Patience is the companion of wisdom...

[margot]

- - - - - - - - - - - - - - - - -

Margot lod et tilfredst, lille smil falde på læberne. ”Jeg bliver ikke forkølet”

[/color], protesterede hun mumlende, før hun lod deres øjne mødes, som for at forsikre ham om, at hun godt vidste, han havde ret. Hun gik mod ham med lette og tøvende skridt, men havde fjernet blikket fra ham. Det var ikke Eric der holdte hende tilbage, men snare kosten som var faretruende flot. ”En Firefly Millenium..[/color], mumlede hun, da hun ganske langsomt, lod den hvide hånd glide hen over skaftet. ”Virkelig flot håndarbejde”[/color], sagde hun mumlende, før hun vendte blikket mod ham. Hun nikkede en enkelt gang, før hun i 2 hurtige skridt, slå benet over kosten.

.. så sad hun der. Hun vred sine hænder, før de blev tvunget til, at gribe fast om kosten. ”Og så er det bare op..”[/color], mumlede hun så lavt, at det kun blev en svag hvisken. Desuden var ordene helt og aldeles ubevidste. Ganske langsomt satte de af fra jorden. Margot rettede kosten ligeud, selvom de fortsatte op i luften, i en lige uprovokeret linje. Hun sendte Eric et begejstret smil over skulderen. Det var tydeligt at se det på hende, hvordan hun nød det. Hvis man kendte blot en smule til Margots baggrund, ville man heller ikke blive overrasket. På grund af hendes lidelse, havde hun det bedst udendørs. Hun havde det bedst, når det ikke var muligt for andre, at tage hende og gemme hende væk i små, indelukkede og mørke rum. Og det var uden tvivl, umuligt når hun befandt sig i skjulet bag skyerne.

Margot greb om kosteskaftet, da hun følte, at højden var acceptabel. Et kort lille suk forlod hendes læber, da hun så ned, men hun valgte at ignorere skrækken. Ligeså fantastisk det var, ligeså skræmt og ubehageligt var det at flyve. ”Vil du bare have mig til at flyve nogle runder?”[/color], lød det spørgende.

- - - - - - - - - - - - - - - - -

[/justify][/blockquote]

[Eric Wolfe]

Beaters, Chasers, Keepers, Snitches
.. .. .. .. .. .. .. .. Badgers always catch your pitches...

Eric trak let på skuldrene igen, og så sigende på hende med et lille smil ”Ikke lige nu, nej, men måske om et par dage, og hvem skal så komme med varm the til dig når du ligger og snøfter?” han smilede fortsat som hun kom nærmere og nikkede let til hendes mumlende ord og fulgte hendes hånd med blikket som hun strøg den over skaftet på kosten. Han nikkede og fik en helt særlig glød i øjnene et øjeblik ”Mhm... Det bedste...” Det var ingen hemmelighed at netop kosten betød meget for ham, selvom det måske var logisk nok. Den havde kostet ham en lang sommers dræbende trivielt arbejde, samt massiv overtalelse af sine forældre, men han fortrød det ikke et sekund.

Han slap kosten med den ene hånd mens hun svingede benet over den og fandt på plads foran ham. Han overvejede et øjeblik, mens han så tænksomt på hendes skulder. Så lagde han køllen fra sig i græsset igen, før han stak begge arme omkring hende og tog fat om kostens skaft lige under hendes hænder, der pludseligt synede ganske små i forhold til hans. Han skubbede sig lidt frem så han sad tæt bag hende og nikkede mod hendes skulder, mens han bøjede hovedet lidt til siden, da hendes hår igen kildrede hans næse ”Du kommer i hvert fald ikke længere ned lige nu.” han smilede drilsk bag hende og lod fødderne glide bagud og finde bøjlerne til formålet, så snart de slap jorden.

Han lænede sig lidt mere ind mod hendes ryg og lod hagen hvile let på hendes skulder mens de steg opefter og lod hende styre, uden at virke bekymret over at lade hende gøre netop det. Han gengældte villigt hendes begejstrede smil da hun drejede hovedet om mod ham, og med lidt god vilje fangede hans blik. Så flyttede han den ene fod fra bøjlen, strakte benet lidt og fangede hendes ene dinglende ben med det. Han låste foden om hendes ankel og fandt så bøjlen med sin egen fod igen, så hendes fod endte hvilende på hans underben for støtte, nu bøjlen ikke var skabt til to par fødder. Han gentog nummeret med hendes andet ben og lagde så igen hagen blidt mod hendes skulder som de steg op over banen.

