Reflections

[caroline]

The great advantage of living in a large family
is that early lesson of life's essential unfairness

Carrie sad i fællesstuen med næsen begravet i en tyk bog. Hun havde egentlig været på udgik efter social stimulans, men til tider var der intet brugbart i fællesstuen og det kunne vel næppe undre nogen at lige præcis hun, foretrak sit eget selskab frem for dårligt selskab.

Da det var gået op for hende at hun havde spildt sine skridt ved at indfinde sig i det ellers behagelige lokale, var hun nået frem til den konklusion at det næppe ville skade nogen, at hun satte sig ned i en af de mange lænestole og gav sig til at gennemgå sine egne afmærknings-sedler i 7. årgangs historiebog endnu en gang. Det kunne jo være, at der alligevel dukkede interessant op i rummet, imens hun prøvede at memorisere nissekrige, troldeoprør og andre kendte hændelser med mere eller mindre nutidig relevans.

En karakteristisk tænksom rynke havde for længst indfundet sig i hendes pande og hun havde fuldstændig glemt at holde øje med tilstrømningen af nye elever, som hun først gennemgik årstal i sit hoved og siden slog dem op, for at sikre sig at det nu passede. Hun havde alle planer om at score et F i både sin mundtlige og sin skriftlige F.U.T. I faget og den slags kom man ikke sovende til.

[/justify]

Tag: Benjamin Abbey ● Outfit: Here ● Quote: Nancy Mitford

[Benjamin Abbey]

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
WORDS ARE FLOWING OUT LIKE ENDLESS RAIN INTO A PAPER CUP
I M A G E S O F B R O K E N L I G H T
THEY SLITHER WHILE THEY PASS THEY SLIP AWAY ACROSS THE UNIVERSE
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Det var samme historie hvert år. Stressen ramte 7. årgang som et stort, hårdt og hånligt bat. Benjamin havde aldrig bekymret sig synderligt om sine karakterer, men som eksaminerne nærmede sig følte han alligevel presset. Stadig iklædt skoleuniformen bevægede han sig lettere modløst ned ad korridoren med fællesstuen som mål. Han havde siddet i et af de tomme klasselokaler og terpet magiens historie med nogle andre Gryffindor-elever fra sin klasse, og hans hoved havde ikke rigtig brudt sig om den timelange tortur. Med et udmattet suk drog han fingrene i gennem sit allerede uglede hår og hankede derefter op i skuldertasken, der var tynget af alt for mange bøger. Det røde og gul-stribede slips hang ubundet rundt om hans ømme nakke, hvorfra et karamel-farvet, plysset og bold-lignende væsen tittede frem en gang i mellem.

Med en lodret rynke placeret mellem brynene kastede han træt et blik rundt i fællesstuen og fik som noget af det første øje på sin kusines røde hår, der var synligt henover en bog, som han genkendte som netop dén bog, han selv havde siddet begravet i hele eftermiddagen. Der var flere i opholdsstuen, han kendte, men det ville ikke være helt forkert at sige, at Carries selskab var det eneste selskab han gad lige nu.
"En af de største nissekrige var i 70'erne, under Voldemorts regime." sagde han træt og dumpede ned i en lænestol ved siden af Carrie. "Og han slagtede endnu flere af dem i '98." tilføjede han i et suk og satte tasken ned på gulvet med en lyd, der afslørede dens tyngde. Pygmæpuflen pilede fra hans nakke og ned mellem armlænet og hans arm.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
THOUGHTS MEANDER LIKE A RESTLESS WIND INSIDE A LETTERBOX
A C R O S S T H E U N I V E R S E
THEY TUMBLE BLINDLY AS THEY MAKE THEIR WAY ACROSS THE UNIVERSE
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

[caroline]

The great advantage of living in a large family
is that early lesson of life's essential unfairness

Carrie løftede blikket, da en velkendt stemme skar igennem hendes egne tanker og tiltvang sig hendes opmærksomhed. Hun hævede begge øjenbryn en anelse og nikkede så. ”... Ja,” bekræftede hun. ”Efter et indbrud i Gringotts, blev der slået hårdt ned på nisserne både inden- og udenfor murene. Det var det, der førte til den lange strejke og alle de nye paragraffer om forholdet mellem nisser og magikere.” Hun slap bogen med den ene hånd og strøg et par ildrøde hårtotter om bag øret, imens hun betragtede sin jævnaldrende fætter med en lille rynke i panden. Pygmæpuffen skænkede hun ikke et sekunds opmærksomhed. Den interesserede hende ikke det fjerneste, præcis som resten af skolens befolkning af katte, tudser og ugler ikke gjorde det. Hendes fætter var en anden sag ”Du ser ud som om du har været involveret i din egen personlige nissekrig,” kommenterede hun. Det logiske efterfølgende spørgsmål kom ikke, som hun i stedet kastede et sidste blik ned i bogen, før hun smækkede den sammen.

