Hvem er bæstet og hvem er mennesket?

[Magdalene Abbey]

Maggies hjerte hamrede, om hun ville det eller ej, men selvom han tårnede op over hende, så var hun ikke bange for ham. Kun for at blive endnu mere ødelagt og da hun så ham i øjnene, var der smerte i hendes blik.

"Du knuste mit hjerte, Brody," svarede hun og denne gang var der et lille knæk i stemmen.

[Brody Blance]

Det var kun et øjeblik tilfredsstillende at se blikket og blive bekræftet i, at hun også led. Så brusede skyldfølelsen ind over ham og Brodys bryn trak sig tæt sammen, imens hans fingre krummede sig til en bold, som han undertrykte behovet for at stryge hende over kinden.

"Jeg ved det godt," svarede han, blidere nu. "Undskyld, Maggie. Det var aldrig... Aldrig min intention. Jeg knuste også mit eget, hvis det... Hjælper."

[Magdalene Abbey]

Der var den samme, selvpinende del af Maggie, som havde lyst til at bløde op, alene fordi han satte ord på et par følelser, men det var simpelthen for lav en barre. For lave forventninger.

"Det gør det ikke," svarede hun og så i et øjeblik lige så miserabel ud, som hun følte sig. "Det ændrer ikke på, hvad du gjorde. Jeg kan ikke tilgive dig for det."

[Brody Blance]

Brody sank synligt. Han havde ikke forventet tilgivelse, men i det mindste en eller anden anerkendelse af, at han også følte.

Punkteret stirrede han et øjeblik ved siden af hende, før han åndede tungt ud.

"Jeg tager familiefesterne hos Young og holder mig fra din familie. Hvis du kunne gøre mig samme tjeneste, ville det nok være bedre for os begge to."

[Magdalene Abbey]

Maggie forventede på en eller anden måde ikke helt accepten. Og den gjorde også lidt ondt, selvom det måske ikke var rimeligt. Det gav hende et hårdt sug i maven og hun sank.

"Fint," svarede hun, stemmen en lille smule ru og hun slog blikket væk, fordi han var for tæt på og ikke kun fysisk.

[Brody Blance]

Brody lænede sig et lille stykke frem. Hans hjerte hamrede og han var fuldt ud beredt på en lussing, men det var nok sidste gang han talte med hende, så han måtte få mest muligt ud af det.

"Med mig, Maggie, er døren aldrig lukket," forsikrede han dæmpet. Så rettede han sig op og drejede om på hælen. Sekunder senere havde han transfereret sig væk.

[Magdalene Abbey]

De havde ikke fået talt noget som helst ordentligt igennem. De havde været en masse råben, før hun var gået og nu denne ubehagelige konfrontation, men ingen ordentlig samtale. Måske fordi Brody ikke var i stand til at blive i en følelsesladet snak i mere end et par minutter.

"Brody!" kaldte hun frustreret, da han drejede om på hælen og var væk. Selvfølgelig. Måske var det for det bedste. Det var uanset ikke stedet.

Lukket