|
|
Post by damon on Feb 16, 2011 12:56:34 GMT 1
TAG: Precious Adelle Watson
Han lukkede forsvarligt døren bag sig med et stille "Klik" Og vandrede så videre ud i det hvide vinter landskab. Nogle træer var så småt ved at få knopper, men han var ligeglad, det ragede ham en høst blomst, om træerne så var vildt blomstrende eller ej. Han trak sin jakke tættere ind til sig, og gik med hurtige skridt i retning af Hogwarts. Bakkerne var enorme, og man kunne lige skimte muren i det fjerne, men han lagde dårligt mærke til det. Hans tanker var optaget af Precious. Lige meget hvor han så hen, kunne han skimte hendes ansigt, og hendes bedrøvede silhuet i det fjerne. Han var såret.. skuffet over sig selv, og at han lod det komme så langt. At han fortsat havde overbevist sig selv om at hun ville ham lige så meget som han ville hende. "Men det var bare en stor fed løgn!" tænkte han, og sparkede fabrilsk til en sne drive der lå lidt ved siden af stien. Han hostede let, og fortsatte så atter sin gang, måske var han ved at blive syg? skridt efter skridt tog han, og murerne kom tættere på. Hvordan kunne han dog få sig selv til at tro han havde en chance? det gjorde ondt indeni. Og tanken om at han næsten havde taget hendes mø dom, og at hun så havde stoppet ham, selvom det var hende der havde startet det hele, fik hans mave til at vende sig i ham. Han bøjede sig øjeblikkeligt forover, og kastede op. Det gjorde bare så ondt, og han mærkede hvordan hans hals brændte. Hvorfor havde han også gjort det?! hvorfor?!
Han trådte ind igennem de store porte, og videre ind i forhallen. Elever var åbenbart blevet bekymret for ham, og havde tilkaldt en lærer. Han havde været væk i flere timer, og ingen havde set ham. Han blev løbet i møde af lærere og elever, og hans forpinte ansigts udtryk blev ikke ligefrem bedre af situationen. Læren spurgte om hans tilstand, men han skubbede let til en flok elever, og vandrede ilde op til portræt hullet der førte til Gryffindors opholdsstue. Før han kunne nå at sige kodeordet, svang hængslerne til siden, og en flok fnisende 6. årgangs elever kom ud. "Heeej Damon!" Sagde de, og fniste let af ham. Enhver anden dag ville han have sagt en kæk replik, eller taget dem under armene, men lige nu var han ligeglad. Han trådte ind i opholdsstuen, og blev løbet i møde af et halvt dusin drenge. "Damon! vi har været mega bekymrede mand!" Sagde de ivrigt, og spærrede vejen for ham. Han sukkede, gik imod dem, og gav dem et skulderskub hvorefter han fortsatte op imod drengenes sovesal. Han kastede et vredt blik tilbage på drengene, og så deres undrende, og forbavsede blikke, som de fulgte ham med øjnene hele vejen op. Han fornemmede en "Hvad er der galt med ham?" men han tog sig ikke af det. Han var ligeglad. Han åbnede døren op til drengenes sovesal, og marcherede op af trappen.
Der var tomt i lokalet, hvilket passede ham helt fint. Han tog sine bukser af, og så trøjen. Hvorefter han gik hen foran spejlet, og så på sin blottede bare mave. Han spændte let i maven, og afslørede et let set muskler der kom til syne. Men pludselig så han en skikkelse komme til syne i spejlet ved siden af sin egen skikkelse. Precious kom langsomt gående, og stillede sig op af ham. Hun holdte om hans bare overkrop, og smilede lykkeligt til ham. Han rystede vredt på hovedet, og så sig igen i spejlet. Hun var forsvundet, og han stod nu kun alene tilbage. En tårer løb ned af hans kind, og han flåede gardinet af en seng. hvorefter han vred kastede sig ned på sin egen. Lagde dynen over sig. og lukkede øjnene.
