|
|
Post by austin on Mar 10, 2011 23:33:05 GMT 1
Tag: Rachel Ivory
I'm not fit to be with you
But I can't be without you
Mørket havde ikke sænket sig over Hogwarts endnu, men den blæst, der havde hevet i træernes grene og pisket en enkelt byges klare regndråber imod slottets vinduer i dagens løb, havde lagt sig og efterladt en klar luft, der duftede af det grønne forårsklare græs på plænen ned imod søen Alexander var ikke den store udendørsentusiast, men havde alligevel vovet sig ud i det behagelige, omend kolde, vejr. Han havde ignoreret de lektier, der lå og ventede på ham oppe i tårnet, og var efter den tidlige aftensmad vadet direkte udenfor og ned imod søen. Han trak huen langt ned over sine ører og åndede dybt ud, så han kunne se varmen fra sine egne læber imod den kolde luft. Det var svært at tænke i disse dage, hvor der skete så meget omkring både eleverne fra syvende årgang og skolens beboere i det hele taget og larmen i opholdsstuen var ikke fordrende for de spekulationer, af mere privat karakter, som Alexander sad tilbage med. Det nyeste rygte, der bar hans navn, gav ham en underlig varm følelse i maven, som han ikke mente at have bedt om at få nogensinde igen, efter den fadæse med Lily Abott, og han var mere irriteret på sig selv, end han mente at have været længe.
Han rykkede lidt på skuldrene og strammede sit halstørklæde, inden han satte i bevægelse igen og på kort tid nåede den samling kampesten, der hele tiden havde været hans mål. Han lod sig dumpe ned på en af dem og plantede fødderne på en anden, imens hans blik bevægede sig ligegyldigt hen over det kønne sceneri der lå foran ham.
|
|
|
|
Post by Rachel Saskia Ivory on Mar 11, 2011 11:49:56 GMT 1
for the first time in a long time,
I didn’t know what to expect in the morning… for ALEXANDER YOUNG OUTFIT
De strammede regler efter juleballet havde fået Quidditch-træningen til at blive sværere for holdene. Træningstiden var blevet mindre og det, at der stadig var hele fire hold, gjorde det ikke just lettere. Derfor var der ikke gået længe efter Rachel havde fået fri, før løvinden var strøget ud mod banen med kosten under armen. Hun havde dog bemærket, at der ikke ville gå længe før mørket ville folde sig ud over Hogwarts arealer og hun var hurtigt hoppet tilbage i sit tøj for at begive sig vej mod det store slot, lignede mest af alt en, der var droppet af kosten. Støvlerne var ikke bundet og hendes fødder svubbede rundt i dem. Jakken var ikke blevet lukket helt endnu og det halvkrøllede hår sad rodet ud til alle sider, selvom det dog blev skubbet væk fra ansigtet ved hjælp af den kraftige vind. I et hastigt tempo traskede hun af sted med kosten under armen og en pose over skulderen, hvor den gyldne og røde Quidditch-uniform var at ane. Tankerne rasede rundt med samme fart og uoverskuelighed som vinden omkring hende. På den ene side havde forelskelser eller forhold jo aldrig rigtig været hendes ting. Eller.. hun havde jo været igennem en masse forhold og da også holdt af fyrene, men de havde været blevet ladt særlig tæt på hende og kendte tit ikke nogle af hendes hemmeligheder eller andre ting. De var nærmere hendes lille tilbehør, ikke meget vigtigere end en håndtaske, men nok til lige at give prikken over i’et. Med Alexander var det så anderledes. Han kendte hende jo!
Et dybt suk forlod hende, da hun hævede blikket og fik øje på den ene person på slottet, hun allerhelst ville undgå at rende ind i, samtidig med at hun et eller andet sted var ved at dø efter at tilbringe tid med. Opgivende prustede hun en tot hår væk fra ansigtet, selvom den kort efter faldt ind foran hendes øjne igen, og søgte hen mod kollegianeren, der sad med ryggen til hende. Lydløst listede hun sig helt tæt på ham og lod både kost og taske dumpe ned fra hendes greb, da de slanke hænder lagde sig for hans øjne.
