Mano y Mano

[todd]

a true friend thinks you are a good egg,
(EVEN IF YOU'RE HALF-CRACKED)

[/size]
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -[/center]

Todd kom ned fra sovesalen og ind i Gryffindors opholdsstue. Der var for en gangs skyld næsten mennesketomt og han smilede for sig selv, mens han satte kursen mod sofaen tættest ved pejsen. Han begyndte at fløjte en selv-komponeret melodi, mens han tilbagelagde det korte stykke vej og kastede den bog han havde i hånden op i luften og greb den igen mens han gik.

Da han nåede sofaen satte han den frie hånd på ryggen af den, satte af og hoppede over ryggen og dumpede ned i de bløde hynder, i stedet for at gå rundt om sofaen og sætte sig på normal vis. Han lagde benene over det ene armlæn, så han trods alt ikke havde støvlerne i sofaen og trak så en pude ned under hovedet, før han åbnede sin bog ved bogmærket og fordybede sig i den, mens han nød for en gangs skyld af have tiden til noget så trivielt som at læse for sin egen fornøjelses skyld.

Han nåede at læse et godt stykke og mens han lå der, forsvandt de få mennesker der havde været i opholdsstuen. Todd så kort op over sofaryggen og begyndte så at fløjte igen mens han læste. Hans ene fod vippede i takt som den hang ud over armlænet og endte med at stikke den ene arm under puden han lå op ad.

TAG Alexander Young
TIME Aften
PLACE Løvernes opholdsstue
WORDS 251
NOTES ---
OUTFIT here

[austin]

You can always tell a real friend
when you've made a fool of yourself
he doesn't feel you've done a permanent job

Lyden af høj latter rungede i trappegangen op til drengenes sovesal og forstyrrede de dydsmønstre, der allerede lå i deres små senge og sov. Indehaverne af grinene var ligeglade, men dæmpede sig alligevel på deres tur ned i opholdsstuen. Tre knægte skiltes for foden af trappen og de to med smørrede grin bevægede sig over i et hjørne til en lille flok sjetteårselever i en af opholdsstuens sofagrupper.

Alexander kørte en hånd igennem håret og tog en dyb indånding. Modsat de to drenge, synes han ikke, at sagaen om hans egen opførsel i storsalen for et par dage siden var en evig kilde til endeløs morskab. Han havde grinet fjoget med de første hundrede gange emnet var blevet rundet de sidste par dage, men emnet var slidt op og han var mere optaget af hvad det end lige var, der foregik imellem ham selv og Rachel – eller alle andre og Rachel. Et par bekendte hårtotter over kanten på en af sofaerne styrede hans retning, da han bevægede sig frem af. Han gik i en bue rundt om den og dumpede selv ned i en lænestol over for, med et teatralsk suk, efterfulgt af et drillende smil til Todd. ”Sig mig, hr., præfekt. Hvis et dydsmønster læser en bog, men ingen ser det – skete det så?” Han fugtede sine læber med hævede øjenbryn, sparkede skoene af og smækkede fødderne op på sofabordet.

Outfit: Click

[todd]

a true friend thinks you are a good egg,
(EVEN IF YOU'RE HALF-CRACKED)

[/size]
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -[/center]

Todd løftede ikke hovedet fra sin bog, selvom han hørte latter, stemmer og trin der nærmede sig. Han var alt for opslugt og netop kommet til et spændende sted og havde slet ikke lyst at lægge bogen fra sig. I stedet lod han sig synke dybere ned i de bløde hynder, og trak hånden fri fra puden og bladrede videre til de næste sider, før han igen stak hånden om bag hovedet.

Han løftede blikket, da nogen kom tæt nok på, til at bevægelsen i hans øjenkrog fangede hans opmærksomhed. Han smilede let og hævede et øjenbryn, mens han fulgte Alexander med blikket rundt om sofaen, til han dumpede ned i stolen med et suk. Han drejede hovedet lidt, uden at flytte synderligt på sig og skar en grimasse mens han fnøs kort over kammeratens drillende spørgsmål "Misundelse er en grim ting, Alex... har din mor ikke lært dig det?" han lagde bogmærket tilbage i bogen og lukkede den mens han fortsatte "Men hypotetisk set, nej... som svar på dit spørgsmål..."

Han skubbede sig halvt op at sidde og så undersøgende på den anden over bordet "Er du stadig jaget vildt, eller er jagten blevet afblæst?" han stak bogen ned i mellemrummet mellem sofaryggen og sit eget ben, mens han skævede til den lille gruppe der sad lidt derfra. Så gled hans blik tilbage til Alexander og han rynkede brynene let "Hvis ikke jeg vidste bedre, ville jeg tro du nød negativ opmærksomhed..." han smilede skævt, og skubbede sig så helt op at sidde mod det modsatte armlæn og ignorerede støvlerne der alligevel havnede i sofaen.