Han var ulykkeligt forelsket.
|
|
|
|
Post by Deleted on Feb 16, 2011 13:44:05 GMT 1
Saturday February 12th, Year 2081Sneen dalede stadig ned uden for Hogwarts murer. I det fjerne kunne man stille se Precious. Hun lignede noget der var løgn nu endnu mere fordi hendes hår var uglet og hendes tøj fra revet lidt i tug. Hun havde tåre langs kinderne og bevægede sig op imod Hogwarts. Hun så ikke rigtig noget omkring sig ud over sneen der ramte hendes ansigt. Da hun trådte ind fik et par lærer øje på hende og skyndte sig hen til hende. De snakkede til hende men hun kiggede bare op til dem og hørte ikke et ord de sagde. Hun klemte øjnene sammen og forsatte op til Gryffindor tårnet. Det var første gang i flere dage hun satte foden der. Hun sagde kode ordet og trådte ind. Folk sad rundt omkring og et par drenge kom hen til hende. Det var et par timer siden Damon var kommet og var gået op på drengenes sove sal. ”Precious! Du ser jo forfærdelig ud!.. Ved du hvad der er galt med Damon?” spurgte de og kiggede på hende. En af pigerne kom hen til dem og skubbede drengene væk ”Gi hende noget luft!” sagde hun og kiggede så imod Precious og lagde et tæppe om hende. Precious kiggede skiftevis på dem og en tåre lagde sig i hendes øjenkrog før hun skubbede sig igennem mængden af dem. Hun vandrede op til pigernes sovesal og og fik skiftet til til noget knapt så ødelagt tøj, hvorefter hun fandt papir og fjerpen frem. Han måtte ikke hade hende.. Han skulle kunne tale med hende igen. Og hun måtte fortælle ham hvordan hun følte for ham.. Hun begyndte at skrive stille.
”Damon.. Du vil måske ikke høre på mig..
Men jeg håber du vil læse dette brev som jeg skrev.
Om du tror det eller ej, har jeg altid elsket dig.
Du er mit liv, mit lys og mit hjerte. Du kan få mig til at føle mig hel.
Men efter alt der er sket..
Jeg ved du er såret. Jeg ved du føler dig snydt og ydmyget.. Men jeg havde aldrig tænkt mig at såre dig..
Jeg elsker Adam ja.. Men havde jeg blot vidst. Havde du blot sagt noget.. Før alt med Adam.. Ville jeg ikke ha tøvet..
Du er bedre tjent med Alice.. Som din kæreste.. I ville passe godt sammen.. I har samme fantastiske evne til at gøre mig glad.
I har begge den fantastiske glæde..
Men uanset hvad skal du bare vide.. Jeg elsker dig Damon.. Over alt på jorden, du har altid været der for mig.. Og du vil altid være i mit hjerte, min kære sjæle bror
Din Precious”
Hun tog et skvæt af hendes parfume på brevet og lagde en forsigtig lipgloss på hendes læber før hun lod sine læber ligge sig ind over hendes underskrift før hun foldede brevet sammen og puttede det i en kuvert som hun forsigtigt skrev Damon uden på. Hun rejste sig og tørrede lipglossen af læberne før hun trådte ud af rummet og gik stille ned i opholdstuen hvor hun gik hen til en af drengene og prikkede ham på skulderen ”Vil du være sød at give den her til Damon?” spurgte hun stille og gav ham brevet da han nikkede. Drengen satte i spring op til drengenes sovesal og hoppede ind hvor han så Damon var, han kiggede forskrækket på gardinet af Damons seng der var blevet hevet på gulvet ”Øhm.. Jeg ville ikke forstyrre dig Damon.. Men jeg har et brev til dig” sagde han og smed brevet på sengen før han gik igen.
Precious havde sat sig foran den tændte kermin og stirrede bare ind i ildens dansende flammer.
|
|
|
|
Post by damon on Feb 16, 2011 14:18:48 GMT 1
Døren til sovesalen åbnede, og han hørte nogle skridt der langsomt nærmede sig hans seng. Han blev bare liggene som han var, og tog imod de smerter han nu ville gå igennem hvis det nu vidste sig at være en der ville slå ham ihjel efter alt det han havde gjort. Stemmen lød hverken piget, eller voksent. Så det måtte næsten være en af drengene, han kunne bare ikke genkende stemmen. "Jeg ville ikke forstyrre dig Damon men... Jeg har et brev til dig" Lød det fra ham, og en lyd af papir der ramte noget skrabbende lød. Skridtene blev langsomt lavere, og døren lukkede sig atter i igen. Han sukkede længselsfuldt, vente sig langsomt om og så på det lille brev hvor den fine håndskrift var. Han samlede det op og læste på konvolutten. "Damon" Han kunne dufte hendes parfume, og han vidste øjeblikkeligt at det var fra hende. Han savnede hende...
