Fred?

[Aiden Kane Ivory]

Aiden sad fuldkommen stille og blot nød hendes varme lille krop – der i forhånd til hans var meget lille – og hendes tilstedeværelse. Der var ikke noget så godt som at være sammen med hende, de behøvede ikke at snakke, for hans skyld kunne de bare side og glo på hinanden men så let gik det desværre ikke altid. Det han hadede mest var at folk kunne komme når som helst. Det var ikke fordi han ikke brød sig om at have selskab af andre end hende for han holdt skam af selskab, han hadede bare de kommentar folk kunne komme med og så kunne han side og surmule eller ende med at flytte sig og så var freden brudt. En dårlig ting ved skolen.. var at man ikke fik tildelt værelse efter familier, han kunne jo ikke så godt have sin søster ind på sit værelse når der var overfyldt med drenge, og han kunne jo ikke være ind hos hende i længere tid ad gangen af samme grund. Hendes svar fik ham til at smile stort ”Vi lignede sgu hinanden som små” sagde han drillende, de lignede måske ikke hinanden nu men som små havde de da set nogenlunde ens ud, den samme hårfarve, den samme buttethed og de samme kinder, tilmed øjenfarven havde været den samme. Som lille havde hans øjne været brune, men med alderen havde de antaget en grå-grøn farve som fik hans øjne til at virke både sarte og blide. ”hov hov..” svarede han drillende da hun fortsatte ”Jeg får da ret tit at vide at jeg er en steg” det var da nogenlunde sandt, han havde da tit hørt at han så godt ud og at han havde en fantastisk personlighed.

[Rachel Saskia Ivory]

Aidens svar fik hende til at le og hun rodede blidt i hans hår. Ja, det var jo sandt, som små havde de været som to dråber vand. De havde haft det samme smil, samme øjenfarve, samme nuttede barnlig buttethed og samme hårfarve. Senere var hans hår dog blevet mørkere og hendes en smule lysere, så han var mere lig deres far og hun mere som deres mor. Ligesom lillesøsteren, Imogen, der lignede en lille mini-kopi af Rachel, bortset fra at hun altid klippede sit hår helt kort – noget Rachel aldrig havde forstået. Med tanke på det førte hun forsigtigt fingrene gennem det lange, krøllede hår og smilede svagt til Aiden, kyssede ham på kinden ved hans svar og lo længe.
”Ja, selvfølgelig, din frækkert”, svarede hun med en undertrykt latter, ”Du er et rigtigt hunk.” Nu kunne hun ikke holde det tilbage længere, og lagde sig nærmest ind over hans skød, da hun flækkede af grin. Den gik dog over i en mere kontrolleret latter, da hun fik tjekket klokken. ”Men jeg må desværre droppe dig, Deres Lækkerhed, jeg har nemlig en aftale.” Hun blinkede sigende og smilede drillende, så der ikke kunne være nogen tvivl om, hvilket køn, hun havde en aftale med.

[Aiden Kane Ivory]

hendes latter smittede af på ham og han lo med. de lo altid så meget sammen selvom de havde deres spændte øjeblikke, de var dog heldigvis kun øjeblikke. Hun så ud til at mindes de billeder af dem forældrene så tit trak frem og hvor Aiden og Rachel kunne stå over skuldrene og glo ned på mens de hørte forældrenes kommentarer på hvad den ene gjorde når den anden grad.. Aiden havde tit leet over at høre forældrene fortælle at Rachel som helt lille havde stukket sutten i munden på Aiden når han blev ked af det, så havde de to tvillinger sendt hinanden blikke og leet sammen. Hendes svar fik ham igen til at le og han rystede på hovedet af hende. hun lignede skam meget deres lillesøster, Imogen, med langt hår ville Imogen kunne være Rachels tvilling, men af personlighed var de slet ikke ens, det var nok også af den grund at Rachel var en Gryffendor elev mens Imogen var blevet sendt til Ravenclaw kollegiet. Han havde slet intet imod måden hun lagde sig på men der ville blive en del snak hvis nogen dukkede op lige nu. Han fulgte hendes blik der gled hen over uret. Han hævede brynet ved hendes næste ord ”Hov hov.. hvor skal du hen?” sagde han. Ja han kunne tydeligt høre at hendes møde ikke var sammen med en pige og så krævede han nærmest at vide hvem hun skulle møde.

