En ven i nøden

[Oliver Morecambe Young]

Ollies øjenbryn var sammentrukne, men blikket mere bekymret end uforståeligt nu. Den andens ord skar sig ind i ham og i løbet af få sekunder var han på benene. "Hey," begyndte han mildt og fangede Louis' blik. Før han nåede at tænke over det, havde han lukket hånden blidt om den andens arm.

"Det gør jeg ikke," lovede han, selvom han havde været lidt i tvivl for ganske kort tid siden. Han smilede forsøgende, selvom rynken mellem øjenbrynene ikke forsvandt. "Du kan godt fortælle mig ting, Louis. Alting, ikke?"

[Louis Howe]

Ubevidst faldt Louis' skuldre en smule sammen ved Ollies ord, og for et øjeblik vidste han ikke, hvad han skulle sige. Tavs nikkede han og fandt de mørke øjne med sine egne.

"Hvis jeg havde vidst, at vores far ville blive arresteret, ved jeg ikke, om jeg havde gået med til det hele," indrømmede han og følte sig pludselig mærkeligt sårbar. "Først får han taget sit livs værk fra sig, og nu sidder han indelåst i en celle uden nogen som helst kontakt til omverdenen." Louis rystede let på hovedet og bøjede nakken. "Mor er knust."

[Oliver Morecambe Young]

Oliver følte Louis' smerte mere end han kunne have forestillet sig. Det vidnede måske om, at den anden ikke længere bare var et overfladisk bekendtskab, men den rødhårede troldmand havde ikke tid til at tage sig af det.

I stedet handlede han instinktivt og trak Louis ind i en omfavnelse. Han kunne ikke vide, hvordan den anden ville reagere på det og i et kort øjeblik var han nervøs, men han følte alligevel det var rigtigt. Og at det var det eneste han kunne gøre. "Fuck. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, Louis."

[Louis Howe]

Louis lod sig trækkes ind i Ollies favn. En følelse af tillid ramte ham, og han gengældte opfavnelsen med en tung udånding, der også vidnede om, hvor lettet han var over, at den anden ikke havde reageret negativt.

"Det ved jeg heller ikke . . ." indrømmede han ind mod Ollies hals, men det gjorde ham ikke noget. Ikke lige nu i hvert fald. Der gik nogle lange øjeblikke i stilhed. "Tak, fordi du gad lytte," mumlede han til sidst og trak ansigtet en smule tilbage, så han kunne se på hans ansigt.

[Oliver Morecambe Young]

Oliver var godt klar over, at han ikke var skide god til at finde ud af, hvad der var det rigtige at sige. At komme med råd. Det virkede ikke som om, at der var så meget at gøre. I hvert fald ikke noget, der ikke var lidt for drastisk for Ollie.

"Altid," mumlede han og trak sig lidt tilbage og så på Louis med store, brune øjne. Han følte sig en anelse tør i halsen og det lille, forsikrende smil kunne kun gøre så meget. Selvom han var ked af at høre, hvad der var sket med Louis' far, så var han alligevel bevidst om, hvor tæt på den anden mand var.

[Louis Howe]

Den pirrende fornemmelse i mellemgulvet af at have Ollie så tæt på sig var ikke gået Louis forbi. Da forretningen fyldte så meget i hans liv lige nu, var det en befrielse at tænke på noget andet. På personen der kun var få centimeter fra ham selv.

Han sank en enkel gang, før han gengældte øjenkontakten. "Ollie, må jeg gerne . . . kysse dig?" Det var en dum ting at sige, syntes Louis, men gjorde det alligevel. Måske syntes Ollie, at det var upassende i nuværende situation - det kunne han jo ikke vide.

[Oliver Morecambe Young]

Ollies mave vred sig en enkelt omgang ved Louis' ord og før han vidste af det, havde et svagt, skævt smil trukket op i hans ene mundvig. Han følte sig stadig enormt tør i halsen og hjertet hamrede en anelse, da han nikkede.

Alligevel ventede han ikke, men løftede selv hovedet og trykkede læberne mod Louis. Han fortalte sig selv, at det var et behov for at trøste den anden, men han var et eller andet sted godt klar over, at det ikke var den eneste motivation. En hånd lukkede sig forsigtigt om hans nakke.

[Louis Howe]

Louis havde nær glemt at trække vejret, da Ollie nikkede og lukkede mellemrummet mellem dem. En behagelig kuldegysning gik igennem hans krop, da han mærkede en hånd i sin nakke, og instinktivt pressede han læberne hårdere mod den andens.

