At the altar of the dark star [R]

[Gareth Collins]

I folded to my knees
My body is now a begging bowl

[/size]
TAG - PAIGE
WORDS - 258
OUTFIT[/center][/color]

Eftersom det endelig var stoppet med at regne havde Gareth været ude og træne tidligere på eftermiddagen, godt nok alene, men det var første gang han fik mulighed for det siden de ankom til Hogwarts. Det var på det tidspunkt at det der havde ført ham denne vej var sket. Han havde fået et meget mystisk brev der havde overtalt ham til at komme op til et tomt klasselokale. Han havde tænkt det igennem til aftensmaden, men havde besluttet sig for at han ville gøre det. Han havde ikke engang fortalt sine tætteste venner om det, da han havde på fornemmelsen han skulle holde dette møde meget hemmeligt. Han havde dog været meget stille under aftensmaden, men forklarede de nysgerrige med at han var træt efter træning i den hårde efterårsvind. Det var altså grunden til at Løven havde forvildet sig op mod det tomme klasselokale og nu stod og gloede åndsfraværende på døren derind. Han bed sig derefter i læben, tog sig sammen og åbnede døren indtil lokalet, der henlå i mørke så han ikke ved første øjekast kunne se nogen derinde.

[Paige Segall]

In the night, the stormy night
she closed her eyes and dreamt of paradise

Solen var allerede så småt ved at bevæge sig imod horisonten og det nærmede sig den tid, hvor elever var påbudt at skulle befinde sig i deres senge. Det var dog uden konsekvens for den lille, lyshårede pige, der sad i vindueskarmen i et af de slottets ubrugte klasselokaler og ventede. Herinde var der ingen, der kom, selvom lærerne burde vide bedre end at tro, at eleverne på slottet ikke brugte det til deres egne formål, så var det tilsyneladende netop hvad de gjorde. Snart ville patruljeringerne begynde, men hun var ikke skyggen af nervøs over muligheden for at blive fanget. Hvad hun var, var spændt. De havde ikke brugt månedsvis på at planlægge bagholdet...

Da døren gik op tog hun en enkelt hurtig indånding. Så bredte et smil sig ganske kort på hendes læber, men forsvandt igen lige så hurtigt. Hun fandt i stedet sin mest bedrøvede mine frem, lod sig glide ned på gulvet og rømmede sig, før hun hviskede et enkelt ”lumos,” der fik tippen på hendes lyse tryllestav til at lyse op. Hun klarede halsen, som om hun var nervøs eller havde svært ved at få tungen på gled. ”Vil du ikke lukke døren? Han må ikke finde os her, vel?” Hendes blik var frygtsomt, en anelse paranoidt, som om hun var det mindste smule bange for Gareths fætter og hvad han kunne finde på at gøre ved hende.

Tag: Gareth Collins `´ Attire: Here

[Gareth Collins]

I folded to my knees
My body is now a begging bowl

[/size]
TAG - PAIGE
WORDS - 260
OUTFIT[/center][/color]

Frem af mørket kom pludseligt et stærkt skarpt lys fra gulvet og Gareth måtte blinke et par gange før han kunne se hvem det var. En yngre lyshåret pige, var det han kunne se ved første øjekast. Han kunne ikke sætte et navn på hende det første øjeblik, men da hun var færdig med at bønfalde ham om hjælp, kom han i tanke om at hun hed Paige. Han kunne dog ikke huske særlig meget andet om hende, men besluttede sig for at hvem end hans fætter var ude efter, var også hans ven.

Hurtig lukkede han døren efter sig og skyndte sig hen mod hende, med et beroligende ansigtsudtryk.
”Selvfølgelig ikke og det gør han heller ikke. Skal jeg ikke følge dig tilbage til din sovesal? Eller vil du hellere snakke her? Jeg kan godt klare ham hvis han prøver på noget.” Sagde han og havde allerede tryllestaven i hånden, i tilfælde af fætteren faktisk ville komme efter dem. Han vidste jo hvor slem han var og det var ikke noget kønt syn at se ham i aktion.

