Frivillig studie time? seriøst?

[damon]

Han holdt vejret. Hans kinder blussede rødt, og han mærkede varmen der langsomt bredte sig i hans alt for fine ansigt. " Jeg tror det det ikke. Hun hedder Alice, og jeg ved ikke rigtig.. jeg tror ikke jeg føler noget for hende." løj han, og prøvede at skjule sin pinlighed. Han var i hvert fald ikke forelsket! ikke tale om! Ham forelsket? aldrig..

Han bemærkede hendes tavshed, og hendes urolige stemme der langsomt dirrede i hans ører. Hvis der kom en?
Hvad skulle han dog svare til det? altså, på den ene side ville have være glad på hendes vegne. Og på den anden side ville han nok ikke kunne holde ud at se hende løbe rundt med en dreng. Kysse med en dreng. Tanken fik hans ansigt til at fortrække sig til en grimmasse, og han skjulte en let rystende hånd ved at gemme den i sit i forvejen gennemrodede krøllede hår. Han rømmede sig let, og rettede sit blik imod hendes kønne ansigt. Han åbnede munden, men lukkede den så igen. Han vidste ikke hvordan han skulle sige det. Men en hurtig impuls fik svaret ud for ham. " Så... ville jeg... være der for dig. " Sagde han, og forsøgte at løfte mundvigen lidt. Det gik forbavsende godt, og smilet kom til syne på hans overdådige ansigt.

Det var akavet, det var utroligt svært at tænke den tanke om sin veninde. Men samtidig vidste han at det var uundgåeligt. Det var ikke noget han kunne forhindre uanset hvad. Så han kunne lige så godt begynde at acceptere det. Han kunne virkelig ikke lide tanken om det. Men samtidig, følte han ikke en trang til at stoppe hende i at blive forelsket. Han vidste i hvert fald bare, at hvis den fremtidige kæreste gjorde hende ondt. Ville han ikke tøve med gøre ham ondt.

Han ansigt var gået fra at være let smilende, til nærmere forpint. Tanken havde virkelig gjort ham vred, for tanken om at nogen skulle gøre hende ondt, var svær at bære.
Han rystede let på hovedet, og prøvede at få et forsinket smil ind. men han var sikker på at hun havde bemærket det. Han trak hende lidt tættere ind til sig, og fortsatte sin gang ned af den mørke koridor.

[Deleted]

Friday January 28th, Year 2081

Hendes bryn rynkede sig let i forundring den eneste Alice hun kendte gik hun i klasse med.. ”Hun hedder tilfældigvis ikke Alice Isabell Henton? Hufflepuff? 6. Årgang?” spurgte hun forundret og lagde hovedet let på sned, for hvis det var.. Så var det jo en af hendes veninder.. Hun kunne dog ikke lade være med at grine lidt af ham da han sagde han ikke var sikker på han havde følelser for hende. Selvfølgelig havde han det.. Ellers ville han ikke minde mere og mere om en tomat som han sagde sætningen færdig. ”Sikkert, selvfølgelig har du ikke det mester tomat” sagde hun drillende og blinkede til ham.

Ved hans næste svar tog hun sig lidt til nakken. Være der for hende? Hvordan være der for hende? Hun prøvede dog at glemme at tænke for meget over det. Det var trodsalt ikke aktuelt lige på stående fod. Hun smilede indvendig da han trak hende længere ind til sig. Hun lod sin ene hånd fra den arm der vendte ind imod ham lægge sig oven på hans, det var rart at gå på den måde. På afstand kunne de godt virke som et par selvom alle der kendte dem vidste at de altid gik sådan sammen.