[/justify]

Tag: Benjamin Abbey ● Outfit: Here ● Quote: Nancy Mitford

[Benjamin Abbey]

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
WORDS ARE FLOWING OUT LIKE ENDLESS RAIN INTO A PAPER CUP
I M A G E S O F B R O K E N L I G H T
THEY SLITHER WHILE THEY PASS THEY SLIP AWAY ACROSS THE UNIVERSE
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Som om han punkterede, sank Ben ned i lænestolen og gned sine hænder ned over sit ansigt. "Paragraffer som nisserne ikke engang er for." mumlede han bag sine håndfalder. Udsagnet var malet ret meget af hans egen mening, frem for hvad der stod i lærebogen, men det kunne heller ikke komme som en overraskelse, at han som fuldblodsmagiker ikke brød sig voldsomt meget om de efter hans mening arrogante væsener.

Som altid var der ikke meget af et smil at finde på Benjamins læber, men han så på Caroline med et venligt blik, der brød med de alvorlige rynker rundt om hans øjne i et kort øjeblik. "Hvis F.U.T.'er, Lily og pygmæpufler kan regnes som nisser, så er det lige dét, jeg har været." svarede han og fiskede pelsdyret op fra under sin arm, så han kunne rette sig op i stolen igen uden at mase det til plukfisk. "Du ser irriterende fattet ud." tilføjede han med en irriteret undertone. Det var ikke rettet direkte mod Carrie men mere mod alle de 7. års-elever, der ikke syntes at blive mærket synderligt af presset - udadtil i hvert fald.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
THOUGHTS MEANDER LIKE A RESTLESS WIND INSIDE A LETTERBOX
A C R O S S T H E U N I V E R S E
THEY TUMBLE BLINDLY AS THEY MAKE THEIR WAY ACROSS THE UNIVERSE
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

[caroline]

The great advantage of living in a large family
is that early lesson of life's essential unfairness

Carrie nikkede lidt, som Benjamin tog hænderne op foran ansigtet og lykkedes med at fremhæve sin egen elendighed endnu tydeligere. Hun var vandt til fætterens alvorlige gemyt og lyttede blot til hans ord med hovedet en anelse på skrå, inden hun trak antydningsvist på smilebåndet og hævede øjenbrynene sigende. Inden hun selv sagde noget, bøjede hun sig ned for at liste historiebogen tilbage i skoletasken. Det var ikke helt så let, eftersom den vejede næsten et halvt ton, men lod sig alligevel gøre efter et øjebliks masen. Hun rettede sig op i stolen igen og tog en dyb indånding. Smilet var væk fra hendes læber, men lurede stadig i den ene mundvig. ”Udseende kan narre, Ben,” bemærkede hun snusfornuftigt.
”... Bare husk Romilda Rodhurst. Syvende år. Alt er gået efter planen, acceptable U.G.L.'er i baghånden, is i maven. Så kommer hun til eksamen og har tilsyneladende glemt alt hvad hun skulle have lært. Ender med rene dumpekarakterer i samtlige fag.” Hun rømmede sig lidt og lod sit hoved falde tilbage imod stoleryggen, uden at slippe ham med blikket. Den omtalte elevs historie var nok mest et tilfælde af at en fjer var blevet til ti høns, men den var velkendt blandt Hogwarts elever og fik til tider de mest velforberedte Ravenclaw-elever til at blive lidt paniske. Carrie virkede dog ikke som om hun var ved at gå op i sømmene af at tænke på det lige for øjeblikket. ”Sandheden er, at der er alt for meget at lave, til at nå at tænke over det,” tilføjede hun alvorligt, før hun nikkede imod det lodne bæst han havde med sig. ”Hvorfor slæber du også rundt på det der?” Spurgte hun med et hævet øjenbryn og undlod at rynke på næsen, som hun ellers havde lyst til.