[Paige Segall]

In the night, the stormy night
she closed her eyes and dreamt of paradise

Paige rynkede panden lidt ved forslagene og rystede på hovedet. Hun lod sin egen tryllestav lyse, med den bevidste bagtanke at det gjorde det umuligt at se hvem der kom ind af døren, når den snart ville åbne sig igen. I mellemtiden var det dog hendes opgave at underholde ham... Blodforrædderen.

Hendes lyse øjne hvilede på hans tryllestav og hun fremtryllede et nervøst ansigtsudtryk. ”Vil du ikke tage den væk? Han kommer ikke her. Jeg vil bare... Tale med nogen. Det er så ensomt og så kom han og sagde at han synes jeg...” Hun gøs og rystede på hovedet. ”Men jeg vil ikke tilbage nu. Kan vi ikke snakke lidt?” Hendes bekymrede mine var intet andet end skuespil, men hun gjorde det godt og med nervøse små bevægelser. Til sidste smilede hun vagt, som om hun var glad for at han var der for andet end fordi han ville få sin velfortjente løn. ”Du er så modig. Hvordan kan du klare at modstå presset? Bliver du ikke straffet derhjemme, for at omgås... De forkerte?” Hun havde nær sagt 'mudderblod,' men det var at overskride en grænse hos ham, som hun hellere måtte vente med indtil Jacob og Giovanni havde styr på ham. Det var sikrest.

Tag: Gareth Collins `´ Attire: Here

[Gareth Collins]

I folded to my knees
My body is now a begging bowl

[/size]
TAG - PAIGE
WORDS - 247
OUTFIT[/center][/color]

Gareth så bekymret på hende og lagde tryllestaven tilbage i lommen. Det var lidt underligt, men han kendte jo ikke pigen og det virkede som om hun var meget bange. Derfor valgte han at stikke den tilbage i lommen, men dog ikke så langt ned at han ikke kunne få fat i den med det samme.
”Bare rolig. Det skal nok gå, vi snakker bare lidt her..” Svarede han hende hurtigt og smilede tilbage til hende, da han så hvor glad hun var for at han var der. Han grinede let og trak på skuldrene. ”Min mor er gået i hundene, det er længe siden hun har lagt mærke til min tilstedeværelse. Heldigvis kan jeg godt forsvare mig.” Gareth løftede en knyttet næve som om han skulle til at bokse, men grinede så igen, et grin der langsomt stilnede bort og han endte i en alvorlig mine. ”Men min fætter, han er mindre morsom, hvorfor er han sådan efter dig?” Spurgte han undrende og hævede det ene øjenbryn let, mens han betragtede den yngre pige.

[Jacob Arrington]

when we do our darkest deeds they
burn in our brains, become a living hell

[/size]

Tag: Paige, Gio & Gareth • Outfit: Here[/center]

Skyggerne faldt tungt over lokalet og gemte skikkelsen der stod lænet op imod væggen, stille som en sten, med et ansigtsudtryk der intet røbede om det der hvilede i luften og ventede på at udfolde sig. Intet andet end et glitrende, faretruende glimt i et sæt lyseblå øjne. Hvad der foregik, samtalen, det hele forekom ham ligegyldigt, men nødvendigt. Nødvendigt for at gøre det der skulle til, det eneste der var rigtigt. Alligevel var der ikke gået længe før tålmodigheden langsomt begyndte at sive ud, som sand i et timeglas og årvågent med et skarpt blik, fulgte Jack lyset fra spidsen af Paiges tryllestav.

Hans afslappede holdning, lænet op imod væggen, var et tegn på den stoiske ro han følte, i sikker forvisning om at tingene ville gå lige nøjagtigt som de havde planlagt dem. Gareth Collins var ubetydelig i sig selv. Det handlede for Jack lige så meget om at sende et budskab. At nogle ting ikke kunne tolereres. Og så var der jagten i det, den udspekulerede plan, en farefuld leg... Hans ansigt trak sig op i et udtryk af ren afsky over blodforræderens sikre ord. Ordene ”frygt er magt,” rungede for hans indre øre og langsomt, ganske uhørligt, skubbede Jack sig fri af væggen. Hans krop var spændt, som en gepard på rov efter en antilope og ikke en detalje gik ubemærket forbi. Paige spillede rollen perfekt, som han havde vidst hun ville. Men hendes leg var forbi og det var tiden til at lade den rigtige begynde.