Hans tanker vandrede tilbage til maskeballet, og den ene slanke hånd fandt vej til Ollies brystkasse, hvor det bankende hjerte trængte igennem skjortestoffet. Med lukkede øjne hengav han sig.

[Oliver Morecambe Young]

Det virkede så ganske simpelt at kysse Louis, selvom det bestemt ikke var det. Ollie glemte dog alt andet end følelsen af de varme læber presset mod sine egne og følelsen af sit eget hjerte, der muligvis var ved at hoppe ud af brystet på ham. Han kunne ikke sige noget for at gøre Louis' situation bedre, men han kunne kysse ham ømt og på den måde vise, at han var ked af det.

Da han trak sig en anelse tilbage, var blikket på den anden søgende, selvom han smilede en anelse. "Sig lige til, hvis der er det mindste jeg kan gøre, ikke?" brummede han, oprigtigt, og klemte fingrene lidt sammen om Louis' nakke.

[Louis Howe]

Louis åbnede sløvt øjnene, da Ollie trak sig tilbage, og for et øjeblik glimtede det trist i hans øjne. Han nikkede. "Ja," mumlede han og gengældte øjenkontakten. "Det skal jeg nok gøre."

Hånden om hans nakke føltes tryg, og i sit stille sind takkede den mørkhårede troldmand for, at Ollie var her med ham. Med en trækning om munden faldt blikket til den andens læber, og snart havde han presset sine egne mod dem igen. De slanke fingre hvilede stadig på brystkassen, men snart havde de forsigtigt fundet den bare hud ved halsen.

[Oliver Morecambe Young]

Ollie behøvede ikke megen overtalelse for at fortabe sig i kysset igen. Tværtimod pressede han villigt læberne mod Louis' og kunne ikke lade være med at trække den mørkhårede troldmand lidt ind til sig.

De havde danset om den varme grød i hvad der føltes som evigheder og Ollie kunne ikke ærligt sige, at han ikke var en anelse... Frustreret. I hvert fald var det tydeligt at mærke på hans intensitet, hvor længe han havde haft lyst til at gøre netop det. Hånden gled fra Louis' nakke og sammen med den anden, lukkede de sig om hans hofter. Kysset slap han ikke.

[Louis Howe]

Ollies intensitet smittede af på Louis, og han måtte ganske kort bryde kysset for at ånde tungt ud. Snart var deres læber dog genforenet, denne gang let adskilte, og hans hånd gled op og lagde sig mod den andens hals.

Det snurrede i hele hans krop, centreret bag panden, og tankerne var kun fikserede på den rødhårede troldmand, da han let pressede ham bagud mod sengen. Maskeballet lå langt tilbage, og de havde ikke været i nærheden af et lignende scenarie siden da, hvilket Louis havde store planer om at lave om på nu.

[Oliver Morecambe Young]

Olivers puls rasede som en gal. Han havde så godt som levet i cølibat i månedsvis og det var ikke underligt, at hans tanker var hurtige til at vandre. Selvfølgelig var det hele en anelse ukendt. Louis var jo... En mand. Men det ændrede intet for Ollie, hvis puls slog hurtigere, da han kyssede den anden mere bestemt og lod sig skubbe tilbage mod sengen.

Han dumpede ned på den, men tøvede ikke med at trække den anden troldmand med sig. Et skævt smil trak op på hans kind og han strøg en enkelt hårlok væk fra Louis' pande, før han insisterende krævede hans læber igen.

[Louis Howe]

Louis var så opslugt af hele situationen, at han ikke tænkte over, at personen, han kyssede, var af samme køn. Bare at det var Ollie, og at han sådan havde længtes efter ham.

Da selvsamme strøg håret væk fra hans pande, sitrede det let i hans mundvige, men han tøvede ikke længe med at genforenes i et kys. Uden at bryde kontakten med den andens læber, pillede Louis åbningen på sin kappe op, så han kunne lade den glide af skuldrene og ned på gulvet. Derefter fandt hans ene hånd Ollies hals, lagde ham ned og placerede den anden hånd på sengen, så han kunne holde sin kropsvægt oppe.

[Oliver Morecambe Young]

Ollie var krævende. Han pressede læberne sultent mod Louis' og lod sig trykke tilbage mod sengen, kun halvt opslugt af det. Varmen fra det andet menneske var mere dominerende og uden at han brød væk fra kysset, lirkede han en hånd ind i mellem dem og fandt den øverste knap i Louis' skjorte.

Det var fuldkommen naturligt og instinktbaseret og han smilede flygtigt, før han genoptog både kysset og arbejdet med at åbne den andens overdel. Huden indenunder var varm og tiltalende.