D. 20 december, aftenen før ferien.

[Lily Abott]

fire burn,
and cauldron bubble

Ilden knitrede sagte i pejsen, og truede med at forvandles til gløder. Rolig mumlen løb rundt i opholdsstuen blandt de få tilstedeværende elever, der ikke havde overgivet sig til søvnen endnu. Udenfor skinnede himlen stjerneklart, små diamanter i vinternatten.

I en lænestol nær det varme ildsted, sad Lily Abott krøllet sammen og et fraværende ansigtsudtryk. Hendes lyse lokker blev holdt sammen i nakken, af den blyant hun for et øjeblik siden havde erstattet med en fjerpen. Foran hende lå en halvfærdig eliksirstil, hun netop havde opgivet at fortsætte på. I stedet foldede hun fingrene sammen et par gange, for at varme dem igen, før hun trak ærmene på sin sorte trøje ud over fingrene, og foldede dem ind imod maven. Nysseligt sparkede hun skoene af, og trak også de korte, slanke ben op i stolen. Træt glippede hun med øjnene, mens hun lod flammernes magi fange sin opmærksomhed og lod sig synke ned i tanker.

tag; alexander young

[austin]

I'm gonna make you purr ,

Like the sweetest little kitty-kat or lion-cub. !

På trods af det sene tidspunkt, åbnede portræthullet sig i ud til gangen og lukkede de to sidste løver ind i Gryffindors opholdsstue, begge skraldgrinende og nu - hvor de var sikkert tilbage fra deres lille udflugt - kongratulerende hinanden med endnu en succes. Alexander slog sin kammerat lidt på skulderen og de fik begge flere blikke af både opgivende og beundrende art fra både tøsebørn og knægte på de lavere årgange. Endnu et par ord blev udvekslet, de grinede igen og Alexanders kammerat vendte sig mod det publikum de havde samlet sig, for at fortælle historien om deres eventyr. Alexander selv så sig lidt rundt i opholdsstuen og trak sin varme trøje over hovedet, filtrende sit hår lidt ekstra i processen. Hans blik faldt på en velkendt lille blond sag nær pejsen, og et drenget smil oplyste hans ansigt. Han lod sin kammerat tage sig af den beundrende forsamling fjerdeårselever og bevægede sig selv igennem menneskemængden med lille søde Lily Abott som mål.
Han kom bagfra, men gik ikke rundt om den lænestol der flankerede hendes. Istedet bøjede han sig ned mod hende og talte lavmælt ind i hendes ene øre. “Jeg kan godt bære dig i seng hvis du er for træt til at rejse dig selv.” Han flyttede sig lidt og grinede lavt, før han forcerede ryglænet på stolen ved siden af hende, ikke ved at gå rundt om den men ved at hoppe over den og dumpe ned i sædet.

Tag: Lily Abott

[Lily Abott]

fire burn,
and cauldron bubble

Lily behøvede ikke, at vende sig imod portræthullet for at se hvem der netop var trådt igennem. Man kunne knap kalde Alexander og hans kammerat for diskrete, men det var selvfølgelig også meget mere end man kunne forvente. Lilys blinkede tungt med øjnene, fanget af de tunge snefnug på vinduerne. Hun gav et lille spjæt af overraskelse, men smilede så varmt, da Alexander hviskede i hendes øre. I den tid det tog ham, at placere sig i lænestolen udnyttede Lily muligheden til at svaje ryggen og slå armene over hovedet, for at strække sin krop ud og dermed vinde lidt liv igen. På vej ned igen, hev hun blyanten ud af knolden på baghovedet, og sendte en kaskade af lyse krøller ned omkring hende.

”Gider du?” mumlede hun spøgende, og smilede svagt til ham. Med et kort blik over sin skulder, betragtede hun Alexanders ven, en Lily ikke kendte andet end af navn, for derefter at vende blikket tilbage til den ældre løve.

”Burde du ikke være oppe, for at fortælle skrækhistorier om hvordan i nærmest måtte slå en drage ihjel på vejen?” Sarkasmen flød tykt i hendes stemme, men nåede knap så megen styrke som tiltænkt, grundet Lilys lettere groggy tilstand.

tag; alexander young

[austin]

I'm gonna make you purr ,

Like the sweetest little kitty-kat or lion-cub. !

