At the altar of the dark star [R]

[Paige Segall]

In the night, the stormy night
she closed her eyes and dreamt of paradise

Paige rynkede den mindste lille smule på næsen, da Gio beordrede hende at være tålmodig, men luftede ikke sin utilfredshed. Hun stod blot tavs og betragtede Jacks leg med Gareth uden at udvise nogen følelser andet end en lille trækning i den ene mundvig fra tid til anden. Det begyndte så småt at kede hende at være tilskuer og efter løftet, om at få lov til at være med, kriblede det i hendes slanke små fingre efter at holde omkring løveungens tryllestav og selv være den, der fik ham til at grynte af smerte. Naturligvis var det forfærdeligt, det de gjorde imod ham, men enhver ynkelig rest af medlidenhed var skåret bort af hendes komplette overbevisning om at det de gjorde var rigtigt og at det var Gareth, der havde begået en synd. Han havde således selv bragt alt hvad han fik ned over sig selv og Jack var blot retfærdighed og skolemester i en og samme krop. Den magt ville hun også have for sig selv. Hun ville lære drengen hvad der skete, når man nedværdigede sig selv og sin familie – en familie hun trods alt også selv havde rødder i.

Som Jack overlod den slappe skikkelse til Gio vågnede hun selv en smule op. Hun fulgte årvågent med, uden dog at røre sig en millimeter ud af stedet før den blonde ravn vinkede hende nærmere. På trods af en svag modvilje imod at følge hans ordrer på den måde, når de ikke var alene, krydsede hun alligevel gulvet med lette skridt, for at standse foran det ynkelige stykke menneske Gareth nu udgjorde. Hun så på ham med væmmelse, frem for fascination, og nikkede, inden det faldt hende ind at Giovanni ikke kunne se det. ”Flagrate,” svarede hun tydeligt med et lettere grumt smil. ”Blandt andet. Et tydeligt budskab på hans ryg, måske?” Hun lagde hovedet lidt på skrå og drejede sin egen tryllestav imellem fingrene, før hun diskret pegede den imod en enkelt lampe midt i rummet og med en hvisken fik tændt lys i den. Det efterfølgende ”nox” slukkede tippen på den lyse stav og hun missede en anelse med øjnene, som hun vænnede sig til det delvise mørke.

Tag: Gareth Collins `´ Attire: Here

[Gareth Collins]

I folded to my knees
My body is now a begging bowl

[/size]
TAG - PAIGE – JACK - GIO
WORDS - 276
OUTFIT[/center][/color]

Da smerten forsvandt overraskede det et øjeblik løven at han ikke havde brækket noget. Han følte sig svimmel og alting lignede tåge foran hans øjne, mens han prøvede at skubbe sig selv på benene med sine hænder. Af ren udmattelse nåede han ikke engang halvvejs da han pludseligt blev hevet op i luften. Hans lemmer var helt afslappede og det eneste han prøvede at holde nogenlunde oprejst var hans hoved, da han stadig forsøgte at fokusere på drengen der holdt hans tryllestav.

Gareth bemærkede ikke noget før han mærkede sin krop kollidere med stenmuren. Hans skulder ramte først og derefter mærkede han hvordan magien trykkede resten af hans krop mod muren, inden han faldt slapt ned mod gulvet.
Løven så ikke ud til at være i live det første øjeblik, det eneste der afslørede ham var støn af smerte over sin brækkede skulder, som han ikke kunne holde tilbage. Hele verden syntes at sejle op og ned og de tre elever havde lavet kopier af sig selv. Men selvom Gareth ikke kunne se klart, prøvede han med den sidste vilje for at overleve, at kravle hen mod døren som han i al morskaben havde glemt var låst.

[Giovanni Polvani]

The devil that you know
is better than the one you don't
like lonely ghosts at a roadside cross

Dedicated to: Gareth, Paige & Jack - Dressed like: This

Giovanni skænkede ikke Jack et blik mere da han først selv havde Gareths tryllestav i hånden. Den føltes uvant, men også med en sær form for magt der nu var hans. Han så fra staven til dens ejer der lå på gulvet og nu gav lyd fra sig. Et koldt smil blottede igen Giovannis tænder mens han drejede tryllestaven mellem fingrene og nikkede med en rolig, bekræftende brummen til Paiges svar "Dygtig.." han rejste sig igen og vendte sig mod hende med et anerkendende blik da hun fortsatte "Lige hvad du har lyst til." meddelte han hende med et blik der så næsten sort ud i det dæmpede lys.