Kosten havde ingen problemer med at bære to, slet ikke med en petit ekstravægt som Margot. Eric smilede for sig selv hele vejen op. Det var her han følte sig hjemme mere end noget andet sted og det kunne både ses og mærkes tydeligt på ham. Han blev nærværende igen da Margot lod dem standse og strammede instinktivt sit tag om hende lidt da hun så ned og smilede så opfordrende ved hendes spørgsmål ”Du er kaptajnen... Jeg følger bare ordre.” smilet blev skævt og drillende et øjeblik, mens han så afventende på hende.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

(Words)

[/color] :: 545 ~ (Tag) :: Margot Hillsbor ~ (Outfit) :: Here ~ (Notes) :: ---[/justify][/blockquote]

[margot]

- - - - - - - - - - - - - - - - -

Vinden sled en anelse i kosten, og det kunne bestemt mærkes. Margot lod de mørkebrune øjne, glide hen over omgivelserne, som foldede sig ud nedenunder dem. ”Tør du godt lade mig overtage magten?”

[/color], sagde hun og lod et drillende grin, flyde over de lyse læber. Hun havde vendt ansigtet mod ham, og det var ganske tydeligt, at de begge nød det til fulde. Margot kunne se det på ham. Hvordan hans øjne glødede. Hvordan han følte sig hjemme. Hun sad et øjeblik og betragtede ham tænksomt, med et lille mildt smil, før hun atter vendte blikket bort. Skyerne var hans gemmested, og Eric var hendes. Eric havde denne besynderlige effekt på hende. Nær ham følte hun sig tryg, uanset hvad han bød hende. Margot havde altid været langt mere afhængig af Eric, end han havde af hende, fordi han uden tvivl, var den som havde haft det nemmest rent socialt. På så utrolig mange måder mindede de to, på ingen måde om hinanden. Og så alligevel. Og så alligevel var de så ens.

Margot lukkede øjnene og lod langsomt grebet om kosten, blive løsnet. Hun grinede svagt, forventningsfuldt og ivrigt, da hun langsomt bredte armene ud til siden. Vinden fik det blonde hår til at blafre ustyrligt, men følelsen var fantastisk. Hun kunne ikke skjule det lille smil, der langsomt blomstrede frem på læberne, og hun åbnede tøvende øjnene. De var højere oppe nu. Følelsen var stadig fantastisk, men også djævelsk skræmmende. Margot lænede sig en smule forover, og lod hænderne gribe om kosten. I selv samme øjeblik trak vinden af, og efterlod dem for et stykke tid. Hun sad lidt og stirrede fascinerende ned på jorden, på målringene og på tilskuerpladserne. Pludselig vendte hun ansigtet mod ham. ”Er det her du flygter hen, hvis alting bliver for indviklet?”[/color], spurgte hun stille, men stadig i et toneleje, så han kunne høre hende klart og tydeligt. Hun fortsatte, ”for hvis det er.. så har jeg fuld forståelse for det”[/color]. Hun vendte blikket væk, og lænede sig forover..

Pludselig dykkede de med et voldsomt ryk, og farten tog voldsomt til. Kosten var uden tvivl fintfølende, og faldet skulle være noget af det mest nervepirrende, Margot i sit liv havde udsat sig selv for. Det tog mere end 4 sekunder, før Margot for alvor fik styr på sine bevægelser, og dermed kunne styre både bremse og speeder. Hun nåede at rette op, inden de ramlede ind i en af målringene, og satte efterfølgende farten drastisk ned. Hendes hjerte hamrede voldsomt, og hendes hænder var som limet fast til kosten. Hun sad og stirrede frem for sig, alt imens hun rystede den kvælende fornemmelse af sig. Kosten stod stille i luften, omkring 10 meter fra jorden, som pludselig virkede uanmindelig tiltrækkende. ”Undskyld Eric.. Jeg skal lige ind i rytmen igen”[/color], lød det forpustet fra hende, skønt hun på ingen måde havde dyrket hård sport. Hendes muskler spændte voldsomt, og hun lukkede kort øjnene. Hun tvang grebet om kosten til at blive løsere, og tvang sig selv til at sætte kosten i bevægelse.

- - - - - - - - - - - - - - - - -

[/justify][/blockquote]

[Eric Wolfe]

Beaters, Chasers, Keepers, Snitches
.. .. .. .. .. .. .. .. Badgers always catch your pitches...

Eric smilede bredt ved hendes ord og nikkede så let uden at slippe hende med blikket ”Til enhver tid, Stump...” han holdt hendes blik fast uden at det blev ubehageligt. Lige her, med hende, kunne han godt glemme alt andet. Der var ikke andet og det fik ham til at slappe af, uden at han på noget tidspunkt miste grebet om kosten eller sin egen balance. Tillod sig blot for selv de korteste øjeblikke at føle sig fri og lade alt andet glide i baggrunden.

Han beholdt blikket på hendes kind selv da hun lukkede øjnene og vendte hovedet bort. så slap han kosten med den ene hånd øjeblikket efter hun slap med begge sine, og lagde i stedet armen fast og beskyttende om livet på hende mens hun strakte armene ud til siderne. Han smilede varmt, kunne slet ikke lade være og prøvede at tælle hvor mange gange han selv havde gjort nøjagtigt det samme og han lod hende nyde følelsen uden at bryde øjeblikket med overflødig snak. Holdt blot kosten roligt hængende i luften, mens han holdt balancen for dem begge to og ikke lod sig mærke med hendes hår der drilsk blafrede foran hans ansigt.

