Nightmares from a lost time

[Paige Segall]

In the night, the stormy night
she closed her eyes and dreamt of paradise

Mareridt var ikke noget ukendt fænomen for Paige. Tværtimod oplevede hun dem relativt ofte, uden at kunne forklare præcis hvad der satte dem i gang. Temaet var dog ofte det samme og efterlod hende rystende og stirrende ud i mørket på sovesalen. Det var koldt, da hun vågnede, og blæsten hylede udenfor de lukkede vinduer oppe i tårnet. Alligevel havde hun sparket dynen af sig imens hun lå og vendte og drejede sig i søvne og hun klaprede tænder, som hun hev den til sig. Nær ved kunne hun høre en af sine klassekammerater trække vejret, men det var ikke nogen beroligende lyd. Havde hun ikke haft tårevædede kinder og udgjort en sølle figur ville hun muligvis have ladet sin egen situation gå ud over den jævnaldrende pige og hævnet sig for hendes larmende vejrtrækning på en eller anden måde. I stedet valgte hun at svinge benene ud over sengekanten og knuge dynen lidt ind til sig, før hun slap den og rejste sig op på bare tæer i sin hvide natkjole.

Hun kendte vejen ud af sovesalen og ned til foden af trappen, før hun fulgte en anden op igen næsten hele vejen. Det var ikke første gang hun trådte ind på sjette årgangs sovesal for det modsatte køn, men tidspunktet var et nyt og hun havde ikke hverken set eller hørt natten derinde. Modsat hvad så mange andre af pigerne, var hun dog ikke som sådan nervøs. Det var først da hun standsede ud for sengen, hvor en blond dreng lå og så fredfyldt ud, at hun fik betænkeligheder. Hun kastede et enkelt blik hen på en anden seng, men kendte reaktionen hvis hun søgte trøst der. I stedet krydsede hun armene hen over brystet og hviskede ud i mørket. ”Gio...”

… Ingen reaktion. Han sov videre, men hun gav ikke så let op. Hendes ene hånd hev sig løs fra den beskyttende kropsposition og hun prikkede let til skulderen på den ældre dreng, før hun hastigt trak sig et halvt skridt bagud og så varsomt ned på ham.

Tag: Giovanni Polvani `´ Attire: Here

[Giovanni Polvani]

Sleep with one eye open, gripping your pillow tight
exit light - enter night, take my hand
we're off to Never-Neverland

Dedicated to: Paige Segall - Dressed like: This

Giovanni lå på maven og sov tungt i sin seng med det blå forhæng. Han registrerede ikke at døren til sovesalen han lå på, blev åbnet og en lille, lyshåret skikkelse sneg sig ind. Han vågnede heller ikke da nogen hvistede hans navn lige ved siden af sengen, selvom hans underbevidsthed alligevel opfangede det og fik hans øjenlåg til at sitre svagt.

Da noget, eller nogen, prikkede til hans skulder, vågnede han dog med det samme og slog øjnene op i samme bevægelse som hans ene hånd skød ind under hovedpuden og greb fat om tryllestaven der havde sin faste plads lige der om natten. Han satte sig op i en smidig bevægelse og sad sekundet efter med tryllestaven rettet direkte mod Paige med et årvågent, forsvarsberedt blik og alle muskler i kroppen spændt og klar til at fortsætte videre end til blot at pege tryllestaven mod hende.

Så glippede han søvndrukkent med øjnene et par gange og så undrende på den spinkle skikkelse mens hånden med staven faldt lidt igen "Paige?" udbrød han i en høj, hæs hvisken og ignorerede at drengen i sengen tættest på hans egen rørte på sig i søvne "Hvad laver du her?" hans blik var stadig undrende, men fik et irriteret glimt over at være blevet vækket, mere end det faktum at hun stod på en af drengenes sovesale. Han sænkede hånden helt, uden at slippe tryllestaven og undertrykte et gab, mens han så utålmodigt afventende på hende.

