Remember that day?

[damon]

Han mærkede suget endnu engang, og denne gang blev han skudt til vejrs. Han Havde ikke været lykkelig i lang tid, men det var han nu. Det var utroligt, så dejligt det dog var, og han ville ikke give slip på hende endnu. Kysset varede i lang tid, og han mærkede lysten der let bredte sig i hans indre. Det var så rart at kysse hende, det var ikke som noget han havde prøvet før, nej det var noget helt nyt. Hendes læber var så perfekte, og han var omgivet af hendes duft. Hørte nogle forbavsede stemmer fra døren, og nogle der fniste let. Efter lang tid trak han sig stille tilbage, og smilede til hende. "Det er jeg glad for at høre..." Sagde han stille og rødmede. Han kastede et blik over mod lyden af fnisende, og nogle piger stod og så på dem. Sygeplejesken kom hen til sengen og trak stille forhænget for, men han nåede dog lige at opfange et sidste glimt af pigen Julia, som gik på 6 årgang for Ravenclaw. Hun så helt fortvivlet ud, og løb i modsatte retning. Han sukkede dybt, og så ned i dynen endnu engang. Hvad var det dog for et menneske han havde været? Det var da forfærdeligt at han skulle såre så mange, for så at afslutte nogle ting på en forkert måde..

Han rettede blikket mod hende endnu engang, og smilede atter til hende. "Hvad så nu?.." Spurgte han stille, og smilede blot til hende. Hans bryst var stadig fyldt med sommerfugle, og dog vidste han ikke hvad han skulle gøre, skulle han bare lade det forblive en flirt? eller skulle han gøre alt for at "score" hende?
Han vidste i hvert fald en ting. det var ikke sidste gang de ville gøre dette.

[Alice Isabell Henton]

Alice hørte pigestemmerne og de fnis der undslap pigemundene. Da deres læber skildtes smilede hun blidt til ham og strøg ham over kinden hvorefter hun vendte blikket mod dem der iagttog dem på afstand. Inden sygeplejersken nåede at trække gardinet for nåede hun at få et glimt af i hvert fald Julia fra Rawenclaw der fortvivlet løb i den anden retning. Var han virkelig sådan? Det kunne han næppe. Hun kunne mærke det på den måde han kyssede hende på. Hvordan kunne en dreng kysse en pige som han knapt nok kendte med så meget følelse? Han havde sikkert gang i en masse piger men efter at disse piger havde set hvad der havde foregået ville der nok ikke gå lang tid for et rygte var spredt og han mistede de fleste af sine flirts.
Men det ville jo selvfølgelig ikke kun gå ud over ham. Hun ville også blive hængt ud. Hun kunne jo selvfølgelig altid benægte men det ville ikke være overbevisende. Ja, hun holdt af ham, ja, han var sød... Men var hun forelsket? Ikke rigtig... Men man vidste jo aldrig om den følelse ville dukke op en dag.
Hun vendte igen blikket mod Damon der også så på hende igen. "Hvad så nu?" Tjaeh... Det vidste hun ikke helt... Hun kunne jo ikke bare sige at hun kun ville flirte... Eller jo... Det kunne hun jo egentlig godt. Det ville jo ikke være forkert at sige at hun kun ville flirte nu og så måtte de se tiden an. Det ville også være lettest i stedet for at satse på et forhold så tidligt. Det ville også være underligt for hende selv. Hun kunne ikke rigtig finde ud af sig selv for tiden og hun havde oveni alt det andet også oplevet alt det med at finde Damon liggende alene og forladt og forblødt nede i et gammelt forladt lokale.
"Altså jeg ved ikke med dig men jeg synes dedr er et eller andet mellem os... Jeg er ikke helt sikker på hvad.. Men.. Skal vi ikke bare se tiden an?" Hun smilede til ham igen og gav ham et lille kys i mundvigen for at bekræfte det hun lige havde sagt og dels for også at lokke ham til at kysse hende igen.