Så hurtigt at det nærmest havde været umuligt at opfange, gled tryllestaven frem i Jacks ene håndflade og han løftede den dovent, for med en lydløs kommando at hidkalde Gareths tryllestav, han takket være Paige, vidste nøjagtigt hvor var. Med langsomme, rolige skridt bevægede han sig mod midten af lokalet, ud gennem skyggerne. Det slanke stykke træ landede sikkert i hans ene håndflade og han trådte lige netop langt nok frem til at skæret fra Paiges tryllestav oplyste den ene halvdel af hans ansigt. ”En skam,” hans stemme var dæmpet, iskold og fuldkommen blottet for menneskelighed. Han drejede Gareths tryllestav mellem fingrene. ”Et mesterværk. Spildt.” Hans blik hævede sig fra træstaven til den yngre løves ansigt. Jacks egen tryllestav var forsvundet ud af syne igen, så snart Gareths var landet i hans håndflade. Jacks tænder blottedes i et rovdyragtigt smil, der intet godt varslede. Det var koldt og faretruende. Han slog klik med tungen og rystede på hovedet, før han vendte blikket mod Paige. ”Men det bliver ikke et problem længere, gør det vel?” Han rakte ud og strøg blondinen næsten kærligt ned over den ene kind, før han vendte blikket tilbage mod Gareth. ”Et kønt ansigt. Så nemt at stole på.”
[/blockquote][/justify]

[Giovanni Polvani]

The devil that you know
is better than the one you don't
like lonely ghosts at a roadside cross

Dedicated to: Gareth, Paige & Jack - Dressed like: This

Giovanni havde stået i modsatte hjørne af Jack, ligeså effektivt skjult af skyggerne som klassekammeraten og længe nok til at have hørt hele ordvekslingen mellem Paige og Gareth. Han blev roligt stående i skyggerne, uden at røre sig og med blikket og alle andre sanser fokuseret intenst på de to andre i rummet. En enkelt gang drejede han hovedet og skævede mod det modsatte hjørne hvor han vidste Jack var, uden at han kunne se ham.

Hans vejrtrækning var rolig, ligesom hans puls, på trods af hvad det hele handlede om, roligere end de burde være og hans mørke blik hvilede opmærksomt på de to i lyset, mens hans læber krusede sig i et hånligt smil. Han skævede til Jack igen, lige tidsnok til at se en svag bevægelse i mørket. Han så den kun fordi han forventede den og lukkede fingrede fastere om sin egen tryllestav før han fulgte eksemplet og trådte frem i lyset.

Han lod hånden med staven blive hængende slapt ned langs siden, uden at løfte den endnu. Han så intet behov for det. Blodforrædderen var afvæbnet og ingen reel trussel længere "Optændingsbrænde.." supplerede han tørt Jacks betragtninger uden at tage blikket af Løven mens han gik nærmere med kølig nonchalance og standsede da han stod med front mod Løven "Nathan kunne desværre ikke komme.." han så påtaget undskyldende på Gareth og slog ud med begge arme "Han beklager meget, men det bliver bare os." han lagde hovedet lidt på sned uden at havde taget blikket af Gareth endnu "Troede du virkelig du kunne forsvare nogen?" et hånligt fnys fra ham brød et øjeblik den anspændte stemning og han skævede et kort sekund til Paige da Jack strøg hende over kinden "Videre.." han sendte Jack et hårdt blik og vendte så hele opmærksomheden mod Gareth igen "Du er et spild af rent blod.." konstaterede han ganske nøgternt og uden at fortrække en mine.

[Paige Segall]

In the night, the stormy night
she closed her eyes and dreamt of paradise

Paige smilede lidt, ligesom Gareth, men ikke fordi det var morsomt at han hidtil var gået ustraffet, sådan som han lige havde bekræftet overfor hende. Det gav hende derimod en stor tilfredsstillelse at vide at han lige om lidt ville fortryde sit valg, forhåbentlig, og hun var spændt på hvordan han ville reagere på den lille overraskelse.

