Fred?

[Aiden Kane Ivory]

Aiden befandt sig i Gryffendors kollegium med sin kost over det ene ben. Han sad i fællesstuen som var tom. De fleste elever sad og lavede lektier på denne tid, de andre sad i grupper og snakkede i værelserne, selv ventede han på nogle venner som havde lovede at komme forbi. Som søger for holdet måtte han konstant træne hvad han elskede at gøre. Han var iført jeans med en grå trøje over som ikke var spor tyk. Håret var strøget pænt tilbage, da han havde vane for at lade hånden glide gennem det når pandehåret gled ned over hans øjne. Øjnene var rettet mod kosten mens hånden bevægede sig hen over træet som han var i gang med at polere. Han passede skam sine koste ret godt alligevel havde han med at smadder dem til kampene, endelig ville han gøre alt for at vinde og derfor betød det ikke noget at få smadret en kost eller to bare han vandt. Han lænede sig tilbage i den sofa han sad på og vendte blikket mod vinduet. Det regnede udenfor hvilket han intet havde imod. Han elskede duften af vådt græs og jord. Lyden af skridt fik ham til at vende de grå-grønne øjne mod døren mens hånden gled regelmæssigt hen over kosten.

[Rachel Saskia Ivory]

Det var virkelig en dejlig dag udenfor. Okay, iskold, men vinden var frisk og herlig! Det perfekte vejr til en flyvetur, hvis altså ikke man var for bange af sig. Vinden rev vildt i træernes kroner og kunne sagtens føre til en kollision mellem en uheldig elev og nogle af de tykke træer, der stod spredt omkring på Hogwarts’ udendørsarealer.
Hurtigt traskede Rachel af sted op ad de hårde stentrapper mod Gryffindors opholdsstue og trådte snart gennem det lille maleri. Hendes bølgede krøller strittede umedgørligt ud til alle sider og røde pletter blomstrede fint frem på hendes ellers så blege kinder, da hun gik længere ind. Hun bar sin kost i den ene hånd og en lille taske, hvor Gryffindors spilledragter hang lidt og blafrede ud fra, i den anden. Hun elskede altså bare at flyve! Gud, hvor kunne sådan en tur redde hele hendes dag fra nederlag eller, som i dette tilfælde, gøre hendes humør skyhøjt. Hurtigt fik hun øje på Aiden, der sad i sofaen og hendes smil blev kun bredere, da hun stormede hen mod ham. Det havde været længe siden de sidst havde tilbragt tid alene! Okay, de havde jo også begge to hver deres venner, men alligevel… lidt tvillinge-tid burde der nu være tid til. For at være ærlig havde hun dog ikke engang selv tænkt på det og rødmen bredte sig også hen over hendes næseryg.
”Hellow, brormand”, kvidrede hun muntert og smilede bredt til ham.

[Aiden Kane Ivory]

Lyden af de lette trin fortalte ham at det var en af pigerne der var på vej. Normalt ville han fryde sig over at få ret - hvilket han også gjorde lige nu da hans egen søster dukkede op - men han glemte det lidt da han så hvem af pigerne det var. Straks gled et smil over hans og hele hans kønne ansigt lyste op. De udtryksfulde øjne hvilede som altid drillende på hende. Han kunne ikke undgå at bemærke kosten hun havde med som var magen til hans egen og også bemærket han dragten hun havde elver den ene arm. “Hej Søs” sagde han med sine varme blide stemme. Han var kendt for at være en af de mest betænksomme unge mænd på skolen og en af de godhjertet som nogen drillede ham med. Andre mente at han var underlig fordi han var for venlig men kun de nærmeste vidste at han faktisk var ganske almindelig og ikke overdrevet venlig. Han havde sine drillende stunder, selvglad kunne han også være især på banen, og stædig var en af de ting man kunne sige om ham. Han hadede at tage fejl og derfor kunne det blive lange diskussioner med folk for ikke at ende med at tage fejl.