[damon]

Han smilede atter til hende, hendes funklende lokkende øjne glimtede let til ham, og han mærkede et let sug i maven, han havde aldrig haft de følelser før, ikke engang for Rachel, så det hele var i bund og grund nyt. Han mærkede det lette kys i hans mundvig, og smilede let til hende med en fornyet rødmen som nåede ham til ørerne. "Jeg ved.. at der er noget mellem os, og jeg vil meget gerne se tiden an." sagde han og lod atter sine læber presse sig imod hendes bløde læber. Han mærkede atter suget i maven der gik fuldstændig amok, sommerfuglende smed den ene bombe efter den anden, og han følte sig som en raket der skød imod stjernerne, og eksploderede i syv millioner farver. Han mærkede hvordan smerten langsomt aftog, og han kom ind i en sær drømmende trance, som fjernede alt det dårlige, og erstattede det med positive ting. Gipsen forsvandt langsomt fra ham, og han løftede sin sårede arm, og trak hende ned til sig. Han ænsede ikke smerten selvom det føltes som om hans arm blev revet af endnu engang. Han Slap efter en evighed hendes læber, og åbnede stille øjnene, hvorefter han så ind i nogle brune lokker der løst havde lagt sig over hans brystkasse. En lettere smerte skød igennem arret han havde på brystet, men han var ligeglad, for øjeblikket betød alt for ham. Han hørte hvordan pigerne ved indgangen fniste let, og han hørte enkelte kommentare, "Slottets nye par!" Han smilede blot, og lukkede så øjnene i.

[Alice Isabell Henton]

Det var utroligt som man kunne ændre sig yderligere når bare en ting var ændret. Det at hun havde mødt Damon havde i den grad ændret hende, hendes tanker og nu også hendes fremtid. Hun kunne ikke se sig selv sammen med nogen mand overhovedet - det havde hun aldrig kunnet - men det var noget andet med Damon da hun sagtens kunne se det for sig hvordan de kyssede. Som nu. Det var ikke spor svært. Det havde det ikke været siden hun havde fået et kys af ham første gang.
Hendes læber mødte hans igen og et lille suk undslap hendes læber. Hun vidste ikke om han havde hørt det men hun var ligeglad. Det var han vel forhåbentlig også. Hun nød hans kys og følte hvordan det snurrede i kroppen og hvordan det føltes som om hendes krop fløj højt over Hogwarts sammen med ham.
Hendes tanker blev afbrudt af at han hev hende med sig ned at ligge. Hun fulgte villigt med men var dog påpasselig med ikke at ramme ham nogle steder hun skulle holde sig fra. Hun lagde knapt nok mærke til at forbindelsen faldt af hans arm. Hun var vant til at se blod - godt nok ikke så meget som da hun havde fundet ham. Hun plejede at holde til ved Magiske Dyrs Pasning Og Pleje for at holde øje med dyrene. Det var hendes "job" men hun elskede dyrene så det var inetet problem for hende at give en ekstra hjælpende hånd hvis hun ikke havde for mange lektier for. Derfor lagde hun ikke så meget mærke til det og fortabte sig i kysset.

Hun var glad for at som hende gerne ville se tiden an. Det havde hun brug for for lige at få styr på alle de tanker der kørte i hendes hovede om hvem hun virkelig var. For hvem var hun egentlig? Denne søde, sjove of sexede pige eller var hun... Alice?
Hun mærkede hvordan deres læber skildtes og hun åbnede igen de lukkede øjne for at se om ha var okay. Hun smilede selvom hun kunne se at det havde været en anstrengelse at lægge sig. Hun grinede lidt. "Har du brug for noget?"
Hun satte sig lidt op igen og tog blidt fat i den arm forbindingen var røget af og spottede hurtigt lidt gaze der stod på bordet ved siden af Damon. Sammen med det tog hun også lidt vat og sprit for at rense det hele. Hun sendte ham et advarende blik for at sige at måske ville gøre ondt før hun stille og roligt duppede den spritvåde vatkugle mod hans skadede arm.

