Den 2. Januar, aften.

[caroline]

Sometimes I find myself sitting back and reminiscing


Ravenclaws opholdsstue var fyldt til randen med ivrigt plaprende elever, der stadig delte historier fra deres juleferier og forventninger til det nye semester, samt naturligvis det helt store emne: dagens quidditch-kamp, som de havde tabt stort. Udenfor var mørket faldet på og vinden slog imod tårnets vinduer. Indenfor var der varmt og lyset fra både fakler på væggene og den store pejs glødede behageligt i rummet.

I en lille alenestående tomandssofa, et stykke fra både ildstedet og de mest befærdede områder af opholdsstuen, sad Carrie med benene oppe og strakt frem foran sig og næsen begravet i en tyk bog. Det var intet usædvanligt syn at en ravn ekskluderede sig selv fra sine kollegiekammerater for i en periode at kaste sig over et spændende emne eller en god bog, men Carrie var ikke en af dem der ofte dyrkede denne isolation i opholdsstuen. Lige præcis denne dag var dog heller ikke helt normal. Hun havde haft en næsten lidt for begivenhedsrig ferie og var endnu ikke helt kommet sig over dens hændelser og de mulige implikationer for fremtiden det alt sammen kunne betyde. Hendes koncentration var således i langt højere grad optaget af tanker, end den var af teksten i bogen foran hende. Hendes øjne bevægede sig ikke, men hun havde en dyb rynke i panden der implicerede at hun ikke bare var gået i stå i teksten fordi hun, som så mange andre, var træt efter en lang dag. Hun følte sig alt andet end træt.

Tag: Anthony Burton

[Anthony Burton]

s o m e t i m e s ,

i miss it ,

Anthony havde godt nok haft høje forventninger til quidditchkampen den dag, og det var gået alletiders indtil ham Aiden Ivory havde fået hænderne om lynet før deres søger. Hvis det ikke havde været for dét lille faktum, så havde de vundet. Anthony fandt quidditch enormt spændende, trods han ikke kunne drømme om at spille det selv. Koste... det måtte være en joke. Så hellere en flyvende motorcykel, da!

Men nu var det sådan at Anthony havde forholdsvist mange venner blandt gryffindoreleverne, så han havde benyttet lejligheden til at ønske dem tillykke med sejren. Det var trods alt velfortjent.
Han ankom til opholdsstuen i tavshed, og var egentlig på vej til drengenes sovesal, for at hente sin bog i magiens historie, da hans øjne faldt på Carrie. Han sendte hende et smil, men hendes blik virkede fjernt, og hun så ham tydeligvis ikke. Wow... hun så virkelig... hypnotiseret ud?
"Carrie? Er du okay?" spurgte han, og drejede med et om, for at gå i hendes retning.

[/blockquote]

[caroline]

Especially when I have to watch other people kissing


Carries højre arm hvilede på sofaens ryglæn og hendes ene finger trommede let på det blanke træ, der udgjorde midterstykket. Hun sad begravet i spekulationer omkring den første dag i juleferien og hendes egne handlinger, der måske og måske ikke ville komme tilbage og vise sig at være katastrofale. Hun havde dog ikke hørt noget endnu.
Hun bed tænderne sammen og rystede lidt på hovedet i et forsøg på at genetablere sin koncentration om teksten foran hende, da en velkendt stemme skar igennem og fik hende til at vende hovedet imod dens ejermand.

Hendes mørke øjne tog synes af Anthony ind og hun forsøgte at mønstre et smil. Hendes ansigt havde sikker lystret, hvis vedkommende foran hende var nogenlunde enhver anden ravn som hun kunne spille skuespil overfor og vise falsk munterhed.
Over for Anthony fejlede hun, og hendes forsøg blev ikke til andet end en trækning i den ene mundvig, før hun måtte give op og se væk fra hans undersøgende blik. “Jeg har det fint. Jeg har bare travlt.”
Ordene forlod hende med en overbevisning, som hendes ansigt overhovedet ikke afspejlede.