|
|
|
|
Post by austin on Mar 11, 2011 15:39:44 GMT 1
Tag: Rachel Ivory
I'm not fit to be with you
But I can't be without you
Alexander stirrede ud i luften og forbandede den stigende grad af melodrama i hans eget liv. Der var engang for alting var lige så ukompliceret som han foretrak det, og hvor han ikke behøvede at tænke på andet end at holde hovedet over vandet i skolearbejdet og kigge efter kønne piger på gangene. Han var en simpel knægt og han foretrak et simpelt liv uden komplikationer som hans livlige, selvstændige lille ekskæreste og den underlige følelse bare synet af hende, duften af hende eller, som nu, alene tanken om hende, spredte i ham. Han sukkede lavmælt af sig selv og skulle lige til at rejse sig igen og stryge fingrene igennem håret, da to hænder lagde sig foran hans øjne og en mild, feminin duft sneg sig ind i hans næse. Han stivnede i et øjeblik, med den ene arm hævet, før han rykkede både den og sin anden arm imod sit eget hoved og hans fingre lukkede sig omkring to smalle håndled. ”Rachel?” spurgte han, uden at han egentlig var i tvivl. Han kunne genkende den duft hvor end det skulle være.
Han trak hendes hænder væk fra sine øjne og lod fødderne dumpe ned på jorden igen, inden han slap sit greb omkring hendes håndled, rejste sig op og drejede sig rundt. Hun så ud som en lille vild kvinde, med uglet hår og åbenstående overtøj i vild uorden omkring hende, men han kunne alligevel ikke lade være med at mene, at det klædte hende næsten lige så godt som tætsiddende kjoler og hvad der dertil hørte af flitterstads. Hans blik gled en enkelt gang ned af hende og blev ukarakteristisk omkring hendes fødder. Han hadede, at han forrådte sig selv og sit lette syn på livet på denne måde, og en rynke viste sig i hans pande, inden han tvang sit blik op til hendes øjne. ”Hvad laver du her? Det er snart mørkt,” pointerede han, som om hun ikke skulle være klar over det i forvejen.
|
|
|
|
Post by Rachel Saskia Ivory on Mar 11, 2011 16:56:11 GMT 1
for the first time in a long time,
I didn’t know what to expect in the morning… for ALEXANDER YOUNG OUTFIT
Rachel mærkede omgående hvordan Alexander stivnede ved hendes berøring. Da hans stemme, på den måde hun elskede, udtalte hendes navn, mærkede hun et let sug i maven og nikkede kort, før det gik op for hende, at han jo ikke kunne se hende. Hurtigt bøjede hun sig let ned mod ham og plantede et flygtigt kys mod hans nakke. Automatisk begyndte hendes indre stemme at skælde og smælde. Det var bare ikke Rachel, at gøre sådan. Rachel Ivory var selvstændig og fri, en kvindelig udgave af Alexander og skulle ikke gå og knytte sig til én fyr. Alligevel holdt den indre stemme automatisk op med at jamre, da han fik vendt sig mod hende og hendes arme slapt gled ned langs hendes sider. De brune øjne hvilede roligt på hans ansigt, hvor en eftertænksom rynke viste sig i hans pande. Selv søgte hendes bryn eftertænksomt mod hinanden og lagde hendes bløde pande i folder. Det var længe siden, hun havde set Alexander sådan. Eftertænksom og tavs uden et kækt smil på læberne og en hilsen, der matchede. Alligevel forholdt hun sig tavs til han snakkede og et af de slanke bryn skød straks i vejret ved hans ord.
”Nej, virkelig? Jeg troede, jeg havde øjenproblemer. Tak, nu er jeg rolig igen”, sagde hun med et kækt smil og rystede lidt på hovedet af ham, før hun bukkede lidt i knæene og samlede sin taske op og svang den over skulderen. Hun nikkede kort mod stenene som tegn til at han gerne måtte sætte sig igen og tog selv plads på den ene, kastede et blik op på ham. Lige nu ville hun give alle galleoner i verden for at få røbet hans tanker. ”Men hvad jeg laver her er temmelig åbenlyst”, hun nikkede mod kosten og trak kort på de spinkle skuldre. ”Hvad du laver her er derimod noget, jeg ikke kan tænke mig til?”
