Den 2. Januar, aften.

[Anthony Burton]

s o m e t i m e s ,

i miss it ,

Carries svar, fik Anthony til at smile, men mere reaktion kom der heller ikke, udover at han slog blikket ned i sit skød igen. Måske var det fordi han så hende rødme, og vidste i baghovedet, at der var noget hun skjulte for ham, og i virkeligheden ville han ikke vide hvad dette var... bare tanken gav ham en klump i halsen, og netop de følelser der sneg sig op i ham, gav ham den fulde forståelse for hendes efterfølgende reaktion. Da hun talte forsøgte han at holde øjenkontakten så længe det var muligt, for at anskue løgnen i det hun sagde. Han var for en gangs skyld ikke i stand til at smide et falsk smil på læberne, og betragtede hende gravalvorligt. Han syntes bare at kunne fornemme anspændtheden på måden hun trak vejret, og han fik lyst til at gribe ud efter hendes hånd og fortælle hende at alting nok skulle gå, men han vidste at det kun ville forværre situationen. Han tog en dyb indånding efter hendes antagelse, og trykkede pege- og tommelfinger ind mod næseryggen, for ligesom at sunde sig. Et klassisk træk hos Anthony. Hans øjne faldt på Carrie igen.
"Du har aldrig været særlig god til at lyve for mig, Carrie. Måske for alle andre... men ikke mig," svarede han bare med en lav stemme. Pludselig var deres meget offentlige placering meget ubelejlig, og han havde ikke lyst til at ødelægge hendes dag. Det var også derfor han improviserende tilføjede noget til sit svar.
"Christiane og jeg er rigtig gode venner... det har vi været i lang tid," sagde han i et forsøg på at afvikle situationen og kaste den mulighed væk at der kunne være noget mellem de to. Anthoyn fandt det enormt forstyrrende at der rendte eleverne frem og tilbage tæt på dem, når det her egentlig var noget han bare gerne ville snakke med Carrie om, og ikke dele med andre. Han forsøgte ligesom at skubbe spotlightet væk fra sig, da han kom i tanke om noget som kunne få dette til at lade sig gøre.
"Ser du nogen? Jeg mener... jeg ved godt at det kun..." og dér, jokkede han i spinaten. Han ville have sagt noget i retning af "jeg ved godt at det kun er en måned siden," men han fandt ikke påmindelsen om dette særlig veltænkt, og han bed det i sig igen, for at ville vende kroppen lidt tilbage i en behagelig positur, så han ikke vred ryggen af led for at se på Carrie.

[/blockquote]

[caroline]

Dreams, dreams of when we had just started things


Carries stive smil forsvandt og hun så ned med en tyk klump i halsen. Selv det delvist private hjørne i opholdsstuen var lidt for offentligt til den samtale det her var ved at udvikle sig til, men selv hvis der ingen mennesker havde været, var hun ikke sikker på om hun havde brudt sig meget mere om hele situationen.

”Jeg hader at lyve for dig,” mumlede hun med fortrydelse i stemmen uden at se ham i øjnene. Hans lille bevægelse med fingrene omkring næsen havde sat spekulationer i gang, men de standsede hurtigt, da hendes opmærksomhed i stedet fæstnede sig ved hans næste ord. Hun så op på ham med et undersøgende blik og sporede ingen fortielser eller løgn i det han sagde. En uoverskuelig lettelse bredte sig i hende, imens hun dampede af, selvom hun prøvede på ikke at vise den, men som sædvanlig kunne hun ikke for alvor skjule noget for Anthony. Hun bed sig hårdt i underlæben i et øjeblik. ”Jeg ved godt at i er venner, Tone. Det ville vel kun være naturligt. Eller, altså...” Hun kom til at smile skævt over sin egen naive idioti og himlede lidt med øjnene.

