Patience is the companion of wisdom...

[Eric Wolfe]

Beaters, Chasers, Keepers, Snitches
.. .. .. .. .. .. .. .. Badgers always catch your pitches...

Eric blev hængende i luften over banen selv efter at have sendt sine spillere afsted videre efter deres træning, til hvad de nu ellers havde planlagt inden aftensmaden. Han slap kosten med den ene hånd, uden at det kostede ham balancen og fik skubbet sit ærme nok fri fra handskerne, til at kunne se på sit ur. Der var stadig mindst en time han kunne udnytte og stadig nå tilbage og i bad før han forventedes at være i storsalen. Han smilede tilfreds for sig selv og tog igen fat om kosten med begge hænder, mens han satte fødderne i bøjlerne til formålet og så ned mod græsset.

Først da den sidste af de andre spillere var forsvundet ud af syne, lænede han sig frem over kosten og satte i bevægelse, mens han igen slap med den ene hånd, og i stedet trak den kølle, der var en fast del af hans eget Quidditch-udstyr. Han var stadig varm efter træningen og kunne sjældent modstå fristelsen til at fortsætte, selv efter de andre havde forladt banen. Mest for sin egen skyld, men også for motivationens skyld. Hvis ikke han selv var villig til at yde det lille ekstra der kunne betyde forskellen i den næste kamp, hvordan skulle han så nogensinde kunne forlange det samme af sine spillere.

Han lænede sig længere frem for at mindske vindmodstanden og øgede farten. Langsomt, men sikkert, hurtigere og hurtigere lige mod en af de høje stolper og drejede først fra i sidste øjeblik i en manøvre der for udenforstående med garanti ville se halsbrækkende ud. Eric var dog ikke i tvivl om hvad han lavede, selvom det skarpe sving, der kun lige reddede ham fra at kollidere frontalt med stolpen, havde fået pulsen op igen. Han grinede smørret for sig selv mens han dovent gled gennem luften, tilbage til sit udgangspunkt for at gentage det hele endnu engang.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

(Words)

[/color] :: 347 ~ (Tag) :: Margot Hillsbor ~ (Outfit) :: Here ~ (Notes) :: ---[/justify][/blockquote]

[margot]

- - - - - - - - - - - - - - - - -

[/b][/color], råbte hun højt, velvidende at chancen for, han hørte hende var minimal. Hun råbte igen, og rynkede skuffet de smalle bryn. Igen råbte hun. ”Så hør mig dog menneske..”, mumlede hun, men opgav til sidst.[/justify][/ul]

- - - - - - - - - - - - - - - - -

[Eric Wolfe]

Beaters, Chasers, Keepers, Snitches
.. .. .. .. .. .. .. .. Badgers always catch your pitches...

Eric klemte køllen fast under den ene arm for at kunne få en hånd fri et øjeblik, hvorefter han brugte den til at trække sin gule hue tættere ned om ørerne og lyne den varme vest helt op om halsen. Selvom han havde varmen, så var det absolut ikke forår endnu når man hang frit for vinden som han gjorde nu, og solen havde insisteret på at gemme sig bag en sky. Der var heller ikke meget varme i dens stråler endnu, men alene lyset var et behageligt afbræk fra vintermørket.

Med det gjort satte han i endnu en dumdristig manøvre mod ringene, og snoede sig denne gang i lidt for høj fart, ind og ud mellem de høje stolper, før han med endnu et tilfredst smil, drejede af og sænkede farten på vej tilbage mod midte af banen igen. Han fangede en bevægelse under sig ud af den ene øjenkrog og så ned da han mente at høre en svag stemme. Han rynkede panden og holdt sig svævende i luften, mens han kneb øjnene sammen og ganske rigtigt fik øje på en skikkelse mange meter under sig.

