Oh dear god!

[Psyche Hestia Guillotine]

LOVE, GIVE ME LOVE, GIVE ME LOVE
_{I DON'T NEED IT, BUT I'LL TAKE WHAT I WANT FROM YOUR HEART
G I M M E M O R E G I M M E M O R E G I M M E M O R E}

Det var blevet eftermiddag på Hogwarts skole for heksekunster og troldmandskab. Aftensmaden var omkring en time væk, og op til flere af eleverne havde dermed omkring en times fritid. Solen stod lavt på himlen, og var så småt begyndt at true med, at glide ned bag horisonten. På trods af at den havde skinnet klart hele dagen, havde den stråler ikke rigtigt afgivet nogen varme, så langt de fleste elever befandt sig indenfor. Kun nogle få modige, og ufornuftige, personer havde vovet sig ud i det kolde vejr for at flyve med drager og kaste med hugtandsfrisbees i blæsevejret.
Indenfor i varmen sad Psyche. Hun havde på ingen måde lyst til at bevæge sig ud i kulden, og desuden havde hun heller ikke overskud til de lalleglade mennesker der befandt sig derude. Nej. Hun foretrak skam varmen på gangene, og at sidde i den store vindueskarm med en pude i ryggen, mens hun læste sine lektier til talmagi. Det sagde vel også lidt om, præcist hvor lidt hun brød sig om vejret og udendørsaktiviteter.

Undervisningen tidligere på dagen havde været... Nogenlunde... Psyche havde hovedsageligt haft fag hun kunne finde ud af, så risikoen for fiasko havde været betydeligt nedsat. Desværre havde den sidste lektion været eliksirer, som hun slet ikke forstod, og det havde endt med at hun hældte det hele ud, i frustration over at det ikke kom til at se ud som det skulle. Hun fattede heller ikke hvorfor hun stadig havde eliksirer, mangen til nytteløst fag!
Nå men, efter eliksirer, havde hun gået direkte op til det store vindue på anden sal, hvor hun havde slået sig ned med sine lektier i talmagi. Det betød også at hun stadig havde sin skoleuniform på, og at hendes skoletaske lå på gulvet ved siden af hende.
På nuværende tidspunkt var hendes humør fornuftigt, et sted i det mere neutrale felt. Tanken om eliksirtimen havde godt nok fået hende til at fnyse foragteligt, men ikke desto mindre, kunne man bestemt ikke sige at hendes humør var dårligt. Hun havde trods alt haft noget tid til at lægge det bag sig.

_{SO THIS POST IS FOR THAT SPECIAL PERSON I CALL Edward Johnson AND IT JUST SO HAPPENS TO BE done! THERE ARE ABOUT 395 WORDS IN THIS POST SO THAT SHOULD BE GOOD. SHE LOOKS SO GOOD WEARING THIS FANCY OUTFIT clicky. OH! BEFORE I FORGET, I WANTED TO TELL YOU THAT Edward vel har timer sammen med Psyche? Så han ved hun blev vred i eliksirer xD. CREDIT FOR THIS TEMPLATE GOES TO BUNNYA! OF CAUTION 2.0.}

[Edward Johnson]

Vinteren havde indtil videre kun vist sine dårlige sider: det var bidende koldt, og solens lys blev kvalt allerede ved halv fire-tiden. For Edward betød det, at hans løbeture var knap så behagelige længere, men på trods af isnende kulde og mørke lab han alligevel, fordi det var ikke nær så udfordrende at gøre det nu, end når sneen faldt og dækkede skolens områder i metertykke lag. På trods af sine gode intentioner var han dog kommet frem til, at en dag ikke lige var en dag til at motionere, og han havde derfor intet at lave i timen op til aftensmaden. Der var selvfølgelig lektierne, men som sædvanlig gik han ikke så meget op i at lave dem. De fleste af hans kammerater var selvfølgelig af en anden holdning, så han havde bare sagt til dem, at han ville gå op på biblioteket og lave dem der i fred. Det var grunden til, at han gik rundt med sin skoletaske, selvom han ikke skulle bruge den til noget. Han havde heller ike skiftet var sin skoleuniform, men i stedet for kappen havde han trukket i den matchende grå sweater med Hufflepuff-logoet broderet på den venstre side af brystet. Den hvide skjorte kunne ses, fordi han ikke havde den nede i bukserne, og slipset lå... Ja, et eller andet sted på hans sovesal. Det var et stykke tid siden, han have haft det gul- og sortstribede halsklud på, og så længe det ikke var et problem for en ekstragnaven lærer eller præfekt var der ingen, der gik op i det.
Edwards plan var at sætte sig i det store vindue og spendere så meget af sin frie time, som han nu gad. Da han drejede om hjørnet til korridoren på anden sal opdagede han dog, at pladsen var optaget, hvilket var på nippet til at få ham til at vende om og bare gå ned i storsalen. Han satte farten lidt ned og trak den ene hånd op af lommen for at klø sig i håret, mens han grublede lidt over, om han gad og side i akavet stilhed med en aller anden random person. Han kom frem til, at han ikke gad at gå nedenunder igen, når det nu var der, han var kommet fra, og han fortsatte derfor hen mod sin oprindelige destination. Med vilje gik han hen i den side af korridoren, hvor vinduet ikke var, så han så tidligt som muligt kunne se, hvem det var, og på den måde afgøre, og personen var en gåtur ned i storsalen værd alligevel. Da han fik sat et ansigt på personen var det dog langt fra den beslutning han nåede, tværtimod bredte et skævt, karakteristisk smil sig over hans læber.
Han stoppede omkring to meter fra Psyche og gav sig til at betragte hende uden at sige noget.