[damon]

Han ømmede sig let, og måtte bide tænderne sammen for ikke at lade hende vide hvor ondt det gjorde. Han smilede let da hun var færdig og hans arm atter var forbundet. Hendes rolige stemme gik ham ned til hjertet og fik det til at galopere voldsomt afsted. Duften af hendes vidunderlige hår, og hendes øjne der let smilede til ham gjorde ham lykkelig, og han var sikker på at han aldrig ville komme til at mangle noget. for få måneder siden var han sikker på at han ville komme til at lege med endnu flere piger end han havde gjort, men nu havde han fundet en pige som faktisk kunne gøre ham lykkelig bare ved at være sig selv. Han var sikker på at den pige han havde mødt i starten, tilbage til de tre koste, ikke var den pige der sad foran ham nu, men var en pige som faktisk var helt anderledes. Hun var sød, trofast og helt igennem fantastisk, og hans drenge sind var overbevist om at han aldrig ville komme til at mangle noget. Efter lang tid vågnede han atter fra dag drømmen og lod ordene flyve ud som de skulle "Jeg har alt hvad jeg nogensinde får brug for, liggende ovenpå mig lige nu." Hans stemme lød træt, men alligevel lød han meget lykkelig, og det kom absolut bag på ham at han selv snakkede som han gjorde. Normalt ville han komme med en kommentar som, "jeg kunne godt bruge et snav baby?" men det kom ham bare ikke til gode her, det var ikke hvad han følte, og for første gang i lang tid sagde han hvad han følte. Han var forvirret og bange, men han var sikker på at det hele nok skulle gå i sidste ende.

[Alice Isabell Henton]

Hun smilede til ham og lagde sidste hånd på forbindingen. Det havde ikke taget lang tid da hun var garvet hvad det angik. Hun havde prøvet lidt af hvert hvad forbindinger og medicinsk pleje angik. Men det var vel kun godt? Noegt af det kunne hun jo også bruge til mennesker. En god egenskab sagde folk altid når hun fortalte om det.
Hun kendte hende faktisk ikke engang. Vidste ikke hvem hun var. Det kunne han godt komme til men hun vidste ikke om hun havde mod på at vise den gamle Alice frem for ham. Det var jo tydeligvis ikke hende han kunne lide, men denne nye og forbedrede version.

ALICE 2.0
- ny forbedret udgave, du kan nu rent faktisk også kysse på hende, snakke med hende og hygge dig med hende uden at få hovedet revet af ! -

Hun grinede lidt indvendig. Hun havde virkelig forandret sig og altsammen på grund af Damon. Hun vidste endnu ikke om hun skulle blive sur på ham. Det kunne hun jo i grunden ikke tillade sig da det jo var hende der havde opsøgt ham og han ikke havde vidst hvad han ændrede.
Og dog kunne hun mærke hvordan dele af den gamle Alice faldt på plads i hans nærvær. Dele som hun til dels havde savnet og dels ville af med. Hun ville nu gerne beholde det at være så sød og sexet. Det kunne hun godt lide - det var en god følelse der fyldte hende hver gang han bed på krogen, hvis man da kunne kalde det det.

Hun smilede let til ham ved hans ord og lænede sig indover ham og kyssede ham kort på munden som et tak. Det så ikke ud som om det han havde sagt lå ham i munden - som om det ikke var noget han sagde ofte. Det ville godt nok heller ikke komme bag på hende men det var nu engang sødt sagt.
Hun så ham ind i øjnene og smilede indbydende. "Der er virkelig ingenting jeg kan gøre for dig?" Hun grinede lidt med den klokkeklare latter der altid havde tilhørt hende før hun pustede en flyvst lok hår der var landet på hans ansigt væk.

