Shelves of knowledge

[Betrys Morgan Griffith]

there will never be a dawn
that breaks the spell surrounding us

Så usikker, som Adam følte sig, lige så sikker følte Betrys sig. Hun havde forberedt sig mentalt på dette år, og hun havde allerede sendt et tydeligt budskab om, hvor hun stod, og hvad hun var i stand til at gøre. "De har hærget for længe, og de ved - lige så vel som andre, der har hærget for den samme sag førhen - at det har konsekvenser." sagde Betrys roligt og selvfølgeligt, som om hun forklarede Adam om eliksirlektien til næste uge. "Og lærerne er der ikke til at lade hammeren falde," tilføjede hun kortfattet, uden at lade blikket vige fra ham. Så lænede hun sig mod vindueskarmen og kiggede ud mod den forbudte skov. "Du ved, du er ikke den eneste, der føler, at du har et ansvar over for skolen..."

adam shaw • oufit

[Adam Shaw]

Adam så ind i Betrys øjne med et lidt blandet ansigtsudtryk. Hans blik rummede usikkerhed, fascination og et eller andet sted, et glimt af angst. Alligevel kunne han ikke meget andet end at holde øjenkontakten indtil hun endelig brød den for ham. I et par sekunder sad han bare og bevægede læberne men ingen ord kom ud. Så lod det til at han genvandt fatningen og fik stablet sig på benene. Et kort øjeblik stod han og tårnede bag Betrys, stadig med sit lidt besynderlige udtryk.
"Tak.. svarede Adam afmålt og gned sine håndrygge skiftevis, "..Du har givet mig en del af tænke over.."
Og med de ord vendte han sig om og gik, med stille skridt og lidt ludende holdning. På vejen greb han en bog fra reolen og forlod så biblioteket.

//out

[/blockquote]

[Betrys Morgan Griffith]

there will never be a dawn
that breaks the spell surrounding us

Betrys lod ordene svæve i luften og havde ikke bemærket noget atypisk ved Adam, inden hun havde brudt øjenkontakten med ham. I første omgang reagerede hun ikke, da han rejste sig, men da han så talte vendte hun sig om mod ham og blev igen i stilhed overrasket over, hvor meget hun måtte bøje nakken for at se ham i øjnene. Hun nikkede som svar og bemærkede endelig det næsten underlige ansigtsudtryk. Der var dog ikke anledning til at spørge ind til det, så hun blev blot stående og betragtede ham forlade hende der ved vinduet, en smule tom indeni, undrende over, hvorledes det hun havde sagt, havde påvirket ham. Hendes intention havde blot være at forsikre ham om, at tingene nok skulle blive gode igen, men hun havde en lurende fornememlse af, at hendes ord havde været nyttesløse.

Efter lidt tid faldt hendes blik til lektierne på bordet igen, og hun så sig nødsaget til at fortsætte med dem. Godt nok var hun en smule eftertænksom på grund af den samtale, hun lige havde haft med Adam, men hun overbeviste sig selv om, at hun kunne tale med ham igen en anden dag

closed