En ven i nøden

[Louis Howe]

Oliver Morecambe Young
Den 17. april

Ganske uanmeldt dukkede Louis op i ildstedet i huset på Fønixengen. Som altid lå hans ansigt i alvorlige folder, men det var ikke til at overse, at det var noget helt andet denne gang. Den unge troldmand var taknemlig over ikke at møde nogen i stuen, så han kunne bevæge sig direkte op til Ollies værelsesdør. Under andre omstændigheder ville det have været mærkeligt, at han sådan troppede op, men med de ting, han havde på hjerte, faldt det ham naturligt at banke på døren ind til den andens værelse.

Med urank ryg og tunge skuldre stak Louis hænderne i bukselommerne, mens han ventede på en reaktion fra den anden side af døren. Måske var han overhovedet ikke hjemme. Så kunne han lige så godt tage tilbage til butikken og se på noget papirsarbejde. Det var der i hvert fald nok af, når man var direktør. Et dybt suk gled over hans læber.

[Oliver Morecambe Young]

Ollie svang sig selv op fra den bløde lænestol, hvor han normalt sad og tegnede. Han daskede over til døren, halvt forventende at det var Maggie - hun var den eneste i det hus der bankede på og ikke braste ind med det samme - og smilede allerede halvt, da han hev døren op. Det faldt brat ved synet af Louis og Ollie rettede sig brat op.

Han havde hørt rygterne om Howe-forretningen. Det var svært andet, når man boede sammen med den ene af dem. Han havde det svært med det. Han kunne umuligt forestille sig nogensinde at kunne vende ryggen til sin far på den måde, uanset hvor uenig han var med ham. Det fik Ollie til at se tilbageholdende på Louis og han holdt hånden på døren. "Louis? Hvad gør du her?"

[Louis Howe]

Louis så op, da døren blev åbnet. Det var lettende at se Ollie, og han havde en uforklarlig lyst til at træde ind i værelset og aldrig komme ud igen. Den andens tilbageholdenhed fik ham dog til at rette en smule nervøst på ryggen. Han vidst jo ikke andet, end hvad resten af mængden gjorde.

"Jeg har brug for at tale med dig, Ollie," sagde han roligt og så indgående den anden i øjnene. "Må jeg komme ind?" tilføjede han næsten insisterende og gjorde ansats til at tage et skridt frem.

[Oliver Morecambe Young]

Ollie var ikke helt lige så glad for at se Louis, som han ellers havde været det sidste lange stykke tid. I stedet var han tilbageholdende og det var kun tøvende, at han trådte til siden og lod den anden komme ind.

Døren blev dog lukket bag dem og han lænede sig tilbage mod den, trækkende på skuldrene og med hænderne begravet dybt i lommerne. "Hvad så, Louis?"

[Louis Howe]

Louis bemærkede godt, at Ollie tøvede med at lade ham komme indenfor, og det gjorde ham kun endnu mere nervøs. Hvad skulle han sige? Sandheden ville vel være det bedste. Han havde i og for sig ikke snakket med Oliver om at tale åbent om det på denne måde, men bare tanken om at hans forhold til Ollie skulle være på denne måde fra nu af, fordi han ikke havde sagt noget, nev i mellemgulvet.

"Hvor skal jeg starte," mumlede han for sig selv og strøg hænderne igennem det mørke hår. Med et suk faldt han ned på sengen, men kun et enkelt sekund efter var han oppe at stå igen. "Har du hørt det?" Det var vel en start lige at høre, hvad han egentlig vidste.

[Oliver Morecambe Young]

Ollie fulgte Louis temmelig intenst med blikket. Han havde en ubehagelig følelse i mellemgulvet, som han ikke helt vidste, hvordan han skulle kapere. "Jeg hørte, at dig og Howl har overtaget forretningen," svarede han stille, blikket flakkende en anelse.

Øjenbrynene var sammentrukket og han så uforstående på Louis. Familie var familie. Han havde virkelig svært ved at forstå bevæggrundene, uanset hvad Reginald Howe så havde lavet. Det vidste han faktisk ikke.

[Louis Howe]

Louis foldede hænderne bag ryggen og gik frem og tilbage over gulvet. Han nikkede til Ollies svar. "Ja, jeg har overtaget direktørstillingen for min far," fortsatte han og fandt kortvarigt den anden med blikket, før han gik videre og så frem for sig igen.

"Egentlig var det meningen, at Howl skulle overtage vores fars position, men vi konkluderede, at jeg var mere passende til den rolle." Uden at tænke over hvor absurd det måske lød i Ollies ører, bevægede Louis sig fortsat frem og tilbage.

[Oliver Morecambe Young]

Ollie vidste ikke helt, hvad han skulle sige. Det virkede til, at Louis havde en pointe, men historien var noget anderledes, fra hvad han havde hørt allerede nu. Rygterne havde bestemt ikke fået det til at virke som om, at overdragelsen af positionen havde været frivillig.

Af samme grund forholdt han sig tavs, men så blot på Louis med svagt sammentrukne øjenbryn. Afventende.

