Genforening

[Azalea Holmwood]

Azalea smilede svagt til ham, selvom det virkede forkert når man tænkte på, hvad de lige havde været igennem. Et langt suk undslap hendes læber og hun lukkede øjnene i et kort øjeblik. "Det håber jeg," sagde hun som svar på, at de fik det bedre dag for dag, og at de snart var hjemme.

Hendes grå øjne gengældte hans ømme blik. Hun ville gerne spørge ham om Nicholas, men hun kunne ikke få navnet over sine læber. I stedet forsøgte hun at aflede sine egne tanker. "Mine forældre var forbi igår," mumlede hun og rakte ud efter hans hånd, selvom det var en stor kraftanstrengelse.

[Kevin Maddox]

Kevin skyndte sig at gribe Azaleas hånd, så hun ikke behøvede anstrenge sig for meget. Selv var det dog begyndt at værke slemt over det hele, og han havde kvalme. Han nænnede dog ikke at afbryde.

"Det er jeg glad for at høre," sagde han og strøg let sin tommelfinger over hendes håndryg, mens han undertrykkede ubehagen i sin krop. "Forhåbentlig var de ikke alt for bekymrede," tilføjede han, selvom han tvivlede på det modsatte. Han kunne ikke forestille sig, hvordan det ville være, at være forælder i sådan en situation.

[Azalea Holmwood]

Azalea nikkede til hans ord, og skar så en grimasse, da deres bekymring blev bragt op. "Bekymret er ikke ordet. Min mor fik nærmest et angstanfald ved at se mig ligge her. Og min far befalede mig at flytte hjem i noget tid," sagde hun og lød tydeligvis utilfreds ved tanken. Hun var en selvstændig kvinde, der ikke havde noget behov for at bo hos sine forældre. Hun kunne sagtens klare sig, også selvom hun havde været døden nær i en dæmonlue.

Og på den anden side så havde hende og Kevin jo hinanden, og deres venner som ville hjælpe dem. Der var ingen grund til at rykke tre opgange længere ned ad gaden, bare for at bo hos sine forældre i en måned eller to.

[Kevin Maddox]

Endelig lykkedes det Kevin at trække lidt på det ene smilebånd. Det var en lettelse at se noget af den velkendte Azalea skinne igennem elendigheden.

"De ønsker dig kun det bedste," bemærkede han mildt uden at være i tvivl om, at hun sagtens var klar over det selv. Det var bare ikke så lige til at smide en vittighed i en situation som denne. "Tror du ikke, at du ville have godt af det? Få masser af omsorg og kærlighed," tilføjede han med blikket hvilende på hendes ansigt. At Azalea var i gode hænder, ville i hvert fald berolige ham selv.

[Azalea Holmwood]

Azalea så skeptisk på ham og forsøgte at trække på smilebåndet, men det gjorde for ondt til at gøre det. I stedet nikkede hun bare, for at indikere at hun var enig. I hvert fald i den første del.

"Jeg kan sagtens få masser af kærlighed og omsorg i min egen lejlighed. De bor jo kun 3 opgange længere nede ad gaden," sagde hun stædigt, men kærligt til Kevin. Hendes blik var mildt, men fast. "Og de vil jo alligevel ikke være hjemme om dagen, når de skal arbejde," mumlede hun og lukkede øjnene træt i.

[Kevin Maddox]

Kevin nikkede og sagde ikke Azalea imod, selvom han støttede op om forældrenes idé. "Det har du nok ret i," svarede han og en bølge af slem kvalme rullede ind over ham. Med et anstrengt ansigtsudtryk pustede han tungt ud.

"Azalea . . ." begyndte han ilde til mode og klemte hendes hånd let. "Jeg er nok nødt til at lægge mig igen." Sveden begyndte at pible frem på hans pande, og har gjorde sit yderste for ikke at lægge sig på gulvet her og nu.

[Azalea Holmwood]

Azalea fik dårlig samvittighed, da hun så, hvor dårlig Kevin så ud i ansigtet. Hun bed sig i underlæben og fik et bekymret udtryk i øjnene. "Du er ikke nød til det. Du skal! Og det er ikke til diskussion," sagde hun med et bestemt tone i stemmen.

"Så kan jeg måske få en eliksir der gør, at jeg kan sove uden at drømme. Det ville være rart," mumlede hun for sig selv, mens hun sendte Kevin et svagt smil.

[Kevin Maddox]

Kevin løftede ansigtet og fandt Azaleas ansigt med blikket. "Det skal jeg nok sørge for, at de gør," sagde han og smilede mildt. Med lidt besvær fik han rejst sig op, lænet sig ind over sengen og placeret et let kys mod hendes tinding. "Vi ses snart, ikke?"

Og som kaldet kom sygeplejersken et øjeblik efter. Kevin nåede aldrig at spørge efter en søvneliksir til Azalea, for så snart han kom ud af rummet, faldt han nærmest om i armene hos en ansat af ren udmattelse og blev ført til sin egen seng, hvor han faldt i en dyb omend en smule urolig søvn.

Tråd afsluttet