Han læste brevets indhold igen og igen. Og for hver gang han læste det, gjorde det mere ondt. Men han vidste godt at det ikke var meningen de skulle være sammen. Han ville bare heller ikke miste hende. Hun betød alt for ham, selvom der var sket alt det der var sket i dag, Og hvis han ikke kunne få hende, ville han ikke give op. Han ville stadig være hos hende.
Han trak forsigtigt dynen til side, og rejste sig op fra sengen. Han svirpede med sin stav, og en skjorte og et par bukser kom til syne. Han trak hurtigt i tøjet, og gik så hen foran spejlet igen. Hans lyssebrune krøller han vådt ned foran hans øjne, og han prøvede fabrilsk at rette dem, ved at køre en karm igennem håret. Det hjalp lidt på det, så han tog sin deodorant på, og gik stille hen til vinduet. Han elskede udsigten, den mindede ham altid om det hjem han havde, den familie han havde. Og den gjorde ham så lykkelig, for han kunne spejde ud over horrisonten, og føle sig bare lidt lykkelig.
Han lod et stille suk smutte ud mellem hans læber, og han mærkede hvordan hans hjerte langsomt kæmpede imod, han kunne hverken smile, være glad, eller på nogen som helst måde sætte en facade op. Han var ulykkelig, men han ville ikke gøre noget ved det. Hende og Adam passede sammen, det var dem der skulle være sammen, og han havde opgivet på forhånd, han ville ikke kæmpe for noget som han i forvejen vidste han havde tabt. Han løsrev sig blikket fra den smukke udsigt, og gik over imod døren, hvor efter han tog fat i håndtaget. Og med et sidste og langt suk åbnede han døren. Døren knirkede umådeligt meget, og der blev helt stille i Gryffindors opholdsstue, han trådte ud på balkongen, og kastede et blik rundt på alle de mange elever der var frosset ved synet af ham. Han smilede ikke, selvom han dog fandt det meget komisk. Han vendte rundt, og gik stille ned af trappen. Og ved synet af hende, stoppede han bare op. Han smilede ikke, han kunne ikke gøre andet end bare at se på hende.
|
|
|
|
Post by Deleted on Feb 16, 2011 14:34:52 GMT 1
Saturday February 12th, Year 2081
Hun hørte fyren komme ned efter kort tid og hun sad bare og drømte sig ind i ildens dansende flammer.
Hun hørte ikke døren gå oppe fra sovesalene. Der var pludseligt helt stille hvilket fik hendes tanker til at vende tilbage. Hun sank en klump og drejede hovedet hen imod trappen som var det sted alle kiggede hen. Hun stivnede da hun så Damon stå på trappen, han smilede ikke.. Overhovedet. Hun kunne heller ikke selv frem tvinge et lille smil. Det gjorde ondt at se ham sådan. Hun kørte forsigtigt noget af sit hår om bag det ene øre før hun vendte blikket imod ilden igen.
Alt hun nu håbede på var at han bare ville komme og lægge armene om hende. Få hende til at føle sig tryk igen.
Hendes arme foldede sig omkring hendes ben igen og sukkede stille. Hun vidste han havde læst hendes brev det var den eneste grund hun kunne se for at han var kommet ud igen. Hun mærkede kort hans læber imod sine den dejlige følelse hun havde haft ved første kys fra ham inden hun havde fået skyldfølelsen til at skylle ind over sig. Der var bare så meget der bankede ned i hovedet på hende.
En af drengene som Damon havde snakket med tidligere kom hen og lagde en hånd på hans skulder ”Er du okay Damon? spurgte han lavt og skævede lidt imod Precious som Damon havde blikket rettet imod. Han lagde hovedet tæt på Damons øre og hviskede stille ”Tal nu med hende dude i er bedste venner come on” fyren slap Damons skulder og gik så over til dem han havde været sammen med før.
|
|
|
|
Post by damon on Feb 16, 2011 14:50:23 GMT 1
Hun vendte hovedet imod ham, og hans blik blev øjeblikkeligt fanget af hendes smukke øjne der trist blinkede til ham fra kaminen. Han hørte dårligt hvad drengen sagde, kun bider. "Taaal Meed Heeendee." Det lød nærmest som var det i slow motion, og drengen gik langsomt tilbage til de andre som stod og begloede ham fra side linjen. Han trak lydløst vejret og fortrak ikke en mine. Han svævede nærmest over gulvet, og stoppede op bag sofaen. Han kunne mærke de våde tårer der langsomt pressede sig på bag hans øje æbel. Men han gik alligevel langsomt rundt om den store sofa, og satte sig ned ved siden af hende. Han løftede armen, og uden tilladelse lagde han den om nakken på hende. Han kunne ikke sige noget, han sad bare og stirrede forpint ind i ilden. De dansende flammer legede rundt, og hans fantasi løb mere og mere løbsk med ham. Opholdsstuen forsvandt langsomt, og han blev suet ind i flammerne.
