Ude at flyve.

[Jake Dunham]

Jake kom flyvende ind over quddicht banen, ikke på en kost som de fleste andre elever på skolen, men som en smuk brun konge ørn, som svævede gennem luften som havde den aldrig bestilt andet. Han havde hørt så meget om quiddicth og ville gerne se hvad det egentlig var for noget, hvertfald hvordan banen så ud hvis der ikke var nogen ude at træne. Jake fløj over mod en af tribunerne og satte sig et kort øjeblik på kanten mens han kiggede ned mod banen. Han havde egentlig ikke rigtig tænkt over at Konge ørn var rimlig sjældne uden for store skove. Han sad lidt på tribunen og ligesom for at sikre sig at der ikke var nogen elever før han foldede sine vinger ud og svævede ned mod jorden. kort før han ramte jorden forvandlede han sig langsomt tilbage igen, lige i tide så han landede i et lille småløb før han stod stille midt på plænen hvorefter han gav sig til at kigge op mod ringene.

[Aiden Kane Ivory]

Aiden havde trukket sin søster med ud at træne. Han havde trænede alene det sidste stykke tid og nu ville han gerne have lidt selskab. Hans tvilling - Rachel – havde skam intet imod at træne for begge tvillinger var en del af Gryffendors hold, desuden holdt de af at være sammen, træne sammen, snakke sammen og alt mulig andet de kunne lave sammen. Aiden havde været hurtigere til at skifte til sit træningstøj og fordi han sådan elskede at flyve havde han sat af fra jorden på sin kost inden han var nåede ud på banen. Han for gennem luften i høj fart med et hyl af begejstring mens han kastede et blik ned over den velkendte bane. Hans blik gled kort hen over banen hvor han kunne se en skikkelse inden den gled videre i den retning hans søster burde dukke op fra. Han var omkring 30 meter over jorden og grebet om kosten var helt slap så han let som ingenting kunne dratte af, dette skete dog ikke. Han standsede i luften, ændrede på sin stilling så han kunne sidde med benene skødesløst lagt overkors og uden så meget som at holde fast om kosten. Han svævede lodret ned mod jorden så han kunne kaste et blik på den fremmed ved banden.

[Jake Dunham]

Jake forsatte med at kigge rundt på banen fra jorden af, men da det hele var lavet til at forgå højt oppe var det svært for ham at følge med fra jorden af. Han havde ikke hørt Aidens hyl af begejstring da han fløj ud fra omklædninges rummet, vidste han ikke at han var der. Han troede stadig han var alene som han havde set det da han var fløjet rundt for lidt siden. Han begyndt at gå lidt frem mod en af mål ringene og kiggede så op langs stolpen. jeg bliver vidst nød til at komme højere op hvis jeg skal kunne få et overblik over banen tænkte han mens han forsat kiggede op i luften. han stod dog lidt og overvejede det. han havde været heldig ikke at blive opdaget den første gang men skulle han mon friste skæbnen. Hvis der var en lærer der så ham ville han jo ikke ligefrem kunne forklarer sig ud fra problemerne.

[Aiden Kane Ivory]

Aiden standsede da han var på vej ned mod fyren og trak ud til siden så han ikke blev set. Måske ønskede denne at være alene. Aiden kastede et blik mod pigernes omklædningsrummet men hans søster var ingen steder at se. Han svævede ret tæt på en af tribunerne så ,man kunne sige at han stod i skygge. Han kastede flere gange blikke mod omklædningsrummet men hans søster var ingen steder at se. Han opgav og fokuseret derefter på den fremmed person, efter at have stået og studeret ham, og set på hans kropsbygning og holdning gik det op for ham hvem det var. Jake! En fyr fra hans eget kollegium som han havde snakket med dagen før.

[Jake Dunham]

Jake begyndte langsomt at få ondt i nakken af at kigge direkte op i luften. Han kiggede kort rundt for at være sikker på der ikke var nogen, og da Aiden stod i skyggen havde Jake nemt ved at overse ham. det er vel på tide at få et ordentlig syn på tingene. tænkte han for sig selv og kastede endnu et vagtsom blik rundt før han langsomt begyndt at blive mindre og begynde at få fjer på, indtil han tilsidst var forvandlet til en kongeørn. Han foldede sine vinger ud og begyndte så at baske med dem. efter et par kraftfulde bask med vingerne kom han i luften og begynde så at skyde op af indtil han var i den højde som kampene normalt blev spillet. Her strakte han sine arme ud og lod sig bare svæve rundt og kiggede ned på banen.

[Aiden Kane Ivory]

Aiden havde kort vendt blikket mod omklædningsrummet og sukkede irriteret for sig selv. Hvorfor tog det pigerne altid så lang tid at skifte? Han forstod det bare ikke. Hans blik blev vendt mod Jake igen, eller rettere ud over banen da han så Jake blive mindre for øjnene af ham hvilket fik ham til at blinke. Så han syner! Eller blev drengen virkelig mindre for øjnene af ham, okay hvis han trængte til briller så betød det ikke at hans syn var så dårligt at han begyndte at se folk få fjer. Efter enkelte sekunder var Jake i luften og Aiden stod med tabt underkæbe. Det var ikke så tit han så den slags for ikke at sige aldrig, og hvad med lærerne vidste de hvad han var?

