Ude at flyve.

[Jake Dunham]

Jake var stille lidt, og lyttede bare til det de sagde "Jeg ved udemærket at det er ulovligt at være Animagus når ministeriet ikke ved noget om det. Men Som jeg har forklaret til Aiden så har jeg lidt af et tillidsproblem" Han kiggede på Aiden da han regnede med at Aiden kunne huske deres samtale. Det ville havde undret ham hvis han ikke kunne når man tænkte på hvor irreteret han var blevet over det Jake havde sagt til det. Jake stod lidt og vidste ikke helt hvor meget han skulle sige men sukkede så, de ville nok alligvel ikke forstå det hvis ikke de fik hele historien. " Jeg er har ikke lært Animagi, fordi jeg syntes det lød sjovt eller spændende. Jeg Lærte migselv det fordi det ville kunne hjælpe mig med en opgave som jeg gav mig selv på mit første år her på skolen" han holdt en lille pause mens han overvejede hvordan han skulle fortælle resten, alt imens han forsat betragtede dem.

[Rachel Saskia Ivory]

Rachel bemærkede godt hvordan Aiden var blevet vred på hende, men hun ignorerede det. Hvis han skulle være sur, kunne det fandeme være hans eget problem! Hun himlede vagt med øjnene, sørgede for at holde det skjult for Aiden. Nogle gange kunne han altså bare være så barnlig, når han lagde sig i sådan nogle småting. Hun vendte dog atter sin fulde opmærksomhed mod Jake og lyttede roligt til hans ord, nikkede let, forstående. Selvfølgelig kunne hun se hans problem, men det var stadig ikke nogen grund til ikke at fortælle ministeriet om det.
”Jeg er desværre ked af at sige det, men jeg er enig med Aiden, du bliver nødt til at lade dig opskrive som animagus”, forklarede hun roligt,”lige meget hvad din grund er, er det det eneste sikre at gøre, så er det lige meget med dit tillidsproblem. Det her er større.” Hun tav, da Jake igen talte og lyttede til hans ord, hævede et slankt øjenbryn som reaktion. Igen nikkede hun og betragtede ham i tavshed, ventede på han skulle fortsætte.

[Aiden Kane Ivory]

Han lyttede til hans svar med blikket rettet mod ham uden at fjerne blikket fra ham et eneste sekund. Blikket var roligt og venligt. Han nikkede da Jake sagde at han havde tillidsproblemer og at Aiden godt vidste det, ja det havde han jo nævnt under deres sidste.. og første rigtige møde. Hans blik gled hen over hans søster idet hun svarede og igen måtte han være enig med hende ”Det er vigtigt at ministeriet ved det, der er en grund til det log det er en lov.. det kan endda være farligt for dig hvis du ikke gøre.. nu ved jeg jo at du ikke har planer om at overtage verden eller noget men det kan misforstås hvis det bliver opdaget… ” han anede ikke om hans ord var til noget hjælp men det var jo sandt, fandt man ud af det gennem en anden ville det være slemt. Han vil sandsynligvis blive indkaldt til retssager og alt muligt andet. Ærligt anede Aiden ikke hvad han mente med en opgave, men heller ikke dette ville glæde ministeriet, han så faktisk afventende på Jake da han så ud til at ville sige noget mere.

[Jake Dunham]

