Fred?

[Rachel Saskia Ivory]

Rachel havde, overraskende for andre, men ikke længere dem, fulgt hans tankegang med de varme minder om deres barndom. Hun havde næsten sneget sig ind på hans værelse hver nat, fordi hun havde følt sig ensom eller bange. Det var ikke fordi hun blev så let bange, men det havde også for det meste bare været en undskyldning, fordi hun ønskede hans selskab. Aiden var jo også tit kommet ind til hende, når han havde følt sig ensom, så de havde nærmest brugt hvert sekund af deres barndom sammen. Hun gengældte let hans smil, selvom hun med lethed kunne se, at det ikke var helhjertet. Det skar hende altid i hjertet, når han blev nødt til at tvinge et smil frem. Der var intet værre i hendes verden, end at se ham ulykkelig. Et lydløst suk forlod hendes læber, mens hun ventede på hans svar.
Længe sad de bare og kiggede på hinanden. Okay, han nærmere gloede, før hun, med lethed, hørte hans stemme igen. Det føltes nærmest som en gigantisk, tung sten, der lettedes fra hendes hjerte, da han hørte hans blide stemme. Ved hans ord nikkede hun bare. Hun vidste det jo egentlig godt, et sted ikke så dybt i sit hjerte, men det er altid så nemt at være selvkritisk.
”Søde, dog, det har du da al…”, hun tav og lagde hovedet let på skrå, smilede bredt og drillende til ham, før hun prikkede ham lidt i siden. ”Aideeen!”, hvinede hun beklagende, ”Du skal da fortælle mig, når ’fjolser’ sender mig blikke! Især hvis det er nuttede fjolser”. Hun blinkede drillende til ham og smilede skævt.

[Aiden Kane Ivory]

Hun gennemførte ikke sætningen men det behøvede hun skam heller ikke, han vidste på forhånd hvad hun ville have sagt. Han fulgte hende med blikket idet hendes hoved gled på skrå og han kunne se at hun snart ville se mere. Han fik ret for inden der var gået mange sekunder havde hun fortsat. Måden hun sagde hans stemme fik et oprigtig smil frem over hans læber, han elskede at høre hende sige sit navn og det vidste hun skam godt. Han kunne endnu engang ikke lade være med til at tænke tilbage til deres barndom hvor hun bare sagde hans navn uden rigtig at ville sige noget andet. Han havde hver gang vendt sig om og ventede på at hun ville fortsætte men der kom ikke altid noget fortsættelse. Og selvom han vidste at hun havde drillet ham med det så havde han bare ladet hende det og han havde sørgede for at reagere hver gang hun kaldte. Han blev aldrig træt af det, moren havde skam sagt at hun skulle passe på, og så havde hun fortalt historien om drengen der råbte ulven kommer og påpegede at han på et tidspunkt ikke ville reagere når hun virkelig havde brug for ham. At høre disse ord fra morens mund havde bare gjort ham mere sikker i sin sag, han måtte reagere hver gang for at sikre sig at hans søster havde det godt og ikke havde behov for ham. Disse tanker var løbet igennem hans hoved i løbet af få sekunder. ”I mine øjne er de alle sammen fjolser… ingen af dem er god nok til dig” svarede han med et skævt smil over læberne.

[Rachel Saskia Ivory]

Det var egentlig sjovt, at de to aldrig behøvede at fuldføre sætningerne. De vidste jo altid, hvad den anden tænkte på – altså sådan da. Men sådan havde det jo altid været. Somme tider, da de var mindre, kunne de finde på at sidde og kun komme med stikord til hinanden ved aftensmadsbordet og sagtens forstå hinanden. De kunne også sagtens bryde ud i grin efter lang tids tavshed, fordi de vidste den anden ville følge tanken. Det kunne godt virke frustrerende på de mindre søskende og deres forældre, men det var som om når Aiden og Rachel var sammen, behøvede de ikke tage hensyn til andre. Det var kun dem i deres egen lille boble, som ingen havde adgang til. Hans svar fik dog et bredt smil over hendes læber og hun lo en kort, perlende latter, førte igen fingrene gennem hans hår. Svaret fik hende til at tænke på dengang, da de var mindre og Raf Kosravi havde været vild med hende og bedt Aiden udspørge hende, om hun også kunne lide ham. Aiden havde dog, selvom han vidste at Rachel var halvlun på Raf, bare holdt det hemmeligt indtil hun så blev 15, hvor han havde indrømmet det.
”Hvor er jeg heldig at have en bror som dig”, sagde hun og smilede bredt – stoltheden var temmelig tydelig at spore i hendes stemme. Rachel tav kort. ”Aiden?”, spurgte hun roligt, sagde egentlig ikke mere end det længe. Okay, hun nød måske lidt, hvordan han altid blev ved at reagere selvom hun ikke havde noget konkret at sige. Efter lidt tid fortsatte hun dog alligevel. ”Jeg synes heller ikke, der er nogle, som fortjener dig.”