Tag: Anthony Burton

[Anthony Burton]

s o m e t i m e s ,

i miss it ,

Selvom Carrie var en fremragende skuespiller når det kom til at opretholde hendes facader, så havde Anthony trods alt lært et trick eller to, og han syntes at kunne se lige igennem hendes løgne. Derfor stoppede hendes afvigende kommentar ham ikke. Han satte sig ned ved siden af hende, og kiggede på bogens indhold, med et smil.
"Så siger vi det," svarede han, og vendte kroppen halvfems grader om imod hende. "Hvad har du så travlt med?" spurgte han en smule ironisk. Han kunne godt se at hun ikke havde læst i bogen. "Siden det tydeligvis ikke er med at læse," tilføjede han en smule drilsk, selvom han under andre omstændigheder aldrig var gået så langt. Han var som regel høflig nok til ikke at blande sig.

Han hvilede sin albue på sofaens ryglæn, og hovedet hvilede i hånden, og da han fangede hendes blik sendte han hende et svagt smil.
"Hvordan var din ferie?" spurgte han, for at skifte emnet, dels fordi han følte sig en smule skyldig over at overskride hendes grænser, når det tydeligvis drejede sig om noget, som hun ikke ønskede at indvie ham i.

[/blockquote]

[caroline]

And I remember when you started callin' me your miss's


Carrie trak sine ben til sig, da Anthony gjorde anlæg til at sætte sig ned lige oven på dem. Hun lænede bogen imod det øverste af sine lår og betragtede ham henover kanten på den. Tæt på, kunne man skimte de mørke rande under hendes lette lag af makeup.
Hans drillende kommentar fik hende til at skære ansigt og hun himlede med øjnene. “Du er så kvik, Tone.” Uanset alt sit komediespil, kunne hun endnu mindre lyve overfor sig selv end for ham. Han var alt for tæt på, og gjorde hende nervøs.

Selv hvis hun havde haft lyst til at fortælle ham hvad der optog hendes tanker før han dukkede op, så var det alt sammen effektivt blevet skubbet helt bagud i hendes hoved og erstattet af et fokus på hvor ondt i maven hun lige pludselig havde, og hvorfor. Hendes blik sank til bogens sider og hun prøvede på at minde sig selv om at de havde aftalt at være venner, selvom hun mest havde lyst til enten at sparke eller kysse ham. Hun fremtvang et anstrengt smil og så ind i hans mørke øjne, undertrykkende et dybt suk. “Begivenhedsrig,” erklærede hun. Det var altid begivenhedsrigt at holde jul med hele den store familien Abbey. “Ethan fejrede nytåret med os i Godrics hollow.” Hendes blik forlod hans øjne og lagde sig atter engang på bogen. Overfor Anthony forsvandt alle hendes gode evner som skuespiller og hun følte sig udstillet og sårbar, usikker på i hvor høj grad det fremgik at hun stadig var præcis lige så forelsket i ham, som hun hele tiden havde været. Ingen mængde af logik og påmindelser om hvorfor de ikke var sammen længere havde ændret på det.

Tag: Anthony Burton

[Anthony Burton]