En dansende silhuet kom til syne tættere på ham, og en Precious kom til syne foran ham, smukkere end han nogensinde havde set hende. Hendes hår var sat op, og hun smilede slesk til ham. Han gik tættere på hende, "Precious, vil du ikke nok vælge mig?" prøvede han. Men hun rystede blot tirerne på hovedet, og pludselig kom en halvnøgen udgave af Adam gående. Han gik over til hende, lagde armen om hende, og kyssede hende. Hun lagde armene om ham, og kyssede ham igen. De slap hinanden, og vente sig mod ham, begge med onde smil på læben. Han ville ikke se mere, han ville væk.
Han rystede på hovedet, og åbnede øjnene, så opdagede han at ilden var gået ud. Han sad stadig med armen om Precious, adskillige tårer var løbet ned af hans kinder, men han havde ikke bemærket det før nu. Hans ansigt var stadig forpint, men han sagde ikke noget. Han vidste ikke hvad han skulle sige til hende, hvordan han skulle reagere på alt det her. En ting var sikkert, han måtte bare leve med det han havde, og han kunne godt være hendes ven.
|
|
|
|
Post by Deleted on Feb 16, 2011 15:37:28 GMT 1
Saturday February 12th, Year 2081Hun has helt stille på sofaen hørte hans skridt der kom tættere og pludselig sad han ved hendes side med armen om nakken på hende. Det overraskede hende lidt at han gjorde det men alligevel. Det var vel for billedet skyld for at få folk til at tie stille. Hun trak ikke en mine og sad bare og stirrede ind i ilden. Hun drejede dog øjnene lidt imod ham efter noget tid og så hans tåre løbe langs kinderne på ham. Hun fik en dårlig smag i munden. Det var hendes skyld at han var så ked af det.. Havde hun ikke bare sagt at hun ikke var klar eller noget lignede det så havde han ikke være SÅ ked af det.
Eftersom han stadig sad med armen om hende lænede hun sig forsigtigt ind til ham. Hun lugtede hans deo og i det hele taget duften af ham. Hun lukkede øjnene. Hans stærke krop var stiv som et bræt han bevægede ikke en muskel i den triste krop. Ganske forsigtigt lagde hun sig ned med hovedet på hans lår og kiggede ind i ilden. Hendes ene hånd lå imod hans knæ. Hun savnede de aftner hvor hun bare havde kunne ligge på præcis samme måde, hvor de kunne pjatte og grine. Nu var der bare en ubehagelig stilhed over dem. Hun sank en klump og åbnede munden men intet kom ud. Hun måtte ha forsonet hende og Adam igen. De var bedste venner og hun ville ikke være personen der ødelagde det hele for dem ”Kan du nogen sinde tilgi mig?” spurgte hun forsigtigt og strøg let en finger over hans knæ skald og fokuserede på sin finger bare for at lede tankerne væk.
Hun ventede efter et svar inden hun forsatte ganske lavt så kun han ville høre det ”Tror du.. Dig og Adam nogen sinde kan blive venner igen? Jeg bryder mig ikke om tanken at jeg er skyld i at i ikke snakker sammen længere” hun vendte blikket op imod ham stadig så hun lå med fronten imod ilden men med hovedet vendt imod ham. Et par tårer gemte sig i øjenkrogen og brændte.