|
|
|
|
Post by austin on Mar 11, 2011 23:38:46 GMT 1
Tag: Rachel Ivory
I'm not fit to be with you
But I can't be without you
Alexander gav sig let under det flygtige kys imod den lille smule af hans nakke, der ikke var dækket af det gule og røde halstørklæde. Hans blik gled ned af hende uden det sædvanlige drengede smil og han mærkede tydeligt hvor kolde hans fingre var, da han hævede en af sine hænder til sin kæbelinje og kløede sig i sine skægstubbe, imens hans øjne fandt hendes. Han havde nær havde sunket en klump over det blik hun betragtede ham med, og tænkte ved sig selv, at alle de kvinder, der havde betydet noget, formåede at få ham til at føle sig totalt latterlig og akavet. Rachel var ingen undtagelse, og det ærgrede ham, at det ikke længere var nemt at være i hendes selskab. Et tøvende smil fandt langsomt vej til hans læber og blev lidt styrket af hendes drillende kommentar, imens det smil hun sendte ham gjorde ham tør i halsen. Han himlede med øjnene og fnøs lavmælt. ”Måske,” bemærkede han tamt og rettede fraværende på den røde hue, inden han drejede hovedet væk og slog ud med armen. ”Kan en mand ikke nyde en god udsigt?”
Den tavshed og de ting han ikke sagde bed allerede i ham nu og gjorde ham ukomfortabelt til mode. Hun havde talt om at være hans, og han havde ikke helt kunne slippe den tanke de sidste to uger. Alt ved monogami fik ham til at stejle og han kunne ikke se hvordan han skulle kunne opfylde den slags forpligtelser uden at binde ubehagelige knuder på sig selv. Alligevel var ideen om at kalde Rachel mere end bare en... Ven med fordele, mere tiltalende end han helt ville indrømme overfor sig selv. Han trodsede sin indre stemme og fulgte sine instinkter, da han ignorerede hendes henvisning til at sætte sig ned igen og i stedet halede hende op fra den sten hun havde slået sig ned på. Han tøvede kortvarigt inden han gjorde kort proces af høflighederne og trak hende ind til sig. Lige nøjagtig følelsen af hende i sine arme, havde han savnet siden den dag i spådomslokalet, og han var egentlig ligeglad om han gjorde sig selv til grin. Han plantede et kys i hendes hår og pressede sine hænder imod hendes ryg. ”Rachel,” brummede han, lettere fortabt.
|
|
|
|
Post by Rachel Saskia Ivory on Mar 12, 2011 1:08:18 GMT 1
for the first time in a long time,
I didn’t know what to expect in the morning… for ALEXANDER YOUNG OUTFIT
Rachel kunne ikke helt lade være at fortryde sine handlinger og den snak, de havde haft i spådomslokalet. Selvom det havde været rart at få det sagt, kunne hun godt se hvilken effekt, det havde haft på ham og det irriterede hende, at deres forhold ikke længere var ligeså legende og ukompliceret, som det havde været før. Det havde klart været en fejl at tale med ham om det, det kunne hun klart se nu og hendes fingre fandt hurtigt hinanden, hvor hun lettere nervøst vred sine hænder. Man skulle være fuldkommen blind for ikke at se Alexanders lette usikkerhed og hun brød sig langt fra om det. Det øjeblik, hun havde fået sat sig til rette på stenen, åbnede hun tøvende mundensom for at tale, men nåede ikke engang at finde hoved og hale på sine tanker, før han atter fik hevet hende på benene igen og hun fulgte med i en knap så glidende bevægelse. Den lille, irriterende stemme i hendes hoved så atter sit snit til brok og gav sig straks i gang med prædikener i hendes tanker om, hvordan han nu ville fortælle hende, at det hele havde været en fejl og at de nok skulle gå tilbage til at holde sig fra hinanden og egentlig kun lige stikke hovederne sammen, når de tilfældigvis mødtes eller ikke havde andet lige at give sig til. Tanken var langt mere skræmmende og forfærdende end hun på noget tænkeligt tidspunkt ville indrømme, hverken overfor sig selv eller andre, og hun fik hurtigt rystet den af sig, da han trak hende ind i sin favn.
