You'll get addicted ...

[donia]

tag: samuel abott
that boy is like a disease

Donia havde ombestemt sig omkring hundredeogtredive gange, af mange forskellige årsager. Den største af dem, var nok tidspunktet. Han havde i det lille brev skrevet klokken otte, selvom alle vidste at det var der de skulle være i opholdsstuen. Til sidst havde Donia dog taget mod til sig, mens hun havde sagt til sig selv igen og igen, at der ikke kunne ske noget ved at bryde reglerne bare en enkelt gang… Og at det ikke ville komme til at påvirke hendes fremtidige karriere, som hun havde overvejet nøje.
Den eneste af sine veninder Donia var gået til, var Sofia, simpelthen af den grund at hun ikke turde gå hele vejen op i tårnet alene, mens hun vidste at Sofia sikkert godt ville kunne klare det. Hun var jo Quidditchspiller og alt muligt, og vant til farer. Det bildte Donia sig i hvert fald ind. Hun havde dog ikke fortalt den lyshårede veninde hvem det var hun skulle mødes med, af to meget simple grunde. 1. hun syntes simpelthen det var for pinligt at snakke om og 2. hun vidste heller ikke hvorfor han ville mødes ved hende, og havde ikke tænkt sig at skrue nogen som helst forventninger op ved at fortælle det til veninderne, der helt sikkert ville gøre noget stort ud af det. Sofia havde sagt ja til at følge hende, selvom hun ihærdigt var blevet ved med at spørge ind til hvem fyren var, selvom hun dog senere måtte opgive fordi Donia rødmede kraftigt og snakkede udenom hver eneste gang.
De to piger havde netop sagt farvel til hinanden, og Donia havde givet Sofia en hel række undskyldninger for sådan at lade hende gå helt alene tilbage. Da Donia stod alene, trippede hun kort på stedet, og overvejede hvor vidt hun skulle løbe tilbage efter Sofia, men tog sig dog senere sammen, og begyndte at kravle op af trapperne, og åbnede lågen ind til spådomslokalet. Hun var selvfølgelig stadig i sin skoleuniform fordi det var hverdag.

[/blockquote]

[Samuel Abott]

I'm a' put them fangs in ya' !, little kitten

- - - - - - - - - - - - - - - -

De sidste par dage havde Samuel gentagelsesvis overvejet, om han var gået for stærkt frem med Donia. Hvis hun kunne tyde de oprindelige bogstaver på det lille lap papir var det totalt udelukket, det kunne Samuel alligevel se, men det var jo kun et par dage siden de havde mødtes. Desuden var det jo efter udgangsforbuddet, hvilket Samuel først kom i tanke om efter han havde sendt sedlen. Måske var Donia simpelthen bare for artig til at turde? Tøsebarnet kunne selvfølgelig heller ikke vide hvilke planer Samuel havde for hende.
Hvorfor han lige havde valgt spådomslokalet, var svært at sige. Måske var de fordi læreren i spådom altid var lidt distræt og vandrede rundt udenfor på Hogwarts areal om aftenen for at finde de planter og blomster der kun var til syne i måneskit? Måske var det fordi den tunge aroma der hang i lokalet gjorde ham afslappet og behagelig til mode? Måske var det fordi lokalet havde høje vinduer så månen kunne skinne ind og dermed en småromantisk atmosfære? Samuel kom frem til, at det var det hele kombineret. Sidstnævnte prøvede han at støtte lidt op om, ved at tænde små brændende fyrfadslys rundt omkring i lokalet. De bidrog til en smådunkel belysning som Samuel ærlig talt fandt ret kreativ. Lettere imponeret over sig selv, lagde han armene over kors og betragtede sit væk. På et lille bord længst oppe mod væggen, stod der noget te, et par tekopper samt nogle småkager. Samuel havde tigget og bedt en husalf om hjælp. Den havde gentagende gange påpeget, at det var forbudt for ham at være ude på dette tidspunkt, men Samuel overbeviste den lille, naive husalf om, at han var helt vildt forelsket i denne pige, og vil gøre alt for hende – eller, inde i hans hoved, gøre alt for at komme i bukserne på hende. Husalfen var endelig gået med til det.
Da Samuel hørte skridt nedenunder samt en lyskegle fra en tryllestav, rettede han lidt på sit tøj. I dagens anledning var han iklædt sine sorte Hogwartsbukser med en hvid, løstsiddende skjorte stukket skødesløs ned i dem. Den stod let åben i toppen så man kunne se noget af hans bryst. Uden på skjorten prydede en sort åbenstående vest, og håret var uglede en smule på den helt planlagte måde. Han havde ærlig talt flottet sig lidt og var endnu en gang imponeret over hvor langt han ville gå før denne lille kattekilling.
Da hun kom op af trappen påtog han sig et bredt, charmerende smil og stak hånden hen til hende på gentlemanvis så han kunne hjælpe hende op af de resterende trappetrin. ”Donia! Jeg er glad for du kom”, sagde han.

