[s] Mørke

[Jake Dunham]

Natten var faldet på og gennem vinduerne fra skolen kunne man se at skyfri og stjerneklædt himmel. Egentlig var det meningen at eleverne skulle sove på nuværende tidspunkt da det var rimlig sent, men som sædvanlig kunne jake ikke sove og da lærerne havde haft for travlt til at patroljere gangende siden lærerens død, var han taget op på en af de mange korridorer der var på slottet. Han sad nu oppe ved et af de storer vinduer og kiggede ud over skolens område og den forbudte skov. Han kunne ikke lade være med at smile da han så den forbudte skov, det vakte minde, ikke så meget for alle de andre gange han havde været der, men for den specielle gang hvor han mødte Dawn der ude, det var første gang han rigtig havde snakket med hende, og siden den dag var der sket meget, og selvom de ikke havde set hinanden siden juleballet følte han en varme i brystet hvergang han tænkte på hende.

[Dawn Phoenix]

Juleferien havde aldrig været så lang før. Hendes families ensformige måde at fejre hendes hjemkomst på virkede endda en smugle triviel dette år. Noget hun aldrig havde syntes før. Hun elskede sin familie, og havde altid gjort det, men i år var det som om det var noget der trak mere i hende end at komme hjem til familien, men man skulle vel hjem nu det var jul og hun vidste at hendes mor ville være knust hvis hun ikke var der til alle julehøflighederne. Hendes far ville nok heller ikke havde det meget bedre. Hende og hendes bror var hans ringe trøst i mugglernes jul, noget de alle tre syntes varede en smugle for længe. Og det selv om troldmænds jul varede mindst lige så længe. Men det havde nok noget at gøre med familien snare end højtiden. Hendes mor familie havde det altid med at overdrive alting. I år havde deres hund fået gevir og juletøj på samt en lille plys kane som den prøvede at flygte fra halvdelen af aftenen, mens den lå udkørt foran pejsen den anden halvdel. Dawn var sikker på at hun aldrig ville glemme de taknemlige øjne den sendte hende, da hun endelig så sin chance for at tage kanen af det stakkels dyr.

Men alt det havde kun i ringe grad noget at gøre med hendes brud på reglerne denne aften. Rent faktisk var det regler, i flertal, siden hun både gik alene og var ude efter sengetid. Hun var næste lige ankommet til slottet og havde ikke haft meget tid til at lede efter Jake som hun havde savnet fra det sekund hun faldt i søvn i storsalen til Juleballet. I stedet havde hun lavet lektier, lige som de fleste andre, og havde været belejret af sine veninder resten af tiden. Men nu kunne hun altså ikke vente længere. Hun fik garanteret heller ikke set ham næste dag, så hun måtte håbe at hun kunne finde ham på gangene nu. Hun havde prøvet at vække den fede dame for at høre om hun havde set nogen snige sig ud og efter lidt fedteri havde hun sagt at en eller anden dreng var gået ud på et tidspunkt, og vist nok ikke kommet tilbage. Dawn ture ikke spørge yderligere ind til om han var kommet tilbage eller ej, af frygt for at hun ville tilkalde en lære, så hun var gået ud på slottet for at finde ham. Hun havde allerede søgt alle afkroge af korridoerne på 1. sal og var nu delvist igennem dem på 2. Et blåt lys kastede sig forsigtigt frem fra spidsen af hendes tryllestav og hendes øre var på stilke for at opdage en lære inden denne opdagede hende. Hun havde ikke tænkt sig at blive bortvist. Hun følte sig ret sikker i at der ikke var nogen fare på skolen, det var jo derfor lærerne var der, men for en sikkerheds skyld vandrede hendes blik både fra højre til venstre og fra tid til anden vendte hun også hovedet for at tjekke bag sig.

Hendes strømpefødder gjorde hendes næsten lydløs og det at hun tog meget små og afmålte skridt, gjorde det kun bedre. Hun havde et par mørkebrune, stramme bukser på og en lysebrun, meget løs og tynd skjorte på med en hvid, langærmet trøje med v-udskæring inden under med yderligere en lysebrun top inden under, bare for at kunne holde varmen. Toppen kunne man kun lige ane i v-et på hendes langærmede trøje. Håret hang løst og om det ene håndled sad en hårelastik, bare hvis det nu begyndte at irritere hende.

