Følelsesmæssig rækkevidde som en teske

[Magdalene Abbey]

Det var naturligvis en rigtigt dårlig idé. Det bedste ville være at lade være med at opsøge Brody Blance og bare komme videre, når det åbenlyst ikke var meningen, at de skulle være sammen. Problemet var bare, at Maggie ikke kunne slippe det. Alt var for uafklaret.

Det havde gnavet i hende i tre hele dage efter deres sidste konfrontation og så kunne hun ikke mere. Det var en tur fra Wales til Hogsmeade, men hun overkom undtagelsesvist sit ubehag ved susepulver og dukkede op i kaminen på De Tre Koste. Hun havde ikke skiftet efter arbejdet og var stadig i drageskindstøjet, men det kunne hun ikke tage sig af.

Hun skridtede bare mod Fønixengen, rimelig sikker på, at Brody ikke var til træning nu. Måske var han ude at feste, men så måtte det være sådan. Nu stod hun i hvert fald foran drengenes dør og bankede på.

[Brody Blance]

Brody var jævnligt ude og feste, men ikke så tidligt og ærlig talt var det også sløvet lidt ned efter de første par uger efter Maggie. Når alt kom til alt var han måske faktisk blevet lidt ældre og mere fornuftig.

Ikke at han lod sig mærke med det. Han sad netop med benene op og spiste nogen meget fedtede rester mad fra dagen før i bar overkrop og lignede en inkarneret bachelor, da det bankede på døren. Han så op og hævede et bryn let.

"Der er åbent, men Ollie er ikke hjemme endnu," råbte han.

[Magdalene Abbey]

Det ville være det gode tidspunkt at komme på bedre tanker, men alas. Maggie lukkede sig selv ind, anspændt, men trods alt ikke eksløve for ingenting. Hun tog turen op af trappen og blev konfronteret med en halvnøgen Brody. Det kunne hun have undværet.

"Jeg leder ikke efter Ollie."

[Brody Blance]

Brody var gledet ned igen, da et lyst hoved dukkede op fra trappen. Han spærrede øjnene lidt op, men sprang ikke fra sofaen. I stedet rynkede han panden let og satte sig lidt bedre op.

"Maggie?"

[Magdalene Abbey]

Maggie mindede sig selv om, at hun var der af en nødvendighed. Det var vel en slags bagholdsangreb, kunne man sige, men så måtte han smide hende ud.

"Vi skal tale," konstaterede hun beslutsomt. "Det skylder du mig."

[Brody Blance]

Brody suttede på en finger og hævede et bryn. Han tog en dyb indånding og nikkede så langsomt.

"Okay," medgav han, overraskende sig selv med hvor roligt det lød.

"Vi kan godt tale..."

[Magdalene Abbey]

Maggie var forsvarsberedt. Hun forventede halvt et sarkastisk svar og slappede ikke helt af, da han i stedet medgav. Hun så på ham et øjeblik, før hun nikkede en enkelt gang og gik over for at tage en spisebordsstol, selvom sofaen var ganske stor.

Hun trak den hen og satte sig på den. "Jeg vil gerne have din forklaring," sagde hun så og som ham, lød hun rolig. Det kunne hurtigt skride, men hun var ikke kommet for at råbe. "På hvorfor du gjorde det."

[Brody Blance]

Brody klarede halsen let. Hans hjerte hamrede over at se Maggie, men udenpå så han roligere ud. Han gjorde heller intet for at ændre på sin halvnøgne status - han var ganske komfortabel i sin egen krop.

Mindre komfortabelt var dog Maggies spørgsmål, som fik en dyb rynke frem på hans pande. Han pustede lidt ud, langsomt, og så op i loftet. "Idioti," svarede han indledende, før han blev mere ærlig. "... Frygt..."

[Magdalene Abbey]

Maggie kunne godt have undværet hans bare overkrop, men hun ignorerede det. Et øjeblik senere var hun mere chokeret over, at han rent faktisk svarede hende ærligt. Det var... Forfriskende.