|
|
|
|
Post by damon on Feb 16, 2011 16:06:36 GMT 1
Han fortrak ikke en mine. Hendes hoved lagde sig ind imod ham, og han sad bare stille. Han rørte ikke en muskel. Og han mærkede hvordan hun langsomt skiftede position til at ligge på hans lår istedet. "Kan du nogensinde tilgive mig?" Spurgte hun stille, og han fortsatte med at stirre ind i flammerne. selvfølgelig kunne han de, han ville ikke leve et sekund uden hende ved sin side, men han vidste ikke hvad han skulle sige. "Ja" svarede han, og observerede et stykke træ der let brandte over, og kolapsede inde fra ilden. Han bemærkede hendes hånd der langsomt kærtegnede hans knæ, og han mærkede hendes bløde hånd, som havde forplantet sig på hans lår. Hendes stemme var kun en hvisken. "Tror du.. Dig og Adam nogensinde bliver venner igen? Jeg bryder mig ikke om tanken at jeg er grunden til i ikke snakker sammen længere." Hviskede hun med sin lille fløjelsstemme. Og han smagte på noget bittert. Han lod sit hoved falde ned til modsatte side af hende, og løftede så blikket endnu engang mod flammerne. "Vi skal nok snakke sammen igen.. På et tidspunkt" Sagde han koldt, og en smule kynisk. Han var ikke vred på hende, han kunne bare ikke få humøret til at virke. Han løftede langsomt en dirende hånd, og lod fingrende glide igennem hendes bløde hår. Han tog sin anden hånd, og lod den ae hendes arm blidt. "Du må ikke være ked af det." Hviskede han forsigtigt, stadig med blikket rettet mod flammerne. "Det her er ikke din skyld." fortsatte han, og fortsatte med at lade fingrende kører igennem hendes hår, som havde hun strøget en hvid kat over ryggen. "Det her er ikke din skyld" mumlede han stille for sig selv, og lod atter flammerne bestemme.
|
|
|
|
Post by Deleted on Feb 16, 2011 16:16:53 GMT 1
Saturday February 12th, Year 2081 Da han svarede hende lettede det let på hendes hjerte. Selvom han virkede kold overfor hende kunne hun fornemme at han ikke mente det på den måde også til næste spørgsmål fik det til at løsne op i hendes hjerte. Bare de engang kom til at snakke sammen igen var hun glad. De var trods alt venner.. Og gik i klasse sammen i mange fag. Hun lukkede øjnene stille da han begyndte at køre fingrene igennem hendes hår og hun mærkede hans anden hånd der blidt aede hendes ene arm. Et ganske svagt smil kom frem på hendes læber da hun igen kiggede ind i ilden. Så var deres venskab virkelig ikke fortabt. Hun havde ham ved sig igen og hun ville gøre alt for at beholde ham hos sig. Hun anede dog ikke om han havde snakket med Alice siden hun var forsvundet men ellers fandt han nok ud af at hun måske ikke var helt glad når han mødte hende. Dog nu hvor Damon og Precious var venner igen eller i hvert fald på tale fod igen så kunne han jo få hende til at slappe af med det? Hendes fingre gled forsat over hans knæ uden at kigge mere op imod ham.
”Damon.. Nogen gange tror jeg vi var bestemt til at være sammen i sorg og i glæde.. Som en skyts engel for hinanden” sagde hun stille og tav så igen. Hun savnede ham. Savnede den gamle Damon.. Den dreng hun havde væltet rundt, kysset på næsen, drillet og havde haft det sjovt med inden alt det her skete. Ham savnede hun og hun håbede med tiden at han ville komme stille tilbage til hende.
Flammerne dansede for hende og hun følte varmen fra de smukke orange gule stråler der skinnede ud og lyste dem begge op. Folk var begyndt at forføje sig og tænkte ikke længere over hvad Precious og Damon lavede. Nu talte de da i det mindste sammen igen. Flere af personerne i rummet havde dog fulgt ekstra godt med eftersom de havde overværet skænderiet imellem de to et par dage tidligere eller hørt om det på gangen.
|
|
|
|
Post by damon on Feb 16, 2011 16:35:13 GMT 1
Hendes kærtegnene finger gled langsomt op af hans knæ, og han mærkede et trist sug i maven. Hans glæde svingede meget, først var han glad. Så var han trist. Men han kunne lige så godt droppe tanken om at de skulle være sammen, for det kom aldrig til at ske. Han kunne ende op med at blive hendes ven, hendes bedste ven som han havde været før alt det her skete. Den chance kunne han ikke lade slippe væk fra sig. Og han måtte prøve at skubbe den triste tanke væk. Han var ked af det, men samtidig, hvad gavnede det så at vise sine følelser for hende, når han vidste hun aldrig ville kunnet gengælde dem?
Han løsrev sig blikket fra den varme kamin, og så atter ned på hende som hun lå der i hans skød. Han ville aldrig kunnet undvære hende, ikke helt i hvert fald. Så han måtte gøre en indsats for at blive venner med hende igen, og måske muntre hende lidt op. Han drejede blidt hendes hoved med den ene hånd, så han kunne se hende i øjnene. Han kunne se hun stadig var ked af det, hvilket var forståeligt. Men han vidste ikke hvad han skulle gøre for at muntre hende op. "Du vil altid være min..." han tav lidt. "Bedste veninde." Sagde han og smilede opmuntrende til hende. Han lod en finger glide ned af hendes side og lande forsvarligt lige over hendes hofte, hvor han killede hende. Han smilede prøvende til hende, og prøvede at skjule alle tegn af sorg.