Han satte i bevægelse igen og begyndte at drive nedefter i store, dovne cirkler og mærkede et bredt smil trækker op i hans mundvige, da han efter få meter genkendte skikkelsen. Han lænede sig frem over kosten endnu engang og skiftede cirklerne ud med et direkte dyk i stedet. Hans fart blev på et øjeblik øget betydeligt, og han mærkede vinden piske let i det af sit hår der stak ud under huen. Ude af stand til at modstå fristelsen for at blære sig bare en lille bitte smule, rettede han først op i sidste øjeblik og satte stilsikkert fødderne på jorden, mens han sendte Margot et bredt, varmt smil ”Hvis du siger det ikke er mig du ledte efter, så bliver jeg skuffet...” han blinkede drilsk til hende, før han tog sin kost op i den ene hånd, og med den anden endnu engang trak huen ned om ørerne.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

(Words)

[/color] :: 375 ~ (Tag) :: Margot Hillsbor ~ (Outfit) :: Here ~ (Notes) :: ---[/justify][/blockquote]

[margot]

- - - - - - - - - - - - - - - - -

[/b][/color], lød det varmt men drillende fra hende, og hun hævede de mørkebrune øjne, og lod dem fange hans. Blikket varede få sekunder, før hun løsrev det, og tog ham i nærmere øjesyn. Efter de ture på kosten, som hun havde været vidne til, forventede hun at finde skrammer, og det var ganske tydeligt, hvad hun ledte efter. De brune øjne havde altid været nemme at læse. Som en slags.. dør til hendes tanker. Det havde både sine fordele og ulemper, alt efter hvilken situationen hun var havnet i. Lige nu måtte det være en fordel.
Margot blinkede og lagde armene under de små bryster, hvorefter hun tog de sidste skridt mod ham. ”Du er godt dum, hvis du tror jeg ledte efter en anden”, sagde hun. Igen blomstrede det varme smil frem på læberne, og hun lagde armene omkring hans nakke. ”.. blærerøv”, hviskede hun smilende i hans øre. Margot lagde afslappet hagen på hans skulder, og lod øjenlågene glide tungt i. Hun nød hans duft, i noget der efter Margots tidsfornemmelse, var et splitsekund, før hun trak sig væk. Hun havde haft desperat brug for at se ham, og nu.. nu havde hun set ham. Fået lov til at røre ved ham, og mærket den tryghed, som hun havde manglet.[/ul][/justify]

- - - - - - - - - - - - - - - - -

[Eric Wolfe]

Beaters, Chasers, Keepers, Snitches
.. .. .. .. .. .. .. .. Badgers always catch your pitches...

Eric lagde hovedet lidt på skrå som for at følge hendes bevægelse da hun så ned i jorden, og smilede så skævt da hun så op og mødte hans blik, mens et forsigtigt drilleri gled over hendes læber. Han lagde en behandsket hånd på brystet og skar en lidende grimasse, mens han så påtaget anklagende på hende ”Av! Lige i hjertet! Touché...” smilet svandt ind til en let trækning i den ene mundvig under hendes granskende blik og hans endte med at smile varmt igen ”Jeg er hel endnu... Du må gerne slappe af igen.” han trak igen på smilebåndet og begyndte at løsne stropperne der hold hans handsker og armbeskyttede på plads, mens han holdt kosten lænet ind mod sig.

Han nåede dog aldrig at få nogen af delene af, før hun talte igen og trak endnu et skævt smil frem på hans ansigt. Han trak let på skuldrene og så kort ned i jorden ”Man ved aldrig med dig, gør man vel?” han trak handskerne helt af og bøjede og strakte fingrene et par gange, før hun kom helt hen til ham, strakte sig lidt på tæer og lagde armene om nakken på ham. Han smilede skævt, samlede handskerne i den ene hånd og lagde armene blidt om hende. Et lille grin undslap ham og han lænede kinden mod hendes hår et øjeblik ”Altid... det kan ikke kommer som en overraskelse mere.” noget fik ham til at rynke panden ved hendes lidt for tydeligt kontaktbehov og han så undersøgende på hende da hun trak sig tilbage igen. Han smilede stadig, men et lille glimt af alvor havde sneget sig ind i hans blik ”Er du okay, Stump?” han rakte ud og strøg en finger flygtigt over hendes kind der var svagt rød af vinden ”Der er ikke noget galt, vel?"” han lagde igen hovedet lidt på skrå og så nu næsten lige så granskende på hende, som hun få øjeblikke før havde betragtet ham.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

