BAL - A Moment Alone

[Jake Dunham]

Jake grinte lidt til det hun sagde og rystede lidt på hovedet "Ikke helt" sagde han med et drilsk smil, og samtidig med at han sagde det rullede han dem rundt så hun endte med at ligge nedest, godt nok var hendes ben stadig ved hans lår men det resulterede kun med at han derved lå mellem hendes ben. Han smilte drilsk til hende og kyssede hende så drilsk ned af nakken før han så smilte endnu mere drilsk til hende "Mon en sugemærke ikke ville få folk til at tale" han blinkede drilsk til hende og lændte sig ned ved siden af hendes hals for at lade som om at han lavede et sugemærke på hende, han gjorde det dog ikke men kyssede hende kun blidt på Halsen før han trak sig lidt væk igen og kiggede ind i hendes øjne. Det var næsten underligt at det var gået så hurtigt mellem dem, det ene øjeblik havde han skulle gå til bal med pandora, og det næste skulle han til bal med dawn, og nu var de vidst blevet mere end bare venner.

[Dawn Phoenix]

Hun så forundret på ham med en hævet øjenbryn. Hun vidste jo godt at hun ikke holdt fast i ham på nogen måde, men han forstod vel at hun var øverst og han derfor kun havde en vej og det var at skubbe hende ned fra bordet. Derfor blev hun også noget overrasket da han uden problemer vendte rundt på hele situationen og endda sådan at det forblev på bordet. Nu var disse borde jo heller ikke særlig smalle til at starte med, men hun var mildt sagt imponeret. Derfor, efter at være desorienteret i et øjeblik, bredte der sig et smil på hendes læber, der tydeligt viste at hun var betaget. "Imponerende.."

Da han begyndte at kysse hende ned af halsen, begyndte hun at grine og hendes fødder bevægede sig uroligt. Hun prøvede at holde dem under kontrol, men det lykkedes ikke helt. Hun var ekstrem kilden, det var faktisk kun på hendes ryg at hun ikke var kilden, at en eller anden grund. "Jo det tror jeg.." Hun kunne ikke lade hver med at grine mens hun sagde det, men holdt dog op da han lod som om han ville give hende et alligevel. "Nej, du må ikke.." Hun talte ganske sagte og selv om hun fortsatte sætningen, så kom ordene ikke ud af munden på hende, for hun havde for travlt med at fjerne sig fra ham, til at koncentrerer sig om at udtale ordene. Hun kom dog ikke særlig langt. Hun nåede til at lægge begge hænder mod hans brystkasse som for at skubbe ham væk og at trække sin hals lidt bæk fra ham, men så gik det op for hende at han ikke var i gang med at give hende et sugemærke, men i stedet kyssede hende blidt. Hun smilte lettere undskyldende til ham da han trak sig væk og så på hende, og for en tid blev det ved det. Men så trak hun sine hænderne væk under ham og lagde dem i stedet om hans håndled hvor hendes tommelfinger kunne kærtegne hans hud uden at hun skulle anstrenge sig for at holde sine arme oppe. "Hvad blev der egentlig af den dans?"

[Jake Dunham]

Jake grinte lidt "Jeg er bare generalt imponerende " sagde han selvtilfredst han smilte dog drilsk til hende bag efter så hun kunne se at han bare lavede sjov med hende. Han kunne ikke lade være med at grine over at hun var så bange for at han ville give hende et sugemærke og da han først holdt op med at grine hoppede han forsigtigt ned fra bordet uden at vælte hende ned også og rakte en hånd frem mod hende "Det er jo også rigtigt, jeg lovede dig at hvis du kunne overbevise mig til at danse med dig vill jeg" sagde han med et grin. han havde lykkeligt glemt alt om den dans han egentlig havde lovet hende så da hun nævnte den måtte han jo blive nød til at danse med hende "Skal du så ikke havde dine sko på igen" spurgte han med et smil og gik over og samlede dem op og gik så tilbage til hende med et smil.