Følelsen af hans varme arme, der lå om hende fik straks en ro til at sprede sig og nervøsiteten pakkede langsomt sammen. Ja, sådan her var det atter naturligt for hende, et lille sikkerhedsnet af velkendte rammer. ”Alexander?”, i mangel på bedre svar lod hun bare lyden af hans navn glide over sine læber. Forsigtigt strøg hendes ene hånd op til stedet, hvor skulder og hals mødes, og kærtegnede ham forsigtigt. Hun kunne sagtens mærke alt ikke var, som det skulle være og det gjorde hende skidt tilpas.
|
|
|
|
Post by austin on Mar 12, 2011 14:37:57 GMT 1
Tag: Rachel Ivory
I'm not fit to be with you
But I can't be without you
Alexander følte sig lige dele beroliget og præcis det modsatte, da han atter havde en Rachel i sine arme, som ikke strittede imod, prøvede at tage styringen eller begyndte at plapre op omkring, at hun da vist også skulle op til slottet igen. Han havde savnet duften af hende, smagen af hende og den varme lille krop, men også blot hendes selskab som hun var, så let og ukompliceret. Han begravede sin næse i det rodede hår og trykkede hende tæt ind til sig. Det var nemt at ignorere en indre stemme, der skreg op omkring den forvirring han måtte plante i hende, og han havde slet ikke lyst til at slippe hende igen. Hendes stemme, der udtalte hans navn og de fingre, der søgte hans hals og kærtegnede ham ganske blidt, fik hans hjerte til at smelte fuldstændig. Han løsnede sit greb en smule om hende for først, at kunne plante et kys på hendes pande, siden bøje sig ned for at finde hendes læber kortvarigt og intenst. Da han rettede sig op igen, hev han lidt efter vejret og hvilede sin pande imod hendes. ”Fuck, det her er forstyrret,” mumlede han, uden at gøre anledning til at slippe hende. ”Jeg kan ikke holde op med at tænke på dig.”
Han løftede hovedet igen og så ned på hende med rynket pande og et svagt smil på læberne. ”Rachel,” sagde han. ”Rachel, Rachel, Rachel... Vil du stadig gerne have mig?” Han slap hende med sin ene hånd, for at kunne stryge en rodet hårtot om bag hendes øre. ”Jeg behøver dig ikke engang for mig selv. Jeg vil bare kunne kalde dig for min, sådan... Rigtigt. Ikke mere listen omkring tingene, så folk ikke opdager det.” Han plaprede løs inden han standsede sig selv og bed tænderne sammen omkring flere ligegyldige ord.
|
|
|
|
Post by Rachel Saskia Ivory on Mar 12, 2011 16:23:41 GMT 1
for the first time in a long time,
I didn’t know what to expect in the morning… for ALEXANDER YOUNG OUTFIT
Rachel lod et kort sekund trygheden plante sig i hende, da hans næse begravedes i hendes hår. Forsigtigt puttede hun sig helt ind til ham og lod panden hvile mod hans hals og lod næsetippen skjules mod hans krave, indsnusede hans duft, der automatisk beroligede hende fuldkommen. Det var langsomt begyndt at gå op for hende, hvordan hun ikke bare længere kunne ignorere sine følelser for ham. Det burde jo et eller andet sted være forbudt for ham at være så fantastisk uimodståelig, det var jo slemt nok at de egentlig kom så godt ud af det med hinanden. Øjenlågene over de lukkede øjne sitrede let ved hans læbers flygtige berøring af hendes pande og hun nåede kun at åbne øjnene halvt, før de på ny gled i ved læbernes kærtegn af hendes. En lav, nydelsespræget lyd forlod hende sammen med al luft, der havde fundet vej til hendes lunger. Et suk fulgte, da han kort efter trak sig tilbage for at lade panden hvile mod hendes og et let smil fandt vej til hendes læber, selvom hun nok mest havde lyst til at holde det væk ved hans ord. Nervøsiteten var ved at æde hende op indefra, men bed det i sig og lod ham tale.