(Words)

[/color] :: 387 ~ (Tag) :: Margot Hillsbor ~ (Outfit) :: Here ~ (Notes) :: ---[/justify][/blockquote]

[margot]

- - - - - - - - - - - - - - - - -

[/b][/color], citerede hun drillende. Undertonen bar præg af en hvis bedrevidende klang, hun elskede at benytte sig af, når hun spenderede tiden med Eric. Margot kunne ikke holde den boblende latter tilbage, og lod den flyde over, og forlade hendes mund. Hun trådte to til tre skridt bagud, parat til at stikke i løb, hvis han ville sætte efter hende. Hun skar en pludselig grimasse, eftersom en bestemt sætning, genlød i hendes hoved. ”Hvad mener du forresten med det? Hvorfor ved man aldrig med mig?”, spurgte hun skrapt, dog glødede de mørkebrune øjne, og der var ingen tvivl om, at hun morede sig.
Margot fik opfanget det alvorlige snert i hans blik, inden han nåede at spørge indtil hende. Hun lod den venstre hånd, glide op for at stryge en tot hår om bag øret, hvorefter smilet på de buttede læber, syntes at forsvinde en anelse. ”Jeg havde vist bare brug for at se dig. Undskyld”, sagde hun flovt, og hentydede til, hvordan hun i sin iver efter at slappe af, nærmest havde kastet sig omkring ham. Margot sendte ham et kort smil, hvorefter hun vendte ryggen til ham. Hun puffede let den smalle fod ned i jorden, hvorefter hun stille, ganske stille, begyndte at nynne..[/justify][/ul]

- - - - - - - - - - - - - - - - -

[Eric Wolfe]

Beaters, Chasers, Keepers, Snitches
.. .. .. .. .. .. .. .. Badgers always catch your pitches...

Eric lod sig villigt smitte af hendes lille grin og hævede drillende det ene øjenbryn ved hendes forsøg på at lade være at smile. Så nikkede han med en lille bekræftende lyd mens han trak handskerne af ”Mhm...ukrudt forgår ikke så let ved du nok.” han skar en lille grimasse og smilede så igen før han så på hende igen, lige så drillende som før ”Jeg er både tykpandet og hårdhudet. Det er en fordel lige i den situation.”

Han lod armene falde ned langs siderne et øjeblik da hun trak sig nogle skridt tilbage, og smilede for sig selv over hendes latter, mens han spændte læderet der beskyttede hans underarme af og stoppede både dem og handskerne i lommerne på den varme vest han havde på over sin træningstrøje. Han så på hende igen med et skælmsk blik, mens han smilede hemmelighedsfuldt og trak på skuldrene ”Det ville du godt vide, ikke?” han så på hende et øjeblik før han fortsatte ”Bare.. at du stadig kan overraske mig.” han smilede skævt før hans ansigt faldt hen i mere alvorlige folder.

Hans blik fuldte kort hendes hånd der strøg håret om bag øret og lod det så finde hendes øjne igen med en diskret panderynke. Den blev dybere da hun undskyldte for ingenting og dernæst vendte ryggen til ham, uden dog at gøre anstalter til at gå. Han stod et øjeblik ubevægelig og så tænksomt på hendes baghovede. Så tog han fat om kosten, løftede den lidt over jorden og gik de få skridt hen til hende, hvor han lagde den frie arm omkring hendes spinkle skuldre og gav dem et let klem ”Hvad undskylder du for?” han så undersøgende på hende og smilede svagt, stadig ikke overbevist helt ”Og nu du har set mig, hvad er så næste del af din med garanti geniale plan?” alvoren lurede stadig bagerst i hans blik, men var blandet med afslappethed og de sædvanlige lette drillerier.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