s o m e t i m e s ,

i miss it ,

Anthony lo lidt, med en dyb og ru stemme af hendes kommentarer, imens hans blik lå i hans skød, hvor han fumlede med sin tryllestav. Han havde aldrig rigtig følt sig som en rigtig troldmand... Men faktisk havde han følt sig godt tilpas da han havde været sammen med Carrie. Hun fik ham til at føle at han hørte til, på en eller anden mærkværdig vis. Gamle vaner gav ham lyst til at skubbe en lok hår om bag hendes øre, men han tog sig selv i faktisk at gøre det, og førte i stedet sin hånd til sin mund, for at beskæftige hånden der ellers havde været halvvejs på afveje. Ved Carries ironi smilede han bare, og kiggede op for at fange hendes blik, da hun nævnte Ethan Sinclair, - ja, hvis det da ellers var den Ethan.
"Ethan Sinclair?" spurgte han, alle tegn på smil var forsvundet fra hans ansigt. Hendes ansigt sagde alt... hvad var der sket mellem hende og Ethan, siden hun bragte det på bane, og i så fald... hvorfor fortælle ham det? Han rømmede sig, da han skubbede tanken fra sig.
"Nå? Havde I så ellers en god nytårsaften?" spurgte han, og kiggede bevidst væk fra Carrie, fordi hans ansigt ville have røbet at det var besværligt for Anthony at skjule skuffelsen, selvom han på ingen måde havde ret til at føle sig skuffet. Det var hovedsageligt ham der havde slået op med Carrie i sin tid, fordi han ikke havde følt at han... fyldte nok. Det var måske en latterlig grund, men det havde været et lidt kompliceret forhold, og han troede egentlig at han var kommet helskindet over det, men denne reaktion modbeviste lidt hans overbevisning.

[/blockquote]

[caroline]

All the play fighting, all the flirtatious disses


Carrie fugtede sine læber nervøst og så op fra bogen med en klump i halsen, løsrivende sig fra sin personlige tortur med et let ryst med hovedet. Hun hævede et øjenbryn over Anthonys spørgsmål, da det endelig siv ind. Ethan Sinclair. Hun så lidt forundret ud. Var der andre med det navn i hendes omgangskreds, eller hvorfor lød han så mærkelig? Hun studerede sin ekskærestes ansigt og kom kun frem med flere spørgsmål, ingen svar. Hvorfor var hans mund sammentrukket til den smalle linje hun engang havde kunne kysse eller kilde væk, og hvorfor var det lige pludselig ham der så væk og undgik hendes blik. Hun rynkede næsen og rakte op med den ene hånd for at klø på tippen med en enkelt halvt nedbidt negl.

”Fin...” Svarede hun vagt og sænkede hånden igen. Med et opgivende suk slog hun bogen sammen og lagde den fra sig på sofabordet. Hun hadede de hemmeligheder der ikke var hendes. ”Er det mig der burde spørge dig om alt er okay?” Hendes lidt for lange pandehår, der trængte til en klipning, dækkede det øverste af hendes øjenlåg da hun lagde armene omkring sine bukkede ben og lænede sig lidt frem. Hun pustede irriteret opad uden held og måtte atter løsne den ene hånd for at stryge det til side og sætte det fat med et af hendes signatur-hårspænder, dette hvidt med blå streger. ”... Eller om hvordan din ferie var? Se lige mig være nærværende,” fyrede hun af, som reference til alt for mange gamle skænderier. Hun bed sig i underlæben og sank en klump, sænkende sit blik til hendes egne knæ.

Tag: Anthony Burton

[Anthony Burton]

s o m e t i m e s ,

i miss it ,

Anthony betragtede hende i tavshed, og bed særligt mærke i at hun fugtede sine læber. Men han brød sig ikke om hvordan hun så undrende ud ved hans spørgsmål til Ethan, - var det tydeligt?
Hans øjne faldt på de halvnedbidte negle. Det var en skam, og det havde han altid sagt til hende. Men han vidste selv hvor svært det var at afvænne vaner man havde haft hele livet. Anthony sendte hende dog et noget mystificeret blik ved hendes spørgsmål.
"Måske... Men du får ikke noget svar før du svarer mig," svarede han, med et selvtilfredst smil. Han vidste at Carrie var sprunget let og elegant over detaljerne, og måske var det i virkeligheden det bedste. Men hvis Carrie ville høre om Anthonys nytårsaften, måtte hun så sandelig også fortælle om sin... ærlig talt vidste han ikke hvor meget han havde lyst til at fortælle Carrie om sin ferie, - eller i hvert fald ikke den del hvor Christiane og han havde tilbragt noget ferie sammen.
"Min ferie var stille og rolig... det er ret underligt at min mor har fundet en kæreste som oven i købet har en datter der går her på Hogwarts," fortalte han, for ligesom at lægge ud. Ja, det var ret underligt... specielt fordi det var Lavender. Hun var virkelig en køn og klassisk pige, og faktisk var han vred af så mange grunde over hans mors valg af kæreste. I og med at Lavender og han nu var halvsøskende, så tvang det dem også til at lære hinanden at kende, og jo mere han lærte hende at kende, jo mere irriteret blev han over at være sat i den situation, fordi hun var så ren. Men han opmuntrede sig med at der var mange andre fisk i havet, og for at komme lidt væk fra det kvalmende forældrepar derhjemme, havde han besøgt Christiane og hendes fascinerende mugglerliv.