[Dawn Phoenix]

Hun tog imod hans hånd, drejede rundt så hendes ben gled ud over kanten af bordet og hoppede så elegant ud over kanten af bordet så hendes kjole røg ti centimeter op, der faldt tungt ned da hun landede på jorden. Så snart hun atter stod på jorden trak hun op i kjolen,d er kun var støttet af hendes barm og ingen stropper. Det var egentlig ikke fordi den var gledet ned, hun følte bare at den havde gjort, så hun ville lige føle at den sad rigtigt igen.

Hvorfor? Skal vi da tilbage til Storsalen for at danse? Hun tog imod skoene, men holdt dem bare i hånden. Hun kunne godt lide at være barfodet, elskede at mærke elementerne og hvordan jorden under hende var. Til sidst tænkte hun dog at han måske havde sagt det fordi han følte det var upassende, så derfor lagde hun roligt skoene på plads foran sig og stak fødderne ned i dem. Hun så på ham det meste fa tiden med et flirtende blik, som hun ikke helt selv vidste at hun havde.

Da skoene var på rettede hun sig op igen. Hun vidste ikke lige hvad hun skulle gøre med sine hænder, så de blev smidt om bag hendes ryg hvor de holdt hinanden i hånden. Ret hurtigt efter gav hun dog slip på sig selv og hendes hænder gled frem og lagde sig langs hendes sider. Den ende strøg en tot hår om bag hendes øre, men straks efter tog det frem fra øret fordi hun kom i tanke om at det ville ødelægge hendes frisure hvis det sad bag øret i længere tid.

[Jake Dunham]

Jake grinte lidt og rystede "Nej bare rolig, hvis du heller vil blive her bliver vi her, men det er måske lidt koldt for dig"sagde han med et smil. Han gengældte hendes flirtende blik og da hun havde fået skoende på trak han kort sin tryllestav som sad i en tryllestavs holder som han havde gemt under sin jakke, og slog et sving med den hvorpå at alle borde og stole flyttede sig ud til siden så der var massere af plads at danse på. Bagefter slog han endnu engang med tryllestaven nu mod luftet hvorefter en en svag lysstråle kom ned fra loftet og lagde sig om dem som en form for projektør. Han gik hen til hende med et smil og lagde så sin ene arm om livet på hende mens han tog hendes ene hånd i hans og trådte så så tæt på hende som han kunne når de nu skulle danse hvorefter han bare vendtede på at hun var klar. han havde dog glemt at de ikke havde noget musik og han vidste ikke helt hvad han kunne gøre ved det, før han igen fandt sin stav frem og forvandlede nogle af bøgerne der stod der inde til sangfulge som begyndte at synge en langsom melodie da de jo var magiske.

[Dawn Phoenix]

Hun måtte virkelig huske altid at have sin tryllestav på sig. Men hun havde bare ikke helt følt det som om det var nødvendigt at tage den med sig, og mente at den så bare ville være til besvær. Det eneste sted hun kunne have den var jo mod sit ene lår og hun kunne ikke se at det ville være bekvemt.

Hun smilte stort til ham. "Og han bliver ved med at overraske.." Hun fulgte hans hånd med øjnene som han pakkede tryllestaven væk for sidste gang. Så lod hun blikket glide op til hans øjne mens hun selv lagde sine arme rundt om hans hals og lod hænderne mødes ved hans nakke hvor de blev. Hun stilte sig helt tæt op mod ham, tættere på en før. Hun havde ikke brug for at danse særlig meget, egentlig ville hun bare have lod til at stå helt tæt op af ham. Hun kunne bedre dufte ham her fra, selv om hun nu syntes det var mere behageligt at ligge under ham, men det kunne hun jo ikke få lov til for altid. Mest af alt fordi hun ikke helt var klar til hvad det måske kunne føre til af pinlige situationer resten af året.