(Words)

[/color] :: 387 ~ (Tag) :: Margot Hillsbor ~ (Outfit) :: Here ~ (Notes) :: ---[/justify][/blockquote]

[margot]

- - - - - - - - - - - - - - - - -

[/b][/color], brummede hun veltilfredst, hvorefter hun betragtede ham over skulderen, med et lille sigende smil. Hun fortsatte i samme, næsten bedrevidende men også drillende tonefald: ”Det ville da være kedeligt, hvis du kendte mig fuldstændigt, ikke sandt?” lød det fra hende, og det sigende smil, blev en kende større, uden hun blottede de hvide tænder. Hun kunne ikke dy sig, og blinkede varmt til ham, før hun drejede hovedet, og mistede ham i sit synsfelt.

Margot lod den venstre hånd, glide langsomt op af den modsatte overarm, alt imens hun nød vinden, og solens sparsomme stråler. Hun stod med lukkede øjnene, da han pludselige lagde armen omkring hende, og dermed tvang hende til, at blive på jordens overflade. Hun glippede med øjnene, hvorefter hun genvandt sit smil, og fik vendt overkroppen i hans retning. ”Eric.. det..”, sagde hun, men tav brat. Det lille smil havde ikke forladt hendes læber, men en ting holdte hende tilbage. Præcist hvad og hvorfor, havde hun ikke den fjerneste idé om, og hun havde heller ikke tænkt sig, at lede særligt længe efter den. ”Jeg har det fint, så du kan godt slappe af igen”, sagde hun drillende, men stadig med en alvor gemt i de mørke øjne. Margot løftede hånden og kærtegnede hans kind kortvarigt. ”Det har bare været nogle lange dage”, tilføjede hun stille, men med blikket fastlåst i hans. Hun stod i nogle korte sekunder, og betragtede hans ansigt, før hun lagde en arm omkring ham, nær hoften vel og mærke, og begyndte at spadsere. ”Min geniale plan.. Du kunne give mig en quidditchlektion”[/color], foreslå Margot og den sprudlende latter gled over de buttede, hjerteformede læber.[/justify][/ul]

- - - - - - - - - - - - - - - - -

[Eric Wolfe]

Beaters, Chasers, Keepers, Snitches
.. .. .. .. .. .. .. .. Badgers always catch your pitches...

Eric smilede skævt igen og nikkede let ved den tilfredse undertone i hendes stemme ”Bestemt...” han så underfundigt på hende et øjeblik og nød synet af smilet der jagede hendes ellers vanlige sørgmodighed på flugt, omend blot for nogle få øjeblikke indtil hun vendte hovedet væk igen ”Jeg kan godt lide overraskelser når de kommer fra dig...” fortsatte han tænksomt til hendes ryg.

Han sendte hende et hurtigt undskyldende blik da hun tydeligvis blev overrasket da han lagde armen om hendes skuldre, mens kunne ikke helt lade være at drille videre ”Hvor var du på vej hen? Du lignede en der næsten var ved at lette.” han beholdt armen om hendes skuldre selvom hun vendte sig halvt om mod ham. Rynken i hans pande blev til to da hun begyndte at tale, blot for at gå i stå igen med det samme ”Det hvad, Stump?” han så indgående på hende nogle sekunder endnu da hun glattede ud og veg udenom, og kunne ikke lade være at smile skævt da hun brugte hans egne ord imod ham. Han lænede kinden mod hendes hånd, der, trods det at den med garanti også var kold, føltes varmere end hans egen kind. Hendes blik modsagde hendes ord og han åbnede munden for at spørge igen. Lukkede den så igen med et tænksomt blik, uden at ville vride ordene ud af hende, hvad det så end var der nagede hende, for noget var der. Det var han ganske sikker på.