[Psyche Hestia Guillotine]

LOVE, GIVE ME LOVE, GIVE ME LOVE
_{I DON'T NEED IT, BUT I'LL TAKE WHAT I WANT FROM YOUR HEART
G I M M E M O R E G I M M E M O R E G I M M E M O R E}

Takket være den rungende akustik i gangene på Hogwarts, kunne Psyche høre Edwards skidt på lang afstand. Eller, hun kunne ikke præcist høre at det var hans skidt, men hun kunne tydeligt høre at der var en på vej ned af gangen og hen mod hende. Hun valgte dog at lade være med at reagere på det, og læste videre i sin bog. Det var jo ikke ligefrem unormalt at der gik folk rundt på gangene, på en skole på størrelse med Hogwarts.

Hun var kommet godt tilbage til sin læsning, da hendes underbevidsthed registrerede at personen hun havde hørt var stoppet et stykke væk, overfor hende. Hun lod diskret sit blik søge til den ene side, og lokaliserede et par sko og den nederste del af de tilhørende ben. I første omgang lod hun være med at sige noget. Hun kunne jo se at det var en dreng, og det var ikke helt unormalt at de stoppe op i et par sekunder og betragtede hende. Hun havde efterhånden vænnet sig til det, så de par sekunder kunne hun godt acceptere det.
Det var da der, i hendes tidsregning, var gået utroligt lang tid, at hun begyndte at blive irriteret. Fra irritationen, gik hun ret hurtigt over til en dæmpet vrede, og hun vendte sit blik op mod personen, mens hun talte til ham i en bjæffende og skarp tone "Hvad?!?!" Hendes øjne havde allerede antaget den advarende gule farve, men den begyndte at aftage næsten med det samme, da Psyche opdagede at det var Edward der havde stået og gloet på hende. Når det var ham, så var det okay.
Hun trak en lille smule på smilebåndet, og byggede videre på sin halve sætning, i en langt mere venlig, og let drillende tone "Har du aldrig set en pige før?" Hun lod i en flydende og elegant bevægelse, sine fødder vende tilbage til gulvet, så der var god plads til at han kunne sætte sig ned ved siden af hende, hvis han skulle have lyst til det.

_{SO THIS POST IS FOR THAT SPECIAL PERSON I CALL Edward Johnson AND IT JUST SO HAPPENS TO BE done! THERE ARE ABOUT 338 WORDS IN THIS POST SO THAT SHOULD BE GOOD. SHE LOOKS SO GOOD WEARING THIS FANCY OUTFIT clicky. OH! BEFORE I FORGET, I WANTED TO TELL YOU THAT . . . . CREDIT FOR THIS TEMPLATE GOES TO BUNNYA! OF CAUTION 2.0.}

[Edward Johnson]

Psyches tålmodighed imponerede Edward. Han stod er alligevel et godt stykke tid, inden hun gjorde sig den ubelejlighed at se op. Smilet blev berede, og han rynkede panden karakteristisk. Hendes udbrud morede ham, og han valgte ikke at svare på det, da hun lige skulle have lidt tid til at registrere hvad - og hvem - der foregik.
"Jo, piger har jeg set." svarede han roligt igen og indikerede med sine ord, at han ikke mente, at Psyche var en pige - bare for at prikke yderligere til hendes tålmodighed.
Med fire lange skridt, men afslappede skridt, var han ovre ved vindueskarmen, og efter at have smidt sin skoletaske på gulvet tog han plads ved siden af hende. Hendes wilieblod påvirkede ham en hel del mere, når han var så tæt på hende, også selv han var en garvet pigekigger. Nu var der jo også noget andet ved hende, hun havde nogle es i ærmet så at sige. Duften, eller var det en aura? Edward måtte rette et mentalt spark mod sig selv for ikke at fortabe sig i spekulationer om hendes skønhed, og han trak det ene ben op til sig og satte sig halvt på det - bare for at gøre et eller andet. Hans mine udadtil var lige afslappet som før, og han afslørede ikke, hvor fortabt han kunne finde på at være i hendes selskab, fordi det med garanti ville få hende til at stemple ham som en overfladisk idiot.
"Du er meget engageret i dine lektier." konstaterede han med et nik mod hendes bog. det var en hentydning til, hvor længe hun havde været om at se op fra bogen.