Han lod sit blik falde rundt på de andre i opholdsstuen, alle var tilbage i deres gamle rytmer, og det var rart at de ikke længere blev begloet af en hel opholdsstue, og han rettede atter sit blik imod Precious.
|
|
|
|
Post by Deleted on Feb 16, 2011 16:49:31 GMT 1
Saturday February 12th, Year 2081 Hun smilede svagt ved hans ord og hun kiggede op på ham da han drejede hendes hoved imod sig og hun kiggede mildt op imod ham stadig med triste øjne men de forsvandt dog hurtigt da hun i næste sekund var ved at springe op af sofaen af ren og skær forskrækkelse og den pludselige kilden han frembragte fra hendes side. Et skrigende grin gled hendes læber da hun trimlede ned på gulvet og holdte om sig selv. Hun vendte øjnene mistroisk imod Damon. Han forsøgte da at bringe lidt liv tilbage i deres venne forhold? Og han forsøgte godt. Det korte sekund var den gamle Damon tilbage hos hende og hun satte sig forsat med et mistroisk blik op til ham igen dog lagde hun sig ikke men så blot på ham med en spidset mund og øjnene let sammen knebne ”Det gjorde du med vilje” sagde hun lavt men anklagende dog med en drillende klang for at løsne stemningen en smule.
Folkende rundt om dem havde kort løftet blikket da hun faldt på gulvet sammen med det skingre grinende skrig hun var kommet med, det varede dog ikke længe før de vendte næserne tilbage til hvad de var i gang med.
Hun puffede prøvede til hans skulder. De skulle ha det godt sammen igen andet ville hun ikke kunne bære. Han var jo hendes ”bror” hvem skulle beskytte hende hvis hun havde haft mareridt, hvem skulle holde om hende hvis hun var ked af det når ingen andre havde tid.. Hvis ikke ham hvem så?
Hun lænede sig forsigtigt ind til ham igen og tog fat i hans hånd der var imod hende og holdte den på afstand af hendes talje for at være sikker på at han ikke kildede hende igen.
|
|
|
|
Post by damon on Feb 16, 2011 17:10:19 GMT 1
"Det gjorde du med vilje!" Sagde hun anklagene og pakkede forsigtigt hans hånd væk så hun kunne sikre sig at han ikke gjorde det igen. Han kiggede mistroisk på hende, og grinede. Ikke bare grinede, men lo højt. Han tog sig til maven, og grinte igennem. Og da han var sikker på at hun undrede sig over hvorfor han grinte, prøvede han at snakke mens han lo. "Du... du skulle have set.. dit ansigt!" lo han, og kastede sig let over hende, så han lå på hende som han havde gjort tidligere på dagen. Minderne kom frem igen, hans hoved blev fyldt med dem. Men han skubbede dem væk, og smilede blot til hende. "Føler du dig lidt klemt søs? bare ærgeligt" sagde han, og blinkede let til hende, mens hans ansigt let var dækket af et stort smørret smil. Det var rart at kunne grine sammen igen, og alle i Gryffindors opholdsstue var nu vidne til de ting som de gik igennem sammen. De havde grint og grædt, råbt og hvisket. Og nu var de tilbage i sofaen.
Han lagde en arm om livet på hende, og puttede sig ind til hendes forholdsvis spinkle krop. Hun var ikke særlig stor i forhold til hans muskuløse krops bygning.
Han snuste let til hendes hår, og mærkede hvordan de langsomt kildede imod hans hud. Hun måtte da være bare lidt træt, for dagen havde ikke just været rolig. Men på den anden side, kunne det være at luren hun havde taget sig i sneen havde hjulpet lidt på de søvnløse netter. Det kunne han dog ikke vide.