Hendes øjne lagde sig op imod ham da han lavede en grimasse men så fik frem tvunget et smil til hende hvilket endnu engang fik hendes bryn til at rynke sig i en undrende mine. ”Er der noget i vejen søde?” spurgte hun uroligt. Det var sjældent at hun så ham lave lige præcis sådanne grimasser og det han havde tænkt på måtte ikke ha været særlig behageligt. Hendes hånd gav hans et lille klem i opmuntring og hun sendte ham et varmt smil. De brune så dybt ind i Damons og hun stoppede stille op og stillede sig foran ham så han ikke ville gå videre. Hun holdte stadig i hans ene hånd og lagde hovedet let på skrå. Han behøvede ikke holde sine tanker skjult for hende. Det gjorde alt mere forvirrende end de allerede var.. Og nu var de jo alligevel inde på det emne og hun mistænkte meget hans tanke for at have noget at gøre med det faktum at hun måske en dag også ville finde en hun kunne forelske sig i.. Hun så på ham med et afventede blik og ventede bare på at han skulle sige noget. Hendes blik var som altid meget direkte og man ville sagtens kunne forstå hvad hun ville vide, da det lå dybt gemt i øjnene. Hun hævede det ene øjenbryn "Damon.. Søde.. Sig nu hvad det er du tænker på.. Kom ud med det" sagde hun stille og strøg en blid hånd hen over hans kind.

Damon Guilias Anthony :TAG
Sen Eftermiddag :TID
513 :WORDS
KLIK :OUTFIT

[damon]

Han rettede sit blik, fra gulvet, til hendes brune varme øjne. Hans hjerte hoppede lidt med ham, og han krop blev varm. Det var rart at kunne genkende det blik, for det mindede ham om at han kunne være tryk. Han vidste ikke rigtig hvordan han skulle sige det. For det var jo for det første ikke noget han kunne bestemme, og for det andet kunne han jo ikke gøre så meget ved det. Han ville bare gerne have hun skulle være lykkelig, og det måtte gerne være den rigtige hun fandt. "Søde.. Jeg ønsker dig kun alt det bedste. intet andet end det, og det piner mig at du kunne finde en der måske kun gjorde dig ked af det? gjorde dig ondt?" Ordene røg ud af ham, i en stor forvirret sammenhænge. Og han var ked af at han ikke kunne formulere sig ordenligt. Han var bare bekymret for hende.

Han Tav let, hun kendte Alice. Hun vidste hvem hun var, sikkert også hvordan hun var. Og det gjorde det bare svære for ham. For han havde måske nogle følelser, måske ikke? han kunne ikke finde rundt i de mange tanker. Og hun måtte endelig ikke tro at han var blevet blød søden, hvad angik piger. Han var jo kendt for at have mange på en gang? Han rettede atter blikket mod gulvet. " Det er hende. Det er hende Alice ja. Hun er bare, speciel. Men jeg ved det ikke. Jeg er ikke typen der forelsker mig." Det passede ikke, det var løgn. Men han måtte gøre noget. Han synes det var pinligt. Og det var svært at udtrykke sig.
'
Han rettede blikket mod hende, og gik lidt tættere på. Så løftede han armene og gav hende et kærligt kram. Det havde han brug for. Hun var virkelig fantastisk. Den bedste veninde han kunne tænke sig.

[Deleted]

Friday January 28th, Year 2081

Hun smilede stille til ham og kunne ikke lade være med at kigge på ham med kærlige øjne. Han var virkelig store brors aktie men det var nu rart alligevel. ”Hvor er du sød Damon, men bare rolig jeg skal nok passe på” sagde hun mest af alt for at berolige ham lidt. Hun kørte en hånd igennem håret og rystede så lidt på hovedet for at få håret til at falde rigtig igen.

Hendes blik blev forbavset og eftersom hun kendte Damon ret godt og også vidste at han havde haft flere på en gang før hen så lavede hun en let grimasse. Hun brød sig ikke om tanken om at Damon kunne komme til at gøre Alice ked af det.. Hende og Alice var jo tætte og hun havde ikke lyst til at ende imellem dem hvis de blev uvenner på grund af Damon så muligheder i flere forskellige. Hun bed sig lidt i læben og kiggede ham ind i de brune øjne ”Lov mig en ting.. Lad være med at gøre noget overilet før du er helt sikker på om du har følelser for hende eller ej.. Selvom du er som en bror for mig.. Så er Alice stadig en af mine bedste veninder og kan ikke klare tanken om at hun skulle blive såret på grund af.. Ja du ved nok” sagde hun med let bedende øjne. Han forstod sikkert nok det lille hint og hun håbede han også ville tage den lidt med ro. Alice var trods alt ikke en der havde noget kørende med hvem som helst og hun skulle nødig ende med en der gjorde det. Så hvis Damon ville skulle han mande sig op og kun holde sig til hende eller helt lade være..