Inden hun nåede at svare på spørgsmålet, hvilket hun sagtens kunne have gjort, så hun Gareths tryllestav flyve ud af hans lomme og et fnis forlod hende, samtidig med at hun måtte beundre den elegance, der lå i at kunne afvæbne en modstander så fuldstændig gnidningsløst. Det var smuk magi, som hun endnu ikke selv var lige så stærk udi, men som hun pinedød ville lære.

Hun betragtede skiftevis de to ældre kollegianere og den lille kat, imens de trådte ud af hver deres hjørne og kom nærmere. Hendes tryllestav var stadig rummets eneste lyskilde og hun holdt den op med et lettere sygt smil. Det var spændende at overvære begge drenge lege med ordene i den hensigt at intimidere inden de slog til for alvor og hun fulgte opmærksomt med uden selv at sige noget. Som Jack strøg hende over kinden så hun ham i øjnene, selvom hun selv var mere optaget af Gareth. Hun kom til at grine igen over hans efterfølgende kommentar og rummets eneste lyskilde rystede en anelse.

Tag: Gareth, Jacob and Giovanni `´ Attire: Here

[Gareth Collins]

I folded to my knees
My body is now a begging bowl

[/size]
TAG - PAIGE - JACK - GIO
WORDS - 477
OUTFIT[/center][/color]

Gareth nåede ikke at opfange nogen afslørende lyd, før hans tryllestav allerede var i hånden på en anden. Han drejede sig om og betragtede de mørke skygger, der syntes at bevæge sig. Hans hjerte bankede hurtigere og hurtigere, alt i mens han mærkede en trykken mod sine ribben og blodet pumpe i hans krop. Løven formåede ikke at skjule den overraskelse han følte da Jack trådte ind i lyset, det viste sig ved at hans øjenbryn hævede sig kortvarigt og han trådte et skridt tilbage. Derefter var hans blik dog fæstnet på tryllestaven i Ravnens hænder, mens han bed kæberne sammen og overvejede sine muligheder.

Gareth valgte ikke at svare på Jacks kommentarer, om det var fordi han ikke vidste hvad han skulle svare eller fordi han fandt det klogest at tie stille, var han ikke sikker på. Han havde imidlertidigt været så fokuseret på Jack at han først lagde mærke til den tredje ravn i lokalet da han åbnede munden. Det kom så meget bag på Gareth at han tog et par skridt tilbage, hvorefter han stødte ind i bordet bagved, der lavede en høj skinger lyd mod gulvet da det rykkede sig.
Spydige kommentarer var ikke hans stærke side og da det var det samtalen gik på, havde han ingen ide om hvad han svare igen. Det var dog som om adrenalinen tog over hans ellers så fjogede personlighed, så han fik fremstammet et par ord alligevel. ”Ærgeligt, jeg ville langt hellere have foretrukket hans selskab” Svarede løven, om end mindre koldt og skarpt end de andre tre. Han lagde ikke mærke til Paige og Jacks lille scenarie, da hans opmærksomhed nu var rettet mod den sidste der kom til syne.
”Hvis jeg skal leve op til dine idealer Giovanni - for at være det rene blod værd, vil jeg hellere være et spild” Uden at tænke meget over det begyndte han at manøvre sidelæns væk fra de tre og kastede et kort blik mod døren bag dem. Han havde ingen ide om hvad deres planer var, men blikket i deres øjne fortalte ham at der kun var grusomheder på vej, hvis han ikke fandt en udvej snart. Vinduerne, tænkte han et øjeblik, men besluttede sig for at det var for farligt. Døren var den eneste udvej.