- - - - - - - - - - - - - - - -

Tag; Donia Allaway
Outfit; Tea Time

[/center]

[donia]

tag: samuel abott
that boy is like a disease

Donia fik måske kravlet lidt for hurtigt op af trappen, fordi hun følte sig meget utryg ved at være helt alene på det store mørklagte slot. Derfor var det en meget god ting at Samuel stod klar lige som hun kom op til overfladen, fordi hun var en anelse svimmel af den alt for hurtige opstigning, hvilket der fik hende til at glemme alt om personlige grænser og placere sine lille, spinkle hånd i Samuels store, udstrakte, og smilede taknemmeligt mens hun kom på benene og var sikker på at hun stod solidt før hun lod hendes hånd glide ud af hans igen, og så kort over på ham og hans påklædning, før hun skævede ned af sig selv og den skoleuniform hun havde haft på hele dagen. Kappen og pulloveren var dog blevet skrottet, så kun slipset og den hvide skjorte var tilbage, men alligevel. Donia blev i tvivl om det var noget hun skulle have gjort mere ud af, og om hun overhovedet havde vidst hvad hun gik ind til. Med et blik rundt i lokalet på lysene der var placeret lidt tilfældigt i hjørnerne og de store vinduer hvor lyset skinnede ind, havde det en umiskendelig charme, der fik Donia til at se spørgende og nysgerrigt op på Samuel. ”Hvad er alt det her?” spurgte hun stille, ikke med en skeptisk tone men oprigtig interesse. Altså ikke fordi hun ikke kunne se at det var fyrfadslys og det hele, men meningen med det.

[/blockquote]

[Samuel Abott]

I'm a' put them fangs in ya' !, little kitten

- - - - - - - - - - - - - - - -

Et øjeblik havde Samuel troede, at Donia ikke ville tage den udstrakte hånd, men det gjorde hun til hans tilfredsstillelse. Skidt med at han slap den så hurtigt. Denne aften var Samuels humør og gåpåmod ukueligt.
Ligesom Donias blik gled ned af sig selv, fulgte Samuel hendes eksempel. Det var ikke fordi han havde forventet den helt store nedringede festskjole, men måske havde han håbet på noget der gav lidt mere kig til de kvindelige former.
”Hvad det er? Dette er Casa Del Samuel”, bekendtgjorde han med et skævt smil og slog bredt ud med hænderne som for at byde hende velkommen. Han vidste godt hun mente det anderledes, men valgte bevidst at ignorere det. Istedet påtog han en yderst skuffet mine; et par nedsunket øjenbryn med en rynke i panden, og en let spidset mund. ”Kan du ikke lide det? Jeg prøvede ellers at gøre det så romantisk som muligt”. Okay, lille løgn. Men lidt havde han da gjort. Desuden var han romantisk nok i sig selv. Efter sin egen mening. Det pigebarn stillede alt for mange nysgerrige spørgsmål.
”Skal jeg tage noget overtøj?” spurgte han høfligt i håb om, at hun i det mindste ville smide kappen så der kun var skjorte tilbage. Han strakte en arm frem for at tage imod. De mørke, næsten sorte øjne i den dunkle belysning, betragtede hende med et venligt smil.

