Remember that day?

[Alice Isabell Henton]

Der syntes ikke at kunne høres stemmer fra hospitalsfløjen. Hver gang hun havde prøvet at nærme sig Damon derinde den sidste uges tid havde hun ikke hørt andet en forfærdeligt høje og irriterende pigestemmer og hun vidste at det var ved hans seng de kom fra så hun havde holdt sig væk.
Men idag var Alice kommet igen - ligesom de andre dage. Denne gang kunne hun gå ind og lykønske ham med at være i live. Da hun havde fundet ham helt forslået og nærmest forblødt oppe i det tomme lokale havde hun givet et lille skrig fra sig og havde så godt hun kunne prøvet at få ham ned til hospitalsfløjen hvilket havde resulteret i at hendes tøj var blevet helt blodigt og klistret. Men det gjorde ikke noget. Så længe hun kunne redde ham.
Selvfølgelig havde hun ikke selv båret ham fra fjerde til syvende sal men hun havde prøvet indtil en lærer kom og hjalp hende. Hun var mindst lige så forfærdet som Alice selv var.

Men nu stod hun dér ved indgangen til hospitalsfløjen. Hun lod fingrene køre igennem det lange hår og smilede ned til den blomst hun havde taget med til Damon. Det var en Zephyr lilje, en af hendes absolutte yndlingsblomster. Hvis nogen skulle have en så smuk blomst måtte det være Damon.
Hun havde godt vidst lige fra da de mødtes første gang at han var en kvindebedårer men det at hun ikke havde hørt andet en piger inde hos ham hele ugen var kommet lidt bag på hende.
Hun smilede ned til blomsten og trådte ind på fløjen hvor hun straks mødte en sygeplejerske der gav hende lov til at gå hen til hans seng efter at have forklaret hvem hun var og hvorfor hun var der. Sygeplejersken havde blot smilet og sagt mens hun kiggede på Alices blomst: "Du skal ikke regne med at den der gør indtryk på ham..." hvorefter hun bare havde nikket i retningen af der hvor han lå. Alice var drejet om et hjørne og det første der mødte hendes blik var en seng overdynget med blomster og gavekurve fra forskellige beundrere. Hun forstod pludselig hvad sygeplejersken havde ment. Hun så lidt ned i gulvet og gemte blomsten bag ryggen så han ikke kunne se den.
Det varede ikke længe før hun stod foran hans seng og så ned på ham. Han så ikke så forfærdelig ud som den dag hun havde fundet ham men han lignede stadig ikke sig selv.

[damon]

Hver dag var gået med det samme, hans livløse krop havde hvilet roligt. Mens hans hjerte havde været på randen til at springe ud af kroppen og dø ud. Han havde op til flere gange hvillet dø, bare få en ende på dette smerte helvede, men der var da ingen der ville slå ham ihjel? smerten var bare så uudholdelig, og han havde det som om han var blevet skåret op. Han huskede et par brune øjne, som lyste hads til ham. Som brændte en evig ild, og som med garanti ville slå ham ihjel. Han huskede i korte træk hans ansigt, og han huskede de sidste tanker han havde haft før han var faldt om på gulvet i smerte, han kunnet være blevet udslettet der, men nej. Han var åbenbart ikke det værd.
Han Hørte stemme efter stemme der havde været ved hans hoved, han havde mærket kys efter kys på hans arrede ansigt, og han vidste at en uendelig mængde af piger var kommet for enten at græde over hans ulidelige smerte, ellers var de kommet for at give ham gaver. Han havde ikke brug for flere gaver, han havde for første gang nogensinde ikke lyst til piger mere. Han ønskede bare at være alene, og krøbbe tilbage til tomrummet hvor der ikke var nogen der kunne gøre ham ondt, og han ville aldrig nogensinde turde stille op imod Drake igen, han var nu kun en rotte i et sort, ulykkeligt hul.