TAG Alexander Young
TIME Aften
PLACE Løvernes opholdsstue
WORDS 323
NOTES ---
OUTFIT here

[austin]

You can always tell a real friend
when you've made a fool of yourself
he doesn't feel you've done a permanent job

Alexander betragtede Todd med et flabet smil på læberne. Han krydsede armene over hinanden og lænede sig afslappet tilbage i lænestolen. Et kort grin forlod ham, som reaktion på kammeratens lettere belærende tirade og han rystede på hovedet. ”Måske engang i en fjern fortid. Har din ikke lært dig, at man ikke skal kaste med sten?” Han smilede bredt og vippede med tæerne.

De to drenge, begge sjetteårselever, skabte stor morskab over et ukendt emne ovre i hjørnet, imens Todds blik fæstnede sig på Alexander, som rømmede sig lidt. Han himlede med øjnene og mærkede sit smil forsvinde. ”Bah,” sagde han, imens han løsnede sine arme fra hinanden og kløede sig i nakken. ”Jeg er altid jaget vildt, men det var mere interessant, da det var pigerne, som kastede sig over mig.” Todds næste bemærkning fik Alexander til at hæve et øjenbryn. Han skar ansigt og kørte en hånd igennem håret. Han kunne umuligt sige sig fri for, at have nydt flere af de chokerede reaktioner hans lille optræden havde udløst – og Rachels helt egen måde at trøste ham på, havde næsten fået ham til at glemme alt om de mindre behagelige konsekvenser. ”Men du ved jo altid bedre,” spøgte han halvhjertet, imens han lænede sit hoved bagud og hvilede det imod ryglænet.

Outfit: Click

[todd]

a true friend thinks you are a good egg,
(EVEN IF YOU'RE HALF-CRACKED)

[/size]
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -[/center]

Todd skar en grimasse og fnøs, men kunne ikke lade være at smile bredt, hæve øjenbrynene og trække let på skuldrene "Hun har lært mig en del ting, men jeg har over årene udviklet en fantastisk evne til at lade hendes ord gå ind ad det ene øre og ud af det andet før de sætter sig fast." han så sigende på Alexander "Du skulle prøve det. Det kan kun anbefales."

Han kastede endnu et blik mod de to andre lidt derfra, rynkede panden og så så tilbage på Alexander der himlede med øjnene. Panderynken blev lidt dybere da han så smilet forsvinde fra den andens ansigt. Han sukkede let og himlede selv med øjnene før han talte igen "Okay jeg klapper i, men havde du seriøst forventet folk bare ville glemme det stunt i løbet af et par dage?" han smilede skævt, begravede emnet mentalt, og trak på skuldrene "For det meste...kommer det som en overraskelse?"

Han holdt sig tavs nogen tid og så bare på Alexander i stolen, mens han tænkte sit eget. Så rystede han på hovedet og fnøs muntert endnu engang før han greb den nærmeste pude og halvhjertet kylede den over mod kammeraten "Du er er for viderekommende... bare hvis nogen ikke allerede har oplyst dig om det." han grinede smørret og rystede igen på hovedet.

TAG Alexander Young
TIME Aften
PLACE Løvernes opholdsstue
WORDS 268
NOTES ---
OUTFIT here

[austin]

You can always tell a real friend
when you've made a fool of yourself
he doesn't feel you've done a permanent job

Alexander betragtede kammeraten med tydelig morskab over hans glimrende rådgivning, der kom omtrentligt fem år for sent. ”Jeg har et filter i stedet. Det er meget smartere. De kalder det selektiv hørelse,” han slog let med pegefingeren i den ene side af panden og smilede skævt. ”Men jeg troede ikke den slags gjaldt regelrette præfekt-drenge med vandkæmmet hår?” Drillede han. Den blev ganske enkelt aldrig gammel eller slidt. Alexander burde måske være misundelig på sine to venners succes; Todds som præfekt og Doms som leder af Burning day, men han var en normalt ganske tilfreds fri fugl og havde ingen af deres aspirationer. Han gabte stort og strakte armene ud foran sig, inden han samlede hænderne bag nakken.

