Hårde tider

[Philippa Blythe]

Oliver Howe


Der gik ikke lang tid fra at hemmeligheden var kommet ud i offentligheden, før Philippa havde grebet ud efter sin kappe, og i faste skridt søgt mod Fønixengen. Howe-familien havde været meget i hendes tanker siden den aften hvor Howe var kommet uanmeldt, og fortalt hende det hele. På det tidspunkt havde det kun været ord. Nu var det for alvor en realitet.

Philippa nåede Howes hjem, som hun vidste han delte med kammerater, og tog sig et par sekunder til at sunde sig, før hun med tre blide slag slog sin hånd mod døren.

[Oliver Howe]

Oliver kløede sig frustreret i nakken og bladrede endnu en gang i gennem den bunke pergamenter han havde samlet på sofabordet i stuen. Det var nu et faktum at hans far skulle i fængsel, og Oliver ledte efter enhver tænkelig løsningsmodel: rettergang, udsættelse, frikendelse... Men intet syntes at være muligt. Absurde planer om at bryde ind i Azkaban og slæbe sin far med hjem begyndte at forme sig i hans baghoved, og han havde efterhånden svært ved at koncentrere sig. Han følte sig underligt bedøvet efter at hans hjerne havde arbejdet på højtryk så længe, og der gik flere sekunder før han registrerede at den banke-lyd han havde hørt kom fra hoveddøren.

Det overraskede ham ikke, at det var Philippa der var kommet. Han gik ud fra, at hun havde hørt nyheden blev ramt af en skyldfølelse over at nyheden ikke var blevet overleveret af ham. Men mest af alt var han bare lettet over, at hun var der. "Hej Pippa," sagde han mat og trådte til siden, så hun kunne komme ind. Han gned sig i det ene øje med en flad hånd og undtrykkede et gab.

[Philippa Blythe]

Philippa var kun lige nået ind ad døren, før hun lagde sine arme på Oliver, for øjeblikket efter at knuge ham hårdt ind til sig. Da hun trak sig væk sad den knugende og anspændte følelse stadig i hende. Hun sendte et varmt smil mod ham, inden hun gav helt slip på ham, og trådte et skridt bagud.

”Jeg håber det er okay at jeg kom forbi”, sagde hun, da hun ikke vidste om han havde foretrukket at være alene. Det sitrede på tungen efter at spørge om han var okay, men det var så dumt et spørgsmål taget omstændighederne i betragtning, at hun holdt sig fra det. ”Jeg blev bare nødt til at se dig. Jeg er så ked af at i alle må igennem det her”

[Oliver Howe]

Oliver lagde armene om Philippa i en omfavnelse. Han vidste ikke om det var hende eller ham, der knugede, og han følte sig lettere omtåget af træthed. Tingene virkede dog mindre håbløse, når han stod med Pippa i sine arme. Der kunne han blive stående hele aftenen.

Så holdt han hende ud for sig og lod til sidst hænderne falde ned langs sine sider. Han nikkede blot ad hendes ord, og det knugede i hans bryst. "Philippa..." Oliver åndede tungt ud og koncentrerede sig om at lyde bare nogenlunde intelligent. "Jeg er så glad for at du er her," fortalte han ærligt og gik derefter i stå.

[Philippa Blythe]

Hans ord fik kun det varme smil til at vokse. Så falmede det en grad, og hun så intenst på ham et par sekunder, før hun kunne mærke varmen stige fra hendes læber til hendes kinder, hvilket resolut fik hende til flytte blikket ned mod gulvet.

”Du ser træt ud, Oli”, hendes stemme var fyldt af medlidenhed. ”Har du .. Har I .. hørt fra andre siden.. Nyheden kom ud?”, spurgte hun forsigtigt og tøvende. Hun vidste ikke hvor meget han havde lyst til at snakke om det. Måske var det forkert af hende at tage det op nu.

[Oliver Howe]

Olivers blik flakkede mellem Philippas øjne og røde kinder, og han skilte tøvende læberne. Hun var så tæt på. Han skulle bare være ærlig. Så flyttede hun blikket, og han så forlegent væk. Det var ikke et passende tidspunkt, og han var desuden ikke helt sikker på, hvordan han egentlig havde det lige nu.

"Udmattet," indskød han med et enkelt nik og smilede et lille, glædesløst smil. "Nej, jeg har slet ikke snakket med nogen udenfor familien. Jeg har ikke engang talt med Reg..." Oliver rynkede brynene og gned sig i øjnene igen. "Kan vi sætte os?" foreslog han så og gjorde en gestus mod trappen, inden han satte i bevægelse mod den. "Jeg har siddet hele dagen og ledt efter en løsning. En forklaring af en eller anden art. Men det virker fuldstændig håbløst," forklarede han mens de gik op ad trappen.