Jake sukkede tungt. Så havde han haft ret i at de ikke ville forstå hans grund til ikke at ville lade ministeriet vide det, hvertfald ikke hvis han ikke fortalte sin historie. Dog tøvede han lidt på det, de ville blive de første og de eneste på skolen som vidste så meget om ham, og derfor var han lidt urolig for hvad det kunne ske. Han sukkede endnu engang og kiggede så op på dem "Det bliver en længere historie så i må hellere gøre jer det så behagligt som muligt. Det begyndte et år før jeg fandt ud af at jeg var en troldmand. Da jeg stadig troede at jeg var normal. Da havde jeg en venner gruppe som jeg altid hang ud med. De var sådan set alle sammen mine bedste venner. men en af dem var min bedste ven af mine bedste venner" han holdt en kort pause før han forsatte " En dag hvor vi var ude at lege en leg vi selv havde opfundet som vi kaldt hjørne fange skete der noget. Jeg var den der skulle fange mine venner så derfor løb de jo uden mig. Og de stødte åbentbart ind i en mugglerhadene troldmand. Og de var ikke bare stødt ind i ham som at møde ham. de var løbet lige ind i ham. Selvfølgelig begyndte han at råbe af dem, og det fandt Min bedste ven sig ikke i. Så han bad ham om at holde kæft og da det ikke hjalp skubbede han til manden. Det gjorde bare Troldmanden endnu vredere og han trak sin tryllestav og med et enkelt sving med staven slog han ham ihjel. Jeg nåede lige rundt om hjørnet til at se det og at han transferede sig væk." Jake var igen stille lidt tid før han forsatte " så året efter da jeg blev elve og fik at vide at jeg var en troldmand, underede jeg mig selvfølgelig lidt. Men da jeg så kom til skolen slog det mig at jeg her ville få muligheden for at lærer det samme som Troldmanden året tidligere. Og Det var der at jeg besluttede mig at jeg ville han holdt en lille pause igen mere "Hævne min ven. Og så på mit 5. år fandt jeg en bog om animagi, Du har forresten set den Rachel. Og kiggede lidt i den. Jeg valgte at det nok ville hjælpe mig med at få min hævn og i slutningen af mit 5. år havde jeg lært at være animagus, dog ikke uden problemer. " Jake tav og kiggede på dem. Nu vidste de alt om hvorfor han var som han var, og nu håbede han at de forstod at de ikke skulle fortælle nogen at han var animagus.

[Aiden Kane Ivory]

Da Jake sagde at de skulle gøre sig det så behageligt så muligt smilede Aiden og gav slip på sin kost som ikke faldt til jorden men som svævede vandret over jorden. Han satte sig på kosten med benene lagt over hinanden og så afventende på Jake. Ja han tog nogle ting bogstaveligt og historien virkede til at være lang så han kunne lige så godt tage Jakes opfordring alvorligt og sætte sig. Da han havde sat sig vendte han igen opmærksomheden mod Jake. Han lyttede til historien uden at afbryde og forstod efterhånden grunden til hvorfor Jake var så meget alene. Han forstod dog ikke helt hvorfor han ikke sagde det til ministeriet.. at stole på nogen havde jo ikke noget med dem at gøre, han behøvede jo ikke fortælle dem den rigtig grund – ikke at Aiden var for at folk løj – men hvis han ville holde sine planer for sig selv så måtte han det. han så længe på Jake uden at sige noget, han kastede et blik på sin søster for at se hendes reaktion inden han vendte blikket mod Jake ”Du kender sikkert historien om Voldemort og Harry Potter..” sagde han og holdt en kort pause ”Harry forældre blev jo dræbt af Voldemort men selv da han hævnede sig så gjorde han det ikke alene.. nu vil du sige at han ikke hævnede sig men at han frelste verden det gjorde han også tilsidst men gennem de 6 skoleår han var her så mødte han voldemort hvert år… i første skoleår ville han ikke have klaret de uden Hermione og Ron, i andet skoleår havde han ikke klaret det uden Hermione, Ron og Dumbeldor og i tredje år havde han ikke klaret det uden sin gudfar som døde og hans venner.. han skabte sig sin egen familie og sine støtter og de klarede det hele sammen.. du kan ikke gå en krig igennem alene..” han anede ikke om han havde sagt noget der var til nytte men han havde da forsøgt.