Der var dog intet, der kunne have overrasket hende mere end ordene, der forlod hans læber og et par sekunder var hun fuldkommen tavs, betragtede ham bare med en let måben. Alexander havde egentlig aldrig været typen, der gik ind for at holde sig til en og det at høre ordene fra ham ville nok have fejet benene væk under hende. Overrasket blinkede hun lidt med øjnene, der efterhånden var på bambi-størrelse og fik lukket munden igen. ”Alexander..”, sukkede hun efter lidt tid i tavshed og blikket flakkede lidt, før hun fandt det sikkert at fæstne det ved hans sko. Selvom hendes hjerte hamrede hårdt og ivrigt mod hendes bryst manglede hendes hjerne også at følge med. De havde prøvet det før og det var gået grueligt galt mellem dem, grænsen mellem at være skrækslagen for at huske det og samtidig ikke glemme den smerte, der var fulgt med, var svær at balancere på. Det gik op for hende, at hun var henfaldet i tanker og havde lukket ham fuldkommen ude af den proces og skyndte sig at vende blikket mod ham. ”Jeg er jo allerede din, din tåbelige unge..”, hun sendte ham et skævt smil, mens hendes fingre strøg op langs hans hals og fik lagt sig mod hans kind, ”Spørgsmålet er jo bare, om du kan være mig?”
|
|
|
|
Post by austin on Mar 12, 2011 17:51:32 GMT 1
Tag: Rachel Ivory
I'm not fit to be with you
But I can't be without you
Alexander lod sine hænder vandre ned af hendes ryg og finde hendes slanke midje. Han betragtede hende tavst imens hun tog hans ordstrøm ind og bearbejdede den, og kunne ikke lade være med at blive nervøs over det der i et øjeblik virkede som en tøven fra hendes side. Han var kommet for sent en gang tidligere, og det var vel mindet om netop det, der havde presset ham ud i at ville tage en beslutning så hurtigt, selvom flere dele af ham talte imod det. Han fulgte hendes blik ned til sine egne skosnuder og hans pande blev beklædt med en hel myriade af små rynker. Tavsheden imellem dem var tyk af følelser og tanker, midt i den kolde forårsaften, og han strammede ubevidst grebet om hende en smule, da hun endelig så op og åbnede munden. Et skævt smil fandt vej til hans læber og han så ned på Rachel med tilfredsheden tydeligt malet i sit ansigt, imens hendes fingre fandt vej til hans ru kind. Det spørgsmål, der fulgte hendes udmelding fik ham til at tøve i et kort øjeblik. De underligt kringlede konklusioner fra tidligere, virkede lige pludselig malplacerede og han blev lidt tør i munden. Han rømmede sig og strøg sin ene hånd op langs hendes ryg uden på overtøjet. ”Jeg vil gerne være din, Rachel,” sagde han lavmælt. ”... Men tror du ikke vi begge er bedst tjent med en hvis... Frihed?” Han rynkede panden igen og mærkede sit blik flakke. ”Jeg mener...” Smilet fandt vej til hans læber igen og han så hende i øjnene. ”Jeg tror nok, at jeg er forelsket i dig. Jeg er faktisk ret sikker på det.”
|
|
|
|
Post by Rachel Saskia Ivory on Mar 12, 2011 23:57:01 GMT 1
for the first time in a long time,
I didn’t know what to expect in the morning… for ALEXANDER YOUNG OUTFIT
Det, at Alexander sikkert stod og blev nervøs på samme måde hun selv havde gjort det var nok noget af det eneste, der fik Rachel til at åbne munden og fortsætte den sætning, hun havde startet. Man behøvede dog ikke at være specielt kvik for at se, at hendes ord straks fik en tvivl og tøven frem hos Alexander og igen blev hun opfyldt af en trang til bare at bide sin tunge af. Ja, i sådanne tilfælde kunne man virkelig godt sige, at tungen blev halsens bane. Opmærksomt lyttede hun til hans ord og nikkede svagt ved dem, lod et skrøbeligt spind af tanker begynde at udfolde sig ved det ord, han havde valgt at bruge. Frihed. Et eller andet sted var det sidste, hun havde lyst til, at spørge ind til det, men samtidig kendte hun også sig selv godt nok til at vide, at åbnede hun ikke munden, ville det komme til at æde hende op indefra i løbet af meget kort tid og selvtorturen villenok starte fra det sekund, hun atter ville være alene. ”Frihed? Selvfølgelig, det ville være at kende mig selv dårligt, hvis jeg på nogen måde benægtede det, men.. Der er mange former for frihed”, konstaterede hun og gav ham et sigende blik, der allerhelst skulle fungere som et smæk i røven til at komme i gang og uddybe sine ord lidt. Der gik dog heldigvis ikke længe, før emnet blev bragt lidt videre og selvom hun egentlig godt kunne have forudset hans ord, havde hun aldrig drømt om, at han nogensinde skulle fortælle hende sådan noget igen. Et bredt smil fandt vej til hendes læber, da hun lod læberne møde hans. Lige nu var der ingen tanker på den blænder, hun var ved at stikke sit hjerte ned i eller det, at hun et eller andet sted var i gang med at kaste sin selvstændighed langt væk. Rachels charme havde jo et eller andet sted jo altid været, at hun netop ikke havde kærester. Det, at hun jo var fri som fuglen og lidt gjorde, hvad der passede hende. Nu var hun ikke det eneste, der trak i trådene, men lige der så hun det ikke engang selv.
