Magician's Gambit

[Shaun Blake Segall]

”Bonde til d4,” sagde Shaun lavt, og bonden sprang velvilligt frem til dennes plads. Hans brikker havde, efter lang tids spil, erfaret at Shaun virkeligt ikke brød sig om at få råd eller vejledning ud i spillet. De stod, tavse som mugglerbrikker, og afventede hans ord. ”Det hele ulmer af kamp i år,” indskød Shaun til hans kammerat, Adam, der sad over for ham. ”Lige under overfladen, kan man næsten lugte blodet, ikke sandt?” fortsatte han, og trommede utålmodigt med fingrene på bordet. Han og Adam var medlemmer af Status Quo, men de havde holdt lav profil de sidste par år. I år var Adam den højest rangerende, så han havde indtaget lederpositionen. Shaun var fulgt med – hvor Adam gik hen, fulgte Shaun i mange tilfælde med.

”Hvad hvis vi, rent hypotetisk, antager at nogen gør noget åndssvagt. Du ved, sætter ild til noget, duellere etc, hvad ville du så tænke at vi skulle gøre?” reflekterede Slytherineleven, og rettede ubevidst på sit hår. Det sad fuldstændigt på samme måde som før han rettede på det. ”Skulle vi overhovedet gøre noget?” Shaun vendte sig om, og betragtede tænksomt og i stilhed Hogwarts udendørsområdet. Selv hans vejrtrækning var lav og eftertænksom.

[Adam Shaw]

Adam selv sad og hviskede konspiratorisk med sine skakbrikker mens han af og til skævede til Shaun. Nogle af de ting de sagde var ganske fornuftige, andre havde han for længst nået frem til selv, og i sidste ende var det ham der besluttede hvad der skulle ske; han kunne bare godt lide at give dem lidt medbestemmelse - så var de også, bemærkede han med en skyldig fascination, mere tilbøjelige at gå tiende i døden for hans skyld.
"Det kommer an på hvordan lærerne reagerer.." svarede Adam lidt tøvende, ikke fordi at han ikke var sikker på at det var det rigtige at gøre, men fordi at han stadig ikke kunne lide at tænke på den eventualitet, "..Bonde til D5." Adam satte sig lidt bedre til rette i stolen, hvis armlæn sad lidt for smalt. "Hvis det sker med stabens accept er det et paradigmeskift og så kan vi ikke gøre noget for at ændre det. Så må alle vi mugglerfødte tage til en anden skole.."

[Shaun Blake Segall]

Shaun sendte Adam et borende blik, idet han svarede og samtidig gjorde sit træk. Han kiggede indgående på skakbrættet. ”Hvad hvis de ikke reagerer? Kunne man ikke forestille sig at de ville forholde sig passivt? Hvad hvis Riddlerne holder det hemmeligt, eller spiller skuespil?” kantede han sig videre i diskussionen. Han og Adam var ikke ganske enige om hvordan man skulle gribe den slags an – men Adam var ældst, og Shaun havde en nagende mistanke om at han også var den af de to, der havde de stærkeste sociale kompetancer. Ikke at det rørte ham videre. ”Bonde til e3,” nærmest hvislede han til sine skakbrikker.

”Vil du virkeligt accepterer en skole i åben kamp?” spurgte Shaun, og var udmærket klar over svaret. Det var ikke svaret der var vigtigt. Det vigtige var at Adam tænkte over svaret i det han gav det. Shaun fandt langsomt sin tryllestav frem, og lagde den på bordet. Han sendte Adam et blik. ”Jeg siger ikke at vi skal slås med dem. Jeg siger at vi ikke bare kan sidde på sidelinjen mens de slås med hinanden,” tilføjede han, og helligede igen sin koncentration til skakbrættet.

[Adam Shaw]

Adam bed sig irriteret i underlæben og stirrede ned på sine foldede hænder. Selvfølgelig havde han ikke lyst til at se skolen blive en krigssti, men i sidste ende ville det ikke hjælpe noget som helst at de bare kæmpede imod.
"Bonde til C6." beordrede han distræt mens han tænkte over hvordan han egentlig ville gribe en sådan situation an. Hans brikker lod til at have bedre idéer, men flyttede sig alligevel lidt tøvende.
"Jamen hvis de gør det i al hemmelighed, gør de det imod reglerne." sagde han efter en smule tavshed, "Og så er det jo vores pligt som vejledere at sørge for at det bliver bragt til lærernes opmærksomhed."

