Besøg

[Hector Attwater]

Magdalene Abbey

19. april 2110, sent på aftenen

Det var lidt af en risiko at tage at møde op på Mungos, men Hector var ikke et sted i sit liv hvor fornuft havde særlig meget at skulle have sagt. Han havde formået at få en eliksir af Lily, selvom han var blevet skældt ud samtidigt, men nu var han altså på vej gennem hospitalets gange for at finde sin (tidligere?) veninde. Hans udseende havde ændret sig, han var nu end ældre mand, det passede ham fint for han følte sig som om han var 50 år. Han var træt og udmattet og havde dårlig samvittighed. Han kunne ikke længere huske hvorfor han havde gjort det han gjorde. Han troede han vidste det, men nu var han ikke så sikker.

Sygeplejersken viste ham ind til Maggies værelse og han satte sig tavst ned på stolen ved siden af hende, mens han ventede på at den ældre kvinde gik sin vej.
"Maggie?" Hviskede han hæst og så spørgende på hende. 

[Magdalene Abbey]

Feberen havde ikke sluppet hende. På trods af den ellers kyndige magi, var dæmonluer forbandet magi og slap ikke så nemt sit tag. Sveden piblede frem over hendes pande og hun vred sig i sin halve søvn, men hun havde været ved bevidsthed før. Det havde ellers taget mange timer før det skete.

Hospitalskjolen klæbede til hendes varme krop og forbindingen, der strakte sig fra ankel til lår, kunne ikke skjule grusomheden af den underliggende forbrænding. Bleg og glinsende, slog Maggie langsomt øjnene op og så sløret på den fremmede mand. Hun genkendte ham ikke, men nikkede blot svagt, tør i halsen og tydeligvis i smerter.

[Hector Attwater]

Hector stirrede i langt tid på Maggie og fik lyst til at kaste op over det han havde udsat hende for. Han fattede ikke at han ikke havde tænkt tanken til ende, at det ikke havde været en mulighed at Maggie måske kunne have været i nærheden. På trods af hun havde så mange smerter, var han kommet her for at sige undskyld, han var ikke sikker på om det var for sin egen skyld eller hendes.
"Maggie.. undskyld.. undskyld.. jeg aner ikke hvad det var jeg gjorde.. jeg er så langt ude.. jeg kan ikke leve med mig selv" Hviskede han langsomt og bøjede hovedet mens han rynkede sine øjenbryn og forsøgte at holde tårerne tilbage.

[Magdalene Abbey]

Maggie var omtåget. Det gjorde ondt og hun fik mange eliksirer, der fik hendes hoved til at snurre. Af samme grund så hun først uforstående på manden, før ordene trængte ind til hende og hun forstod, hvem det var der sad overfor hende. En halvkvalt, ødelagt lyd tvang sig vejen ud gennem hendes hals og de mørke øjne fyldtes med tårer.

"Hector," åndede hun ud. Tårerne trak striber ned over hendes glohede kinder. "Jeg troede, du var død... Jeg så dig... Flammerne..." Hun famlede ulykkeligt ud efter sin ven, uden kræfter til at nå, men med et brændende behov for at mærke at han virkelig var der.

[Hector Attwater]

Hector tog fat i hendes hånd og så sørgmodigt på hende, med en anelse forbløffelse i øjnene. Det undrede ham at hun ikke var mere vred på ham - og så alligevel ikke. Han vidste slet ikke om det var muligt for hende at blive vred.
"Jeg ved det.. jeg tænkte mig ikke om.. det var dumt gjort.. " Bemærkede han og aede hendes hånd med tommelfingeren mens han kiggede på den. Han kunne ikke få sig selv til at se hende i øjnene. Han burde måske sige noget mere, forklare hvorfor han havde gjort det, men han kunne ikke rigtig finde de rette ord så i stedet forblev han tavs og stirrede på hendes lille hånd.

[Magdalene Abbey]

Maggie kunne ikke helt få hold på tårerne igen, der nok også blev delvist styrket af den brændende smerte i hendes ben. "Hvorfor, Hector?" spurgte hun rystende, ulykkeligt og uforstående.

Hele hendes krop skælvede, men hun knugede hans hånd med al den styrke hun kunne mønstre. Selvom han havde gjort noget forfærdeligt, så var hun ikke i stand til at hade ham. Hun kunne ikke. "Hvorfor?"

[Hector Attwater]

Ordene sved som havde hun stukket ham en på siden af hovedet og han overvejede et øjeblik at gå sin vej. Det nemmeste ville være at flygte, det havde han gjort så mange gange efterhånden at han ikke ville have mange skrupler ved det. Dette var dog anderledes, hans dumheder var gået ud over Maggie.

"Jeg var så vred Maggie.. det eneste jeg tænkte på var hævn.. jeg.. tænkte ikke over at det kunne gå ud over dig.. ellers ville jeg aldrig have gjort det" Sagde han og lænede sig ind over hendes seng og pressede hænderne mod sine øjne mens han hulkede. Han var så udmattet at han troede han skulle dø.
"Azkaban er det mest forfærdelige sted.." Hviskede han og skjulte ansigtet i sine hænder.

[Magdalene Abbey]

Maggie så forpint på Hector gennem tårevædede øjne og knugede fingrene sammen om hans hånd. Hendes hoved snurrede og benet dunkede ubehageligt, men det værste var den hule følelse i hendes bryst. "Hvad har de gjort mod dig, Hector?" spurgte hun ulykkeligt, rystende af kulde, selvom feberen brændte gennem hende og hun var klam og svedig.