Alexander var aldrig sit liv faldet under kategorien diskret. Han brystede sig af at være meget ligefrem. Når noget var vildt kedeligt eller latterligt, så kunne man regne med at høre hans stemme, og det samme gjaldt selvfølgelig når noget var røvfedt. Entusiasme skulle ikke dæmpes, efter hans mening. Hvorfor underspille at noget havde været fantastisk morsomt?
De meget yngre pigebørns beundring og opmærksomhed var noget der havde interesseret ham umådeligt engang, men lige nu var han langt mere fokuseret på den kønne blondine ovre ved ildstedet. Hendes gunst blev ikke just vundet med høje pift eller skøre historier om hvordan de netop havde undgået at blive opdaget af nattevagten – denne gang i skikkelse af deres botanik-professor. Hun var alt for... Pæn til den slags. Uberørt på en eller anden måde, der tiltrak ham. Hvad var der med den der uskyldighed, som bare gav ham lyst til at fordærve den?

Han indsnusede diskret duften af Lily og smilede imens han stadig havde sine læber tæt ved det ene af hendes ører, brummende bekræftende, med et lavt, muntert fnys. ”Du siger bare til.”

Så snart han var placeret behageligt i stolen, komfortabelt lænet tilbage med sine lange ben strakt ud foran sig, lagde han hovedet på skrå og betragtede hans nuværende ynglings-blondine med et skævt smil. ”Det burde jeg måske, men jeg har den her kedelige tendens til at foretrække en enkelt særlig ung dames selskab frem for alle de små piger deroppes. Vil du hellere være fri?”

Tag: Lily Abott

[Lily Abott]

fire burn,
and cauldron bubble

Lily var generelt meget rolig af sig og var ikke kendt som den der sørgede for at der altid var gang i den, uanset hvor hun befandt sig (i modsætning til visse andre) og havde det egentlig fint med den rolle. Størstedelen af hendes venner var bestemt ikke på den stille side, og mest af alt en del af ’de vildere’ elever, hvis man kunne stille det op på den måde.

Uopmærksomt strøg hun fingrene igennem en krøllet hårlok, og lod blikket falde på den ældre løve.

”Jeg holder dig på ordet.” sagde hun, og klukkede hjerteligt efterfølgende. Det overraskede hende altid hvor let det rent faktisk var at snakke med Alexander. Nu var hun jo gode veninder med hans lillesøster, Julie, men alligevel – desuden syntes samtalen heller ikke at falde på Julie nogensinde, hvilket vel egentlig var fint nok i sig selv.

I halvmørket kunne hun mærke en sirlig rødmen stige op i hendes vinterblege kinder, og hun slog kort blikket ned.

”Jeg tror jeg overlever. Det er trods alt ikke alle og enhver der ville opgive fortjent hæder for én?” Hun så på Alexander op igennem sine lange øjenvipper, og sendte ham et lille, diskret smil. Nok var ordet hæder en smule overdrevet, men ja.

tag; alexander young

[austin]

I'm gonna make you purr ,

Like the sweetest little kitty-kat or lion-cub. !

Alexander fulgte Lilys hænders bevægelse igennem de lyse lokker og han smilede et skævt rovdyragtigt smil der lovede meget mere end hun måske kunne forstille sig. De vidste dog begge at han ikke rent faktisk kunne bære hende op til hendes egen seng eller sovesal, selvom hun muligvis fortrængte det. Der var andre senge, men han nævnte dem ikke med ord. Han nøjedes med at brumme bekræftende og diskret trække vejret gennem næsen og indsnuse hendes søde, feminine duft, der var blandet med den diskrete lugt af røg fra ildstedet.

“Jeg vil opgive meget for dig, min pige.” Han slap hende ikke med blikket, men så direkte ind i de lyse øjne lige til hun så ned, og var der også til at fange dem igen så snart hun lod ham. Hendes rosa kinder frembragte et selvtilfredst smil, der bølgede kort henover hans ansigt, men snart var væk igen. At der var langt mere han ikke ville opgive, nævnte han ikke med ord. Han havde aldrig lovet Lily andet end øjeblikkets hengivenhed, men han kunne ikke frasige sig at holde af hende på en eller anden måde og kunne ikke drømme om med vilje at såre hende. Om ikke andet, så vidste han at hendes tvilling ville tæve ham gul og blå – eller prøve – hvis han gjorde. At Samuel sikkert ville gøre det samme alene fordi Alexander flirtede med hende, skænkede han ikke en tanke. “Har du det godt, Lily?” Han rakte dristigt en hånd frem fra sin position i stolen og strøg en af hendes lyse hårlokker om bag et øre med en langsom kærtegnende bevægelse.