[/justify]

Tag: Benjamin Abbey ● Outfit: Here ● Quote: Nancy Mitford

[Benjamin Abbey]

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
WORDS ARE FLOWING OUT LIKE ENDLESS RAIN INTO A PAPER CUP
I M A G E S O F B R O K E N L I G H T
THEY SLITHER WHILE THEY PASS THEY SLIP AWAY ACROSS THE UNIVERSE
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Et latterfnys kom over Bens læber af Carries bemærkning, og han åndede tungt ud. Han betragtede fortsat sin kusine med alvor i blikket, da hun genfortalte skrækhistorien om Rodhurst, og rystede let på hovedet.
"Det bliver ikke dit problem." påpegede han og trak mundvigene op i antydningen af et smil, da han tvivlede stærkt på, at Caroline egentlig var bange for, at det ville ske for hende - hun virkede som sagt irriterende fattet. Det trætte indtryk indfandt sig igen på hans ansigt, og der pludseligt noget vemodigt over ham. "Man får heller ikke ligefrem nydt sine sidste måneder på Hogwarts." sukkede han og slog blikket ned mod pygmæpuflen, som nu bevægede sig fra hans hånd og ind under hans arm igen. "Den følger efter mig." forklarede han og himlede opgivende med øjnene. "Jeg har prøvet at efterlade den på sovesalen, men den bliver ved med at snige sig ned i mine lommer eller min taske!" fortsatte han og rynkede let på næsen i tydelig irritation. Han havde prøvet alt, selv at stoppe den ned i en af sine strømper, men den savn efter sin egentlig ejer fik den åbenbart til at søge ly hos den person, den kendte næsten ligeså godt. Den lille pelspufs tilstedeværelse var blot endnu en hånlig påmindelse om, at han ikke snakkede med Lily.
"Hvordan har du det egentlig ovenpå vinterferien?" spurgte han og vendte i stedet opmærksomheden mod sin kusine. Han havde særligt festen i tankerne, ikke så meget på grund af de ting han havde hørt på gangene - de rørte ham ikke synderligt -, men fordi hun ikke havde set overlykkelig ud, da festen blev bragt på bane ved middagsbordet den aften, hvor kusinerne var på besøg.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
THOUGHTS MEANDER LIKE A RESTLESS WIND INSIDE A LETTERBOX
A C R O S S T H E U N I V E R S E
THEY TUMBLE BLINDLY AS THEY MAKE THEIR WAY ACROSS THE UNIVERSE
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

[caroline]

The great advantage of living in a large family
is that early lesson of life's essential unfairness

Carrie trak en anelse på skuldrene og så ikke fuldstændig overbevist ud, selvom hun heller ikke virkede direkte bekymret. ”Måske ikke," kommenterede hun lidt overflødigt. Hun frygtede i høj grad ikke at kunne leve op til de forventninger både hun og andre havde til hende selv. Bare at tænke på, at klare sig dårligt til de afgørende eksamener, kunne få det til at løbe hende koldt ned af ryggen, men hun vidste godt, at hun ikke fik noget ud af at bide negle. Hårdt arbejde var den eneste vej frem. Det kvikke hoved havde hun allerede.

Fætterens trætte mimik og rynkede pande var ikke et uvant syn, men Carrie afspejlede ham alligevel lidt spekulativt, som en rynke også fandt vej til hendes pande. Hun rystede lidt på hovedet. ”Det er vist ikke meningen,” bemærkede hun. ”Jeg tror det er ideen, at vi skal hade vores sidste tid her så meget, at vi ikke savner skolen det første lange stykke tid,” filosoferede hun halvhjertet, før hun alligevel trodsede sin egen antipati for kæledyr og spurgte ind til den lille pelsklump han havde medbragt.

Den undertrykte rynke på næsen fremkom alligevel, da Benjamin svarede hende. Hun så på pygmæpuffen med et kritisk blik og rystede så lidt på hovedet, som hun opgav at sige kommentere emnet og i stedet blot lænede hovedet imod ryglænet og lukkede øjnene i et øjeblik. Et lydløst suk forlod hende, da fætteren spurgte til vinterferien, men i det øjeblik hun åbnede øjnene, var et næsten pletfrit smil klar på hendes læber og hun trak på skuldrene, med et blik som om hun ikke vidste hvad han talte om. Vinterferien havde været en uendelig serie af ukomfortable øjeblikke og det var ikke blevet bedre, da skolen begyndte igen og hun atter blev konfronteret med flere af de samme hændelser igen. I stedet for at indrømme det, hævede hun dog blot et enkelt spørgende øjenbryn. ”Hvad mener du? Jeg har det glimrende? Hvad med dig selv?” Spurgte hun tamt og præsterede et næsten drillende smil.