- - - - - - - - - - - - - - - -

Tag; Donia Allaway
Outfit; Tea Time

[/center]

[donia]

tag: samuel abott
that boy is like a disease

Donia smilede lidt over hans svar, selvom det ikke ligefrem var det hun havde ment. Faktisk var hun lige ved at komme med en meget dumsmart kommentar om, at det jo var dumt, siden der hele tiden rendte elever til spådomstimer, men bed det i sig igen. Han havde jo tydeligvis også ment det som noget i retning af en spøg. Donia smilede stadig væk da hun nysgerrigt kastede blikke rundt i lokalet, og opdagede derfor ikke det blik Samuel sendte ned af hende, selvom det dog føltes som om Donia fik en tudse galt i halsen over hans ord. ”Romantisk?” kvækkede hun, og så op på ham, mens hun allerede fortrød det. Hun skulle bare have ladet det gå ubemærket hen. Men helt ærligt… Romantisk? Donia havde ikke ligefrem oplevet at nogen havde gjort nogen som helst form for romantisk gestus for hende før. Det tætteste hun var kommet på romantik var da Jake havde voldtaget hendes mund på biblioteket, hvilket vist ikke engang kunne kategoriseres som romantisk. Donia rødmede og smilede lettere forlegent op til Samuel, selvom et varmt udtryk havde fundet vej til hendes store, runde øjne. Forsigtigt løsnede hun kappen, og skuttede sig lidt over temperaturændringen da hun kun stod tilbage i den tynde hvide skjorte og korte nederdel. Med et lidt bredere smil gav hun ham kappen. ”Tak.” sagde hun høfligt, og var i sin ekstase lige ved at neje, før hun kom på meget bedre tanker, og formåede at blive ret på benene. Tøvende trådte hun lidt længere ind i lokalet, med et blik op imod Samuel, for lige at sikre sig at det var helt okay. ”Jeg troede ikke… her kunne se så hyggeligt ud.” sagde hun lidt forundret og drejede hovedet lidt rundt. Donia kom selv regelmæssigt i lokalet, ved hjælp af en lille gylden genstand, men hun genkendte det alligevel næsten ikke. Det var nok fordi det var mørkt og spækket med fyrfadslys.

[/blockquote]

[Samuel Abott]

I'm a' put them fangs in ya' !, little kitten

- - - - - - - - - - - - - - - -

Samuel vendte blikke ud mod det optændte lokale ligesom Donias gjorde, og han flyttede sig selv ind midt i rummet for at få Donia derind. ”Romantisk” gentog han med et nik og et varmt smil. Bevidst overhørte han den sære måde ordet kom ud på, nærmest som om hun slet ikke kunne få sig selv til at forstå det. Måske havde pigen bare ikke oplevet særlig meget romantisk? Eller også var det netop et sarkastisk tonefald fordi hun havde set meget bedre. Nå, den slags tanker var ikke til at bryde sit hoved med. Istedet tilbagelagde han afstanden mellem dem og tog galant kappen på sin vesntre udstrakte arm. Han overvejede kort hvor han skulle gøre af den. At smide den på gulvet var nok ikke nogen god idé, men til sit store held fik han øje på en knagerække og undrede sig over, at han ikke havde set den på alle sine 6 skoleår.
Da han var tilbage til hende, opdagede han hvor let hun nu var klædt på, og uden at kunne lade være, lod han blikket glide ned af hendes krop. Der var da en smule at ane bag den hvide skjorte, og et par begyndende hofter viste en hvis kvindelighed. Tja, det kunne gå an. Samuel kiggede på hende med et skævt smil. ”Meget mere sexet”, udbrød han før han kunne nå at stoppe ordmylderet. Dernæst kunne have slået sig selv. Af alle ord han kunne vælge, såsom sød, pæn, flot, skøn, osv., valgte han lige det ord der havde tydelige seksuelle undertoner. En smule desperat prøvede han at skjule ordene i en efterfølgende hosten, som havde han fået noget galt i halsen. I håb om at hun ikke havde taget sig synderligt af det andet end at blive glad, rakte han hånden ud og sagde, ”kom”, for at føre hende op til deres plads længst op under taget.