[Rachel Saskia Ivory]

Det var ikke så svært at lægge mærke til Aidens blik, der fulgte hendes hen til uret. Et svagt smil skød frem på Rachels læber over hans hævede øjenbryn og hans tydeligt krævende spørgsmål. Det var bare så typisk Aiden at mene, at det var obligatorisk at fortælle ham om hendes møder med fyre. Hun sukkede svagt og rystede på hovedet af ham.
”Det er da vel nok min egen sag”, sagde hun hemmelighedsfuldt og smilede skævt til ham, ”Troede vi var blevet enige om, at det ikke var noget vi skulle blande os i?” Hun havde aldrig været specielt god til at holde hemmeligheder for Aiden og det virkede egentlig helt underligt, ikke at fortælle ham det, nu hvor han spurgte. Selv da de var små havde de haft svært ved alt det hemmelighedskræmmeri. Engang var Rachel kommet til at smadre hans yndlingslegetøj og selvom hun vidste, han ville blive sur, ville hun ikke engang prøve at holde det hemmeligt for ham, han ville jo alligevel finde ud af, det var hende, der havde gjort det. Et svagt smil gled over hendes læber ved den erindring, før hun atter fokuserede fuldt på Aiden.
”Men hvis du så gerne vil vide det, så er det Nathan fra årgangen under os”, fortalte hun med et svagt smil.

[Aiden Kane Ivory]

Han hævede brynet ad hendes svar og holdt hårdere om hende dog ikke så hårdt at det ville gøre ondt på hende. ”Jamen..” han tav dog da hun fortsatte og snerpede irriteret læberne sammen ”Det var faktisk ikke hvad vi blev enige om!” svarede han nærmest i en fornærmet tone der dog hurtigt ville forsvinde igen ”Vi blev enige om at vi ikke ville stå i vejen for hinanden…” rettede han hende og fortsatte ”Skal du nu have hemmeligheder for mig” det var sagt tydeligvis drillende men noget i det kunne lyde alvorligt. De to havde aldrig haft hemmeligheder for hinanden og endnu engang tænkte de på netop det samme. Mindes dengang de var små og hvor hun havde ødelagt et stykke legetøj der havde været hans, hun havde ikke holdt det hemmeligt men sagt det til ham og selvom han var blevet ked af det havde han været glad for at hun havde været ærlig. Da hun så sagde hvem hun skulle mødes med reagerede han hverken positivt eller negativt på det men endte dog med at smile blot for ikke at ødelægge hendes humør eller gøre hende vred, irriteret er ked af det på nogen måde ”Jamen så må du hygge dig” sagde han, han havde trods alt selv sagt at de skulle give hinanden lidt plads.

[Rachel Saskia Ivory]

Rachel havde godt bemærket hvordan Aiden havde strammet grebet en smule om hende og hun puttede sig ind til ham. Det irriterede hende dog, at det havde gået ham så meget på. Hun havde jo egentlig kun drillet ham med at holde det hemmeligt. Aldrig i sit liv om hun ville holde noget, der var vigtigt for hende og i hendes liv hemmeligt for ham! Det var der aldrig noget, der skulle ændre på.
”Er det virkelig alt, du har at sige til det? Han har ogs inviteret mig med til ballet”, fortalte hun forsigtigt og så prøvende på ham. Han havde altid været beskyttende omkring hende, ville sikre sig at ingen fyr rørte hende uden at han havde sikret sig, de var gode nok. Sikret sig, at hun aldrig kom til skade eller blev såret af nogen. Og ja, det havde da tit været irriterende og overbeskyttende og tit havde hun bedt ham give hende lidt mere plads, men.. I sidste ende var det jo sådan de var overfor hinanden, sådan de viste deres kærlighed og hun kunne ikke helt ryste følelsen af, at hans reaktion var forkert, af sig.
Forsigtigt strøg hun fingrene over hans kind, betragtede ham årvågent, for at være sikker på, at der ikke var en enkelt reaktion, hun missede. De kendte efterhånden hinanden så godt, at Rachel ville kunne se ethvert problem i hans smukke, grågrønne øjne.