[Shaun Blake Segall]

Shaun så en smule skuffet ud, da Adam gjorde sit træk. Ikke meget, men nok til at Adam formodentlig kunne se det. Han sad i tanker et øjeblik, og sagde så: ”Bonde til b4.” Han skuttede sig for vinden, og kiggede igen ud over gelænderet. ”Til lærernes opmærksomhed,” gentog Shaun. Hans mundvige bevægede sig ikke en millimeter. Igen var han fordybet i tanker. ”Ja, du har ret. Nogen må formodentlig have styr på dette her manageri. De er trods alt ikke idioter alle sammen,” Må man håbe, tilføjede han i sit hoved.

Han kiggede igen ned på sin tryllestav, og tænkte på den besværgelse han havde fundet sidste år, en sen nattetime, i en bog han havde lånt i den forbudte afdeling af biblioteket. Hvordan det havde lykkedes ham at bilde sin lærer i Forsvar ind, at han skulle bruge den til studier, stod stadig tåget i hans minder, og han mindedes det sus af forventning, af magt og af mørke der var gledet over ham, da han forstod at han var på vej til at mestre den.

”Kan du huske den besværgelse jeg fortalte dig at jeg havde fundet sidste år? Vores husalf var mere end villig til at være forsøgsperson,” mumlede Shaun til Adam, med lav stemme. Det var ikke noget han var stolt af. Men alfen havde vitterligt virket overordentligt glad, for at kunne stå Shaun til rådighed – en ting alfen ellers aldrig havde været. Og Shaun måtte indrømme at det havde været uundværligt.

[Adam Shaw]

Hvis Adam bemærkede Shauns skuffelse stod det ikke klart fra hans træk. Han sad blot fordybet i skiftevis at køre sine tommelfingre i cirkler om hinanden og lade dem mødes. Han havde ganske vist valgt at deltage mere aktivt i at undgå et sådan udkom, men jo mere han tænkte over hvordan det skulle gøres, desto mere dukkede der op der skulle gøres. Komplikationer stablede ovenpå komplikationer indtil han slet ikke nåede at sige noget før han fik modbevist sit eget forslag.
"Det Ville helt bestemt handle om information.." sagde han langt om længe, "..Hvis vi ved hvad folk har tænkt sig, kan vi sørge for at få det forhindret.. Men om vi får brug for den besværgelse der.." Adam trak lidt på sætningen, fordi at det egentlig ikke var helt tilladt eller for den sags skyld etisk, "Til at begyndte med kan vi jo opfordre til at mægle fred og måske komme til os hvis de hører noget.. Nå ja, bonde til e6."

[Shaun Blake Segall]

Shaun rodede igen ubevidst i sit hår. Fjernt fra tårnet hylede en ugle. Shaun skuttede sig, og kastede et blik på brættet. ”Bonde til c3,” mumlede han, og brikken gjorde som den fik besked på. En næsten dødsagtig stilhed lagde sig over brættet, som om brikkerne ventede på blodebadets begyndelse. Shaun lænede sig tilbage. ”Information? Du tænker på at afpresse dem?” spurgte Shaun tvivlende. I hans optik ville den bedste idé være angreb. Angreb er det bedste forsvar, tænkte han indvendigt.

Midt i alt dette slog Shauns ugle, Ozymandias, ned på bordet. Den tudede stolt, og fremviste sit ben til Shaun. Shaun strøg uglen over dens fjerpragt, og fiskede sedlen frem fra uglens ben. Han åbnede den ikke med det samme, men lagde den ved siden af skakbrættet og kiggede på Adam. ”Hvor mange medlemmer af Status Quo er der overhovedet i år? Alea var nærmest partiet, hele sidste år,” reflekterede Shaun. Han havde aldrig helt haft fidus til Alea. For blød, for eftergivende, på en eller anden måde strøg hun ham den forkerte vej. ”Spørgsmålet er hvor meget vi overhovedet kan gøre, os to,” afsluttede han spekulativt.