[Louis Howe]

Louis stoppede langsomt op og vendte overkroppen mod Ollie. Han tog et forsigtig skridt frem. "Hele familien var enige om det," sagde han forsikrende og så indgående på den anden. "Vi holdt familiemøde og diskuterede hver eneste detalje."

Den unge troldmand sukkede tungt og gned sig i panden. "Det hele er en facade, Ollie." Ganske pludseligt mærkede han stærke følelser, der pressede sig på, og han måtte koncentrere sig om at ikke lade dem skinne igennem.

[Oliver Morecambe Young]

Ollie rynkede uforstående på brynene. "Jeg forstår ikke helt..." begyndte han, men uden at være klar over det, var hans skuldre allerede faldet lidt. Han kløede sig i nakken og så på Louis. "Hvorfor?"

Han var måske ikke typen, der fulgte forfærdeligt godt med. Han havde ikke styr på den politiske situation og havde ingen anelse om hvorfor Howe-familien havde gjort hvad de gjorde.

[Louis Howe]

"Selvfølgelig gør du ikke det," sukkede Louis med de grønlige øjne hvilende på Ollies ansigt. Ved det efterfølgende spørgsmål fnøs han et bittert grin. Der var så meget at forklare, at han næsten opgav.

Et tungt suk gled over troldmandens læber. "Den seneste tid er det ikke gået godt for virksomheden. Vi har mistet samarbejdspartnere og deraf kunder," begyndte han, men undgik at gå for meget i dybden med det forretningsmæssige for at spare Ollie for endnu mere forvirring. "Det startede, fordi Reginald begyndte at give udtryk for sin politiske holdning. Det er ikke fordi, han er en voldsomt provokerende mand, men det var nok til at få ham arresteret."

Mens han havde forklaret, havde Louis slentret hen til værelsets vindue. Langsomt vendte han sig om. "Ministeriet hentede ham i går," tilføjede han og havde pludselig svært ved at stå på sine egne fødder.

[Oliver Morecambe Young]

Olivers øjenbryn trak sig sammen. Der var en hård kant, en bitterhed, over Louis, som han ikke helt brød sig om. Troldmanden kunne være tør til tider, men han virkede vred. Ollie kunne ikke lide at se ham på den måde.

Han åndede tungt ud og begravede kortvarigt fingrene i det tykke hår, en anelse overvældet. "Så I overtog og løj om grunden for at redde forretningen?" spurgte han og trådte forsigtigt et skridt tættere på Louis. Ollies ansigtsudtryk var bekymret. Alvorligt. "Og nu har de arresteret ham? Hvorfor? For at være uenig med ministeriet?"

[Louis Howe]

Louis nikkede tavs og så på Ollie. De løj for forretningens bedste og fremstod nu som sønnerne af Reginald Howe, der havde gået bag hans ryg og forrådt ham, hvilket havde resulteret i indspærring i Azkaban. Tanken var så overvældende, at han måtte sætte sig på kanten af den bløde lænestol for ikke pludselig at miste fodfæstet.

"Ja," svarede troldmanden mørkt, men slog pludselig frustreret ud med hænderne. "Eller det tror jeg. Jeg ved det ikke! Det er ikke retfærdigt. Det kan ikke være sandt, at det lille min far har sagt er grundlag nok for at spærre ham inde. Han har jo knap nok gjort noget!" Louis så op, men denne gang var hans øjenbryn sammentrukket i en uforstående, frustreret mine. "Howl gør alt, hvad han kan, for at finde en måde at få vores far ud på, men intet har virket indtil videre. Ollie . . ." Han tav og blikket faldt i gulvet.

[Oliver Morecambe Young]

Ollie satte sig tungt på sengekanten, hans ansigtsudtryk lettere forbløffet. Der var ingen tvivl om, at det var en alvorlig situation, men det gav ham ikke større anelse om hvad han skulle sige. "Fuck," mumlede han lavmælt og hvilede albuen på knæet, mens han kørte fingrene gennem håret igen.

"Var det ikke det samme med ham Hogwarts-professoren? Blev han ikke også arresteret for ingenting?" Øjenbrynene trak sig sammen og han rettede sig op igen. "Det kan de sgu da vel ikke. Bare sådan... Uden grund. Fuck. Hvad... Er der noget jeg kan gøre, Louis?"

[Louis Howe]

Louis løftede blikket og så ud af vinduet. Jo, han havde hørt om professoren fra Hogwarts. Hvad var det, der foregik? Hvad forsøgte Ministeriet at nå frem til? Han havde så mange spørgsmål, men ikke svaret på et eneste. Behovet for at diskutere det forsvandt dog så snart Ollie stillede endnu et spørgsmål.

Igen gled et tungt suk over hans læber, og han rejste sig langsomt fra armlænet. "Ikke meget. Jeg ville bare gerne have, at du kendte til sandheden," svarede han og fandt den anden med blikket, mens hænderne søgte tilflugt i sin kappe, han endnu ikke havde taget af. "Og at du ikke tænker dårligt om mig. Det er det sidste, jeg ønsker . . ." For en gangs skyld blev den mørkhårede troldmand ikke fuldstændig lammet af nervøsitet af at sige sådan, og han så afventende på Ollie.