[Rachel Saskia Ivory]

Kunne Rachels smil være blevet bredere, da hun så hvordan Aidens ansigt ligeledes lyste op i et smil, var det helt klart blevet det, men hun smilede allerede så bredt at hendes kæber var ved at blive ømme. Indtil videre var det dog ikke så slemt, at hun stoppede med at smile, så hun smækkede bare benene op på hans skød og lod kosten hvile op ad sofaens armlæn, smilede længe bare til ham i tavshed, efter de havde hilst. Det var ikke fordi hun ikke vidste, hvad hun skulle sige – nok nærmere, ikke vidste, hvor hun skulle starte. Hans hilsen fik hendes kinder til at gløde af lykke. Aiden havde altid haft en varm, blød stemme, der lod til at få alle piger til at gå amok over den og få bløde knæ. Rachel tænkte dog slet ikke på den på den måde, nej. For hende var det hendes elskede bror og hans tryghedsforsikrende stemme!
I ren eufori gav hun sig til at tromme ham på brystet. ”Hva så, din gamle mand?”, udbrød hun lykkeligt og smilede bredt til ham med øjne, der slog gnister. ”Så er vi kommet til 7. årgang. Jeg ville aldrig have kunnet forestille mig alt det her, da jeg var en lille grønært på vej ind på første skoledag.” En latter forlod hendes let rosa læber og hun rystede på hovedet, så det bølgede hår fløj om hendes skuldre.

[Aiden Kane Ivory]

Han fulgte hende med blikket da hun slog sig ned ved siden af ham på sofaen. Han lod kosten hvile på bordet og lod den lille klud han havde brugt til at polere den glide ligeledes ned på bordet. Han havde slet intet imod at have hendes ben på sit skød og heller ej havde han noget imod det blik hun sendte ham for han gengældte det blik med sit eget varme blik. Selv havde han en del at fortælle men han måtte først finde ud af hvad det første var. Han nåede dog ikke at sige noget for hun kom ham i forkøbet. Han smilede mens han lyttede til hendes søde stemme og var ret sikker på at hvis nogen som ikke kendte dem kom forbi - hvad der var højst usædvanligt - så ville de få et helt forkert indtryk af disse tos forhold. Selvom de var tvillinger så lignede de ikke just hinanden. “Gamle mand? Mig?” sagde han nærmest fornærmet, hun kendte ham dog godt nok til at vide at han bare spillede skuespil og drillede som sædvanligt. Han lo af det næste hun sagde og svarede drillende “Ja du var en grønært, men en meget sød en” derved gjorde han det klart at kun hun havde været en grønært. Han kunne tydeligt huske hvordan de var kommet til skolen og hvordan de havde set ud i hovedet.

[Rachel Saskia Ivory]

Rach fulgte hans kost med blikket, da han lagde den på bordet. Hun betragtede roligt hans ansigt og smilede sødt til ham, mens hun fulgte ham med tankerne. Det at de sad sådan ville helt klart give folk et forkert billede af dem og deres forhold, men de fleste fra Gryffindor kendte dem jo heldigvis – jaeh, det var så en af de bonusser, der lå i at være spiller på Quidditch-holdet og oveni købet være på sidste årgang. Ved hans dårlige spil på en fornærmethed, strøg der en perlende latter fra Rachel og hun rystede igen på hovedet af ham. Der var godt nok ingen hun kunne hygge sig med som med Aiden. Godt nok kunne han være belastende og drillende og irriterende derhjemme i ferierne, men i sidste ende ville hun aldrig få en bedre ven end ham. Hun smilede stadig og prikkede ham i siden.
”Som om jeg ikke altid er sød”, lo hun i et drillende tonefald og lod sine fingre finde vej til de krøllede lokker, der snoede sig vej ned over hendes spinkle skuldre. ”Du, Aid? Du ved godt, Lou fra Quidditch-holdet? Jeg tror hun har et eller andet for dig”, sagde hun, stadig drillende og lo en kort latter. Det var ikke fordi hun ikke brød sig om Lou eller ville røbe det, men det var bare sådan en art connection, hun havde med Aiden. Hun fortalte ham altid sine tanker.

[Aiden Kane Ivory]

De havde det med at se på hinanden i længere tid uden at kede sig. Folk fandt det til tider irriterende fordi de to ikke sagde spor meget til hinanden men gjorde ting der ikke behøvede direkte ord. de kunne se på hinanden hvad den anden ville have hvilket var ret cool på et plan men på den anden side kunne de gøre det uden rigtig at tænke over det og ikke opdage det før nogen gøre dem opmærksomme på det. De læste ikke direkte hinandens tanker men der var noget andet, en typisk connection mellem tvillinger hos dem var den bare lidt vildere. Han supplerede sin latter med hendes og rystede bare på hovedet. Han havde kort vendt blikket bort fra hende da hun sagde hans navn, eller det halve af det. Hans blik blev vendt mod hende, og han ventede på at hun skulle fortsætte. Det hun sagde, var ikke just det han havde forventet og det fik ham til at spærre øjnene op. han svarede ikke med det samme men måtte lige sluge det inden han svarede ”Rach?? Er du nu sikker, du ved hvordan folk elsker rygter” svarede han.

