BAL - A Moment Alone

[Dawn Phoenix]

Dawn var fulgtes med Jake til juleballet, en date som hun udelukkende kunne takke Pandora for, siden hun aldrig selv kunne finde på at spørge ham. Hun var ikke helt sikker på hvordan hun havde fundet ud af det, men hun havde ikke været i tvivl. Sådan var det vel med nære veninder, de kunne se den slags, kendte en godt nok til at vide hvordan tingene hang sammen. Nogle gange før man selv fandt ud af det.

Hun smilte for sig selv og så ned på Jakes hånd som stadig holdt i hendes. Hun havde aldrig troet at sådan noget som dette ville ske for hende. Havde aldrig troet at sådan en som ham kunne falde for en som hende. Hun så væk fra hans hånd og ned i jorden. Men hun var glad for at det kunne ske. Hun vidste ikke helt hvor seriøst det var fra hans side, men hun ture ikke spørge, ture ikke engang overveje hvad han lagde i det hele. Hun var helt overbevist om at hvis hun gav det for meget tanke, så ville pessimisten i hende gå sammen med hendes usikkerhed og meget hurtigt beslutte at han kun gjorde dette af høflighed eller sådan noget i den stil.

Hun stoppede op ved døren til et af de mange klasseværelser som gemte sig på Hogwarts. Dette var en af dem der aldrig blev brugt. Hun havde været her i 6 år efter hånden, og havde endnu aldrig haft undervisning i dette lokale, men det var stadig møbleret. Hun gav slip på Jakes hånd og skubbede døren op med den forventning at den var låst, men i stedet gik den op og med en knirkende lys blottede den de bænke og borde som stod der inde. De første tre rækker af borde og bænke var helt lige, ikke en finger at sætte på det, men de sidste to rækker stod lidt skævt og ved den sidste række havde en eller anden vist mistet tålmodigheden, for her var det hele bare kastet ind hvor det lige lignede at det stod rigtigt. Hun gled roligt ind gennem døren til det mørke lokale hvor stoppede for enden af det nærmeste bord og vente sig om med et smil¨med blikket rettet mod Jake. Ved siden af døren havde en væglampe tændt sin flamme på lavt blus ved hendes langsomme bevægelser, og lyste nu det meste af undervisningslokalet op med en sælsom glød.

Gennem de støvede vinduer trængte måneskinnet ind og kastede sig hen over gulvet op på tavlen for enden af rummet og kateteret foran det. Bag ved tavlen herskede et uigennemtrængeligt mørke, der gemte på et stort tomt intet. Langs væggene var der flere lamper, men disse var endnu ikke aktiveret og i hver ende af lokalet stod der tomme skabe fra gulv til loft. Det øverste fa skabene havde glas i lågerne, mens de nederste var dækket af træ så man ikke kunne se ind.

Dawn tillod sig selv at lade blikket glide hen over sine omgivelser ganske kort, inden det vendte tilbage til Jake, Hun havde stadig den hvide kjole på og hendes højhælede sko havde hun også på endnu. Men ikke meget længere. Hun var allerede i gang med skubbe den ene sko af foden så hun kunne lade isn bare fod mærke om gulvet var for koldt til at have bare fødder, eller om det lige gik. Jo det gik lige. Så gled den anden fod også ud af sin sko, og skoene blev skubbet lidt tilbage, stadig skjult under kjolens skørter. Hendes hænder gemte hun bag på ryggen hvor hendes fingre lettere nervøst nuldrede det yderste lag på kjolen. Hendes øjne havde en helt særlig glød denne aften og hendes smil udtrykte glæde. Hendes kinder havde fået en lyserød glød som var opstået af to grunde. Den første grund var at hun havde fået lidt punch som var blevet piftet op med noget alcohol af nogle elever, ikke at hun vidste det, men det havde hun. Den anden grund var en kombination af at havde Jake på en mands hånd for første gang siden hun havde mødt ham i skoven, og af at det var lidt koldt i det tomme lokale.

outfit , shoes

[/i][/color]

[Jake Dunham]