[Paige Segall]

In the night, the stormy night
she closed her eyes and dreamt of paradise

Paige havde bevidst flyttet sig ud af rækkevidde, selvom hun kunne have sagt sig selv at det ville være irrelevant. Hun spærrede de lysegrå øjne en anelse op, da han rettede sin tryllestav imod hende, men havde sekundet senere løftet sin egen og var for så vidt klar til at besvare et eventuelt angreb. Da det ikke kom, var hun den første til at sænke sin egen stav langsomt igen, velvidende at Giovanni ikke ville gøre det som den første – med god grund. Hun skælvede lidt, både af kulde og ubehag efter det mareridt, som hun stadig ikke havde rystet af sig. Det hjalp ikke at få et lille skud adrenalin, selvom det vækkede hende forsvarligt og havde fået hende til at rette ryggen.

Hun kastede et enkelt blik endnu imod Jacks seng, men bed så ned i sin underlæbe og så skyldbevidst på ham. ”Jeg kan ikke sove,” sagde hun spagt, før hun rømmede sig lavmælt. ”Jeg havde mareridt om... Dét igen.” Hendes blik var kortvarigt vendt imod hendes egne bare tæer, før det var tilbage på den ældre dreng. Øjnene var store, let fugtige og hendes læbe bævede, men det var begrænset hvor stor en del af det håbløse udtryk, der ikke var skuespil. Det var ikke så meget fordi hun behøvede at overspille, men mere fordi det faldt hende naturligt. Desuden havde hun brug for Giovanni til at berolige sig.

Tag: Giovanni Polvani `´ Attire: Here

[Giovanni Polvani]

Sleep with one eye open, gripping your pillow tight
exit light - enter night, take my hand
we're off to Never-Neverland

Dedicated to: Paige Segall - Dressed like: This

Giovanni lagde hovedet lidt på skrå og kørte den frie hånd gennem de viltre krøller der dominerede hans hovede og kvalte endnu et gab, da han først var sikker på der ingen reel trussel var. Alligevel slap han ikke tryllestaven, tilfreds med den følelse af sikkerhed det gav ham at have den i hånden.

Han fulgte kort hendes blik mod en anden seng og himlede svagt med øjnene før han så på hende igen med et overbærende blik "Du kan ikke blive ved med at komme rendende herop om natten, Dukkebarn." han hævede øjenbrynene let og så på hende som man ville et obsternasigt barn "Hvad vil du gøre hvis Mowett tager dig heroppe?" hans læber krusede sig i et beregnende smil et øjeblik, mens det var ganske tydeligt i hans tonefald hvor stor en trussel han anså Ravenclaws overhovede for at være.

Så sukkede han let og lænede sig til siden for at stikke tryllestaven under hovedpuden igen, længst væk fra Paige og efterfølgende rakte hånden ud efter hende med en utålmodig viften med fingrene "Så kom.." han rykkede lidt væk fra hende i den brede seng og skabte derved mere end nok plads til at hun ville kunne være der og tog sig ikke synderligt af, at de reelt set begge to kunne få ballade bare ved at hun var på sovesalen.

[Paige Segall]

In the night, the stormy night
she closed her eyes and dreamt of paradise

Der gik et splitsekund fra Giovanni himlede med sine øjnene og til den småynkelige mine var væk og det eneste spor af håbløshed var i de stadig svagt fugtige øjne. Ændringen var markant, men problemfri og afslørede i hvor høj grad hendes desperation havde været skuespil. At der også var ægthed bag ved masken behøvede han ikke at vide, hvis ikke han kunne regne det ud.