[/blockquote]

[caroline]

I'd tell you sad stories about my childhood


Carrie himlede med øjnene af hans affærdigende svar. Hun havde ikke lyst til at fortælle om sin ferie. Det eneste moderat spændende, der var sket, havde ikke været særlig rart, og hun havde brugt størstedelen af den på at kommunikere med alt for mange mennesker, der ville have fat i både hende og andre medlemmer af 'the Hallows.' Hendes nervøsitet lå kun lige under overfladen og viste sig igen og igen i en trækning i armen, et nedslået blik og hendes tunge der med få minutters mellemrum strøg hen over hendes læber. Hvorfor var det lige, at de havde aftalt at være venner igen? Var det Anthony der havde foreslået det? Hun kunne ikke længere huske det, og prøvede virkelig på ikke at bryde sit hoved med det, uden succes. Hendes blik bevægede sig til hans mund da han smilede og hun kunne, meget imod sin vilje, mærke hvordan det alligevel spredte en eller anden følelse i hende at mærke den bestemthed, der altid havde kendetegnet ham. Hun smilede modvilligt og vovede kort at besvare hans blik, hvor alle spor af den tidligere sammenbidte mine var forsvundet som dug for solen. Han var meget kønnere når han smilede.

”Så får jeg ikke noget svar, kan jeg regne ud,” svarede hun med et skævt smil. Hvordan var det han jonglerede sådan rundt med hendes humør, når nu hun havde gjort så meget for at glemme ham?
Hun hævede et øjenbryn, men sænkede endelig sit blik, som en anden bly viol. Hun var ikke i stand til at se ham i øjnene i længere tid af gangen, det bragte lidt for stærke minder tilbage til at tillade hende at holde bare en antydning af en maske. ”Ja? Hvem er hun?” Konverserede hun høfligt, i bund og grund helt ligeglad.

Tag: Anthony Burton

[Anthony Burton]

s o m e t i m e s ,

i miss it ,

Anthony så oprigtigt skuffet ud ved Carries gådefulde svar. Hvorfor var det så pokkers svært for hende at dele sit liv med andre? Eller var det bare fordi at han var ham? Anthony Burton, hendes ekskæreste? Tanken fik ham til at tænke sig om, og selvom tanken havde strejfet ham, var det først rigtig nu at han syntes at tænke over det rigtigt... at det i bund og grund ikke måtte være specielt rart for Carrie at han havde startet hele den samtale, hvis hun helst så sig foruden. Tanken fik ham til at forholde sig tavs, lige indtil han kiggede op igen for at møde hendes blik.
"Carriiiee... Kom nu..." sagde han med en drillende varm stemme, som han altid kun brugte når han skulle overtale hende til noget. "Vi plejer da at kunne snakke med hinanden om alt," pointerede han, på trods af at hans nysgerrighed ikke længere var så voldsom at den decideret pirrede ham. Han havde bare brug for snart at finde ud af hvor han og Carrie stod i forhold til hinanden, så han vidste hvad han kunne tillade sig, og hvad der var forbudt... han havde behov for at Carrie og han nåede til en skillevej, hvor de enten besluttede sig for at ligge fortiden til side og fortsætte som venner, eller at droppe hinanden fuldkommen. Han ville naturligvis ikke fortælle dette til Carrie, men han ønskede intet andet mere end at vide klar besked om hvorvidt hans tilstedeværelse var pinfuld eller ønsket... eller begge dele.