[Jake Dunham]

Jake rystede lidt på hovedet " Der er en væsenligt forskel på mig og Harry potter. Og på den mand der dræbte min bedste ven og voldemort" sagde han stillefærdigt og betragtede Aiden " Og ministeriet vil nok ikke se på det med venlige øjne at en muggler født magiker har lært sig selv at være animagus. Så vidt jeg har hørt er ministerie meget fuldblods fanatikere. Og en tredje ting som desværer ikke vil kunne hjælpe mig i det du siger. Jeg har ingen venner. Fordi jeg netop ikke vil havde nogen der kan blive skadet" Han vendte stak hænderne i lommen og vendtede lidt på at Aiden eller Rachel skulle sige noget. Nu vidste de mere om ham end nogen anden på skolen, og han vidste ikke helt hvad han skulle regne med. Om de ville ende med at fortælle en lærer eller måske ligefrem ministeriet om at han var Animagus. eller om de ville holde hele hans historie tæt.

[Aiden Kane Ivory]

Han hævede brynet af Jakes svar “Hvad skulle forskellen være?” ja selvfølgelig var der forskelle men forskellene kunne da ikke være så store igen. Hans blik hang ved Jake idet denne fortsatte. ”Nej, men de vil ikke udrydde dig for det, de vil nok mere tage det som et barns opførsel og når du selv melder det vil de nok mene at du gøre det fordi du er blevet mere moden” pludselig havde Aiden lyst til at provokere ham men han lod være. Drengen skulle tænke sig godt om, umoden var han jo ikke det kunne man høre på ham men naiv kunne han måske godt lyde. Aiden hævede brynet da Jake sagde at han ikke have nogen venner eller ikke ønskede nogen fordi han ikke vil have nogen blev skadet ”Det er vist ikke gået op for dig at vores kollegium er det kollegium hvor loyalitet og fællesskab huser allermest, jeg behøver ikke snakke med dig dagligt eller kunne lide dig for at ønske at hjælpe dig, jeg vil gøre det fordi uanset hvad holder vi sammen.. der er intet galt i at spørg om hjælp og så må du lade folk selv beslutte om de vil hjælpe dig” sagde han med et skævt smil.

[Jake Dunham]

" Forskellen var blandt andet. At Voldemort havde en hel hær, og at han var den mest frygtede troldmand nogensinde. Ham der slog min ven, er så vidt jeg ved ikke engang eftersøgt" Han var stille lidt mens han lyttede til det han sagde og trak så lidt på skulderne " Tja så passer jeg vidst ikke særlig godt ind på Gryffindor. For jeg holder mig uden for fælleskabet. for det meste hvertfald" sagde han og betragtede Aiden med et tænkene udtryk. Han vidste godt at Aiden havde ret i det han sagde. men han ville bare ikke erkende det. Jake kiggede kort på Aiden og sukkede så næsten uhørligt "måske har du ret" sagde han lavt. Men problem var bare at selvom aiden måske havde ret, ville det nok ikke være nok til at ændre hans holdning til tingene. Når man havde gået rundt så længe som Jake og ladet ønske om hævn ulme i sig og prøvet af holde sig fra andre folk, ville det jo ikke bare være noget man ændrede i et håndvending.

[Aiden Kane Ivory]

“Harry Potter fik skam også sin helt egen hær, måske ikke var hæren ikke officiel i starten men den havde skam hele tiden været der” svarede han ”Uden at han anede det” sagde han og så indgående på ham blot få at understrege at det var på samme måde som ham, han havde jo ikke vidst at hans kollegium kammerater ville stå bag ham. ”Og ham der slog din ven ihjel er nok ikke eftersøgt fordi man ikke har kunnet finde bevise for noget han har gjort, eller fået kendskab til noget af det han har gjort” svarede han med et skuldertræk. Han hævede det ene bryn da Jakes forklaring på det hele var at han ikke passede ind i Gryffendor ”Hatten tager aldrig fejl” svarede han med en rolig stemme ”Når den har fordelt dig til Gryffendor er det fordi du har egenskaber der passer dertil.. vil du måske gemme dig hvis en fare truede dine venner, ville du nogensinde forråde sine venner.. ?” han tav og så afventende på ham.