[Rachel Saskia Ivory]

Evnen til at sidde og stirre på hinanden havde egentlig aldrig gået Rachel på, selvom hendes veninder eller deres søskende tit kunne finde på at beklage sig over det. Rach havde nu bare altid nydt den, det var det, der gjorde hun følte sig speciel og der var ingen, hun hellere ville være speciel for en Aiden. Okay, sådan havde mange piger det, men det her var jo slet ikke det samme. Det var jo ikke fordi Rachel blev jaloux over at andre piger kyssede med hendes bror eller sådan, hun var bare altid bange for han ikke ville have tid til hende længere, hvis han fik en kæreste. Roligt betragtede hun hans ansigt ved det chokerede udtryk, der bredte sig på det. Det kom dog lidt bag på hende. Det var deres anfører, ja, men alligevel behøvede han da ikk skabe sig over det. Det var jo ikke ligefrem fordi han havde følelser for hende.. Var det?
”Du ved udmærket godt, jeg hader rygter. Du har vist glemt, hvem der plejede at være bedste veninder med Lou? Jeg kender hende ud og ind, Aiden”, sagde hun roligt og snoede en tog af det filtrede hår om sine fingre. ”Men hvorfor ta’r du dig så meget af det? Det jo ikk fordi du kan lide hende”, grinede hun.

[Aiden Kane Ivory]

Han anede ikke at hans søster var bange for at miste ham til en kæreste. Han ville da altid have tid til hende men grunden til at han endelig ikke havde haft en kæreste.. ja aldrig var fordi han havde set hvordan nogen piger var blevet såret og derfor havde han ikke ønsket at såre noget ved at opdage at der alligevel ikke var noget mellem dem. Til ballerne dukkede han tit op alene eller med en han vidste ikke ville misforstå det. Om han havde følelser for Lou? Hun var jo en ret pæn pige og han kendte hende ret godt.. alligevel havde han ikke tænkt på hende som en mulig kæreste.. hvorfor? Ja fordi han ikke havde følt at der var den slags følelser mellem dem, han havde ikke set hende opføre sig specielt overfor ham. De var ret gode venner ja, bedste venner endda. Han lyttede til hendes svar, ja han vidste at hun ikke brød sig om rygter og han vidste at Rachel havde været Lous bedste veninde i en del år. Da hun fortsatte og spurgte om hvorfor han tog sig sådan af det og selv svarede på det vendte han brat blikket mod hende ”Jeg hader hende altså ikke Rach” svarede han og på den måde svarede han også lidt udenom.

[Rachel Saskia Ivory]

Rachel betragtede ham roligt. Det var jo ikke fordi, hun ikke vidste at ham og Lou var det, han ville kalde bedste venner. Hun rynkede fornærmet på næsen bare ved tanken om det. I hendes hjerne, var Aiden og hende bedste venner – tvillinger, men også bedste venner. Et suk forlod hende og hun betragtede ham roligt, rykkede lidt tættere på ham, rodede kort fingrene gennem hans bløde hår. Okay, det virkede måske lidt forkert, men de havde rodet hinanden i håret siden tidernes morgen og Rach kunne ikke rigtigt se, hvorfor det lige pludselig skulle til at ændres?
Forsigtigt lagde hun hovedet mod hans bryst. Hun hadede heller ikke Lou – langt fra! Men det, at de var gledet fra hinanden var ikke til at benægte og det, at Lou nu åbenbart havde et crush på hendes højtelskede Aiden var heller ikke helt tilgiveligt. Igen sukkede hun tungt. Da de var mindre og han vrissede af hende, havde Rachel altid sukket tungt. Hun vidste ligeså vel som Aiden, hvor dårlig samvittighed, han fik af det.
”Jeg hader hende heller ikk, Aid”, mumlede hun mut og snoede distræt en lok omkring sin slanke finger, ”Langt fra.. Men jeg forstår ikke, hvorfor hun skal tage dig fra mig”. Hurtigt nev hun sig blidt under øjet og tårerne vældede op i de brune dådyrøjne, da hun vendte blikket tilbage mod hans.

