|
|
Post by Marius Paine on Apr 27, 2015 13:24:47 GMT 1
20. april 2110Det var to dage efter demonstrationen, hvor den ældre troldmand Marius var blevet ramt af en utilgivelig forbandelse, og havde for første gang følt smerten ved sådan en. Det var ikke en følelse han ville prøve igen, for smerten i den givne stund havde været ubærlig. Og han havde egentlig bare ønsket at dø, hvis smerten blev ved. Heldigvis havde kasteren hurtigt trukket den tilbage.
Da han kom hjem til sit eget palæ efter at have arresteret nogle demonstranter, var han faldet om i sin lænestol af smerte i kroppen. Det virkede som om, at han havde været igennem et tortur-forhør, og nu reagerede kroppen på det.
Han var om formiddagen blevet slæbt ud af sengen, ned ad trappen og ind i udestuen af sin butler, for så selv at vakle hen til sin lænestol. Her sad han nu med en kop varm te, og kiggede ud af de forheksede vinduer, hvor udsigten var en strand med havudsigt. |
|
|
|
Post by Lucy Loddington on Apr 27, 2015 21:02:12 GMT 1
Lucy havde smilet venligt til butleren, da han åbnede døren for hende ind til Marius Paines hjem, og uden at hun behøvede sige noget, blev hun ført ned ad gangen til udestuen efter at have afleveret sin kappe. Den sædvanlige ro lå over hende, men den var blandet med bekymring. Den seneste tid havde heksen haft meget at bekymre sig om, og det var begyndt at kunne ses på linjerne i hendes ellers fejlfrie ansigt.
"Marius?" Butleren lukkede døren efter hende, og snart var hun henne ved lænestolen, hvori troldmanden sad. Roligt satte hun sig på knæ ved siden af og uden at tænke over det, lagde hun en blid hånd på hans arm. "Jeg har hørt, hvad der er sket. Jeg kan ikke forstå det . . . Hvordan har du det?" De isblå øjne fandt den anden med oprigtig bekymring.
|
|
|
|
Post by Marius Paine on Apr 28, 2015 18:48:10 GMT 1
Marius kiggede op, da døren ind til udestuen gik op da butleren kom ind ad døren, uden at han var blevet kaldt på. Men da butleren trak sig til siden og Lucy kom til syne, blev han ærlig talt overrasket. Han havde bestemt ikke forventet gæster.
Han nåede ikke at rejse sig op, før hun var henne ved ham, og havde lagt en hånd på hans arm. Han fulgte hånden med blikket, inden han rettede blikket mod hendes ansigt. Han lagde en hånd ovenpå hendes hånd. "Jeg har det fint. Min krop føles blot lidt forslået," sagde han mildt til hende.
|
|
|
|
Post by Lucy Loddington on Apr 28, 2015 19:00:07 GMT 1
Lucy rystede let på hovedet. "Tænk at kaste en utilgivelig forbandelse . . ." mumlede hun mest for sig selv og så vurderende på Marius. Hendes empati og ansvarsfølelse som healer skinnede tydeligt igennem, også selvom hun ikke havde noget med forbandelser at gøre.
"Ved du, hvem der gjorde det? Det må vel have været én af modstanderne." Lucy fjernede ikke sin hånd fra den andens arm, men gav den derimod et blidt klem.
|
|
|
|
Post by Marius Paine on Apr 28, 2015 19:21:16 GMT 1
Marius fik en af de andre lænestole i rummet hen til Lucy, så hun ikke behøvede at sidde på hug hele tiden. Han nikkede bekræftende til det hun mumlede, men rystede så på hovedet da hun nævnte demonstranterne.
"Det var desværre ikke en af demonstranterne. Jeg blev kun ramt, fordi jeg kom i krydsilden. Det var ikke mig, der var målet," sagde han med en trist mine, inden han lænede sig tilbage i sædet igen.
|
|
|
|
Post by Lucy Loddington on Apr 28, 2015 19:50:08 GMT 1
Lucy rejste sig og satte sig i den lænestol, hun blev tilbudt. Elegant lagde hun det ene ben over det andet og fjernede i mellemtiden hånden fra Marius' arm, som hun i stedet lagde i skødet sammen med den anden.