[Aiden Kane Ivory]

Da hun sagde at han havde inviteret hende med til ballet så han på hende med store øjne. i de tidligere år var de jo taget til ballet sammen, de gange de ikke var taget af sted sammen havde han faktisk ikke inviteret nogen. Det generet ham ikke at hun blev inviteret men at den der havde inviteret hende var fra en klasse under hende. han kendte nu Nathan.. bare ikke spor godt. Han tog sig sammen og nikkede med læberne i en tynd streg. ”Har du så sagt ja..?” spurgte han efter at han havde fået styr på den vrede der var dukkede op ud af det rene ingenting. Det betød vist at han skulle snakke med fyren hvis hun havde sagt ja.. eller havde i sinde at gøre det. han havde fjernet blikket fra han, han vidste jo at hun kunne tyde hans blik og ville nødigt have at hun skulle se hvordan han havde det lige nu, selvom hun sikkert kunne mærke at han havde spændt musklerne. Da hun strøg hans kind vendte han blikket mod hende men betragtede hende med et – efter hans mening - udtryksløst blik i de grågrønne øjne.

[Rachel Saskia Ivory]

Det undrede hende egentlig ikke at Aiden straks stirrede overrasket på hende, da hun nævnte, at Nathan havde spurgt hende med til Juleballet. Hun tog jo altid med ham til juleballet, hyggede sig og dansede. Så fandt de altid Adam og lavede noget ravage i den ellers så perfekte julefest. Hun smilede svagt og rystede på hovedet for sig selv ved de mange minder, der i løbet af få sekunder fløj gennem hendes hoved. Alligevel blev hun urolig, da hans læber snerpedes sammen til en tynd streg og hun smilede svagt, kyssede ham hurtigt på kinden.
Da han så vendte blikket mod hende med det udtryksløse, afvisende og kolde glimt i øjnene, var det som om hendes mave trak sig sammen, bandt knuder på sig selv. Hvorfor skulle alt dog også være så forfærdeligt besværligt!? Hvorfor kunne hende og Aid ikke bare altid være gode venner?
”Aiden, da!”, udbrød hun forarget og rynkede svagt på næsen, så det lille tæppe af fregner krølledes sammen, ”Kender du mig da virkelig så dårligt?” Rachel var blevet inviteret juleballet af mange andre før i tiden, men havde altid afvist dem, for at holde muligheden for at gå med sin elskede bror åben. Det havde mange piger fra deres årgang dog også hadet hende for. Aiden var jo en af de ellers temmelig velsete fyre på deres kollegium.
”Du vil da altid være den første, jeg vil følges med”, forsikrede hun ham hurtigt og nussede hans hår igen, rystede igen svagt på hovedet for sig selv, ”Du plejer bare at have spurgt mig meget tidligere og du har slet ikke nævnt det”, fortalte hun og så lidt ned i jorden. Det var jo selvfølgelig okay, hvis han ville gå med en anden.

[Aiden Kane Ivory]

Han endte med at sukke og sendte hende et undskyldende blik, han lod hånden glide gennem det pjuskede hår og sukkede igen. ”Nej Rach.. jeg kender dig godt men det er svært at fatte at vi er ved at være voksne!” svarede han med tryk på voksne og en vis irritation i stemmen der ikke var rettet mod hende. Han vidste hvordan de andre elever havde haft det med at de to plejede at følges ad til ballerne. Ja for pokker vi snakker om to af de mest eftertragtede elever fra Gryffendor sammen med en lille flok af deres venner naturligvis. Ja især Ivory eleverne uanset hvilke kollegium de var fra var særlig specielle, de var kendte på hele skolen for slægten som havde været renblodet, tilhængere af fønixordnen og værende på de godes si i flere århundreder. Han vendte opmærksomheden mod hende igen og nikkede, ja han vidste godt at han brude have været hurtigere i år men han havde faktisk glemt alt om det. Ja selvom det var noget alle snakkede om og som han ellers fleste gange var komme ti tanke om var der bare ikke blevet en chance for at snakke om det føre nu. ”Jeg glemte alt om det” sagde han med et suk og vendte blikket mod hende igen ”Men.. vi burde måske lave om på det.. vi har trods alt fulgtes med til det bal i 6 år” sagde han med et skævt smil ”Måske kunne jeg invitere Lou” han ville have tænkt det men var kommet til at sige det højt og fortrød derfor ordene så snart de havde forladt hans læber.