Han kastede et hurtigt blik på lampen hun tændte og måtte blinke et par gange da lyset fra hendes tryllestav sekundet efter forsvandt. Han løftede armen lidt for at række hende Gareths tryllestav, men ændrede taktik da han skævede til skikkelsen på gulvet. Hans hånd med tryllestaven rettedes øjeblikkeligt mod den kravlende Løve før han fulgte et hurtigt svip med håndleddet op med et tydeligt "Crucio!" han brugte besværgelsen ligeså roligt som han ville kalde en skolebog til sig og betragtede udtryksløst den vridende Gareth et øjeblik før han sænkede staven igen med et åndedrag der var lidt hurtigere end normalt.

Han så han på den jævnaldrende dreng på gulvet med alle tegn på afsky og skubbede hårdt til ham med den ene fod for at få ham om at ligge på maven. Så satte han sig på hug igen, løftede staven og skar med en lydløs besværgelse igennem den andens beklædning og blottede hans ryg. Et enkelt sted ramte han hud og så et langt øjeblik fascineret på blodet der samlede sig omkring riften. Så rejste han sig og rakte uden yderligere forsinkelse staven til Paige med et afventende blik "Vis mig så hvad du kan.." han smilede grumt og trådte et halvt skridt bagud.

[Paige Segall]

In the night, the stormy night
she closed her eyes and dreamt of paradise

Paige så opildnet ned på Gareths ynkelige skikkelse og smilede ved tanken om at få frit spil og muligheden for at præge historien om den lille løve, der lærte en lektie. Det blev i midlertidig udsat, som Giovanni ombestemte sig, og hun var allerede en lille smule irritabel, da han valgte at benytte sig af en af de utilgivelige. Der gik en kuldegysning ned langs hendes rygrad, som drengen vred sig på gulvet, men hun selv stod ubevægelig og betragtede det. Det var grusomt, men hun sugede hans smerte til sig og voksede selv ved den, præcis ligesom de to drenge hun fra tid til anden kaldte sine venner.

Køligt rakte hun sin hånd frem og tog imod staven, der føltes uvant i hendes lille hånd. Den anden gled ude af syne på sin vandte plads i en skjult lomme og hun drejede det fremmede træ lidt imellem sine fingre, før hun satte sig ned på hug og strøg en finger langs Gareths ryg med et lille smil. ”Jeg ved godt, at det gør ondt,” sagde hun dæmpet, næsten omsorgsfuldt, imens hun tegnede et B på den blottede hud. ”Men snart har du glemt alting igen og du skal have noget at huske os på...” Hun sukkede fredfyldt, rettede hans egen tryllestav imod det punkt hun lige havde indrammet og hviskede ”flagrate” med en kærlig undertone. Tålmodigt brændte hun ind i hans hud, uden at registrere om han besvimede undervejs. Hun smilede for sig selv, imens hun stavede et enkelt ord og nynnede lavmælt. Da hun var færdig tog hun en enkelt dyb indånding og rejste sig op. Hun drejede sig om imod Giovanni med hovedet lidt på skrå. ”Er han ikke fin nu?”

Tag: Gareth Collins `´ Attire: Here

[Gareth Collins]

I folded to my knees
My body is now a begging bowl

[/size]
TAG - PAIGE – JACK - GIO
WORDS - 287
OUTFIT[/center][/color]