Hun rundede et hjørne og kom frem til den korridor der løb langs ydermuren til slottet og som havde udsigt til den forbudte skov på en lille strækning mellem nogle klasseværelser. Hun nåede lige at dreje om hjørnet inden hun så en skikkelse noget længere fremme ved vinduerne og fik derfor sin tryllestav til at gå ud. Hun havde stadig staven rettet mod vedkomne, bare for en sikkerhedsskyld mens hun bevægede sig tættere på i samme langsomme tempo som før, dog en smugle tøvende.

[Jake Dunham]

Jake havde siddet lidt i sine egne tanker da han ud af øjenkrogen mere fornemmede end opdagede et lys fra en tryllestav. Han var helt sikker på at det ikke var en lærer da de ikke havde været der længe så derfor fandt han sin tryllestav frem. Men da lyset forsvandt og skikkelsen kom tættere på uden at angribe ham gemte han Tryllestaven væk og vendte et øjeblik øjenen ud mod skoven igen. Det var sikkert bare en anden elev som ikke ville eller kunne sove og der var ingen grund til at skræmme ham eller hende. han faldt igen tilbage i sine tanke om Dawn, hvilket fik ham til at kigge over på skikkelsen igen i håb om at det var hende. Højden passede og hårlængen men det var også det eneste han kunne se fra hvor han sad. Men han sad og betragtede skikkelsen kom en månelysståle ind gennem vinduet han sad ved og lyste ham op så ingen ville være i tvivl om hvem det var der sad der.

[Dawn Phoenix]

Dawn stoppede et øjeblik op. Hun kunne se at skikkelsen havde trukket sin tryllestav, men da denne valgte at lægge den væk igen, valgte hun også at lægge sin fra sig. Der var vist igen fare, og hendes skridt blev derfor større, mere målrettede og gav derfor også en lille smugle mere lyd fra sig, da hendes hæl nu ramte stengulvet noget hårde end før. Hun gik dog ikke stærkt, faktisk måtte det stadig betragtes som at gå langsomt. Da hun kom lidt tættere på vinduerne forsvandt de værste skygger fra personens ansigt og det var nok til at hun genkendte personen som Jake. Hun lyste op i et kæmpe smil inden hun så satte i løb hen mod ham. Efter hånden som hun løb forbi vinduerne mellem ham og hende, løb hun også ind i månens skær som kasede sig ind gennem vinduerne og hen langs gulvet. Da hun kom tæt på åbnede hun armene for at kaste sig om halsen på ham og lægge dem om ham. Hun vidste ikke engang med sikkerhed om han havde været her på skolen eller var taget hjem, noget hun havde tænkt meget på i sin ferie siden London ikke var så langt fra hvor hun boede og båede hendes far og hendes bror arbejdede der inde, så hun havde også haft rigeligt med undskyldnigner for at tage til byen. Men hun vidste ikke hvor han boede, hvordan hun skulle finde ham og om han overhoved var der. Det havde været lidt underligt at banke på for at finde ud af at hans forældre ikke havde ham hjemme og faktisk ikke vidste hvem hun var, så den chance havde hun valgt ikke at tage, og holdt sig derfor bare væk fra London. Hun følte at det ville friste for meget hvis hun tog der ind.

[Jake Dunham]

Jake slappede af da Skikkelsen også gemte sin stav væk. så havde han altså haft ret i at det ikke var en som ville skade ham.Da hun kom ind i månes skær kunne han se at det var Dawn, men da hun allerede var tæt på ham og var i løb for at dække det sidste stýkke vej nåede han ikke at flytte sig før at hun kastede sig om halsen på ham. Han lagde bare armene om hende og holdt hende tæt ind til sig med et skævt smil på læben "Hva' så smukke, har du savnet mig" spurgte han lavt med et lille grin. Selve spørgsmålet var unødvendigt efter den måde hun havde reageret da hun havde opdaget at det var ham, men han ville alligevel gerne hører hende sige at hun havde savnet ham. Han kyssede hende blidt på panden og strøg lidt af hendes hår væk med sin ene hånd så han bedre kunne kigge ind i hendes øjne "For jeg har hvertfald savnet dig" han smilte varmt til hende og havde ligeledes et varmt glimt i øjet.