Hans spørgsmål udløste et hævet øjenbryn og et kraftigt bankende hjerte og hun drejede sig rundt, fandt sine sko med de sokkeklædte fødder og rykkede sig lidt bagud og tættere på ryglænet før hun svarede ham, med en følelse af ikke at have nået at samle sig så meget som hun burde. ”... At det kun er sådan cirka halvanden måned siden?” Hun vendte hovedet imod ham og mærkede sin mave krampe sig sammen imens et lidt bittersødt smil spredte sig på hendes læber. Hun kunne ikke lyve for ham – og hvorfor skulle hun egentlig? Det var ingen hemmelighed at hun havde været dybt forelsket i ham, eller stadig var det. Det havde bare ikke helt været nok til at hun havde åbnet ørerne når han prøvede på at sige at hun tog ham for givet. Hun havde været for stædig til at indrømme sin egen skyld i enden på deres forhold og nu var det for sent. Hun kapitulerede med et lavt suk og lænede sig bagud i sofaen, hev sin tryllestav frem og viftede den i en halvcirkel før hun bandt en imaginær knude. Hendes ansigt var koncentreret og hendes læber bevægede sig, formende ord, som ikke forlod dem. Da hun atter lod den lille hvide birkestav forsvinde ned i en lomme, var opholdsstuens larm dæmpet væsentligt og deres medelever uden for sofaen virkede underligt uinteressante når man fokuserede på dem. Carrie vendte i stedet hovedet halvt imod Anthony og rystede let på det. I en impulsiv handling, der virkelig ikke lignede hende, rakte hun sin ene hånd ud og fandt hans, med en underlig tøven. Hun så underligt bedende ind i hendes øjne, imens hendes fingre ledte efter deres plads imellem hans, og måtte se væk og blinke for at eliminere det våde i hendes øjne.

Tag: Anthony Burton

[Anthony Burton]

s o m e t i m e s ,

i miss it ,

Anthony værdsatte at Carrie lod løgnene falde til gulvet. Der var nærmest ikke det som var værre en løgne, og det var som om Carries lettelse smittede af på ham... så snart det var sagt, følte han sig let om hjertet, selvom han ikke havde nogen grund til at være anspændt til at starte med... det var nok bare Carrie der havde den effekt på ham. Han smilede svagt, idet han så op igen.
"Så lad være," stadig med smilet på læben. Ærlig talt forstod han ikke helt hvad det var Carrie forsøgte at sige med alt det der med at det skulle være naturligt, så han valgte bare at sende hende et kryptisk blik, stadig med antydningen af smilet på læben. Hans blik som før havde været fokuseret på hendes hår, faldt ned på hendes øjne, næse, mund... og der blev den, indtil han løsrev blikket med magt og lod det falde ned i skødet igen. Han tænkte lidt over hvad hun sagde... halvanden måned? Var det alligevel så længe siden? Indimellem føltes det som om det var forleden... men samtidig føltes det som et årti siden Anthonys læber havde fanget hendes. Anthony var oprigtigt taknemmelig for Carries lille fortryllelse, selvom han ikke kommenterede det, - for et eller andet sted var det forkert at sidde og tjittjatte som et eller andet kærestepar. Hans blik faldt på hans hånd, da han fangede synet af hendes hånd der kom til i øjenkrogen. Han sagde ikke noget, men kunne ikke lade være med at trække svagt i mundvigen. Da hendes hånd var i hans, flettede han diskret og tavst hans fingre ind i hende, og flyttede blikket til hendes øjne. Det føltes langtfra forkert... men uanset hvor meget han havde lyst til at give efter for Carrie, så vidste han hvordan det ville ende. Han følte sig presset til at bryde tavsheden imellem dem, og sukkede lydløst, efterfulgt af en dyb indånding.
"Carrie..." begyndte han, idet han forsøgte at vælge sine ord med omhu, så han mindst muligt ville såre hende... for det var vel uundgåeligt at såre hende, medmindre han gav efter. "Carrie, det fungerede ikke sidste gang," han gjorde anledning til at fortsætte sin tale, men han syntes ikke at kunne få et ord mere ud, da hendes blanke øjne slog ham helt ud. Han rettede sig helt op, og vendte kroppen om mod hende igen for at få øjenkontakt med hende, men da han var ude af stand til at holde den, faldt blikket ned på deres sammenflettede fingre. "du har ingen idé om hvor meget jeg gerne vil det her..." tilstod han en smule hæst, rømmede sig og løftede blikket til hendes øjne, ude af stand til at fortsætte. Han kunne træde forkert for hvert skridt han tog, og det ville han ikke byde Carrie... han havde såret hende rigeligt i og med at han havde valgt at afslutte deres forhold.