De to yngre knægtes morskab over situationen var måske forståelig. Alexander ville sikkert selv have fundet det evigt underholdende hvis en af de ældste elever havde gjort noget lignende sidste år og han vidste med sig selv, at hans stunt havde skrevet ham ind i hukommelserne på næsten samtlige af hans nuværende medelever på skolen. Det kunne både vise sig at blive godt og dårligt, men det var i al fald sikkert, at det var ganske heldigt at han ingen politiske aspirationer havde. Han rynkede lidt på næsen og himlede med øjnene, inden han trak på skuldrene. ”Næppe. Det vil sgu nok forfølge mig resten af året, men så længe det ikke bliver væltet ud over hele skolen hvorfor jeg gjorde det, så er det også til at leve med. Jeg ville bare ønske folk ville holde op med at spørge om, hvad Kennith gjorde. Helt ærligt. Hvad tror de egentlig? At han fandt et par forældede ankelkæder frem og hang mig fra loftet?” Han sukkede teatralsk og vippede med fødderne, inden han hev benene lidt til sig og hvilede sine såler imod bordkanten.

Et skævt smil truede i hans mundvig, over Todds selvsikre bemærkning, og han så drillende på kammeraten. ”Niks. Intet under, at jeg føler behov for at skryde lidt, med venner som dig og Domnhall. I er jo nærmest designet til at give en dårlig selvtillid.” Han blinkede og smilede bredt.

Da Todd, efter et par øjeblikkes tavshed, løftede en pude og kylede den over mod ham, fnøs Alexander blot muntert og greb den. ”Hvor modent,” bemærkede han ironisk. ”Jeg er sgu da bare for let øvede, du ved.” Han vrikkede overdreven med øjenbrynene og grinede stort. Det var ikke engang løgn.

Outfit: Click

[todd]

a true friend thinks you are a good egg,
(EVEN IF YOU'RE HALF-CRACKED)

[/size]
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -[/center]

Todd hævede endnu engang et øjenbryn og så på Alexander der tydeligvis morede sig. Selvom det kun delvist havde været grunden, så var det fysisk umuligt ikke at lade sig smitte af den andens positive væsen. Han trak på skuldrene med et lille grin "Tak... det har jeg opdaget du har. Det er ikke noget du holder særlig godt skjult." han så sigende på vennen og fnøs så muntert "Du bliver aldrig træt af den der, gør du?" han pegede anklagende på Alexander, men kunne ikke lade være at grine smørret "Og jeg har ikke været vandkæmmet siden jeg var så lille at min mor kunne binde mig til en stol." han skar en grimasse og gøs "Jeg har stadig traumer over det..."

Han lyttede til Alexander uden at se mod de to andre elever igen og trak så let på skuldrene "Jeg skal nok lade være, men det lagde op til en hel del spørgsmål og sladder når du..." han skar en lille grimasse og slog ud med den ene hånd, mens han ledte efter en pæn måde at beskrive Kenniths hårdhændede afgang med Alexander fra storsalen "...forlod salen som du gjorde." han gød let og var usigeligt glad for han ikke selv havde været på den modtagende ende. Så skar han endnu en grimasse og så med et grin på kammeraten "Men du må indrømme at ankelkæder og deslige lige ville passe til kaptajnens image..." han grinede igen og lagde armene bag hovedet med et suk og en selvtilfreds mine "Og det er først nu du opdager at det har været vores mission i flere år?"

Han himlede med øjnene ogvar lige ved at række tunge da Alexander greb puden, men tog sig i det og blev enig med sig selv om, at det alligevel var lidt for tøset "Hvad? Præfekter med fiktivt slik-hår må måske ikke kaste med puder?" han himlede med øjnene igen og rystede på hovedet med endnu et fnys "Dét... var årets underdrivelse..." han holdt masken nogle sekunder og begyndte så selv at grine.

TAG Alexander Young
TIME Aften
PLACE Løvernes opholdsstue
WORDS 431
NOTES ---
OUTFIT here

[austin]

You can always tell a real friend
when you've made a fool of yourself
he doesn't feel you've done a permanent job

Alexander hævede øjenbrynene lidt og grinede, med en skyldbevidst mine. Han var sig alle sine egne svagheder glimrende bevidst – og selvom han fremhævede sin evne til virkelig kun at høre det han ville høre, som noget positivt, så havde den ved Grindewalds skridtbind også været uheldig ved adskillige lejligheder. Han rømmede sig lidt, men kunne ikke lade være med at klukke stille videre, imens han rystede på hovedet. ”Hvad siger erfaringen dig, egentlig?” Spurgte han med et bredt smil, og refererede til Todds to år som vejleder for Gryffindor, hvor de præcis samme dårlige jokes og godmodige stikpiller havde været brugt.

Alexander himlede kort med øjnene og viftede afvisende med en hånd i luften. Han fnøs muntert. ”Pish posh. I vores øjne er du altid vandkæmmet, men det er okay,” han fandt sin mest overdrevent altruistiske, altomfavnende og kvalmende tolerante stemmeføring frem. ”Vi accepterer dig. Vi rummer dig.” Han smilede smørret og krydsede det ene ben over det andet.