Hun smilede dog da han lagde armene om hende, og hun lagde selv sine arme om livet på ham og trykkede sig ind til ham. Han var fantastisk. Den perfekte ven.. At han altid var der og hun vidste han aldrig ville gå sin vej fra hende fik det til at varme inde i hende. Hun puttede sit hoved ind imod hans brystkasse og lukkede øjnene stille i imens hun slappede af i hans stærke arme.

Damon Guilias Anthony :TAG
Sen Eftermiddag :TID
402 :WORDS
KLIK :OUTFIT

[damon]

Han mærkede hendes hoved mod hans brystkasse, og det var rart at stå sådan. Det fik ham ind i en afslappende rytme, og han lod langsomt sin hånd stryge blidt over hendes hår. Hendes fyldige hår var som silke i hans hænder, hvilket bare gjorde det dejligere at røre. " Jeg lover dig, at jeg nok skal vente til jeg er sikker" Sagde han med en blid stemme, og blev langsomt roligere. Genert heden forsvandt, og han krammede sig kærligt længere ind til hende. Han ville aldrig såre hende, hun var alt for vigtig for ham. Og uden hende kunne han ikke se hvordan han skulle kunne klare sit meget hektiske liv.

Efter lang tid, gav han slip på hende, og så hende så i øjnene. Han var splittet, for på den ene side, kunne han ikke finde ud af om han havde følelser for Alice. Og på den anden side, ville han ikke såre nogen som helst. Det hele virkede bare så uoverskueligt. Især fordi han langsomt vågnede op, og vidste ikke helt hvem han skulle vælge. Det var utroligt at det først var gået op for ham nu, hvor lang tid han egentlig havde tilbage. Og at han havde muligheden for at finde kærlighed her. Han måtte satse på noget.

Hun var altid så optimistisk, og han vidste godt at hun nok skulle passe på sig selv, men han kunne dog ikke lade være med at være beskyttende. "Jeg er ked af at jeg er så beskyttende jeg vil bare så nødig være nød til at måtte slå nogen ihjel." Den tanke fik smilet frem igen, og han begyndte at grine. Det var rart til en afvæksling.
Han trådte et par skridt væk, kastede atter et blik på hendes blide uskyldige ansigt. Og begyndte så atter at gå, det var godt de var så tætte, for han ville ikke såre hende.

Døren blev åbnet. Og han trådte langsomt ud på den store trappe, som førte videre ned til udendørs arealerne. Han vidste ikke hvad han skulle gøre. Han kunne mærke at, følelserne var ved at løbe løbsk med ham, og han vidste ikke hvordan han skulle reagere. Det var noget han aldrig havde prøvet før. Alt var så nydt, og.. unormalt. En tårer løb langsomt og helt igennem u forventet ned af hans ene kind, og han vendte øjeblikkeligt ryggen til hende. "Kommer du?" spurgte han, og prøvede at tøre tåren væk. Hvad skete der?!

[Deleted]

Friday January 28th, Year 2081

Hun smilede da han lovede ikke at gøre noget overilet. Det varmede at han ikke kun tænkte på sig selv på det punkt. Hun mærkede hvordan hans hænder strøg ned af hendes hår og hun sukkede stille imens hendes ene hånd stille strøg hans ryg i en blid bevægelse. Hendes øjne lagde sig igen op på hans ansigt da de bevægede sig væk fra hinanden igen og hun smilede kært til ham og kunne ikke selv lade være med at grine lidt af hans udtale ”Nej det ville ikke være synd og skam hvis du skulle være nød til det” sagde hun med et grin over læberne og kiggede bare op på ham med et skævt smil.