[/blockquote]

[caroline]

Dreams of you and me


Carrie himlede hun med øjnene med et krøllet lille smil. Han fik det til at lyde så nemt, men hun vidste bedre. Hun havde indskydelser, en fornuftig stemme i hendes hoved, der fortalte hende at hun udleverede sig selv og risikerede at blive totalt til grin, og det var svært at ignorere logikken. Hun havde stadig meget at miste, også selvom hun allerede havde mistet ham. Det var dog lige som om noget til tider overdøvede den stemme i hans selskab, som om hendes klare linjer blev meget slørede når han var i nærheden.

I stedet for at svare, strøg Carrie dog blot en hårtot om bag øret igen og rømmede sig lavmælt, fokuserende sit blik på sofabordet foran dem, fremfor at se Anthony i øjnene.

Hans varme hånd i hendes var både beroligende og oprørende, men hun havde brug for at mærke ham ved siden sig, også selvom der intet godt ville komme ud af det senere. Hun havde allerede forudset de stille tårer hun ville græde, når hun lå alene på sin seng, men de havde intet at gøre her og hun rystede lidt på hovedet for at klare det. Da hun endelig så tilbage på ham var hun anspændt, men med sine følelser under nogenlunde kontrol, og hun kunne ryste langsomt på hovedet i nogenlunde enighed med ham. En finger fra hendes frie hånd lagt tværs over hendes læber var et forsøg på at standse hans snak. ”Du behøver ikke sige alt det der. Jeg ved det godt. Jeg vil bare holde dig i hånden, okay?” Det var en lodret løgn. Hun ville så meget mere, men intet af det fornuftigt. Hans sidste ord sendte hendes hjerte ud på et ræs, der varmede hendes kinder og fik hende til at lukke øjnene hård i med et suk. ”... Og sådan må du slet ikke sige.” Hun sank en klump. ”Mind mig om hvorfor vi to er helt forkerte for hinanden, vil du ikke?” Hun lænede hovedet bagud mod ryglænet og gav hans hånd et klem, før hun slap den igen, uden at flytte sin egen mere end et par centimeter væk.

Tag: Anthony Burton

[Anthony Burton]

s o m e t i m e s ,

i miss it ,

Mens deres hænder lå flettede sammen imellem de to, kunne Anthony alligevel ikke lade være med at forsigtigt at stryge sin løse tommelfinger mod hendes bløde hud på hendes tommelfinger. Han sad og smilede svagt ved sig selv ved mindet om det de engang havde haft, - det havde trods alt været et fornuftigt forhold, og på en eller anden mystisk måde lykkedes det hans hoved at glemme samtlige grunde og belæg han havde dengang, for at gå fra hende. Han havde bare lyst til at give efter, kysse hende og glide tilbage i de rutiner de havde haft sammen.
"Okay," sagde han bare, fordi han ikke orkede at pointere for Carrie, at det ikke nyttede noget at lyve for ham. Carrie måtte vel også godt leve i troen om at han ikke kunne gennemskue disse løgne, bare så hun havde det lidt bedre med sin situation. Det måtte i forvejen være hårdt at give sig sådan ud, og han kunne ganske enkelt ikke afvise hende når hun var så sårbar.