Et skuldertræk og en let vippen med hovedet var alt det svar Alexander havde på den rimelig logiske slutning Todd drog. Han vidste udmærket hvor dramatisk det måtte have set ud, selvom han selv havde været ubevidst om alt andet end sin egen afgrundsdybe frygt og den smertefulde fornemmelse af professorens næve, stram omkring hans nakke i situationen. Kammeratens tydelige ubehag, alene ved tanken, fik Alexander til at ranke sig en lille smule i stolen. Han grinede lidt. ”Det ville det helt sikkert. Men nej... Han gjorde dog noget andet,” Han rynkede panden og overvejede situationen lidt. ”... Som jeg sgu ikke tror er lovligt.” Alexander skar ansigt over hvordan hans ord kunne udlægges og kørte en hånd igennem håret. Han var ikke typen, der gik og holdt kortene tæt ind til kroppen, men alligevel tøvede han, med at sige hvad der var sket på Kenniths kontor.

Han fulgte Todds bevægelser og selvtilfredse mine med et skævt smil og flækkede i et bredt grin over hans ord. En kort rysten på hovedet blev ikke fulgt op af nogen kommentarer, men blot en himlen med øjnene. ”Drenge over en hvis alder må ikke kaste med puder, medmindre de tilfældigvis er inviteret med til tøsers pyjamasparties,” konkluderede han useriøst og blinkede. Han fnøs selv af Todds erklæring og slog ud med begge arme i falsk forudrettethed. ”Hallo!” Han sænkede stemmen lidt og lænede overkroppen en anelse fremad. ”Nu lytter præfekter med slikhår jo ikke til sladder, men har du hørt det om Rachel og... Undertegnede?” Han smilede skævt og selvsikkert, men kunne alligevel ikke helt skjule en flakken i sit blik, der mere end antydede, at det ikke var blær, der fik ham til at nævne navnet på deres fælles klassekammerat og Alexanders egen ekskæreste.

Outfit: Click

[todd]

a true friend thinks you are a good egg,
(EVEN IF YOU'RE HALF-CRACKED)

[/size]
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -[/center]

Todd fnøs muntert og så med et opgivende blik og smil på kammeraten overfor sig "At du først har tænkt dig at lade den ligge når vi begge er på søbemad og den eneste grund til du lader den ligge, er fordi demensen har tvunget den ud af hovedet på dig." han skar en lidende grimasse og kom til at grine højt på samme tid, da Alexander med sin tvivlsomme lomme-psykologi fortsatte på samme spor. Han rystede på hovedet og så den anden med hævede bryn og bukkede så godt han nu kunne i sin tilbagelænede stilling "Man takker aller ydmygst og føler sig beæret og priviligeret med sådanne opofrende mennesker omkring sig."

Han rystede en sidste gang på hovedet med det skæve smil og lod det så svinde ind og erstattes af et alvorligt spørgende blik, da samtalen igen gled tilbage på flyvelæreren. Todd rynkede panden og lagde hovede lidt på skrå "Noget andet?" det lignede ikke Alexander at tøve på den måde og vennens næste ord fik kun Todds panderynke til at blive dybere og han skubbede sig længere op at sidde i sofaen"Hvad?"

Han skiftede villigt til et lettere emne end optrinnet i spisesalen og dets følger og så spørgeden på Alexander, da han smilede bredt og overvejede et øjeblik at tyre endnu en pude efter den anden. Han himlede med øjnene og fnøs muntert "Som om jeg bliver det... Jeg er bare i eminent god kontakt med mit indre barn. Peter Pan har tilbudt mig en plads mellem sine Glemte Drenge flere gange, men jeg har afslået." han blinkede drilsk og lagde igen hænderne bag nakken med et smørret grin "Hallo selv. Der er ingen hjemme. Læg en besked efter tonen." han rynkede brynene lidt og overhørte konsekvent endnu en hentydning til sit hår "Rachel??" han tog sig i at sukke opgivende og så i stedet spørgende på Alexander "Hvad nu med hende?"

TAG Alexander Young
TIME Aften
PLACE Løvernes opholdsstue
WORDS 391
NOTES ---
OUTFIT here

[austin]

You can always tell a real friend
when you've made a fool of yourself
he doesn't feel you've done a permanent job

Alexander betragtede kammeraten med et glimt i øjet. Da Todds pointer om søbemad og demens trængte igennem, lagde han hovedet tilbage og lo så højlydt at hele flokken ovre i hjørnet drejede sig imod ham og så undrende ud. Han blinkede kort og grinede ud, før han svarede. ”Og den dag håber jeg, at Domhnall stadig er ved sine fulde fem, så du ikke mister den daglige dosis drillerier, der forhindrer at voksen går dig til hovedet,” skød han igen, imens han vippede lidt med tæerne. Han gjorde honnør af Todds bukken og smilede bredt.