- - - - - - - - - - - - - - - -

Tag; Donia Allaway
Outfit; Tea Time

[/center]

[donia]

tag: samuel abott
that boy is like a disease

Donia skævede op til Samuel da han gentog ordet, og trak forsigtigt på smilebåndet. ”Åh…” sagde hun, og løftede hånden for at stryge en hårlok om bag ved øret. Det kildede underligt indeni hende, og mest af alt havde hun lyst til at fnise tøset, og aldrig stoppe igen. Donia slog slapt armene omkring sig selv, da hun sav ham kappen, og strøg uden at tænke over det hænderne et par gange frem og tilbage i rolige strøg for at få varmen ind i sine kolde arme.
Hun vendte sig halvt om imod Samuel da hun kunne høre ham bevæge sig tilbage over imod hende, mens hun stadigvæk gned sine arme en lille smule. Hun stoppede dog kort over Samuels ord, og slog blikket ned imod gulvet, rød i hovedet. Hun rømmede sig kort, mens hånden fløj op til hendes hår igen. ”Det’ jo bare… skoleuniformen…” mumlede hun lettere forlegent, og slog forsigtigt blikket op imod den flotte, ældre slange. Men alligevel hjalp det på en eller anden meget forskruet måde på hendes selvtillid, og hun kunne allerede mærke hvordan det blev nemmere for hende at være i nærheden af ham. Men sådan var det altid med Donia. Så snart hun følte sig tryg i en andens selskab opførte hun sig ganske normalt, og kunne faktisk også tale mere åbent og le og smile meget mere. Men nu var hun lige ved at lære Samuel at kende, men det skulle nu nok komme. Hun placerede sine kolde fingre i hans varme håndflade, og lod ham føre hende efter sig, men hun undgik at træde på noget af det der lå rundt omkring på gulvet. Tålmodigt fulgte hun med, indtil de var allerøverst oppe. Hun smilede fortryllet og så ud igennem et af de store vinduer. ”Jeg havde virkelig ikke forestillet mig at spådomslokalet kunne se sådan her ud…” sagde hun overrasket, stadig smilende, før hun drejede sig imod Samuel igen uden at fjerne det fra sine læber. ”Hvorfor bad du mig komme med herop?” spurgte hun nysgerrigt, uden at fjerne blikket fra ham. Hendes tone lød ikke andet end interesseret.

[/blockquote]

[Samuel Abott]

