Elevatorsnak

[Carius Whitebeam]

Sybil Attwater

Ministeriet var et forladt sted i disse dage. Branden havde forårsaget enorme skader, ikke kun fysiske, men en skygge havde lagt sig over folket. Muligvis var branden slukkede, men gløderne ulmede i samfundet. Snart ville ting ske, det vidste alle. Dette var blot begyndelsen.
Carius trådte ind i elevatoren, der skulle tage ham ned til mysteriedepartementets indre. Han var i ført sort kappe, sorte bukser, sort vest og sort butterfly. Det mørke hår var strøget tilbage som sædvanligt og afslørede et par vigende hårgrænser. Øjnene var mørke og dystre og havde et koldt skær over sig, mens et hårdt drag sad i mundvigen.
Det så ud som om han skulle tage turen alene, da en ung skikkelse pludselig kom til syne. 'Attwater', hilste Carius høfligt og nikkede afmålt til hende. Han rykkede sig et par skridt til siden så de begge kunne være der med den socialt dikteret afstand.

[Sybil Attwater]

Der var intet ved Sybils fremtoning der afslørede at en tragedie havde ramt hendes familie. Det lyse hår indrammede det rene ansigt i fine, bløde bølger. Kjolen hun bar var helt glat uden folder og de høje hæle hun var iført i gjorde kun den elegante gang endnu tydeligere.

Dørene til elevatoren skilte sig ad, og Sybil trådte ind, kun for at finde selv ansigt til ansigt med Carius. Så trådte han til side og der blev plads til at hun kunne stille sig ved siden af ham. ”Whitebeam”, gengældte hun hilsnen, en smule fjernt, inden hun drejede ansigtet, og sendte ham et høfligt smil.

[Carius Whitebeam]

Carius eget smil var blot en trækning ved mundvigen idet han betragtede hende afmålt. Som altid så hun fattet ud, ren og ordentlig, hvilket han kun kunne bifalde. Det var ikke til at mærke, at hendes bror var blevet erklæret som den skyldige i branden. At han efter sigende havde mistet livet var kun godt. Men måske Sybil ikke var enig? Carius kunne ikke dy sig fra at teste hendes loyalitet.
'Det gør mig ondt, at du har mistet din... bror', sagde Carius uden at kunne skjule en hvis afsky, der hang ved det sidste ord. 

[Sybil Attwater]

Din… bror. Det svage smil om læberne visnede kort. Hector var ikke hendes bror. Havde ikke været det i et stykke tid. ”Din betænksomhed er velkommen, selvom den ikke er behøvet”, ordene blev sagt i en dyb ro, og øjnene plantede sig på Carius, uden et tegn på svaghed var at finde i de neutrale folder hendes ansigt var lagt i. ”Det eneste min brors død har efterladt mig er en masse oprydning”, forsatte hun og kunne ikke undgå at give ordene en vis klang af bitterhed.

Sybil rettede sine øjne mod elevatordøren igen. Det var synd at sige at hun var den mest snaksaglige for tiden.

[Carius Whitebeam]

Carius nikkede blot som svar, mens de mørke øjne søgte ethvert tegn på følelser i det yndige ansigt, men Sybil var som en engel hugget i sten.
'Det er en skam, at vi ikke vælger vores egen familie', sagde Carius. 'Så blev navnet Attwater ikke associeret med en morder, der har forvoldt så stor skade på Ministeriet og været skyld i mange uskyldige menneskers brutale død. At blive brændt op... Forfærdeligt'. Carius rystede sørgmodigt på hovedet, uden at føle den mindste skyldfølelse over at udpensle Sybils situation så markant.