Han holdt blikket på hendes ansigt så godt han kunne, og smilede tænksomt for sig selv indtil hun igen med åbne øjne lænede sig frem og tog fat om skaftet på kosten igen. Først da hun vendte ansigtet mod ham igen slap han det faste greb om hende og tog selv fat om kosten med begge hænder igen. Hendes spørgsmål trak en tænksom rynke frem på hans pande og han så lidt frem for sig før han nikkede langsomt og mødte hendes blik igen med en lille bekræftende lyd ”Mhmm... det var en ret glimrende måde at beskrive det på...” han lagde hagen mod hendes skulder igen og kunne på trods af den kølige vind mærke den svage varme fra hendes kind og smilede svagt ”Jeg havde på fornemmelsen du ville synes om det...”

Han løftede hovedet for at se hende i ansigtet, men mærkede i stedet den fintfølende kost tippe forover splitsekundet før den satte i bevægelse for alvor. Han spændte i hele kroppen, uden at tænke over det, men med den vane og indgroede lethed, der fuldte med mange timer i luften over flere år. Hans fingre var fast lukket om skaftet og han spændte armene omkring hende mærkbart, mens han fuldte kostens hvirvlende bevægelser og styrede let sammen med hende, uden nogensinde at overtage helt. Så løsnede han grebet lidt da de igen hang stille ret tæt på den ene af målringene. Han løftede den ene hånd ved hendes ord og lagde den over hendes, der stadig var så hårdt knuget om træet, at knoerne var hvide. Han smilede afslappet til hende og strøg tommelfingeren beroligende over hendes håndryg mens han svarede ”Selvfølgelig... jeg skal nok sørge for du kommer ned igen uden skrammer...” hans blik blev drillende, mens han igen fjernede sin hånd fra hendes ”Hvis du selvfølgelig sørger for jeg også kommer ned i ét stykke, ellers får jeg lidt svært ved det...” han lænede sig ind mod hendes ryg igen, som hun igen satte kosten i bevægelse og førte dem væk fra målringene. Han pegede frem mod den modsatte ende af banen ”Derned og tilbage igen... hvor hurtigt kan du gøre det?”

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

(Words)

[/color] :: 646 ~ (Tag) :: Margot Hillsbor ~ (Outfit) :: Here ~ (Notes) :: ---[/justify][/blockquote]

[margot]

- - - - - - - - - - - - - - - - -

Et lille, mildt grin undslap hendes læber, da hans drillerier undslap hans. Margot brugte yderligere et øjeblik, for at hale ind på sine kræfter, hvorefter hun rystede opgivende på hovedet. Af sig selv, vel og mærke. Hun kunne mærke, hvordan hun indvendig stadig rystede, og et kort kast med de brune øjne, blev rettet mod himlen. Et langt øjeblik priste hun sig lykkelig over, hvor tæt Eric sad på hende, og hvor stærk han i grunden var. Det havde hun mærket på egen krop, under deres fald. Tanken om, at han passede på hende, var rar.. Nok mere end hun havde forestillet sig.

Hans ord fik hende hevet tilbage til virkeligheden. Hun sank en klump, og vendte sig halvt rundt, så hun kunne se ham bedre. ”Tester du mig?”

[/color], lød det overrasket fra hende. Det var ikke kun alene tonelejet, som kunne fortælle ham, at hun var forbløffet over den tanke. Alt hendes ansigtsmimik førte i den retning, undtagen de brune øjne, som et kort sekund var svære at læse. Hun rettede sin stilling, så hun igen kom til at sidde fremadrettet. Hendes hjerte dunkede stadig, men hvad det helt præcist skyldtes, var svært for hende at definere. Hun nikkede en enkelt gang, før hun satte kosten i bevægelse. De fløj hen over banen, i et tempo som til at starte med, var roligt og kontrolleret. Margot fjernede hænderne fra kosteskaftet, og lagde dem på Erics, der holdte sig fast omkring hende. Fordi Margot var bekendt med det faktum, løsnede hun kun grebet en anelse, før hun lod hans hænder glide langsomt ned af hendes krop. Det var først da de landede på hofterne, at hun gav slip, og atter lagde hænderne på kosten. Men kun for en kort stund, alt imens de langsomt nærmede sig ”målet”. For pludselig gav hun slip igen, og dykkede ned i sin ene lomme. Hun fremdrog en sort elastik, og satte det lyse hår op i en pjusket knold, hvorefter hun kastede et blik over skulderen, som for at sikre sig, han havde det godt.