[/justify]

Tag: Benjamin Abbey ● Outfit: Here ● Quote: Nancy Mitford

[Benjamin Abbey]

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
WORDS ARE FLOWING OUT LIKE ENDLESS RAIN INTO A PAPER CUP
I M A G E S O F B R O K E N L I G H T
THEY SLITHER WHILE THEY PASS THEY SLIP AWAY ACROSS THE UNIVERSE
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Benjamin havde en masse fortrøstningfulde ord på lager, men han mente ikke, at Carrie var den, der havde allerede med brug for dem, så han lod emnet ligge.
Et kort øjeblik syntes Benjamin seriøst at overveje Carries udsagn men afviste det til sidst med et fnys. "Man kommer jo nærmest til at savne skolen på forhånd!" brummede han og blev om muligt mere bitter over alle de problemer, der pludselig var opstået med hans dimission. Det var jo komplet idiotisk, at han og Lily brugte deres tid på at ignorere hinanden, når der nu var så lidt tilbage af den. Og de fik jo ikke ligefrem mere tid sammen, når han var færdig med skolen.

Ligesom sin kusine fandt Ben ikke kæledyrsemnet særlig interessant, og han lod det ligge, da hun ikke havde yderligere kommentarer til Galileo. Hendes affærdigende svar om ferien overbeviste ham slet ikke, og han hævede et skeptisk øjenbryn. "Jeg har det også glimrende." svarede han sarkastisk og valgte ikke at grave mere i det, selvom han tydeligvis var lettere fornærmet over hendes forventning om, at han ikke kunne tænke længere. "Det eneste der mangler er, at Slytherin løber afsted med quidditchpokalen." sagde han mere alvorligt og slog en knyttet næve mod armlænet.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
THOUGHTS MEANDER LIKE A RESTLESS WIND INSIDE A LETTERBOX
A C R O S S T H E U N I V E R S E
THEY TUMBLE BLINDLY AS THEY MAKE THEIR WAY ACROSS THE UNIVERSE
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

[caroline]

The great advantage of living in a large family
is that early lesson of life's essential unfairness

Caroline hævede et sigende øjenbryn og kommenterede ikke hans bitre ord. Hun så ned på sin ene hånd, som hun pertentligt gav sig i kast med at rense ikke-eksisterende skidt ud fra under neglene med de tilsvarende på den modsatte hånd. Benjamins dybt sarkastiske svar på hendes egen affærdigelse fik hende til at rynke på næsen, som om der lugtede dårligt, før hun fnøs lavmælt og trak på skuldrene af udmeldingen omkring Slytherin. Få ting var hende mere ligegyldigt, end hvem der vandt pokalen. Hun var mere optaget af sine egne karakterer og hvem der vandt valget som hendes efterfølger hos the Hallows.

Med et lavt suk, trykkede hun læberne lidt sammen, før hun rynkede panden. Hun så alvorligt på Benjamin og hævede en hånd for at klø sig lidt på armen. Det huede hende ikke, at han gennemskuede hendes komediespil og hun var ikke særlig fænomenal til bare at lade ting falde til jorden på den måde. Hun tog lidt tilløb, før hun åbnede munden igen og brød tavsheden. ”Måske ikke så skide glimrende, Ben,” indrømmede hun uopfordret uden det store omsvøb. Der var ingen grund til at uddybe og hun vendte i stedet tallerknen på hovedet, som hun så sigende på fætteren. ”Præcis lige som dig, tilsyneladende,” kommenterede hun, før et suk forlod hende. ”Jeg glæder mig usigeligt til at slippe for alt det teenage-drama.”