Alexander var ikke en der dvælede ved dårligdom eller negativitet, men hans pande rynkedes alligevel, da kammeraten forudsigeligt spurgte ind til hans hentydninger om hvad professoren havde gjort. Han kløede sig i nakken og lod sine fødder dumpe ned på gulvet med et lavt bump, før han tog en dyb indånding og så sig kortvarigt rundt, som om der skulle være nogen i nærheden. Han hadede hemmeligheder. ”Jeg ville sige hvorfor jeg opførte mig sådan, så han gav mig et valg.” Han skar ansigt og rynkede på næsen. ”100 point fra Gryffindor eller veritaserum.” Han viftede med den ene hånd og så sigende på Todd. ”Du kan jo selv regne ud hvad jeg valgte.”

Alexander knugede puden mellem sine hænder, før han løftede den og kylede den efter kammeraten. Han smilede skævt og trak på skuldrene. ”Jeg aner ikke hvem Peter Pan er,” pointerede han, med hævede øjenbryn, ”men det lyder da ærgerligt at være en glemt dreng. Lidt som modsætningen til heldige svin som undertegnede, der sikkert nemt kunne score en invitation til nogle tøsebørns pyjamasfest.” Han smilede skævt og hvilede albuerne imod sine knæ. Smilet blev en anelse bredere, da Todd tog tråden omkring Rachel op, og han nikkede bekræftende, med et uvorent glimt i øjnene. ”Mmmh. Rachel synes hun skulle trøste mig forleden.” Han kørte en hånd igennem håret og så frygtelig selvtilfreds ud. ”Hun fik i hvert fald mine tanker laaangt væk fra alt andet end den lille atletiske krop af hendes, og de vinkler den kan bøjes i.”

Outfit: Click

[todd]

a true friend thinks you are a good egg,
(EVEN IF YOU'RE HALF-CRACKED)

[/size]
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -[/center]

Todd himlede igen med øjnene og rystede opgivende på hovedet, før han måtte overgive sig og grinede højt sammen med Alexander. Han skævede kort til de andre i opholdsstuen, før grinet blev reduceret til et bredt smil og latteren stadig sad i blikket på ham. Han trak på skuldrene og fnøs igen "Til den tid er han gift med sin femte fotomodel og lægerne nægter at give ham flere ansigstløfninger." han løftede hånden og kørte fingrene gennem håret "Han har for travlt med at gøre hende tilfreds til at koncentrere sig om mig, og desuden bruger jeg ikke voks. Jeg foretrækker det vindblæste look." han skar en lidende grimasse "Min stylist sagde at tøserne falder for det, men jeg venter stadig på at se resultater."

Latteren gled dog hurtigt i baggrunden og blev erstattet af alvor. Det var sjældent Alexander i den grad virkede trykket af noget, og den andens panderynker alene, fik Todd til at rette sig lidt mere op i hynderne, mens han ventede på at få en forklaring på kammeratens kryptiske udmelding. Da den kom stivnede han let og spærrede øjnene op i lige dele overraskelse og vantro. Han åbnede munden for at tale, lukkede den så igen og skubbede sig helt op at sidde i sofaen, mens han så med sammenknebne øjne på Alexander "Du tager ikke pis på mig, vel Alex?" han kendte svaret allerede mens han spurgte og fortsatte uden at vente på svaret "Mener du seriøst at han tvang veritaserum i dig?" han havde sænket stemmen, så kun Alexander ville kunne høre ham og tog ikke blikket fra den anden mens han talte.

Hans blik faldt til puden i Alexanders hænder og han nåede lige at få sine egne løftet afværgende, før den kom kom susende tilbage mod ham. Den faldt til gulvet foran sofaen, mens han igen grinede og så skar en grimasse "En Muggler-historie jeg tror du ville kunne lide. Om en dreng der aldrig bliver voksen og hvis ærkefjende er en pirat med klo." han smilede uskyldigt og fortsatte henkastet "Nååå, ja.. og så er der den her tøs som er totalt uopnåelig for ham.." han trak let på skuldrene og så ned på sine ben, hvor han et øjeblik pillede med en løs tråd i sine bukser. Det var ingen hemmelighed, at Todd selv ikke var den blandt sine nærmeste venner, der gjorde sig mest bemærket hos det modsatte køn, og normalt generede det ham ikke "Bare træd i det, vil du..." han skar en grimasse og så op med et nyt smil og rystede let på hovedet over vennens selvtilfredse udtryk "Så hun kan stadig vride sig som en saltkringle?" hans blik blev drillende igen "Har du tænkt dig at gøre en anstændig kvinde ud af hende denne gang så?"