[Aiden Kane Ivory]

Ja han huskede skam den gang .. hvad var det nu han hed..?? Raf? Ja det mente han nok at fyren hed havde bedt Aiden spørg Rachel om hun kunne lide ham. Selvfølgelig vidste Aiden at hans søster var lun på ham, han havde vidst alt af den slags, og alt hvad der foregik i hans søsters hoved sådan havde det bare altid været. Han havde dog valgt at holde det for sig selv og svar drengen at hans søster ikke havde været interesseret, dumt..ja..ondt..ja.. men han havde ikke kunnet holde det ud.. senere havde han skam også fortrudt det. Han smilede skævt da hun sagde at hun var heldig og han trak hende tæt ind til sig, lod hende stryge hånden gennem hans hår endnu engang og han plantede et blidt kys på hendes pande. Han havde kort vendt blikket bort da hun sagde hans navn og han vendte straks blikket mod hende igen og sendt hende et spørgende blik. Et bredt smil gled hen over hans læber da hun gjorde det endnu engang, sagde hans navn og holdt en pause ”Du er godt nok sikker på at jeg altid vil svar når du siger mit navn hva..!?” sagde han drillende. Da hun valgte at fortsætte lyttede han uden at afbryde til hun tav inden han hævede det ene bryn. Selvfølgelig kunne hans ord vende som og bruges mod ham selv. ”Så er vi i hvert fald enige..” sagde han leende ”Men vi må jo give bare en smule slip på et eller andet tidspunkt..” fortsatte han.

[Rachel Saskia Ivory]

Det at Aiden igen trak hende helt tæt, fik et bredt smil over Rachels kinder og hun sukkede svagt, da hans bløde læber rørte hendes sarte pande. Igen fløj hendes tanker hen på, hvor forkert en fremmed nok ville tolke det billede af dem, der nu engang var, men alligevel havde hun ikke lyst til at ændre på, hvordan de sad. Hun elskede at sidde så tæt på ham, mærke hans varme gennemstrømme hende. Det var egentlig sjovt, som Aiden altid var varm! Ved hans ord, blev Rachels smil dog kun bredere. Ja, hun havde jo gjort det lige siden de var mindre. Siddet og kaldt på ham uden rigtig at ville noget. Han havde også reageret hver gang, selvom deres mor altid havde skældt hende ud og kommet med historien om ulven. Rach havde bare aldrig taget det så tungt. Hun vidste jo, at han altid ville reagere, altid ville være der. Desuden elskede han også at høre hende sige sit navn, så hun kunne faktisk ikke se problemet.
”Selvfølgelig”, svarede hun kækt og blinkede til ham, ”Du ville da ikke risikere, jeg var i fare, vel?” Okay, grov misbrug af tillid, men alligevel. Det var deres lille ting. Det skulle der ikke ændres på. Da han så igen svarede på hendes spørgsmål, nikkede hun svagt, lo også selv en kort latter. Hun kunne bare ikke lade være. Hans latter var så skøn at høre på! Som om verden pludselig var et bedre sted.
”I guess”, mumlede hun så, ”Som om du nogensinde vil kunne give slip” drillede hun så med et kækt grin. Nej, han ville nok kunne finde på at gøre livet halvsurt for den fyr, der faldt for Rachel.