"Har du flere hemmeligheder jeg bør kende til. Altså bortset fra at du er en ørn i klasseværelset og.. har en del fysiske fordele." Det sidste blev sagt en smugle tøvende. Hun vidste ikke lige hvad hun skulle kalde det at han var stærk og så godt ud.

[Jake Dunham]

Jake smilte til hende da hun lagde sine arme om halsen på ham og lagde derefter sine hænder på hendes hofte igen "Og jeg lover dig, du vil aldrig stoppe med at blive overrasket sammen med mig" sagde han med et smil og blinkede skævt til hende. Han grinte lidt over henhendes tøven og lændte sig kort frem og kyssede hende blidt på munden, hvor han blidt nappede hende i hendes overlæbe før han trak sig lidt væk "Jeg har massere af hemligheder, men ikke nogen som du skal bryde det smukke lille hoved med i aften. I aften skal vi bare nyde hinandens selvskab" sagde han og sendte hende et varmt smil. Han havde en del hemligheder som hun måske skulle vide, men det var hverken tid eller sted for ham at fortælle hende det da han ikke ville ødelægge deres aften. Han kiggede ind i hendes øjne med et smil mens de dansede og lagde stille sin kind mod hendes hoved mens de dansede tæt.

[Dawn Phoenix]

Hun lukkede først øjnene da han lagde sin kind mod hendes. Intet kunne beskrive hvad hun følte lige nu. Man kunne komme tæt på, men aldrig ville nogle kunne sætte sig ind den følelse der rejste gennem hendes krop lige nu og løftede op fra jorden samtidigt med at den gjorde hende gennemtrængelig så hun kunne blive et med hvem som helst. Men nu var det ikke hvem som helst hun var sammen med lige nu, det var Jake. Jake fra 7. årgang som hun stort set altid havde været skudt i. Hun havde altid prøvet at skjule det, havde altid holdt det for sig selv. Det var en af hendes største hemmeligheder her på Hogwarts og så vidt hun vidste så var det kun hendes bedste veninde der vidste det, hvilket hun først fandt ud af da Pandora kom hen til hende og havde arrangeret daten med Jake.

Hun smilte roligt for sig selv og lod sit hoved glide ind mod hans brystkasse så det lå op mod hans hals. Hendes ene hånd gled væk fra hans nakke og lagde sig på hans bryst. Hendes fødder bevægede sig roligt til fuglenes sang og lyden af hans hjerteslag, mens hun hele tiden holdt sig helt ind til ham. Hun havde ikke ås meget at sige til ham, hvis han ikke følte at der var noget hun skulle vide lige nu, så behøvede hun ikke vide det. Hun syntes allerede at det var meget at hun vidste at han kunne forvandle sig til en ørn, hun behøvede ikke have mere på ham. Ingen af dem vidste jo hvad det ville føre til herfra. Hun kunne kun håbe på at han ikke ændrede førelser for hende i morgen når han havde sovet på det, og da heller ikke efter ferien. Men det tænkte hun ikke på lige nu, lige nu nød hun bare det øjeblik der var opstået mellem dem. Nød det så længe det varede. Nød hans duft, nød følelsen af ham. Nød alt.

[Jake Dunham]

Jake valgte heller ikke at sige noget mens de dansede da han bare generalt nød at være tæt på hende. Han flyttede ligeledes på sine hænder den ene lod han glide op og ned af hendes ryg, og selvom det måske ikke var så pænt gjort af ham gled den anden ned på hendes bagparti. Han sagde ikke noget og nød bare duften af hende mens de dansede tæt. Han havde ikke tralvt med at sige noget til hende lige nu, da det var en behaglig stilhed som havde sænket sig mellem dem og han kunne ikke dy sig for at flytte sit hoved lidt og kysse hende på panden, ned over næsen og tilsidst på munden, det krævede dog at han lige et kort øjeblik måtte trække sig lidt fra hende. han holdt kysset mod hendes mund lidt tid og lod hende så ligge sit hoved mod hans brystkasse igen mens han blidt lagde sin kind mod hendes hoved.