[Jacob Arrington]

when we do our darkest deeds they
burn in our brains, become a living hell

[/size]

Tag: Paige, Gio & Gareth • Outfit: Here[/center]

Det kolde smil på Jacks læber var væk i det øjeblik en latter lød fra Paige og han tog hånden til sig igen og vendte ligegyldigt blikket bort fra hende, lod det i et øjeblik dvæle ved Gareth, før det i et ganske kort øjeblik strøg imod skyggerne bag ham. Han havde ikke travlt og demonstrerede det også ved bare at lade blikket falde, som om han ikke helt var tilstedeværende. Jacks blik forblev dovent rettet imod tryllestaven han drejede i mellem sine fingre, uden tilsyneladende at tage sig det mindste af Giovanni der trådte frem fra skyggerne, egentlig dybt uinteresseret i hvad den jævnaldrende ravn havde at sige.

Først da en direkte ordre lød fra den anden ende, skød hans blik op igen, hårdt og fuldkommen blottet for sympati. Det var dog ikke rettet mod Gareth, men mod Giovanni. Han nedværdigede sig dog ikke til at reagere, men rankede i stedet ryggen helt. Hans tanker drev overvejende i mellem at starte med at frarøve Gareth mælet og et brændende ønske om at høre ham skrige i smerte. Af samme grund, endte han med at rette tryllestavens spids i retning af døren med et roligt ”muffliato,” før hans blik drev tilbage til løven i midten.

Han tog et par langsomme skridt til siden, som et rovdyr der cirkulerede om sit bytte. ”Flyt dig,” kommentaren var tydeligt rettet imod Giovanni, uden Jack besværede sig med at se på sin klassekammerat. I samme øjeblik hævede han armen med tryllestaven og ytrede med stoisk ro ”deprimo,” rettet direkte mod Gareth. Han mærkede selv den usynlige kraft presse ned over den yngre løve og koncentrerede sig om at øge trykket, uden intentioner om at stoppe lige før det øjeblik hvor blodforræderens rygrad ville give efter med et grusomt knæk. Og nød hvert eneste øjeblik af det, skønt han udadtil ikke viste tegn på det.
[/blockquote][/justify]

[Giovanni Polvani]

The devil that you know
is better than the one you don't
like lonely ghosts at a roadside cross

Dedicated to: Gareth, Paige & Jack - Dressed like: This

Giovanni nåede kort at ærgre sig over ikke selv at have reageret sekunder før Jack og dermed selv have stået med Gareths tryllestav. Det var dog i sidste ende uden betydning, så længe Gareth ikke selv havde den og han forlod sit skjul i skyggerne med rolige skridt. Han havde ikke travlt, tværtimod havde han alle intentioner om, at det der var planen skulle trækkes ud så længe som muligt.

Han slog en følelsesforladt latter op da Løven svarede igen og så et øjeblik næsten overbærende på ham "Du hører ikke efter, Collins. Det er du allerede." han så væk igen uden at bryde sig om, om den anden havde mere at sige og henvendte sig i stedet direkte til sin klassekammerat. Han besvarede Jacks blik uden at blinke og hævede brynene lidt i klar udfordring. Hans blik blev dog truende da han selv fik en direkte ordre og brændte sig ind i Jacks nakke, uden at han selv flyttede sig en millimeter da den anden gik forbi ham og rettede blodforrædderens egen stav mod ham. Først da staven var hævet satte han i bevægelse og gik dovent om på den anden side af den udsatte Løve og stillede sig med front mod ham og Jack i stedet.

Hans blik fæstnede sig intenst på Løven og ubevidst sitrede et grumt smil i hans mundvige. Han lagde kun sekundært mærke til at Paige bevægede sig og betragtede skuet med fascineret nysgerrighed efter hvor meget Løven ville kunne holde til. Så snart han ud af øjenkrogen fangede Paige igen, vinkede han hende hen med en bestemt håndbevægelse "Paige.. jeg har en opgave til dig." hans stemme var blød og indsmigrende, mens han stadig ikke havde taget blikket fra Gareth og Jack "Når Jack er færdig med at lege." tilføjede han lidt højere og drejede hovedet for at se hemmelighedsfuldt på Paige.