Da de omsider nåede der hvor han havde peget, lagde Margot hænderne på kosteskaftet. Hun sagde intet, alt imens hun tænkte sceneriet igennem. Skulle Eric have muligheden for, at holde sig bedre fast? Skulle hun sætte ham af, så hun på den måde, kunne lærer kosten at kende? Den sidste mulighed virkede tiltrækkende, skønt hendes første tur, ikke havde været videre vellykket. Hun bestemte sig.

Langsomt begyndte kosten at dale, i en lodret linje, præcis som da de var på vej op. Grunden den lave højde, var det relativt hurtigt, de begge kunne sætte en fod på jorden. Margot vendte sig mod ham, sendte ham et mildt blik, som fortalte ham alt. Hun kunne godt, og hun ville gøre det selv. Margot hev kosten ud imellem hans ben, da han havde sat begge fødder tilbage på jorden. Hun satte den ene fod på fodstøtten, hvorefter hun lettede 10 cm. Fra jorden. Margot lagde vægten over på den selv samme side, så hun ende med, at flyve en cirkel rundt om ham. Et lille kys, hvor læberne snittede hans kind, blev deres afsked, før Margot grinede lavmælt men varmt og drillende, og satte af sted.

- - - - - - - - - - - - - - - - -

[/justify][/blockquote]

[Eric Wolfe]

Beaters, Chasers, Keepers, Snitches
.. .. .. .. .. .. .. .. Badgers always catch your pitches...

Eric smilede afslappet som svar på hendes grin, men beholdt et lidt fastere greb om både hende og kosten nogle lange øjeblikke, indtil han var sikker på hun igen havde samlet sig efter det ufrivillige stunt. Det føltes trygt at sidde der med hende og hun fik naturligt hans beskytterinstinkt til at vågne. Hans tanker drev nogle minutter mens hendes blik var rettet mod himlen, så var hans opmærksomhed tilbage ved hende igen.

Han smilede underfundigt og trak på skuldrene, mens han lænede sig lidt tilbage da hun drejede sig. Han spændte i arme og ben igen for at holde balancen for dem begge i den lette vind, da hun igen var lettere uopmærksom. Så nikkede han og kneb øjnene lidt sammen og så et øjeblik på hende som holdkaptajn og ikke blot som ven ”Måske... Hvis du drømmer om at komme på holdet vil jeg da gerne have en lidt bedre indblik i hvad du kan.” han smilede skævt og det granskende i hans blik svandt igen ”Ud over at forsøge at blæse hatten af mig med drabelige dyk.” hendes tydelige og ikke særlig godt skjulte overraskelse gjorde ham lige dele underholdt og tænksom, uden at han sagde det højt.

I stedet slækkede han grebet om kostens skaft og lod hende styre igen som de bevægede sig ind over banen mod målringene i den anden ende. Han rynkede panden kort da hun slap kosten igen og i stedet lagde sine hænder på hans og søgte at flytte dem. Han strittede imod et splitsekund, ikke sikker på om hun nåede at bemærke der, før han overgav sig og slap kosten med først den ene hånd, og så den anden, da han var sikker på hun igen havde fat. Hans hænder på hendes hofter føltes et øjeblik underligt, men da hun ikke selv lod til at tage notits af det, slappede han af igen, og koncentrerede sig om at følge både hendes og kostens bevægelser. Det dog kun lige indtil hun uden varsel slap kosten igen, og og gav sig til at stramme sit lange hår tilbage i nakken. Instinktivt slap han hendes hofte med den ene hånd og greb hårdt fat om skaftet igen ”Hey! Hænderne på rattet unge dame...” han smilede til hende da hun drejede hovedet, men en let rynke var stadig svagt at se på hans pande.

Så lod han hånden vende tilbage til hendes hofte og forholdt sig tavs og opmærksom mens hun tog det sidste af turen og derefter satte kursen mod jorden under dem, noget mere kontrolleret end tidligere og kort efter kunne han sætte fødderne mod jorden, et kort sekund før Margot. Han slap hende og rettede sig op, mens han så spørgende på hende, selvom han havde en god fornemmelse af, hvad hun havde tænkt sig. Den svage rynke viste sig igen på hans pande da hun trak kosten til sig og han så alvorligt på hende ”Du passer på den...” så gik han et skridt baglæns og smilede flygtigt da hun lænede sig frem og lod sine læber ramme hans kind, før han fulgte hende med et opmærksomt blik da hun steg opefter igen. Han lagde armene over kors og på få øjeblikke var det igen mere holdkaptajnen end vennen der med et kritisk blik fulgte hendes lufttur.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

(Words)

[/color] :: 617 ~ (Tag) :: Margot Hillsbor ~ (Outfit) :: Here ~ (Notes) :: ---[/justify][/blockquote]

[margot]