Anthony fortrød øjeblikkeligt hvad han havde sagt, da han så reaktionen malet i hendes øjne, og han gengældte hendes blik med noget der mindede om en undskyldning, samtidig med at en bekymret rynke mellem øjnene kom til udtryk, som nærmest sagde ordene "undskyld,-er-du-okay?" for ham. Han nikkede diskret af forståelse, og så fortrødent til at Carrie slap hans hånd igen. Hvad kunne han dog sige for at afhjælpe situationen bare det mindste? Svaret lå lige til højrebenet, og da det gik op for ham, at der ganske enkelt ikke var noget han kunne sige, som ville hjælpe på noget som helst, følte han sig modløs. Han lagde armen henover ryglænet, og armen støttede hans hoved ved tindingen, idet han betragtede hende i et forsøg på at gennemskue hvad han dog skulle fortælle hende for at gøre hende bedre tilpas. Forsigtigt løftede han sin frie hånd, og lod sin pegefinger strejfe hendes kind kærtegnende. Han havde allerede trukket hendes anmodning om gamle minder, der kunne få dem begge på andre tanker, langt nok ud. Han sænkede sin hånd igen.
"Det kan jeg ikke," tilstod han ærligt, og havde stadig den bekymrede rynke i panden mellem sine øjenbryn. På en eller anden måde, var han endt med at læne sig en hel del over mod Carrie... om dette var et element af at han havde skiftet positur med armen henover ryglænet, vidste han ikke, men hendes læber var pludselig fristende og uimodståeligt tæt på. Måske var det bedst hvis han lænede sig mere tilbage, men det kunne han samtidig heller ikke få sig selv til. Hans blik faldt på hendes hånd igen, som han lagde sin egen hånd på i tavshed, og gav et klem. Var det bare ham, eller var hendes fingre meget kolde? Han overvejede virkelig om han var gået over stregen, - hvorvidt det var bedst at gå... og måske var den bedste til at vurdere den sag, Carrie. Ville hun svare ham ærligt, hvis han spurgte? Der var vel kun én måde at finde ud af det på.
"Skal jeg gå, og lade dig læse igen?" spurgte han ledende, uden at tage blikket fra hende. Verdenen omkring dem var pludselig ikke så tydelig længere.

[/blockquote]

[caroline]

It seems, It seems...


Carrie åbnede øjnene og rettede sit hoved op med et forpint glimt i øjnene, som hun hurtigt fik bugt med, før hun vendte sig mod Anthony. Hun havde set frem til logisk argumentation, for der var mange grunde til, at de to ikke var rigtige for hinanden. Var der ikke? Hun kunne heller ikke selv huske dem. Det hun huskede, var følelsen af hans læber imod hendes, hans hænder på hendes krop. Hun sank en klump og det gik op for hende hvor tæt på hinanden de lige pludselig var kommet. Det ville være så nemt, at læne sig bare et lille stykke mere imod ham og fortabe sig i en følelse hun kendte så godt.

Hun så ned, uden at vende hovedet væk, og flettede sine fingre ind mellem Anthonys, samtidig prøvede en eller anden lidt mere rationel del af hende at finde de grunde som han ikke kunne. ”Vi er meget forskellige,” mumlede hun usikkert. ”Jeg valgte dig aldrig først.” Hun så op da han talte og rystede lidt på hovedet. ”Selvfølgelig vil jeg ikke have dig til at gå, din idiot. Men det burde jeg ville og det burde du sikkert gøre. Hvis ikke...” Hun bed sig hårdt i underlæben og så lidt sidelæns ud mod den lettere slørede opholdsstue, lænende sig ubevidst bare en anelse imod ham. Da hun igen fandt hans øjne måtte hun synke atter en klump og rystede lidt på hovedet af sig selv, opgivende. ”... Det er en virkelig dårlig idé det her,” kommenterede hun lavmælt.