[/justify]

Tag: Benjamin Abbey ● Outfit: Here ● Quote: Nancy Mitford

[Benjamin Abbey]

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
WORDS ARE FLOWING OUT LIKE ENDLESS RAIN INTO A PAPER CUP
I M A G E S O F B R O K E N L I G H T
THEY SLITHER WHILE THEY PASS THEY SLIP AWAY ACROSS THE UNIVERSE
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Benjamin betragtede Caroline rense sine negle, tydeligvis uden at vise nogen større interesse for hans snak om quidditch, og han så frem for sig, stadig med hånden knyttet på armlænet. Hendes indrømmelse havde ikke den store indvirkning på ham, og det eneste han gjorde var at kaste et uinteresseret blik til siden på hende, inden han så frem for sig igen.
Benjamin fnøs, da hun vendte emnet mod ham igen, og han løsnede næven og slog den i stedet fladt mod armlænet. "Det kan være vi slipper for teenagerne, men dramaet kommer vi nok aldrig udenom." sagde han bittert. Han var rørende enig med Carrie, når det kom til elevernes barnlighedsniveau på skolen, men i det mindste var der en lang række mennesker han godt kunne være sammen med uden at den helt store sæbeopera skulle udspille sig. "Især ikke, hvis du skal i ministeriet" tilføjede han lidt efter og trak lidt på det ene smilebånd.

Ben tvang sig selv til ikke at tænke på Lily igen. Det var sjældent han rodede sig ud i meningsløse skænderier, men nu var der heller ingen andre, der kunne vende ham på vrangen som hun kunne.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
THOUGHTS MEANDER LIKE A RESTLESS WIND INSIDE A LETTERBOX
A C R O S S T H E U N I V E R S E
THEY TUMBLE BLINDLY AS THEY MAKE THEIR WAY ACROSS THE UNIVERSE
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

[caroline]

The great advantage of living in a large family
is that early lesson of life's essential unfairness

Carrie hævede øjenbrynene lidt og trak på skuldrene. ”Jeg er færdig med både teenage og drama,” erklærede hun, nogenlunde overbevist om, at det rent faktisk var tilfældet. Hun var i hvert fald færdig med at tro, at hun kunne finde ud af andet end overfladiske forhold og tilfældige møder med ligegyldige mennesker. Det var på tide at blive voksen og få opbygget den hårde skal en politiker skulle bruge. De sidste måneder kunne i virkeligheden ikke gå hurtigt nok. ”... Hvorvidt det samme gælder dig eller resten af årgangen, skal jeg ikke kunne udtale mig om,” kommenterede hun afslutningsvist og lidt hårdere, end hun egentlig havde tænkt sig.

Benjamins nærmest lidt spøgefulde tilføjelse omkring ministeriet trak en anelse op i Carolines mundvige, uden at det nogensinde blev til et rigtigt smil. Hun rynkede panden og fingererede ved lænestolens armlæn, som hun også sænkede blikket til, imens hun bed endnu en mindre høflig kommentar i sig. Hun brød sig ikke specielt meget om at se fætteren i tydelige alvorlige spekulationer og gættede sig hurtigt frem til at årsagen måtte være hans eget personlige teenagedrama, uden at hun dog reelt kunne tage sig sammen til at spørge ind til det. Det var bare ikke den slags de talte om. Et lavt suk forlod hende, før hun så ud i luften og trommede lidt på armlænet. ”Afholder i også snart valg i Burning Day?” Hun kiggede ikke på ham mens hun spurgte og var i bund og grund rimelig ligeglad med den anden politiske gruppes fremgang de sidste par måneder af hendes skoletid, men hun tænkte, at det var et dejlig neutralt emne.

[/justify]

Tag: Benjamin Abbey ● Outfit: Here ● Quote: Nancy Mitford

[Benjamin Abbey]

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
WORDS ARE FLOWING OUT LIKE ENDLESS RAIN INTO A PAPER CUP
I M A G E S O F B R O K E N L I G H T
THEY SLITHER WHILE THEY PASS THEY SLIP AWAY ACROSS THE UNIVERSE
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Det hårde tonefald bed slet ikke på Ben - han ænsede det knap. Måske fordi han selv kunne finde på at sige på præcis samme måde. "Selvfølgelig gælder det ikke resten af årgangen." sagde han irriteret og mindedes grunden til, at han havde sat sig hos Carrie, da han var kommet ind i fællesstuen. "Men du kan da ikke bebrejde folk, at alle ikke kan håndtere tingene ordentligt?" Benjamins ordvalg bar tydeligt præg af, at han både var træt og bitter. Enhver anden end Carrie ville nok ikke have brudt sig om at høre, at han var af den opfattelse, at han i det mindste tacklede alting ordentligt - men på den anden side kendte Carrie ham måske også godt nok til at vide, at det slet ikke var hans rigtige holdning. Især ikke lige nu med tanke på den 'lille' udskældning han havde smidt direkte i hovedet på sin kæreste, som om hun var et femårigt barn, der ikke vidste bedre.