Han slog forsigtigt øjnene op, og mærkede hvordan solens stråler blev kastet ind i hans ansigt fra de store vinduer. Han hulkede let over den svidende smerte da lyset ramte hans øjne. Hans overkrop var bundet ind, og han kunne dårligt bevæge sig. Men da han hørte nogle stemmer fra indgangen, prøvede han i hærdigt at sætte sig lidt længere op. "Argh!.." beklagede han sig, da han trak sig op i armene, og langt om længe kom op at side. Hans evne til at se tydeligt var ikke særlig god lige nu, og han kunne dog kun se utydelige siluetter der stod og snakkede. En kvindelig skikkelse kom imod ham langsomt, og han gned forsigtigt øjnene for at kunne få et bedre billede af personen. Hvem var det mund?.. Han stirrede med åbne øjne, og hans blik var tæt på at blive normalt. spændingen steg i hans indre, og pludselig kunne han se tydeligt.. Men.. kunne det virkelig?... "Alice?.. er det dig?..." sagde han foundret, og kunne mærke en enkelt tåre presse sig op bag hans øje. Gråden var lige på randen til at udvide sig, og totalt ukontrolabelt løb der en stille tåre ned af hans kind. Han havde aldrig regnet med at han ville være så glad for at se hende.

[Alice Isabell Henton]

Hun havde betragtet ham vågne op smilet lidt uden virkelig at smile. Stakkels Damon. Hvem var dog det monster der kunne finde på at gøre sådan noget? Hun rystede lidt på hovedet over det han sagde og lagde straks mærke til tåren der trillede ned over hans kind. Havde han det virkelig så slemt eller var han bare glad for at se hende? Og vidste han overhovedet at det var hende der havde fundet ham? Det regnede hun næsten med men kunne sagtens forestille sig at en anden pige kunne finde på at tage æren.
Hun smilede blidt til ham og satte sig på sengekanten. "Nej, det er julemanden..." Hun grinede lavmælt og så ham ind i de trætte øjne. "Selvfølgelig er det mig din klump..." Hun smilede venligt til ham og kunne ikke lade være med at stirre på hans arrede ansigt der for ikke så længe siden havde set helt anderledes ud nede i De Tre Koste.
Hun mindedes ofte den dag. Hun så for sig hvordan han sultent kværnede den kage hun havde købt til ham og hun drømte og følelsen af at have hans hånd så tæt på sin egen. Og ikke mindst drømte hun om det kys han havde givet hende og hvor akavet og pinligt berørt han havde opført sig bagefter og den måde hun bare havde stået og stirret ud i luften et par minutter uden egentlig at gøre noget før en elev fra 3. årgang var kommet forbi og spurgt om hun var okay.
Hun smilede lidt og slog blikket ned. "Jeg var jo nødt til at komme og se dig? Det var jo mig der fandt dig så jeg måtte lige se hvordan du havde det." Hun smilede og huskede på blomsten hun havde gemt bag ryggen. Hun overvejede ikke tingene meget mere og rakte den langsomt imod ham selvom hun udmærket godt vidste at han ikke havde kræfter til at tage den. "Zephyr lilje." sagde hun og grinede lidt hvorefter hun så lidt rundt på de andre flotte buketter der nærmest indrammede hans seng. Hun huskede på at hendes blomst var den flotteste.

[damon]

Den umådelige træt heds følelse der havde lagt sig over ham, var svær at kæmpe imod. Hendes humor var noget af det han havde savnet mest. Men han havde ikke regnet med at se hende igen, især ikke her, for det var lang tid siden han havde set hende. Da det gik op for ham at han ikke havde kunnet holde sin tåre tilbage snøftede han hurtigt og tilføjede. "Hvor er jeg dog glad for at se dig her?..." For det passede, han var virkelig glad for at se hende her. Der havde været tonsvis af piger der havde været der, kysset på ham, og givet ham blomster. Men pludselig stod hun der, uskyldig og helt alene ved hans seng, og gav ham en blomst. En utrolig smuk blomst som på ingen måde mindede om de andre der dannede en ramme om hans seng. Han havde fået roser, og andre blomster, men hun bragte ham den smukkeste. En utrolig sjælden Zephyr Lilje, som i forvejen var utrolig dyr, hvordan havde hun dog fået fat i sådan en?...