Da de bevægede sig imod udgangen og døren blev åbnet gik hun roligt med Damon men kiggede undrende på ham da han pludselig bare vendte ryggen til hende og lavede en bevægelse med armen. Hun tog blidt fat i hans skulder i et forsøg på at vende ham imod sig. Hun svarede aldrig på hans spørgsmål nu hun alligevel var nået helt ned til ham. Hun forsøgte at tage ham i hånden og gå ned af. Hun indsnusede den kolde luft og mærkede hvordan det gik lige igennem tøjet på hende og ind hvor det ramte hendes hud, hvilket resulterede i gåsehud der lage sig hen over hendes arme. Hun ignorerede det dog bare og forsatte frem. Det var ikke fordi hun frøs som sådan det var bare køligt i forhold til at være inden for.

Hun tog et let fast greb på hans hånd da hendes ene hæl satte sig fast imellem to sten hun havde trådt med hælen lige ned imellem dem, ikke smart men det var i orden. Hun stod lidt og vrikkede med foden før hun fik den fri og smilede så til ham ”Højhælede er en dårlig ide herude” grinte hun lidt. Hun gik næsten altid med højhælede da alle hun kendte bare var meget højere end hende så det hjalp lidt på det at hun fik nogle lidt højhælede sko på ikke at hun blev meget højere men det hjalp lidt alligevel. En rød glød lagde sig hen over hendes kinder. Det var lidt pinligt at hun nær var faldet på grund af de sten men hun rystede det dog hurtigt af sig og forsatte frem ad.

Damon Guilias Anthony :TAG
Sen Eftermiddag :TID
454 :WORDS
KLIK :OUTFIT

[damon]

Trist-heden forsvandt i et højt grin. Trangen til at græde forsvandt. Og han lo af lungernes fulde kraft. Det var rart endelig at kunne blive opmuntret igen, for det var så typisk hende, at sidde fast i et ikke helt flat taræng. Hendes røde kinder fik hendes ansigt til at se, noget så vidunderligt ud. Og han kunne ikke lade være med at grine lidt højere. Alt det grå var for længst forsvundet, og tanken om Alice. Fik det hele til at blive lidt mere lyserødt. Hun var perfekt.

Han tørrede forsigtigt øjnene, og fik det til at se ud som om han stadig havde søvn i øjnene. Det var underligt så hurtigt alt havde udviklet sig. Og at han pludselig bare var begyndt at græde, havde skræmt ham. "Du... " begyndte han, og smilede så drilsk til hende. "Jeg har nogle venner du kunne udfordre dig selv med hvis det var? Du ved .. som du kunne hygge dig med? " sagde han og sendte hende et slesk smil. " Som.. Aiden?.. Nej... alt for eftertragtet... lad mig nu se.. Adam? " Sagde han, og løftede øjenbrynene let. Han elskede at drille hende med fyre. Det var altid sjovt at se hendes reaktion.

Han vendt om imod hende, og småløb baglænds mens han så hende i ansigtet. "Så kunne du putte lidt ind til ham måske?" drillede han, og grinte lidt af det. Gad vide om hun mon blev sur? Han morerede sig i hvert fald med situationen.

[Deleted]

Friday January 28th, Year 2081

Hendes kinder blussede blot endnu mere op ved hans høje grin der pludselig kom da hun sad fast og hun kunne ikke selv lade være med at grine lidt over det. Det var så typisk ham bare at grine af hende, nej nej ikke hjælpe bare grine og normalt rigtig meget så kunne hun selv lige kæmpe sig fri.. Dog medmindre det gjorde ondt på hende så var han over hende hurtigere end man kunne sige Quidditch men i sådanne tilfælde stod han bare og grinede af hende.