TAG Alexander Young
TIME Aften
PLACE Løvernes opholdsstue
WORDS 555
NOTES ---
OUTFIT here

[austin]

You can always tell a real friend
when you've made a fool of yourself
he doesn't feel you've done a permanent job

Alexander fnøs muntert og nikkede. Hans øjne var fugtige af latter og let sammentrukne i morskab. ”Spot on, Toddy,” sagde han mellem en hjertelig klukken over de nydelige mentale billeder kammeraten plantede i hans hoved. Han kvalte sin latter bag en af sine hænder og lænede sig lidt fremad, med et drillende glimt i øjnene. Samme hånd blev brugt til at stryge igennem Alexanders egne evigt filtrede lokker og han hævede begge øjenbryn en anelse med et skævt smil. ”Virkelig? Jeg synes det virker glimrende.” Han blinkede og var lige ved barnligt at række tunge, men tog sig i det og lænede sig i stedet bagud i stolen og foldede begge hænder bag nakken.

Han rynkede lidt på næsen og trak på skuldrene, før han rystede kort på hovedet. Han skar ansigt over den irriterende alvor der sænkede sig over bordet og ville ønske at Dom var der, til at lette stemningen lidt. Han begyndte allerede at have fortrudt, at han bragte det på banen. ”Han tvang det ikke i mig, per say,” sagde han lavmælt og lod igen sine hænder falde til armlænene på hver side. ”Jeg holdt sådan set selv flasken. Ikke at jeg var sikker på, at det lige var sandhedseliksir og ikke vand, men.. Ja.” Han trak på skuldrene igen og rynkede panden. ”Lad nu være med at overdramatisere det. Det var ikke så skide forfærdeligt.” Han kløede sig i nakken. ”Det var i virkeligheden mere behageligt at få trukket sandheden ud på den måde, selvom det er noget værre kujonagtigt pis.” Han himlede med øjnene og viftede lidt i luften med den ene hånd.

Han rømmede sig lavmælt og hævede et øjenbryn over kammeratens forklaring. ”Mugglerhistorier er sgu altid så sære,” erklærede han. Todds henvisning til uopnåelige pigebørn gik totalt over hovedet på ham og han fortsatte upåvirket. ”Donia, du ved, Dom's lillesøster, fortalte en eller anden sær historie om talende dyr fra en lille skov, der flytter til nogle hvide hjortes park, fordi mugglerne har fældet skoven?” Alexander rystede lidt på hovedet, med et smil, der sagde alt om hans mening omkring mugglernes børnehistorier.

Han blinkede drillende til Todd og smilede smørret. ”Åh ja. Nærmest i sinusbevægelser, du ved. Hun er lige som en virkelig god whiskey. Hun bliver kun bedre med årene.” Han kløede sig med to fingre ved øjenbrynet og pustede langsomt ud, med et opgivende blik på kammeraten. ”Hun er meget bedre når hun er uanstædig.” Han rynkede lidt på næsen og smilede så antydningsvist. ”Desuden... Selv hvis jeg ville, så kender du hende jo. Hun er nærmest...” Han standsede op i et kort øjeblik og fnøs muntert. ”... Nærmest en feminin udgave af mig. Jeg mener... Har du hørt de seneste rygter om tøsebarnet? Nej. Rachel er ikke just den monogame type.”

Outfit: Click

[todd]

a true friend thinks you are a good egg,
(EVEN IF YOU'RE HALF-CRACKED)

[/size]
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -[/center]

Todd skar en tydelig utilfreds grimasse og pegede en anklagende pegefinger mod Alexander igen "Du får noget værre en en pude i sylten lige om lidt hvis du kalder mig det igen." han så udfordrende på kammeraten på den anden side af bordet, før han lod hånden falde og kom til at grine igen. Han stoppede og så spørgende på Alexander da han lænede sig frem og strøg en hånd gennem det halvlange hår. Så skar han en grimasse og så ned på sine fødder med et skævt smil "Du er sgu altid så pokkers kæphøj, er du... han himlede med øjnene før han så op, og bemærkede ikke selv den svage alvor der havde sneget sig ind i hans stemme da han talte. Han smilede igen "men så tror da pokker det ikke virker for mig, når du suger den smule mojo jeg måske har." han sukkede overdrevent lidende og trak en ny pude op og lagde over hovedet "Det er hårdt at være mig... Hele verden er imod mig..."

Todd blev meget tavs mens Alexander uddybede mere omkring sit ophold på den mandlige Professor Kenniths kontor og hans panderynke blev stødt dybere i takt med at ethvert spor af morskab forsvandt fra hans ansigt. Han løftede den ene hånd og lagde den i en tænksom gestus over sin mund og hage, uden at tage blikket fra Alexander eller afbryde ham. Det var dog tydeligt i hans ansigt at han ikke billigede hvad der var sket. Først da Alexander himlede med øjnene og tav, åbnede han munden for at kommentere og tænkte grundigt over sine ord før han lod dem komme ud "Så du har ikke tænkt dig at gøre mere ved sagen?" han så afventende på vennen.