Hun var vred. Vred og ked af det. Ulykkelig. Såret. Et virvar af følelser, som hun ikke på nogen måde kunne begynde at bearbejde. Hendes krop havde nok at gøre med at kæmpe imod den alvorlige brandskade, der alt for nemt kunne tage livet af hende.

[Hector Attwater]

Hector havde ikke lyst til at gøre hende mere ulykkelig ved at fortælle om de tre måneder han havde brugt i Azkaban. Det var som om hele forvandlingen til varulv var blevet meget værre af at befinde sig i de nedrige omgivelser. Dementorerne var måske væk, men det var den ulykkelige stemning ikke.

"Det er ligemeget Maggie. Jeg skal ikke tilbage igen.. Jeg må tage væk.. finde et sted hvor jeg kan bo afsides og håbe på ministeriet hellere vil tro jeg er død end at forsøge at finde mig" Han fjernede hænderne fra sit ansigt, der var efterhånden ikke lang tid til eliksiren ville fortage sig. Han havde brugt en del tid på at vente på at få lov til at se hende, men alligevel blev han siddende.
"Men jeg har ikke lyst til at tage væk fra dig.. ikke igen." Mumlede han og sukkede dybt.

[Magdalene Abbey]

Det var lige meget, at det var det forkerte ansigt og den forkerte stemme. Hun var ikke i tvivl om, at det var Hector. Hun kunne mærke det helt ind i sine knogler og det var lige så meget lettelse som sorg, der fik tårerne til at pible fortsat ned over hendes kinder.

"Du er i live," gentog hun bare rystende for sig selv og formåede at fokusere på hans ansigt. Ansigtet, der ikke tilhørte Hector. "Du er nødt til at gå. Hvis de fanger dig..."

[Hector Attwater]

Hector var ikke så ivrig efter at komme derfra nu han lige var kommet, han regnede med at transferere sig så uhøfligt han kunne, direkte ud af bygningen og væk derfra. Han havde stadig et par minutter endnu, måske.. Han ville i hvert fald gerne blive der. Hos hende.

"Det gør de ikke, jeg lader mig ikke fange denne gang" Bemærkede han en smule bittert. "Men ja, jeg er i live.." Hans ansigt blødte lidt op i et varmt smil, inden hans blik blev en smule trist.
"Men hvis du gerne vil have jeg skal gå så går jeg min vej." Han rejste sig op, men blev stående et øjeblik, mens hans ansigt begyndte at ligne mere hans biologiske træk. Han betragtede hende sørgmodigt, det havde måske været forkert at dukke op, han havde allerede forårsaget så mange problemer og nu stod han her og skabte endnu flere. Det var ikke helt retfærdigt.

[Magdalene Abbey]

Maggie havde ikke lyst til at give slip på Hector. De sidste mange år havde været præget af afsked mellem dem og hver eneste gang var grunden værre. Hun frygtede at sige farvel igen og en del af hende havde bare lyst til at knuge hende til sig. Måske havde Hector været hendes første kæreste, men han havde også været hendes første rigtige ven og hun kunne ikke give slip på ham. Aldrig.

"Jeg vil ikke have, at du går," svarede hun håbløst. Fortvivlet. Svimmel af smerte. Hun var bange for, at hvis han gik, så så hun ham aldrig igen. Øjnene blev store, da han langsomt vendte tilbage til sig selv og øjnene svømmede over igen. "Jeg vil have, at du bliver for altid. Men det kan du ikke. Hector, du kan ikke..."

[Hector Attwater]

Hector stod stille og betragtede hende, det var tydeligt de begge var kommet frem til den samme konklusion efterhånden. Hvis han gik nu ville de måske aldrig se hinanden igen. Han kunne skrive til hende, men hvad ville pointen være? Det ville kun risikere hendes liv yderligere.

Da han mødte hendes blik var hans øjne tomme, engang havde han troet at han kunne finde en eller anden form for lykke, men nu stod det klart for ham at alt der ventede ham derude var ensomhed. Et eller andet sted ønskede han at han var brændt op, men det var vel straffen for det han havde gjort.
Til sidst tog han hendes hånd og gav den et klem, inden han så hende i øjnene med et forpint blik. "Farvel Maggie.. jeg elsker dig.. " Sagde han med en hviskende stemme og slap hendes hånd modvilligt, inden han vendte sig så om for at gå sin vej.

[Magdalene Abbey]

Maggie græd som pisket, men lydløst. Hun følte sig knust til en million små stykker og smerten i hendes bryst var midlertidigt værre end den i benet, da Hector tog hendes hånd.

"Jeg elsker dig," kvækkede hun halvkvalt efter ham. Det var ikke noget man kunne stoppe med at gøre og det var sandt. Det var på en anden måde end med Brody, men hun var ikke i tvivl. "Jeg kan ikke bære ikke at se dig igen, Hector..." Hun så bedende efter ham, velvidende at han var nødt til at gå. Hun havde bare brug for betryggelse.

[Hector Attwater]

Hector havde lige svoret sin egen ulykke i al evighed, men livet går ikke altid som man tror og Maggies næste ord fik en brændende lykkefølelse til at bore sig igennem hans bryst. Han vidste dog ikke helt hvad han skulle stille op med informationen, men med det håb der pludselig spirrede i ham, kunne han ikke gøre andet end at vende sig om mod hende igen. Han kunne ikke helt holde et smil væk fra sine læber, selvom han stadig var en del udmattet.

"Vi skal nok ses igen. Jeg skriver til dig" Hviskede han og lænede sig ned og kyssede hendes pande blidt, inden han tvang sig selv til at forlade hende og transferere ud i skoven, det eneste sted hvor han følte sig tryg.

Lukket