Han smilede endelig svagt igen og nikkede en enkelt gang da hun lagde en arm over hans ryg ”Hvis du siger det...” han betragtede hende et øjeblik endnu, før han vendte ansigtet fremefter og begyndte at gå sammen med hende ud mod banderne der omkransede banen. Han fnøs muntert og så ned på hende med et hævet øjenbryn ”For du har lige tilfældigvis en kost i baglommen eller hvad... Miss Hillsbor?” han gav hendes skuldre endnu et lille klem og så nysgerrigt på hende ”Hvad vil du gerne lære denne gang da?” han skiftede villigt emne, men den svage bekymring for hende blev siddende i baghovedet på ham, selvom hun havde nægtet der var noget i vejen.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

(Words)

[/color] :: 423 ~ (Tag) :: Margot Hillsbor ~ (Outfit) :: Here ~ (Notes) :: ---[/justify][/blockquote]

[margot]

- - - - - - - - - - - - - - - - -

[/b][/color]”, spurgte hun. Det drillende smil gled over de fyldige læber, og hun hævede sigende begge bryn. ”Det ville jeg da ikke”[/b], sagde hun efter en kort kunstpause, hvor begge bryn gled ned på plads, og smilet aftog en anelse. ”Hvis det var dig, som havde fundet dit livs kærlighed, men at hun desværre boede langt, langt borte ville jeg da kræve at få et værelse hos jer”[/color], sagde hun. Da ordene havde forladt hendes mund, brød den sprudlende, drillende latter over hendes læber, og hun rystede på hovedet, som en slags, du-ved-jeg-driller.

De havde gået i stilhed et kort stykke tid, og bevægede sig længere og længere væk fra banens midte. Det var ikke en ting, Margot havde bidt synderligt mærke i, fordi hendes opmærksomhed var lagt andet steds. Ganske langsomt gav hun slip på Eric, og lod sine skridt blive længere. Seks meter fremme stoppede hun op, og satte sig besværet på hug. ”Prøv at se hvor fin den er..”[/color], lød det lavmælt fra hende. På en lille solbeskinnet plet nær Gryffindors tribune, stod et pragteksemplar af en vintergæk. Margot rejste sig klodset op, og lagde armene over kors. Hun vendte sig mod ham, og trådte et skridt til siden. ”Det er snyd den er lige her.. Hvorfor ikke foran vores tribune”[/color], beklagede hun sig mumlende, før hun atter vendte ryggen til ham, for at betragte den yderligere. ”Så er foråret rigtigt på vej.. nu behøver vi ikke gætte mere”, hviskede hun tilfredst, og lod et fornøjeligt smil glide hen over de bløde læber.

Margot havde glemt alt om hans tidligere spørgsmål. Hun stod blot, og betragtede vintergækken, mens vinden kærtegnede hendes ansigt, og atter rev de blonde lokker fri.[/justify][/ul]

- - - - - - - - - - - - - - - - -

[Eric Wolfe]

Beaters, Chasers, Keepers, Snitches
.. .. .. .. .. .. .. .. Badgers always catch your pitches...

Eric drejede hovedet lidt til siden og pustede afværgende mod en blond hårlok der blæste op i ansigtet på ham, da vinden tog fat i hendes hår. Også han slap hende et kort øjeblik of kløede sig hurtigt på næsen der kildede efter det ufrivillige sammenstød med hårtotten. Så lagde han igen armen om hendes skuldre og begyndte at gå igen, mens hun talte.