Han sad mundlam og stirrede på hende, var det hende der havde reddet ham? hvordan kunne det dog være hende der reddede ham? Det var da Rachel der havde reddet ham? Han så uforstående på hende, stadig med en anelse af lettelse, for han havde virkelig savnet hende. Og det var fantastisk at hun endelig var kommet til ham. Han vidste ikke om hun havde været der flere gange, hvor han havde sovet. Men hans koncentration var fuldstændig fokuseret på hende. "Jamen, Alice.. Det var da Rachel der bragte mig herned.. det var da hende der fandt mig?" Sagde han uforstående, og så på hende med rolige øjne. Han havde mest af alt lyst til at holde om hende lige nu. Han følte sig så ulykkelig, og han kunne mærke at hendes lys bragte ham tilbage. Han havde brug for hende følte han, men hans hjerne bragte ham tilbage til Virkeligheden.

[Alice Isabell Henton]

Alice kunne tydeligt se at han var blevet forlegen over at have "grædt" foran hende så hun lod være med at kommentere på det. Det ville egentlig også være ondt. I stedet smilede hun bare til ham. Hun kunne se at han blev glad for den blomst hun havde taget med. For hende var det ingenting. Hun havde sine kilder til at få fingrene i den slags planter.
Men da han nævnte at det var Rachel der havde bragt ham op på hospitalsfløjen kunne hun ikke lade være med at blive en smule vred. Hvad bildte det storsnudede pigebarn sig ind? Hvem troede hun egentlig hun var? Og hvorfor ville hun tage æren for at have frelst Damons liv? Det var da for absurd?
Hun så ud af vinduet. "Det var mig der fandt dig, ikke Rachel..." Billederne i hendes hukommelse af Damon liggende dér midt på gulvet... Blod over det hele... Blod i en lille sø omkring hans hoved. Rachel skulle under ingen omstændigheder tage æren for at have fundet ham hvis der da overhovedet var noget ærefuldt i det. Det havde jo været ved et tilfælde. Og nu Alice tænkte over det var hun egentlig ligeglad med hvem der fik æren for det; så længe Damon kendte sandheden.
Hun vendte igen blikket mod ham. "Hvem har fortalt dig at det var hende?" Hun følte pludselig en trang til at bryde ud i gråd, men med de mange års erfaring hun havde holdte hun tårerne tilbage og viste ham intet af hvad hun tænkte eller følte. Det var bare synd at han skulle gå rundt og tro at det var sandheden han havde fået at vide.
Hun pillede lidt ved en ring hun havde siddende på højre ringfinger. Hendes finger var lang og slank og uden det mindste tegn på ar eller neglerødder. Hun så ned på ringen og smilede. Hun havde altid haft den men var først begyndt at gå med den lige for nylig. Den passede hende perfekt og den havde været i hendes familie i mange mange år. Hun anede ikke hvilken slags sten den mælkehvide sten i midten var men den formåede altid at få hende et godt stykke ned på jorden igen hvis hun var vred eller sur. Hun rejste igen blikket mod Damon med nyfunden ro.

[damon]

Han lagde mærke til hendes kolde ord, og hendes vrede ansigt der dulmede op da hun fortalte at det var hende der havde fundet ham, og ikke Rachel. Han sank forvirret tilbage i sengen og så sig til siderne. "Jamen... Jeg har fået at vide... at Rachel kom slæbene på mig?..." Sagde han fortvivlet, og mærkede atter smerten i brystet der hev og flåede i ham. Han lod en stille hånd stryge igennem håret, og ned til panden. Men der var noget der ikke føltes som hud, noget der nok nærmere føltes som en skorpe, eller en syg-ning. Han lod fingrende løbe følge den underlige følelse, og han opdagede til sin skræk at den gik fra panden og til kinden. Han tog rystende spejlet der lå på det lille senge bord, og løftede det rystende op til ansigtet. Han betragtede sig ansigt, og begyndte uhæmmet at græde. Han ville altid se sådan her ud, det ville han altid gøre. Vreden strømmede op i hans kinder, og fortvivlelsen var stor, alle ville se ham sådan her nu, for evigt. Han rettede hovedet ned imod dynen, og lagde rystende spejlet på bordet for endnu engang at synke længere ned i dynen. Han ville gerne krybbe tilbage til sit hul nu, og glemme alt andet. "Hvad har han gjort... mit ansigt... " han var ikke længere den attraktive søde lille dreng som scorede piger, og styrrede tingene. Nej, nu var han den arrede dreng, som lignede en auror der havde været på Ulve jagt. Han gemte sit ansigt for hende, for omverdenen. Han kunne ikke se hvordan han nogensinde skulle kunne vise sit fjæs igen. Men han frygtede hele tiden at Drake en dag ville komme og afslutte det han startede.