I'm a' put them fangs in ya' !, little kitten

- - - - - - - - - - - - - - - -

Donia reagerede heldigvis ikke på den måde han havde frygtet; ved at gå sin vej. Istedet virkede ordene til at have den effekt der egentlig var hensigten; hun så ud til at blive både glad og en smule forlegen. Når hun tog det så pænt, kunne han ligeså godt være ærlig. ”Ja, men den ser ekstra godt ud på dig”. Hendes lille, spinkle hånd blev placeret i hans, som forsigtigt lukkede sig om den. Den var en smule kold, og Samuel skævede til hendes bare hud der så ud til at fryse en smule. Alligevel kunne han ikke få sig selv til at spørge om hun ville have kappen på; en lille smule bart hud var som at se målet et stykke væk, og tog hun kappen på, kunne det dårlig nok ses.
Samuel førte hende op ad træppen ved at strække armen ud så hun kunne gå foran. Selv fulgte han langsomt med lige bagefter. Da de var oppe slap han en smule modvilligt hendes hånd og bredte armen ud for at hun skulle sætte sig på skamlen ved bordet. Selv satte han sig også ned. På grund af hans høje skikkelse så det en smule komisk ud som han sad sammenbøjet på den lille skammel. De lange ben kunne dårligt nok være der, men det gik lige. Enhver anden fyr der ikke lige var sikker nok på sin egen maskulinitet ville nok føle sig utrolig tåbelig sådan at sidde ved et alt for småt bord og drikke te – nærmest som et teselskab små piger legede med deres dukker. ”Nej, jeg synes jeg ville gøre lidt ekstra ud af det for dig”, sagde han med et skævt smil, mens han greb tekanden og skænkede te i de små tekopper. Den gav en ploppende lyd i farten, men han spildte heldigvis ikke. Det næste spørgsmål overvejede han nøje. Det mest nærliggende ville være at svare, ”fordi du er en lille, nuttet og uskyldig størrelse som ubevidst bare tigger og beder om at blive taget hårdt bagfra”. Istedet svarrede han dog, og det var endda stadig ærligt, ”fordi jeg ikke har kunnet slå dig ud af hovedet siden vi mødtes”. Ansigtet fortrak sig i seriøse folder, så hun kunne se at han mente det ærligt. ”Du må undskylde hvis det var for hurtigt... Men jeg ville så gerne lære dig at kende”. I hans hoved lød det bare så falsk at han var lige ved at komme til at grine hæst, og han kunne ikke skjule et lille smil. Det kunne dog let tolkes som ren venlighed.

- - - - - - - - - - - - - - - -

Tag; Donia Allaway
Outfit; Tea Time

[/center]

[donia]

tag: samuel abott
that boy is like a disease

Donia smilede stille for sig selv, og så op på Samuel. ”Jamen så…. Tak… Går jeg ud fra?” sagde hun lettere spørgende, og prøvede på at lade være med at bemærke hvor varm og behagelig hans hånd var, da hun lod ham føre sig op. Donia satte sig ikke ned lige med det samme, ligesom Samuel, mest af alt fordi hun lige havde været optaget af at betragte vinduet og rummet, og Samuels stemme lød lidt fjernt fordi hun var distraheret. Dog fik hun hurtigt revet tankerne til sig igen, og vendte sig over imod ham, og smilede lidt ved synet. Hun kunne ikke forstå at der kunne være en person på skolen, der var sød, høflig og samtidig interesseret i hende. Men havde Donia hørt de tanker der kørte rundt inde i hovedet på ham, ville hun vide at ingen af de tre var helt sande. Den sidste tilnærmelsesvis, men det var bestemt ikke på den gode måde, som Donia forestillede sig det. Faktisk burde hun have været løbet bort for længst. Hun burde have anet at et eller andet var i gærde. Men nej. Donias blinde tiltro til en person hun lige havde mødt, samt hendes naive vilje til at se det gode i alle, afholdt hende.
Hun gik de få skridt over til bordet, og gled langsomt ned på den lille skammel, uden at fjerne blikket fra den ældre slange. Donia var ikke vant til den varme, kildende fornemmelse i maven, men hun havde en anelse om hvad det var. Samuels ord slikkede sig op af hende som legesyge kattekillinger, og påvirkede hende mere end hun egentlig selv ville stå ved. Donia slog blikket ned imod tekoppen med et smil, og strøg håret i den ene side om bagved øret. ”Det er okay, selvom det er sent… Det er…” hun tøvede kort og så op på ham, og smeltede næsten da der blev øjenkontakt imellem dem. Hendes ansigtsudtryk var rimelig seriøst og oprigtigt. ”Virkelig sødt, Samuel.” sagde hun ærligt, og kom til at smile igen, ude af stand til at rive øjnene til sig.