Han rynkede panden et kort øjeblik ved hendes ord, som var påfaldende dybsindige på trods af det drillende smil. Han drejede hovedet og så på hende med et lille skævt smil. For nu forholdt han sig dog tavs og lod hende i stedet tale ud mens han tydeligvis tænkte grundigt over hendes ord. Måske også mere grundigt end drilleriet i dem bød. Så rystede han let på hovedet og så fremefter igen ”Jeg ville da helt automatisk lave et værelse der var tiltænkt dig.” han så på hende igen og smilede drillende da hun lo. Så rynkede han brynene lidt igen og så undersøgende på hende ”Hvem er han så? Ham dit livs kærlighed du vil lade mig i stikken for?” han gav hendes skuldre endnu et klem. Han havde ikke helt endnu tænkt over hvordan livet ville se ud når de var færdige på Hogwarts. Ikke engang da han selv ufrivilligt fik et ekstra år på stedet. Det lå for dybt i hans personlighed at tage én dag ad gangen.

Han rynkede panden igen da hun slap ham og stoppede selv mens hun fortsatte frem, uden at have svaret på nogen af hans spørgsmål. Ikke at det var første gang det var sket. Hun havde det med at være lettere fraværende og levede nogengange i sin egen verden, men netop det var en af grundene til at han holdt af hende. Han blev stående på samme sted mens hun gik lidt længere frem og satte sig på hug. Han betragtede hende med et lille smil og lagde hovedet lidt på skrå, mens han lænede sig let op ad sin kost.

Først da hun talte igen satte han i bevægelse og gik hen ved siden af hende, for at se hvad det var der havde taget hendes opmærksomhed. Han smilede igen da han fik øje på vintergækken og holdt blikket på den mens hun rejste sig. Så så han spørgende på hende, stadig med et smil lurende i den ene mundvig ”Vi kan da flytte den derover hvis du synes den gør sig bedre foran gult og sort?” han slap kosten et øjeblik, løftede hånden og strøg hendes hår om bag hendes øre med en svag hovedrysten ”Giv det en måned mere, så er de over det hele og du er slet ikke i tvivl om det er forår.” der var flere spørgsmål der pressede sig på for at blive gentaget, men efter en kort betænkning valgte han det mindst alvorlige af dem ”Du fik aldrig svaret mig på hvad du gerne ville lære i den lektion du bad om...”

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

(Words)

[/color] :: 567 ~ (Tag) :: Margot Hillsbor ~ (Outfit) :: Here ~ (Notes) :: ---[/justify][/blockquote]

[margot]

- - - - - - - - - - - - - - - - -

Margot rynkede voldsomt på de smalle bryn, og så hurtigt på ham. ”Vi kan ikke rykke på den Eric. Så slår vi den ihjel”

[/b], mumlede hun mildt, hvorefter hun kastede et kort blik mod den, som for at sikre sig, at den stadig stod der. ”Den valgte at stille sig der, og så må vi respektere det, og lade den være i fred”, lød det mumlende fra hende. Ganske langsomt bøjede hun sig ned, og lod en hvid pegefingerspids stryge hen over blomsterhovedet, i et kort men kærligt strøg. ”Det tror jeg, at den ville sætte pris på. Desuden..”, mumlede hun, alt imens hun hev fingeren til sig, ”så får Gryffindor-kollegiet nu glæden ved at kigge på den”.

Hun fik rejst sig, dog med en del besvær. Margot kunne mærke, hvordan det i begge knæ, begyndte at snurre. Hun sukkede lavmælt over den kendsgerning, men lod det blive ved det. De knæ havde altid drillet hende. Da Eric strøg en tot blond, krøllet hår om bag de små ører, tabte Margot pusten i et lille, klukkende grin. ”Det er langt nu..”, mumlede hun, som en undskyldning for, hun ikke kunne holde det i ro. Hun havde ret. Det gik hende til navlen. ”Du kunne jo starte med, at lærer mig at flyve..”, lød det drillende fra hende, og hun grinede lavmælt op til ham. ”Eller vi kunne øve med tromleren..”[/color]

Margot blev revet ud af sine tanker, så brutalt at hun et øjeblik glemte at smile. Kærlighed?. Margot grinede forfjamsket, hvorefter hun lagde armene over kors. En ting hun gjorde, når situationer blev pressede, eller decideret ubehagelige. Hun daskede forlegent til ham, hvorefter hun lod blikket låses fast på vintergækken. ”Jeg ser da ikke nogen..”, lød det tøvende fra hende, hvorefter hun kort betragtede ham. ”Hvorfor tror du dog det?”, lød det relativ kort efter fra hende. En lyserød farve gled hen over næseryggen, og hun tsk'ede lavmælt.