Jake fulgte efter Dawn ind i det tomme rum, han var bare glad for at de kunne få lidt fred fra de mange larmende elever som var til ballet, og så havde han også noget han ville vise hende, da han mente at hun burde vide mere om ham hvis det skulle forsætte med at blive til noget mellem dem. Da de var kommet ind lukkede Jake døren bag dem og låste den kort med et sving med sin tryllestav før han igen kiggede på Dawn med et smil. Selv fra den lille afstand mellem dem kunne han se at hun var lidt nervøs, og det fik ham bare til at smile endnu mere. Han gik over til hende og lagde forsigtigt sine hænder på hendes hofter mens han kiggede ind i hendes øjne. Han kunne ligeså godt få det sagt nu som senere tænkte han, og han regnede jo ikke med at hun ville blive skuffet eller vred over det. "Dawn, kan du huske den da hvor jeg fandt dig i den forbudte skov og førte dig tilbage til skolen?. Den dag spurgte du mig om hvorfor jeg altid var så selvsikker, når man tænkte på at jeg er mugglerfødt, og jeg svarede at det var fordi jeg kunne avanceret magi som de færrest fuldblods magiker kunne.?" han lod den hænge lidt i luften for at give hende tid til at svarer før han trådte lidt væk fra hende "Som jeg også sagde den aften, er der ikke snakke om Mørk magi. Men nærmere Animagi" igen tav han for at se hendes reaktion. Det var trodsalt meget avanceret magi han stod og fortalte hende at han kunne udfører og det kunne meget vel været at hun ikke troede på ham. Han sendte hende et kort smil, før han langtsomt forvandlede sig til en kongeørn. hans forvandling skete sådan at først skrumpede hans krop og ben, mens hans arme blev lidt længere og så begyndt han at få fjer,næb og klør. indtil der tilsidst stod en kongeørn der hvor han havde stået kort forinden. Han forvandlede sig dog hurtigt tilbage igen, da han kun lige havde tænkt sig at vise hende det. Da han igen var sig selv satte sig sig lidt på det nærmeste bord og kiggede på hende. Hun kunne nu vælge at gøre to ting. Et forlade rummet af en eller anden grund over noget hun havde sagt eller gå over til ham han havde bevidst sat sig lidt væk fra døren så hun ikke skulle alt for tæt på ham hvis hun nu valgte det første.

[Dawn Phoenix]

Hun så ham dybt ind i øjnene da han lagde sine hænder på hendes hofte og tog så hænder frem fra ryggen og lagde dem forsigtigt om hans underarm og strøg hendes tommelfinger hen over hans hud. Hun nikkede til hans spørgsmål, jo hun kunne godt huske det, hun kunne huske alt hvad der skete ude i skoven den nat, nogen ting lidt for tydeligt, desværre. Hun lagde hovedet let på skå og betragtede ham med et nysgerrigt blik da han holdt en pause. ”Og?” Hendes smil var falmet lidt, utryg ved hvad det var han skulle til at fortælle hende. Inde i hende var der en lille stemme der blev ved med at gentage sig. *Jeg vidste det. Sagde jeg det ikke? Alt for godt til at være sandt! Nu får du at føle hvilken magi han kan. Din idiot! Du lod dig narer!*

Hendes hænder gled lige så sikkert ned fra hans arm. Hun smilte stadig svagt, men ikke ret meget efter hånden. Da han omsider kom til sagen og fortalte at det var animagi han kunne, dukkede der et tvivlsomt smil op på hendes læber. ”Helt sikkert.” Hun lænte sig ind mod ham for at kysse ham, men fik i stå da han trak sig væk. Hun trak sig tilbage og så undrende på ham. Hvad lavede han?

Så begyndte hans lemmer at udvikle sig, hurtigt! Arme blev mindre, der voksede fjer ud og et næb dukkede op alt i mens hans krop ændrede form fuldstændigt. I takt med at han forvandlede sig til en ørn, trak hun sig længere og længere væk fra ham og da hun nåede bordet, begyndte hun glide baglæns op på det. Så kom vingerne og hun sprang forskrækket tilbage ved synet. Hendes øjne var fastfrosset og hendes smil helt forsvundet. Hun kunne mærke at hendes hjerte slog hurtigere, men kun for en kort tid. Så fattede hun sig igen, kom sig over overraskelsen det havde været, og gik fra at bevæge sig væk fra ham, til at side ret op og ned på bordet med benene foran sig.