[Alice Isabell Henton]

Alice så forbavset på ham. Han havde fået det at vide... Af hvem? De eneste der vidste at det var Alice var hende selv og læreren der havde hjulpet hende op på hospitalsfløjen samt sygeplejerskerne der straks havde taget over da de var ankommet deroppe.
"Det kan også være ligemeget... Så længe du kom herop." Hendes smil blegnede lidt da hun så hans reaktion på sit udseende. Ja, han havde en stor flænge i ansigtet og var lidt hævet men ellers lignede han sig selv med lidt flere blå mærker. Man kunne se at det betød meget for ham da han med et begyndte at græde. Han var meget selvoptaget, ingen tvivl om det... Men på den anden side... Hvem ville ikke være kede af det hvis deres ansigt var prydet med et stort ar? Hun kunne ikke komme i tanker om nogen... Selvfølgelig betød udseendet ikke alt men det var da en vigtig faktor til at gøre et godt indtryk på folk.

Hun så bekymret på ham. Kunne det virkelig være rigtigt at han ikke havde set sig selv i spejlet før denne dag?
Hun tag fat i hans dyne og rykkede tættere på hans ansigt og tyssede på ham. Lagde en hånd på hans kind, den hånd med ringen. Hun bevægede ikke hånden af frygt for at pådrage ham yderligere smerte.
"Sssshh, ssssh..." Hendes stemme var lav og ingen andre en de to kunne høre den. "Hvis det hjælper synes jeg det ser ret sejt ud - mandigt for at være helt ærlig," Hun smilede ned til ham og løftede langsomt sin hånd fra hans kind for derefter at køøre den igennem hans hår.
"Du må ikke græde mere..." Hun smilede så godt hun kunne til ham i et håb om at kunne berolige ham lidt. Hun skævede lidt til ringen der langsomt kørte igennem hans hår. Måske var der noget specielt over den og måske ville den også hjælpe ham?

[damon]

han satte endnu en facade op, og ville ikke græde mere. Nu havde han blot en kold og klar maske på. "Jeg græder ikke." Mumlede han stille, han fremtvang et smil til hende, og hans våde øjne stirrede ind i hendes. Hun var virkelig sød, hun passede på ham, og han var varm over det indvendigt. Men han kunne ikke lide at græde overfor nogen. Hans udseende betød ikke alt for ham, men tanken om at han skulle bære dette ar resten af livet, gjorde ondt. "Det er ikke fordi jeg er ked af at jeg ikke kan score mere. Piger betyder ikke så meget for mig mere.. det er bare svært at indse at jeg skal bære dette resten af livet.. forstår du mig?" spurgte han, og fjernede smilet fra sit ansigt. Det hjalp ingenting at græde, eller være ked af det.. for der var alligevel ingen hjælp at hente.
Han mærkede hvordan hun lod fingrende glide igennem hans hår, og lukkede blot øjnene for at koncentrere sig om det. Det irriterede ham, at han skulle gå rundt med det her til evig tid.

Men på den anden side havde han selv været ude om det, han var nok bare ikke så god til magi som han havde regnet med, for han havde tydeligvis ikke kunnet forsvare sig selv overfor Drake. Han rettde atter blikket imod Alice, og så alvorlig ud. "Jeg tror på dig Alice... Jeg tror på at du reddede mig.. Tak..." Sagde han stille, og så stift på hende. Hendes ansigt var meget smukt, men han tænkte ikke på at score, eller snave. Han tænkte blot på nuet. Det var som om han var en anden.