Hun så uforstående på ham ved hans svar. "Så det var en ministerieansat, der kastede forbandelsen?" De trætte linjer fremstod tydeligere i ansigtet end nogensinde før. "Er det ikke et meget drastisk træk? Var det så farlig en demonstration?" Det ville have givet mere mening for Lucy, hvis det var en dumdristig og hidsig demonstrant, der havde gjort det, men det var det altså ikke. Og derfor havde hun mange flere spørgsmål på hjerte nu end før.
|
|
|
|
Post by Marius Paine on Apr 28, 2015 20:16:12 GMT 1
Marius nikkede til hendes spørgsmål endnu engang. Han vidste endda ved navn, hvem der havde kastet forbandelsen, og han var stadigvæk vred over at det var sket. Men han kunne ikke gøre noget ved det nu.
Den ældre troldmand rømmede sig, tog en tår af sin kop te, inden han valgte at svare. "Det udviklede sig til en farlig demonstration, da modstanderne begyndte at angribe de ansatte i ministeriet," sagde han og stillede sin nu tomme tekop på et lille bord ved siden af sig. "Og en af demonstranterne slap en Dæmonlue løs, der dræbte..." Marius kunne ikke afslutte sætningen, det var for smertefuldt.
|
|
|
|
Post by Lucy Loddington on Apr 28, 2015 20:34:59 GMT 1
Lucy så Marius direkte ind i øjnene. Selv syntes hun at have læst, at det var Ministeriet, der kastede den første besværgelse og lammede en demonstrant, men troldmanden foran hende havde jo været der selv. Hans ord gjorde hende dog ikke mindre forvirret.
Ved den efterfølgende sætning så Lucy ud af vinduerne. Ulykken i Ministeriet havde alle hørt om - på selve demonstrationsdagen og natten ud havde hun kæmpet med at brygge nok eliksirer og salver til ofrene for flammerne. Og ikke alle havde overlevet. "Du behøver ikke sige mere," sagde hun med en stemme, der sitrede let. Igennem årene var heksen kun blevet stærkere psykisk, men synet af de forbrændte magikere havde været overvældende. "Jeg kan stadig høre smerteskrigene . . ." tænkte hun højt, opslugt af sine egne tanker.
|
|
|
|
Post by Marius Paine on May 7, 2015 18:08:53 GMT 1
Marius kunne ikke holde ud, at Lucy så ham direkte i øjnene. Han drejede derfor hovedet og så ud af vinduet i stedet for. Det føles som om, at hans hjerte ikke længere kun var lavet af sten, men nu også var iskoldt. Han knyttede sin venstre hånd i en knytnæve og kneb øjnene sammen, mens hans tanker kørte derud af.
Lucys stemme trak ham tilbage, og han drejede hovedet for at se på hende, kun for ufrivilligt at sende hende et brysk blik. Hans kujonagtige tilbagetræk, og det faktum at hans far var brændt ihjel i flammerne. Og at han var blevet offer for en utilgivelig forbandelse. Det havde gjort ham vred, at disse ting kunne have foregået, og han kunne kun tænke på at hævne dem alle tre. Han brummede svagt. "Min mor... Hun blev forbrændt sammen med min far. Hun overlevede. Han gjorde ikke," sagde han og kiggede endnu en gang ud af vinduet.
|
|
|
|
Post by Lucy Loddington on May 12, 2015 13:46:03 GMT 1
Lucy bemærkede kun svagt det bryske blik, Marius gav hende. Hendes tanker og følelser fyldte langt mere. Ved troldmandens ord slog hun en hånd op for munden, og pludselig fyldtes de isblå øjne med tårer. "Åh, Marius," gispede hun og så på ham i et langt øjeblik med tårer, der truede med flyde over.
"Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Der findes ikke ord, der kan beskrive, hvor ondt jeg har af dig. Er der noget, jeg kan gøre?" Heksens ord var fuldstændig oprigtige - hvis hun kunne gøre noget for manden foran hende, ville hun hjertens gerne gøre det. De to havde ikke et specielt forhold til hinanden, men det forhindrede ikke heksens i at sige og gøre, som hun gjorde - det lå til hendes natur at føle sådan et ansvar for andre.
|
|
|
|
Post by Marius Paine on May 12, 2015 20:15:15 GMT 1
Hvis Marius havde været alene, ikke kun i rummet, men i hele huset, så var han nok brudt sammen i gråd. Men han var en voksen mand, og han havde ikke for vane at vise følelser overfor andre mennesker. Og han mente ikke, at det var en vane der skulle brydes lige nu. Det hjalp ikke på hans indre følelser, at Lucy lignede en, der var ved at græde. Han rømmede sig svagt og rykkede lidt uroligt på sig i stolen.