Hun fulgte ham med blikket som han gik hen til et andet bord og satte sig på det. Så lod hun benene glide ned over bordkanten og gik med rolige skridt over mod ham uden at fjerne blikket fra ham et enkelt sekund. Hendes bare fødder gjorde at hun gik helt lydløst, lige på nær af den slæbemnde lyd fra hendes kjole, som nu ikke længere passede helt perfekt i højden, men lige akurat nåede gulvet. ”Du kan forvandle dig til en kongeørn..” Lød det konstaterende fra hende som hun kom om på hans side af bordet. Hun stoppede ganske kort op og betragtede ham med et underligt smil, som de færreste ville kunne placere, men hendes øjne talte et tydeligt sprog. Hun var imponeret. Så satte hun i gang igen og stoppede først da hun stod lige foran ham. Hun lagde sine hænder på bordet ved siden af hans lår og stilte sig på tær mens hun lænte sig ind mod ham for at kysse ham blidt på munden.

outfit , shoes

[/i][/color]

[Jake Dunham]

Jake nåede lige at se det tvivlende ansigts udtryk hun fik før han forvandlede sig, og selvfølgelig lagde han også mærke til hvordan hun langsomt bakkede væk fra ham da det skete. Derfor blev han lidt overrasket da hun kom over til ham da han igen var sig selv. Han stod lidt for at overveje det hele og nikkede så "Ja jeg kan forvandle mig til en kongeørn. Det tog mig hele mit 5. år at lærer det ud fra en bog jeg fandt i den forbudte afdeling men tilsidst mestrede jeg det til fulde. Og grunden til at jeg ikke ville fortælle dig det, dengang var, At der er meget få der ved noget om det. Og ministeriet er ikke en af dem, og det er lærerne heller ikke" Han fulgte hende med øjenen da hun igen gik hen til ham, og da hun lændte sig frem for at kysse ham, trykkede han lige så blidt sine læber mod hendes. Alle hans bekymringer for hvordan hun ville tage det forsvandt sammen med kysset tog til. Og da han langsomt stoppede det kiggede han ind i hendes øjne med et varmt glimt i dem. "Det var sådan at jeg kunne holde øje med dig i skoven uden at du lagde mærke til mig. " forklarede han og lagde forsigtigt sine arme om hende igen.

[Dawn Phoenix]

For en stund sagde hun ikke noget. Smilede bare til ham med sine arme rundt om ham og hans rundt om hende. Nød at hun var så tæt på ham og nød det faktum at han stolte nok på hende til at han ture fortælle hende en så vigtig hemmelighed. Hvis hun havde været i hans sted var hun ikke sikker på at hun havde gjort det samme, men det gjorde kun at det betød så meget mere for hende at han havde.

Til sidst tog hun sig sammen og åbnede munden, men der gik lidt tid inden de rkom nogen lyde ud af den og inden der gjorde lukkede hun munden og sendte ham et beklagende smil. ”Jeg havde frygtet det værste. Jeg ved slet ikke havde jeg havde troet du mente med det. I hvert fald ikke det her.” Det sidste blev sagt som en tilføjende kommentar. Hun tøvede lidt, inden hun så fortsatte med det hun i virkeligheden ville have fortalt ham. ”Min patronus er en kongeørn..” Hun holdt en kort pause mens hun overvejede hvad hun ville sige med det, men hun kunne ikke rigtig komme i tanke om hvad hun havde tænkt sig at sige ud over det. Der var ikke så meget mere det, så i stedet for at følge op på sin sætning, trak hun blidt på skuldrene og sendte ham et glædeligt smil. Hun havde altid følt noget for ham, siden første gang hun lagde isne øjne på ham på hendes første år. Det havde været i hendes anden uge på Hogwarts og hun havde set ham i en af korridorene på vej til time. Hun var nær kommet for sent fordi hun lige skulle følge ham rundt om hjørnet på en af gangene så hun kunne se efter ham. Hvis det ikke en af hendes kollegium kammerater havde samlet hende op og taget hende med i den tro at hun var faret vild, var hun nok ikke kommet til tiden.

outfit , shoes

[/i][/color]

[Jake Dunham]