[Psyche Hestia Guillotine]

LOVE, GIVE ME LOVE, GIVE ME LOVE
_{I DON'T NEED IT, BUT I'LL TAKE WHAT I WANT FROM YOUR HEART
G I M M E M O R E G I M M E M O R E G I M M E M O R E}

Psyche løftede advarende et øjenbryn mod ham, da hans svar på hendes spørgsmål, ikke ligefrem var det hun gerne ville høre. Nærmere tvært imod, for der plejede at ligge en fornærmelse bag den slags udsagn "Prøver du at sige at jeg ikke er en pige?" Hun var begyndt at lyde en smule beregnende i sit tonefald, beregnende og advarende "Hvad er jeg så, om jeg må spørge? En sumptrold? Eller en pixiegnom måske?" Hun hævede det ene øjenbryn en smule mere, og betragtede ham mens hans satte sig ned ved siden af hende.
Til hendes tilfredsstillelse, fyldte han ikke ret meget, så hun trak igen sine ben op i vindueskarmen, og satte sig i en halv havfruestilling, mens hun lukkede sin bog, og lod den ligge i sit skød. Hun rettede puden der støttede hendes ryg til, så den kom til at sidde i klemme mellem hende og stenkarmen en smule højere oppe. Ellers ville hun bare få ondt i ryggen af at blive siddende der.

Hun så kort ned mod sin bog, da han halvt og halvt talte om den, og bagefter så hun på ham igen, med et let skuldertræk. "Talmagi... Hvis du ikke læser det du skal, dumper du, så man er lidt tvunget til det" Hun forklarede situationen i en lettere henkastet tone, for emnet var ikke ligefrem det mest spændende. Desuden var det jo ærlig snak, og hun mente da helt bestemt at hun kunne stole nok på Edward, til at lade ham vide at hun ville dumpe talmagi, hvis hun ikke læste. Selv hvis han ikke holdt på den lille "hemmelighed" var det jo ikke verdens undergang, mange andre med det valgfag havde det på samme måde. Hun havde tydeligvis ikke fanget, at han egentlig bare hentydede til hendes reaktiontid, for hvis det havde været tilfældet, havde hendes forklaring været helt anderledes. Havde det været tilfældet, skulle hun ind i racesnakken, og forklare ham at hun havde set ham, men havde ventet med at reagere, fordi åbenlyse fyre som ham ofte stoppede op og gloede på hende i et minuts tid.

_{SO THIS POST IS FOR THAT SPECIAL PERSON I CALL Edward Johnson AND IT JUST SO HAPPENS TO BE done! THERE ARE ABOUT 347 WORDS IN THIS POST SO THAT SHOULD BE GOOD. SHE LOOKS SO GOOD WEARING THIS FANCY OUTFIT clicky. OH! BEFORE I FORGET, I WANTED TO TELL YOU THAT . . . . CREDIT FOR THIS TEMPLATE GOES TO BUNNYA! OF CAUTION 2.0.}

[Edward Johnson]

Psyche fik den ønskede reaktion på hans ord, og han måtte passe på, så han ikke kom til at grine af hende. Ikke, fordi hun var dum at høre på, mest fordi det netop var noget ved hende, han godt kunne lide: hun var ikke som alle andre piger. Normalt følte han sig ikke særligt tilpas men selvstændige piger som Psyche, men der var noget andet... Noget han ikke kunne sætte sin finger på, når de snakkede, der tiltalte ham. Det gjorde ham nysgerrig, og han ville vide mere. Derfor gik han bevidst efter hende, også selvom det var lidt småfarligt med hendes temperament. Han havde spekuleret på, om det mon var noget, der fulgte med at være wilie, men han var ikke sikker. Faktisk brugte han meget af sin tid på at spekulere over Psyche, men det behøvede hun jo ikke at vide.
Til hendes spørgsmål overvejede han at smøre tykt på og kalde hende en kvinde, men han valgte at køre videre i samme spor i et forsøg på at udforske hendes grænser. Godt nok havde han ingen intentioner om at gøre hende vred, bare nysgerrig.
"Ville du tro på mig, hvis jeg sagde, at jeg mente, du var en pixiegnom?" spurgte han med en drillende under tone og hævede øjenbryn.
Endnu en gang faldt hans blik på den bog, hun lige havde lukket, men han stjal nogle diskrete blikke op af hendes ben, der igen lå oppe i vindueskarmen.
"Tjah. Jeg har ikke talmagi." svarede han lidt undvigende: han ville ikke længere ind på emnet 'skole', fordi han ikke skulle ud med noget om sine egne karakterer. Hans elendige indsats kendte kun han til, selvom de fleste selvfølgelig betragtede ham som en slacker. Det var dog de færreste, der vidste, at han lå på dumpegrænsen i stort set alle fag og ikke havde taget nær så mange U.G.L.'er som resten af dem i hans klasse.