Den kravlende løve gav til sidst op og endte med blot at ligge helt stille på gulvet, mens navnet på en person der stod ham kær fløj over hans læber. ”Em..iiilia” Hviskede han næsten uhørligt, men dog alligevel muligt for andre i lokalet at høre. Han ville kravle videre, men kunne ikke få sin krop til at reagere. Det eneste han fandt muligt var at ligge helt stille, mens han lyttede til sin svage, hæse vejrtrækning, der nærmest var ikke eksisterende.
Han havde det nærmest som om han var på den anden side af sig selv, men blev hurtigt bragt tilbage til den virkelige verden igen, da en gennemskærende smerte ramte ham. Det gav ham så stort et chock, at hans krop reagerede per instinkt og vred og drejede sig, mens hans skreg skingert. Det var dog det sidste drengen kunne holde til og han lå nu helt stille, uden at have nogen mulighed for at få sin krop til at reagere. Han rørte sig ikke ud af stedet da de rev hans beklædning op og heller ikke da pigen talte til ham. Det eneste hun ville få ud af ham, bortset fra et par skrig, var "Eem..iilia", hvorefter han besvimede af smerte og lod skæbnen bestemme om han ville se dagens lys eller ej.

[Giovanni Polvani]

The devil that you know
is better than the one you don't
like lonely ghosts at a roadside cross

Dedicated to: Gareth, Paige & Jack - Dressed like: This

Giovannis ansigt var måske nok udtryksløst mens han rettede den utilgivelige forbandelse mod Løven på gulvet, men blikket i hans mørke øjne afslørede tydeligt, at han nød det. At det ynkelige flugtforsøg egentligt ikke var grunden til afstraffelsen, men nærmere navnet der havde brudt den lidende klynken, havde han ikke tænkt sig at afsløre for hverken Paige eller Jack.

Det var dog i høj grad medvirkende til, at han måtte stramme kontrollen om sig selv for ikke at holde forbandelsen længere end nødvendigt. Han bed hårdt sammen og blottede roligt Gareths ryg uden at virke til at have synderligt travlt før han rakte tryllestaven til Paige. trådte et skridt tilbage og betragtede hendes arbejde uden at fortrække en mine, selv da den umiskendelige lugt af brændt kød bredte sig i rummet.

Han havde lagt armene over kors da Paige rejste sig igen og henvendte sig til ham. Han trådte et skridt frem igen og betragtede det letlæselige, nu fastbrændte. ord på den nøgne ryg og nikkede langsomt "Du har altid haft en nydelig håndskrift.." funderede han og sendte Paige et enkelt anerkendende blik, før han igen tog et skridt væk, nu lettere ligeglad med scenariet.

Det varede dog kun et øjeblik, indtil endnu en hvisken fra drengen på gulvet fik ham til at stivne midt i en bevægelse. Han trak sin egen stav uden at tænke to gange og drejede i en hurtig bevægelse, pegede den mod Gareth med et rasende blik uden hverken at tænke over at det var sin egen stav han hun havde i hånden og uden at se, at den anden var besvimet. Han nåede lige at åbne munden for snerrende at gentage sin tidligere forbandelse, da et enkelt ord fra Jack brød stilheden og fik staven til at flyve ud af hans hånd. Giovanni løftede hovedet og sendte sin klassekammerat et koldt, hadefuldt blik og stod nogle sekunder bare og stirrede på den anden før han med hidsige skridt gik hen for at samle sin tryllestav op fra stengulvet "Gør det færdigt og kom så væk før nogen finder ham." hvæsede han, uden helt at have fundet grebet om sin selvkontrol endnu. Han kastede et enkelt blik mere på den ødelagte skikkelse på gulvet, fnøs og forlod så lokalet uden at se sig tilbage.

O U T

[Jacob Arrington]

when we do our darkest deeds they
burn in our brains, become a living hell

[/size]

Tag: Paige, Gio & Gareth • Outfit: Here[/center]

Da først Jack havde stillet sig med fronten mod vinduet, vendte han sig ikke igen for at se på de to andre ravnes leg med løven. Det betød dog ikke at han ikke observerede hvad der foregik, tværtimod lyttede han til alt hvad der skete og fandt en sygelig tilfredsstillelse i de lyde der uden tvivl stammede fra ravnenes offer. Hans øjenlåg var gledet i og han stod stille som en statue, mens skæret fra flammerne der oplyste lokalet, dansede levende over hans ryg. Selvom han måske virkede uinteresseret i hvad der foregik, var han dog også hele tiden bevidst om, nøjagtigt hvad kollegiekammeraterne foretog sig.