Han rettede sig op fra sin ellers noget foroverlænede stilling under overtagelsen, da Carrie spurgte til hvem der var Anthonys nye papsøster.
"Lavender Mae Darcy, her fra Ravenclaw," svarede han en anelse monotont.

[/blockquote]

[caroline]

I don't know why I trusted you, but I knew that I could


Carrie mødte modvilligt hans blik og kunne mærke sit hjerte nærmest slå et slag over, da han benyttede sig af stærkt feje tricks, velvidede at hun aldrig havde kunne modstå ham, når han bad hende på den måde. Well... Sjældent i hvert fald. Der var dage hvor intet bed på hende, stressede dage som dengang i november eller dengang hun skulle forberede en tale inden mødet med alle de andre organisationer.

Hun kastede et blik mod loftet og sukkede. Det var alt for velkendt at sidde her med Anthony og det var lige blevet både utrolig meget værre, og en anelse bedre. Bittersødt. ”Tone,” brummede hun, i et fejlslagent forsøg på at lyde irriteret. Hun rynkede panden lidt og slap taget omkring sine bukkede ben, lænende sig bagud mod ryglænet. ”Plejede,” rettede hun ham lavmælt mumlende, imens hun slog blikket ned. Hun hadede sin egen gennemskuelige sårbarhed og ville ønske at hun var uopnåeligt ligeglad, men hun var, uanset sin egen skyld i sagen, den der var blevet droppet, og selvfølgelig var hun ked af det, også selvom det efterhånden var . Hun rømmede sig og kørte en hånd igennem sit hår, sukkende lavmælt. Men kunne hun tåle at undvære ham i sit liv – virkelig? Svaret var utvetydigt og hun løftede sit blik og mødte hans igen. ”Hvad vil du vide? Jul var som det plejer, alt for mange Abbeys, nytår var ikke meget anderledes. Ethan brugte halvdelen af tiden på at flirte med Meredith.” Hun himlede lidt med øjnene, smilende skævt og trak på skuldrene, imens hun prøvede på at spille rollen som den fattede Caroline Abbey overbevisende.

”Lavender Darcy,” gentog hun, klemmende øjnene lidt tænksomt sammen. ”Sjette år, ikke?”

Tag: Anthony Burton

[Anthony Burton]

s o m e t i m e s ,

i miss it ,

Anthony fortrød temmelig hurtigt sit barnlige og ret feje træk, og hvis ikke det var fordi at Carrie mere eller mindre bukkede under denne gang, havde han svoret til sig selv at lade det ligge, - og ærlig talt føltes det som en lettelse at vide at Ethan, han gode ven, havde spenderet tiden på at flirte med Meredith. Det ville ærlig talt også være noget uklogt af Ethan, hvis han havde forsøgt sig med Caroline, da han udmærket var klar over situationen mellem de to, og et øjeblik skammede Anthony sig også gul og blå over at kunne have tænkt sådan om sin ven, og i stedet for at føle sig lettet over at det ikke var Caroline der havde været Ethans mål, valgte han at sætte sig ind i hendes sag og tage den derfra.
"Er det dét som plager dig?" spurgte han med en alvorlig undertone, fordi han faktisk gerne ville være behjælpelig. "Mary er blevet lidt flyvsk, ja. Ja, og måske er Ethan heller ikke så eksemplarisk hvad det angår," kommenterede han bare, en smule fortrøstningsfuld, - og nu hvor han alligevel havde lokket hendes historie ud af hende, følte han sig også forpligtet til at fortælle om Christiane, selvom han pludselig følte sig uhyre beskidt, - ikke at de to så meget som havde haft kropskontakt der kunne have indikeret at de var mere end venner, overhovedet.
"Jeg blev træt af at glo min mor og Charles oversnave hinanden hvert øjeblik det skulle være, så jeg besøgte Christiane i ferien," fortalte han temmelig overfladisk, og forsøgte at komme i tanke om hvordan han om muligt kunne linke de to piger sammen.
"Hun er vidst tilhænger af The Hallows, så du ved nok hvem hun er," sagde han, denne gang uden at kigge på hende, da hans armbåndsur pludselig blev enormt interessant.