Tag: Anthony Burton

[Anthony Burton]

s o m e t i m e s ,

i miss it ,

Anthony lod Carrie tale, og samvittigheden bølgede henover ham som en hedebølge. Han lænede sig en tand tilbage, og nikkede svagt, idet hans blik sænkede sig til deres sammenflettede hænder. Det var meget muligt at han og Carrie var forskellige, men hvad ville Anthony ende op med, hvis han skulle have en der var magen til ham? Han gøs ved tanken.
"Forskellighederne var aldrig et problem," modsagde han hende, på trods af at det ikke gjorde argumenterne for ikke at kysse hende lige nu, større. Han rettede ryggen en smule, og rømmede sig atter.
"Men jeg var aldrig første prioritet... det har du ret i," sagde han, og følte sig lidt mere sikker i sine argumenter. Han sukkede svagt, ved hendes sidste kommentar. Hun havde så meget ret, og han bandede indvendigt af sig selv, og slap forsigtigt hendes hånd.
"Du har ret," tilstod han, og satte sig ud til kanten og gjorde tegn til at ville til at rejse sig. "Undskyld Carrie. Jeg ved ikke hvad jeg tænker på," Han lagde en opmuntrende hånd på hendes knæ, selvom det nok ikke havde den effekt som han ønskede at den skulle have for hende.
"Jeg kan slet ikke finde mig selv i dag... undskyld. Jeg må hellere gå inden jeg træder forkert..." sagde han, en smule desorienteret, og rejste sig op. Hvad var det nu han skulle oppe i sovesalen? Var det nogle lektier der kaldte? Han sendte Carrie et forsigtigt smil, i et forsøg på at udelukke alle flirtende hentydninger.

//Jeg har ikke out'et, men altsååår :3

[/blockquote]

[caroline]

That I can't shake these memories.

I wonder if you have the same dreams too

[/color][/font]



Carrie mærkede to modstridende følelser skylle hen over sig men hæftede sig med vilje mest ved den lettelse det udløste, at Anthony tog en beslutning på deres begge veje. Hendes ord havde tydeligvis ramt netop den nerve de skulle og hendes svage forsøg på at få ham til at tage afstand fra hende, når nu hun fandt det nærmest umuligt at tage afstand fra ham, havde givet pote. Hun rystede lidt på hovedet i sin enighed og lagde bånd på den del af hende, der bare havde lyst til at love bod og bedring. Det var ikke fair over for ham. Ikke nu. ikke når det kun var fordi hun havde lyst til at mærke ham tæt på sig. ”Nej. Det beklager jeg, Tone,” røg det ud af hende, med ord hun kunne finde på at have brugt hvis hun spildte græskar-saft ud over en andens bog. Som om hun ikke virkelig var pisse hamrende ked af det. Som om det ikke var det dummeste hun nogensinde havde gjort at overse hans betydning og tage ham for givet.

Hans berøring fik hende til at trykke tænderne hårdt sammen og rynke panden modvilligt. Hun ville ikke lade sig påvirke. Hendes maske var på vej tilbage, den blev stærkere for hvert sekund og det lykkedes hende også at sende ham et nærmest høfligt smil, imens hun rakte ud efter bogen og placerede den i sit skød igen. ”Nogen skal være den fornuftige,” bemærkede hun, med en sidste rest af den følsomme Carrie, før hun viftede sin besværgelse væk med tryllestaven og stak næsen i bogen.

Out

[/blockquote][/center]

Tag: Anthony Burton


--------------------

Notes: Alles gut? Jeg tænker at du starter den næste tråd op et mere privat sted og et par dage senere?

[Anthony Burton]

s o m e t i m e s ,

i miss it ,

outties

ooc: den kære carrie :b jo, jeg starter en tråd lige om straks! men jeg tænkte på om han skal have snakket med christiane om carrie og samuel, just to have a little drama? :D

[/blockquote]

[caroline]

Efterskrift

Det kan vi sagtens sige, men så må du lige konferere med Josie for at høre hvilke konklusioner Christiane egentlig har draget ud fra det lille sammenstød på Den utætte kedel, for hun kan jo have endt med at tro på Carrie (selvom det virker usandsynligt xD).