- - - - - - - - - - - - - - - - -

Vinden fik hendes øjne til at løbe i vand, og de fine, små tårer løb langsomt ned af kinderne, imens hun steg til vejrs. Hun skød hen af banen, som en raket, og smilet på de buttede læber, var ikke et sekund til at tage fejl af. Hun nød det! Alt ved det. Vinden, den svage sol, omgivelserne som i et egoistisk øjeblik, kun var til for hende. Margots tag i kosten, blev et kort sekund løsere, da hun i en pæn bue, fortsatte op for at undgå at et møde med en målring. Margot satte farten yderligere op, hvilke naturligvis førte noget med sig. Hun kunne med det samme mærke, hvordan hendes balanceevne blev udfordret, og hvordan hendes bevægelser på kosten, blev tvunget til at være hurtigere. Alt skulle koordineres langt bedre! Margot strøg forbi Ravenclaws tårn i en hæslig fart, men overraskende nok havde hun fuld kontrol over, hvad der skete i nærheden af hende. Hun havde haft ret – efter dykket havde hun pænt mindet Eric om, at hun skulle ind i rytmen igen, og hun gjorde, efter hendes egen mening, et flot comeback.

Grinet kunne ikke tørres af hendes læber, i det hun strøg over Eric. Hun tog endnu en runde, og prøvede flere gange at sænke og sætte farten op. Hun afprøvede sin teknik med skarpe sving, og efter nogle prøvelser, hvor hun enkelte gange, nær havde ramlet ind i et tårn eller målring, kom det til at fungere. Margot nød følelsen af, hvordan det var lykkes for hende, og det var tydeligt at se på hende. Bare på måden hun fløj.. Alle ville kunne se det. Og for en gangs skyld, så følte hun, at hun godt kunne tillade sig det. Sådan.. at blære sig.. bare en lille smule.

Efter adskillige runder, den ene bedre end den anden, landede hun blødt på græsset. Hendes mørkebrune øjne jublede, i det hun løsnede det blonde hår. Begge hendes kinder var røde, og da håret faldt på plads omkring ansigtet, var det tydeligt, hvordan hun havde fløjet. Det var vildt at se på. Margot kastede et kort blik på ham, og prøvede at skjule sin iver, ved at vende rundt mod kosten, som hun holdte roligt i sin ene hånd. Hun sagde intet, ventede på sin kritik.

- - - - - - - - - - - - - - - - -

[Eric Wolfe]

Beaters, Chasers, Keepers, Snitches
.. .. .. .. .. .. .. .. Badgers always catch your pitches...

Eric blev stående urøligt med nakken bøjet tilbage og fulgte nogle minutter bare Margot med blikket uden at fortrække en mine. Et øjeblik kom solen frem bag skyerne og han måtte bruge den ene hånd til at skærme for lyset for stadig at kunne følge hende med øjnene. Efter nogle flere minutter smilede han svagt for sig selv og sænkede hånden igen, da en sky igen gik for solen.

Han himlede let med øjnene og løftede en hånd til overflødig hilsen da hun vendte tilbage igen og strøg hen over ham, tæt nok til, at han kunne mærke pustet af ekstra vind mod sit ansigt. Han smilede bredt og drejede sig halvt mens han stak en hånd i lommen på den lune vest og trak noget op der havde ligget der før han stak handskerne i lommen også. Hans svage bekymring for både hende, og en lille smule for sin egen kost, var væk for længst og han blev roligt stående og betragtede hende til hun vendte tilbage efter flere omgange og landede nogle meter fra ham.

Han betragtede hende med et vurderende blik over et varmt smil før han satte i bevægelse og gik hen til hende. Hans smil blev bredere over hendes røde kinder og han så drillende på hende ”Rødt klæder dig...” han rakte ud med hånden der ikke var knyttet omkring noget og strøg en finger over hendes kind. Så kneb han øjnene lidt sammen og nikkede mod kosten ”Hvad synes du så om den solo?” han ventede på hendes svar og strøg tænksomt en hånd over nakken før han fortsatte ”Og har du mod på en test mere?” han løftede hånden op foran hende, og åbnede den blot for at afsløre en lille gylden bold i sin håndflade.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

(Words)

[/color] :: 349 ~ (Tag) :: Margot Hillsbor ~ (Outfit) :: Here ~ (Notes) :: ---[/justify][/blockquote]

[margot]

- - - - - - - - - - - - - - - - -

Margots kinder blev, hvis det var muligt, endnu rødere da han kommenterede dem. Et lille smil fik sneget sig ind, og hun himlede drillende med øjnene, før hun så ned i jorden. Hun vrikkede forlegent med tæerne, hvorefter han spurgte ind til, om hun havde nydt turen eller ej. Margot glemte med ét sin forlegenhed, og så op – hendes brune øjne strålede. De kunne fortælle ham alt. Alligevel nikkede hun ivrigt, og smilet på de fyldige læber blev bredere. ”Det var.. det var virkelig godt”

[/color], mumlede hun frydefuldt, før hun fortsatte, i et mere eller mindre dæmpet tone, ”var det ikke også.. du ved.. fint nok?”[/color]. Margot rynkede ubevidst begge de smalle bryn, og så på ham, med et blik der inderligt ønskede, det bare nogenlunde levede op til hans forventninger.