[Dawn Phoenix]

Af en eller anden sær grund kunne hun godt lide den måde han holdt om hende på. Både hans hånd mod hendes ryg og hans hånd længere nede. Også selv om der ikke var megen kontakt på grund af de mange lag af tyl og stof der fik kjolen til at stå ud som den gjorde. Hvis hun overvejede sagen var hun nok nået frem til at grunden til at hun kunne lide hans berøring var fordi det fik hende til at føle sig hjemme. At en anden ville vise resten af verden at hun var hans og på den måde også viste andre at han kunne lide hende. Men nu overvejede hun det ikke yderligere, hun kunne bare godt lide det. Ganske kort strejfede et minde af et par der havde stået og var kommet hinanden ved midt ude på gaden ved et busstopsted. Hun kunne huske hvor forarvet hendes far var blevet og det var blevet efterfulgt af ordene: 'Det ville man aldrig se hos magikere'. Ganske kort tid efter havde han fortrudt det havde set kærligt på hendes mor og havde sagt: 'Så det er nok meget godt at det ikke er magikerne der bestemmer.' Hun kunne huske det fordi det havde betydet alt for hende at han havde sagt det sidste. At han, som magiker, mente at det nok var bedst at der var forskellige mennesker til og at ikke alle skulle gøre det 'rigtige' hele tiden.

Hun rettede roligt hovedet op da han kyssede sig vej ned mod hendes mund og gengældte den blive berøring af hans læber. Hun så kort ind i hans øjne inden hun lagde sit hovedet på plads igen. Billedet af det unge par blev ved at blive spillet for hendes indre blik og en tanke opstod. En nysgerrighed som hun ikke vidste hvor kom fra, så hun skubbede den væk. Tog en dyb indånding for at nyde hver lille detalje. Fuglesangen var som prikken over i'et i en drøm og det gjorde hende ganske kort mistroisk. Så hun åbnede øjnene, stirrede ind i kanten af lyset fra faklen, ind i den mørke del af klasseværelset hvor hun kunne se at nogle borde og stole forsvandt ind. Havde dette været en drøm, havde hun set noget der inde. Havde dette været en drøm havde et væsen bevæget sig rundt der inde og i værste fald var det sprunget ud mod hende. Men der skete ikke noget. Intet. Alt var stille og roligt og hun konkluderede derfor at dette stadig var virkelighed.

Hun stoppede med at danse og trak sit hoved væk fra hans bryst. Hendes blik rettede sig op indtil det landede i hans øjne. Hun tøvede ganske kort, skulle hun lade sig styre af en nysgerrighed hun ikke følte var ret i denne situation? En nysgerrighed hun ikke helt følte hvad ville føre til? På den ene side var hun bange for at noget ville gå galt så hun aldrig ville se ham igen, men det følte hun jo hele tiden. Og på den anden side følte hun måtte finde ud af det. Og hellere nu hvor han ikke havde haft tid til at overveje situationen og fortryde hvad han havde fået rodet sig ud i. Efter hvad føltes som en evighed besluttede hun sig for hvad hun ville gøre. Eller egentlig ikke, hun lænte sig bare ind mod ham og lod deres læber mødes inden hendes hjerne kunne nå at samle sig om én tanke og beslutte sig om noget som helst. Det var fordelen ved at holde sig selv fuldstændig udenfor hvad der skete og helt uforstående over for det hele; ingen chance for at tænke for meget.

Da deres læber mødtes lagde hun forsigtigt hovedet på skrå og ændrede det blive kys til et mere intimt et af slagsen. Hendes læber adskilte sig forsigtigt fra hinanden for at udvikle det til et snav. Men hun tøvede ganske kort for at mærke om han var med på den inden hun fortsatte, mens hun prøvede at skubbe usikkerheden væk for at koncentrere sig mere om kysset, som det ikke vare klogt at koncentrerer sig om. I stedet burde hun bare mærke det, men hun kunne ikke holde sin hjerne ude, der hele tiden prøvede at få hende til at holde op igen, trække sig tilbage og måske stikke af. Det var bare ikke en mulighed når det kom til hendes fysiske jeg.