[damon]

Han smilede let til hende da hun grinede, og lod blot øjnene hvile på hende. Han hørte hendes ord og lo let, så blev han atter alvorlig. Han vidste ikke hvad han kunne bede hende om, men han tænkte at han nok måtte starte i det rolige, det kunne jo altid blive til meget mere bag efter. Han slappede let af, overvejede sine ord og brændte sit blik fast til hendes. "Du kunne jo altid gå med mig alene en dag, og vise mig lidt mere af din smukke krop" Gav han igen, og smilede bredt over hele ansigtet, han grinte let af sig selv, og lod så en såret hånd løbe igennem hendes silkebløde hår. Hun var utrolig smuk, og han kunne mærke på sig selv at lysten truede lidt inderst inde, men han skubbede hurtigt den tanke væk, og besluttede sig for at bevare koncentrationen. Han tænkte lidt over det hele, og begyndte roligt at dagdrømme.

Han var gået udenfor, var på vej ned imod den sorte sø og vidste præcist hvad han ville finde dernede. Han vidste at en smuk pige ville vente på ham dernede, og denne gang var det ikke bare en hvilken som helst smuk pige, nej, det var Alice.
Han kom tættere og tættere på, og pludselig kom en kæmpe lysstråle til syne ved breden. Alice stod med vide vinger og ventede på ham, med et sagligt smil på læberne og en stille rødmen. Han løb resten af vejen og hun kastede sig i hans arme hvorefter han blidt pressede sine læber imod hendes.
ved et lys glimt stod de pludselig ved en sti han aldrig havde set før, og hun tog hans hånd og førte ham med, de kom til en åben eng og hun lagde ham ned. "Pas nu på dig selv... se om hjertet kan følge med" havde hun hvisket og havde taget sin T-shirt af foran ham...
Endnu et lysglimt og de stod pludselig ved slottet igen, hun kyssede ham blidt, og forsvandt så ind i en lyssky. hvorefter han slog øjnene op og bød virkeligheden velkommen.

[Alice Isabell Henton]

Hans ord ville have fået den gamle Alice til at flippe ud, miste besindelsen, gå amok, ladet Damon se hvad der gemte sig bag det smukke ydre. Vise Ham at hun havde wilie-gener. Men den fugleagtige skikkelse forblev væk til hendes overraskelse og tog en dyb indånding ovenpå det at hun ikke var flippet ud som hun ellers ville have gjort. Det var sjældent hun kunne holde sig tilbage overfor denne slags kommentarer men når det kom fra ham lød det så... Lokkende? HUn havde måske lyst til det? Havde hun virkelig lyst til at gå i seng med en fyr hun lige havde mødt? Nej. Det ville hun gemme til den helt rette og det var han ikke. Desuden grinede han bagefter så hun regnede ikke med at det havde været hans ramme alvor da han sagde det.
Hun smilede og sagde efter et kort pigegrin, nærmere et fnis: "Pas nu på hvad du siger," hun rystede lidt på hovedet, "jeg er en tikkende bombe... Man ved aldrig hvad der kan ske når man er sammen med mig..." Lidt mere sandhed kom frem. Det var godt at få lidt af det ud. Så var han i det mindste forberedt. Hun havde sagt at han skulle passe på. Hun var ikke til at spøge med når hun blev vred. Det vidste alle og enhver der havde forsøgt at gøre kur på hende eller bare kendte hende den mindste smule.
Hun bed sig kort i læben for derefter at stryge hans uskadte kind med sin håndryg. Følelsen af hans kind mod hendes hånd var dejlig, ikke just noget hun havde prøvet før. I hvert fald ikke på den her måde. Det at være sammen med en dreng på den her måde for første gang i sit liv ville gøre stort indtryk på hende i fremtiden. Det vidste hun. Hun havde en fornemmelse i maven der gav hende ret og hun lod den tage kontrol. Damon ville helt sikkert få indflydelse åpå hvem hun ville være i fremtiden.