Hun vendte øjnene imod ham spærret helt op og blinkede lidt.. Hvad ? Hvad var det lige han mente.. Da han begyndte at komme med forslag rødmede hun kraftigt og kiggede skævt væk imod ham imens hun prøvede at få den røde farve til at forsvinde fra hendes kinder endnu engang ”Ej helt ærligt Damon!” sagde hun. Hun kunne ikke forestille sig at nogen af de drenge nogen sinde ville finde hende tiltrækkende og hun spærrede øjnene op da han begyndte at løbe baglæns foran hende. Hun stod lidt og måbede før hun rystede på hovedet og tog sine sko af og lagde dem inden hun satte i løb efter ham ”ÅRG DIN!” råbte hun stadig helt rød i hovedet. Hun fik dog hurtigt indhentet ham og satte i et spring for at vælte ham ned i græsset ved siden af stien.

Hun pustede lidt til sit hår da hun var nede hos ham og grinede lidt ”Nu skal du høre her, din slyngel.. Et! Jeg tvivler meget stærkt på at hverken ham Aiden du taler om.. eller Adam.. hun rømmede sig lidt og sank kort en klump ”Vil have noget at gøre med mig på den måde, og hvad hentyder du til når du siger putte? Mener du sådan som du gør med dine piger?” sagde hun og den sidste bemærkning meget i dril for at putte lidt af det hele over på ham. Han skulle ikke tro at han bare kunne komme og gøre hende rød i hovedet uden konsekvenser. Hun var helt tæt på ham og lagde hovedet let på skrå.

((vælter han så ligger hun ind over ham))

Damon Guilias Anthony :TAG
Sen Eftermiddag :TID
352 :WORDS
KLIK :OUTFIT

[damon]

Han så forbavset på hende, da hun kastede sig over ham. Det kom helt bag på ham at hun havde gjort det, og i løbet af ingen tid lå han på jorden, og måtte overgive sig til hende. Hun havde i sandheden sejret, men hendes røde kinder afslørede hende, og han kunne ikke lade være med at grine lidt af hende.
Efter nogen tid rømmede han sig. "Jeg er sikker på at Adam, er noget for dig.." Sagde han og blinkede let drillende til hende. "Eller det synes du ikke? " grinede han fjoget, og fløjtede noget som mindede om en bryllups melodi. Han morede sig rigtig meget med at drille hende. Og rullede så hurtigt rundt, i et forsøg på at ligge ovenpå hende.

Hun så stadig meget opkogt ud, og han kunne derfor ikke lade være med at drille hende lidt mere. Hendes sidste spørgsmål kom lidt bag på ham, og han kunne ikke andet end at le. Det var komisk, for han havde jo ikke medregnet af hun aldrig havde prøvet nogen af delene. "Ja, jeg mener at Putte " grinte han endnu engang, og måtte konsentrerer sig om at kæmpe, for at holde sig forsvarsdygtig mod hende.

Hun vidste godt han ikke mente det meste af det han sagde, men han ville dog alligevel gerne have at hun snart fandt en. Hun havde fortjent en. En der kunne gøre hende lykkelig, en der kunne være der for hende på en anden måde en den plads han kunne udfylde. Og det var virkelig svært at tro på at hun aldrig havde haft nogen. Hun var jo så vidunderlig?
Han slog let tanken ud af hovedet, og så lige ind i de brune drømmende øjne.

[Deleted]

Friday January 28th, Year 2081

Hun rømmede sig lidt. Det havde hun egentlig aldrig tænkt over før.. Altså hun havde altid ment at Adam var en rigtig flot fyr men fra at gå fra ven til at hun ville ende som kæreste til ham.. Det lå helt væk fra hendes fatte evne. Hun rødmede dog lidt mere imens hun prøvede på at holde Damon nede imod jorden men endte dog med at blive trillet rundt og hun tav lidt da han spurgte om hun ikke mente at han kunne være noget for hende. Hvilket blot fik hende til at rødme endnu mere og hele hendes attitude fik et genert præg over sig et genert præg der aldrig havde været at se før hen.. Hun sank en klump og bed sig let i underlæben før hun kiggede ind i hans øjne ”Han er meget sød.. men han ville aldrig falde for mig” sagde hun lavt. Og kiggede lidt ned. Ikke at hun selv havde følelser for ham ikke hvad hun vidste af men hun fik da en varm følelse inden i når hun gik sammen med ham, det havde hun ikke rigtig prøvet før men det var da hent en gang eller to når hun havde været alene sammen med Adam..