[/blockquote]

[caroline]

We'd spend the whole weekend lying in our own dirt


Carrie rystede kort på hovedet, usikker på hvorfor hun ikke benyttede sig af søsteren og Ethans flirten som undskyldning for hendes humør. Det irriterede hende ganske rigtigt at en af hendes bedste venner flirtede med hendes yngste lillesøster, ikke fordi hun var jaloux, men fordi de to flyvske sjæle umuligt kunne være gode for hinanden. ”Ikke som sådan. Det er bare en virkelig dårlig idé, du ved... Men så kan man da se familieligheden,” pointerede hun ironisk. Det pinte hende at begge hendes søstre, på hver deres måde, havde fulgt hendes ofte temmelig dårlige eksempel i relation til det modsatte køn. Alligevel var det ikke det der havde udløst hendes alvorlige rugen, og det trak i hende for bare at lette sit hjerte og komme af med alle sine bekymringer, men hun vidste godt at det ikke ville gå. Hun kunne ikke fortælle ham om det politiske og hun ville ikke fortælle ham om Samuel, uanset hvor berettiget hun i teorien havde været til at gå i seng med hvem som helst. Det var en rædselsfuldt pinlig affære.

”Det er politik, Tone. Jeg kan ikke sige noget om det, men...” Hun rynkede panden og blinkede en antydning af fugtige øjne væk. ”... Det er barskt. Den virkelige verden derude er endnu værre end her. Folk som Gabriel Caron, der tror, at han er så glat ville blive ædt levende. Men jeg bliver hårdhudet.” Hun kløede sig lidt på siden af halsen og smilede antydningsvist. ”... Mere hårdhudet.”

Carries spærrede øjnene en anelse op og så forbløffet på Anthony. Hun blev en smule dårlig og fik en tyk klump i halsen. Christiane. Christiane som vidste alt for meget til at det om muligt kunne være godt. Hun slog blikket ned og forsøgte at gemme det i en nikken til hans ord. Et undersøgende blik overbeviste hende om at pigen ikke havde talt over sig og drøftet sine mulige mistanker med Anthony – men det var en tikkende bombe. Det eneste gode man kunne sige om situationen, var at informationen kun var personligt ubehagelig, den var ikke politisk sprængfarligt. ”Mmh. Christiane Wolf,” svarede hun, og kunne mærke noget andet bevæge sig op i hende, ved tanken om hendes ekskæreste i den yngre løves selskab. ”Såeh. Er i...?” Hun kunne ikke dy sig, men fortrød sit spørgsmål så snart hun havde stillet det. Hun havde egentlig ikke lyst til at høre svaret.

Tag: Anthony Burton

[Anthony Burton]

s o m e t i m e s ,

i miss it ,

Anthony smilede svagt ved Carries pointering omkring sine søstre. Hans indtryk var også at de begge to var lidt flyvske som hjemløse hundehvalpe.
"Hvor passer du ind i den sammenhæng?" drillede han let. Han havde ofte undret sig over denne væsentlige forskel mellem hende og hendes søstre, - i hvert fald som han så det. Han anede jo ikke hvad hun mon kunne have lavet siden deres brud. Da de to kom sammen, havde Anthony nærmest fået et chok, da det gik op for ham at hun ikke var så uskyldig, som han først havde antaget at hun var. Han rømmede sig lidt, da det skabte nogle billeder i hovedet, som var decideret forstyrrende, og et øjeblik tabte han helt tråden, indtil Carrie reddede ham fra den visse død med mere høfligt hverdagssnak. Hendes ord fik ham til at smile. Det var typisk hende... altså hele politikdelen. Men et eller andet sted, så var det dét han havde fundet attraktivt... hendes karisma. Hvorfor var det så skide svært at holde koncentrationen når man sad og førte en almindelig samtale, og så svært ikke at falde tilbage i gamle vaner? Måske fordi det var det eneste de nogensinde havde været. Før de blev kærester... ja, altså de var nærmest sprunget ind i et forhold. Der havde ikke været så meget venskab over det de havde før.
Han svarede dog ikke på hendes kommentarer til politikken... og det var ikke fordi det ikke interesserede ham som sådan, egentlig. Carrie havde da også forsøgt at få ham overbevidst om at melde sig til hendes lille gruppe af politikinteresserede unge mennesker, men han synes bare ikke det var hans kamp; i hvert fald ikke når han var mugglerfødt. Han ville nødig erklære krig med nogen og udsætte sin mor og familie for unødig fare i den sammenhæng. Men der var selvfølgelig ingen tvivl om hvis parti han ville tage hvis der rent faktisk blev krig.