[drake]

En ondskabsfuld latter ånslap hans læber da han passerede mængden af mennesker der havde samlet sig udenfor hospitals fløjen. Det var lykkedes ham at overhøre den ukendte piges ord, og han fandt det meget mere end blot morsomt. Så et mudderblods pjok blev altså beskyttet af en pige der havde mentale problemer? Nu tog situationen da en uforventet drejning? Han fandt det ikke kun morsomt men fuldstændig latterligt. Han gik med rolige skridt klappende ind af døren til Hospitals fløjen, og satte i retning af den seng der var trukket forhæng for. Den halv buttede sygeplejeske kom løbende og budte ham velkommen. "Hr Maverick! Fortraffeligt at se dem" Sagde hun kort og stillede sig hen til ham. Han spærrede øjnene lidt op og smilede blot koldt til hende. "I lige måde min kære" sagde han, og trådte ubesværdet forbi den nu overraskede sygeplejeske. Hun fulgte ham med blikket da han passerede og langsomt gik over til sengen. Han stoppede op og tog så et hårdt greb i forhænget hvorefter han flåede det til siden, og afslørede en alt for selvtilfreds mudderblods unge der lå sammen med en utrolig smuk pige. Det måtte være denne pige som Gabriel Caron havde omtalt tidligere. "Jamen dog, Mudderblods pjokket har fundet sig en lille kæreste? Hvor er det dog alle tiders! men burde du ikke ligge alene i din seng? Det må gøre meget ondt at have en pige ovenpå dig lige nu? især i din uheldige situation!" Sagde han med voldsom sarkasme, der gjorde helt ondt på de omkring værende. "Men på den anden side.. ligger du jo meget godt.. og du?" Sagde han langsomt og vente sit blik imod pigen som hun lå der. "Du er utrolig køn må jeg sige.. Ud fra din skøndhed at dømme må du være Alice henton? pigen med willie gener! rart endelig at træffe dem frøkken." Sagde han i en særdeles varm og galant tone. Han rettede atter blikket imod Damon. "Hvordan er det dog muligt at en mudderblod som dig har kunnet skaffe en pige med halve willie gener?.. Ligemeget.. du blev altså reddet? Det er jo forfærdeligt at nogen kan gøre sådan noget her mod andre elever!" sagde han forundret, i en pyldrene og ligegyldig tone. et smil bredte sig atter over hans læber og han så blot på det lykkelige par.

[Alice Isabell Henton]

Alice havde ligget halvejs over Damon i sine egne tanker og havde egentlig ikke rigtig fokuseret på andet end hans øjne. De afslørede et eller andet... Det var ikke begær eller lyst... Det var forels...
En stemme afbrød hendes tanker og hun vendte straks blikket fra Damon og vendte det mod den fremmede dreng der voldsomt havde flået gardinet til side. Han var øjensynligt en Slytherin men havde det ikke været for hans kappe havde der alligevel ingen tvivl været. Bare hans stemme og attitude afslørede ham og hans blik der var stift rettet mod Damon viste mere end bare had. Skadefro. Han var glad for at dette var sket. Det kunne tydeligt ses og høres. Han gav sig selv væk og dog var der ingen der gjorde noget ved det? Han var farlig - ingen tvivl om det - men kunne det virkelig være rigtigt at han kunne slippe fra dette så nemt? Det han sagde gjorde det ikke just nemmere for hende at holde den voksende vrede der brændte i hende tilbage. Han havde selv sagt det: hun havde wilie-gener. Der var godt nok ikke noget farligt ved dem hun havde men han vidste ikke hvad han havde lagt sig ud med.