|
|
|
|
Post by austin on Mar 14, 2011 17:42:35 GMT 1
Tag: Rachel Ivory
I'm not fit to be with you
But I can't be without you
Alexander skar ansigt og brummede lidt, da Rachel havde afsluttet sin sidste sætning. Han sprang direkte ud i sin halvvejs usikre kærlighedserklæring og var ikke overrasket da hun trak ham ned til sig og trykkede sine læber imod hans. Han havde ikke engang lyst til at forklare de spekulationer, der var gået gennem hans hoved mere. Han havde bare lyst til hende, slet og ret. Hendes varme krop i hans arme føltes helt rigtig og han krammede hende tæt ind til sig med bøjet nakke, imens deres læber langsomt skiltes ad igen uden, at han egentlig var helt villig til at stoppe deres kys. Hans ene hånd blev hævet op til hendes kind og kærtegnede den blidt, imens han trak vejret lidt overfladisk. Han fangede hendes læber ind igen og lod sin hånd glide ind i hendes hår, inden han slækkede grebet omkring hende en anelse og trak sig den mindste smule tilbage, så han lige netop kunne se hende i øjnene. ”Rachel,” mumlede han. ”Søde dejlige Rachel.” Han plantede et flygtigt kys på hendes læber og så næsten skyldig ud efterfølgende. ”Jeg er jo sådan et røvhul. Er du sikker på at du... At vi?” Han lænede sig en anelse forover og hvilede sin pande imod hendes. Det stod ikke fuldstændig klar for ham, hvorfor han betvivlede fornuften i netop det han selv ønskede, men måske hang det sammen med, at han holdt så meget af hende på andre måder end bare som en køn pige. Han hade ikke lyst til at nogen skulle såre hende – heller ikke ham selv – og man behøvede ikke en krystalkugle for at regne ud, at det sikkert var netop det der ville ske.
|
|
|
|
Post by Rachel Saskia Ivory on Mar 14, 2011 21:27:33 GMT 1
for the first time in a long time,
I didn’t know what to expect in the morning… for ALEXANDER YOUNG OUTFIT
Rachel havde selvfølgelig forudset, at Alexander ville besvare kysset, men hun kunne sagtens se, at hun slet ikke havde ydet ham nogen form for retfærdighed i sine dagdrømmerier. En lav, klagende lyd forlod hende, da hans læber forlod hendes og hun kunne ikke tilbageholde et smil, da han optog kysset igen. Hendes fingre gled sultent over hans overkrop uden på overtøjet. Det var skønt at kunne stå så tæt med ham igen, kunne nyde hans varme læber mod sine. Da han igen brød kysset. Hun trak vejret tungt et par gange og fokuserede så igen på ham, da han talte. En lavmælt latter forlod hende efterfulgt af en hovedrysten. Ja, mange piger ville kalde ham et røvhul og Ben havde jo også indirekte sagt det, da hun havde fortalt ham om sine følelser for ham. Det stod jo skrevet over alt, at de to aldrig nogensinde ville kunne holde længe og en af dem, med største sandsynlighed hende selv, ville vandre ud af det med et knust hjerte, men hun var allerede for langt inde og ville nok ende såret lige meget hvad de valgte nu. ”Kære Alex.. Siger du virkelig, at du ikke engang har lyst til at give det et forsøg?”, hun smilede skævt til ham og lod læberne strejfe hans i en blid berøring. Langsomt søgte hendes fingre op mod hans halvlange hår, hvor hun lod fingrene flettes ind i de bløde lokker, mens hun igen lod panden hvile mod hans. Selvom det måske ikke var en følelse, hun burde vænne sig for godt til eller nyde så meget, som hun nu gjorde, kunne hun ikke lade være. Det var bare så naturligt for hende, at omgås Alexander netop fordi de kendte hinanden så godt. Hun prustede opgivende og skubbede hurtigt alle tankerne om, hvor akavet det ville ende med at være mellem dem for en tid igen, hvis det gik galt. Når det går galt! skyndte hun at rette sig selv.