Jake kiggede på hende med et hævet øjenbryn da hun sagde at hun havde frygtet det værste "Jeg kan da godt forhekse dig hvis det vil få dig til at tro mere på dig selv" Han sendte hende dog et drilsk smil da han sagde det for at hun skulle vide at han langt fra mente det. Da hun så kom frem med at hendes patronus var en konge ørn kunne han ikke helt lade vær med at grine, og det gik lidt tid før han holdt op "Også din?" spurgte han bare og regnede med at hun så ville forstå at ud over at han forvandlede sig til en kongeørn så var hans patronus også en. Jake kunne godt se at hun ikke helt vidste hvad hun skulle gøre nu så han greb lidt bedre fadt i hende og løftede hende op og satte hende på hans skød. Nu vejede hun jo ikke ret meget så derfor var det ikke forfærdelig svært for ham at gøre det. Da hun først sad på hans skød kørte han blidt en hånd igennem hendes hår mens han kiggede ind i hendes øjne. "Du jeg tænkte lidt på, Hvor længe har du sådan gået og sukket efter mig?" han sendte hende et lidt flabet grin for at drille hende lidt, da han tænkte at det måske kunne få hende til at være mindre nervøs. Han lod hende dog ikke svarer med det samme da han lige bag efter pressede sine læber mod hendes i et blidt kys mens han blidt nussede hende ned langs ryggen.

[Dawn Phoenix]

Der kunne man bare se. Hun smilte et forstående smil der indikerede at hun forstod hans hentydning til at hans også var en kongeørn. Det var lidt sjovt at tænke på siden hun ikke havde mødt nogen andre der havde det, men alligevel kunne hun ikke forestille sig at det kunne være anderledes. Hverken for hende selv eller for ham. Hun lod sig fange af hans blik og blevet hevet tilbage til en regnvejrs dag midt i marts hvor hun var helt overbevist om at han havde set direkte på hende. Det var vist nok på hendes tredje år og senere var hun ret sikker på at han mere havde set lige igennem hende, hvilket havde det resultat at hun drømte at hun var et spøgelse den næste uge. Om han bare havde set frem for sig eller havde set på det spøgelse som stod og havde en samtale med et andet spøgelse foran hende, havde hun ingen anelse om, og hun havde heller aldrig rigtig overvejet sagen yderligere. Hun lod det bare ligge og begyndte så at undgå hans blik frem over og kun betragte ham når hun var helt sikker på at han ikke havde set hende.

Hun blev midlertigtigt vækket fra sin dagdrøm da han greb bedre fat om hende og løftede hende op på sit ben. En lille forskrækket lyd undslap hendes læber da han gjorde dette og hun så forskrækket frem for sig i halvandet sekund inden det gik op for hende at hun sad ned og ikke var ved at falde. Så genvandt hun sit smil og fokuserede på hans øjne, som hun ikke kunne få nok af. Det varede dog ikke ved, for da han stilte sit kække spørgsmål blusede hendes kinder op og blev knaldrøde og hun trak sine øjne til sig for i stedet at se ned mod sine tæt, som var skjult af kjolen. Et par tøvende lyde slap fri mens hendes blik ledte efter en udvej. Hun tog mod til sig og rettede blikket mod Jake igen. Hans læber var varme og hendes øjne gled i helt automatisk. Hun pressede sig tættere ind mod ham, men kun sådan at hun stadig holdt balancen selv, så hun kunne mærke ham bedre, mens hendes hænder fandt vej rundt om hans talje og om på ryggen. Det var næsten som om hun lettede og gled ud af sin krop, men hun kunne stadig mærke hans fingre der gled blidt ned af hendes ryg.

