Dig, mig og en gåtur

[Siobhán O'Malley]

Daniel Owens
27. marts, år 2110

Siobhán trådte ud af kroen, hvor hun den seneste time eller to - hun holdt ikke styr på tiden - havde siddet med Daniel Owens. Den kølige natteluft omsluttede hendes bare arme, og hun sukkede velfornøjet. Kappen hang over hendes venstre arm.

"God idé med lidt frisk luft," sagde hun med et lille smil og fandt troldmanden med blikket. Hendes krop summede behageligt, og hun svingede lystigt med armene, da de begyndte at gå.

[Daniel Owens]

Daniel var rimelig afslappet, selvom han, ifølge Siobhán selv, havde vundet hende ved den lille smagskonkurrence. Han var ikke opdraget med at kvinder sådan kunne opdrages - hans mor havde nogen ret bestemte meninger om kvindes ligeværd, som han sådan set var enig i - men tanken var da alligevel svært besnærende.

Han gik med hænderne i lommerne og så lidt over på hende imens, før han trak på smilebåndet. "Dine tanker var måske ved at blive lige så lumre som luften derinde?" Øjnene spillede, som han så spørgende på hende, uden at formå at se så uskyldig ud som han forsøgte.

[Siobhán O'Malley]

Siobhán lo afslappet og indpassede tempoet ind efter Dans, så de havnede ved siden af hinanden. "Det var lige før," svarede hun og puffede let til ham med sin albue.

"Bliver det ikke ganske ofte lummert dér, hvor du arbejder?" spurgte hun med et skævt smil på læberne og så lidt frem for sig. Gaden var overhovedet ikke lige så travlt bemandet som i hverdagene, men ikke mindre hyggeligere af den grund. De blå øjne fandt troldmanden igen.

[Daniel Owens]

Daniel besvarede Siobháns puf direkte med sin egen hånd, men kun blidt og for sjov, med et smil på læben og et drenget glimt i øjnene, som blev mere udpræget over hendes spørgsmål. Han fnøs muntert. "Lummert? Njøh, det er en familieejet kro," pointerede han underholdt. "Med små størrelser, der ofte kommer på besøg og den slags."

Han trak på skuldrene. "Men der kan blive lummert alle steder, hvis det endelig er. Jeg kunne forestille mig det også gælder et omklædningsrum?"

[Siobhán O'Malley]

Siobhán vendte mundvigene nedad et øjeblik uden at føle sig særlig skyldig over at beskylde familiekroen, hvor Dan arbejdede, for at være et lummert sted.

Hans efterfølgende spørgsmål fik hende til at le. Hun nikkede. "Jeg tror, at et omklædningsrum efter en omgang Quidditch er noget af det lumreste," svarede hun og så op og ned ad Dan. "Jeg har dog svært ved at vurdere, om al den lummerhed er noget for dig," tilføjede hun ærligt og fandt hans ansigt med blikket igen.

[Daniel Owens]

Daniel grinede hjerteligt over Siobháns konstatering og rystede langsomt på hovedet, imens latteren ebbede ud. Han så tvivlende over på hende og fnøs muntert. "Jeg har fandme svært ved at greje dig, kvinde," svarede han underholdt.

"Om lummerhed er noget for mig? Hvad betyder det overhovedet?"

[Siobhán O'Malley]

Siobhán hævede let sine øjenbryn og slog ud med den ene hånd. "Jeg mener bare, at jeg ikke kan forestille mig dig i et varmt og tillukket omklædningsrum - bare for at tage et eksempel - og føle dig tilpas," svarede hun og skævede hen til Dan.

"Du virker for . . . fin til det," tilføjede hun uden at vide, om det overhovedet passede. Med et mil hvilende i mundvigene afventede hun hans reaktion.

[Daniel Owens]

Dan vidste ikke om han skulle le eller fnyse. Han endte med det sidste, men så skeptisk på hende med brynene rynkede og rystede lidt på hovedet. "Hold da op. Sandhed, lige der. Auch." Han tog sig til hjertet og gnubbede sig lidt der, som om hendes ord gjorde ondt.

"Det er sgu ikke det jeg plejer at blive kaldt, O'Malley. Jeg arbejder i et bryggeri og på en kro, ikke på Nuttetruts eller i Madam Malkins'." Han grinede. "Min far ville fa'me aldrig lade mig glemme det, hvis han hørte det der..." Den dæmpede klukken fortsatte, imens de gik. "Fin... Ach."