[Jake Dunham]

Jake sendte hende et skævt smil da hun stoppede med at danse, men samtidig kiggede han spørgende på hende for at finde ud af hvad hun så ville nu. Han blev et øjeblik væk i hendes øjne og det føltes ikke som om at der var gået ret lang tid fra de var stoppet til at hendes læber lige pludselig trykkede sig mod hans og da hun gjorde kysset mere intimt og lod det blive til et snav fulgte han villigt efter. samtidig kunne han ikke ladevære med at trykke sin hånd lidt ind ved hendes bagparti så han tilsidst kunne mærke det gennem alt stoffet. I mod sætning til Dawn slog han bare sin hjerne fra og nød øjeblikket, hvilket for mange ville virke meget underligt da han jo ikke ligefrem virkede som den romantiske type. Men det passede ordsproget man skal ikke bedømme bogen på dens omslag vidst meget godt ind der. Han virkede jo meget inadvent og som den mere barske badass type når man så ham gå rundt på gangen eller læne sig op af en mur. Men han havde faktisk en blød side, og Dawn var den første person på hele skolen som nu havde fået den bløde side at se. Han gik langsomt fremad, og prøvede derved at skubbe Dawn langsomt bagud indtil de var kommet lidt uden for lyset og hun endte med at støde blidt mod et af de borde som var blevet skubbet væk fra midten.

[Dawn Phoenix]

Da han gengældte hendes kys havde det en lidt betryggene virkning på hende. Som halv magiker, eller hvad man nu skulle kalde hende, havde en del af hendes familie forbandet alt der hed mugglertraditioner og mugglervæsnet, men heldigvis for hende havde der været flere der godt kunne lide mugglerne og som syntes det var en forkert opfattelse at mugglerne var skadedyr. Men alligevel kunne hun mærke den del der sagde at dette var forkasteligt. Det lå i hende, hengemt i mærket og hver gang hun kunne høre den lille stemme forbande hende langt ind i evighederne, var det som om noget lagde låget tilbage på kassen. Man kunne vel sige at hendes anden side satte sig på kassen?

Dette lille drama foregik på et helt underbevidst plan i Dawns hoved lige indtil Jake trak ind gennem de mange lag på hendes kjole så hun rigtig kunne mærke hans tag i hendes røv. Som en orkan blev hendes sind slettet for alle tanker og minder og hun kunne for alvor give efter og leve sig ind i kysset.

Da han kom tættere på blev hun først stående, nød at være tæt ind på ham, men da han så fortsat kom nærmere var hun nød til at bakke tilbage, noget hun gjorde ganske automatisk uden rigtigt at bemærke det. Hælen på hendes balsko gav et lavmælt 'glik' hver gang hun tog et lille skridt baglæns. Inden længe forsvandt lyset omkring dem i det de kom fri fra faklens skær, men de bevægede sig for langsomt til at den næste tændte og de forblev i mørke. Dawn stoppede først da hun mødte modstand i form af kanten af en bord der trykkede ind hvor Jakes fingerspidser havde været; lidt under midten af hendes balder.

Hendes hænder havde ikke flytte meget på sig på noget tidspunkt, den eneste variation havde været da han blidt skubbede hende baglæns hvor de for et øjeblik gled ned af hans ryg og landede ved hans taljen, men der gik ikke længe før de gled op til han nakke og begyndte at nusse ham der i stedet for at holde rundt om hans liv. Nu hvor hun ikke længere gik baglæns stod hun næsten på tær for at komme mere i øjenhøjde, mens hun trykkede sine læber stadig mere mod hans.

