Genforening

[Kevin Maddox]

Azalea Holmwood
Den 24. april,
en uge efter demonstrationen

Kevin glippede med øjnene. Selvom lyset var svagt inde på stuen, havde han knap knop haft åbne øjne, siden han blev indlagt på Skt. Mungos for en uge siden. De første to dage havde han sovet uafbrudt. På et tidspunkt havde han vågnet skrigende og uforstående, men der var ikke gået forfærdelig lang tid, før han lå i en dyb søvn igen. Anden gang havde han insisteret på at se Azalea og Maggie, der havde været de to sidste, han havde set siden demonstrationen, men sygeplejerskerne havde insisteret, at ingen af dem var i stand til det. Så var han faldet hen i søvnens mørke dyb endnu en gang.

"Jeg er nødt til at se hende," kvækkede han som det første, da han vågnede for tredje gang. "Lad mig se hende." Og så havde han endelig fået lov til at besøge Azalea. Synet af kvinden, der havde så stor betydning for ham, fik tårerne til at vælde op. "Azalea . . ." hviskede han og og blev ført over til en taburet ved siden af sengen. "Kære . . ." Kevin turde knap nok røre hende. Ligesom sig selv var hun indbundet i bandager de stedet, de var blevet slemt forbrændt.

[Azalea Holmwood]

Azalea havde ikke ænset, at hun blev ført til Skt. Mungos. Det var første gang i går, at hun havde åbnet øjnene, og fået af vide, hvor længe hun havde været der. Og hvad der var sket. Det sidste vidste hun godt. For hver gang hun lukkede øjnene, var synet af Nicholas straks på indersiden af hendes øjenlåg. Og det gav hende kvalme, så meget, at hun ofte kastede op. Og bagefter græd hun.

Da døren blev åbnet, reagerede hun ikke. Hun havde ikke lyst til at snakke med sygeplejersken i dag. Men det var ikke en kvindes stemme, der brød stilheden. Det var Kevins. Hun drejede hovedet og så på ham med øjne, der så ud til at have givet op. Hun havde ikke sovet, siden hun vågnede. Hver gang hun forsøgte, endte det med at hun vågnede med skrig og et panikanfald. "Kevin..." Hviskede hun lavt og med en hæs stemme, som resultatet af hendes skrig igennem hele natten. Hun havde ikke kræfter til at løfte hånden og røre ved ham, selvom hun gerne ville.

[Kevin Maddox]

Mundlam så Kevin til, hvor hans ellers aldrig så sprudlende Azalea lå så kraftløs i sengen. "Jeg er så ked af det . . ." hviskede han og lagde ganske forsigtigt sine fingre over hendes. Nicholas var væk. Hans gode ven gennem så mange ord. Det var ikke til at forstå og så snart, han kom i nærheden af tanken, fik han det fysisk dårligt og skubbede den fra sig.

Det gik pludselig op for den unge troldmand, at hans kinder var våde af tårer. Lydløst gled de ned over hans ansigt, der stadig havde antydninger af brændemærker, og dryppede ned på det hvide lagen, hvor en våd plet langsomt voksede sig større.

[Azalea Holmwood]

Azalea ville have nikket samtykkende, hvis hun havde kræfterne til det. Men det havde hun ikke. Hun orkede ikke gang at lukke sine fingre rundt om Kevins hånd. Det var hun alt for tæt til. "Jeg kan ikke..." sagde hun og kunne ikke fuldføre sætningen, inden tårerne begyndte at trille ned ad hendes kinder.

Hun kiggede på Kevin, og bed sig langsomt i underlæben, inden en hulken begyndte i hendes brystkasse. Hun havde bare lyst til at skrige, hun havde lyst til at gøre alt for, at smerten i hendes bryst forsvandt. Men hun havde ikke mere stemme til at skrige.

[Kevin Maddox]

Kevin fandt Azaleas ansigt med blikket. Synet af hendes tårefyldte øjne og lyden af hendes hulken skar i hans bryst, og han havde i nogle lange øjeblikke svært ved at trække vejret regelmæssigt. Rystende af svaghed løftede han sin hånd og lagde den blidt mod hendes kind. Tungt faldt hans øjenlåg i, og tårerne trillede fortsat lydløst.

"Du har brug for søvn," konkluderede han pludselig, åbnede øjnene og afslørede den klare, blå farve. "Du er udmattet."

[Azalea Holmwood]

Utroligt nok fandt Azalea styrke nok til at ryste svagt på hovedet. Men det var nok mest på grund af den panik der greb hende, bare ved tanken om, at hun skulle sove. Hun havde ikke lyst til at sove. Hvis hun gjorde det, så var hun tvunget til at se det igen og igen, indtil hun ville vågne på grund af sine egne skrig.

"Jeg vil ikke sove," hviskede hun og forsøgte at stoppe sin hulken, det gik dog ikke helt efter planen. "Du må ikke gå," hun så bedende på ham. Hun ville ikke have, at han også forsvandt fra hende.

[Kevin Maddox]

Kevin fandt Azaleas anden kind med sin frie hånd og så indgående på hende. "Jeg går ingen steder," forsikrede han hende, lige meget hvad sygeplejeskerne ville sige. "Jeg bliver her hos dig. Det er kun dig, jeg vil have, Azalea."

Hans stemme var hæs og præget af træthed, men at mærke hende mod sig selv igen vækkede nogen inden i ham. Der var behov for ham her, derfor ville han også blive lige her.

