Reflections

[Benjamin Abbey]

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
WORDS ARE FLOWING OUT LIKE ENDLESS RAIN INTO A PAPER CUP
I M A G E S O F B R O K E N L I G H T
THEY SLITHER WHILE THEY PASS THEY SLIP AWAY ACROSS THE UNIVERSE
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Benjamin brød sig ikke synderligt om det samtalemne, de var kommet ind på, og det næste han sagde fik det nærmest til at værke i hans hoved. "Til gengæld bliver relationerne vigtigere! Det er ikke lige så let at tage konsekvenserne af sine fejl, hvis man er kommet til at træde en person over tæerne - om det så er med vilje eller ej." Han havde rynket på næsen ved Carolines omtale af 'voksne mennesker', og svage rynker trådte igen frem på hans næse, da han selv brugte ordene. "Om vi så er voksne mennesker eller ej, så er det ikke rationelt at elske." Sætningen var ufærdig, men han afbrød sig selv ved at fare op i stolen så han sad retrygget med fronten til Carrie og pegede på hende med sine udstrakte hænder. "Det er, som om du lever i den forestilling, at relationer bliver lettere, bare fordi vi kan kalde os selv voksne!" udbrød han og viste sine egne særprægede tegn på at være hidsig: han havde ikke hævet stemmen men talte hurtigt og havde noget vildt i sit blik. "Det kan være, at du slipper for rygterne i krogene og folk ikke længere klandrer dig for små bagateller, som de overhovedet ikke burde blande sig i i første omgang, men du vil blive stillet over for meget vigtigere valg og større situationer end på skolen, situationer du ikke bare kan flygte fra ved at smutte op i din sovesal!" Benjamin gestikulerede småt men skarpt med sine hænder og lod dem endelig falde tilbage i sit skød, mens han lænede sig tilbage i stolen igen. Det var kun med nød og næppe, at han havde taget sig selv i at bede Carrie om at lade være med at belære ham om, hvordan man var i den voksne verden.

Selvom roen igen havde indfundet sig i Bens blik var han langt fra færdig med at svare hende, og efter en kort tænkepause, hvor han havde set ufokuseret frem for sig med let rynket pande gjorde han et sært ryk med hovedet, som om han havde villet se hen på Carrie men så ombestemt sig i samme bevægelse og prøvede at camouflere det med en hovedrysten. "Og hvad så, hvis nogen vælger dig? Nogen du havde satset på at slippe for?" spurgte han i et retorisk tonefald. "Eller hvis du vælger nogen, der har fravalgt dig?" Endelig vendte han hovedet mod sin kusine. Han så ikke udfordrende ud, bare alvorlig, hvilket afslørede at dette selv var noget han havde gået i dybe tanker om før.

Ligesom emnet 'voksen', huede emnet 'søskende' ham heller ikke synderligt. Da Carrie irettesatte ham og bad ham om at gro et skæg sitrede det i hans mundvige, men han blev hurtigt alvorlig igen, da hun sammenlignede sine søskende med hans. Endnu en episode med han yngre bror, Noah, og en løgnagtig mugglerpige lå ham nært på sinde, men han følte intet behov for at dele historien om, at han i en lang periode troede, at han skulle være onkel i en meget ung alder. I stedet gryntede han bare udtryksløst, og så måtte Carrie tolke det som, at hun havde lukket munden på ham, hvis hun ville.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
THOUGHTS MEANDER LIKE A RESTLESS WIND INSIDE A LETTERBOX
A C R O S S T H E U N I V E R S E
THEY TUMBLE BLINDLY AS THEY MAKE THEIR WAY ACROSS THE UNIVERSE
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

[caroline]

The great advantage of living in a large family
is that early lesson of life's essential unfairness

Man behøvede ikke ligefrem at have et veludviklet indre øje for at lure, at samtalens drejning ikke huede Benjamin den mindste smule. Caroline var heller ikke som sådan enormt dedikeret, selvom hun argumenterede nogenlunde livligt. Hun var allerede temmelig overbevist om, at de alligevel aldrig ville se på det på præcis samme måde, selvom hun naturligvis mente, at hun selv havde ret. Ben var lige så stædig som hende og sandsynligheden for at han gav sig var lige så stor som for at Samuel Abott skulle gå hen og gå i cølibat. Frem for at fortsætte, trak hun derfor blot på skuldrene med rynket pande. ”Det gør jeg ikke,” konkluderede hun kortfattet. ”Det, at du vælger at sammenligne det rigtige livs problemer med teenage-bagateller, viser at du tilsyneladende ikke har forstået en snus af hvad jeg snakker om,” informerede hun ham tørt, uden at tage sig af fætterens ophidselse, der var tydelig for en der, som hende, rent faktisk kendte ham.

Hun samlede sin taske op fra gulvet igen og løftede enkelt øjenbryn over det næste uventede spørgsmål. I et kort øjeblik smilede hun, men så fandt de alvorlige panderynker igen frem på hendes ansigt og hun rystede en anelse på hovedet. ”Så absolut ingenting, Eugene Benjamin Abbey.” Hun sukkede tungt og himlede med øjnene af sin egen overdrevne brug af navne, før hun så direkte på ham. ”Hvis ikke det er gensidigt, så er det uden den mindste betydning,” pointerede hun, før hun rejste sig op. ”Jeg har en underlig anelse om at denne her samtale overhovedet ikke er slut,” bemærkede hun. ”... Måske fortsætter den når en af os har lært mere om livets realiteter, men nu vil jeg op og sove.” Hun mønstrede et enkelt lille smil, der til gengæld nåede hendes øjne, før hun drejede om og forlod fætteren med en hævet hånd som sidste afsked.

[/justify]

Tag: Benjamin Abbey ● Outfit: Here ● Notes Jeg håber mit bratte opbrud er i orden! (: