Hvem er bæstet og hvem er mennesket?

[Brody Blance]

Brody vidste selvfølgelig godt, at det var ham, der var en nar. Han havde drukket sig fuld og knaldet med en Quidditchfangirl. Han havde i det mindste været brutalt ærlig ved først komne lejlighed, selvom han kendte konsekvensen. Magdalene Abbey gik fra ham, præcis som hun havde sagt hun ville.

Problemet var, at han ikke bare kunne lide i fred. Han skulle med til latterlige familiearrangementer med familien Abbey og så skulle han ved Merlins rådne tæer også høre på en samtale, hvor hendes søster pressede hende for detaljer om hendes nye kæreste som om hun var en særligt saftig citron.

Han var skredet fra den lortefest, men han havde lovet sin far at blive hængende, så i stedet for at skride hjem, gik han rundt i Godricdalen og lignede et tordenvejr af kaliber.

[Magdalene Abbey]

Maggie havde skulket fra et par arrangementer med familien Young, ene og alene for ikke at blive konfronteret med Brody, men det gik kun så længe. Nu havde hun nøje sørget for at undgå at være i samme ende af lokalet som ham og kun forholde sig til de mennesker, der ikke havde smadret hendes hjerte i tusind stykker.

Af samme grund var lettelsen stor, da han gik. Hun selv blev hængende lidt tid efter det og da hun gik, anede hun ikke, at der var fare på færde. En lille omvej hjem for at forbrænde al maden og rundt om et hjørne - der resulterede i, at hun gik næsten direkte ind i det ene menneske, hun ikke ville møde.

[Brody Blance]

Brody så hende ikke, før han var centimeter fra at meje hende ned. Han stoppede brat op, knyttede en hånd hårdt og talte gennem tænderne.

"Magdalene," hilste han brysk.

[Magdalene Abbey]

Sikke en solstråle. Maggie kunne nærmest mærke iskrystallerne i luften og hun vidste ærligt talt ikke, hvad han havde at være så sur over. Det var hans skyld, at tingene var som de var.

"Brody," svarede hun med overdreven tålmodighed og undlod at lade sig provokere af hans brug af hendes fulde navn og lod som om, at det ikke var vanvittigt svært at stå overfor ham.

[Brody Blance]

Brody bed tænderne sammen. Han tog en dyb indånding gennem næsen og ignorerede hvor tæt de stadig stod. Til gengæld gav det ham fordelen af at kunne bogstaveligt talt se ned på hende.

"Det gik hurtigt," konstaterede han.

[Magdalene Abbey]

Hårene stod op i Maggies nakke over hans tordenfulde blik, men hun krøllede ikke sammen under det. Tværtimod stirrede hun lige tilbage, selvom alle instinkter sagde hende, at det var bedst at komme væk hurtigst muligt.

"Lad være med at starte," advarede hun i stedet for at være fornuftig.

[Brody Blance]

Brody fnøs let. "Med hvad? Jeg burde måske bare ønske dig tillykke med din nye kærlighed?"

Hans øjne blev små. "Tillykke, så. Jeg håber I bliver skide lykkelige."

[Magdalene Abbey]

Maggie bed tænderne hårdt sammen. Hun vidste, at det var dumt at fortsætte. Desværre havde hun aldrig for alvor formået at være fornuftig i nærheden af Brody. Det var en stor del af grunden til, at de overhovedet stod i den nuværende situation. Hvis hun havde lyttet til sin fornuft, ville han aldrig have knust hendes hjerte.

"Du er for meget," svarede hun og det mørke blik brændte af harme. "Du har ingen ret til at være vred bare fordi der er nogen, der rent faktisk gerne vil være sammen med mig."

[Brody Blance]

Brodys blik ulmede. Hans indre hulemand kunne ærlig talt have smidt hende over skulderen og vandret mod hulen, men han var civiliseret, delvist, så han nøjedes med at betragte hende i et langt øjeblik, før han rystede på hovedet.

"Du har ret," svarede han afklippet og havde vendt sig halvt for at gå, før han drejede sig direkte tilbage igen.

"Ud over at du tager fejl. Jeg valgte ikke at stoppe vores forhold. Det var dit valg. Men det er godt at vide hvor let det var at komme over."

[Magdalene Abbey]

Maggie så rødt. Det var som et slag direkte i ansigtet og hun tog en skarp indånding. "Mit valg," gentog hun, en smule dirrende.

"Fuck dig, Brody," røg det ud af hende og hun var ellers virkelig ikke en, der talte grimt. Han var muligvis også den eneste, der gang på gang formåede at gøre hende rasende.

[Brody Blance]

Brody kneb øjnene sammen over Maggies udbrud. Han så et langt øjeblik på hende, før han rystede på hovedet. Det var som om hendes raseri udkrystalliserede hans.

"Fuck dig i lige måde for at komme så hurtigt over mig, imens..." Han bed sig i kinden. "Fuck dig, Maggie."

[Magdalene Abbey]

Maggie var allerede knust og burde ikke blive hængende for at lade ham ødelægge endnu mere. Ikke desto mindre stod hun der og nu brændte det også lidt bag øjnene.

"Det var dig, der smed vores forhold ud af vinduet," svarede hun, selvom det var nyttesløst. "Du vidste, hvad der ville ske og du gjorde det alligevel."

[Brody Blance]

Brody knyttede en hånd og drejede en halv runde, før han rynkede panden dybt og vendte sig om igen med en finger pegende imod hende.

"Ja, det var svinsk," indrømmede han. "Jeg er et svin. Men du er også... Du kunne i det mindste lade som om det tog mere end to uger at komme over. Jeg er fandme ikke ovre det."

[Magdalene Abbey]

Maggie havde ikke nogen særlig sympati. Ingen, nærmest. Desværre var hun ikke ligeglad eller på nogen måde kommet over det. Hendes øjne brændte fortsat, men hun holdt impulsen i skak.

"Hvorfor? Fordi det føles respektløst?" snappede hun. "Eller fordi det generer dig at tænke på, at jeg er sammen med en anden? For de følelser kender jeg godt."

[Brody Blance]

Brody trådte helt tæt på hende igen. Intimiderende tæt. Han stirrede ned på hende.

"Fordi jeg stadig elsker dig," svarede han dæmpet, skurrende.