Tag: Lily Abott

[Lily Abott]

fire burn,
and cauldron bubble

Lily vidste godt at hun burde holde sig langt væk fra en fyr som Alexander Young, og alle hendes instinkter skreg at hun skulle gå sin vej, og lade det være det. Men alligevel var hun småfortryllet af den måde han altid formåede at holde en fast i samtalen, hvor tankerne normalt ellers ville have overtaget og drevet væk sammen med tilstedeværelsen. Desuden var det så nemt at være i rum med ham, og Lily nød det rent faktisk. Hvor meget hun så end havde imod typer som ham, der fældede piger på stribe. For det vidste hun, at han gjorde – man kunne ligesom godt sige at hun kendte typen. Hun var ligesom vokset nært op med en af slagsen. Men sådan var Samuel selvfølgelig sjældent i selskab sammen med hende, og hvis Lily rent faktisk skulle overvære det, ville hun tæve ham med en sok fuld af mel eller noget i den til – eller skrive til deres mor.

Men Alexander var interessant, og anderledes end alle andre på sin egen måde. Og Lily følte sig helt… rebelsk, når hun var i selskab med ham, på trods af at hun opførte sig som med de fleste andre. I grove træk.

”Det er godt med dig, Alexander.” Hendes øjne glinsede af mistro, mens det naturlige smil på hendes læber viste at hun intet seriøst mente med det. Men det var måske en anelse voldsomme ord for ham at bruge, men ikke desto mindre ramte de plet og Lily kunne mærke varmen stige op i kinderne igen da replikken faldt på plads.
Et lille, pludselig genert, smil fandt vej til hendes læber da Alex strøg en hårlok om bag hendes øre, og fik det til at krible varmt hele vejen ned af hendes ryg. Hendes tænder gnavede let på underlæben, før hun endelig fik sig revet løs fra hans ansigt og genvandt taleevnen.

”Lige nu, har jeg?” Ubevidst rettede hun lidt på sin stilling, så hun kom længere over imod Alexander. Men om det ikke bare mest af alt var for at kunne sænke stemmen, så han stadig kunne høre det, var i hvert fald det Lily selv ville overbevise sig om. Den sidste tid havde været ret hård, med alt det med ballet. Lily var ikke den stærkeste psykiske personlighed, og det havde taget hårdt på hende.

tag; alexander young

[austin]

I belive you are ,

the pretties flower I ever saw !

Alexanders læber skiltes en anelse i et mildt smil da Lily uden videre afviste hans ord som en tydelig usandhed, fremfor blot en pyntet version af virkeligheden. Han kunne ikke helt tillade sig at blive forarget eller fornærmet, og trak da også blot let på skuldrende og vendte håndfladerne opad i det korte øjeblik det tog. “Er det?” Han hævede et spørgende øjenbryn, fortsat smilende ganske blidt, men med alvorlige øjne. Det var ikke alting han spøgte med. “Jeg sagde meget, ikke alt, Lils.” Han betragtede hende undersøgende og kunne ikke lade være med at smile lidt bredere over den tydelige effekt hans ord og berøringer alligevel havde på hende. Der var den der tydelige uskyld igen. Den gik rent hjem hos ham og vækkede et eller andet pudsigt jagtinstinkt i langt højere grad end overdullede og tydeligt tilgængelige piger gjorde.

Han trak modvilligt sin hånd til sig og lod den hvile på armlænet, trommende let. Det kløede i den efter at række frem igen og ae Lilys lyse kind.
Alexander nikkede lidt til hendes ord, med et alvorligt ansigtsudtryk. Han var ikke sikker, men han fornemmede at hendes ord hentydede til at hun ikke var okay hele tiden. Om grunden var den samme som havde påvirket hele skolen, eller en anden, mere privat, kunne han kun gisne om. Han løftede, efter en pludselig indskydelse, hånden fra armlænet igen, lænede sig en anelse frem mod hende og greb hendes ene hånd i hans, uden at slippe hende med blikket i mere end et øjeblik. Han sagde ikke noget, for han var lidt bange for at han ville komme til at fyre enten tomme floskler eller usande løfter af, hvis først han kom i gang.

Tag: Lily Abott

[Lily Abott]

fire burn,
and cauldron bubble

Det var ikke fordi, Lily ikke ville lade sig suge helt ind i alt hvad han fortalte hende, men det var bare den tanke om at der måske var fem andre piger der fik den helt samme smøre, hun ikke lige kunne arbejde med. Hun havde altid haft det svært med den slags typer, og at hun nu – ærligt talt – var tiltrukket af en af slagsen, var ikke lige efter hendes hoved. Men det var alligevel bare så fristende.