[/blockquote]

[Samuel Abott]

I'm a' put them fangs in ya' !, little kitten

- - - - - - - - - - - - - - - -

Samuel nikkede kort til hendes lettere tvivlende tak. Blikket gled ned mod den lille tekop der knap nok kunne indeholde noget te. Han greb fat i hanken der var alt for lille til hans hånd, og førte den forsigtigt op til munden. Idét han havde puttet for meget i skvulpede en smule over kanten, man han formåede at stikke hovedet langt nok frem til at tage en tår. Som var det noget af en bedrift, løftede han hagen mod hende og smilede et rovdyrsmil. ”Intet er sødt nok til dig”.
Samuel indså snart, at samtalen havde taget en drejning der var lige ved at blive lidt for sukkersød. Donia var uden tvivl for ung og naiv til netop at opdage dette, men han måtte træde forsigtigt alligevel. Derfor rettede han sig lidt op i skamlen, og fjernede det farlige smil. ”Men der er ikke meget jeg ved om dig, Donia, udover at du går på 5. årgang og er fra Hufflepuff. Fortæl noget om dig selv. Jeg vil vide alt”, sagde han og slog dramatisk ud med armene så han var lige ved at vælte tekanden på det lave bord. ”Hvor mange søskende har du? Hvor bor du henne? Hvad er dine interesser?”, kom det rablende fra ham. Det var ikke fordi det rent faktisk interesserede ham, men han havde da nok forstand på piger til at vide, at de værdsatte når fyren interesserede sig for dem – interesserede sig for andet end deres krop, i det mindste. Imens han ventede på en lang tale, greb han ud efter småkagerne og begyndte, mere eller mindre uhøfligt, at gnaske dem i sig. Det var ikke blevet til meget frokost fordi han havde været i spådomslokalet og gøre klar.

- - - - - - - - - - - - - - - -

Tag; Donia Allaway
Outfit; Tea Time

[/center]

[donia]

tag: samuel abott
that boy is like a disease

Donia gned fødderne imod hinanden, på en næsten helt nervøs nederdel, og rettede lidt på kanten af sin nederdel med hænderne efter hun havde sat sig. Hun skævede ned til sin tekop, uden at gøre noget som helst ved den. Hun skar næsten en grimasse over det han svarede. Næsten. Hun kunne dog ikke lade være med at smile bredt, og rynke lidt på næsen. ”Jeg ved snart ikke…” Donia så ned imod koppen igen, og samlede den op, som for at gemme smilet bag den, og nippede til teen, der dog var lidt for stærk efter Donias smag.
Hun rettede sig lidt op på stolen, og koncentrerede sig om ikke at få te galt i halsen, mens Samuel begyndte at udspørge hende, og hun spærrede øjnene lidt mere om, og strøg håret i den ene side om bag ved øret samtidig med at hun forsigtigt satte den lille kop tilbage på underkoppen, med et umiskendeligt smil. ”Du spørger meget…” Hun så kort op på ham, før hendes blik vendte tilbage til fingrene der pillede lidt ved hanken på tekoppen. Hun tøvede kort, og lod spørgsmålene bundfælde sig, før hun begyndte at svare. ”Jeg har to brødre. Domhnall og Drystan… På syvende årgang… Ved ikke om du…?” hun rystede lidt på hovedet, enig med sig selvom at det vel ikke kunne være vigtigt om han kende hendes brødre. ”Når jeg ikke er her… Bor jeg delvist hos min far eller mine bedsteforældre.” Hun flyttede sig lidt på skamlen, ikke helt glad for at være så meget i centrum af samtalen. Det med interesserne sprang hun let og elegant hen over, og stoppede med at stirre på sine fingre og mødte Samuels ansigt. ”Hvad med dig?”

