Et skrig af stilhed

[Magnolia Dearborn]

Miles Heeney

Siden gårsdagens hændelser var blevet offentliggjort havde der været en dyne af tung stilhed over skolen. Iført sin skoleuniform bevægede Magnolia sig ned mod søen. Underskuddet af søvn sås tydeligt i måden hun bar sig selv på og ansigtsudtrykket afspejlede de plagede tanker hun gik rundt med.

Det var først da hun nærmede sig vandkanten af søen at hun satte sig ned. Hun bemærkede knap nok det kolde græs, men havde de grønne øjne rettet ud mod søen, mens hendes tanker vandrede. Så samlede hun en sten op fra græsset og kastede den af sted. Tre gange snittede stenen vandoverfladen, før den forsvandt ned. Magnolia stirrede på vandet til det faldt helt til ro. Så samlede hun endnu en sten op og prøvede igen.

[Miles Heeney]

Miles Heeney havde ikke været så berørt af hele episoden som han burde, men da han hørte, at Magnolia havde familie, der var afgået ved branden samt en mor på Skt. Mungos, var hjertet sunket i livet på ham. De to gamle venner var muligvis gledet fra hinanden på det sidste, men han havde altid holdt af hende og vidste hvor ulykkelig hun måtte være, trods hendes uvilje til at vise følelser.
Efter at have været hele skolen rundt fandt Miles endelig Magnolia ved vandkanten af søen. Han kunne genkende hendes røde hår fra lang afstand, og sorgen var at finde i alle hendes lemmer. Han stillede sig et par meter bag hende for at give hende tid til at samle sig, og sagde så, med en overraskende blød stemme, han ikke vidste han besad, 'Mags...' 

[Magnolia Dearborn]

Den mørke silhuet af den høje elev gik hende ikke ubemærket hen. Hun havde en god fornemmelse af hvem det var, før hun fik bekræftelsen, ved at høre hans stemme. ”Miles”, stemmen var blid og afslørede ikke meget af hvad der plagede hende indeni.

”Du ved. Der var engang hvor jeg synes at skrækhistorierne om kæmpeblækprutten var det mest forfærdelige i verden”, sagde hun, stadig med blikket rettet ud mod det kolde vand. Hun fugtede læberne. Det føltes som en evighed siden. Nu fyldte søens rytmer hende i stedet med ro.

[Miles Heeney]

Magnolia var en mester i at skjule følelser, og selvom Miles var ligeså god til se bag masken på folk som en skovl, kendte han Magnolia godt nok til at høre, at stemmen var hul. 
Miles lyttede til hende og trådte langsomt nærmere, inden han sank ned ved siden af hende. Alting var stille, bortset fra søens blide bølger, der skyllede op på kanten og trak sig tilbage, igen og igen. 
Han vendte blikket mod Magnolia. Det var svært at finde de rigtige ord, men Miles endte med stille at sige, 'Alting skal nok gå, Mags...'

[Magnolia Dearborn]

Hans varme ord formåede at få antydningen af et smil frem på de røde læber. Blikket hvilede stadig ud mod søen, men efter lidt blev hovedet drejet, så de grønne øjne mødte brunt. Hun lod let sit blik glide ned langs vennens ansigt en enkelt gang, inden hun sukkede ud.

”Jeg har ikke været den bedste ven på det seneste, har jeg vel?”, endelig rodfæstede øjnene sig i hans uden at være fraværende.