Han smilede igen og trak på skuldrene over den andens konstatering "Ikke mere underlige end troldsmandshistorier når alt kommer til alt. Jeg tror stadig du ville synes om Peter Pan. Måske endda identificere dig med ham." han så drillende på Alexander og nikkede så let da han nævnte Donia. Han smilede lidt ekstra og hævede et øjenbryn sigende "Ja, jeg tror godt jeg kan huske hende... der var en let sarkasme i hans stemme mens han fortsatte "Jeg er ikke så dement endnu at jeg har glemt hvem der også kommer til Hallows-møderne eller hvem jeg forsøger at lære at spille skak..." han smilede da han genkendte og huskede historien Donia havde fortalt Alexander om "Dyrene fra Lilleskoven"... han smilede skævt og så ned et øjeblik "Hvorfor undrer det mig ikke at hun taler om den..." han rystede som Alexander på hovedet med et smil, omend ikke af helt de samme grunde.

Han fnøs og himlede let med øjnene over vennens beskrivelse af Rachel og hev puden fra før op i skødet og pillede fraværende ved en løs tråd i stoffet, mens han stadig lyttede opmærksomt. Han så op og kom næsten til at grine igen, over Alexanders alt for sigende beskrivelse af de jævnaldrende Løvinde. Han rystede på hovedet med et bredt smil "Det i sig selv er skræmmende, men man må give hende at hun er bedre til at holde sig udenfor ballade med lærerne end du er..." han så drillende på Alexander og rystede så på hovedet mens blikket blev spørgende "Det kommer an på hvilke rygter du mener... Jeg har hørt et par stykker."

TAG Alexander Young
TIME Aften
PLACE Løvernes opholdsstue
WORDS 674
NOTES ---
OUTFIT here

[Dean Scott Ivory]

Maleriet af Den Fede Dame, der skjulte indgangen til Gryffindors opholdsstue, svingede i bag Dean, som han trådte ind, kun få minutter over den bestemte tid, hvor alle elever skulle befinde sig i deres kollegies opholdsstue eller sovesale. Han prøvede så vidt muligt at overholde reglerne til hverdag, medmindre der var noget mere vigtigt som krævede hans opmærksomhed... hvilket der ofte var, når han tænkte over det. Det var ikke sikkert at lærerne ville syntes at det, Dean mente var 'mere vigtigt', var specielt vigtigt, men det afholdt ham ikke fra at gøre de ting alligevel.
Han havde i et godt stykke tid nu haft abstinenser efter at fiske sin guitar frem og bare spille. Inspiration til nye melodier og tekster syntes at komme fra alle sider for tiden, og det frustrerede ham, at han ikke havde mulighed for at prøve det af på sin elskede Fender. Sikkerhedsreglerne på skolen var blevet skærpet enormt efter mordet på læreren i Mugglerstudier, og derfor var de næsten tvunget til at tilbringe det meste fritid i opholdsstuerne; og Dean havde aldrig været vild med at spille sit eget shit foran en masse folk.

Legende med tanken om at smutte op og hente guitaren og snige sig hen til et tomt lokale, fløjtede han lavmælt en af de melodier, der havde hjemsøgt ham det meste af eftermiddagen. Han slentrede afslappet ind i opholdsstuen, fuldkommen ligeglad med blikkene, fra de få elever der sad sammen i grupper, der blev sendt i hans retning. Han løftede hånden og lod fingrene løbe gennem sit mørke hår, samtidig med, at han fik øje på to velkendte skikkelser. Todd og Alex, som sad i nogle sofagrupper. Et skævt smil spillede sig i få sekunder over hans læber, og han besluttede sig for at crashe deres samtale. "Hva' så?" hilste han i et retorisk tonefald, inden han lod sig dumpe ned i den sofa, Todd sad i. Han lænede sig tilbage med den ene arm over ryglænet, den anden over armlænet, og smækkede det ene ben op på bordet foran sig, uden at sige mere. Istedet lod han sit blik glide fra Alex til Todd ved siden af sig, mens han prøvede at få en idé om, hvad de snakkede om. Ved synet af Alex blev han kort mindet om hans stunt i spisesalen; i starten havde det været hylende morsomt, men Dean var ikke blandt dem, som stadig flækkede af grin hver gang de så Alex.