[Aiden Kane Ivory]

Hans blik hvilede i hendes som hendes hvilede i hans. Han elskede skam sin søster og inden skulle ændre på dette. Han elskede hende mere end han elskede alt andet og hun havde selvfølelig en særlig plads i hendes hjerte. For pokker da hun var hans søster, hans tvilling, den person der kendte ham allermest ja mere end hans egne forældre kendte ham. Han lagde armene om hendes og trak hende tæt ind til sig som for at vise at han skam stadig elskede hende, elskede hende lige så meget som han altid havde gjort. Hendes fingre gennem hans hår fik ham kort til at lukke øjnene og mindes deres barndom hvor de tit havde strøget hårlokkende væk fra hinandens ansigter, fjernede nogle madrester fra munden med fingrene. Han lod hagen hvile mod hendes hoved da hun lagde hovedet ind til hans bryst og sad ellers ret stille og lyttede til deres stille omgivelser. Han vidste selvfølgelig at Lou´s og Rachels forhold havde ændret sig og at man ikke kunne kalde dem bedste venner længere. Men han forstod ikke helt Rachel, hvorfor var hun jaloux på Lou? Faktisk var han ikke helt sikker på om hun nu var det, men det troede han da hun var. Hendes tunge suk kunne have fået ham til at stivne men han holdt bare vejret og fik straks dårlig samvittighed uden helt at ane hvorfor. Han havde ikke sagt noget forkert eller sårende, ikke sådan som han så på det. Da hun sagde de sidste ændrede han kort på sin stilling, han skulle til at svare hende med forundring i stemmen men da han såre hende tårevædede øjne tav han helt ”Søs..?.. Er du okay?” han anede virkelig ikke hvad han skulle gøre, hun måtte ikke græde for så var han helt fortabt. ”Jeg elsker dig som jeg altid har gjort og ingen i verden vil nogensinde tage mig fra dig det ved du også godt” han havde taget fat i hendes arme og så hende nu direkte ind i øjnene med en alvor i blikket som man ikke så tit så.

[Rachel Saskia Ivory]

Det var jo egentlig ikke fordi Rachel ikke vidste, hvor højt han elskede hende, men alligevel kunne hun ikke lade være at blive jaloux, når han snakkede om Lou som sin bedste veninde. Det var jo ikke noget hun bevidst gjorde for at irritere ham eller sådan, det kom bare naturligt til hende at være beskyttende omkring ham. De havde jo for helvede kendt hinanden hele deres liv og han var den person, der havde den største plads i hendes hjerte. Da han trak hende ind til sig smilede hun svagt og puttede sig bare tættere ind til ham. Hun elskede, når de sad sådan. Bare holdt om hinanden i tavshed, lyttede til hinandens hjerteslag og åndedræt. Da han så ændrede på sig, fik løftet hendes ansigt mod sit, kunne hun se hvordan det straks ændrede hans mine. Han lignede ærligt talt nok mest en, hvis liv var ved at bryde sammen, men okay. Hele deres liv havde han også beskyttet hende, sørget for hun aldrig græd og ikke blev såret og nu sad han selv der og sårede hende. Det undrede hende dog alligevel at der var så meget alvor i hans blik og da ordene forlod hans læber, nikkede hun svagt. Det var jo heller ikke fordi, hun nød, at han havde det på den måde, men hvad skulle hun gøre? Hvis han havde følelser for Lou ville alt jo ændre sig! I hendes tanker forestillede hun sig, hvordan de to forelskede ville vimre rundt og hun rynkede på næsen i foragt over det, blinkede et par gange, før hun fokuserede fuldt på ham.
”Jeg har det fint”, mumlede hun svagt og nikkede let, før hun med stålsathed fastholdt hans blik. ”Men hvad med dig? Har du følelser for Lou?” Med den alvor, der var at finde i hendes stemme, ville han aldrig kunne lyve overfor hende. Ikke at de i forvejen havde let ved at lyve overfor hinanden, men når det blev gjort klart, at der var alvor i det, kunne de heller aldrig finde på det.