- - - - - - - - - - - - - - - - -

[/justify][/blockquote]

[Eric Wolfe]

Beaters, Chasers, Keepers, Snitches
.. .. .. .. .. .. .. .. Badgers always catch your pitches...

Eric trak på skuldrene og smilede skævt da hun løsrev sig fra blomsten og gav ham et øjebliks opmærksomhed ”Ikke hvis du får det hele med. Løget altså...” han så et øjeblik helt forlegen ud og rømmede sig mens han så ned på sine skosnuder ”Så får den lov at blive stående ja...” han så op igen og smilede forsigtigt ”Mon ikke der dukker nogle op henne ved vores tårn også om ikke så længe?” han betragtede hende med et tænksomt blik, som hun bøjede sig ned og strøg en finger næsten kærtegnende over det lille blomsterhovede. Han rynkede panden ganske lidt og så spørgende på hende, da hun havde rejst sig igen ”Fryser du?” han havde lagt mærke til hendes blege hånd og kunne selv så småt mærke kulden krybe ind på sig nu han ikke længere var i bevægelse som før.

Han smilede igen, og lod sit blik følge sin egen hånd mens han strøg hendes lange hår om bag hendes øre. Så nikkede han og mødte hendes blik igen ”Det er det...” han lagde hovedet lidt på skrå og strøg en finger over hendes kind igen før han lod hånden falde ”Det klæder dig...” han rynkede brynene og smilede lidt bredere da hun fortsatte ”Lære dig at flyve?” han grinede smørret og så på hende med hævede bryn ”Hørte du ikke ordentligt efter Professor Kennith på 1. år, mmm?” han rakte op og uglede hendes hår blidt, stadig med et bredt, drillende grin før han vendte sig halvt.

Han gik et par skridt før han stoppede og igen vendte sig om mod hende. Han smilede hemmelighedsfuldt og begyndte så at gå baglæns med små skridt, mens han trak på skuldrene ”Jeg skulle bare vide...” han gik et par skridt mere, og rakte så den frie hånd frem mod hende ”Hvis vi skal flyve, så kom her...” han hankede op i kosten med den anden hånd og fortsatte baglæns mod det sted han havde efterladt sin kølle på græsset.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

(Words)

[/color] :: 430 ~ (Tag) :: Margot Hillsbor ~ (Outfit) :: Here ~ (Notes) :: ---[/justify][/blockquote]

[margot]

- - - - - - - - - - - - - - - - -

Margot lod de mørkebrune, dybe øjne ramme hans. Et lille, frydende smil var gledet hen over de fyldige læber, og hun nikkede ivrigt. Hun vendte rundt og så ned på den fine vintergæk. ”Farvel. Du skal se.. der kommer snart mange flere af din slags, og de skal nok holde dig med selskab.. lille du”

[/color], hviskede hun. Igen havde hun sat sig på hug, og lod fingeren kærtegne bladene. ”Du kommer ikke til at være alene..”[/color], lovede hun. Margot hev fingeren til sig, og rejste sig. En rolig vind, gled hen over græsset, og fik vintergækken til at hvirvle let. Som en slags afsked.