[Alice Isabell Henton]

Hun grinede lidt af hans stædighed. Hvordan kunne han sige at han ikke græd når hans kinder var våde af tårer? Hun tænkte ikke videre over det men svarede blot på hans spørgsmål og det han sagde. "Jeg forstår dig godt. Men jeg ville nu ikke sige det skulle forhindre dig i det hvis det var tilfældet? du ser jo stadig godt ud?" Hun så ham ind i øjnene. Hvert et ord var sandt. Han så stadig vildt godt ud selvom han havde den flænge så der var virkelig intet at være bange for. Desuden havde han jo fået både blomster og gavekurve fra beundrere og sikkert også et kys eller to.
"Tak fordi du tror på mig," sagde hun med en stille og taknemmelig stemme. Det var godt han troede på sandheden og kendte den nu. Stakkels Damon.

Hendes smil forsvandt lidt. Hun havde hørt rygter om at det var Drake der stod bag det hele. Hun vidste godt hvme Drake var og brød sig bestemt ikke om ham. Det ville heller ikke komme bag på hende hvis det rent faktisk var ham. Hun så på flængen i Damons ansigt. Drake havde helt sikkert brugt Sectum Sempra for at give Damon disse skader. Tænk at nogen kunne gøre sådan noget... Mon Damon kunne finde på det? Neeej... Vel?
En tanke poppede pludselig frem ud af det blå. Hvorfor havde han kysset hende den aften efter de havde mødtes på De tre Koste? Har han forelsket i hende efter så kort tid? Hun var ikke forelsket men havde dog for første gang i lang tid nydt et kys.
Hun følte pludselig en stærk trang til at kysse ham igen og mærkede en hidtil lidenskab glide op i maven. Den overraskede hende lidt men var dejlig og føltes sjov. Hun kunne ikke forestille sig at få noget fast med ham men et kys i ny og næ ville da vel ikke gøre noget... vel? Det gjorde han jo sikkert hele tiden med andre piger også... Hun havde svært ved at holde sig tilbage men tanken om at han lå i smerter hjalp hende til at tage sig sammen - også selvom hendes læber længdedes efter at falde hans mod dem igen.

[damon]

Han så en smule bedrøvet på hende, og prøvede at smile. "Helt i orden.." Sagde han alvorligt, og så stille ned i dynen. Han havde virkelig savnet hende, for i flere uger havde han mindedes det kys han havde stjålet fra hende da han var gået fra hende i indgangshallen. Han rødmede en smule ved tanken, og kastede et hurtigt blik på hendes ansigt. Hun så forpint ud, og han kunne ikke lide tanken. Han løftede en lettere hånd og lod den ligge på hendes kind. Han kæmpede sig op, for han ville sidde tættere på hende, men i det samme kom bølgen af smerter ham i møde. Han skar ansigt, men kom dog langt om længe op og sidde. Den indbundne hånd lå stille på hendes ansigt, og han rykkede sit rødmende ansigt tættere på hendes, hvor han stoppede få centimeter fra hendes. "Tak, fordi du kom.." Sagde han stille, og prøvede at fremtvinge et smil, men han svømmede allerede i hendes funklende øjne. Han betragtede hendes ansigt, men havde allermest lyst til blot at kysse hende. Hans kinder havde et let rødligt skær, og hans ene mundvig løftede sig lidt.

Hvad i al verden skete der for ham? havde han dog ingen hemninger? i den tid han havde været væk havde hun sikkert fundet en anden eller sådan noget, det skulle ikke komme bag på ham. Han havde en stor trang til at flå alle bandager af, og kaste sig over hende. Men han prøvede ihærdigt at styre sig. Han kunne dufte hendes ånde mod hans ansigt, og han lod atter blikket hvile på hendes øjne mens han smilede til hende.

[Alice Isabell Henton]

Alice blev overrasket over hans pludselige trang tila t sidde op. Det var hårdt for ham, det kunne man se på hans ansigtsudtryk men han kom dog op at sidde til sidst. Hun smilede og tillod sig at lægge en støttende arm omkring hans liv så han ikke skulle bruge for mange kræfter til at holde sig oppe. Det betød dog imidlertid at hun skulle rykke tættere på ham hvilket hun selvfølgelig ikke havde noget imod.
Lidenskaben og længslen efter at kysse ham kildede i maven. Det at han kom så tæt på hende hjalp ikke just. Hun følte det som havde hun gang i en hed affære selvom hverken Alice eller Damon var i et forhold. Om ikke andet ville hun gerne holde det her hemmeligt. Kom det ud ville hele hendes ry som skrap halv-wilie ryge direkte ud af vinduet. Men på den anden side følte hun sig bedre tilpas i denne rolle end i den anden. Måske fordi det var Damon der var skyld i at hun overhovedet var trådt ind i den. Men Damon ville aldrig være hendes type og højest sandsynligt kun en dreng hun gik lidt rundt og afprøvede de wilie-gener hun havde arvet af på.