[Psyche Hestia Guillotine]

LOVE, GIVE ME LOVE, GIVE ME LOVE
_{I DON'T NEED IT, BUT I'LL TAKE WHAT I WANT FROM YOUR HEART
G I M M E M O R E G I M M E M O R E G I M M E M O R E}

Hun havde pillet lidt ved noget løst papir i kanten af sin bog, men løftede blikket og så på Edward da han var færdig med at tale. Hun valgte bevidst at lade være med at snage i hvilke fag han så havde, både fordi hun egentlig var ligeglad og fordi hun kunne høre at han ikke var meget for emnet. Selvfølgelig ville hun gerne vide hvorfor han opførte sig undvigende, men hun nøjedes med at notere sig at finde ud af det senere. Ind til videre, i hvert fald. Det var heller ikke klogt at gå efter alle hans små hemmeligheder lige med det samme.
Istedet fokuserede hun på hans smådrillende fornærmelse, og smilede skævt til ham. Heldigvis for ham var han en ven, og heldigvis for ham forstod han at aflevere dit drilleri med et lille spor af charme. "Tja.. Jeg har jo ikke ligefrem min højde på min side, men nej.. Det ville jeg nok ikke" Psyche var ikke specielt høj, så det havde ikke været første gang, hvis han havde besluttet sig for at kalde hende en pixie-et-eller-andet. Men han var heldigvis klogere end som så, og så vidt hun vidste var han ikke et eller andet mudderblodsfjols der ikke vidste hvad en pixiegnom var, og kunne finde på at kalde hende det, af den grund.

Med en diskret bevægelse trykkede hun sin nederdel lidt ned mellem sine ben, så han ikke kunne se lige op under den, og lænede sig frem mod ham med en fortrolig mine. Hun havde sænket sin stemme en del, og hviskede sit uddybende svar til ham. Naturligvis var det en delvis trussel og en delvis advarsel, men hun forventede også halvvejs at han havde set det komme."Men hvis du nu skulle tro jeg var en pixiegnom, og mene det alvorligt, ville jeg nok brænde et yndigt lille hul i dit yndige lille ansigt" Hun lagde forsigtigt en pegefinger på hans kind, som for at understrege sine ord. Hendes øjne var i et kort øjeblik meget intense, men så lænede hun sig tilbage igen og sendte Edward et førsteklasses tandpastasmil. Formålet med det var naturligvis at løsne op på den meget intense stemning, hun i et kort øjeblik havde skabt.

_{SO THIS POST IS FOR THAT SPECIAL PERSON I CALL Edward Johnson AND IT JUST SO HAPPENS TO BE done! THERE ARE ABOUT not counted WORDS IN THIS POST SO THAT SHOULD BE GOOD. SHE LOOKS SO GOOD WEARING THIS FANCY OUTFIT clicky. OH! BEFORE I FORGET, I WANTED TO TELL YOU THAT sorry if it's short. CREDIT FOR THIS TEMPLATE GOES TO BUNNYA! OF CAUTION 2.0.}

[Edward Johnson]

Konsekvenserne af Psyches eventuelle snageri ville ikke være positive. Den fascination Edward havde af hende ville højst sandsynligt gå op i røg, og selvom han ikke var en aggressiv fyr var han i fuld stand til at fryse nogen ude. Ikke at han troede, at Psyche ville prøve at gøre det godt igen, men han havde på fornemmelsen, at hun måske ville komme til at savne den opmærksomhed, han gav hende. Deres venskab - eller bekendtskab, om man ville - var dog også kendetegnet af, at der var en masse mystik i mellem dem. Edward betragtede godt nok ikke sig selv som mystisk, men ligesom Psyche havde han en del skeletter i bagagen, det gættede han i hvert fald på, for han kunne genkende meget af sig selv i hende. Desuden var det også bedst, hvis de begge holdt deres spørgsmål for dem selv - det var han i hvert fald overbevist om.
Edward lod hendes svar gå ukommenteret hen. Da hun lænede sig frem viste han ingen tegn på sin undren, men lod hende blot køre sit lille show - godt nok ikke helt uden anstrengelser, fordi han syntes at blive helt omtåget, da hun hendes ansigt kom tættere på hans. Hendes finger var kold mod hans hud, men i stedet for at kigge ned mod den - eller hendes nederdel - fandt han det sikrest at holde øjenkontakten med hende. Han hørte dårligt nok efter, hvad hun sagde, fordi han koncentererede sig så meget om ikke at læne sig frem og bare kysse hende. Men hellere ikke høre et par ord end at blive slået ihjel med de bare næver, tænkte han med lettet hjerte, da hun endelig lænede sig væk fra ham igen.
"Så må jeg hellere passe på." sagde han så kontrolleret så muligt - det lykkedes ham udmærket - og tog diskret en dyb indånding af luft, der ikke duftede af Psyche.
"Men når nu, vi har konstateret, at du ikke er et blåt væsen med vinger, og at jeg har øjne i hovedet..." begyndte han og rynkede panden karakterisitk. Nu var det hans tur til at læne sig ind mod hende: dog ikke lige så meget, fordi han lagde armen i karmen og lænede sig mod den. "Må jeg så spørge dig om noget?"
Hvis man kendte ham, var det tydeligt at se, hvor påvirket han var af Psyches selskab. Normalt fandt han ikke sig selv tiltrukket til piger, der var så selvstændige - og normalt havde han bestemt også mere at sige. OMkring denne pige trådte han dog mere varsomt, mest fordi han var overbevist om, at det ikke var så let at komme tættere på hende.