[Jake Dunham]

Jake var stille længe da han ikke helt vidste hvad han skulle sige til det første " så du mener inderligt at hvis det kom til en kamp på liv og død mellem den mand og mig at du så ville blande dig i den og risikerer dit eget liv?" han var helt sikker på at Aiden ikke ville kunne sige ja til det da de ikke kendte hinanden, men som det så ud nu kunne han meget vel tage fejl " måske har du ret, men det beviser jo bare at han ikke er ligesom voldemort, voldemort skjulte jo ikke hvad han gjorde. " Jake vidste godt at hans argumenter blev tyndere og tyndere men han ville bare ikke se i øjenen at han havde handlet alene i alle de år når han i stedet kunne havde mange venner på nuværende tidspunkt. Han undlod at svarer på det sidste spørgsmål men han stod bare og rystede på hovedet " nej jeg ville ikke gemme mig, eller forråde mine venner. Men det er netop derfor jeg ikke vil havde nogen. For at de ikke skal komme i fare på grund af mig." Det var efterhånden ved at blive hans sidste forsøg da han snart var løbet tør for argumenter mod at give Aiden ret i hvad han sagde.

[Aiden Kane Ivory]

Hans spørgsmål var slet ikke svær at svar på “Jeg er faktisk ret effektiv med en stav” svarede han som om det hele bare var en joke. Han tog sig dog sammen ”Ja det vil jeg faktisk..” det var ikke noget til diskussion, han ville skam gøre alt for sine kollegiekammerater så længe de havde ret og ikke dummede sig. han forstod dog i mellemtiden Jake og den trang til hævn han bare, det var bare ikke den rigtig grund til at gå i kamp for ”Jeg har intet personligt med den mand der dræbte din ven, og hvis du undre dig over hvorfor jeg så sætter livet på spil så er svaret fordi jeg vil sørg for at han ikke skader andre” han tav og lyttede til Jake da denne fortsatte ”Voldemort var sin tids bedste troldmand, den eneste der kunne styre ham var Dumbeldor og det lykkedes Harry Potter at gøre det samme men så var der heller ikke andre, denne man er langt fra lige så stærk som Voldemort, han er måske en dødsgardist og det betyder at han sikkert har flere folk bag sig” han tav endnu engang og lod Jake svare på hans spørgsmål.. der kom bare ingen svar kun hovedrysten og nye forsøg på argumenter der ikke længere holdt vand ”Jake.. hvis den selvsamme fyr stod foran os nu og pegede på Rachel og mig med sin stav og ingen af os har deres stave på sig.. den eneste måde han vil lade Rachel og jeg slippe er ved at du følger med ham.. vil du så følge med ham? Hvis du siger nej så forstår jeg godt at du ikke vil have venner… hvis svaret er at du følger med ham så vil jeg spørg hvorfor.. Rachel og jeg er jo ikke dine venner…” han tav og så afventende på ham…

[Jake Dunham]

Jake kunne ikke helt lade vær med at grine lidt over det med at han var ret effektiv med en stav " Ja det tvivler jeg ikke på" Hans næste ord fik dog Jake til at kigge alvorligt på Aiden. han forstod virkelig ikke hvorfor Aiden som dårlig nok kendte ham ville gøre den slags for ham. Han forholdt sig stille mens han lyttede til det næste Aiden sagde og nikkede så lidt til det han sagde. Det var for sin vis jo bare en anden måde at sige det Jake havde sagt med hævn. men det var bare uden at havde følelser indblandet. Han havde stået lidt i sine egen tanker da han hørte Aidens spørgsmål.Denne gang behøvede han dog ikke at tænke sig om for at svare " Jeg ville følge med ham. Og nej i er ikke mine venner. Men jeg vil ikke lade ham skade andre mens jeg er der. "sagde han lavt. dog lige højt nok til at aiden ville kunne hører hans svar.