Hun kunne mærke hvordan vreden begyndte at fylde hendes arme, ben og nåede helt ud til fingerspidserne. Hun så ned på armene der var halvt blottede af hendes halvt ophevne ærmer. Små prikker dukkede op og fjer begyndte hurtigt at forme sig på hendes arme - dog ikke så store som normalt da hun prøvede at forholde sig i ro. Også hendes ansigt begyndte at ændres. Hendes øjne rykkedes en anelse fra hinanden mens hendes mund og næse blev mere spidse.
Hun stirrede på drengen og rejste sig langsomt op og gik et skridt nærmere så hun næsten kunne mærke hans ånde mod sit ansigt. Hun stirrede ham direkte ind i øjnene. "Hold dig fra ham... Jeg ved hvad du har gjort..."
Hun smilede kort og vendte sig om og blinkede til Damon der lå hjælpeløs i sengen og så på.
Og så i én hurtig bevægelse vendte hun sig om mod drengen med en knytnæve flyvende i retning af hans kindben. Hun kunne hele tiden mærke vreden der stadig summede i hendes krop. Den kom både af det at endnu en dreng havde komplimenteret hende med hendes wilie-gener og det at hun havde svinet Damon til på den måde. "Mudderblod" havde hun hørt ham sige. Hold kæft en idiot...
slaget kom så hurtigt at han ikke nåede at reagere på det. Slaget ramte ham hårdt og han trillede ned på gulvet og tog sig til kinden der var helt rød og hævet. En lille dråbe blod kunne anes i højre næsebor på drengen. Han skulle ikke lægge sig ud med Alice.
Hun mærkede hvordan vreden hurtigt forsvandt igen hvorefter fjerene faldt til jorden en for en.
Hun tog de få par skridt der var over til ham, satte sig på hug foran ham og stirrede ham i øjnene. Hun sparede ikke på foragten. "Jeg ved godt jeg får problemer for det her men... Det var det hele værd..." Hun smilede og klappede ham hans lamslåede hovede. Hun rejste sig igen og gik over til Damon igen, trak gardinet for igen og satte sig på sengekanten. Smilende.


// det skal lige siges at der er indgået aftale om hvad der er sket i dette reply. Intet powerplay fra min side. Aftale indgået med Drake Maverick//

[drake]

Han mærkede knytnæven der smadrede imod hans kæbeparti og smerten der øjeblikkeligt indtraf. Han tog sig til kæben og mærkede hvordan blodet langsomt løb ud fra både mund og næse. "Den lede lille mudderblods elsker!" Tænkte han, og rejste sig atter op. Smerten næsten uudholdelig men det kunne han lige overkomme. Han gik med vaklende skridt imod forhænget og trak det til side. "Nu skal jeg fortælle dig noget din lille mudderblods elsker! Man slår ikke mig bare sådan uden videre!" Man kunne se på Damon at han nød det i fulde drag. Han gik vaklende over til Alice og Greb hende i kraven, hvorefter han trak hende længere ind til sig så han kunne ånde hende i hovedet. "Vi ses en anden gang din beskidte mudderblods pige." hvæsede han, hvorefter han tog sig til kæben og slap hende. Så marcherede han ud af den fyldte hospitalsfløj, og da han var gået ud derfra hørte han hvordan folk begyndte at klappe. Vreden bredte sig og han nåede hurtigt til indgangs hallen hvor Gabriel Caron, en af hans Slytherin kompaner stod og ventede ham. "Hvad skete der?" Spurgte han. Drake rystede blot vredt på hovedet og satte kursen imod krypten. De nåede hurtigt portræt hullet, og det smækkede hårdt i bag dem.

Det skulle hun nok få betalt. At hun med så fin en familie kunne beskytte en af hans slags. Det forstod han overhoved ikke! og hun ville komme til at bøde for dette, hun vidste åbenbart ikke hvem hun havde med at gøre. Det skulle hun nok få betalt en anden gang. Han skulle nok finde hende.