Først da et navn fandt vejen ud i mellem løvens læber, gled Jacks øjenlåg dovent op igen, egentlig fordi han øjnede en mulighed for en information, han ikke hidtil havde kendt til. Hvad han i stedet så spejlet i ruden foran sig var mere uventet og der gik blot et splitsekund fra han opfangede Giovannis bevægelse, til han havde drejet omkring med et hvæsende ”expelliarmus,” der fik staven til at flyve ud af sin kollegiekammerats hånd. Hans blik hvilede iskoldt på Giovanni, uden at ytre et ord og fulgte ravnen ud indtil døren svang i igen. ”Lys,” kom det roligt fra ham, i et tonefald der slet ikke efterlod nogen tvivl om at det havde været en ordre rettet direkte mod Paige.

Øjeblikket efter slog han et svirp med sin egen stav og flammerne forsvandt og lod igen det forladte lokale falde hen i mørke, indtil et skinnende blåt lys manifesterede sig for enden af Paiges tryllestav. Med rolige, afmålte skridt krydsede Jack langsomt afstanden fra vinduet til den ødelagte løve på gulvet, med et blik der fulgte den stille skikkelse med intensitet. Da han nåede derhen, stod han i nogle øjeblikke og så på det ynkelige billede, før han langsomt drejede hovedet mod Paige og rakte tavst en hånd frem imod hende, klart opfordrende til at hun skulle give ham blodforræderens tryllestav.

Han tog sig ikke af den tydelige modvilje, men drejede blot ligegyldigt hovedet imod Gareth igen, med et lavmælt ”mobilicorpus,” der gjorde at han uden besvær kunne vippe den livløse krop omkring og om på ryggen. Igen i nogle øjeblikke, blev han blot stående og betragtede den sølle figur, før han med et grusomt glimt i de blå øjne, løftede den ene fod og pressede ned imod Gareths kraveben med den, i et klart forsøg på at tvinge ham tilbage til bevidsthed gennem smerte. Da det som forventet fik løvens øjenlåg til at flakke op og et udbrud til at undslippe ham, trak Jacks læber sig tilbage i et koldt smil og han tøvede for en gangs skyld ikke før han med et definitivt ”obliviate,” kastede den sidste besværgelse. Da det var gjort, rakte han tryllestaven tilbage til Paige. ”Afslut det,” sagde han lavmælt, uden samme tydelige beordrende tone som tidligere, før han uden endnu et ord forlod lokalet

o u t

[/blockquote][/justify]

[Paige Segall]

In the night, the stormy night
she closed her eyes and dreamt of paradise

Paige tog imod blodforrædderens tryllestav uden at se på, eller efter, Jack. Hun stod alene tilbage med den igen livløse skikkelse og betragtede det, der havde været en dreng med mandsmod nok til at sige Giovanni imod. Et lille smil hvilede på hendes læber og hun lagde hovedet på skrå, imens hun drejede hans tryllestav imellem fingrene. Hendes egen havde hun slukket og gemt væk igen. Mørket slørede alting og det ville blive nødvendigt. ”Lammer,” hviskede hun, for at være ganske sikker på at han var uden for enhver bevidsthed. Hun slog et lille slag med endnu en dæmpet besværgelse og drengen svævede efter hende ud af lokalet.

Hun var naturligvis årvågen, gangen var tom og hun fortsatte kun et lille stykke, før hun lod ham svæve nærmest blidt ned på gulvet igen. Stadig smilende bøjede hun sig ned for at plante et enkelt kys på hans ene kind. ”Dygtig lille dreng,” hviskede hun nær hans øre, før hun rettede sig op igen. Hun lukkede begge spinkle hænder omkring staven, tilførte de 12 tommers ahorn et nådeløst pres og kunne øjeblikket efter både se og høre den knække i to stykker. Drageskællet hang ynkeligt fra den ene del og hun så fascineret på det ødelagte stykke værktøj i et sekund eller to, før hun lod begge dele falde ned ved siden af Gareth og med det forlod stedet i ly af mørket.