[Psyche Hestia Guillotine]

LOVE, GIVE ME LOVE, GIVE ME LOVE
_{I DON'T NEED IT, BUT I'LL TAKE WHAT I WANT FROM YOUR HEART
G I M M E M O R E G I M M E M O R E G I M M E M O R E}

Edwards selskab var egentlig meget hyggeligt, og siden Psyche ikke vidste hvordan han var normalt, var hun faktisk ikke klar over præcist hvor meget hun påvirkede ham. Faktisk troede hun at han opførte sig relativt normalt, det var en af grundene til at hun godt kunne lide ham. Han virkede behageligt afslappet, også selvom hun kom helt tæt på ham eller rørte ved ham. Og så var han i stand til at drille hende, uden at fornærme hende direkte, en sjælden kunst. Desuden kunne hun, ligesom ham, godt lide at der herskede en smule mystik mellem dem. Det var som om det gjorde det hele lidt mere spændende.
Hun rettede kort på den pude hun havde i ryggen, og rettede bagefter blikket mod Edward igen. Et snedigt smil dukkede op på hendes læber, og hun holdt en kort kunstpause før hun svarede ham. "Det gjorde du lige" Det snedige i hendes smil, blev erstattet af en enorm selvtilfredshed, og selvsikkerhed. Hun var utroligt stolt af sig selv, nogle gange.

Hendes smil forsvandt dog efter endnu en kunstpause, og hun virkede en smule mere alvorlig. "Det betyder at du skylder mig et spørgsmål,og hvis du stiller et til, skylder du mig to" Hendes tone var naturlig og saglig, som om hun snakkede om rent fakta. Hun tog en sine hånd ned, og lagde den ovenpå bogen igen, da hun under sin tale havde løftet den, og fremvis to fingre, for at illustrere det hun sagde. Hun var naturligvis klar over, at hendes påstand sagtens kunne diskuteres, for argumentationen var meget svag. Alligevel forventede hun at få sin vilje, som hun altid gjorde, og naturligvis gjaldt hendes nyopfundne regel kun den ene vej. Altså kunne han nemt komme til at skylde hende svar på mange spørgsmål, men hun kunne derimod aldrig komme til at skylde ham noget. Hun var stoppet op et øjeblik, men kom i tanke om en tilføjelse og fortsatte, selvom det måske betød at hun afbrød Edward "Eller du skal sværge, at jeg får noget ud af at svare dig... En af delene"

_{SO THIS POST IS FOR THAT SPECIAL PERSON I CALL Edward Johnson AND IT JUST SO HAPPENS TO BE done! THERE ARE ABOUT 344 WORDS IN THIS POST SO THAT SHOULD BE GOOD. SHE LOOKS SO GOOD WEARING THIS FANCY OUTFIT clicky. OH! BEFORE I FORGET, I WANTED TO TELL YOU THAT s. . . . CREDIT FOR THIS TEMPLATE GOES TO BUNNYA! OF CAUTION 2.0.}

[Edward Johnson]