[Dawn Phoenix]

Hun holdt ham stadig i et knus da han spurgte hende om hun havde savnet ham. ”Mere end du aner.” Hun sagde det lavmælt inden hun klemte sig yderligere ind mod ham og derefter lod sig trække væk fra ham, stadig med armene om hans nakke, så hun kunne se ham. Da han kyssede hende på panden lukkede hun kort øjnene, hun havde savnet mere end hun selv havde vist kunne mærke, så snart hun var sammen med ham igen. Hun sendte ham et træk med hjerteligt glad smil mens alt træthed var forsvundet fra hendes øjne. Alt der var tilbage lå i hendes smil og var på stærk tilbagetrækning, holdt tilbage af den glæde der bubblede op i hende nu hvor hun havde ham foran sig igen. Men det forsvandt først rigtigt da han fortalte at han havde savnet hende. Hendes smil voksede inden hun faldt sammen i ryggen af lykke over hvor sød han var. Så klemte hun sig ind mod ham i et kram igen. Hun havde brug for at mærke ham tæt ind mod sig for rigtig at forstå at han rent faktisk var der og at det ikke bare var noget hun havde drømt. Da hun følte at hun ikke længere kunne holde det, trak hun sig væk fra ham igen uden at lade sine hænder slippe hans nakke, og så kærligt på ham.

”Hvordan har din ferie været? Min har været lang, alt for lang. Jeg var lige ved at tage til London for at lede efter dig, men jeg..” Det gik op for hende at hun var begyndt at ævle og stoppede derfor sig selv i det og sendte ham et lykkeligt smil. Ikke undskyldende, hvilket hun normalt ville havde gjort, men det blev måske bare overlyst af den lykke hun udstrålede. Hun havde drømt ham de sidste to nætter i sin ferie så nu prøvede hun bare at forstå at dette ikke var endnu en af dem. Men hun vidste at det ikke kunne være det, for hvis det var, så.. Ja, så havde den nok været en lille smugle mindre realistisk. Hun havde ret urealistiske drømme.

Hun lænte sig roligt frem og kyssede hans læber i et blidt kys. Holdt det, til hun var usikker på hvor lang tid der var gået. Så lod hun kysset blive brudt og lod sig i stedet nøjes med at se ham dybt i øjnene og k´nusse hans nakke blidt med en tommelfinger. Det føltes som om hendes mave var ved at lette, men hun vidste at det blot var et spørgsmål om tid, så ville sommerfuglene falde til ro, men det blev nok ikke lige med det første.

[Jake Dunham]

Jake grinte lidt og smilte til hende "Så meget hva? Så skulle jeg måske tage med dig hjem næste gang så det ikke sker?" han smilte drilsk til hende. Ikke fordi han ikke mente det men mere fordi at han syntes at det var så morsomt at hun havde savnet ham så meget. Han flyttede begge hendes hænder ned på hendes lår og flyttede forsigtigt på dem så hun sad overskrævs ham. Han lod drillende sine fingere glide op langs hendes rygsøjle, da han selvom at det var uden på blusen var sikker på at hun ville kunne mærke det, og hvis han kendte hende ret ville hun få kuldegysninger. Da hun begyndte at ævl kunne han ikke lade være med at grine over hvor sød hun var "brrrrrr. Slå lige farten lidt ned" sagde han med et drilsk smil. "Min har også været alt for lang. Jeg har ikke været hjemme i år. Mine forældre havde ikke fået ferie så der var ingen grund til at jeg var der hjemme. Og det ville havde været lidt uheldigt hvis du var taget til london, du ved ikke engang hvor jeg bor jo" han smilte kærligt til hende. Og da hun lænte sig frem og kyssede ham, gengældte han lige så blidt kysset, men da hun slap det var det hans tur til at lænde sig frem og fange hendes læber i et kys, så let skulle hun ikke slippe efter at havde været væk så længe. Hans hænder gled automatisk, ligesom til festen så den ene lagde sig ved hendes nakke og den anden lagde sig ved hendes lænd og røv.