[Paige Segall]

In the night, the stormy night
she closed her eyes and dreamt of paradise

Paige tog sig ikke af Jacks bratte humørskift, men fnes videre for sig selv, komplet ligeglad. Hendes morskab var naturligvis dybt upassende, men hun vedblev at smile, selv efter hun var blevet stille igen. Det glædede hende at se Gareths tåbelige forsøg på at forsvare sig, fordi det endnu engang cementerede, at deres mission var på sin plads, sådan som hun var blevet forsikret om. Desuden var det morsomt, at han prøvede på at virke modig, når han tydeligvis var ved at tisse i bukserne.

Imens drengene cirklede omkring deres offer og som Jack kastede den første besværgelse, var hun i midlertidig opmærksom på noget de begge virkede til at have glemt. Hun pegede sin egen tryllestav imod døren og hviskede et enkelt lavmælt ord, der susede igennem Jacks muffliato og fik låsen til at klikke.

En yderst tilfreds mine, komplet i kontrast til det der foregik i midten af lokalet, bredte sig på hendes lille angeliske ansigt og hun drejede uforstyrret hovedet imod Giovanni, før hun bevægede sig roligt hen imod ham, uden at virke som en der havde travlt. ”Ud over at sørge for at der ikke lige pludselig er en eller anden stakkel, der kommer tumlende ind, mener du,” sagde hun silkeblødt med et uskyldigt smil, imens hun betragtede Gareths lidelser. ”Hvad kan jeg hjælpe med?” Hun lagde hovedet lidt på skrå og så fascineret fra Jack til hans offer.

Tag: Gareth Collins `´ Attire: Here

[Gareth Collins]

I folded to my knees
My body is now a begging bowl

[/size]
TAG - PAIGE – JACK - GIO
WORDS - 305
OUTFIT[/center][/color]

Løven der ellers havde sat sig for at døren var hans mål, mistede nu alle former for håb. Det eneste han havde tilbage at forsvare sig med nu, var hans egne næver og han regnede ikke med at han kunne hamle op med to ældre elever. Hans blik flakkede rundt i lokalet efter en udvej og efter Jack sørgede for at de heller ikke kunne høres, blev han mere og mere ude af den. Han var ikke så dum at han ikke kunne regne ud hvorfor de ikke ville have nogen hørte dem og lige i det øjeblik det gik op for ham hvor alvorlig situationen var, gik den eneste mørkhårede af de tre til angreb.

Gareth prøvede desperat at komme væk fra Jack, men han stødte ind i et par stablede borde og havde ikke mulighed for at komme væk før det var for sent. Han bed kæberne sammen, for stædig til at give efter for magien der trykkede ham nedad mod en unaturlig position og prøvede uden held at kæmpe imod. Det eneste han ikke ville gøre var at skrige, selvom hans ansigt fortræk sig i smerte og hans krop føltes som om den brændte, ville han ikke give dem den nydelse endnu. Til sidst mistede Gareth balancen, han faldt bagover og slog hovedet på gulvet, hvor hans krop stadig bøjede sig akavet.

[Jacob Arrington]

when we do our darkest deeds they
burn in our brains, become a living hell

[/size]

Tag: Paige, Gio & Gareth • Outfit: Here[/center]

Jack tog sig ikke engang i et sekund af måden Gareth bakkede på, i et tydeligt forsøg på at slippe væk. Han bevægede sig blot med rolige, faretruende skridt og blikket låst fast ved den yngre løve. I en doven, langsom bevægelse, løftede han staven og udtalte roligt, men sikkert den første besværgelse, der kort efter pressede hårdt ned over Gareth, tvang ham i knæ og Jack betragede scenariet med et udtryksløst ansigt, pånær et enerverende, betaget, tenderende manisk udtryk der glinsede kraftigt ud gennem hans blik.

Han pressede besværgelsen til det alleryderste og hans læber trak sig tilbage og blottede hans tænder i et koldt smil, der alligevel ikke rigtigt var det, da han brat sænkede staven og afbrød kraften der havde tvunget sig ned over Gareth. Jack så på den yngre løve med afsky, hans blik strålede af foragt. ”Ynkeligt,” hvislede han, blottet for medfølelse og havde tilsyneladende glemt alt om de to andres tilstedeværelse i lokalet.