Tag: Gareth Collins `´ Status: Out `´ Attire: Here

[Emilia Bones]

beautiful sky where the sun and

[/size]
MOON KEEP THEIR DIARY[/color][/font][/size]

Tag: Gareth & Emanuel • Outfit: Here[/center][/font][/size]
Et smil dvælede over Emilias læber og det drømmende udtryk i hendes øjne, strålede med større kraft end sædvanlig. Den svirrende følelse i hendes mave, der oprindelig var dukket op som direkte konsekvens af uvisheden om hvad der skulle ske når hun mødte Gareth og de sammen ville gå op for at kigge på stjernerne, var blevet kraftigere, men af en helt anden grund end oprindeligt. Det var i stedet Giovanni, der var dukket op som et lyn fra en klar himmel i hendes liv, der svirrede for hendes indre blik

Det fik hende samtidig til at føle sig mere end forvirret, for på den ene side var der Gareth, hendes ven, som hun siden sommerferien var kommet til at tænke på, på en helt anden måde end hun plejede... Og på den anden side var der den lyshårede dreng, der fortsat var fremmed for hende, men som alligevel formåede at snige sig ind i hendes tanker i tide og utide.

Det var også netop¨på grund af ham, at hun var sent på den, uden egentlig at være klar over det, som hun bevægede sig i retning af det lokale, hvor hun havde aftalt at mødes med Gareth. Det var allerede mørkt udenfor og der var intet lys i den denne af slottet, hvor ingen af eleverne om aftenen havde nogen grund til at færdes. Af samme grund så hun ikke den flydende masse på gulvet, før hun hørte lyden under sine fodsåler. Et undrende rynke dukkede op mellem Emilias øjenbryn og hun så ned, med den forventning at nogen havde spildt vand på gulvet.

Da det dog ikke var en klar, gennemsigtig væske hun kunne ane i skæret fra et enkelt vindue, men en tyk, sort substans, gik hun i stå hvor hun stod. Langsomt gled hun ned på hug og dyppede forsigtigt en fingerspids i det, med et sædvanligt nysgerrigt ansigtsudtryk. Emilia rejste sig igen og trak i en let bevægelse sin tryllestav, slog et lille slag efterfulgt af et lyst ”lumos,” og holdt spidsen hen til den anden hånd. Hvad hun først havde troet, var nogen der havde spildt en smule blæk, viste sig dog i stedet at glinse skarlagenrød i det blålige skær fra stavens spids.

Det smil, der sædvanligvis altid lurede på Emilias læber forsvandt som dug fra solen og i nogle sekunder glemte hun helt at trække vejret. Hun stirrede uforstående på sin fingerspids, før hun langsomt holdt staven hen over det sted hun netop havde siddet på hug. Synet af blodet på gulvet, for det var uden tvivl hvad det var, trak en skræmt lyd ud i mellem hendes læber og sendte et skud adrenalin ud igennem den lille krop. Pludselig, var hun rædselsslagen og hendes hånd dirrede let, da hun løftede staven en smule mere og kastede lys over en livløs skikkelse, hun ikke havde været i stand til at se før.

Hun genkendte ham med det samme og uden hun opdagede det, faldt tryllestaven ud af hånden på hende, klikkede let mod gulvet, uden at stoppe med at lyse. ”Gareth?” det var ikke mere end en hvisken og på en eller anden måde kom der liv i hendes ben. Hele hendes krop dirrede og hun måtte bide sig hårdt i underlæben, for at hindre den i at bæve. Emilia bemærkede ikke den momentære smerte, da hendes knæ ramte stengulvet, da hun sank sammen ved siden af sin vens livløse skikkelse. ”G-Gareth?” prøvede hun igen, mens tårerne vældede op i øjnene på hende og flød ned over hendes hvide kinder. Hun rakte frem, strejfede let hans brystkasse med sine fingre, før endnu et ”Gareth,” gled ud i mellem hendes læber. Ingen respons. Emilia gav et hjerteskærende hulk fra sig og holdt den ene hånd op foran munden, mens hun i nogle øjeblikke blev siddende fastlåst hvor hun var, uden helt at kunne forstå hvad det var der skete.