Hun hævede begge øjenbryn en smule og smilede kortvarigt og glædesløst, før hun anlagde samme bævende underlæbe igen. ”J-j-jeg kunne ikke sove, professor,” stammede hun noget nær en hvisken, før hun skar en lille grimasse og snøftede ind uden at tænke over det. Hun ventede på at han gjorde et eller andet, om det så bare var at bede hende om at skride tilbage i seng og hev lidt ned i sin natkjole med fingrene. Da han viftede hende ned til sig fulgte hun straks opfordringen, kravlede ned og lagde sig på siden med front imod ham og begge sine hænder lukket om tryllestaven. Hun var ikke fuldstændig uvandt med at ligge i en seng med en dreng, men Giovanni var ikke Teodor og hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle forvente, som hun betragtede hans ansigt lige ud for hendes. ”Jack ville bare bede mig om at skride og få en rygrad,” hviskede hun spekulativt ud i mørket, imens hun fugtede sine læber.

Tag: Giovanni Polvani `´ Attire: Here

[Giovanni Polvani]

Sleep with one eye open, gripping your pillow tight
exit light - enter night, take my hand
we're off to Never-Neverland

Dedicated to: Paige Segall - Dressed like: This

Giovannis blik hvilede udfordrende på Paige efter at have bragt Professor Mowett på banen og han lagde ikke skjul på at more sig da hun med bævende underlæbe beviste sit talent for skuespil. Han fnøs underholdt mens det trak afslørende i hans mundvige igen og han sendte hende et næsten anerkendende blik "Lige til et F.. mindst." kommenterede han med et lille nik, før han stak tryllestaven under puden igen, ude af syne, men ikke rækkevidde.

Han overvejede kun kort før han rykkede længere tilbage i sengen og gjorde plads til den yngre Ravn ved siden af sig. Han gabte igen, skjult ved bagsiden af den ene hånd, mens han med den anden trak dynen op over dem begge i en lettere ligegyldig bevægelse. Så fnøs han igen og skævede over mod sin klassekammerats seng ikke langt derfra, mens han satte den ene albue i madrassen og lod hovedet hvile i sin egen håndflade "Jack skulle finde sin egen først." svarede han lavmælt og hævede øjenbrynene sigende, mens han løftede den frie hånd og strøg to fingre ned over hendes kind "Hvordan skulle jeg kunne sige nej til det ansigt der?" spurgte han retorisk og lukkede momentært fingrene om hendes hage, mens hans blik gled vurderende ned over hendes ansigt.

Så slap han og lod armen hvile hen over sin egen side og betragtede hende tavst nogle lange øjeblikke i mørket "Hvad drømte du så denne gang..?" han havde sænket stemmen betydeligt og overvejede et øjeblik at lægge en Muffliato-besværgelse omkring sengen mens han så afventende på hende. Han vidste hvad hun havde drømt om, men blev aldrig helt træt af at høre de forskellige versioner det kom til hende i.

[Paige Segall]

In the night, the stormy night
she closed her eyes and dreamt of paradise

Paige viste ingen tegn på at være smigret over anerkendelsen, men nøjedes med at snøfte ind og blinke krokodilletårerne væk, før hun kravlede ned i sengen til Giovanni. Hendes blik på ham var søgende, imens hun talte, men så trak et skævt smil i hendes mundvige over kommentaren om Jack. Det fik ikke lov at blive længe, men forsvandt derimod da den ældre ravn lukkede fingrene om hendes hage. Hun så lige ind i de mørke øjne uden at trække vejret, svarede ikke på spørgsmålet, men hev derimod luft ned i lungerne så snart han slap hende igen. Selv havde hun stadig fat omkring sin tryllestav, men den lå imellem dem og var ingen synderlig trussel. Ikke for en med reflekserne i orden.

Hun rynkede panden en anelse, for at genkalde sig mareridtet, uden først at kunne få fat i andet end løsrevne følelser og angst. Så lukkede hun øjnene og koncentrerede sig. ”Skrig,” hviskede hun. ”Men det var din... Det var professor Purcell på en eller anden måde. Og Jack var der ikke, men det var... Teo.” Hun åbnede øjnene igen og så undersøgende på ham. ”... Og i kunne ikke blive enige om hvem der skulle...”