[Adam Shaw]

Adam rystede på hovedet med et lille smil, der blev på hans ansigt i for lang tid til bare at være over noget Shaun havde sagt. "..Vi er tre og vi kan slet ikke gøre nok alene.." svarede han stilfærdigt og prikkede lidt til sin ene springer der, uden at have fået besked på hvad den skulle gøre, hoppede ud på f6. Adam betragtede skakbrættet med en vis tilfredshed og fortsatte så: "..Det er derfor at det er lærerne der kommer til at gøre det hele for os, vi skal bare sørge for at de er på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Ja, vi kan vel ty til afpresning eller din formular der hvis vi behøver det, men umiddelbart er det vigtigste at skabe kontakt til en masse personer som - uvidende eller ej - kan give os den information vi har brug for." Imens han talte sig varm, satte Adam sig mere op i stolen og strøg sin hage med siden af pegefingeren, "..Og naturligvis skal vi prøve at få flere medlemmer. Jeg tænker at jeg kunne skrive en liste over alle der ikke virker fanatiske og så prøver vi at overtale dem til at vores måde er bedre."

[Shaun Blake Segall]

Shaun smilede bidsk på samme tid som Adam. Han rømmede sig sagte. ”Vi kan vel gøre vores, ikke sandt? Kan hænde vi er få, men det er sådan set ikke antallet der tæller.” I sit hoved tænkte Shaun, at han og Adam talte for mere end én elev hver, i disse tilfælde. ”Bonde til g3,” mumlede han, og fiskede den besked han havde fået med uglen frem. Han rullede den ud, og gennemlæste den hurtigt. ”Har du hørt om redaktionen på the Wiz i år?” sagde han, uden at fjerne øjnene fra sedlen.

Hans ansigtsudtryk blev mørkt. ”Jeg ved godt at den besværgelse er... Uetisk. Men er det ikke endnu mere uetisk at lade fjolserne slå hinanden ihjel? Og at lade uskyldige få af samme skuffe?” indskød Slytherineleven, og trommede igen fingrene mod bordet. ”Hvordan mener du kontakt? Være venner med dem?” Hans smil blev bittert. Shaun var ikke nogen udpræget udadvendt person. Hans sociale kompetancer var fokuseret på nogle få, nære venner. ”Listen er ikke nogen dårlig idé – jeg tror en hel del af dem, er ubevidste om hvor alvorlig situationen er,” medgav han.

[Adam Shaw]

Adam kunne ikke undgå at fnyse med en vis morskab da Shaun selvfølgelig satte spørgsmålstegn ved hans metoder. Det lignede den lidt yngre kammerat at være lidt imod opsøgende, social kontakt. Selv havde Adam ikke rigtig noget konkret behov for venner, men kunne stadig godt lide at kende en masse mennesker og kunne også se det logiske i det.
"..Hvis det er det, der skal til, ja." svarede han og lænede sig lidt forover i stolen med albuerne støttende på sine knæ, han rynkede de mørke bryn og så så op på Shaun "Jeg tror at vi taler om forskellige planer. Jeg er helt klart med på at vi gør noget ved ekstremisterne, så længe vores metoder ikke blive lige så ekstreme, men hvad gør vi næste år hvor jeg ikke er her, eller næste år igen hvor ingen af os er her? Vi skal både finde en måde at håndtere de farlige individer og sørge for at de tøvende ikke lader sig rive med af deres voldelighed. Skabe en aktiv, konstruktiv.. præventiv fredskultur. Springer til e4."
Og med disse ord lænede han sig tilbage, foldede armene og ventede på Shauns udspil.

[Shaun Blake Segall]

Shauns øjenbryn hævede sig skeptisk, idet Adam fnøs. Ikke at han blev fornærmet – Shaun blev stort set aldrig fornærmet. Han kløede sig på hagen. ”Hrm. Under alle omstændigheder gør jeg som du siger – og hvis du synes vi skal gå rundt til hver eneste fornuftige person på skolen, så går jeg fluks rundt til hver eneste fornuftige person på skolen,” sagde han, og Ozymandias krævede herefter hans opmærksomhed.

Han strøg den sorte ugle over fjerene, og overvejede længe sit træk. ”Bonde til f3,” punkterede han stilheden. Ozymandias tudede lavt, og betragtede med stor skepsis både Adam og skakbrættet. Shaun smilede. ”Du tænker på at skabe en eller anden form for equilibrium? Jeg ved slet ikke om er ladesiggørligt... Vi må under alle omstændigheder have spurgt Maverick,” sagde han sagte.