Der var noget over Psyches først snedige, så selvtilfredse smil, der smittede af på Edward. Smilet hvilede i hans mundvige, og han havde mest af alt lyst til at stryge hendes lyse, bløde kind. Med lidt selvkontrol holdt han dog trangen tilbage, men ubevidst havde han lænet sig umærkeligt fremad. Psyches betingelser var klare. Selv hvis han ikke havde haft lyst til at lege med ville han være gået med til det, fordi han aldrig var god til det der med at sige nej uden at gøre alting akavet.
"Udmærket." sagde han med et nik og et træk på skuldrene, hvorefter han satte sig bedre til rette i karmen - og rykkede sig tættere på Psyche. Det må blive den første." tilføjede han, inden han havde sat sig helt til ro igen. Alle de tanker hun havde gjort sig om, at hun aldrig kunne skyde, men han kunne, havde han ingen ide om, så han forventede blot en normal udveksling af spørgsmål. Noget nagede ham dog, fordi det var en mulighed for, at Psyche ville komme for langt ind på områder, hvor han ikke ville have hende, men hans dømmekraft var nedsat af hendes blotte selskab, så han sprang hovedkulds ud i det.
"Frøken Guillotine..." sagde han netop højt nok til, at hun kunne høre det og lænede sig ind mod hende. "Det må være din tur til at spørge."
Han holdt afventende øjenkontakten, og til sin glæde havde han genvundet kontrollen over sig selv mere eller mindre, så han rent faktisk følte sig så afslappet, som han så ud. Det måtte være, fordi hun var mere end bare skønhed, tænkte Edward en smule selvironisk, fordi han selv syntes det lød lidt smørret, men hanskubbede snart tanken til side igen.

[Psyche Hestia Guillotine]

LOVE, GIVE ME LOVE, GIVE ME LOVE
_{I DON'T NEED IT, BUT I'LL TAKE WHAT I WANT FROM YOUR HEART
G I M M E M O R E G I M M E M O R E G I M M E M O R E}

Hun var utroligt tilfreds med at få sin vilje. Det viste sig dog ikke som andet end et kort glimt i øjet, da hun jo forventede at få sin vilje. Hvis han havde modsagt hende havde det straks været noget andet. Hun trak sine ben en anelse tættere ind til sig, da han rykkede tættere på hende. Bare for at de begge to kunne være der, uden at forskellige kropsdele skulle gnide sig op ad hinanden. Hun bed kort i sin underlæbe, og betragtede ham indgående, mens hun tænkte over hvad hun ville spørge ham om. Det handlede om at finde den rigtige balance, og ikke forspilde muligheden for at finde ud af noget om ham. På den ene side ville hun gerne spørge ind til rigtig mange ting der kunne betegnes som personoplysninger, som blodstatus og karakterer og den slags, men da hun tænkte at det måske ikke var en god idé, tænkte hun sig grundigt om for at finde på noget andet, som også kunne være værdifuld information.
Det tog hende en del tid, men til sidst kom hun på noget, som hun mente hun kunne bruge til noget på et andet tidspunkt. Et spørgsmål som udsprang af det faktum at han virkede så utroligt afslappet, og på ingen måde virkede som om hun påvirkede ham. Normalt når hun var så tæt på det modsatte køn, virkede de hurtigt halvnervøse eller en smule nærgående. Hun kunne hverken fornemme den ene eller den anden vibe hos ham. Siden hun var fuldstændig sikker på, at han var hetero, kunne det vel ikke skyldes hans seksualitet. "Kan du ikke mærke det? At jeg er willie, mener jeg" Hun havde sænket sin stemme, og hviskede ligesom ham. Hun var ikke helt sikker på hvorfor de hviskede, men hun kunne godt lide den mere intime stemning det gav. "Du virker så.... rolig?" Hun lagde hovedet en anelse på skrå, og betragtede ham med et spørgende blik, mens hun afventede et svar, og så småt begyndte at overveje hvad han kunne finde på at spørge hende om.

_{SO THIS POST IS FOR THAT SPECIAL PERSON I CALL Edward Johnson AND IT JUST SO HAPPENS TO BE done! THERE ARE ABOUT 343 WORDS IN THIS POST SO THAT SHOULD BE GOOD. SHE LOOKS SO GOOD WEARING THIS FANCY OUTFIT clicky. OH! BEFORE I FORGET, I WANTED TO TELL YOU THAT . . . . CREDIT FOR THIS TEMPLATE GOES TO BUNNYA! OF CAUTION 2.0.}

[Edward Johnson]