Jack tog endnu et par skridt til siden, bevægede sig videre i sin bue omkring Gareth. Hans blik hvilede dog ikke på løven, men rettet mod tryllestaven han igen drejede langsomt mellem sine fingre. Først nogle øjeblikke senere stoppede han igen og havde bevæget sig så langt ud af lysets rækkevidde, at mørket truede med at opsluge ham og kastede lange skygger ind over hans ansigt. Roligt drejede han sig mod Gareth, udtrykket i hans øjne, skiftende som vinden, nu frygtindgydende. Han hævede langsomt staven igen, rettede den direkte mod Gareths sølle skikkelse og udtalte et lavmælt ”mobilicorpus.”

Uden videre anstrengelse, trak han Gareth tilbage i oprejst position, hans fødder svævende let over gulvet. Jack lod hovedet falde en anelse på sned, betragtede løven, uden at gøre anstalter til at ville gøre mere end han allerede havde. Betragtede blot Gareth med et udtryk der i et øjeblik næsten var sympatisk. På få sekunder ændrede det sig dog og det maniske fandt vejen tilbage, overtog hans træk og han med et skarpt sving med staven og et hvislende ”alarte ascendare,” sendte den svævende skikkelse flyvende tilbage gennem rummet, hurtigere end øjet kunne nå at følge med...

... Lige indtil det øjeblik hvor han kolliderede hårdt med stenvæggen. Jacks brystkasse hævede sig synligt en anelse hurtigere end normalt og udtrykket på hans ansigt var forfærdeligt. Det var dyrisk, sultent, hungrende efter mere... Men kun i et splitsekund. Og så var det væk igen og den kontrollerede, afmålte præfekt var tilbage. Han blev ikke stående for at se Gareth synke sammen mod gulvet, vendte sig blot som intet var hændt og kastede tryllestaven for Giovannis fødder, som var den blot et stykke affald. Han sagde intet, så ikke i retning af sine kollegiekammerater, men trak sig blot tilbage ind i skyggerne, hvor han stillede sig med fronten mod det lille vindue, der tillod den mindste smule månelys at slippe ind, og samlede hænderne bag ryggen.
[/blockquote][/justify]

[Giovanni Polvani]

The devil that you know
is better than the one you don't
like lonely ghosts at a roadside cross

Dedicated to: Gareth, Paige & Jack - Dressed like: This

Giovannis blik forlod kun Jack og den nu sammenkrummede skikkelse på gulvet et øjeblik for at sende Paige et koldt, advarende blik uden at kommentere på det sande i hendes konstatering og uden at hendes uskyldige smil havde nogen form for virkning. Han drejede hovedet væk igen og så fascineret på skikkelsen på gulvet, der nu var befriet for det unaturlige pres "Tålmodighed, Dukkebarn." han blottede tænderne i et følelseskoldt smil og blev urørligt stående mens Jack med en simpel besværgelse fik Gareth rejst op igen.

Giovannis blik glimtede næsten sort i det magiske lys fra Paiges tryllestav og smilet voksede, mens han havde en klar fornemmelse af Jacks næste træk, uden dog at sige noget højt. Han drejede hovedet med et hurtigt ryk da Løven blev sendt gennem rummet og kollidere med væggen med en ubehagelig, dump lyd. Det var en lignende lyd da kroppen sekundet efter ramte stengulvet og Giovanni rettede momentært blikket mod Jack, der skiftede i mimik og kropssprog som en anden kamæleon.

Han fortrak ikke en mine mens han dovent bøjede sig og samlede tryllestaven ved sine fødder op med to fingre. Han studerede den nysgerrigt et langt øjeblik, før han vendte sig mod væggen og gik nærmere den sammenkrøllede skikkelse der stadig lå der. Han satte sig på hug ved siden af den og vinkede Paige nærmere med den frie hånd uden at se på hende "Kan du huske hvad jeg lærte dig før ferien?" hans ord var klart henvendt til Paige. Rolige og nøgterne som om de sad og læste lektier i opholdsstuen. Det opstemte blik han lod glide ned over den forslåede skikkelse foran sig var intenst og han fugtede et øjeblik læberne med tungespidsen mens han ventede på Paiges svar.