[Jake Dunham]

Jake forsatte med at svæve rundt over banen og kigge ned på den. På et tidspunkt fløj han over den tribune hvor Aiden stod i skyggen. Han havde ikke kunne se ham med hans menneske øjne men nu da han var en ørn havde han ikke det problem og da han først havde lagt mærke til ham glemte han et vingeslag eller to og styrtede et kort øjeblik ned mod jorden af bar chok. han begyndte dog hurtigt at baske lige inden han ramlede ind i Aiden og susede lige over hans hovede. Havde Aiden set ham forvandle sig? ud fra Aiden's ansigts udtryk var han sikker på at det var blevet opdaget. Han svingede rundt og fløj lidt forvildet rundt da han ikke helt vidste hvad han skulle gøre. Tilsidst fløj han dog tæt forbi Aiden for ligesom at bede ham om at følge efter og dykkede derefter ned mod jorden. Og igen bredte han vingerne ud for at bremse sig samtidig med at fjerne forsvandt og han langsomt blev menneskelig igen. Da begge fødder var solidt plantet på jorden vendte han sig mod Aiden og ventede på at se om han havde forstået at Jake gerne ville tale med ham.

[Rachel Saskia Ivory]

Latterlige sportstøj! Hurtigt stormede Rachel ud fra pigernes omklædningsrum, bevægede sig ud på banen med sin kost tæt på sig. I en hurtig bevægelse med den ene hånd, fik hun sat håret op i en stram, høj hestehale. Som hun gik længere ud, fik hun øje på Aiden, der fløj målrettet efter… en ørn? Okay, var han nu ved at blive helt sindssyg eller var det bare hendes egne øjne, der bedrog hende? Hurtigt løb hun ud mod banen og lod så sin kost falde ned i græsset med et blødt ’thump’. Hurtigt trak hun sin stav og placerede den mod sin hals.
”Aiden?”, selv om hun talte helt almindeligt, rungede hendes stemme over hele banen. Gud, hvor hun dog elskede Sonorus-besværgelsen! ”Du ved godt, det er lynet, du skal jage og ikke en ørn, ikke?” Roligt gik hun længere ud på banen. Vinden rev i hendes hår og tøj og fik hende til at skælve svagt. Hurtigt sænkede hun staven igen og tog sine fingerløse handsker på.

[Aiden Kane Ivory]

Hanhavde nærmest set forstenet på fyren uden rigtig at blinke. Selv da denne fløj rundt om den ene tribune og så ham havde Aiden siddet helt paf på sin kost. Først da han kredsede om ham rystede han det af sig og fulgte ham med blikket. Han forstod hentydningen og fulgte lynhurtigt efter ørnen. Han hørte sin søsters stemme og vendte dog ikke lige blikket mod hende. Han rettede op endnu svævende i luften og gjorde tegn til at hun skulle komme tættere på. Han landede og stod af kosten mens han fulgte ørnen med blikket mens den forvandlede sig til Jake. Aidens hoved var gledet på skrå og han så fascineret på ham, intet frygt eller forundring kunne spores længere i hans øjne, han virkede som sit gamle rolige jeg. Vinden rev i hans tøj og hår og han kunne mærke kulden helt ind til huden. Han virkede dog ganske rolig og så slet ikke ud til at fryse.

[Jake Dunham]

Jake vendte sig og kiggede rundt da han havde hørt rachels stemme og det var tydeligt at han bandede lidt indeni da det nu ikke kun var Aiden der ved et uheld havde fundet ud af at Jake var en animagus. typisk to på samme dag der finder ud af det. tænkte han lidt irreteret men dog mest på sig selv og ikke så meget på Aiden eller rachel et eller andet sted var det jo ikke deres skyld. Han kunne ligeså godt vente til rachel også var kommet der hen. så han ikke behøvede at gentage sig to gange når de alligevel var der begge to.

[Rachel Saskia Ivory]

Da ørnen så endelig landede, stoppede Rachel fuldkommen op, stirrede måbende på Jake, da han endelig begyndte at ligne sig selv. Sådan stod hun længe, gloede bare måbende på Jake, mens Aiden kom nærmere i hendes synsfeldt, da også han landede og betragtede fyren. Så kom der pludselig gang i hende og hun stormede hen til dem. Så det var det, han havde antydet, da hun lærte ham at kende! Pludselig virkede det ikke længere så underligt, at han altid var alene. Måske stod han ikke opskrevet som animagus i ministeriets kartotek? Langsomt åbnede hun munden, men kun luft kom ud. Hun rystede lidt på hovedet, så de brune krøller piskede omkring hende.
”Så du er animagus”, hviskede hun åndeløst og kiggede hen på Aiden, der bare stod og smilede sit sædvanlige, rolige smil. ”Vidste du det?”, hendes stemme var en blanding mellem overrasket og bebrejdende, da hun ikke helt vidste, hvad hun følte det sekund. Whau, en animagus på skolen. Det var rimelig stort og animagi var temmelig indviklet. Hun tog et par dybe indåndinger og nikkede så, affandt sig mere med det hele.