[Dawn Phoenix]

Dawn svarede ham ikke på noget tidspunkt, først fordi hun ikke kunne se det morsomme ved hans forslag. Hun ville da bestemt fortrække at han tog med hende hjem, men hans forældre ville nok savne ham hvis han gjorde det, og hendes bror ville sikkert ikke lade dem være på noget tidspunkt og når han var på arbejde ville hendes mor eller far tage over i spørgerunden. De var så nysgerrige. Og når rygtet slap ud at lille underlige Dawn havde fået sig en kæreste, ja så ville det næsten blive Jesu fødsel om igen. Folk ville komme nær og fjern for at se det med deres egne øjne, så måske havde han ret ikke at mene sit forslag alligevel, det ville nok ikke være et kønt syn og hun ville ikke udsætte ham for hendes mors familie. De kendte intet til den magiske verden og var noget nær de mest nysgerrige mennesker hun længe havde mødt. Kun overgået af.. Nej vent, de var slet ikke overgået af noget endnu.

Hun blev nådesløsts revet ud af sin tankerække da han lod en han løftede hende op på sit skød og lod en hånd glide ned langs hendes ryg. Og ganske som han havde forudset startede det en reaktion af kuldegysninger efterfulgt at et genert grin og et flakkene blik der hurtigt efter vendte tilbage til hans fangende øjne. Med hænderne i skødet slog hun ørerne ud og så opmærksomt på ham da han fortalte om sin ferie. Hendes smil falmede en smugle da han fortalte at han slet ikke havde været hjemme fordi hans forældre ikke havde haft ferie. Tænk at holde ferie på skolen. Hun ville give udtryk for hvor synd hun syntes det var for ham, men han virkede ikke trist så i stedet kyssede hun ham blot blidt som trøst for at han havde holdt ferie på en skole hvor der netop var en lære der var blevet slået ihjel. En mugglerlære, for lige at understrege hvor farligt det havde været for ham at være på en næsten tom skole. Men så havde der vel bare været flere læreøjne på ham, nu når der ikke var så mange elever at holde øje med.

Hun brød kysset for at betragte ham og spørge ind til hans juleaften på skolen, men nåede slet ikke ås langt da hun kun lige nåede at bryde kysset inden han lænte sig frem og fangede hende i endnu et kys. Hun lukkede øjne og lænte sig ind mod ham. Hendes hånd gled op på hans brystkasse uden på trøjen mens den anden lagde sig ganske let om hans nakke. Hun elskede at mærke ham ind mod sig, og elskede når han holdt om hende.

[Jake Dunham]

Jake Kunne igen ikke lade være med at grine over hendes stilhed, som næsten sagde mere end hun ville havde kunne sagt med ord "Okey jeg skal ikke med dig hjem" sagde han med et smil. Da hun reagerede som han havde forudset kunne han ikke lade være med at smile smørret. Da hun så kyssede ham blidt som en trøst gengældte han det igen, selvom han dog ikke mente at der var nogen grund til at trøste ham. Hans forældre forstod alligevel ikke noget omkring magikernes verden og derfor ville han bare føle sig uden for der hjemme alligevel. Han lukkede ligeledes øjnen da hun lændte sig ind mod ham og lagde sin hånd mod hans brystkasse. Han flyttede lidt på sin hånd som lå omkring hendes lænd så den kom lidt længere ned hvilket fik ham til at smile i kysset over at hun havde stramme bukser på, det var første gang at han oplevede det. Han brød kysset efter lidt tid og kiggede hende så ind i øjnene med et stort smil på læben. "Du er blevet endnu smukkere i løbet af Ferie" sagde han med et smil.