Hun tog en dyb indånding, men fortsatte med at være direkte. "Hvad er det præcis, du er bange for?

[Brody Blance]

Brody kørte en flad hånd over sit ansigt, skar en lille grimasse og klarede halsen, før han så op i loftet igen. Det var svært, tydeligvis, men han synes alligevel Maggie fortjente selvransagelsen, så han greb fat hvor det gjorde virkelig ondt og begyndte at tale, uden at se hende i øjnene.

"Jeg kunne se fremtiden med dig," indrømmede han. "Hele lortet. Flytte sammen, falde på knæ for dig, de børn vi ville ende med at få..." Han rynkede panden dybt. "Det skræmte livet af mig, hvor let det var at se. Jeg ved ikke hvorfor. Måske er der noget galt med mig." Han fnøs. "Formentlig..."

[Magdalene Abbey]

Maggies mave trak sig hårdt sammen, da han begyndte at tale. Hun var glad for, at han ikke så på hende, for hun havde ikke fuldkommen kontrol over sit ansigt. Hun så ned på sine hænder til hun havde.

"Så det var nemmere at sabotere det hele," sagde hun, en lille smule hæst. Hjertet var smuldret i stumper og stykker. Hun så selv til siden, øjnene en smule klare og hun tog en dyb indånding.

"Jeg forstår ikke hvorfor. Jeg ved ikke, hvad det er, du er bange for at gå glip af. Jeg hader, at det er sådan for dig og jeg har vel sympati. Men jeg... Jeg fortjener også mere end det."

[Brody Blance]

Brody så endelig på Maggie, lidende. Han trak på skuldrene og rejste sig så op. "Enig," brummede han. "Jeg kunne bare godt tænke mig, at jeg ikke behøver se dig være alt for glad i et godt stykke tid fra nu."

Han gik ud i køkkenet, hentede en øl og knækkede den op, før han kom ud igen.

"Ja, jeg ved godt det er uretfærdigt," fortsatte han. "Og at jeg er svinet, der fortjener at riste på en sagte ild, men det gør jeg allerede... Ved du hvad det eneste jeg tænker på når jeg ser dig er?"

[Magdalene Abbey]

Maggie var sparet for at svare ærligt og sige, at der ikke var nogen overhængende fare for at det ville ske, fordi Brody momentært forsvandt. Hun benyttede lejligheden til at gnide sig over ansigtet og hun så umådeligt træt ud, da han kom tilbage.

Blikket rettede sig mod ham. "Nej," svarede hun og noget sagde hende, at det var bedre, at hun ikke vidste det. Det sagde hun dog ikke. Måske var hun faktisk masochist.

[Brody Blance]

Brody lænede sig mod væggen og tog en tår øl. Den hjalp ikke.

"Jeg ser alle de samme ting, som før jeg begik mit livs fejltagelse," konstaterede han. "Men nu skræmmer de mig ikke mere, for det var langt værre at miste dig, end al min frygt for en potentiel fremtid tilsammen."

Han drak en tår mere. "Du ligner en professor, der er klar til at give mig en eftersidning, men du kom her selv. Jeg har ikke tænkt mig at lade som om du ikke stadig er mit livs kærlighed..."

[Magdalene Abbey]

Det var et chokerende møde med denne version af Brody, der talte så frit om så store følelser og det ville være løgn at sige, at det ikke påvirkede hende. Hendes hjerte tordnede afsted og hun kunne selv have brugt en slurk øl.

Hun så ikke på ham med det samme, men måtte fordøje ordene. Ikke bare vælte direkte i med begge ben. Det virkede ellers som det nemmeste i verden lige nu.

"Jeg ville ønske, at det ikke havde været nødvendigt at lade det komme helt herud, før du kunne se det," svarede hun helt stille og så på ham nu. Blikket var miserabelt. "Jeg er ikke stoppet med at elske dig, men jeg ved heller ikke, hvordan jeg skulle kunne stole på dig igen."