Hun mærkede hans indbundne hånd på sin kind og hun lukkede et øjeblik øjnene for at nyde at han rørte hende. Hun åbnede dem langsomt og så ind i hans øjne der nu var fyldt af noget andet en træthed. Hun kunne bare ikke se hvad.
De var nu så tæt på hinanden at hun kunne mærke hans ånde og tælle stingene i hans sår. Hun ville virkelig gerne kysse ham men var bange for at det ville virke underligt. Hun tøvede åbenlyst men ville ikke være den der gjorde det i frygt for at føle sig til grin overfor ham. Det kunne godt være at han var den ynkelige lige nu men ville hun ikke være mere ynkelig hvis hun kyssede ham?

[damon]

Han mærkede den støttende arm der havde lagt sig om ham, og han følte sig meget tryk i hendes arme. Han lagde mærke til at hendes øjne, flakkede rundt fra hans ar, og til hans læber. Hun så konstant på hans læber, eller... det gjorde hun i hvert fald i hans hoved. Men på den anden side kunne han heller ikke lade være med at tænke på om han ville ligne en komplet idiot. Han syntes at bemærke en lettere rødmen på sine kinder, og han begyndte at tænke lidt over hvorfor hun mon var kommet alene, og ikke bare havde stillet sig som de andre piger, nej for hun var kommet alene og stille ind. "Du.. jeg er ked af at jeg kyssede dig der sidst.. jeg havde ingen ret til det." hviskede han stille for ikke at tiltrække opmærksomhed fra den nysgerige sygeplejeske, og prøvede at smile stille til hende.

Hvorfor gjorde han det ikke?! han havde lyst til at kysse hende, hans lyst efter at mærke hendes læber mod sine endnu engang var så forfærdelig stor. Han kunne næsten ikke vente, men han vidste ikke hvad han skulle gøre, for hvis han gjorde det ville hun sikkert bare gå. Han blev en smule trist ved tanken, men blev dog ved med at holde masken. Hun var kommet med en blomst til ham, havde været her sammen med ham, reddet ham. Han var begyndt at tænke mere over om hun mon havde følelser for ham, for hun havde fulgt ham i tykt og tyndt selvom han ikke havde fortjent det. Hun kunne have ladet som ingenting, og bare ladet ham ligge i det forladte lokale, men nej. Hun havde reddet ham, hun havde støttet ham... og .. Han var forelsket... nok for første gang i sit liv...

[Alice Isabell Henton]

Hun smilede og sænkede blikket et kort sekund før hun atter så på ham. Det at han undskyldte for det stjålne kys betød meget for hende men så alligevel ikke... Hun kunne ikke rigtig finde ud af med sig selv om hun havde det okay med det eller om det havde været for underligt. ingen tvivl om at der var en god kemi mellem dem men hun syntes at kunne mærke noget andet hos ham end hun gjorde hos sig selv. Han måtte ikke være forelsket.
"Jeg døde jo ikke af det... Men vi kan jo altid se om det sker anden gang?" Hun grinede lavmælt og smilede drillende til ham før hun rykkede lidt tættere på ham.
Hans varme ånde ramte hendes hud og fik hende til at sukke lidt da det jo ikke var hver dag hun var så tæt på en sød fyr. Det var som om et eller andet havde ændret sig i ham siden den aften på DTK. Den aften havde alle hans venner råbt efter ham at han skulle score endnu en dame og havde tilråbt ham. Men nu... Ja... Nu var det anderledes... Nu var han stille og rolig. Helt nede på jorden. Ikke den pigeglade dreng hun havde mødt dengang... Hun vidste ikke rigtig om hun kunne lide forandringen men hun vidste dog at han havde ændrede følelser for hende.