[Azalea Holmwood]

Azalea trak vejret lidt hurtigere end før, og mærkede panikken brede sig i kroppen. Hun var kommet til at tænke på, hvad der var sket i atriummet. Hun kunne have været død. Kevin kunne have været død. Men Nicholas var død. Hun burde snakke med nogen om det hun så. Men hun kunne ikke en gang sige vennens navn.

Hun sukkede under Kevins berøring. "Jeg vil ikke miste dig," sagde hun og så op på ham. "Jeg ville ønske, vi altid kunne være sammen," hviskede hun lavt og lukkede øjnene i smerte, da det efterhånden gjorde ondt når tårerne trillede ned ad kinderne.

[Kevin Maddox]

Azaleas ord gjorde Kevin mundlam. Hun fik det til at lyde som om, at det rent faktisk skulle ske - at de skulle skilles ad, miste hinanden. Langsomt rystede ham på hovedet og strammede grebet om hendes ansigt bare en smule som for at sikre sig, at han havde ordentlig fat.

"Du vil ikke miste mig. Jeg går ingen steder," gentog han sig selv og tårerne vældede op igen. "Jeg vil være med dig for altid, Azalea. Jeg vil beskytte dig mod alt ondt. Jeg vil elske dig højere end alt andet. Jeg . . ." Pludselig snørrede hans hals sig sammen, og han kunne ikke afslutte sin sætningen. Grædende hang hans hoved tungt mellem sine arme.

[Azalea Holmwood]

Azalea havde ikke forventet den reaktion fra Kevin, som hun fik. Han græd. Åh, ved Merlins skæg. Han græd foran hende. Hun så forskrækket på ham, inden hun fik samlet kræfter nok til at tage fat i hans arme.

"El... Elsker du-du mig?" Spurgte hun, mens tårerne blev ved med at trille nedover hendes kinder. For blot et par uger siden havde de haft en lille situation, hvor Kevin slet ikke havde været sikker på, hvad han følte. Og nu sagde han, at han elskede hende. Hun ønskede at det var sandt. Men hun kunne dog ikke forstå, hvorfor det gjorde så ondt, når han sagde de ord.

[Kevin Maddox]

Der gik et øjeblik, før Kevin opfattede Azaleas spørgsmål. Langsomt løftede han ansigtet og så på Azalea med tårevædede øjne. Næsten uforstående så han på hende, før han skilte læberne ad og svarede.

"Ja," hviskede han, og som om det var et mysterium for ham, at han nogensinde havde været i tvivl, så han opslugt på hende. Sugede hver eneste detalje til sig. Hver eneste smukke detalje. "Ja, jeg elsker dig," gentog han med en klarere stemme og med let flakkende blik så han hende ind i øjnene. Selvfølgelig gjorde han det, det var han overhovedet ikke i tvivl om.

[Azalea Holmwood]

Azalea kiggede Kevin direkte ind i øjnene, for at se om der var nogen tvivl i dem. Men der var intet at spore, og hun troede virkelig på ham. Hun vædede sine læber, inden hun åbnede munden.

"Jeg elsker også dig Kevin," sagde hun og ville ønske, at hun kunne kysse ham. Men hver bevægelse var smertefuld for hende, og uden tvivl også for ham. "Jeg ville ønske, at jeg kunne kysse dig," hviskede hun og slog blikket ned. Selvom frygten for at miste ham, stadigvæk gnavede i hende, så kunne hun ikke lade være med at mærke en lille knude af glæde i maven. Den blev dog hurtigt knust, da hun ikke mente, at hun kunne føle glæde nu.

[Kevin Maddox]

Kevin forsøgte at trække på det ene smilebånd, men forgæves. Det dæmpede dog ikke den pirrende fornemmelse, der havde opstået i hans mellemgulv ved Azaleas ord. På den ene side var følelsen malplaceret, men på den anden side følte han sig pludselig ikke lige så opgivende mere.

Med langsomme bevægelser tørrede den unge troldmand sine tårer med det ene hånd. "Også mig," svarede han og strøg forsigtigt Azaleas kind med sin tommelfinger. "Det bliver det første, jeg gør, når muligheden er der," tilføjede han og havde nemmere ved at væbne sig med tålmodighed efter at have erklæret deres kærlighed til hinanden.

[Azalea Holmwood]

Azalea gjorde lige som Kevin, når nu tårerne ikke faldt ned over hendes kinder længere. Hendes hud var dog efterhånden på irriteret at den var ildrød, og der hvor hun ikke var forbundet, var der små sår efter hendes forsøg på af fjerne tårerne i løbet af natten.

"Jeg ville ønske, at vi snart var raske nok til at tage hjem," hviskede og sukkede tungt, da han strøg sin tommelfinger over hendes kind. Hvert kærtegn fik smerten i brystet til at svinde ind, men tilgengæld gjorde det lidt fysisk ondt på hende.

[Kevin Maddox]

Kevin fjernede sin hånd fra Azaleas kind, da han næppe ønskede at irritere hendes hud mere, end hvad den allerede var i forvejen. "Sygeplejeskerne siger, at det kommer til at tage tid at hele, men det bliver bedre dag for dag."

Han mente, hvad han sagde, men der var alligevel et strejf af ærgerlighed i hans stemme. Ærgerlighed over hele situationen. Hvorfor var der så meget elendighed i verden? "Snart er vi hjemme igen," tilføjede han og så på heksen med et ømt blik.