Så slap hun sig forsigtige tag i ham og rettede sig op igen. Lod deres læber skilles. Hendes kinder var stadig mere røde end tidligere, men ikke helt lige så røde som før. Hendes smil var lidt genert, men det var intet imod hendes fødder der gnubbede sig op i mod hinanden under hendes kjole. Efter lidt tid faldt de til ro og hun kom i tanke om hans spørgsmål. Eller i hvert fald kom hun i tanke om at han havde stilt et spørgsmål ”Hvad var det nu du spurgte om igen?”

outfit , shoes

[/i][/color]

[Jake Dunham]

Jake kunne ikke helt lade vær med at grine da hun blev knaldrød i hovedet og han strøg blidt en hånd ned over hendes kind "Du ser altså virkelig sød ud når du rødmer" sagde han med et grin og kyssede hende så blidt på kinden "Jeg spurgte dig om hvorlænge du havde gået og sukket efter mig" sagde han med et grin og kiggede ind i hendes øjne. Nu han tænkte over det havde hun længe virket nervøs ligeså snart han var i samme rum som hende, og han havde da også lagt mærke til det da han fandt hende ude i skoven. Det var egentlig sjovt at det var første gang at de havde været alene sammen siden skoven, og da den tanke slog ham lændte han sig endnu engang frem og kyssede hende blidt på munden mens han nussede hende forst ned langs ryggen. Han kørte kort sin anden hånd gennem hendes hånd og lagde den mod hendes nakke stadig uden at bryge kysset.

[Dawn Phoenix]

af en eller anden grund hjalp det lidt på hendes nervøsitet da han sagde at hun så sød ud når hun rødmede og det aftog ganske langsomt. Det var syrealistisk at hun stod overfor ham nu, faktisk havde hele aftenen været syrealistisk, lige fra glattejernet til nu og hvis hun havde ret og det var en drøm, så håbede hun virkelig ikke at den sluttede. Men hun vidste godt at det ikke var en drøm, for havde det været det så var det hele ikke sket så roligt.

”Siden min anden uge.. tror jeg.” Svaret kom lige så snart han havde spurgt og blev sagt helt roligt og med ingen usikkerhed i stemmen. Det var hvorfor hun tilføjet et 'tror jeg' til sidst, selvom hun var helt sikker. Det var præcis i hendes anden uge, om torsdagen ca fem minutter over to middag. Hun så ikke på uret da hun så ham første gang, hun havde alt for travlt med at se efter ham.

Hendes smil var som før, glad og hendes øjne havde en helt særlig glød. Da han kyssede hende lukkede øjnene, nød den kontakt han gav hende. Hun havde aldrig forstået hvor behageligt det var at blive nusset på ryggen før nu, men det kunne godt hænge sammen med at hun aldrig havde prøvet det før nu. Hendes en hånd havde lagt sig på siden af hans lår hvor hendes tommelfingre i rolige strøg, gled hen over hans bukser uden at flytte på resten af hånden og uden at hun støttede sig med den hånd.

Et par totter hår gled ned i hendes ansigt og kilede hendes kind netop som han strøg en hånd gennem hendes hår og fjernede totten. Da han lagde sin hånd mod hendes nakke rykkede hun lidt tættere på hovedet, kun lidt, og med et var lokalet væk. Alt var væk. Det eneste der eksisterede var ham og hende og alt andet var uden betydning.

outfit , shoes

[/i][/color]

[Jake Dunham]

Jake kiggede lidt overrasket på Dawn da han hørte at det havde været stort set alle hendes 6 år som hun havde været forelsket i ham. "Det var længe" sade han overrasket men han kunne samtidig ikke lade vær med at grine lidt over det. Han stoppede igen kysset igen efter lidt tid og sendte hende et skævt smil. "Men nu behøver du hvertfald ikke at gå og sukke efter mig, nu ved du at jeg ikke bider, ret meget" det sidste sagde han med et drilsk smil og kyssede hende drilsk på siden af halsen hvor han blidt nappede hende. Han lavede dog ikke noget sugemærke eller noget andet mærke, det var bare for at tilføje lidt sandhed til hans joke. Han Flyttede ikke hænderne på noget tidspunkt og derfor blev han bare ved med at nusse hende ned af ryggen, og nusse hendes nakke blidt med den hånd som lå mod den. Han fjernede dog hånden fra hendes ryg et kort øjeblik og prikkede hende blidt og drilsk i siden før han igen forsatte med at nusse hende ryg.