[Adam Shaw]

Adam smilede bredt da Shaun udtrykte sin støtte og kørte lidt flovt sin hånd igennem det korte hår. Han flyttede lidt akavet på sig og fokuserede så på skakbrættet hvor han lyttede opmærksomt til sit ene tårn, nikkede og sagde så "Springer til d6".
Så foldede han atter hænderne i skødet og så op på sin makker med et vurderende blik, "Jeg tror at det ville være bedst hvis du taler med Professor Maverick og alle andre der af en eller anden grund ikke bryder sig om min.. Herkomst." Han rullede sigende med øjnene og gjorde en lille gestus med højre hånd, "..Så skal jeg nok tage fat i Caelan og finde ud af hvem han bedst kan påvirke.. Og så må jeg jo bare vise mig fra min bedste side overfor alle de andre.. Hvis vi altså gør det her."

[Shaun Blake Segall]

”Springer til a3,” sagde Shaun fast. Hans måde at spille skak på var håndfast, solid og dybt underlegen i forhold til Adams. Han nikkede. ”Jeg skal nok tage mig af Maverick. Siden han udnævnte mig til vejleder tror jeg at vægtskålen vil tippe til min fordel,” mente han, og rodede igen i sit hår. Han fnøs. ”Man skulle tro at problemet med herkomst var blevet udslettet for 100 år siden,” sagde han foragteligt og mente det. Han var fuldblodsmagiker, men hans forældre havde aldrig benyttet sig af supremist-retorik, og det havde aldrig sagt ham et ord. Han havde set massere af mugglerfødte troldmænd og hekse, der alle var betydeligt dygtigere end visse fuldblodstumper, der troede at deres blod var undskyldning nok.

Shaun trak på skuldrene. ”Vi taler rent hypotetisk. Det er et tankeeksperiment Adam. Vi har ingen grund til at handle – folk forholder sig formodentligt i ro,” mente han, og smilede smalt til kammeraten. ”Ekstremisterne nøjes formodentlig med at tale om det – som altid. Ingen af dem har rygrad til at gøre noget dumt. De har det hele i kæften,” afsluttede han, og lænede sig tilbage i stolen. ”Vi burde begynde at spille poker,” filosoferede han, efter en kort pause.

[Adam Shaw]

Adams mundvig blev hevet op i et lille og ikke særlig overbevist smil. Selvfølgelig var det bare en 'hvad nu hvis'-samtale, men Shaun kendte ikke de andre politiske ledere helt så godt som Adam gjorde. Han gik på samme årgang som dem alle sammen og boede på kollegium med en enkel. For Adam var samtalen ikke så meget 'hvis' som 'når' og han kunne ikke lide det.
"Det ender nok med at eskalere uanset hvad.." svarede han med en lidt tøvende mine og tilføjede "Dronning til F6." Han var under normale omstændigheder ganske god til troldmandsskak, men bekymringerne der havde plaget ham på det seneste gjorde det svært at koncentrere sig. "..Men hvis det sker mens vi er her, er vi som sagt nødt til at være forbyggende og forhindrende, ikke straffende - det er lærernes job. Hvis vi ender med at rende rundt og uddele nemesis til de vi mener fortjener det.."
Men han lod den hænge i luften, fordi Shaun vidste udmærket hvad Adam synes om vold.

[Shaun Blake Segall]

Shaun trak på skuldrene. ”Hvis du siger det. Men helt ærligt er jeg skeptisk. Giovanni og hans klovnebande render vel mest rundt og spiller smarte. Jeg misunder godt nok ikke dig, den sovesal du har,” sagde han og sendte Adam et grin. Han smed sine ben op på en anden stol, og lænede sig tilbage. Han fløjtede langsomt en stille melodi.

Så vendte han sig igen mod Adam. ”Ja, hvis lærerne har den fornødne rygrad. Jeg har ikke tænkt mig at sidde til overs,” slog han fast, og var klar over at det var en kløft imellem hans og Adams forståelse af verden. Det var ikke noget nyt – deres venskab byggede på en idé om hvordan verden burde være; midlet, eller nøglen, hertil var forskellige for hver af dem. ”Løber til h3,” sagde han, for at sætte punktum på sin sætning.