[Aiden Kane Ivory]

Han var endelig ret ligeglad hvordan fremmed ville tolke deres forhold. Deres venner vidste hvor tætte var på hinanden og hvordan de kunne ligne et par når de var sammen. Ja selv under træningen kunne de kaste blikket til hinanden eller være opmærksomme på om den anden havde behov for hjælp. Rachel havde skam redde ham mange gange for at få en smasher i ryggen eller siden under kampene og mange flere gange under træningen. Det var ikke altid han var lige opmærksom og som søger var han nærmest et oplagt mål for smasherne som nærmes elskede at jagte ham. Han holdt hende tæt ind til sig og de var begge tavse et stykke tid inden tavsheden blev brudt af hende denne gang. Han lo ”Nej da!” svarede han varmt ”Der er vist heller ikke nogen der tørrer lægge en finger på dig, vedkommende ved nok i forvejen at jeg hugger fingeren af inden den kommer i kontakt med dig." Det var skam ikke noget han bare sagde det kunne virkelig høres i hans stemme at han mente det helt alvorligt. Han lo endnu engang af det andet hun sagde, dog var det en et kort latter ”Det vil jeg aldrig kunne..og ved du hvad.. jeg VIL ikke give slip.. jeg elsker skam vores forhold som det er nu” sagde han drillende og holdt endnu ret godt om hende.

[Rachel Saskia Ivory]

Som altid fulgte Rachel hans tanker og smilede svagt med minderne. Tit havde hun risikeret liv og lemmer for at redde ham fra smashere eller brutale modspillere. Især i kampene mod Slytherin endte hun tit med en brækket arm eller lignende, fordi hun havde skærmet for ham. Hun skældte ham også tit ud efter kampene for hans mangel på sikkerhed, men alle vidste, at det var umuligt for dem at være sure på hinanden i mere end et par ynkelige sekunder. Det var nu heller ikke fordi Rachel nød at være sur på ham. Hun trak benene lidt sammen og blev derved trykket en smule tættere ind på ham. Hans var fik hende til at smile. Han truede altid drenge, der inviterede hende med til fester. Selvfølgelig ikke noget alvorligt, det vidste både Aiden og Rachel, men fyrene kunne ofte være lidt i tvivl. Det var jo også desværre noget værre noget, men det var sådan en lille tradition, de havde sammen og Rach havde altid været mere opmærksom på hende og Aidens forhold end hendes forhold til fyre.
”Jeg tror, du har ret. Du har nok skræmt alle fyrene på vores årgang væk”, lo hun kærligt og rystede på hovedet. ”-Hviket for resten er meget fuy!”, skyndte hun sig dog at tilføje. Hun elskede Aiden, men en pige på sytten år vil altså også gerne have en kæreste eller i det mindste noget flirt. ”Jeg vil heller ikke have du giver slip, mulle”, forsikrede hun hurtigt og knugede ham let for ligesom at vise det. ”Elsker dig og vores forhold og du skal være min Maid of Honer når jeg bliver gift, selvom det normalt er en pige, men for at det skal kunne ske, skal jeg have chancen for at få en fyr”, grinede hun og kyssede hans kind.

[Aiden Kane Ivory]

Han havde skam tit været vred på hende fordi hun havde brækket en arm under kampene og så havde hun svaret at det var sket fordi han var så uopmærksom og hun havde været nød til at redde hans røv. Når han hørte det blev han altid flov og skyndte sig at undskylde og nærmest bede om tilgivelse. Under sådanne situationer kunne medspillerne falde om af grin af to grunde, den ene grund fordi de vidste at de to ikke kunne være vrede på hinanden i mere end få sekunder, den anden grund fordi det så helt forkert ud når han bad hende undskylde sig. Man kunne tro at de var et par hvor han havde dummede sig groft, for nogle gang, dog ret sjældent kunne hun blive så stridig og nægte at tage imod hans undskyldninger. Ja de to, de havde deres helt egen specielle forhold som ingen andre end dem – ikke engang deres forældre – forstod helt. Han lo muntert da hun sagde at hun troede at han havde ret og at han havde skræmt alle fyrene væk ”Det jo bare godt.. så behøver jeg ikke bekymre mig” sagde han drillende. Han lo og rystede blot på hovedet af hende. Da hun sagde at hun heller ikke ønskede han gav slip lod han sin pande hvile i få sekunder mod hendes. Han hævede dog brynet da hun bad ham være hendes brudepige ”Laver du sjov? Mig brudepige?.. hmm.. bare du ikke tvinger mig i en brudekjole så jeg glad.. eller ved d hvad.. så må vi håbe på at far har travlt med en kamp den dag så kan jeg føre dig op ad kirkegulvet” det var tydeligt at han drillede.