Om han var levende eller død, anede hun ikke, men hun kunne ikke få sig selv til at flytte sig, kunne ikke få sig selv til at forlade ham. Der var allerede blod på hendes kjole og strømpebukser, men hun bemærkede det ikke, så blot på Gareth i det svage lys fra den tabte tryllestav, med tårer der stadig strømmede ned over hendes kinder. Det var sikkert ikke mere end få minutter hun sad der, men alligevel føltes det som flere timer og hendes ben føltes stive, da hun vaklende kom på benene. Hendes brystkasse hævede og sænkede sig hurtigere end normalt og med en krop der dirrede ubehageligt, gik hun langsomt nogle skridt baglæns, uden at kunne tage blikket fra sin ødelagte ven. Først da hun kom på den anden side af den lysende stav, gik hun igen i stå, hendes blik sløret af de salte tårer der stadig vældede op og usikkert fik hun bøjet sig for at ramle staven op, der ligesom hende selv ikke var gået fri af blodet. ”Du må ikke være død,” hviskede hun lavmælt, før hun drejede om på hælen og løb, så hurtigt hun kunne, væk fra stedet igen, så det lyse hår piskede omkring hende. Hun var nødt til at finde hjælp. Hun var nødt til at redde Gareth.

[/blockquote]
[/justify]

[Emanuel Maverick]

bring grace to the strong

Det havde været et rent tilfælde, at Emanuel havde været på 4. sal, netop som Emilia nåede trappeafsatsen. I første omgang havde han slet ikke set op fra avisen, som han læste, mens trappen bevægede sig på plads, men da han opfattede gråd forflyttede han sin opmærksomhed. Blodet var det første, hans blik faldt på.

Det havde taget flere minutter for Emanuel at forstå, hvad der gik hende på, at da ordenes mening dæmrede for ham, var han ikke sen til at handle. Uanset om pigebarnet talte sandt eller ej, ville han ikke tage risikoen ved ikke at tage hende seriøst. Med hastige skridt førte han an, mens han gentagne gange spurgte Emilia til råds om, hvor de skulle hen, og til sidst nåede de gerningsstedet. Uvillig til at lade Emilia gå hen til Gareth igen, bad han hende vente et stykke derfra - og idet han gik nærmere med hævet tryllestav måtte han indse, at hun ikke havde overdrevet situationens alvor, snarere tværtimod. "Collins," kaldte han skarpt og tog et skridt i hans retning for at komme ham til undsætning. En ubehagelig følelse løb ham dog ned ad ryggen, og han vendte sig om for at sikre sig, at korridoren var tom, inden han hastigt fortsatte hen til eleven, for at knæle ved hans side. Efter at have konstateret, at han stadig var i live, rettede professoren sig op og svingede øvet med sin tryllestav. Tre sølvlysende komodovaraner materialiserede sig foran ham og bevægede sig straks videre i gennem den nærmeste væg med Dale MacFarlane, rektor og sygeplejersken som mål. Så bøjede han sig ind over den livløse skikkelse og messede lavmælt.

Det var ikke første gang Emanuel stod i en situation som denne, men alle andre tilfælde havde han siddet ved siden af en heks eller troldmand, der frivilligt var gået ind i erhvervet som forbandelseskæmper og kendte de risici, der fulgte med. Han troede ikke et sekund på, at Gareth selv havde været skyld i dette overgreb, og en uvelkommen stemme i hans baghoved diskuterede, hvad der var værst: om det var en ansat eller en elev, der havde stået bag. Han tillod sig dog ikke at tænke situationen i gennem, da hans fulde koncentration var påkrævet. I stedet slog han følelserne fra og handlede rationelt - det handlede om at forebygge en elevs død.

Da Emanuel rejste sig igen, var han lige så blodplettet som den unge ravn. For spidsen af hans stav svævede den slappe skikkelse, der så endnu ildere tilredt ud i skæret fra faklerne i korridoren. Med en bestemt hånd på Emilias skulder, bevægede de sig ned ad korridoren, og lyden af løbende fodtrin lød allerede i det fjerne. Emanuel var en anelse splittet mellem at overlade den sårede elev til hvilken lærer, der end var kommet først, og i stedet undersøge gerningsstedet - men i sidste ende var det Gareth Collins' velvære, der lå nærmest hans hjerte, og han havde derfor i sinde at følge både ham og Emilia Bones op på hospitalsfløjen og blive der, indtil han var sikker på, at alting var foregået, som det skulle, og i stedet sætte sin lid til sine kollegaers kompetencer.

closed