|
|
|
|
Post by austin on Mar 15, 2011 22:53:13 GMT 1
Tag: Rachel Ivory
I'm not fit to be with you
But I can't be without you
Alexander smilede, da hans læber igen mødte Rachels. Hendes utilfredse lyd var sådan et dejligt håndgribeligt bevis på, at hun ville have hans kys lige så meget som han ville give dem. Hun var så dejlig enkel, uden at være simpel. Hun sagde hvad hun ville have, bøjede villigt sin krop imod hans og tog lige så hamrende let på verden som han selv – hvis ikke endnu mere. Som han stod der, med sine arme rundt omkring hende og hendes læber imod sine, var det forbavsende let at overbevise sig selv om, at det ikke kun var hans følelser og krop, der ville have hende. De gav også mening sammen.
Han rynkede panden da hun grinede af ham og så spørgende ud, indtil hun talte. Så smilede han varmt og rystede på hovedet. ”Ikke engang bare en lille smule, Rachel. Jeg siger, at det er okay hvis du ikke synes det er nogen særlig god idé at...” Han nussede hendes nakke og så væk i et øjeblik, med et skævt smil. ”... At finde sammen med mig. Igen.” Hendes fingre i hans hår sendte behagelige kuldegysninger ud i hans skuldre. De var så kolde imod huden, når de fik kontakt, at han ufrivilligt gav sig lidt, uden at han reelt var interesseret i at stoppe hende. ”Det var ikke nogen udpræget succes sidste gang,” bemærkede han lavmælt og tøvede, inden han fortsatte. ”Men jeg er ligeglad med hvad det var sidst og hvem du eller jeg har været sammen med siden. Pisse ligeglad. Jeg vil bare ikke lade dig slippe igennem mine fingre uden i det mindste at prøve ligesom... Eller. Det vil jeg ikke.” Han drejede hovedet lidt og så væk fra hende, uden at slippe sit greb omkring hende. Han havde nær sagt Lilys navn og fornemmede ikke ligefrem, at det ville have spredt den bedste stemning. Det var vist også rigeligt, at Rachel kendte til den historie. Han havde intet behov for at dele resten af sine historier om de sidste par måneder med hende.
|
|
|
|
Post by Rachel Saskia Ivory on Mar 16, 2011 7:13:17 GMT 1
for the first time in a long time,
I didn’t know what to expect in the morning… for ALEXANDER YOUNG OUTFIT
Rachel smilede svagt ved hans svar. Det var egentlig sjovt, som han stod der og prøvede at overbevise ikke bare hende, men også sig selv om, at han var klar til det. Hun havde allerede fortalt ham, hvad det var, hun ville allerede for en uge siden, da de havde mødtes i spådomstårnet og et eller andet sted lød det lidt som om, han mest af alt prøvede at overbevise hende om, hvorfor det var en dårlig ide. Et lavt suk strøg over hendes læber, halvt opgivende og halvt nydende grundet hans fingres kærtegn af hendes nakke. I en dyb indånding trak hun massive mængder luft ind mellem tænderne og trak på skuldrene, lod det ligeså langsomt sive ud igen.
Begyndende åbnede hun munden for at tale, men lukkede den igen, da han talte videre. Ved hans ord fulgte hendes tankebaner straks hans og faldt på episoden med Lily. Selvom det selvfølgelig havde været hårdest for Alexander, havde Rachel brændt ind med så mange følelser fra den episode. Vrede og skuffelse over Lil havde rørt ham, selvom hun udmærket vidste hvor specielt Alex og Rachels forhold var, eftersom han jo havde været hendes første rigtige kæreste. Irritation til Alex, fordi han havde været idiotisk nok til at tro, at hun ikke ville blive arrig over han gik efter hendes bedste veninde. Lily havde selvfølgelig undgået emnet, da hun bragte det på bane og eftersom Ben ikke var den bedste at snakke med det om, havde Rach stadig ikke fået afløb for alle sine frustrationer.