[Rachel Saskia Ivory]

Da han svarede på hendes spørgsmål, åbnede hun munden vidt og gloede bebrejdende på ham, kunne alligevel ikke holde et grin tilbage. Han drillede hende dog tit med, at fjerne fyrene fra hende og at hans liv ville være meget nemmere, hvis ikke hun ikke havde været til fyre og sådanne ting. Drillende puffede hun tilbage til ham og himlede med øjnene af ham. Mange ville nok kalde dem barnlige og sådan, ikke at Rachel gik synderligt op i det, for hun elskede, hvordan de opførte sig, når de var sammen. Så længe Aiden var sammen med hende, var det som om verden bare var et bedre sted. Endnu engang puttede Rachel sig tættere på ham og tog forsigtigt hans hånd. Måske virkede det også en smule underligt, men hun tænkte ikke engang længere over det. Det var bare rart, trygt sådan.
”Du burde være bekymret for din egen sikkerhed, hvis du skræmmer så meget som én fyr mere væk”, truede hun og hævede en pegefinger af ham. Okay, det var måske ikke det mest seriøse i verden, men dog var der et snert af alvor i hendes stemme. Da han drillede hende, lo hun igen og prikkede ham i siden. ”Du skal ikke i nogen kjole!”, udbrød hun grinende og rystede på hovedet af ham, ”Du skal bare være der og stråle.. –Uden at skræmme manden væk!”

[Aiden Kane Ivory]

Han lo af hendes vidtåbne mund og hendes gloende blik. Hjalp hende drillende med at lukke munden og smilede et af sine flabet smil ”Så er der bare en større grund til at forsøge at skræmme bare endnu en væk.. når hele skolen får at vide at du tæver din egen bror er der næppe en fyr der tørrer være sammen med dig” han drillede hende selvfølgelig stadig og han havde selvfølgelig vidst at hun også bare drillede. Han bed drillende ud efter hendes finger men sørgede selvfølgelig for ikke at gøre det hurtigt så hun kunne trække den til sig. Han spjættede en anelse da hun prikkede ham i siden. Hun vidste for kilden han var og den mindste af den slags kunne få ham til at reagere. Som børn havde hun faktisk tit løbet efter ham og så havde hun jagtet ham genne hele huset, han var dog siden barnsben ret hurtig af sig og lod sig ikke fange lige med det samme. De gange hun havde fået fat i ham kunne han ligge helt flad af grin så kilden var han. Efterhånden som han var blevet ældre var det blevet mindre voldsomt alligevel var han nød til at spænde alle muskler i hele kroppen for ikke at falde om af grin. Han smilede da hun sagde at han ikke skulle i nogen kjole ”Åhh tak elskede søster” svarede han drillende. ”Jeg skal gøre et forsøg.. men jeg lover intet” sagde han varmt og holdt hende helt ind til sig.

[Rachel Saskia Ivory]

Rachel måbede mere, da Aiden kom med sit flabede svar og puffede blidt til ham. Da han så spjættede, så hun så at det var tiden til en passende straf. I en hurtig bevægelse, begyndte hun så at kilde ham vildt. De havde altid kildet hinanden, da de var mindre og tit kildet hinanden på samme tid, til de tit kunne lille og hyperventliere af latter, så deres forældre til sidst blev helt nervøse for deres sundhed. Hun havde dog elsket deres, til sidst, lydløse grineflip, hvor de bare vred sig i latterkramper. Hun rystede svagt på hovedet ved mindet og stoppede at kilde ham. Stadig med et smil på læberne huskede hun tilbage på, hvordan de var rendt gennem lokalet og tit revet ting med sig og smadret alt muligt i farten, da Rachel eller Aiden havde jagtet hinanden og til sidst tacklet hinanden, kildet hinanden, til de ikke kunne få luft. Så var der altid en pause, til de begge oftest kiggede på hinanden og så var det hele rytmen forfra igen.
Ved hans svar rystede hun svagt på hovedet. ”Nej, hvis det stod til dig, blev jeg sikkert aldrig gift, fik ikke engang en kæreste”, muggede hun, dog stadig med et smil på læberne. Hun kunne bare ikke være sur på ham, ikke engang i flere sekunder. Eller jo, men så skulle han også virkelig have gjort noget slemt og selv der, tiggede han hende altid, til hun blev sindssyg og alligevel tilgav ham.