[Dawn Phoenix]

Hun grinte et piget og hjerteligt grin af hans joke og bed sig let i underlæben da han kyssede hende blidt på halsen. Da han nippede hende blidt gik der et sus igennem kroppen på hende som fik hende til at trække hovedet lidt væk fra ham i en glidende bevægelse. Hun vendte hovedet ens mugle så hun kunne se hans ansigt, et forelsket smil viste sig på hendes læber. Hun lukkede øjnene, nød måden han nussede hendes nakke på og nød den måde hans hånd rolig gled ned af hendes bare hud på ryggen. Det ændrede sig dog ganske hurtigt da han prikkede hende drillende i siden. Hun kastede sig til siden, ind mod ham, i forskrækkelse mens et gisp undslap hendes læber. Så snart hun havde reageret, var hun kommet sig over det pludselige chok over at blive kildet i siden, og hun brød ud i en kort latter.

"Hey! Der er rent faktisk nogle her der er kilden." Hendes øjne havde fundet hans og hendes tone var let og munter. Men det er du måske også? Hun lænte sig drillende ind mod ham med et nysgerrigt glimt i øjnene, mens hendes hænder ganske langsomt søgte hen mod hans talje så hun kunne give gengæld hvis han nu var kilden. Han havde ikke slået hende som den kildne type, men man vidste jo aldrig. Bare se på hendes bror, han var kilden på knæet, af alle steder..

Inden kan kunne nå meget mere end at give et hurtigt svag lagde hun blidt sin ene hånd om livet på ham, mens den anden stadig støttede hendes vægt ved at ligge på bordet ved siden af hvor han sad. "Kan du overtales til en dans?" Hun talte ikke særlig højt, men der ud over var der ikke meget der havde ændret sig i hendes tonefald eller i hendes blik. man kunne stadig spore den nysgerrighed der havde været over hende for lidt siden og hun kunne ikke holde det forelskede smil væk fra, også selvom hun havde villet. I mens hun ventede på hans svar sad hun bare helt tæt ind mod ham og så ham i øjnene med det brune hår der faldt i store krøller ned langs kanten af hendes ansigt og den hvide kjole som skjulte hendes bare fødder.

[Jake Dunham]

Jake rystede grinende på hovedet "Desværer Dawn, Jeg er ikke kilden"sagde han med et drilsk smil og blinkede til hende."Ja det kan jeg nok godt, hvordan vil du overtale mig?" sagde han og sendte hende et skævt og drilsk smil. Han lændte sig frem og trykkede blidt sine læber mod hendes mens han forsat nussede hende ned langs ryggen, han lod den tilsidst glide helt op til hendes nakke og så helt ned til hendes lænd før han lod den glide op igen, efter lidt tid stoppede han igen kysset og smilte kærligt til ende "Det er godt at vide at du er kilden, så har jeg noget at drille dig med" hviskede han mod hendes ører og nappede hende så blidt i ørerflippen før han trak hovedet lidt væk fra hende.

[Dawn Phoenix]

Hun sendte ham et skråt smil. Ærgeligt at han ikke var kilden, men hun skulle nok finde noget hun kunne drille ham med en dag ved lejelighed, og hvis ikke så kendte hun jo hans hemmelighed, det var et ret stort es at have oppe i ærmet. Hun smilte piget frem for sig med sænket blik da han igen nappede hendes øreflip, det måtte han virkelig snart holde op med, det fik hende til at føle sig som en af hendes mugglerveninder på samme alder som hende selv. Allerede sidste sommer havde hun en kæreste hun gik og kyssede på med denne sommer havde de vist taget det lidt videre end bare det. Og så var det i øvrigt en helt anden fyr end ham fra sidste sommer.. Og ham fra julen. Man kunne sige meget om hende, men faste forhold var hun i hvert fald ikke god til. Men det der netop nu fik hende til at mindes denne veninde, var at hun denne sommer forgæves havde prøvet at forklare hende hvor dejligt var at.. Have en kæreste. Dawn havde ikke helt kunne sæt sig ind i de følelser hun havde forklaret, ikke før nu. Faktisk så havde hendes veninde underdrevet. Helt klart underdrejet.