Det gik op for hende, der havde været stille et stykke tid og hun rystede sig hurtigt ud af tankerne, sendte ham et undskyldende smil, mens hun løsnede sin hånd lidt, tillod den at slappe af, efter den havde knyttet sig hårdt og efterladt knoerne hvide under hendes tankespind. Hun trak kort på de spinkle skuldre og lagde hovedet lidt på skrævs. ”Jeg synes ikke, det er nogen særlig god ide”, sagde hun roligt og betragtede ham med et, for en gangs skyld, alvorligt udtryk i de brune øjne. Hendes ansigt lyste dog hurtigt op med et skævt smil.”Men det betyder på ingen måde, at jeg ikke vil prøve det.”, hun holdt en lille pause, mens hun tyggede på sine næste ord, prøvede at skubbe dem ud, ”Jeg har fået følelser for dig, Alex.. Følelser, jeg ikke lige havde regnet med nogensinde ville dumpe ind i vores forhold, men det gjorde det og.. Du kan sige meget, men jeg kender dig og jeg kender mig selv. Det er ikke fordi du er ved at sælge mig katten i sækken.” Hun blinkede muntert til ham og mærkede hvordan hendes blik igen flakkede hen mod hans læber, som hver gang, hun egentlig mente, at ord egentlig kun kunne gøre skade. Hver gang, hun ikke havde mere at sige om den sag.
|
|
|
|
Post by austin on Mar 17, 2011 1:28:36 GMT 1
Tag: Rachel Ivory
I'm not fit to be with you
But I can't be without you
Alexander mærkede sin mund løbe over med floskler, men selvom han måske bare burde klappe i, kysse hende og acceptere, at hun ville have ham i lige så høj grad som han ville have hende, så havde han et eller andet underligt behov for virkelig at få hende til at forstå hvor stor en klaphat han egentlig var, så hun måske kunne nå at trække sig i tide. Alligevel kunne han hverken få sig selv til nævne sin seneste episode med Bree eller for den sags skyld den endnu nyere med Fenella Maverick.
Faktum var, at han havde været forelsket i Rachel imens han fjollede rundt og lavede alt det – men det havde tydeligvis ikke stoppet ham. Han kunne ikke med sikkerhed love sig selv at det ville ændre på noget som helst, at de gjorde det officielt og det skræmte ham endeløst, at han skulle kunne finde på at såre hende på den måde.
Han trak vejret dybt ind efter sin talestrøm og drejede hurtigt hovedet tilbage imod Rachel, da hun sagde ord hans fornuft ønskede at høre, men som alligevel nåede at stikke til hans hjerte, inden hun opløste dem i smil og halvhjertet ironi. De næste mange søde ord og hendes forsikringer plantede et solidt smil på hans læber, som han ikke mente han ville kunne tørre væk det næste lange stykke tid. Hans hånd i Rachels nakke rykkede på sig igen for at stryge en uglet lok om bag hendes øre og han kyssede hende blidt på panden, inden han bøjede sig og fandt hendes læber. Hun var så berusende dejlig i hans nærhed og blandingen af hendes duft i hans næse og den søde smag af hendes mund gjorde ham helt tung i hovedet, som om han havde indtaget adskillige velsmagende genstande. Han brød lidt uvilligt fri fra hende igen og smilede over hele femøren. ”Jeg ved sgu ikke hvad det er jeg er ved at sælge dig, min smukke.” Han fugtede sine læber og gav sig i en kold brise, inden han trak hendes varme krop tættere ind til hans. ”Men jeg er løbet tør for argumenter og du er bare...” Hans smil blev lidt skævt og han kyssede hende kort igen, ude af stand til egentlig at lade være. Det var længe siden han havde været helt så let om hjertet. ”... Du er uimodståelig. Lige præcis. Til helvede med fortiden, Rachel. Det her forelskelseshalløj er en helt anden måde at være høj på.”
Han plaprede og virkede kun i stand til egentlig at holde kæft i de øjeblikke hvor han kyssede hende. Det gjorde han igen og igen, indtil han standsede helt op og blev opmærksom på en verden udover de to. Han rømmede sig lavmælt og viklede sin hånd ud af hendes hår, hvor den havde filtret sig ind igen. ”Måske skulle vi se at komme væk herfra?”
|
|