Da han fremdrog den lille gyldne bold fra sin jakkelomme, tippede Margot tøvende hovedet på skrå. Hun så diskret på den. Vurderede den. Grebet om kosten blev en anelse strammere, da han gav hende endnu en udfordringen – hun havde selvfølgelig regnet ud, hvad den gik ud på, men tanken var ikke beroligende. Langt fra. Efter han havde vist den frem, var det ganske tydeligt, at hans forventninger ligeledes var steget. Margot sank en ubevidst klump, og havde ikke et eneste øjeblik, taget blikket fra bolden. Ganske langsomt lod hun tungen glide hen over læberne, før hun nikkede. Fordi hun havde været så fokuseret på bolden, var det ikke gået op for hende, hvordan hun stod og rystede svagt af kulden, som pludselig havde angrebet hende.

- - - - - - - - - - - - - - - - -

[/justify][/blockquote]

[Eric Wolfe]

Beaters, Chasers, Keepers, Snitches
.. .. .. .. .. .. .. .. Badgers always catch your pitches...

Eric hævede et drillende øjenbryn over hendes himmelvendte øjne og grinede så kort med en lille hovedrysten før han fortsatte. Hendes blik og strålende ansigtsudtryk sagde det hele, og han kunne ikke lade være at smile bredt uden helt at tænke over det. Hun var køn når hun smilede på den måde og ikke forsøgte at gemme sig hverken fysisk eller mentalt. Et øjeblik var han lige ved at række ud igen for at stryge hendes kind, men han tog sig i det. I stedet nikkede han, uden at smilet forsvandt og blikket blev et øjeblik igen granskende ”Det var lovende...”

Han betragtede hende tålmodigt og roligt mens hun tog Lynet i hans hånd i øjesyn. Det var måske nok den mindste bold i spillet, men på ingen måde den mest ubetydelige. Nærmere det modsatte. Han holdt sig opmærksom på hendes kropsprog og de små ændringer i holdning i mimik. Så hendes hånd strammes om kosten et øjeblik og mente at se hende ryste ganske svagt. Han rynkede panden og lukkede fingrene om den lille gyldne bold igen, mens han lagde hovedet lidt på skrå da hun nikkede. Så stak han bolden i bukselommen denne gang, trak sine handsker op fra lommerne på vesten og lynede den hurtigt op og krængede den ud over skuldrene. Han holdt den frem mod Margot så den var lige til at stikke i og nikkede mod hendes egen jakke ”Tag den her udenpå. Der er koldt deroppe.” han så insisterende på hende, men smilede stadig.

Så snart hun var klar og hang i luften over ham igen, trak han Lynet op fra lommen igen, lod det folde de spinkle vinger ud og sendte det så afsted op over banen.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

(Words)

[/color] :: 317 ~ (Tag) :: Margot Hillsbor ~ (Outfit) :: Here ~ (Notes) :: ---[/justify][/blockquote]

[margot]

- - - - - - - - - - - - - - - - -

Margot betragtede vesten, overvejende, før hun gav efter, og tog den på. Kosten blev skiftevis byttet mellem hænderne, så hun både kunne lyne sin egen jakke, og derefter vesten. Eftersom Eric, uden tvivl, var langt større og mere bredskuldret end Margot, gik vesten til lidt under numsen, og den hang en anelse nær brystpartiet. Ellers var den fin. At vesten tilhørte en mand, kunne ikke være særlig overraskende, men det var faktisk ikke på grund af størrelsen, eller udseendet for den sags skyld. Erics deodorant var ikke til at tage fejl af. Duften var ikke omklamrende, men frisk og let. Margot havde altid godt kunne lide den, og netop derfor var det den, hun lagde mærke til med det samme. Hun havde diskret tippet næsen mod det ene ærme, men da han efterfølgende sendte hende af sted, måtte hun rette sin opmærksomhed mod det gældende mål; nemlig bolden.

Hun svingede benet over kosten, hvorefter hun sendte ham et diskret, håbefuldt smil. ”Ønsk mig held og lykke..”

[/color], lød det mumlende fra hende, før hun satte af.