Stilheden lagde sig over parret lige så snart Edward havde indvilliget i at betale for et spørgsmål med et spørgsmål. Hans blik fald kort ned på hendes læber, da hun bed sig i underlæben, men ikke længe nok til, at det var bemærkelsesværdigt. Det var umuligt for ham at gætte, hvad hun tænkte på, og han både frygtede og var spændt på hendes spørgsmål. Spørgsmålet ville jo afsløre, hvad hun var interesseret i om ham. Og det sagde alligevel en del om deres små rendez vous'er. Efter lang tid i stilhed talte hun endelig.
Som han havde forventet brød han sig ikke om, at hun spurgte om noget så personligt, men på den anden side var det noget de på et eller tidspunkt måtte gå i gennem, for at Edward skulle have nogen som helst troværdighed. Smilet forsvandt fra hans læber men lå stadig i hans øjne. Han rynkede kort panden, åbnede munden for at svare, men holdt igen. Efter at have overvejet sit svar i et stykke lænede han sig helt ind mod hendes ansigt. Lige som man skulle tro, at han ville overskride hendes grænser drejede han ansigtet og lugtede til hendes hår - hvilket i og for sig også var ret grænseoverskridende. Duften fyldte hans hoved med det samme og omtågede hans tanker. Det var måske ret dumt gjort af ham, tænkte han lykkeligt og rettede sig op igen. Måske var hans øjne lidt slørede, han kunne ikke afgøre det. Tale skulle han dog.
"Jo." svarede han kortfattet, og en drenget, måske lidt smørret smil bredte sig på hans læber. På trods af det havde det sin charme, og ærligheden var tydelig i hans blik.
"Men det er ikke kun det." fortsatte han og vidste, at han virkelig bevægede sig ud på dybt vand nu. "Det er ikke det eneste ved dig."
Som så mange ofte gange svigtede evnen til at formulere sig ordentligt hos Edward. Han havde aldrig været god til at udtrykke sig, og der skulle ikke meget til for at tæske ham verbalt på grund af hans fantasiløse ordforråd og talemåde.

[Psyche Hestia Guillotine]

LOVE, GIVE ME LOVE, GIVE ME LOVE
_{I DON'T NEED IT, BUT I'LL TAKE WHAT I WANT FROM YOUR HEART
G I M M E M O R E G I M M E M O R E G I M M E M O R E}

Hendes blik hvilede i området omkring han ansigt. Det var ikke hele tiden hun så ham i øjnene, men noget af den gjorde hun da. Hun blev en smule urolig, da hun kunne se at hans smil forsvandt, men slappede af igen, da hun stadig kunne ane et glimt i hans øjne. Så havde hun alligevel fundet en nogenlunde balance i hvor tæt hun kunne gå med sit spørgsmål. Det havde sikkert været mange gange værre, hvis hun havde spurgt ind til den fortid hun ikke vidste noget om. Da han var tæt på at svare, men tilsyneladende ombestemte sig, trak hun en anelse på smilebåndet. Hun fandt det en smule komisk, at han lige måtte tænke over sit svar, for spørgsmålet i sig selv var jo relativt simpelt.
Hvis hun havde haft muligheden, havde hun nok rykket lidt bagud da han lænede sig helt tæt ind til hende. Desværre var det ikke en mulighed, da hun allerede sad helt op ad muren. Et kort øjeblik var hun helt sikker på at han havde tænkt sig at kysse hende, og hun vidste ikke rigtigt hvad hun skulle gøre med sig selv.

Til hendes lettelse, eller ærgrelse, hun var ikke helt sikker på hvilken af delene, duftede han i stedet til hendes hår. Selv lagde hun hovedet en anelse til den modsatte side, som for at give ham plads og halvt om halvt for at byde ham velkommen. Hvis man kunne sætte det sådan op.
Bagefter vendte hendes hoved i en glidende bevægelse tilbage i udgangspositionen. Hun så på ham med et undersøgende blik, og konstaterede at han måtte være påvirket nu. Faktisk havde hun et kort øjeblik lyst til at slå ham, for at tørre de smørrede smil og det lettere slørede udtryk i hans øjne væk. Men hun lod være, og det var sikkert lige så meget hendes egen fordel, som det var hans. Hun smilede kort af ham, for selvom han egentlig havde svaret på spørgsmålet, fejlede han lidt i at uddybe sig ordentligt "Har du lyst til at uddybe det? " Hun sendte ham et kort og lettere lokkende smil, bare for at være på den sikre side.

_{SO THIS POST IS FOR THAT SPECIAL PERSON I CALL Edward Johnson AND IT JUST SO HAPPENS TO BE done! THERE ARE ABOUT 361 WORDS IN THIS POST SO THAT SHOULD BE GOOD. SHE LOOKS SO GOOD WEARING THIS FANCY OUTFIT clicky. OH! BEFORE I FORGET, I WANTED TO TELL YOU THAT . . . . CREDIT FOR THIS TEMPLATE GOES TO BUNNYA! OF CAUTION 2.0.}

[Edward Johnson]