[Dawn Phoenix]

Hendes blik var funklende da kysset blev brudt og Jake komplimenterede hendes udseende. Hun smilte generet og fik fremstammet et genert: ”Tak.” Hun kunne ikke rigtig tænke sig frem til hvorfor hun skulle være blevet det, men tog hans ord for det. ”Du ser nu heller ikke ligefrem ringe ud selv.” Hun smilte lettere drillende til ham og sendte ham et sulten blik, der hurtigt efter forsvandt og hun fulgte sin kommentar op med et nyt emne inden han kunne nå at svare tilbage på det. ”Har du så hygget dig med lærerne?” Hun trak sig ganske lidt væk fra ham, så hun ikke var så tæt på ham og fjernede sin hånd, der indtil nu havde hvilet på hans brystkasse. Hun lod begge sine hænder falde ned i sit skød hvor den ene hånd lagde sig op mod hans mave. Lidt efter gled den ind under hans trøje og lagde sig om hans hofte hvor hun roligt nussede ham. Hendes blik var forsvundet ind i hans på ny og var gået hen og blevet drømmene. Jo, han så bestemt ikke ringe ud og hun havde stadig svært ved at forstå at hun var sammen med ham. At han kunne lide hende. Men hun vidste det, hun kunne mærke det når hun var sammen med ham og hun kunne mærke det når hun tænkte på ham. Tvivlen eksisterede ikke længere hos hende, hun troede ham når han sagde at han kunne lide hende, men hun kunne kun håbe på at det ville vare ved.

[Jake Dunham]

Jake grinte lidt over hendes sultne blik men nåede dog ikke helt at svarer før hun sprang videre til et andet emne. Han tænkte sig lidt om og trak så på skulderne "Der har ikke været så meget at lave. De fleste var jo taget hjem på ferie, og lærerne har stort ikke været at se da de har haft tralvt med noget andet. Men jeg fik da udforsket skoven lidt mere" sagde han med et smil. Da hendes hånd gled ind under hans trøje kunne han ikke lade være med at grine lidt "Din hånd er kold" sagde han med et grin. Det skulle dog ikke forstås som at han ikke ville havde den der, den var bare lidt kold mod hans varme hud som kun var blevet endnu mere varm på grund af trøjen. Han lændte sig forsigtigt frem og kyssede hende blidt på panden mens han kiggede ind i hendes øjne. "Hvad med din ferie Dawn? Ud over at du havde håbet at besøge mig har du ikke fortalt mig noget om din ferie"

[Dawn Phoenix]

Man kunne se på hende at hun ikke var helt tilfreds med at lærerne ikke havde haft ham under opsyn i ferien og at han tilmed havde været i den forbudte skov, men det var ikke en stor utilfredshed, det var lige så meget en tilfredshed over at have levet i uvidenhed, en lettelse over at hun intet havde vidst så hun ikke havde bekymret sig over det. Uvidenhed var nogle gange en velsignelse.

Da han reagerede på hende kolde hånd trak hun den forsigtigt væk fra ham og lagde den mod sin anden hånd hvor hun begyndte at gnide dem hurtigt mod hinanden for at skabe friktion og dermed varme hendes hånd op så der ikke var så stort forskel på temperaturen. En dag måtte hun spørge ham hvordan det kunne være at han var så varm. Hun havde bemærket det før, men havde ikke tænkt yderligere over det. Måske fordi hun var vandt til at hun var ret kold. Hun så koncentreret på sine hænder mens hun prøvede at gnide dem så hurtigt som muligt mod hinanden, men da han begyndte at tale igen rettede hun blikket mod hans og holdt op med at varme sin hånd. Hun placerede den på ny inden for hans bluse, mod hans hofte og kunne mærke at det havde hjulpet lidt. Eller også var han blevet koldere siden. Hun valgte at tro det første, at det var hende der havde fået en varmere hånd, hvilket ikke var særlig svært.

"Når ja, øhm.. Jeg har holdt jul med min familie?" Hun trak ganske let på skuldrene, hvad mere var der at sige? Det var jo det hun havde gjort. Hun vente hovedet og så ud af vinduet mod den forbudte skov mens hun tænkte på hvad hun egentlig havde lavet i sin ferie. Da hun havde overvejet det lidt vendte hun blikket mod Jake igen med et let smil på læberne. Den hånd der hvilede mod hans hud begyndte sagte at nusse ham med tommelfingeren og hendes smil voksede lidt.