Hendes kinder var omsider ved at blive mindre røde men det varede ikke længe før han bragte putte på banen igen. Hun forsøgte at skubbe ham væk dog uden held, hendes kinder fik en rødlig glød igen og hun forsøgte at holde sit blik neutralt men det blev endnu engang genert. ”Ihh hvor er du tavelig..” sagde hun lavt men med en mild og blid stemme. Hun anede ikke noget om hvordan de forskellige drenge så på hende på skolen. Ud over den gode veninde og den meget kloge pige.. Men hun blev pludselig nysgerrig og lagde hovedet på skrå ”Hvorfor bragte du egentlig Adam på banen?” spurgte hun lettere forundret. Vidste han noget hun ikke vidste eller drillede han hende bare som altid? Men det var første gang han havde nævnt navnet på en som hun rent faktisk kendte.

Hun lagde sig opgivende ned imod jorden. Hun var ikke stærk nok til at skubbe ham væk fra sig igen, og bare for at drille ham lidt kyssede hun hans næse. Kind og næse var noget det eneste man kunne kalde hun havde kysset på folk. Og det var kun Damon hun havde gjort det på. Hun elskede bare at se hans reaktion når hun gjorde det især fordi hun abselut ikke have nogen form for følelser for ham på den måde og så var et lille kys på næsen eller kinden så uskyldigt at det var helt forfærdeligt.

Damon Guilias Anthony :TAG
Sen Eftermiddag :TID
438 :WORDS
KLIK :OUTFIT

[damon]

Han så meget alvorligt på hende, da hun sagde at han aldrig ville falde for hende. Selvfølgelig ville han da kunne det. Hvordan kunne man lade være med det? hun var jo sådan en vidunderlig pige, og han synes derfor det lød helt igennem umuligt at han ikke skulle kunne falde for hende. "Selvfølgelig vil han da kunne falde for dig, søde. Enhver dreng ville kunne falde for dig. " Sagde han, og smilede kærligt til hende. Han havde ikke lige tænkt over hvorfor han havde bragt Adam på banen, det var sikkert for at give hende igen efter at hun havde gjort nar af ham med hensyn til Alice. Men rygterne var hurtigt ude, og desuden kunne han se sin bedste vens ansigts udtryk når han snakkede om hende fra tid til anden.
"Rygterne.. spreder sig hurtigt?" prøvede han sigende, og kunne ikke lade være med at lade et drilsk smil løbe over hans ansigt. Han regnede ikke med at de skulle have nogen som helst forhold til hinanden. Men samtidig kunne han ikke lade være med at blive mistænksom, og ... misundelig på en måde? det var meget underligt.

Han smilede let til hende, og så blot ind i hendes vidunderlige øjne. Duften af det våde græs havde spredt sig, og skabte en hyggelig skov stemning, som fik ham til at føle sig mere hjemme. Han kastede et forsigtigt blik rundt på det smukke område, og så så atter ned på hende igen, og lige med et blussede hans kinder atter. Hendes kys havde sat gang i hans underligt trætte krop, og han sprang op som var han på flugt. Han stillede sig op så høj han var, og rømmede sig lidt. Han øjne var opspillede, og hans hjerte hamrede afsted. Det kom som et chok for ham hvad der lige var sket, og han tog en dyb vejrtrækning. "Hvad... gjorde du det for?" spurgte han forbavset, og trak vejret hurtigt.

[Deleted]

Friday January 28th, Year 2081

Hun kiggede op på ham og rødmede svagt. Det var smigrende det han sagde men hun tvivlede dog stadig på hans ord. Dog kiggede hun undrende på ham imens hans ord rungede i hovedet på hende ”…Rygerne.. spreder sig hurtigt..” hun sank en klump og rystede på hovedet. Det var umuligt. Og blot for at bringe hans ord lige i uvished så smilede hun skævt og lagde hovedet på skrå ”Ikke alle.. Du er f.eks. ikke faldet for mig, vel?” sagde hun drillende hun var helt sikker i sin sag. Han ville aldrig falde for hende så det var helt sikkert at på at det ikke var rigtig at alle kunne falde for hende og hvorfor skulle Adam så?