Til Edwards lettelse tog Psyche hans måde at vise hendes effekt på meget pænt. Han fandt det underligt tilfredsstillende, at hun både tillod ham at komme helt tæt på og også udviste nysgerrighed, og han måtte rette et mentalt spark mod sig selv for ikke at føle sig for kæphøj. Hendes lokkende smil gik ham bestemt ikke forbi, men han ville for alt i verden prøve at undgå en uddybelse af det, han lige havde sagt. Godt nok mente han det, men ved sin fulde fem ville han aldrig have indrømmet den slags over for en pige, han kendte så lidt til. Han følte sig knap så selvsikker i hendes selskab som med andre piger, og det burde få ham til at vende om på hælen og løbe langt væk.
Endnu en gang træk han ud på tiden, inden han svarede. Denne gang var det ikke, fordi han ikke vidste, hvad han skulle sige, men fordi han tillod sig at betragte hendes ansigt lidt nøjere. De sad stadig meget tæt på hinanden og næsten hviskede, meget lig to små børn, der blev oppe efter sengetid og ikke ville fanges. Der var vel også noget forbudt over deres forhold til hinanden, tænkte Edward og trak næsten umærkeligt på sine smilebånd.
"Det er ikke din tur." svarede han stille med sit blik fastlåst i hendes. Edward havde det lidt, som om han håndterede en sprængfarlig bombe, men nu var han efterhånden ligeglad med, hvad der skete - bare han fik lov til at bruge lidt mere tid med hende, også selvom han følte sig usikker og et eller andet sted ikke vidste, hvad han havde gang i.
Der gik noget tid, inden han vovede at snakke igen, men da han endelig gjorde spurgte han ikke om det, han egentlig ville vide. Det viste sig i, at han lod blikket vige til siden umiddelbart efter, han havde spurgt.
"Har du ikke noget imod, at jeg er fra Hufflepuff?" Egentlig ville han have spurgt, om hun ikke havde noget imod hans blodsstatus, men havde havde ikke fundet modet til det, fordi han var bange for svaret.

[Psyche Hestia Guillotine]

LOVE, GIVE ME LOVE, GIVE ME LOVE
_{I DON'T NEED IT, BUT I'LL TAKE WHAT I WANT FROM YOUR HEART
G I M M E M O R E G I M M E M O R E G I M M E M O R E}

I den lange tavshed der kom efter hendes andet spørgsmål, begyndte Psyche at tro, at han ville svare hende. Faktisk forventede hun det halvt om halvt, og derfor blev hun også noget skuffet, da han alligevel var snedigere end som så. Hun åbnede kort munden for at protestere, men ombestemte sig, lige akkurat i tide til at kvæle den første lyd i det første ord. Det var vel fair nok. Faktisk ville hun også gerne høre hvad han ville spørge hende om, for han havde gjort det lidt spændende, ved at tøve en smule. Desuden gjorde det også det hele mere spændende, at deres hvisken, fik det til at virke som om de havde gang i noget forbudt.Dog var det ikke helt sådan Psyche opfattede det, ikke direkte forbudt. Nok nærmere en lille smule forkert.
Da han så endelig stillede sit lavmeldte spørgsmål, kunne hun ikke lade være med at smile lidt af ham. Hun gættede at det måtte skyldes fordomme. Slytherinfordomme, ikke fordomme om hende specifikt. Det var jo ikke ligefrem fordi hun gik rundt og skiltede med at være "kliché"-slyther. Endnu en gang bed kun kort i sin underlæbe, mens hun søgte en god måde at formulere sit svar på. Hun håbede på at kunne sige et eller andet der både lød skarpt og klogt, men hendes hjerne modarbejdede hende en smule. I sidste ende rystede hun bare på hovedet med en bestemt mine "Nej... Og hvis jeg havde noget imod det, ville du nok vide det" Hun hentydende selv til det enorme temperament hun vidste hun havde, og som han sikkert også vidste hun havde. Hvis hun havde haft noget imod ham, eller han kollegie, ville hun sikkert allerede havde givet ham tæsk et par gange.

Hun lagde hovedet en smule på skrå, og betragede ham igen med et undersøgende blik. Hun var ikke helt sikker på hvordan de skulle komme videre derfor, men endte med at stille det spørgsmål der lå forrest i hendes tanker "Hvorfor spørger du om det? Har du da noget imod mit kollegie?" Det var vel meget normalt at alle de andre havde noget imod slytherin, og omvendt, men Psyche syntes ikke rigtigt hun havde fået den vibe fra Edward. Hun syntes derimod hun havde fået den fra langt de fleste af hans venner. Eller, dem hun troede var hans venner, for hun var faktisk ikke helt sikker på om han rent faktisk var venner med alle de der Ivory-løver og den der mudderblodstøs der altid troede hun havde en masse at sige.

_{SO THIS POST IS FOR THAT SPECIAL PERSON I CALL Edward Johnson AND IT JUST SO HAPPENS TO BE done! THERE ARE ABOUT 421 WORDS IN THIS POST SO THAT SHOULD BE GOOD. SHE LOOKS SO GOOD WEARING THIS FANCY OUTFIT clicky. OH! BEFORE I FORGET, I WANTED TO TELL YOU THAT . . . . CREDIT FOR THIS TEMPLATE GOES TO BUNNYA! OF CAUTION 2.0.}