[/blockquote]

[Samuel Abott]

I'm a' put them fangs in ya' !, little kitten

- - - - - - - - - - - - - - - -

Hele Donias attitude (med pilleriet ved tøjets søm, skelen mod jorden og den lille rynke på næsen) tydede på at hun tvivlede på et eller andet – men om det var på sig selv eller på ham, var svært at sige. Tanken om, at det muligvis var sidstnævnte, fik en irriteret utålmodig følelse til at rode rundt i Samuels guts, og han måtte virkelig beherske sig for ikke at råbe ”skal vi gøre det eller hvad?”, ind i hovedet på den lille utålelige trunte der sad så genert foran ham.
”Mhh”, svarede han lettere fraværende, mens småkagerne kørte uhøfligt ind i munden mens hun plaprede, så fadet snart var tomt, kun med en smule krummer. Blikket var fokuseret på hendes ansigt og ansigtsmimikken. Som den arrogante idiot han nu engang var, var han temmelig ligeglad med alle de ting han spurgte ind til. Den ubrugelige viden fløj lige overhovedet på ham – måske bortset fra det med brødrene. Det var aldrig godt når trunterne havde brødre. Af en eller anden grund havde Samuel formået at undgå de frådende handyr mere eller mindre indtil videre, men den tid kunne ikke vare ved. Informationen fik ham til at skære en lille grimasse, men udtrykket ændrede sig hurtigt til en interesseret mine. Det var først da hun spurgte ind til ham, at han vågnede lidt. ”Mig?”, gentog han dramatisk, og udstødte et langt suk. ”Min tvilligesøster, Lily, fra Gryffindor kender du sandsynligvis. Hun har fået alle de gode gener, siger vores far, så folk har det med at overse mig”. Og det var endda sandheden. I hvert fald med farens holdning til Samuel. Men hele deres forhold var for kompliceret til at komme ind på nu, selvom de nok blot ville høste betagelse og medlidenhed fra Donias side.
"Ellers går jeg som sagt på 6. årgang. Bor normalt hos min mor og far, men satser på at flytte ligeså snart jeg dimmiterer".

- - - - - - - - - - - - - - - -

Tag; Donia Allaway
Outfit; Tea Time

[/center]

[donia]

tag: samuel abott
that boy is like a disease

Donia så op fra sine ben og på Samuel, og kom til at smile moret over måden han kontinuerligt kørte småkage efter småkage ind i hovedet. ”Sulten?” kunne hun ikke lade være med at tilføje, med et hævet øjenbryn. Hun havde dog ikke noget imod det. Han skulle have lov til at spise alt hvad han ville. Det var trods alt også hans småkager.
Donia drak kort af tekoppen igen efter hun havde snakket, og lyttede mere interesseret til Samuel end han havde lyttet da det havde været Donia der talte. Overrasket skød begge hendes øjenbryn i vejret, og hun lænede sig automatisk frem over bordet. ”Er Lily din søster? Burning Day’s næsteleder?” Hun tiltede hovedet en anelse på skrå, lige pludselig ikke så opmærksom på sin generthed. Sådan var det ofte når emnet kunne falde på noget politisk. Indtil det gik op for hende at hun ærligt talt ikke havde lyst til at sidde og diskutere politik med ham. Tøvende trak hun sig en lille smule tilbage igen. ”Jeg tror du har masser af gode gener… Måske gemmer de sig bare.” pointerede hun med et lille smil. Hun nikkede til det sidste han sagde, og skubbede den nu tomme tekop lidt væk fra sig. ”Det lyder da meget fornuftigt…”

[/blockquote]

[Samuel Abott]