Marius havde ikke brug for, at folk havde ondt af ham, eller medlidenhed med ham. Han sagde det dog ikke til Lucy. Han lagde en hånd ovenpå hendes, og klappede den svagt. "Det gør ingenting," sagde han og sukkede tungt. Selv om de ikke havde kendt hinanden længere tid end en måned, og deres forhold ikke var andet end et lettere venskab, følte Marius at han kunne få hjælp af hende til en snart forestående begivenhed. "Men måske, du kunne hjælpe mig med noget andet," sagde han og kiggede spørgende på hende.
|
|
|
|
Post by Lucy Loddington on May 12, 2015 20:22:26 GMT 1
Lucys blik faldt til hånden ovenpå hendes og skilte læberne ad for at tale, da Marius kom hende i forkøbet. Hendes blik var slørede af tårer, men kun en enkelt nåede at trille ned ad hendes kind, før et mildt smil fandt vej til hendes læber.
De isblå øjne fandt troldmandens ansigt igen, og hun tørrede sin kind i en enkel, elegant bevægelse med hånden. "Ja, hvad er det? Jeg vil gerne være til hjælp i en hård tid som denne," svarede hun og betragtede den anden afventende.
|
|
|
|
Post by Marius Paine on May 12, 2015 20:28:23 GMT 1
Marius rømmede sig endnu en gang. Det var normalt han mor, der havde været den der arrangerede festerne i huset. Og opgaven skulle være tilfaldet hans søster, men det havde den ikke gjort. Gudskelov. Men så opstod problemet, at Marius ikke var gift, og derfor ikke havde en hustru til at varetage disse opgaver. Og så måtte han jo søge hjælp.
"Min niece Ophelia er blevet forlovet med hendes skolekammerat Raphael Gairden. Og den første weekend i sommerferien vil de gerne holde en forlovelsesfest," sagde Marius og rettede sig lidt op i stolen mens han talte. "Normalt er det en opgave, der tilkommer fruen af huset. Men min mor er ikke i stand til at varetage en sådan opgave endnu, og jeg er jo som du ved ikke gift. Derfor tænkte jeg på, om du ville hjælpe mig?"
|
|
|
|
Post by Lucy Loddington on May 12, 2015 20:53:57 GMT 1
De lyse øjenbryn løftede i forbløffelse, da Marius forklarede situationen. Hun havde ikke regnet med, at det var sådan en slags hjælp, han behøvede, men det faldt ikke i dårlig jord. Tværtimod.
Det trætte ansigt lyste op i et blændende smil, og de stadig fugtige øjne glimtede. "Det vil jeg hjertens gerne, Marius!" svarede hun, og glæden over at blive tildelt opgaven kunne tydeligt aflæses på hendes kropssprog. "Og tillykke med hende. Hvor er det vidunderligt med lidt lys i en mørk tid som denne. Er du ikke glad på hendes vegne?" Emneskiftet passede Lucy ganske fint, og fraværende tørrede hun sin øjenkrog, der stadig gemte på en lille tåre.
|
|
|
|
Post by Marius Paine on May 12, 2015 21:03:45 GMT 1
Marius var overrasket over, hvor nemt det var at forklare situationen, uden at fortælle hvem der var bagmanden bag det hele. Han var jo den, der havde arrangeret ægteskabet, og tvunget de to unge mennesker ind i en situation, som de ikke var særlig tilfreds med. Og det var ham der ville holde en forlovelsesfest, for at fortælle resten af den magiske verden omkring deres forlovelse.
Troldmanden nikkede. "Jo, jeg er meget glad. Og positivt overrasket over hendes valg," sagde han og fremtvang et svagt smil. "Og tak, fordi du vil hjælpe mig. Jeg ved ikke, hvordan man arrangerer fester," sagde han ærligt.
|
|