[Aiden Kane Ivory]

Han lo da hun måbede, han kunne ikke andet end le når det var hende. Han lod hende faktisk kilde ham da hun begyndte og fandt i løbet af få sekunder hendes ømme punkter som han kendte så godt fra da de var små. Han gav ikke slip lige med det samme, først da hun selv holdt op med at kilde ham stoppede han men omfavnede hende straks i et dybt og varmt kram. Han havde dog leet en del og havde fået tårer i øjnene af meget havde han leet. Han kunne ikke andet end tænke tilbage til deres barndom, minderne som vældede ind over ham og fik ham til at smile og som fik hjertet til at hamre vildt af lykke. Ja han havde haft en lykkelig barndom, for lykkelig endda i manges øjne, men hans barndom havde gjort ham til den han var, hans søster havde gjort ham til den han var. Han lo ad hendes ord ”Det samme kan jeg sige om dig” svarede han drillende. Det kunne jo vendes om, bruges om hende.

[Rachel Saskia Ivory]

Da Aiden ligeså fandt hendes ømme kildepunkter, kunne Rachel ikke tilbageholde en høj latter og hun vred sig under hans kildende fingre, fortsatte dog at kilde ham. Da hun så endelig gav op, holdt han så endelig også op og hun buttede sig ind i hans kram. Hun grinede dog stadig lavt, sådan var det altid efter hun var blevet kildet, og havde tårer i øjnene efter at have grint så meget. Det var en af de fantastiske ting ved Aiden. Han tog hende altid tilbage til deres barndom. Hendes ufatteligt lykkelige barndom. Mange på deres skole havde haft forfærdelige opvækster, fordi de var magikere og det havde gjort deres liv hårdt eller forældrene var skilt eller søskendekrige, men der var udelukkende kærlighed mellem Rachel og Aiden. Da han lo af hendes ord, rystede hun svagt på hovedet og prikkede ham et par gange i siden.
”Du skal ikke vende det mod mig!”, svarede hun med en kort latter og kyssede hans kind, ”Jeg elsker at se dig lykkelig, Aiden.. Selvfølgelig skal du blive gift en dag.”

[Aiden Kane Ivory]

Han smilede muntert til hende. Havde set tårerne der havde samlet sig i hendes øjne efter al den kilderi og al latteren. Munterheden som lå i smilet kunne også ses i hans øjne mens han holdt hende tæt ind til sig. Han følte sig både lykkelig og heldig, heldig fordi han havde hørt hvordan andre elever havde haft det i deres barndom, hvor hårdt de havde haft det med en hård familie eller skilsmisse eller måske bare søskendekrige. Nogen havde endnu problemer fordi forældrene havde høje krav til dem. Lykkelig følte han sig fordi han vidste at han havde verdens bedste familie, og verdens bedste tvilling. Han betragtede hende blot tavst med hovedet på skrå og lo ad hendes svar "Ja ja.. når jeg gifter mig og får en masse små børn der forhåbentlig kommer til at ligne dig" sagde han drillende. Han drillede måske udadtil men inden i håbede han da på at få børn der lignede hans søster af udseende og personlighed, desuden håbede han på at forholdet mellem sine børn ville være lige så godt som hans forhold til hans søster.

[Rachel Saskia Ivory]

Rachel puttede sig endnu tættere ind til ham og indåndede lykkeligt hans duft. Mmmh, han duftede skønt af fyr. Der var bare noget ved det andet køn, der duftede skønt, ikke fordi hun betragtede Aiden som noget andet end sin bror, men han duftede altid så skønt, at det bare var endnu en bonus ved ham. Det var nok der, hun var mest kræsen omkring fyre. Hvis ikke de duftede godt, ville hun bare slet ikke i nærheden af dem. Heldigvis var der masser af fyre på Hogwarts, der passede på sig selv og deres udseende og kropsdufte. Hans svar fik hende til at smile.
”Dine børn skal da ikke ligne mig”, udbrød hun og lo en let latter. ”Nej, de skal være ligeså smukke som dig, for du var da bare en cutie-pie som lille.” Hun rystede på hovedet og smilede så kækt, ”Surt, det fortog sig med alderen”, drillede hun og smilede skævt til ham. Alligevel kunne hun dog ikke lade være at glædes over hans ord. Hun håbede også virkelig hendes børns forhold ville være som hende og Aidens og ikke nogen krig eller had, som ville splitte dem ad, når de blev ældre. Nej, præcis sådan som de havde det sammen.