Modløst sank han ned i lænestolen igen, og han bemærkede knap pygmæpuflen der flygtede op af hans bukselomme for ikke at blive mast ihjel.
"Hm?" sagde han fraværende og rynkede brynene, da han forsinket fik rekonstrueret sætningen og fattede, at Carrie havde skiftet emne. "Der må jeg være dig svar skyldig." sagde han ærligt men indrømmede ikke, at hans største informationskilde for tiden var Lily, fordi han ikke selv magtede at komme til møderne.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
THOUGHTS MEANDER LIKE A RESTLESS WIND INSIDE A LETTERBOX
A C R O S S T H E U N I V E R S E
THEY TUMBLE BLINDLY AS THEY MAKE THEIR WAY ACROSS THE UNIVERSE
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

[caroline]

The great advantage of living in a large family
is that early lesson of life's essential unfairness

Carrie rystede en anelse på hovedet, uden at føle behov for at kommentere Benjamins fuldstændig sande ord, uanset hvor irritabelt de kom ud. Hendes eget tilsyneladende forbehold havde primært været sarkastisk. Det fremgik så ganske tydeligt på deres klassekammerater, at de lige præcis ikke var færdige med teenagedrama. De ligefrem svælgede i det, flere af dem. Det faktum, at hendes egen lille optræden til festen i vinterferien havde været et glimrende eksempel på noget, der i hvert fald mindede om selvsamme hormonprægede opførsel, ignorerede hun blankt. Modsat populære rygter havde det intet at gøre med kærlighed. I det hele taget havde Carrie ikke meget at gøre med kærlighed for tiden – og godt det samme.

Hun hævede et øjenbryn af fætterens halvretoriske spørgsmål og mærkede endnu et smil trække blot en smule op i sine mundvige, uden rigtig at nå længere. ”Ikke just,” svarede hun. ”Jeg ville gerne, men nogen mennesker hænger bare fast i fortiden. Det er derfor jeg glæder mig så meget til at komme videre. Komme væk herfra. Leve blandt voksne mennesker. Fornuftige mennesker. Rationelle.” Hun tog en dyb indånding og viftede lidt med den ene hånd i luften, inden hun lænede sig tilbage imod ryglænet igen.

Spørgsmålet hun kom op med efterfølgende, interesserede hende egentlig overhovedet ikke. Det samme gjaldt svaret på det og det ærgrede hende ikke det mindste, da Ben ikke kunne levere et. Hun trak lidt på skuldrene og lod det falde med det samme. Et lavt suk forlod hende, som hun lukkede øjnene og trak vejret dybt ind, før hun sukkede og så over på fætteren igen. ”Du skal altså være ualmindelig glad for, at din lillesøster stadig er så lille,” bemærkede hun, helt ude af kontekst, hvis ikke man var inde i hendes hoved.

[/justify]

Tag: Benjamin Abbey ● Outfit: Here ● Quote: Nancy Mitford

[Benjamin Abbey]

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
WORDS ARE FLOWING OUT LIKE ENDLESS RAIN INTO A PAPER CUP
I M A G E S O F B R O K E N L I G H T
THEY SLITHER WHILE THEY PASS THEY SLIP AWAY ACROSS THE UNIVERSE
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Benjamin følte sig ret og slet elendig på grund af det emne, de havde taget op. Normalt ville han have erklæret sig oprigtigt enig med sin kusine i det, hun netop sad og sagde til ham, men sandheden var, at han selv var blevet suget ind i det, der i deres samtale blev beskrevet som 'teenagedrama'. Det var længe siden han havde følt sig så hjælpeløs, og han mostod trangen til at råbe sin frygt for at gå ud af skolen lige ind i Carries hoved. "Men," begyndte han og holdt en kunstpause, hvori han vægtede sit tonefald, så han ikke lød så sur, "Folk forsvinder jo ikke bare, fordi du går ud af skolen. Magikersamfundet er lille, så dem vi møder her vil være mange af dem, vi kommer til at omgås med senere hen." sagde han uden helt at være sluppet af med den sure undertone. Benjamin havde altid været helt afklaret med, at han skulle gå ud på et tidspunkt, ja, han havde nærmest ventet på det af præcis samme grund, som de sad og diskuterede nu, men der var sket noget, siden han sidst havde haft den holdning - noget der i dén grad havde med hormoner at gøre.