Hans blik flakkede til Todd da han nævnte noget om nogle rygter. Dean kom i tanker om noget han havde hørt tidligere på dagen. Han var ikke en sucker for sladder. Faktisk prøvede han at undgå det, og lod for det meste alle rygterne omkring diverse personer glide ind ad det ene øre og ud af det andet - medmindre det omhandlede personer han kendte. Dean hævede et øjenbryn, drejede hovedet, og plantede blot sit blik på Alex igen, afventende, og nysgerrig efter at høre hans svar på Todds spørgsmål.

OUTFIT

[/size][/url][/center][/blockquote]

[austin]

You can always tell a real friend
when you've made a fool of yourself
he doesn't feel you've done a permanent job

Alexander lagde hovedet tilbage imod ryglænet igen og holdt en hånd op for munden. Det forhindrede dog ikke et klukkende grin i at forlade ham, som han betragtede Todds indignerede maske skramle lidt sammen. ”Du er så sart,” bemærkede han drillende, uden at gentage det forhadte øgenavn endnu engang. I stedet kørte han nærmest skyldbevidst en hånd igennem håret og rømmede sig lidt. Hans fortrydelige grimasse blev dog noget ødelagt af det brede smil, der hurtigt fandt sin vej tilbage til hans læber ved kammeratens teatralske lille tale omkring hans trængsler. Alexander undlod at fyre en plat vittighed om kæppe og højder af, og himlede i stedet med øjnene af Todds sikkert kun halvvejs ironiske brok omkring hans egen manglende mojo. Det var ikke nogen hemmelighed at den ene del af det firkløver de begge ofte befandt sig i, havde noget mindre held med damerne end de andre tre, men det lå ikke til Alexander, at tage den slags kævlerier seriøst. ”... Men måske er Tora også mere passende, med den sans for drama der,” bemærkede han tørt, men med et skævt smil, der opblødte hvad der ellers kunne have været vældig hårde ord.

Han rystede ganske kort på hovedet som svar til det korte spørgsmål og begravede dermed sagen. Det føltes atter engang godt at lufte bare en anelse af historien, som om han slap den en anelse mere hver gang noget blev nævnt, men han havde ingen intentioner om at svælge i det, som var overstået.

Et skuldertræk ledsagede kammeratens drillende bemærkning, som egentlig ikke rigtig fes ind. Alexander hævede øjenbrynene lidt over det ironiske tonefald i Todds stemme og undrede sig i et kort øjeblik over hvad det kom sig af, før hans egen hukommelse blev hjulpet på vej og han himlede med øjnene med et muntert fnys. ”Jeg ved da virkelig ikke hvem du leger små græsrødder eller spiller skak med,” sagde han, før han, noget mere alvorligt tilføjede; ”nu passer du vel på hende, ikke? Hun er en sød pige, meget naiv og uvidende omkring verdens røvhuller.” Han skar ansigt. ”Hun skal ikke ødelægges af sådan en som mig eller blive ligesom Julie... Fuldstændig umulig at holde styr på.”
Han kneb øjnene sammen for en kort bemærkning og så nærmest advarende på kammeraten, før han igen slap ham med blikket og lod det falde på en skikkelse, der kom ind af portræthullet. Et lille smil spillede om han mundvige imens Dean bevægede sig over imod sofaen og svang sig ned ved siden af Todd.

Alexander skar ansigt af den sidste nærmest formanende bemærkning og fnøs muntert af det spørgsmål der fulgte. Inden han svarede, løftede han en hånd til hilsen og så på Dean. ”Vi rundede emnet Rachel,” forklarede han kort, med et lidt for smørret smil, og gav ikke Dean og Rachels slægtskab eller relation en eneste tanke. ”Det rygte jeg talte om var bare det temmelig saftige med intet mindre end fire knægtes navne nævnt.” Han sænkede en hånd til sin egen brystkasse og grinede klukkende. ”... Og Caron, Anthony og Argall.” Han hævede begge øjenbryn og så på Todd. ”Kan du se hvad jeg mener? Altså okay. Alle rygter om tøsebørn plejer at blive lidt overdrevne, fordi andre piger lægger lidt til af uvisse grunde, men stadig. Selv hvis jeg ville gøre hende...” Han lyste lidt op og måtte bide endnu et grin i sig. ”... Anstændig. Så kunne det slet ikke lade sig gøre. Jeg har skam rigeligt i at være den der startede lille Rachel Ivorys vilde liv og desuden har erfaring bestemt ikke skadet hende.” Han blinkede sigende og lænede sig tilbage imod stoleryggen igen. ”I øvrigt er jeg pisse imponeret over jer,” sagde han til begge drenge, med et lumsk smil. ”Skulle i ikke forestille at være årvågne? Det hele skete sgu da på sovesalen, uden at nogen opdagede noget som helst!”

Outfit: Click