"Det startede med at jeg blev mødt af størstedelen af min familie på stationen. Min far og bror hentede mig ved toget, mens min mor ventede i ankomsthallen med resten af familien. Sådan går det altid, så har min far og bror nemlig lidt tid til at forklare mig hvad der er sket hjemme og hvad der skal ske de næste par dage. For det meste sker der det samme og på samme måde, men det kan godt variere. For et par år siden blev min grantante for eksempel gift på nytårsaften, det må siges at være en afviger fra traditionerne, men ret sjovt at opleve." Hun så tænksomt ud i luften efterhånden som mindet fik sit greb i hende og sad for en tid bare og stirrede frem for sig. Så vågnede hendes blik op igen, det flakkede let mens det ledte efter den tråd hun havde tabt, og da den var fundet vendte hun blikket tilbage til Jake. "Når, men altså. Efter at have krammet og gjort de andre nødvendige høfligheder trak vi os tilbage fra stationen og hjem til der hvor jeg bor hvor der var frokost, kaffe og kage og alle fik lejelighed til at snakke med hinanden om hvad der er sket og hvordan det er at gå på en kostskole så langt væk. Mine niecer har særligt svært ved at forstå hvorfor jeg gerne vil gå på en skole man skal bo på." Hun grinte let og rystede på hovedet over deres uvidenhed inden hun fortsatte. "Men altså, da alt det var overstået gik alle til sig selv og jeg havde mine forældre og min bror for mig selv. Juleaften mødte vi op hos min moster om morgenen for at hjælpe med forberedelserne og senere ankom så resten af familien og kaos opstod. Som sædvanlig." Hun sendte ham et stort smil og holdt inde. Hun skulle lige tænke over hvad han var nød til at vide og hvad han ikke var nød til at vide. Hvis han skulle havde det hele fortalt kunne det jo tage hele ugen at komme hendes ferie igennem og desuden ville hun lige give ham en chance for at indskyde noget. Hun var godt nok kun kommet til dag et, men det kunne jo godt være at han havde noget at sige til det. Det ville hun havde haft hvis det var en anden der fortalte.

[Jake Dunham]

Jake lagde hovedet da han kunne se at hun var utilfreds med et eller andet og han gættede på at det var det med at han havde været for sig selv "Dawn, Husk nu at jeg kan passe på mig selv" sagde han med et smil og kyssede hende blidt på panden "Der er ingen grund til at du skal være bekymret for mig" Han grinte lidt da hun begyndte at varme sine hænder. Det var ikke fordi at han havde ment at hun var nød til at varme dem, men da han sagde dog ikke noget til det. Da hun lagde hånden mod hans hud igen kunne han ikke lade være med at smile. Det var følelsen af hendes hud mod sin. Han flyttede selv sin hånd forsigtigt ind under hendes trøjer og lagde sin hånd mod hendes hofte. Han lyttedet der efter til hvad hun sagde og kunne ikke helt lade være med at grine da hun gled tilbage i sine egne tanker. Han sad bare og betragtede hende mens han ventede på at hun kom tilbage til nutiden og lyttede så til det næste hun sagde "Det lyder som om at du har en stor familie. Og det lyder også som om at i har haft det sjovt" sagde han med et smil. Han lændte sig lidt frem og kyssede hende blidt på munden mens han begyndte at nusse hendes hofte og side da han lod hånden glide lidt op og ned.

[Dawn Phoenix]

Det var et lidt underligt smil der voksede frem på hendes læber da han konstaterede at hun måtte havde haft det sjovt, men hun sagde ikke noget til at modsige ham. Hun lukkede øjnene og nød kysset og da han brød det lænte hun sig blot frem mod ham og genoptog det. Da hun gjorde dette lagde hendes anden hånd sig automatisk mod hans bryst, det var for at hun kunne holde balancen så hun ikke ville falde ind i ham og vælte ham ned fra vinduet. Eller ind i vinduet, for den sags skyld.

[Jake Dunham]

Jake lagde godt mærke til det lidt underlige smil, men da hun ikke valgte at kommenterer på det han havde sagt, valgte han også ikke at sige noget. Han ville havde sagt noget da han brød det, men da hun genoptog det lige efter at han havde brudt det lod han sig bare 'glide' ind i kysset. Og lod forsigtigt sin tunge skille hendes læber ad og forvandlede deres kys til et blidt snav. Han flyttede sin hånd som var under hendes trøjer glide ind mod hendes mave hvor han blidt nussede hende på maven mens han forsat holdt kysset.