[Aiden Kane Ivory]

Han rystede på hovedet af ham “Du er stædig men du ved jeg har ret” sagde han med et skævt smil. Slaget havde Aiden vist ikke vundet helt men han havde ikke i sinde at give op så enten bøjede Jake sig eller så kunne de blive stående derude til dagen efter. Han fortsatte dog efter enkelte sekunder ”Kan du ikke bare være ligeglad med om han skader os..? du kender os jo knap…!” sagde han med et hævede uforstående bryn som kun var rent skuespil. ”Men okay.. lad os sige at du vil følge med fordi du ikke kan lade andre komme til skade mens du er der.. Tror du jeg vil lade dig følge med ham uden at forsøge at feje benene væk under kam.. han er udstyret med en stav mens jeg kun har næverne alligevel vil jeg gøre det fordi han ikke skal have lov til true nogen af os eller tage dig med.. Inden vi har set os om deltager du i nævekampen og sammen får vi væltede ham om..vupti.. så er vi blevet venner” han tav og lod sine sidste ord hænge i luften, ja så enkelt var det at blive venner.

[Jake Dunham]

Jake sukkede lidt og nikkede " ja jeg ved du har ret." sagde han og kiggede kort på Aiden med et smil. Han skulle lige til at sige noget mere da Aidens næste spørgmål kom og han kiggede kort undrene på ham, havde han ikke lige svaret på det spørgsmål tænkte han men rystede det så af sig da aiden sagde noget mere. Da han havde hørt hvad han havde sagt kunne han ikke helt lade vær med at grine og kiggede så på Aiden " hvis det endelig er, så vil jeg langt heller springe alt det der over og bare kalde dig min ven med det samme" Han kunne ikke helt lade vær med at grine. Alt det med at Aiden og Rachel prøvede at få ham til at ændre holdning var nu kommet til der hvor han ikke kunne taget det alvorligt. Ikke fordi han ikke ville give dem ret, men blandt andet den der med nævekampen og det hele. Jake kunne lige se det for sig et eller andet sted. Han stoppede dog med at grine efter lidt tid og lagde hovedet på skrå mens han betragtede Aiden " Okey så ville jeg måske klarer mig bedre med nogle venner som jer. men jeg tvivler alligelvel stærkt på at der er så mange der er sådan" sagde han mere som en kommentar til noget af det Aiden havde sagt tidligere med at hele kollegiet ville stå bag ham.

[Rachel Saskia Ivory]

Rachel havde i nogen tid bare betragtet dem, ikke vidst, hvad hun skulle svare. Det var også svært for hende at arbejde med Jake, da han var så stædig. Men det var ikke kun det, der var så mange andre ting at tænke på. Tænk at miste sin bedste ven allerede som lille. Hendes blik fløj straks over mod Aiden og de brune øjne fyldtes med tårer ved bare tanken. Rach havde altid været alt for godt til at forestille sig billeder i sit hoved af mulige ting, der kunne ske. Et billede af Aiden og hende, der løb sammen, var sammen. Et grønt glimt, den viden, der fulgte med, om at hun aldrig ville kunne snakke med ham igen, høre hans mening om tingene, se ind i hans grøngrå øjne og mærke ham kigge tilbage på sig. En følelse af tomhed bredte sig i hende og hun skyndte sig at gribe Aidens hånd, mærke hans kropsvarme mod sine iskolde fingre. Hun rystede svagt, men kunne ikke ændre på det. Hurtigt rystede hun billede af sig og vendte igen sin opmærksomhed mod Jake, smilede svagt.
”Man kan altid regne med de folk på ens kollegium, for selv om du tror, du er alene og at du ikke har nogen venner, så vil du blive overrasket over, hvor mange du har, når krisen kradser. Måske føler du selv, du er alene, men når det virkelig gælder, så kender vi dig jo alle, vi ved hvem du er, vi har samme timer som dig, vi snakker jo med dig og de fleste af os synes du er sød”, forsikrede Rachel i et blidt toneleje, smilede svagt til ham, betragtede Aiden ud af øjenkrogen, ”- Måske lidt indelukket, men hvis du åbnede dig lidt op, ville du blive overrasket over, hvor mange venner du alligevel meget hurtigt får her på kollegiet. Loyale venner, endda.” Hun tav igen, der var vidst ikke mere at sige nu.