”Hvem sagde, jeg ville have dig til at opgive noget overhovedet?” mumlede hun med et lille tvetydigt smil. Nej, hun ville aldrig bede en person ændre på sig selv. Ikke sine venner, fjender eller dem der var mere end det. Lily var sådan en person, der egentlig hellere bare ville tilpasse sig selv, så alle kunne være som de var, selvom det måske kom til at gå ud over hende selv i sidste ende. Men det måtte bare væren en eller anden psykisk brist hun måtte have.

Det prikkede stadig let, i hvert fald i Lilys fantasi, der hvor Alexanders fingre havde strejfet den tynde hud bag hendes øre, og hun sænkede kort blikket ned til sine hænder. Kort betragtede hun de diskret knoklede, skæve fingre, de tynde håndled, tatoveringen af to små kolibrier og den fregne hun altid havde haft på tommelfingeren. Pludselig forsvandt den ene dog fra hende, da Alexanders varme hånd lukkede sig omkring den, og hun så op for blot at falde ind i hans charmerende blå øjne igen. Hendes læber skiltes let for at sige noget, men hun kunne ikke få et eneste ord frem.

tag; alexander young

[austin]

I belive you are ,

the pretties flower I ever saw !

Alex kendte sit eget rygte. Storcharmøren, pigevennen, engangsknaldet Alexander Young. Han benægtede ikke at han var mere end almindeligt glad for piger, eller at han havde en fortid med flere af slagsen på slottet, men hver enkelt var noget særlig for ham, uanset om de troede på det eller ej. Alle havde de mindst en eller anden ting han bare slet ikke kunne stå for. Lily havde to og uskylden var bare en, men netop den var flygtig, skrøbelig og ville være forsvundet inden længe, selv hvis han holdt fingrene fra hende. “Ikke en sjæl. Det var en hensigtserklæring.”

Hans hånd lukkede sig om hendes og han løftede den langsomt, men insisterende, imens hans fingre flettede sig ind imellem Lilys. I et kort øjeblik overvejede han at kysse hendes håndryg, men han undlod det galante skuespil og gav den blot et klem. Der var alligevel ikke en sjæl der ville købe ideen om ham som ridderlig. Han fangede hendes lyse øjne og så ind i dem med et smil der ikke var henført, men årvågent. “Jeg kunne opgive en hemmelighed,” sagde han lavt og smilede lidt, imens han med sin tommelfinger strøg hendes håndflade kærtegnende. “... Hvis du vil høre den?”

Tag: Lily Abott

[Lily Abott]

fire burn,
and cauldron bubble

Nogen gange ville Lily ønske at hun kunne være lige så fritsindet som nogen af de andre piger på skolen. Hendes bedsteveninde, Rachel, var endda en af dem, og hun vidste af hun havde et afslappet forhold til drenge – i hvert fald imodsætning til Lily, der ligeså godt kunne have taget et kyskhedsbælte på fra starten – og nogen gange følte Lily sig som et lille barn, når hun lyttede til pigerne i sovesalen om natten. Men i store træk var hun egentlig afklaret med det, og glad for at det var sådan det var. Desuden, hvorfor skynde sig med noget?

Med det, skubbede hun alle tanker i den retning, så langt væk som muligt, og sendte i stedet Alexander et blændende smil, og rystede let på hovedet. Hun valgte at lade være med at kommentere mere på det. Desuden var den vist også trukket så langt ud som det kunne lade sig gøre. Hans hånd var stor og varm i forhold til hendes, men det var alligevel en utrolig lettende følelse, den fornemmelse af nærvær på så simpel en måde som det at holde en andens hånd. Det gav hende en følelse af at tingene nok skulle gå. Før eller senere.

”Jeg går ud fra… at en enkelt hemmelighed kan gå,” sagde hun og smilede svagt. Lily havde en hemmelig svaghed for hemmeligheder. De små af slagsen i hvert fald. Interesseret lænede hun sig lidt længere frem imod ham, ivrig for at høre hvad han ville sige.

tag; alexander young

[austin]

I belive you are ,

the pretties flower I ever saw !

Alexanders blik gled henover Lily og noterede sig hendes ansigtsudtryk, alt imens hun tydeligvis tænkte over et eller andet, som han aldrig ville få at vide hvad var. Han besvarede atter hendes store smil med et mindre af sine egne, imens han så eftertænktsomt ind i de lyse øjne på den lille blondine. Det var det, at hun var uskyldig, men alligevel ikke var nogen nem fangst. Han spekulerede lidt over om hun mon ville være mindre tilbageholdende, hvis hun ikke kendte til hans rygte, men rystede øjeblikket efter tanken af sig. Sandheden kom alligevel for en dag før eller siden, det kunne ligesåvel være før.