Hun stirrede dog forundret på ham da han pludselig sprang op og så nærmest panisk ud, hun børstede græsset af sig efter hun havde rejst sig op og kiggede meget undrende på ham ”For sjov?” svarede hun med undren i stemmen. Hvorfor opførte han sig så underligt lige pludseligt? Dog kom et svagt smil frem på hendes læber og hun nærmede sig ham med langsomme skridt og lagde en hånd på hoften med hovedet let på skrå og et flirtende blik. Hun prøvede at efterligne Rachel som hun havde set sende til både Adam og Damon fra tid til anden.. Det var ualmindeligt nemt syntes hun og hun fugtede læberne kort som Rachel plejede at gøre. ”Eller jeg tog måske fejl fra før?” sagde hun med dril i en flirtende klang i hendes stemme.
Hun havde dog svært ved at holde masken og endte med at grine og lagde en arm om livet på sig selv og en hånd for munden for at holde op med at grine.

Hendes øjne vendte sig imod Damon da hun holdte op med at grine ”Ej helt ærligt søde hvorfor opføre du dig pludseligt sådan?” sagde hun med blid stemme og det helt uskyldige kom over hende igen og hun lagde armene over kors igen og begyndte at gå og trippe lidt. Hendes fødder var begyndt at fryse lidt på den frosne og våde jord. Hun vandrede roligt forbi ham op efter hendes sko og kom tilbage kort efter med skoene på, det hjalp lidt og det virkede ikke så koldt om fødderne længere.

Damon Guilias Anthony :TAG
Sen Eftermiddag :TID
379 :WORDS
KLIK :OUTFIT

[damon]

Han så på hende mens hendes positur, langsomt skiftede til Rachel. Hun gjorde præcis de samme ting som hende. Efterlignede hende til punkt og prikke, hvilket ikke var det bedste lige nu. Han øjne blev mere og mere opspillede, og da hun stod foran ham mistede han mælet totalt. Han mund var åben, og han stirrede bare på hende. Han var totalt paralyseret, det var nærmest som om han var blevet til sten. Hans kinder blussede ild rødt, og han hostede så. hvad i alverden var det der foregik? hvad skete der oven i hans hjerne lige nu? selv han kunne ikke finde ud af det. Han rømmede sig lidt, og så så på hende igen. "Ingenting? jeg spillede da bare med?" sagde han og grinte lidt. Han måtte skjule de tanker han havde, og hun måtte aldrig vide noget. Han gik roligt hen imod hende, fangede hendes blik, og rykkede langsomt sit ansigt tættere på hendes. Han lod blidt en hånd gribe fat om hendes håndled. "Men på den anden side, hvad hvis jeg faktisk er faldet for dig?" sagde han nærmest hviskene, og så utrolig intenst på hende. Han lod blot sit ansigt rykke tættere på hende.
Han stoppede få centimeter fra hendes ansigt, og lod sig så falde tilbage i grin.

Han grinte let til hende, og blinkede så til hende. "Du troede da ikke jeg var.. du ved .. forelsket i dig vel?" spurgte han med et drilsk smil på læberne.
Han gik over til hende, og lagde en omsorgsfuld arm om hende, hun var så rar. Faktisk nok en af de dejligste piger han nogensinde havde haft muligheden for at tale med, men Alice var stadig i hans hjerne. Han var splittet.

[Deleted]

Friday January 28th, Year 2081

Hun nikkede bare og kom så tilbage til ham hvor han så tog fat i hendes håndled. Hun kiggede ham ind i øjnene og da han nærmede sig hendes ansigt mærkede hun et sug skyde igennem maven på hende.Og da hans stemme lød igen rødmede hun dybt og kiggede med store øjne på ham, for et kort øjeblik var hun nervøs for at han ville kysse hende men hun nåede ikke at svare før han brød ud i et grin og hun slappede mere af og grinede også selv. Det var helt underligt som han opførte sig men hun havde jo os selv brugt ufine tricks lige før.