!NOTE!: Det skal siges at alt powerplay som indgår i denne tråd her er blevet accepteret af individet som det omhandler. Accepteret i dette svar af Alice Isabell Henton

[Alice Isabell Henton]

Alice så roligt på drengen da han kom hen mod hende og tog fat i hendes krave. Hun tog sig ikke synderligt af det han sagde selvom hun vidste at han var farlig. Beviset på det lå ved siden af hende hvis det da virkelig var ham der havde gjort det mod Damon. Hun havde handlet totalt impulsivt i forhold til sit "overfald" på ham. Men da hun så på Damon der lå med et lille saligt smil på læben kunne hun ikke lade være med at være lidt stolt af sig selv.
"Det VAR ham ikke...?" spurgte hun med et forlegent smil og tog hans hånd. Hendes tommel nussede blidt hans håndryg. Det blide smil der havde lagt sig over hendes læber lå der stadig og hun så nu med medlidenhed ned på ham. Det var synd for ham at han skulle ligge dér men hun regnede lidt med at det havde været en befrielse for ham at se blodet i drengens næse.
Hun anede virkelig ikke hvem det var. Hun havde hørt klapsalver da hun havde slået ham – folk havde altså set det. Der ville ikke gå lang tid før alle på skolen vidste hvad der var sket. Hun kunne ikke kende sig selv men hvem gjorde egentlig i grunden også det? Gjorde hun selv det? Damon var grunden til at hun var i tvivl… Betød han virkelig så meget? Hun måtte holde paraderne oppe. Det var vigtigt at hun ikke gav helt slip på sig selv overfor Damon – hun ville ikke vise ham alt endnu. Desuden så var det gået ret hurtigt men hvad var det nu hun havde set i hans øjne før ham idioten kom og afbrød? Hun prøvede at huske tilbage på det men stoppede sig selv midt i det. Hun ville ikke vide det. Han måtte selv fortælle hende hvis det var vigtigt.
Hun så ham ind i øjnene men søgte ikke at finde svar på sine spørgsmål. Hun fortabte sig bare ind i dem, lod sig falde bagover, håbe på at han greb hende inden det gik galt. Tænk at hun virkelig lod sig selv være så fri sammen med ham. Var hun sikker på at det ikke var andet end flirteri?

[damon]

Han greb hende før hun nåede at falde på gulvet. Han trak hende ind til sig, og rettede forsigtigt hendes ansigt så han kunne se ind i hendes vidunderlige øjne. "Jo, det var ham men du ved ikke hva..." han tav brat og mærkede hvordan hjertet stoppede og efter nogle sekunder pludselig begyndte at pulsere og banke umenneskelig hurtigt. Han trak en dyb vejr trækning, men kunne dog ikke håndtere sin hyper ventilation. Hendes øjne fik ham til at drømme om de lykkeligste stunner i hans liv, og det her var et af dem. Der var ikke noget sted på jorden han hellere ville være, for han var forelsket, og det var en følelse han ikke havde prøvet før, den slog igennem alt. " Du... Er nok den smukkeste pige .. jeg nogensinde.. har set.. og jeg tror.. at.. jeg er forelsket.." stønnede han lettere. Hans følelser var langt over stadiet "en flirt" han var nået til det stadie hvor han ville gøre alt for at gøre hende lykkelig, han ville gøre alt for at hun var sikker, og han ville til og med slå Drake ned hvis det var det der skulle til. Han lod sin hånd stryge igennem hendes hår og ventede ikke på at hun skulle sige noget, han ville mærke hendes læber mod sine egne. Han ville mærke hvordan hjertet, grundet al den kærlighed han følte, truede med at tage på ferie. Han lagde blidt en hånd om hendes nakke og trak hende ind i et vidunderligt kys som normalt ville kunne få enhver til at dåne. Det mindede om et eventyr kys, som prinser og prinsesser, der i en muggler film fik hinanden til sidst. Han mærkede hvordan suget i maven braste ud, og nu var han ikke blot en raket, men flere tusind som sammen fyldte himlen med farver. Hendes fyldige læber lå mod hans, og hans næsebor blev fyldt med en duft så sød at han kunne falde om på stedet. Elever fra alle sidder stoppede op midt i samtalerne, og så på dem istedet. Efter noget der mindede om en evighed, slap han hende langt om længe, og så blot ind i hendes muligvis forvirrede øjne.