[Aiden Kane Ivory]

Han kunne forestille sig at Jake ikke havde lyst til at gentage sig selv så han forstod at denne var tavs. Han kunne tilmed forstå hvis Jake ikke følte sig spor godt tilpas, det ville han selv ikke føle hvis han var i hans sted. Han betragtede sin støtter med de dansende krøller og kønne ansigt kom tættere på. Han havde kosten i den ene hånd mens han stod støttede op ad den med hovedet på skrå. Da Rachel endelig nåede frem lo han da han så at hun åbnede munden men at der ikke kom noget ud ”Så overrasket?” sagde han drillende, som om han ikke havde set sådan ud da han havde opdagede de. Hvis ingen vidste at Jake var en Animagus forstod han bedre for drengen var en enspænder, og når han var mugglerfødt var det vel også begrænset hvor meget han vidste om lovene i den magiske verden. Hans blik blev vendt fra Jake mod sin søster igen da hun henvendte sig bebrejdende til ham ”Nej det gjorde jeg ikke” svarede han med et skævt smil.

[Jake Dunham]

Da Rachel sluttede sig til dem. Forblev jake stille lidt tid for at samle tankerne. "Og det er der heller ingen andre der ved. så først og fremmest vil jeg bede jer om at holde det for jer selv" han kiggede spørgene på dem med et næsten bedene udtryk. Han stod lidt og bare kiggede frem og tilbage mellem hver af dem. Han vidste egentlig ikke helt hvad han skulle sige til dem lige nu, da han ikke havde forberedt sig på at blive opdaget. " men så kan jeg vel tænke mig at i har regnet ud hvorfor jeg er lidt af en enspænder. Og du Rachel har sikkert forstået mit kryptiske svar fra da vi mødtes i de tre koste?" han kiggede lidt spørgene på hende da han ikke kunne være helt hundrede på at hun havde forstået det nu. men han regnede da stærkt med det. Han tog en dyb indånding og kiggede bare frem og tilbage mellem dem mens han ventede på at de sagde noget. Og han regnede da også med at de havde en del spørgsmål.

[Rachel Saskia Ivory]

Ved Aidens drillerier, kneb Rachel øjnene sammen og skulede ondt til ham. Helt ærligt, han burde da efterhånden vide, at hun ikke var til drillerier i sådan en situation? Et lavt suk forlod hendes læber, før hun igen vendte sig mod Aiden, da han svarede, at han ikke vidste det. Hun nikkede svagt og gned kort sine tindinger. Det irriterede hende lidt, at hun var ude af stand til at tage så let på det, som Aiden gjorde det, men på den anden side; det, Jake havde gjort, var jo hamrende ulovligt? Da Jake så endelig talte, betragtede Rachel ham roligt. Hun kunne sagtens forstå hans bøn; i hans sted ville hun jo heller ikke have syntes det var så fedt at blive afsløret, men på den anden side… hun kunne da ikke bare stå til og glo, mens en brød loven? Igen sukkede hun svagt, men lod ham fortsætte sin lille monolog. Hun kunne jo sagtens forstå det på ham. Da han nævnte deres samtale i De Tre Koste, nikkede hun svagt. Hurtigt sendte hun et advarende blik til Aiden, der talte sit klare sprog – Ti stille!
”Jake, du må forstå.. Det, du har gjort, er virkelig i strid med vores love”, forklarede hun roligt og vendte så råvildt blikket mod Aiden, som ledte hun efter støtte. ”Hvad synes du? Jeg mener, det er jo ulovligt, men…” Hendes stemme døde ud og hun tav.

[Aiden Kane Ivory]

Selv lyttede Aiden tavst til Jake og havde undgået Rachels blik. Ja han havde en evne til at drille i de underligste situationer, han var altid ganske afslappet og nærmest helt fri. Dog tog han ikke så let på tingene som man skulle tro for selvom han var den afslappet unge mand så lyttede han faktisk meget opmærksomt til Jake og overvejet hver ord der forlod den unge mands læber. Ja han forstod ham jo endelig udmærket godt, i hans sted ønskede han vel heller ikke at andre skulle vide det. Hans blik blev vendt mod Rachel da Jake nævnte et møde i De Tre Koste som han ikke havde hørt noget om, han skilte læberne for at sige noget men blev bragt til tavshed ved hendes blik, i stedet for sendte han hende et vredt blik og vendte blikket mod Jake igen. Da Rachel sagde at han foretog sig noget ulovligt hvilket hun jo havde ret i. Da hun tav og vendte spørgende blikket mod ham og spurgte om hans mening så han eftertænksom ud i et stykke tid inden han vendte blikket mod Rachel ”Jeg forstår hvorfor du ikke vil have at folk skal vide det, personligt siger jeg intet til eleverne… men jeg må være enig med Rachel, det er ulovligt og du burde sige det til ministeriet.. for din egen skyld..” han tav uden at vende blikket mod Rachel som han endnu var en smule irriteret på.