Han trak sin tryllestav, og fremmanede et lille bord med en kane te ovenpå. Han kunne dufte den friske duft af kammile te, Og glæden bredte sig i hans bryst. "Du er faktisk utrolig dejlig" sagde han, så højt at alle i opholdsstuen med sikkerhed kunne høre det. Han så blot på hendes hår, og lod en hånd glide over hendes skuldre.
|
|
|
|
Post by Deleted on Feb 16, 2011 17:27:26 GMT 1
Saturday February 12th, Year 2081 Hun så lidt på ham da han begyndte at grine højlydt af hende og hun grinede blot endnu mere ”Ihh hvor er du tarvelig Damon!” grinede hun dog bare endnu mere. Da han sprang over hende væltede minderne fra tidligere ind over hende igen, hun var bange for han ville blive ked af det igen men i stedet gled et stort smil over hans læber hvilket fik hendes smil frem lige så. Hun begyndte at sprælle lidt da han holdte hende nede ”Bare lidt!” grinede hun og forsøgte at skubbe ham væk før han så selv satte sig op igen. Hun fik grinet færdig og satte sig ind til ham igen. Hun tænkte ikke på de folk der sad omkring dem. Der var så mange der kunne komme med kommentarer hun ærgrede sig dog lidt over at Rachel ikke var kommet og havde set de havde det sjovt sammen så hun bare kunne blive endnu mere sur end hun altid var. Hun var næsten sikker på at den heks havde frydet sig over hendes og Damons skænderi men nu hvor de var sammen igen var hun glad.
Da han tryllede et lille bord frem med en kande te skænkede hun roligt op i to kopper der også stod på bordet. Hun rødmede dog da han pludselig meget højt snakkede til hende så alle kunne høre det. Hun satte igen kanden på bordet og rakte ham en kop med et smil over læben ”Så er det godt jeg ikke er den eneste” sagde hun drillende og lænede sig tilbage i sofaen. Det var dejligt at høre hans latter igen. Hans varme altid beroligende latter.
Hun smilede stille og rykkede sig lidt tættere på ham da han lod en hånd glide over hendes skuldre og tog let fat i hånden hvor hun hev hans arm om sig. Hun nippede stille til teen det var lige præcis det hun havde brug for efter alt dette der var sket. ”Jeg fik aldrig sagt tak.. Altså for at du reddede mig liv i dag” sagde hun stille og kiggede op imod ham med taknemmelige øjne og et kærligt smil.
|
|
|
|
Post by damon on Feb 16, 2011 17:44:12 GMT 1
"Jeg fik aldrig sagt tak.. Altså for at du reddede mit liv Idag" Sagde hun stille, og så smilende op på ham. Han betragtede ilden i kaminen i nogle sekunder, før han nippede til sin te. Han satte koppen fra sig, og så atter ind i hendes smukke brune øjne. "Det var så lidt du." Sagde han og blinkede til hende. "I for hold til visse andre" Mumlede han, men var ikke sikker på om hun havde hørt det. Han kastede atter et blik ind i flammerne og tænkte på Adam. Adam der intet havde gjort for at redde hende. Han havde sikkert været tralvt optaget med lektier eller noget andet. Men Da han opdagede at smilet var væk, lod han sig atter løsrive fra de dansende flammer, som mere og mere mindede om willier. Og rettede så sit blik imod Precious, hvorefter et smil automatisk bredte sig på hans ansigt. Han huskede episoden i små flash backs. Han havde løbet igennem sne driven, råbt og skreget hendes navn. Og det sidste billede han så for sig var hendes arm der havde holdt om halvskæden, hendes arm der havde afsløret hendes position. "Har du egentlig stadig halskæden?" Spurgte han forsigtigt, og lod sit ene øjenbryn hæve sig en smule. Han løftede atter sin kop og tog en tår af den, hvorefter han lagde sit hoved blidt imod hendes. Hans kind mærkede hendes bløde hud, og han smilede fornøjet, så løftede han hovedet, og lod en blid finger omridse alt der var at finde i hendes perfekte ansigt. Han lod fingeren glide fra øjne til læber, og tilbage igen.
Hans smil frøs og han skiftede ansigts udtryk til en sær undren. "Det du skrev i brevet... Altså, du ved.. Det med at du altid havde elsket mig.. Du havde aldrig elsket mig på den måde vel? Jeg mener.. Havde jeg været hurtigere, havde vi ikke været sammen nu vel?" hviskede han, og lod blot sine læber strejfe hendes kind. Han ville aldrig få hende, men det var meningen at det skulle være på den måde. Så han smilede lidt, og tog en dyb vejrtrækning.
|
|
|
|
Post by Deleted on Feb 16, 2011 17:58:40 GMT 1
Saturday February 12th, Year 2081 Hun smilede kærligt til ham, men hendes øjne kiggede skævt væk ved hans ord. Han hentydede til Adam hun vidste det bare. Men det kunne jo være han intet havde hørt? Hende og ham havde jo ikke rigtig fået snakket alt igennem efter episoden i fællesstuen. Så det kunne jo være han havde skænket hende en tanke men ikke havde anet hvad han skulle gøre eller sige.. Eller håbet hun var kommet til ham.? ”Jeg tror ikke han har vidst jeg var væk.. Har stort set ikke set ham.. ja siden, vi alle var oppe og slås” sagde hun og kiggede lidt ned med et svagt suk. Hendes fingre kørte forsigtigt over krusets kant med øjnene der kiggede på den dansede damp der steg op af koppen.