[Siobhán O'Malley]

Siobhán smilede skævt, nærmest tilfreds da Dan tog sig til hjertet. Hun var godt klar over, at hans arbejdsplads ikke var Nuttetruts, men der var alligevel noget over troldmanden, som hun kategoriserede som fint. Men der skulle heller ikke forfærdelig meget til, før noget var fint for baskeren.

"Så jeg tager fuldstændig fejl? Der er bare et eller andet over dig, der . . ." Siobhán afsluttede ikke sin sætning og trak i stedet på skuldrene og så frem for sig. "Hvad plejer du så at blive kaldt?" tilføjede hun nysgerrigt og så på Dans ansigt igen.

[Daniel Owens]

Daniel himlede med øjnene. Han lo af hende, men Siobhán fik ham ærlig talt til at føle sig til grin. Endnu et fnys røg over hans læber og han gravede hænderne lidt ned i lommerne på sin frakke, før han trak på skuldrene.

"Pas," svarede han tøvende. "Brygger, møgunge, Dan the man..." Hans mundvige sitrede svagt, før han så sig lidt rundt. "Hvor er vi på vej hen?"

[Siobhán O'Malley]

Siobhán lo lidt af Dans svar. "Dan the man . . ." gentog hun og rystede let på hovedet. "Hm? Tja, det ved jeg faktisk ikke." Hun så sig omkring for at orientere sig, hvor de var henne.

"Der findes et magisk springvand dernede," sagde hun og pegede frem for sig. "Har du lyst til at se det?"

[Daniel Owens]

Dan havde været i Hogsmeade så mange gange, at det ikke kunne tælles på ti menneskers hænder og fødder, men han undlod at pointere det overfor Siobhán og nøjedes med at grave hænderne dybere ned i lommerne med en snigende fornemmelse af, at tingene bare ikke rigtig gik som smurt her.

"Ja, klart," svarede han med et skuldertræk og et halvt smil, før han rømmede sig. "Hvad kalder folk dig?"

[Siobhán O'Malley]

Siobhán nikkede og fortsatte den rolige gang ned ad strædet mod det magiske springvand, som heksen var uvis om, at Dan havde set før. For hende virkede det som en god idé - lidt romantisk kunne man vel kalde det. Selvom hun ikke gik meget op i det.

"Blandt mine venner er jeg Sio, festaben. Hvad jeg nogle gange bliver kaldt på banen, kan være meget upassende," svarede hun med et skævt smil. "Men det er vel egentlig ikke fordi, det er helt ufortjent," tilføjede hun og sendte Dan et spillende blik.

[Daniel Owens]

Dan grinede lidt, men det føltes anstrengt. Hvad der var startet som en flirt og var blevet til en lidt mærkelig date, var nu... Akavet. Han skævede til siden og da de nåede vandfaldet var det en slags lettelse. En naturlig slutning, kunne man vel sige.

"Nå..." Han tøvede lidt, kørte en hånd igennem håret og pustede let ud. "Men jeg skal også tidligt op i morgen, såeh... Det har været hyggeligt, aight?" Han lænede sig lidt frem, klar over akavetheden, plantede et kys på Siobháns kind og trak sig tilbage.

[Siobhán O'Malley]

Siobhán satte langsomt farten ned, da de nået springvandet. Et skævt smil spillede på hende læber, men da Dan trak sig tilbage efter at have kysset hendes kind, blev smilet bredere, og hun var tæt på at grine.

Det var ikke nemt at gøre baskeren akavet, men det havde ikke gået hende forbi, at hele situationen efterhånden var blevet mere og mere anstrengt. Hun åbnede munden for at bemærke det, men ombestemte sig og granskede hans ansigt smilende et lille øjeblik. "Ja," svarede hun og begyndte at trække kappen over sine bare arme. "Jeg håber, at vi ses igen," tilføjede hun og så på ham med et blik, der havde lyst til mere end kun et kys på kinden. "Pas på dig selv, Dan the man." Hun blinkede en enkel gang med det ene øje, tøvede en lille smule, hvorefter hun vendte sig om og begyndte at gå hjemad.

Tråd afsluttet