Med et blev stilheden brudt af den autoritære stemme som tilhørte skolens rektor. Dawn brød øjeblikket snavet med Jake med en hånd mod hans bryst og hovedet vendt væk mod døren. Hendes blik var tomt og hun havde rettet sig op, tydeligvis opmærksom og lyttende til hvad han sagde. Hans stemme rungede i slottet og blev kastet som et enormt ekko mellem de hårde stenvægge. Hun estimerede at han måtte være i Storsalen, og da han havde talt ud så hun chokeret på Jake. "Død?!" Hun kunne næsten ikke udtale ordet, men fik det med nød og næppe over læberne. Hun havde antaget en bleg kulør og bag det skrækslagene blik der lå i hendes øjne, kørte et dechavu fra den Forbudte Skov. Hun gav næppe Jake tid til at svare hende, før hun greb hans hånd og trak mod døren i fuld hast; "Vi må til Storsalen." Der var panik at høre i hendes stemme og i det sekund hun begyndte at bevæge sig tændtes tre fakler i hendes nærvær. Hun havde godt fast i Jakes hånd som hun prøvede at trække sig med ud på gangen så de sammen kunne tage ned i Storsalen som de havde fået besked på. Et dødsfald. Det var jo forfærdeligt.

[Jake Dunham]

Jake lagde selvfølgelig ikke mærke til den duel som blev kæmpet inden i Dawn især fordi hun jo ikke selv vidste det, og derfor forsatte han kysset uden nogen tøven. Da Dawn stødte mod bordet og hendes hænder gled op til hans nakke flyttede han selv sine hænder tilbage til hendes ryg og nussede hende blidt. Han nød følelsen af hendes hud mod sine hænder hvilket jo kunne lade sig gøre lige nu da der var hul ved ryggen i hendes kjole. Dog da stemmen rungede gennem skolen brød Jake snavet på samme tid som Dawn, andet kunne jo ikke lade sig gøre, og hans hånd røg automatisk ind under hans jakke og han trak sin tryllestav frem. "Ja vi må heller gå tilbage til Storsalen, Hvis der er fare på skolen vil jeg ikke lade det komme i nærheden af dig, og det kan jeg bedst gøre når der også er lærer og andre afgangs elever i nærheden" Jake nåede dog ikke selv at begynde at gå før at Dawn begyndte at trække ham sig for at de kunne komme ned til storsalen. Mens Dawn trak Jake afsted kørte hans sanser på højtryk, hans øjne gled fra side til side og skygge til skygge, ikke så meget fordi han var bange, men mere for at være forberedt hvis der skete noget. Da de kom ind i Storsalen stoppede han kort op og kiggede rundt.
//så hopper vi bare ind i storsalen og svarer derfra eller hva?//

[Dawn Phoenix]

Hun sendte ham et kærligt blik inden hun åbnede døren og gled ud på gangen. Hun sagde ikke et ord, hastede bare i retning af storsalen. Som storsalen kom så tæg på at hun begyndte at kunne se den nu almindeligt udseende storsalen gennem de store døre, kom hun i tanke om noget der fik hende til at standse op, stadig med Jake i hånden. Hun havde ikke sin tryllestav på sig. Hun gav slip på Jake og pressede tyldet ind mod sine lår i et desperat forsøg på at finde den tryllestav som hun godt vidste var i sikkerhed oppe på hendes værelse. Da det slog sig fast at hun ikke havde den på sig, så hun i retning af Ravenclaw kollegiet. Overvejede om hun skulle tage chancen og løbe op og hente den. Men hun nåede ikke meget mere end det, inden hendes ben automatisk fuldte med Jake videre ned af gangen og ind i den pludseligt forvandlede storsal. Så måtte hun vel klare sig uden. Hun så mod Jake inden hun så greb hans hånd på ny og klyngede sig ind mod ham. De måtte ikke blive skilt fra hinanden, så var hun sikker på at hun ikke kunne holde den snigende panik for døren.


((jo, vi skriver bare i gællestråden nu ))

//out - tråd slut