Det overraskede ikke Ben synderligt, at Carrie lod emnet om politik ligge. Derimod kom hendes næste valg af emne bag på ham, og han udstødte et vantro latterfnys. "Så du tror slet ikke, at lillebrødre er grund til bekymring?" spurgte han og rettede sig op i stolen. "Noah giver mig grå hår, og tvillingerne er lige pludselig blevet teenagere." sagde han nærmest hidsigt og gestikulerede frustreret med den ene hånd, mens han talte. Til forskel fra de fleste mennesker, når de var hidsige, var Ben ikke højlydt, og hans bevægelser var små men talte sit tydelige sprog. Han tog en hurtig indånding, som om han havde været ved at slappe af men så var kommet i tanker om noget nyt, han ville sige. "Til festen i vinterferien kommer jeg ud i haven, og så står Noah ved Voldemort og snaver en pige!" Han fnøs dæmpet og greb fat om armlænet igen. "Jeg er ligeglad med, hvor dobbeltmoralsk det er, den slags skal han holde sig fra, indtil han er gift."

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
THOUGHTS MEANDER LIKE A RESTLESS WIND INSIDE A LETTERBOX
A C R O S S T H E U N I V E R S E
THEY TUMBLE BLINDLY AS THEY MAKE THEIR WAY ACROSS THE UNIVERSE
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

[caroline]

The great advantage of living in a large family
is that early lesson of life's essential unfairness

Carrie så opfordrende på Ben, som han begyndte på en sætning og derpå virkede som om han overvejede om den var værd at fortsætte. Hun lagde hovedet lidt på skrå og lyttede, imens en tænksom rynke fandt frem på hendes pande. Da han havde talt færdig, nikkede hun lidt, spekulerende over sit eget svar, før hun trak på skuldrene. ”Det er som sådan rigtig nok, men ikke på samme måde, Benjamin. Ikke samlet sammen i små kuber, der fungerer som rene hvepsereder af dramatiske kærlighedsforhold og venskaber, der splittes op.” Hun hævede begge øjenbryn sigende og holdt en kunstpause. ”I den virkelige verden er der voksne mennesker, fornuftige mennesker og vi forventes at opføre os ligesom dem.”

Carrie fugtede læberne og rynkede panden yderligere, inden hun rømmede sig lidt. ”Dem vi selv vælger at omgås derudover i vores fritid er jo lige netop dem, som vi selv vælger. Og jeg kunne da, hvis jeg ellers synes det var relevant - og ikke enormt indiskret - nævne flere navne på folk jeg ikke satser på at tilbringe så meget som et sekund mere i stue med.” Efter en længere ordstrøm, trak hun vejret dybt ned i lungerne og lænede sig tilbage i sofaen. Den løsrevne sætning om søskende, der dernæst forlod hende, blev fulgt op af et lille smil, men fætterens fnys tværede det af igen, som hun i stedet hævede et øjenbryn spørgende. Hun trak en anelse på skuldrene. ”Nej?” Svarede hun, halvvejs drillende, på hans retoriske spørgsmål. Den udmelding, der fulgte, fik det til at sitre afslørende i hendes mundvige igen, som hun slap Ben med blikket og så væk og ud i stuen. Hun morede sig lidt over hans dramatiske formuleringer og skulle lige til at informere ham om, at hverken Noah eller tvillingerne kunne konkurrere med hendes lillesøstre, da han åbnede munden igen. De forargede ord trak en munter lyd over Carries læber og hun så tvivlende tilbage på ham, med morskaben tydelig i sit blik. ”Gift? Tag dig dog lige sammen bedstefar Abbey og gro et skæg.” Hun himlede med øjnene. ”Du tror måske, at du har problemer...” Det fremgik tydeligt, at hun ikke var enig. ”Jeg ville give meget for at Mary og Riley bare gik rundt og kyssede på drenge i haver.” Hun så sigende på ham og rystede opgivende på hovedet.

[/justify]

Tag: Benjamin Abbey ● Outfit: Here ● Quote: Nancy Mitford