Margot lagde blikket på den gyldne bold, som pludselig slå sine fortryllende vinger ud, og satte af sted. Hun nåede kun at registrere, at den var fortsat op ad, og hun skød efter. Vinden var blevet køligere, og den nev ubarmhjertigt i Margots kinder. Hendes hænder blev hurtigt lyserøde, skønt hun havde hevet jakkens stof, en smule nedover dem. Det hjalp tilsyneladende intet. Bolden blev ved med at fortsætte op. Margot havde ikke overskuddet til, at følge med i, hvad der skete alle andre steder. Hun havde ingen idé om, at hun i løbet af ingen tid, var højere oppe end hun nogensinde havde været – og det var måske til hendes eget held. De mørkebrune øjne lå kvælende på den gyldne bold, som uden tvivl, reagerede langt hurtigere end hende. Hun skar en grimasse, der trods kulden, stadig var nogenlunde bevægeligt. Alt på hendes krop, føltes som is. Pludselig ændrede den retning, og Margot gispede da hun lænede sig voldsomt tilbage, og dermed i et kort øjeblik, lod sig falde fra luften. Øjeblikket var kort, og Margot fik hurtigt kontrollen over kosten, hvorefter hun fortsatte jagten.

Margot måtte have jagtet bolden i over 20 minutter, før hun endelig greb den. Hun lagde bolden mod hjertet, så den kunne høre, hvilken fest den havde sat i gang hos hende. Alt ved hende strålede af fryd, da hun landede omtrent 10 meter fra Eric. Hun sank sammen, dette var dog ubevidst, og lagde sig tungt i græsset, med armene spredt ud til siden. Hun svedte og frøs samtidig, men den følelse.. den var fantastisk.

- - - - - - - - - - - - - - - - -

[/justify][/blockquote]

[Eric Wolfe]

Beaters, Chasers, Keepers, Snitches
.. .. .. .. .. .. .. .. Badgers always catch your pitches...

Eric mærkede den kølige vind tydeligere så snart han krængede vesten over skuldrene, men det rørte ham ikke synderligt. I stedet hjalp han Margot vesten på og tog sig i at hjælpe hende med at lyne den op og nøjedes med blot at betragte hende, mens hun lukkede både den og sin egen jakke. Han rynkede tænksomt brynene igen og så ned på sine handsker, et øjeblik ærgelig over ikke at kunne tilbyde hende dem også. Han kunne godt, men de ville være adskillige numre for store og gøre mere skade end gavn i den givne situation.

Han smilede svagt da hun svang benet over kosten igen, rystede så på hovedet med et let drillende blik ”Du burde være muggler nok til at vide det først går galt når man gør det...” han blinkede hurtigt til hende ”Knæk og bræk...” han slap Lynet nogle sekunder efter hendes fødder havde sluppet jorden og faldt så tilbage til at følge hende med blikket rundt i luften over banen.

Nogle øjeblikke var hun så langt oppe, at han måtte lægge nakken helt tilbage og han rynkede panden svagt i spirende bekymring, men hun fortsatte stilsikkers uden nogen pludselige manøvrer der ikke virkede overlagte. Efter et stykke tid begyndte kulden for alvor at krybe ind på ham. Selv med vesten ville det være sket så snart han ikke var i bevægelse. Træningen foregående havde i sig selv efterladt ham let svedig, ganske naturligt, men kombineret med den kølige vind begyndte det nu at kunne mærkes. Han slog kuskeslag et par gange uden at slippe Margot med blikket mange sekunder ad gangen og smilede så for sig selv da hun stoppede i luften over ham og kort efter dalede nedefter. Han løftede venstre arm og kastede et hurtigt blik på sit armbåndsur, før han igen fandt hende med blikket og begyndte at gå over mod det sted hun var på vej ned mod.

Hans smil blev bredere da han så hende dejse om i græsset med armene ud til siderne og tog de sidste skridt i luntetrav. Han stillede sig overskrævs, med et ben på hver side af hende og satte sig så på hug med armene hvilende mod lårene og så ned på hende med et underfundigt smil ”Fangede du noget? Eller skal jeg selv op efter det?” han rakte ned og prikkede hende let i siden med en finger, mens han så afventende på hende.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

(Words)

[/color] :: 455 ~ (Tag) :: Margot Hillsbor ~ (Outfit) :: Here ~ (Notes) :: ---[/justify][/blockquote]

[margot]

- - - - - - - - - - - - - - - - -

Margot rystede. Om det var kulden, eller det faktum at hendes muskler, i den grad var blevet overbelastet, anede hun ikke. Men smilet på de fyldige, lyse læber var ikke til at tage fejl af – hun kunne stadig mærke suset i maven, og hjertet galoperede af ekstrem lykke. ”Du skal ikke op efter noget!”

[/color], lød det triumferende fra hende. Margot fik åbnet sin hånd, og det Gyldne Lyn lå trygt og roligt i den. Hun hævede armen, og strakte den så lang den var. Eric kunne ikke undgå at se den, og det var præcis det som var meningen.