Hun rystede dog på hovedet til hans sidste spørgsmål. Hun havde aldrig troet han kunne lide hende på den måde hvilket også bare understregede hendes fordom fra tidligere. Ingen dreng uanset hvad ville falde for hende og hun ville nok heller ikke falde for dem.. Selvom nogle af dem var søde og endda pæne. Hun kom til kort at tænke på Adam og smilede lidt for sig selv men kun kort før hun så kiggede på Damon igen ”Nej selvfølgelig ikke.. Men jeg understregede også bare det faktum at ikke engang du som er den der er tættest på mig, ville falde for mig så hvorfor skulle andre?” sagde hun og lagde armene om sig da han lagde en arm om hende, og hendes øjne kiggede kærligt ind i hans ”Søde kan vi gå inden for igen? Jeg er begyndt at fryse en smule?” spurgte hun stille og trykkede sig stille ind i hans favn.

Hun trak vejret stille og gik så stille op imod slottet igen med armene om sig selv. Hun var ikke længere i hans favn og da hun var lidt foran ham kiggede hun lidt tilbage, hvor vinden tog fat i hendes hår og fik det til at bølge flot omkring hendes ansigt imens hendes øjne kiggede ned imod Damon ”Kommer du søde?” spurgte hun før hun bevægede sig op imod slottet igen.

Damon Guilias Anthony :TAG
Sen Eftermiddag :TID
335 :WORDS
KLIK :OUTFIT

[damon]

Hun understregede sin teori om at der ikke var nogen der nogensinde ville falde for hende. Han synes det var noget nonsens. Han vidste ikke hvordan han skulle forklare det, men samtidig var han bange for hvordan det ville komme til at lyde. Han ville ikke afsløre sig selv, så han vejede ordene let i munden. "Søde... Jeg har valgt at være venner med dig, fordi jeg ikke ville kunne bære at miste dig. Der er en heldig dreng, som får dig engang. Men den dreng skal ikke være mig." Sagde han, og smilede opmuntrende til hende. Han havde lagt mærke til hendes ansigts udtryk da han nær havde kysset hende, det var svært nok i sig selv at lade være med det. Men samtidig kunne han ikke lade være med at tænke over konsekvenserne af hans handlinger. Han havde set hende, se ud som om hun bare ventede på at han gjorde det. Men det slog han hurtigt ud af hovedet. Det var noget andet med en som hende, hun var hans veninde, ikke mere end det.

Han lod sine øjne ramme den store himmel, og bemærkede ikke at hun gik. De grå skyer pulserede oppe over dem. Det lignede at de kæmpede mod hinanden, og han var bange for at han vidnede mod noget som muligvis kunne være meget slemt. Han havde læst mange bøger om den tidligere tid, om den tidligere mørke herres jern greb om verdenen. Og han fik det pludselig dårligt, han blev bange, måske ikke kun bange. Men skrækslagen. Tankerne om de levende døde, om krigen, om verdenen der nær var blevet udryddet for mugglere. De mørke skyer var meget faretruende, og han frygtede pludselig. Han vidste ikke hvad han skulle gøre hvis "Han" nogensinde skulle komme tilbage. Det var der vist ikke mange chancer for. Men de skulle ind, og det skulle være snart.

Hendes fløjelsstemme lød blødt i hans ører, og han løsrev sig fra skyerne. Han så på hende, og gik så imod hende. Hans smil var forduftet, og han var blevet meget bleg. Men hun måtte ikke opdage noget, hun skulle ikke have medlidenhed med ham lige nu. Og hvordan skulle han dog forklare at han var blevet bange på grund af skyerne? det lød så åndssvagt. Og alligevel, skræmmende. Han så ind i hendes brune vidunderlige øjne, og fik atter styrke til at smile. Han rødmede lidt, "Du er fantastisk, at du bare ved det" Sagde han, og smilede endnu bredere. Så løb han op på siden af hende, og gik stille med hende ind mod slottet.