Tag: Giovanni Polvani `´ Attire: Here

[Giovanni Polvani]

Sleep with one eye open, gripping your pillow tight
exit light - enter night, take my hand
we're off to Never-Neverland

Dedicated to: Paige Segall - Dressed like: This

Giovanni fortrak ikke en mine under Paiges undersøgende blik, men smilede uudgrundeligt mens han holdt hendes blik og ansigt fast et øjeblik eller to. Så trak han hånden til sig og lagde sig bedre tilrette mens han med slet skjult interesse spurgte ind til hendes mareridt.

Han betragtede hende tålmodigt mens hun samlede tankerne bag lukkede øjne og nikkede opfordrende, næsten ivrigt ved hendes første ord "Ja?" hviskede han tilbage og stivnede svagt da hun fortsatte. Hans blik blev hårdt og advarende, for så igen at bløde en smule op, da hun selv fangede sin fortalelse før den slap ud. I stedet trak et smil op på hans læber igen og gjorde hans tænder synlige, uden nogensinde at nå hans mørke øjne og uden at kunne præstere selv et mindstemål af afstandtagen fra det mentale billede hun malede med sine ord "Mhm.." brummede han opmuntrende og lænede sig nysgerrigt lidt ind mod hende "Hvad så mere? Hvem af os blev det?" hans blik flakkede mellem hendes i halvmørket mens alle spor af søvn eller træthed havde forladt hans ansigt.

[Paige Segall]

In the night, the stormy night
she closed her eyes and dreamt of paradise

Paige var udmærket klar over at Giovanni ikke kunne udstå at man kaldte Professor Purcell for det hun var – hans mor. Ved flere lejligheder havde det været en mulighed for at bringe hans temperament i kog, men det var ikke hendes mål lige nu og hun skyndte at rette sig selv, inden hun endte med at lande på gulvet med en tryllestav peget imod sin brystkasse.

Belønningen var umiddelbar og hun slappede en anelse mere af igen, imens hun fortalte videre. Hans interesse var hele den nervepirrende forestilling værd og hun trak svaret en anelse, imens hun rynkede panden. ”Det... Ved jeg ikke. Ingen af jer, tror jeg. Det blev meget forvirrende. Jeg tror hun undslap... Men det var jo bare en drøm. I virkeligheden ville ingen jo kunne... Komme ud af det igen. Ikke når du var der. Vel?” Hun så på ham med begge øjenbryn hævet og et blik, som om hun anså det som umuligt. Det var ikke komplet løgn, men en lidt pyntet udgave af sandheden.

Tag: Giovanni Polvani `´ Attire: Here

[Giovanni Polvani]

Sleep with one eye open, gripping your pillow tight
exit light - enter night, take my hand
we're off to Never-Neverland

Dedicated to: Paige Segall - Dressed like: This

Giovanni slappede af igen da Paige rettede sig selv, allerede før hun fik sat ord på det han vidste havde været på vej ud og hans truende træk glattedes ud igen, for at blive erstattet med fornyet interesse og nysgerrighed. Han så et øjeblik næsten ærgerlig ud, da hun ikke havde noget reelt udfald af synet der havde udspillet sig i hendes mareridt.

Han trak på skuldrene med en ligegyldig grimasse, uden dog at være komplet uberørt af hendes slet skjulte smiger. Han lod sig dumpe om på ryggen, så op i sengens loft et øjeblik før han lukkede øjnene og stak hænderne under sin egen nakke. Han blev liggende urørlig sådan i adskillige øjeblikke uden at reagere før han drejede hovedet mod Paige og så på hende igen "Hvad gjorde vi ved hende?" brød han hviskende stilheden igen mens han fæstnede blikket i hendes. Hun var så tæt på at han svagt kunne mærke hende trække vejret, uden egentligt at tage notits af det, meget mere interesseret i detaljerne i den drøm hun havde haft. Eller mareridt, selvom hun indtil nu ikke havde fortalt noget han mente var skræmmende nok til at kategorisere synet der.

[Paige Segall]

In the night, the stormy night
she closed her eyes and dreamt of paradise

Paige vidste ikke rigtig hvad hun ellers skulle sige. Hun lå og stirrede lidt ud i luften, imens hun sugede det til sig, at han var tæt nok på til at hun kunne hans kropsvarme under dynen og høre hans vejrtrækning. Med de fleste andre mennesker ville det irritere hende grænseløst, men Giovanni var et andet tilfælde. Ham havde hun lyst til at være i nærheden af, selvom det at være det skræmte hende fra vid og sans fra tid til anden.

Hun havde også lyst til at give ham det han gerne ville have og da han brød stilheden igen, besluttede hun sig af samme grund for at lyve. De detaljer hun kunne give ham havde hun ikke lyst til at sætte ord på og hun rynkede derfor blot panden lidt igen, imens hun overvejede et passende scenario. ”Diffindo,” hviskede hun, uden at slippe grebet omkring sin tryllestav. Tværtimod strammede hun det ubevidst en smule og stirrede lidt på Giovannis brystkasse, uden egentlig at se noget. ”Det var meget effektivt til at starte med. Hun blødte en hel masse og hendes tøj blev rødt i pletter... Men så ramte hun vist Teo med en lammer og flygtede... Og du... Du blev vred på Teo og an... Angreb ham.” Hun løftede blikket til de brune øjne i mørket og så søgende på ham, for at afkode hans reaktion.

Tag: Giovanni Polvani `´ Attire: Here

[Giovanni Polvani]

Sleep with one eye open, gripping your pillow tight
exit light - enter night, take my hand
we're off to Never-Neverland

Dedicated to: Paige Segall - Dressed like: This

Giovanni blev liggende på ryggen med ansigtet vendt imod Paige. Hans blik hvilede afventende og interesseret på hendes ansigt, mens han ventede på den uddybning han klart forventede kom. Den svage rynke i Paiges pande blev kun fanget fordi de lå så tæt som de gjorde og den fik ham til at løfte hovedet og igen vende sig om på siden mens hun fortsatte.

Han afbrød hende ikke, men nikkede let et par gangen, mens han betragtede hende intenst med et neutralt ansigtsudtryk der ikke afslørede hvad der foregik inde bag de mørke øjne. Han smilede da Paige mødte hans blik igen, men hans blik var hårdt og uden smil, mens han holdt hendes fast "Du har altid været god til at fortælle historier, Paige." han løftede hånden der havde hvilet mod hans egen side og strøg en finger ned langs hendes kæbelinie og selv fulgte den med blikket "Men jeg vil hellere høre hvad du virkelig drømte." hans finger gik i stå under hendes hage og afholdt hende diskret fra at bøje hovedet igen "Selvom det var en god historie. Hvem vandt forøvrigt.. Teo eller jeg?"

[Paige Segall]

In the night, the stormy night
she closed her eyes and dreamt of paradise

Det gik ikke op for Paige at hendes løgn var blevet fanget før hendes blik mødte Giovannis og en ubehagelig kuldegysning rejste hele vejen fra hendes nakke og nedefter. Hun stirrede ind i de to mørkebrune øjne ud for hendes og lå komplet stille, som om hun var frosset fast, imens han talte. En mindre klump sad fast i halsen på hende og hun sank, tydeligt nervøs, før hun tøvende åbnede munden igen. ”Du gjorde... Han var jo lammet...”