[Alice Isabell Henton]

HUn følte et svært af stolthed over at have skræmt ham væk før han havde nået at svine dem begge mere til. Det summede lidt i hendes hånd og den gjorde også en smule ondt - hun kunne tydeligt mærke at det ikke var hver dag hun slog folk. Men det var nu engang en dejlig følelse, også fordi hun nu vidste at det var den rigtige hun rent faktisk havde slået.
Hun grinede lidt og smilede til ham. Det fine smil forsvandt dog hurtigt da de næste ord forlod hans læber og hun stirrede lamslået på ham. Han var... Forelsket? Tusind tanker for igennem hendes hovede og hun havde svært ved at kapere dem. Det havde hun ikke lige set komme til trods for det hun havde set i hans øjne få sekunder før drengen havde afbrudt.
Hun nåede ikke tænke tanken til ende før deres læber igen mødtes og hun mærkede hvordan hun slappede mere af og lod sig falde ned i det dybe og følelsesladte kys der sugede al fortvivlelsen ud af hende - for en stund.

Da deres læber skiltes så hun mistroisk på ham. Han havde ment det, han havde virkelig ment det. Han var forelsket i den løgn hun spillede på i håb om at forholde det som en flirt. men det var desværre ikke tilfældet at de bare kunne flirte åbenbart.
"Sååå... Det der med at se tiden an bliver der vist ikke noget gør det vel?" Hun vendte blikket ned, nærmest lukkede dem helt. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun kunne ikke lade sig selv blive forelsket endnu, det var hun ikke klar til. Hun var nødt til at kende mere til personen end blot deres navn og kollegium. Hun vidste godt at det ville hun også komme til hvis de blev ved med at ses i fremtiden. Spørgsmålet var bare om det ikke ville blive helt vildt akavet at bare sidde og snakke når de havde kysset som de nu gjorde. Hun kunne heller ikke få sig selv til at se ham som en flirt hvis han rent faktisk var forelsket i hende. Det ville være imod hendes moral - selv som halv wilie.
Hun nussede stadig hans håndryg. Hun løftede langsomt blikket, afventede hvad han ville sige. Var hun virkelig så fantastisk? De kendte jo knapt nok hinanden?

[damon]

Han trak sig tilbage og bemærkede hendes fortvivelse. Hun var overhoved ikke klar til noget af det her, og det var fuldt forståeligt. Hvad havde han dog også regnet med? at han bare lige kunne komme med en kærligheds erklæring til hende, og pludselig var de bare sammen som pot og pande? nej, det gik ikke, så han måtte finde sig i at det var sådan det nu engang var og så måtte han begynde at kæmpe lidt for hende. Men Han kunne ikke skjule sin flovhed, han var meget flov over at han lige havde fortalt om sine følelser til hende, at han havde afsløret overfor hende at han faktisk ville mere end blot en flirt, han kunne ikke kapere alt denne drama lige nu, han havde troet et eller andet sted at hun havde de samme følelser for ham, men det var fint... han måtte finde sig i det.. Han begyndte atter at føle smerten der bulrede sig op i hans bryst, og alle de steder han før var såret. Hovedpinen var voldsom og en lettere svimmelhed var ved at danne sig i hans inde. Det gjorde afsindig ondt at han ikke kunne få det som han ville have det, men han måtte have det på denne måde nu. Hans verden drejede rundt om hovedet på ham, og han lukkede øjnene forsvarligt i. "Alice... Vi har noget kørende .. jeg ber ikke om mere forløbig.. Men .. Du bliver nød til at gå.. jeg skal have noget søvn kan jeg mærke..." sagde han afkræftet, og lagde sig forsvarligt om på siden. Han kinder brændte ildrødt, det var så pinligt det her, og han var lettere såret.. men det var noget han med tiden måtte kapere, for hun var ikke klar til den endnu, hvis hun da nogensinde blev det. Han mærkede hvordan al liv blev suget fra ham, og lydene langsomt blev fjærnere, nu stod han til sidst i sit eget mørke rum med kun et lys, og alle andre var pist væk.

/////OUT/////