Kaos

[Magnolia Dearborn]

Casimir Ó Catháin

Magnolia nåede knap nok at orientere sig om hvor de var, før hun vaklede tre skridt bagud, og satte sig ned på den kolde jord. Kroppen boblede af panik hvilket fik kroppen til at ryste, og hun stirrede fraværende ud i luften, mens hun forsøgte at forstå hvad de netop havde været vidne til.

Tårer begyndte at presse sig på, men hun tillod dem ikke at få frit løb. ”Min familie.. De er alle sammen inde i den bygning”, hvæsede hun ud gennem læberne. ”Og de andre elever..”, hvis der skete dem noget.. 

[Casimir Ó Catháin]

Indenfor i den mørklagte stue, hvor Agnes plejede at bo, vaklede Casimir en anelse. Han indfangede dog insisterende Magnolia i sit greb og trykkede hende, svagt rystende, ind til sig. "Jeg ved det," mumlede han, uden at give slip. "Jeg ved det godt..."

Hans vejrtrækning var overfladisk, alt for hurtig. "Jeg så Quigley og Maddox forsvinde," fortsatte han dæmpet. "Der er ikke noget du kan gøre nu."

[Magnolia Dearborn]

Magnolia trak vejret usikkert ind, mens hjertet hamrede af sted. Hendes hænder strammede sig omkring sine knæ, som hun trak ind mod sig, mens hun med et fraværende blik stirrede ned i gulvet.

Hun lagde villigt sit hoved ind mod hans bryst i det han trak hende ind til sig. Hun klemte øjnene hårdt i, og trak igen vejret ind usikkert, uden at trække sig væk. ”Alle dem, Casimir. Alle de liv. Hvis ministeriet var vrede før, vil det være ingenting, i forhold til det vi har i vente nu”, det var tydeligt at synet af flammerne stadig plagede hende voldsomt. Det var sjældent man så Magnolia på denne måde. Skræmt og rystet. Alligevel formåede hun at tale med en vis sikkerhed i hendes stemme.

[Casimir Ó Catháin]

Casimir strøg Magnolia over håret og beroligede hende, som han ville have beroliget sin lillesøster i samme situation. Han tyssede dog ikke på hende, men lyttede med et lettere fjernt blik.

"Jeg ved det," forsikrede han hende dæmpet. "Men ordet vil også sprede sig om, at de brugte utilgivelige forbandelser. Det er uhørt, Mags. Det vil overbevise folk, jeg ved det." Hans blik brændte.

[Magnolia Dearborn]

De blide strøg ned over hendes hår, og følelsen af hans arm omkring sig beroligende hende, og hjalp til at hendes puls efter lidt tid faldt til en mere normal rytme. Det var en ukendt følelse at længtes sådan efter en tryghedsfølelse, når hun i så mange år havde klaret sig fint med kun at være afhængig af sig selv. Følelsen var rar og skræmmende på samme tid.

Magnolia løftede hovedet en smule fra hans bryst så hun kunne se ham ind i øjnene. ”Jeg elsker at du aldrig mister håbet. Selv når vi andre tvivler. Lov mig du aldrig mister den egenskab”, bad hun, og lagde sit ansigt forsigtigt ind mod hans hals, mens hun forsøgte at begrave de billeder i hendes hoved der stadig dominerede.

[Casimir Ó Catháin]

Casimirs hjerte bankede hurtigt. Både over det de lige havde været vidner til og over at have Magnolia så tæt på. Han stirrede ud i luften, som hun lagde hovedet mod hans skulder. "Jeg elsker dig" svarede han, lidt brat og i en hæs stemme, men ærligt.

Han skævede ned imod hende. De havde kun kysset en enkelt gang, men han var sikker. Han havde aldrig haft det sådan med en pige eller dreng før.

[Magnolia Dearborn]

Så det var sådan kærlighed føltes.

De tre ord fik det til at rykke i hende. I et øjeblik eller to holdt hun vejret. Så løftede hun sit hoved fra hans bryst, og lagde sin ene hånd på hans kind, i det hun vendte hans ansigt mod hendes, så hun kunne se ham ind i øjnene. Magnolia fangede hans læber i et varmt kys, og slap dem et par lange sekunder senere, kun for forsigtigt at lade sin pande hvile mod Casimirs.

”Jeg elsker også dig”, ordene var ømme og ikke mere end en hvisken. Det gik op for hende at hun ikke længere var usårlig. Casimir havde styrken til at ødelægge hende fuldstændig. Samtidig kunne han være den der gjorde hende hel.

[Casimir Ó Catháin]

Casimirs hjerte slog hurtigt, som han besvarede Magnolias kys. Hans fingre kærtegnede hendes hals og faldt lidt, da hun lænede panden imod hans. Han tog en dyb indånding og mærkede efter. Kærlighed. Forelskelse. Det var det her. Spændende.

"Du skal tilbage til Hogwarts," sagde han hæst og lavmælt. "Inden de mistænker noget. Jeg har stadig kosten stående... Du kan tage den. Brænd den bagefter." Hans fingre gled lidt over hendes nakke, før han bøjede sig og kyssede hende igen.

[Magnolia Dearborn]

Magnolias lyst til at tage tilbage var minimal. Hun følte sig tryg her i selskab med Casimir. På Hogwarts ventede der kun kaos og dårlige nyheder. Magnolia gengældte hans kys med ømhed, og mens det varede hvilede hun sin hånd kærligt mod hans nakke, før hun forsigtigt trak sig væk fra ham igen.

”Pas på dig selv til vi ses igen, Casimir”, det var en befaling sagt i en blid tone. Hun rejste sig fra gulvet, glattede sin kappe ud, inden hun rettede de grønne øjne mod ham igen. ”Hold øje her. Så tager jeg mig af Hogwarts”, et svagt, varmt smil kom kort over hendes læber. Så falmede det en grad igen, før hun vendte sig om, og bevægede sig i retning af hvor kosten stod placeret.

Tråd lukket