Hun sænkede blikket til hans hånd, lige udenfor hendes synsfelt, fugtede sine tørre læber igen og klarede halsen lidt, før hun igen så op, velvidende hvad hun ville møde og at uanede mængder af tålmodighed med hende ikke ligefrem karakteriserede ham. Samtidig vidste hun, at han var ligeglad med at hun fandt sin drøm pinlig og ikke havde lyst til at fortælle detaljerne. Det var hendes egen fejl, trods alt, at hun overhovedet havde troet at hun kunne slippe for det og nøjes med det gode. Hendes lyse øjne var store, som hun trak vejret ned i lungerne og rynkede panden igen. ”Det var mig,” indrømmede hun nødtvungent, imens hendes øjne blev fugtige igen. ”Jeg lod hende undslippe, men ikke fordi jeg ville. Det skete bare og så... Så vendte i jer imod mig og jeg ved godt at jeg fortjente det, men... Men det gjorde så ondt, Gio og det var ikke med vilje...” Hun snøftede ind igen, blinkede hurtigt et par gange og genfandt kontrollen med sig selv nogenlunde med et enkelt næsten uhørligt ”undskyld.”

Tag: Giovanni Polvani `´ Attire: Here

[Giovanni Polvani]

Sleep with one eye open, gripping your pillow tight
exit light - enter night, take my hand
we're off to Never-Neverland

Dedicated to: Paige Segall - Dressed like: This

Giovannis øjne var knebet lidt sammen mens han betragtede den yngre pige ved siden af sig, komplet overbevist om, at den historie hun havde givet ham, ikke helt var det hun rent faktisk havde drømt. Alligevel spurgte han ind til udfaldet i den opdigtede version, efter at have afsløret det han klart så som et bluff fra hendes side. Hendes blik og stivnede kropssprog talte deres eget tydelige sprog og han smilede svagt triumferede over svaret han fik "Selvfølgelig.." bekræftede han lavmælt, mens han lod pegefingeren følge hendes kæbelinie og på samme tid brød den gennemborende øjenkontakt.

Han ventede, tilsyneladende, med alverdens tålmodighed på om hun valgte at fortælle sandheden, ville vige udenom, eller smide endnu en løgn i puljen. Hvert valg ville have en konsekvens, som det skulle være og han var næsten spændt som han ventede på hendes næste træk. Det trak igen svagt i hans mundvige da hun talte igen, uden at lod sig påvirke af hendes blanke øjne. Han havde set dem utallige gange før og vidste bedre end at falde for det medynkvækkende syn det altid var.

Han løftede hånden igen og strøg hende over håret med en beroligende tyssen uden at tage sig af, at det var en pige på femten der lå ved siden af ham og ikke et barn på fem der havde slået knæet "Men så lærte du en lektie.." slog han fast uden på nogen måde at gøre konstateringen til et spørgsmål "Og du gør det aldrig igen." fortsatte han, roligt, uden opfordring til protester og ligeså alvorligt, som havde scenariet virkelig udspillet sig og ikke bare været en serie mentale billeder i Paiges hovede.

[Paige Segall]

In the night, the stormy night
she closed her eyes and dreamt of paradise

Paiges tårer var for en gangs skyld ægte nok, selvom forskellen var uanseelig. Hun snøftede ind igen, da Giovanni strøg hende over håret og nikkede svagt ved hans konstatering uden at kunne drømme om at modsige ham. Hendes svagt blanke øjne var fanget i hans og hun tog en dyb indånding. Det faldt hende ikke ind at han omtalte hendes historie som om den havde været for virkelig. Det kunne den lige så godt have været. ”Nej. Det lover jeg,” svarede hun alvorligt i en stadig hvisken.

Hun slap tryllestaven med den ene hånd for at stryge en lys hårlok om bag øret og rykkede sig en anelse tættere på ham, imens hun rynkede panden. ”Jeg vil gerne lære... Blive bedre til at forsvare mig selv. Så tror jeg måske at mareridtene holder op en lille smule. Fordi jeg ved at jeg kan klare det, når i ikke er her mere og så skuffer jeg jer heller ikke, hvis det kommer dertil. Tænk hvis nu jeg kunne stoppe en, der ville blande sig, i stedet for bare at advare jer? Ville du ikke blive glad, så?” Hendes mine var en smule anspændt, men også søgende, som om hun rent faktisk gik op i at gøre Giovanni stolt. Det kunne hun vel også lige så godt...

Tag: Giovanni Polvani `´ Attire: Here