, og hun så på ham med et glødende blik, der afslørede hvor engageret hun var i sagen. Hun fremstod dog stadig som mild og rolig.
|
|
|
|
Post by Adam Shaw on Sept 9, 2012 21:32:14 GMT 1
Adam havde siddet og gnubbet sine tinderne med håndfladerne imens Betrys talte, men da hun sagde det sidste stoppede han op, sænkede langsomt armene og kiggede op på den jævnaldrende præfekt. Et glimt af håb viste sig i hans øjne og han blinkede et par gange.
"Virkelig?" sagde han og prøvede at møde hendes blik men kunne ikke holde det. Fra hans ludende skuldre til hans flakkende blik, udstrålede Adam bare tøven, "Hvad kan vi gøre?" Alligevel var det tydeligt at Betrys engagement havde påvirket ham, fordi lidt efter lidt begyndte han at sidde mere solidt med benene krydset i skrædderstilling. Hans fingre holdt op med at vandre frem og tilbage mellem hans lår og hans ansigt og faldt til ro i hans skød, og han så op på Betrys med den nyfundne ro lysende ud af hans ansigt. "Hvad kan vi gøre..?" gentog han, nu mest væsentlig mere overbevisning.
[/justify] |
|