"Hvis jeg virkelig er nød til det.." Med et drillende blik lod hun hånden på bordet tage fat i bordkanten og den hånd lagde hun på borden et stykke bag Jakes ryg sådan at hun nu lænte sig bevidst ind over ham. Med en hurtigt bevægelse snoede hun sit ene ben rundt om hans ben og løftede det op over bordkanten med benet mens drejede resten af hans krop ved hjælp af den arm som var forbundet med bordet bag hans ryg. Så snart han var drejet en smugle, og hans ene ben lå på bordet frigjord ehun sit ben og flyttede alt sin vægt over på det ben, som nu lå ven siden af hans på bordet overflade. I mens havde hun lagt sit andet ben langs ydersiden af hans andet ben med foden hvilende under hans skinneben. Det ben der stadig hang ud over kanten af bordet og som hun tidligere havde siddet på, blev nu trukket med hende op på i en bevægelse der gjorde at hun til sidst lå over ham på bordet med et ben på hver side af hans hofte og en hånd på hver side af hans hoved. Hun var et godt stykke over ham til at starte med, men lænte sig så langsomt ned over ham indtil deres næser var en halv centimeter fra hinanden. Hendes blik undveg kort hans øjne for at betragte han læber, netop som hun overvejede at kysse ham, men vente så traks tilbage til hans øjne uden at hun ellers rørte på sig.

Hvor ufatteligt det så end lød, så var hun faktisk vandt til denne manøvre, selv om hun normalt ikke gjorde det iført balkjole og med en hun godt kunne lide. Faktisk var det noget hun kun havde gjort med dem der drillede hende, og det var normalt fra stående stilling til liggende, bare for at få dem til at lade hver med at drille hende. Sidts hun gjorde det var med en dreng der troede han havde hende i et låst greb. Hun ville lige vise ham at han ikke havde. Den gang havde hun dog gjort sådan at han lå på maven og hun sad oven på ham med hans arme bag hans ryg så han ikke kunne bevæge sig særlig meget. Det er altid en fordel at være fleksibel. Og at være vokset op med en storebror der havde en forkærlighed for brydning da han var lille.

Tilbage i det mørklagte klasseværelse var situationen en anden. Dawn holdt ikke på ham på nogen måde, hun ville bare lige lave lidt sjov med ham, nu hvor hun ikke kunne kilde ham. Hun lagde hovedet let på skrå og lod deres læber møde i en intimt kys.

[Jake Dunham]

Jake grinte ad hende, men blev så lidt overrasket over hvor hurtigt hun fik ham til at ligge på bordet og så oven i købet med hende over sig. Han rystede grinende på hovedet "Jeg må vidst til at holde øje med hvad du laver, så jeg ikke endag bliver fanget" sagde han med et grin. Han kiggede ind i hendes øjne da hun kiggede ind i hendes og mens han gjorde det lagde han begge sine hænder mod hendes hofte, hvor han straks begyndte at nusse hende blidt langs siden og han kunne ikke dy sig for at drille hende lidt som hævn over at hun havde lagt ham ned så let, så han lod også lige sin hånd rører hendes bagparti før han dog lagde hænderne op til hendes nakke. Da hun kyssede ham intimt gengældte han det lige så intimt som hende.

[Dawn Phoenix]

Hun holdt kysset. Lod dig ikke mærke af at han tog hende på røven, hvor kort det så end varede, så føltes det meget længere end det var. Men sådan var det generelt lige nu, det føltes som om selve tiden var gået i stå hver gang han kyssede hende og hun kunne ikke forestille sig hvor hun skulle kunne leve længere end denne dag. Hvordan skulle hun kunne gå til time igen bag efter? Hvordan skulle hun møde ham på korridorene? Hun kunne ikke tænke på det nu, måtte ikke tænke på det nu.

Til sidst brød hun kysset og trak sig lidt væk fra ham så hun rigtig kunne se de træk hans ansigt havde. Hun betragtede ham med et skævt blik og glæden lysene ud af øjnene, men også en smule undren. "Fanget?" Hun så spørgende på ham inden hun gik tættere på og kyssede ham blidt på læberne. "Jeg troede allerede jeg havde fanget dig." Sagde hun grinene og så ham ind i øjnene. Hun kunne mærke hans brystkasse bevæge sig under sig. Hun lagde en hånd på hans bryst så den lå mellem hende og ham, men holdt sig stadig oppe ved egen vægt med den anden hånd. Hun ville læne sig ned og kysse ham igen, men besluttede sig i sidste øjeblik at give ham tid til at svare på hendes spørgsmål.