Vejret havde ændret sig. Skyerne havde fået mere plads på himlen, eftersom solen langsomt var på vej ned. Lige gyldigt hvor meget Margot ønskede, det var rigtig forår, så måtte hun også erkende, at det kun var en begyndelse. Hun fik kæmpet sig på benene med et suk, før hun kastede et mildt smil mod ham. Margot åbnede langsomt hånden, og så smilende ned på bolden. Hun stod i et kort øjeblik og beundrede den, samtidig med den anden hånd, langsomt lynede vesten ned. Margot løsrev sit blik, og lagde det gyldne lyn tilbage i lommen, hvorefter hun tog vesten af, og rakte den til Eric. ”Tak for lån”[/color], sagde hun smilende. Margot lod langsomt de røde hænder, glide igennem de blonde lokker. Det var rart, og hun kunne ikke dy sig for, at gøre det en ekstra gang. ”Jeg kan godt lide din duft”[/color], sagde hun, og et varmt men samtidig drillende smil, gled hen over de buttede læber. Hun hentydede til hans deodorant, den man kunne dufte svagt, hvis man lagde vestens stof mod næsen. ”Så er du alligevel en smule med når man flyver”[/color].

- - - - - - - - - - - - - - - - -

[/justify][/blockquote]

[Eric Wolfe]

Beaters, Chasers, Keepers, Snitches
.. .. .. .. .. .. .. .. Badgers always catch your pitches...

Eric smilede ned til hende da hun rakte hånden op mod ham. Triumfen i hendes stemme og blik var smittende og han nikkede anerkendende da hun åbnede hånden og han fik øje på den lille gyldne bold i hendes håndflade. Den vinger var igen foldet sammen og kunne ikke ses. Han rakte ud og tog den fra hendes hånd og strejfede hendes håndflade flygtigt med fingerspidserne ”Det regnede jeg heller ikke med...” så lagde han den tilbage på hendes hånd igen med et varmt smil ”Det så glimrende ud. Du burde have din egen kost så du kunne gøre noget mere ved det.” han så spekulativt på hende et øjeblik før han rejste sig i en smidig, glidende bevægelse.

Han rakte en hånd ned for at hjælpe hende op, men hun kom på benene ved egen hjælp før han nåede at hjælpe til. I stedet gengældte han hendes smil og samlede sin kost op fra græsset mens hun et øjeblik beundrede Lynet hun stadig havde i hånden. Han rettede sig op igen netop som hun rakte vesten tilbage mod ham og smilede igen mens han tog den med den frie hånd ”Så lidt...” han fik krænget vesten på igen uden at kosten havnede på græsset igen, men lynede den ikke. Han nåede at tage fat i lynlåsen for at gøre det da hun talte igen, og et øjeblik så han næsten perpleks ud. Så smilede han og slog blikket ned uden helt at vide hvad han skulle svare. Han lynede hurtigt vesten og rømmede sig let før han fandt talens brug igen og skævede drillende til hende ”Svedig og forblæst?” han grinede smørret, løftede kosten lidt over jorden og gik helt hen til hende igen hvor han lagde armen om hende igen og gav hendes skulder et klem ”Altid... du slipper ikke for mig.” han så op mod himlen og sænkede derefter blikket til hende igen ”vi burde komme tilbage. Jeg ville godt nå i bad inden vi skal spise.” han så spørgende på hende, men begyndte alligevel ikke at gå.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

(Words)

[/color] :: 408 ~ (Tag) :: Margot Hillsbor ~ (Outfit) :: Here ~ (Notes) :: ---[/justify][/blockquote]

[margot]

- - - - - - - - - - - - - - - - -

Margot rynkede på næsen, før hun lo lavt. ”Ja, også det. Men jeg mente nu din parfume”

[/color], rettede hun ham, og lod smilet på de fyldige læber, brede sig yderligere. Margot lagde armen omkring ham, en anelse over hans hofte, før hun kort lænede sit nu, dunkende hoved mod hans skulder. Hun lod øjenlågene glide ned, og lod ubevidst et tungt suk forlade hendes læber. Hun var træt. Ikke kun fysisk, men også mentalt. Det havde været for meget spænding på en gang, til at Margot kunne klare det. Efter nogle lange sekunders stilhed, tog Margot sig sammen, og tvang øjnene op. Hun nikkede til ham. ”Lad os komme af sted”[/color], sagde hun brummende, og nikkede mod banens port, som fungerede som ud- og indgang. Hun slå et mildt grin op, og nikkede kortfattet, tydeligvis træt og udmattet. ”Jeg ville gerne have min egen, men penge.. dem skal jeg lige finde. Du skal ikke regne med at Smith bidrager til noget som helst”[/color], fortalte hun og lod blikket ramme jorden. Som alle andre, vidste Margot udmærket godt, hvordan hendes øjne afslørede alt.

---

De skiltes i portåbningen indtil Hogwarts.. Margot betragtede ham diskret i det han forsvandt ned af gangen. Hun blev afbrudt af et hånligt fnys, og drejede rundt i et ryk. Til hendes store lettelse, var det kun en flok Ravenclaw piger, som havde fulgt hendes lettere stirren efter Eric. De gik forbi hende uden at sige noget.

- - - - - - - - - - - - - - - - -

[/justify][/blockquote]

OUT