Han holdt blidt fast i hendes hånd og smilede både drenget og hemmelighedsfuldt, da Lily lænede sig ind mod ham med et tydeligt nysgerrigt glimt i øjnene. “Jeg er bange for at den ikke lever op til nogen strenge krav, men jeg har aldrig sagt det til nogen før, Lils.” Han lænede sig selv ind mod hende og førte sin mund helt tæt til hendes øre. “Du er uendelig uimodståelig når du rødmer,” hviskede han, lidt vovet, og trak sig en anelse tilbage, betragtende hende med et spændt, lidt vagtsomt blik.

Tag: Lily Abott

[Lily Abott]

fire burn,
and cauldron bubble

Lilys læber krusede svagt uden at afsløre nogen af hendes tænder. Det var heller ikke fordi hun ventede den helt store erkendelse af et eller andet, eller et gennembrud inden for skolesladder, men hun havde ikke nogen forestilling om, hvad det var han ville fortælle hende, på nær at det nok ikke engang var en rigtig hemmelighed. Det var han alligevel gennemskuelig nok til.

”Og du er uendelig god til at komme med lamme scorereplikker,” det røg mest af alt bare ud af hende, og hun kom til at fnise lidt efterfølgende. Kort efter så hun dog op, og lod hovedet falde let på skrå og et mildt smil på læberne, så hendes lyse hår faldt ned over den ene skulder. Let kneb hun øjnene sammen, mens hun så på ham med et vurderende blik. Så løftede hun den hånd der var flettet ind i hans, og vendte afmålende deres hænder et par gange, før hun så op på Alexander igen.

”Men, det er nu ret sødt, alligevel.” det svage krusede smil var tilbage på hendes læber med det samme, mens hun så på ham op igennem sine øjenvipper.

tag; alexander young

[austin]

I belive you are ,

the pretties flower I ever saw !

Alexander holdt masken i omtrentligt tre sekunder efter Lilys kassering af hans charmeoffensiv. Han prøvede virkelig at frembringe en skuffet mine eller et hint af indignation, men hans læber skiltes uundgåeligt i et bredt smil imens et muntert fnys forlod ham. En kort, lavmælt latter fulgte og fik hans mavemuskler til at trække sig lidt sammen.

“Skyldig,” tilstod han overflødigt og blinkede til hende, uden at slippe hendes hånd. “Men lamt eller ej, så er det nu sandt.” Hans blik faldt, som hendes, til deres sammenflettede fingre, da hun løftede dem op i luften, og han gav hendes endnu et klem, før han så tilbage op i hendes øjne og et blidt smil oplyste hans ansigt. “... Jeg ved godt hvilket rygte jeg har, Lily,” sagde han lavmælt. “Det er ingen hemmelighed – men jeg er ikke en glat, løgnagtig charlatan. Jeg mener hvad jeg siger. Du er uimodståelig. Heldigt at det samme ikke gælder mig, ellers var det forlængst gået helt...” Han standsede op i et kort øjeblik, fugtede sine læber og rynkede panden lidt med et sigende smil. “... Galt.”

Tag: Lily Abott

[Lily Abott]

fire burn,
and cauldron bubble

Lily kunne ikke selv lade være med at le en lille smule med i selskab med Alexander. Hendes hoved faldt lidt mere på skrå og hun rystede let på hovedet af hans indrømmelse. Lily havde aldrig været helt god til det helt intense, og ærligt talt var det mere komfortabelt for hende at le, end at sidde og stirre stift ind i hinandens øjne. Mens han talte, holdt hun sig roligt og betragtede ham bare imens. Selvfølgelig kunne hun ikke lade være med at smile, og efter en kort tænkepause valgte hun at fortsætte hans talestrøm.

”Eller også har jeg bare meget bedre selvkontrol end dig,” tilføjede hun og smilede lettere opgivende. Kort bed hendes tænder ned i læben, før hun med et bestemt ansigtsudtryk så på ham igen. Let kneb hun øjnene lidt sammen og tog en kort indånding.

”Må jeg prøve noget?” spurgte hun, og løsnede en anelse op i ansigtet igen. Uden at vente på svar, lænede hun sig, meget forsigtigt, over imod Alexander, hele tiden med blikket rettet imod hans øjne, for at lede efter en form for reaktion. Da hun ikke var mere end en fingerspidsbredde fra hans ansigt stoppede hun og lod sine øjne møde hans endnu engang.

tag; alexander young