[Aiden Kane Ivory]

Han elskede at side sammen med hende, blot sidde stille eller side og sludre. De kunne sidde sammen i flere timer og snakke om hvad de havde oplevet, snakke om den gang de havde været små og de gange de havde set deres far spille. De delte hinanden følelser og tanker på sådan en måde der ikke kunne andet end påvirke dem begge to. Der skulle ikke meget til før de vidste om den anden var glad eller ej. Aiden kunne sidde og være sit normale jeg og alligevel vidste hun at der var noget galt og omvendt. Aiden fokuserede på hende igen, fulgte hende med et opmærksomt blik for at se hvis noget skulle ændre sig på hende smukke ansigt som han sådan elskede at sidde og se på. Da hun sagde at hun havde det fint nikkede han, han vidste selvfølgelig at det stadig generede hende. Da hun spurgte om han havde følelser for Lou kunne han have fjernet sit blik fra hende men det kunne han ikke, ikke med det blik hun brugte når hun så på ham. Han kunne aldrig inde på at lyve for hende om dette, de løj generelt ikke meget for hinanden, ja det skete så sjældent at man næsten kunne sige at det aldrig skete. Selv løj han for hende kun når han ville skåne hende eller beskytte hende mod noget og nogle gang syntes han tilmed at det var bedst at sige det til hende i stede for at skjule det for hende. ”Jeg.. jeg ved det ikke.. jeg har ikke bemærket at hun kunne lide mig… jo vi er ret gode venner og de har vi altid været ..” han sukkede og skjulte ansigtet i hænderne ”Jeg ved det virkelig ikke Søs.. jeg føler mig så forvirret” hvilket var ret underligt når de snakkede om ham, han følte sig aldrig forvirret eller usikker.

[Rachel Saskia Ivory]

Rachel lod tankerne flyve i den tid, han ikke svarede, drømte sig lidt væk. Da hende og Aiden var mindre og deres mor læste eventyr om, hvordan folk endte lykkelige med andre partnere, havde de bare rynket på næsen eller grin af det. Som om de skulle bruge ”en anden halvdel” – de var jo tvillinger! Som om de begge var to af en alen, de var hinandens ”anden halvdel”. Hun huskede tilbage på, hvordan de hver nat havde lovet hinanden at være sammen for evigt. Et smil gled frem på hendes letrosa læber og hun rystede svagt på hovedet, ja klart. Nu hvor virkeligheden bankede på døren, så deres barndomsdrøm meget dejligere ud. Ingen irriterende kæreste, man skulle forholde sig til og som sikkert heller ikke ville holde sine meninger om, hvordan Aiden burde opføre sig, hemmelige.
Rachel bemærkede godt, hvordan hans øjne blev roligt mod hendes og det beroligede hende. I det mindste skulle hun ikke høre på historier nu. Okay, det var nu heller ikke fordi Aiden tit løj for hende – nok nærmere, aldrig. Hvad ville det også nytte at lyve overfor hinanden, når begge vidste, at de kunne gennemskue hinanden på få sekunder? Roligt lyttede hun til hans ord, før han gemte sit ansigt i hænder. Nej! Han måtte ikke skjule sit fantastiske ansigt, det ansigt, der altid bragte hende ro i sjælen og som hun elskede så meget!
Forsigtigt tog Rach hans hænder og smilede svagt til ham. ”Undskyld, jeg pressede dig, Aid. Du ved bare, hvor jaloux, jeg er omkring dig. Du må ikke være fortvivlet eller usikker.” Nej, hun ville aldrig kunne bære det, hvis han var ulykkelig på grund af noget, hun havde sagt!

[Aiden Kane Ivory]

I enkelte sekunder havde han tænkt tilbage på netop det samme som hun havde tænkt på. Nemlig deres barndom, deres fortryllende fredfulde barndom der var som dans på roser den gang. Han huskede hvordan moren havde fortalt de underlige eventyr som for de to tvillinger dengang havde lydt til absurde.. Ja hvad skulle de to med deres sjælepartnere når de forstod hinanden gennem et enkelt blik? Han huskede hvordan hun listede sig ind på hans værelse om aftenen hvis hun var bange og hvordan han selv listede sig ind på hendes værelse når han følte sig ensom. Han følte sig så skyldig.. han vendte blikket mod hende da hun forsøgte på at fjerne hans hænder fra hans ansigt, smilede sit sædvanlig smil som dog ikke nåede til ørerne som de ellers gjorde når han var glad eller afslappet. Hendes ord fik ham til at glo længe på hende uden at svar men svarede så alligevel i sidste ende “Du har en særlig plads i mit hjerte som ingen får.. Det skal du vide” han elskede hende skam, ville altid elske hende “Jeg kan sige det samme.. Det driver mig til vanvid når jeg ser en af de fjolser sende dig blikke.. Har du nogensinde tænkt over hvor meget energi jeg bruger for at holde mig i skindet?” sagde han alvorligt og alligevel med et smil over læberne.