Hun drejde dog hovedet imod ham ved hans ord ”Har du stadig halskæden?” Et smil gled over hendes læber og hun tog hånden op til halsen af sin trøje hvor hun pillede den forsigtigt frem ”Jeg går aldrig uden” svarede hun og puttede den tilbage ind under trøjen så den lagde sig køligt imod hendes varme hud. Hun lukkede stille øjnene i da hans finger dansede rundt på hendes ansigt med en kærtegnende bevægelse. Det var behageligt på en meget underlig måde men frembragte blot endnu et smil på hendes læber.
Da han pludselig kiggede undrende på hende og tog hovedet ned til hende trak hun dybt vejret ved hans spørgsmål. På en måde havde hun jo og hun havde da strejfet tanken at hvis hun ikke ville finde en kunne hun jo godt tage Damon, men så var han begyndt at snakke om at hun skulle prøve med Adam og så havde han jo os nævnt Alice? Hun tog sig lidt til nakken før hun igen kiggede op på ham ”Tanken har da strejfet mig” svarede hun ganske lavt som var hun nervøs for ordrerne der kom ud af hendes mund. Hun havde jo aldrig tænkt længere over det som så fordi det aldrig havde været aktuelt. Hun tog endnu en tår af sin kop og smilede blot skævt. Hans læber der kun lige strejfede hendes kind fik en svag glød til at lægge sig over de hvide kinder, men hun lænede sig bare ind til ham og lagde hovedet på hans skulder og sukkede stille.
|
|
|
|
Post by damon on Feb 16, 2011 18:47:21 GMT 1
Han smilede let ved hendes ord. Det var en rar tanke, men han måtte se at komme videre. Han skulle ikke være hos hende, men en anden. En pige han muligvis godt kunne få følelser for. Nemlig Alice. Hendes hoved dumpede forsigtigt ned på hans skulder, og han bemærkede hendes lange suk. En sær følelse af tristhed skyldede igennem ham, og han var ikke sikker på om det suk, var hans skyld. Eller om der var en anden grund, til det. "Er der noget galt?" spurgte han uforstående, og så bekymret ud af vinduet hvor han lagde mærke til de mange regn dråber der langsomt frøs til is. Han havde ikke lyst til at se på hende, han var bange for at han muligvis havde gjort hende ked af det. Men det var jo ikke noget nyt hvis han havde, han kunne bare ikke se på hende. Regnen skyldede ned udenfor, og lyden mod ruden var rar og afslappende. Det var en lyd han ikke have hørt i lang tid på grund af de massive temperature som havde givet dem alt det sne. Han lod blidt sit blik falde på hendes kønne ansigt, og ledte efter spor der måske kunne afsløre hende.
Flammerne buldrede glad videre i kaminen, og han mærkede varmen der bredte sig i den ellers normalt køllige opholdsstue. Han tog endnu et nip af den lune te, og lod sig ellers dumpe tilbage i sofaen, da en tanke pludselig strejfede ham. "Det der foregik i rummet... Jeg er ked af at jeg gjorde det.. Undskyld" Sagde han og lod sin hånd gribe kærligt fat om hendes hage. "Jeg vil aldrig få dig til at skulle vælge, mere... Fra nu af.. Har du kun Adam" Sagde han en kende bedrøvet, men smilede så til hende. "Du skal ikke tænke på mig" Tyssede han, da han kunne se hun ville sige noget. "Jeg skal nok klare den... Det er jeg vandt til." Sagde han opmuntrende, og klemte hende mere ind til sig. Han var virkelig glad for hende, men han måtte se på nye muligheder. Han var klar til at glemme alle piger for hende, han var klar til at ændre sig fuldstændig hvad angik flirteri. Men han prøvede at overbevise sig selv om at det ikke passede. Et lettere forpint ansigt løb over hans ansigt, og han prøvede at skjule det ved at kigge til siden. Han fik klemt et smil på, og så atter ind i ilden.
|
|
