Følelsesmæssig rækkevidde som en teske

[Brody Blance]

Brody stirrede på Maggie et øjeblik over den åbning hun lavede i sine ord. Den første han havde hørt, siden den frygtelige dag. Han sank.

"Hvis du ville give mig chancen for at bevise mig selv overfor dig..." Han klarede halsen. "Jeg ved heller ikke hvordan. Det eneste jeg ved er, at jeg vil alle de ting med dig, Maggie..."

[Magdalene Abbey]

Det var svært. Hun havde selvfølgelig bragt sig selv i den situation, og dermed var det en form for selvforskyldt. Hun gned sig over den ene tinding med hånden og rystede lidt på hovedet.

"Jeg har aldrig haft det så forfærdeligt, som jeg har haft det siden den dag, du fortalte mig det," konstaterede hun hæst. De inkluderede hele to nærdødsoplevelser.

"Jeg har svært ved at forestille mig, at der kommer et tidspunkt, hvor det bliver bedre. Hvor det ikke føles som om, at jeg aldrig bliver rigtigt glad igen. Hvis jeg tilgiver dig nu, tager dig tilbage og du bliver skræmt igen om et halvt år..."

Hun rystede på hovedet.

[Brody Blance]

Brody bed tænderne let sammen og nikkede så, en smule stift. Han tog en tår mere af sin øl og nikkede igen.

"Som sagt," konstaterede han, lidt hæsere end intentionen. "Intet skræmmer mig ved det nu. Jeg ville fri til dig på stedet, hvis jeg troede det ville gøre en forskel. Du kunne flytte ind i morgen..."

Han pustede lidt ud. "Jeg kommer ikke til at lade som om jeg er en stor mand, der vil ønske dig lykken uden mig..."

[Magdalene Abbey]

Det var store ord. For store, mistænkte hun, selvom der var en del af hende, der havde lyst til bare at gribe muligheden. Alene det, at hun tænkte, at den var forbipasserende, vidnede om problemet. Og hun kendte Brody. Vidste, hvordan han var, når der var noget han ville have, som han ikke kunne få.

"Brody..." begyndte hun uden at ane, hvordan hun skulle fortsætte. Hun så på ham med et forpint udtryk og forsøgte desperat at undertrykke længslen. Al tvivlen trådte frem i stedet. Begrundet tvivl, som ikke kunne ignoreres.

[Brody Blance]

Brody hørte det godt og han nikkede igen og så op i loftet.

"Mm," brummede han. Han skulle dælme ikke stå her og græde.

"Så jeg har svaret dig," faldt det hæst. "På hvorfor. Jeg tror hellere du må gå nu, inden jeg gør noget vi begge to fortryder, men jeg mente hvad jeg sagde, Maggie."

[Magdalene Abbey]

Hun skulle ikke være kommet. Det vidste hun jo egentlig godt, men hun havde troet, at det ville hjælpe at få en afslutning. I stedet var det bare meget, meget sværere. Hun havde lyst til at komme med en masse erklæringer selv, lyst til at opfordre ham til at gøre noget dumt, men hun bed sig i tungen og rejste sig i stedet op.

"Tak," sagde hun og stemmen skælvede lidt på det ene ord. "For din ærlighed." Hun sank, velvidende, at hun ikke rigtigt havde forholdt sig til den fremtid, han tilbød. Han serverede sit hjerte på et sølvfad, men alligevel tøvede hun med at tage det. Hun åbnede munden for at sige mere, men så ud til at fortryde.

[Brody Blance]

Brodys mund blev en streg, men han nikkede en enkelt gang, før han drak en tår øl mere i tavshed.

Han havde sagt hvad der var at sige. Han ville ikke ligefrem kaste sig på knæ foran hende og bede hende tilgive. Det var dog ret tæt på præcis hvad han havde gjort.

[Magdalene Abbey]

Maggie stod et øjeblik endnu, før hun vendte sig og gik. Hun sagtnede dog farten på vej ned ad trappen, stod stille et øjeblik og gik så direkte tilbage, hvor hun kom fra. Hun så på Brody.

"Det er ikke fordi, jeg er komplet følelseskold," sagde hun, brynene sammentrukne. "Det er jo... Du er jo også mit livs kærlighed," røg det ud af hende. Hun fortsatte, før hun mistede modet.

"Men jeg er nødt til at passe på mig selv. Og lige nu er jeg ikke sikker på om jeg kan det sammen med dig. Og det er... Det er min frygt."

[Brody Blance]

Brody stod hvor Maggie havde efterladt ham. Da hun kom tilbage, hævede han et bryn, men så forklarede hun og fik hans mellemgulv til at trække sig grundigt sammen. Han nikkede tavst, drak en tår øl og klarede halsen.

"Jeg gør det aldrig igen," konstaterede han dæmpet. "Hvis du giver mig en chance mere, gør jeg det aldrig igen."

[Magdalene Abbey]

Maggies tvivl var åbenlys. Hun ville gerne tro på det, men hun kunne ikke være sikker. Hvis hun tilgav og han faldt i, var det hende, der var idioten. Splittelsen var tydelig og hendes blik skinnede lidt, mens hun så på et punkt ved siden af ham.

"Jeg kan huske, at du engang fortalte mig, at mugglerne har et udtryk om ikke at gå tilbage til en fuser," sagde hun, uden at se på ham. Dengang havde de talt om Hector. Blikket rettede sig mod ham. "Men det har jeg aldrig været god til at lade være med..."

[Brody Blance]

Brody løftede den frie hånd og strøg den gennem håret. Han så ned et øjeblik, plaget af livets ironi. Hendes opfølgende kommentar fik ham til at løfte blikket igen, for første gang svagt håbefuld.

"Jeg er ikke en fuser," konstaterede han tøvende. "Jeg er... Et svin. Men der er intet, der går stille af med mig..."

[Magdalene Abbey]

Maggies bryn var stadig trukket tæt sammen og hun gned håndfladerne af mod drageskindsbukserne. "Nej, det har du nok ret i," svarede hun, men ikke muntert.

Hun gnavede lidt på sin underlæbe. Tog sig tiden til at tænke et øjeblik, før hun talte igen. "Jeg har brug for tid til at tænke over det," sagde hun så dæmpet. Måske var hun virkelig et fjols. Brody havde altid været hendes svaghed.

[Brody Blance]

Brody tog en dyb indånding mere og nikkede igen. "Jeg burde nok sige, at du kan tage al den tid du har brug for, men jeg håber du ikke tager al for meget..."

Han knyttede den frie hånd. "Men nu skal du virkelig gå, hvis ikke jeg må røre ved dig."

[Magdalene Abbey]

Maggie var ikke kommet med intentionen om at efterlade en åbning, men hun havde heller ikke ligefrem forventet at møde en Brody, der ikke var komplet følelsesmæssigt afstumpet. Så der var de.

Ved hans advarsel nikkede hun dog og hun kastede et sidste blik på ham, før hun vendte sig for at gå. Denne gang med intentionen om rent faktisk at gøre det.

[Brody Blance]

Brody tømte sin øl i én samlet, sidste tår. Så lænede han baghovedet mod muren og bandede lavt.

Magdalene Abbey. Hun ville blive hans død.

Et smil spirede svagt på hans læber.