”Jeg fryser ikke”[/color], lød det mumlende fra hende, i det hun satte i en rolig gang over mod ham. Hun lod et smigret smil blomstre frem på de buttede læber, og hun lod automatisk hånden glide op, og snitte håret i en let berøring. ”Synes du det klæder mig?”[/color], mumlede hun, tydeligvis smigret over komplimenten, og med smilet klistret fast til læberne, skønt hun prøvede at skjule det. Det var Eric, huskede Margot sig selv på. Kun Eric. Margot var stoppet op, og stod nu med hånden, lagt på håret som for at fortælle sig selv, at det var det hår, han syntes godt om. Det hår. ”Tak tror jeg”[/color], lød det efterfølgende fra hende, og den smigrede tone var forsvundet. I stedet var smilet erstattet af et venligt et, og hånden var forsvundet fra hårgrænsen. En ting som stadig kunne fortælle Eric, at han ramt plet, var den røde streg over næseryggen. Han måtte vide, at det var uhyre sjældent, Margot fik oprigtige komplimenter. Han vidste hvad der foregik. Og hvem der stod bag.

Margot rystede den pludselige forlegenhed af sig, og tog de sidste skridt over mod ham. ”Jeg kan godt flyve. Faktisk.. så overvejede jeg at tilmelde mig Hufflepuff-quidditchhold, og det ville jeg ikke gøre, hvis jeg slet ikke havde styr på det”, lød det mumlende fra hende, i det hun drillende daskede til ham. Tanken om, at tilmelde sig holdet, havde op til flere gange strejfet hende, men hun havde aldrig fremlagt idéen for Eric – netop fordi han var anføre. Hun så forventningsfuld på ham, uvidende om at hun netop havde ”talt over sig”, og nikkede en enkelt gang. ”Så lad os komme afsted..

- - - - - - - - - - - - - - - - -

[/justify][/blockquote]

[Eric Wolfe]

Beaters, Chasers, Keepers, Snitches
.. .. .. .. .. .. .. .. Badgers always catch your pitches...

Eric blev stående stille og tavs og ventede tålmodigt, mens han betragtede Margot tale til vintergækken som om det var det naturligste i hele verden. Et lille smil krusede sig på hans læber. Margots til tider barnlige uskyld var på én gang forfriskende og charmerende, selvom han udemærket vidste, at det langtfra var alle der delte den mening med ham. Han rynkede panden et kort øjeblik, men den afslørende, både tænksomme og bekymrede rynke var væk igen før hun så på ham.

Han så indgående på hende da hun benægtede at fryse og nikkede så med et lille smil ”Ellers siger du til. Du skal ikke ende med at blive forkølet.” han så roligt på hende og nikkede som første svar på hendes spørgsmål, før han fulgte det op med en lille bekræftende brummen ”Mhmm...” han lod sig smitte af hendes smil og fortsatte ”Ellers ville jeg da ikke sige det, vel?” han blinkede drillende til hende en enkelt gang og smilede så varmt i let kontrast til hendes venlige, som dog ikke snød ham ”Det var så lidt...skulle det være igen en anden gang?” hendes reaktion på hans spontane kompliment fik ham til at rynke brynene let under huen.

Han fortsatte baglæns med små langsomme skridt mens hun kom nærmere. Hendes næste ord fik ham dog til at stoppe op en lille meter fra køllen har havde kursen mod og hans bryn røj i stedet i vejret i let overraskelse. Han stoppede helt og lod sig indhente mens han betragtede hende med et uudgrundeligt blik og hovedet lidt på skrå ”Nej... selvfølgelig ikke..” hans stemme var lige så tænksom som hans blik. Han smilede skævt da hun daskede til ham. Bukkede sig så og samlede køllen op fra græsset før han igen så undersøgende på hende med et lille smil lurende i mundvigen. Han nikkede og løftede det ene ben over kosten han igen havde vippet halvt ned i horisontal position og gjorde så et lille kast med hovedet mod hende ”Så kom... og vis mig at du kan...” hans blik spillede drillende imod hende, mens han rykkede lidt bagud på kosten så der blev plads til en passager mere og så afventende på hende.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

(Words)

[/color] :: 434 ~ (Tag) :: Margot Hillsbor ~ (Outfit) :: Here ~ (Notes) :: ---[/justify][/blockquote]