I'm a' put them fangs in ya' !, little kitten

- - - - - - - - - - - - - - - -

De følelser af irritation der efterhånden havde opbygget sig, forsvandt hurtigt, som når luften sivede ud af en balon, da Donia for første gang kom med en lille joke. Det tog lidt tid for Samuel at opfatte hvordan det faktisk var en joke, da han havde placeret hende i en lille stille-forlegen-sky kasse. Om end fik det ham til at se lidt undrende på hende, før et smil bredte sig. ”Sorry, jeg har ikke fået noget aftensmad”, undskyldte ham og trak en smule beklagende på skuldrene. Ligesom hende, førte han den lille, og absolut ubrugelige, tekop op til munden og slubrede den mikroslurk te der var tilbage. Det var ikke fordi det smagte specielt godt, han regnede egentlig bare med, at det var noget tøserne brød sig op.
Da Samuel indså, at Donia faktisk kendte Lily, indså han at der var noget galt. Hvordan kunne man kende Lily, uden at kende Samuel? Man skulle ellers efterhånden tro, at han havde skabt sig et rygte på skolen! Måske, at man ligefrem var blevet en legende? Men åbenbart ikke. Han var tæt på at vrænge fornærmet over tanken, men kneb istedet bare øjnene sammen, og smilede overdrevet venligt. ”Ja. Er du da interesseret i politik?” Spørgsmålet var næsten forventede i samtalens forløb, men han gav ikke en fløjtende fis om hun var interesseret. Tværtimod skulle det ikke undre ham. Hun virkede jo alligevel som en småkedelig stræber.
Gemmer sig? Generne? De gode gener bar han da netop udenpå! Øh, og indeni! Kommentaren fik smilet til at være lidt mere ægte. ”Du har ret. Nogle gode gener må jeg da have. Som for eksempel evnen til at spotte søde piger”. Han blinkede engang til hende, uden at tage sig af, at flirteriet grænsede til det kvalmende.
I næste sekund lød der klokkeslag fra tårnet som indikerede, at klokken var langt over de to unge menneskers sengetid. Samuel tog bestik af situationen. Det virkede som om Donia var i lidt bedre humør, men at planen skulle lykkedes for ham i aften, var ikke sandsynligt. Nej, det måtte vente til en anden dag. Også selvom tålmodigheden var ved at være brugt op.
”Jeg hader at skulle afbryde vores møde, men jeg må hellere sørge for du kommer sikkert tilbage i din seng, så du kan få din skønhedssøvn”. Samuel rejste sig og strakte sig så lang han var – man blev lidt øm at at sidde så krumbøjet.

- - - - - - - - - - - - - - - -

Tag; Donia Allaway
Outfit; Tea Time

[/center]

[donia]

tag: samuel abott
that boy is like a disease

Donia kunne ikke lade være med at lægge hovedet lidt på skrå, og bed let ned i sin underlæbe for at dæmpe det brede smil der ellers truede med at bryde frem. Det var bare sådan det var med Donia. Hun var skide genert. Helt ulideligt. Indtil hun begyndte at føle sig mere tryg ved folk… Det kom altid snigende. Det var dog ikke noget Donia selv rigtigt tænkte over. Hun klukkede let over hans ord, og skrabede lidt på bordpladen med sin fingernegl. ”Det er helt i orden… Selvom jeg ikke ligefrem tror det er den sundeste diæt…” sagde hun lidt tvivlsomt, og rettede sig op i stolen igen.
Hun nikkede blot som svar på hans spørgsmål, uden egentlig at have lyst til at uddybe det mere. Hun strøg uden at tænke over håret om bag øret igen, efterhånden som det var faldet frem igen. ”Hm? Hvor gemmer de sig så henne?” spurgte hun, med et lille smil. Det gav et forskrækket sæt i Donia da klokken slog, og hun så uroligt over imod vinduet. Hvor mange var klokken blevet? Donia var på fødderne næsten samtidig som Samuel, allerede før hun havde opfanget at han havde været ved at foreslå at de skulle gå hver til sit igen. Lidt desorienteret så hun op på den noget højere fyr, der tårnede sig en smule op, og rødmede svagt, og strøg håret bag øret igen. ”Det ville være… dejligt.”

[/blockquote]