Hun rykkede helt hen til ham og lod sine læber strejfe hans. Et sug gled igennem hende og hun smilede glad. "Medmindre du ikke har lyst til at prøve igen?" Hun smilede drillede og lagde hovedet på skrå. Det var lige før hun bare sprang på ham. Det hunlige havde gjort ville måske blive hendes egen undergang i det at hun måske ikke ville kunne være tålmodig nok til at vente på at han kyssede hende igen.

[damon]

Han smilede let over hendes ord, og prøvede at fatte sig fuldstændig. Hans smil blegnede, og han lagde en forsigtig finger over hendes læber for at tysse på hende. Han lod fingeren dale ned af siden igen, hvorefter han pressede sine læber imod hendes. Hendes bløde læber lagde sig som et beskyttende lag over hans egne, og han mærkede hvordan sommerfuglende gik amok. De havde en krig med atomvåben inden i ham lige nu, og hans hjerte kunne dårligt følge med. Hans muskler spændtes, og loftet forsvandt over ham, nu kom skyerne tættere på og han mærkede hvordan glæden bredte sig i hans inde. Dette var en følelse han aldrig havde haft med nogen anden pige han havde flirtet med før. Alle piger han havde haft noget med i løbet af årene forsvandt under glæden, og han stod på en sky, og holdte om Alice. En kølig brisse skyldede ind over ham, og han følte hvordan nakkehårende rejste sig. Kysset varede i noget han ville kalde en evighed, og så slap han hende langt om længe. "Der var den igen... Kysset uden tilladelse..." Sagde han slesk, og smilede glad til hende med en let blinken.

Hvad i al verden var der blevet af den dreng som var vandt til kys? hun ville ham sikkert ikke, hun ville sikkert bare kysse lidt ind imellem, og det var fint med ham, for hun måtte ikke vide hvad han virkelig følte lige nu. Han var klar til at smide alle bandager og kaste sig ud af sengen for at løbe afsted med hende, men virkeligheden bankede på, og han slappede mere af nu. Blodårene var stadig store på hans spændte arme, og han prøvede at skjule det lidt. Sommerfuglene måtte åbenbart have valgt våbenhvile, for der var nu ikke andet end en saglig rumlen derinde. Den her følelse måtte gerne blive ved.

[Alice Isabell Henton]

Alice mærkede efter. Hun sugede alt det tiil sig som hun kunne. Kysset var himmelsk og slet ikke som hun havde troet fra denne skadede dreng. Hun følte en pludselig trang til at springe på ham, kysse ham og holde om ham og... Hun var lige ved at tænke det. Hunvar bare ikke klar til mere end deet. Eller det vil sige.... Det var Alice ikke. Den rigtige Alice. Og selvfølgelig ville det ikke ske lige fremover.
Hun Smilede til ham da hans læber havde forladt hendes. Det var noget hun godt kunne vænne sig til. Det med lige at få et kys af ham i ny og næ? Hmmm... Ikke dårligt?

Hun grinede lidt af hvad han sagde. Han havde absolut ikke taget noget uden tilladelse. Han havde gjort præcis som han skulle. Det at han havde kysset hende beviste bare at hun ikke var helt håbløs og at han faktisk godt gad hende og var ligeglad med at hun var halv wilie. Hun kunne det at han manglede det i øjnene. Begæret efter denne halve wilie. Det var der ikke som det var i så mange andre drenge øjne når hun gik forbi på gangene. Men det havde måske også noget at gøre med det at hun havde fundet ham ligge der i sit eget blod.
Der var ligesom noget mellem dem nu. Et uforklarligt bånd som hun ikke kunne finde hoved og hale på selvom det var så tydeligt.
Hun så ham ind i øjnene. "Du har ikke taget noget der ikke allerede var dit..." Hun lod igen sine læber møde hans i et dybt og inderligt kys.
Det var egentlig utroligt hvordan én som hende kunne falde for nogen så hurtigt... Hvis det altså var det hun var... Faldet for Damon. Selvfølgelig holdt hun af ham men hun følte mere at det var en affære end et egentligt forhold at bygge videre på. Men nu nød hun det. Hun nød det i fulde drag så længe hun kunne.