Carries kommentar kom fuldstændig bag på ham, og et øjeblik sad han og prøvede at regne ud hvad hun mente. Da det gik op for ham, blev hans udtryk straks næsten undskyldende, efterfulgt af et akavet og nervøst smil.
"Christiane og jeg? Nej deeet... det er vi ikke." sagde han, og rømmede sig igen lidt. Den her samtale havde taget en noget mere akavet drejning, og selvom han somend nød hendes selskab, så fortrød han lidt at de var kommet ind på dette emne.

[/blockquote]

[caroline]

I was just so happy in your boxers and your t-shirt


Carrie smilede antydningsvist med et glimt i øjet, der slet ikke var iscenesat. Hun så ned og rømmede sig lavmælt. ”Ja hvor mon? Ingen ved det...” En let rødmen spredte sig over hendes kinder og hun så op med et smil, der stred direkte imod den uskyld, som den rosa farve i hendes ansigt ellers antydede. Hun kunne ikke lade være med at flirte bare en lille smule med ham, som hun sad der, men hendes krop betalte direkte tilbage med en skarp smerte i maven, der nok havde mere at gøre med hvad der skete i hendes hoved end den havde at gøre med noget som helst fysisk. Det føltes som en mavepuster og hun bed tænderne lidt sammen for ikke at afsløre sine lidt for tvetydige følelser overfor Anthony, imens hun spekulerede over om det nogensinde ville få en ende og hvor længe det ville tage hende at komme over ham. Nogen gange havde hun slet ikke lyst til at glemme alle de ting, der ellers gav hende mavepine, eller de øjeblikke der, på trods af alt, stadig fik hende til at smile finurligt. Andre gange, som nu, ville hun ønske at nogen bare ville kaste en forglemmelses-besværgelse på hende, så hun ville være i stand til at koncentrere sig og ikke hele tiden skulle bekymre sig om at holde styr på sine sørens følelser og trangen til enten at slå ham eller kysse ham – eller begge dele.

Især den første af dem blev dominerende, da han ikke straks benægtede hendes ord, men tydeligvis tøvede og skulle tænke over svaret. Hun spændte i hele kroppen og kunne mærke hvordan hun ville have haft damp ud af ørerne, hvis hun var en figur fra en af de der tegnefilm mugglerne lavede. Hun havde ingen ret til at bestemme over ham – og hun havde jo allerede selv været ude og lukket kapitlet med Samuel, som sådan. Alligevel kunne hun ikke lade være med at tænke, at det var meget tidligt at han fandt sig en ny. At han efter sin tøven svarede negativt, var hun allerede overbevist om, at den kælling til Christiane havde fundet sammen med hendes ekskæreste, og hans ord tjente ikke til at ændre på den opfattelse. Hendes følelser omkring emnet var pinligt tydelige, selvom hun ingenting sagde i lang tid.

Da hun endelig talte, var det åbenlyst at hun lagde stærke bånd på sig selv for at holde sin stemme lav. ”Men du vil gerne, ikke? Det er okay. Jeg ønsker jer alt held og lykke. Hun er en fornuftig pige.” Hun talte sammenbidt og krydsede armene over hinanden med et anstrengt smil.

Tag: Anthony Burton