[Philippa Blythe]

Philippa nikkede lydløst, og bevægede sig efter Oliver, for at sætte sig i sofaen, da de nåede dertil. Med et var hendes bløde træk lagt i alvorlige folder. Hun rystede stille på hovedet over hele situationen. ”Det er ikke rimeligt!”, hun stirrede tomt ud i luften et øjeblik, inden de triste, brune øjne blev vendt mod Oliver.

”Ministeriet kan da ikke bare sådan anholde ham. Der må da være en måde hvorpå..”, hun gik i stå. Det var sjældent Philippa ikke havde et svar, for hun var typen der ville sidde oppe flere dage i træk, indtil hun havde det. Men denne gang var hun på bar bund.

[Oliver Howe]

Oliver skubbede til papirerne på sofabordet, der ragede ud over bordkanten, og tog plads i sofaen med et suk. Så faldt hans blik på Philippa, og han følte sig meget rørt over hendes medfølelse. Rørt til slet ikke at føle sig indigneret over sin fars uretfærdige skæbne. Faktum var, at han ikke helt havde slugt informationen og rigtig forstået, hvad der var sket. Det føltes stadig som om det var midlertidigt og at Reginald ville komme hjem om et par dage.

Oliver havde ingen ord parat til at færdiggøre Philippas sætning, og han forblev tavs. Efter nogle sekunders stilhed indså han, at hans blik hvilede på hendes læber. Endnu en gang måtte han forlegent slå blikket væk, men det flakkede straks tilbage til Philippas ansigt og hendes øjne. Han var mundlam.

[Philippa Blythe]

Der gik et par gode sekunder før Philippa opfangede at Olivers blik hvilede på hende uden at sige noget. Han hverken færdiggjorde hendes sætning, eller svarede tilbage på hendes ord, men sad bare der og kiggede, og pludselig kunne hun heller ikke selv fjerne sit blik, men sad bare og så direkte på ham, indtil han var den første til at se væk.

Philippa glippede et par gange med øjnene, inden hun sendte ham et beroligende smil. ”Vi skal nok finde en løsning, Oliver, det lover jeg dig”, på trods af hun ikke helt følte det, formåede hun at lyde sikker. ”Jeg vil gøre alt for at hjælpe dig og din bror med at få jeres far hjem igen – det giver jeg dig mit ord på!”

[Oliver Howe]

Temperaturen virkede til at være steget et par grader, og Oliver prøvede at slå tanken om at læne sig frem og kysse Philippa ud af hovedet. Det i sig selv var uskyldigt nok, men forestillingen om at alting ville blive ok, hvis de erklærede deres ubegrænsede kærlighed til hinanden, hørte ikke hjemme nogen steder. Almindeligvis kom han ikke til kort, når det kom til det modsatte køn, men han havde det anderledes med Pippa end han havde haft med nogen anden pige.

Oliver rømmede sig sagte og smilede svagt. "Jeg ved ikke hvad jeg har gjort for at fortjene din støtte, men jeg er evigt taknemmelig," sagde han lettere hæst og lo mildt. Så rakte han ud efter hendes hånd, fordi han var ret overbevist om, at han ville eksplodere, hvis han ikke kom tættere på hende på et eller andet niveau.

[Philippa Blythe]

Den pludselige berøring gjorde hende som altid akavet, men kun for en stund, og i stedet for at trække sin hånd til sig, gav hun i stedet hans hånd et blidt klem. ”Du har altid været en god ven for mig. Måske endda en af de tætteste. Du må da vide at jeg altid vil være der for dig hvis du har brug for det. Jeg er sikker på du ville gøre det samme for mig hvis det var omvendt”, sagde hun i et roligt smil.

Oliver behøvede ikke gøre sig fortjent til noget som helst. Det var ikke sådan venskaber fungerede. En lille uro begyndte at røre på sig. Tænk hvis hun ikke kunne holde sit løfte? Tanken var så slem at hun hurtigt skubbede den væk igen. 

[Oliver Howe]

Selvom Philippas ord var venlige fik Oliver et vemodigt ansigtsudtryk, og han blev meget bevidst om hvor uregelmæssig hans vejrtrækning var. Han vidste godt et eller andet sted, at hans følelser ikke var gengældte, men så længe det forblev usagt blev han ved med at håbe.

"Jeg ville gøre hvad som helst for dig," sagde han ærligt og knugede hendes hånd, fordi han var lettere nervøs for at hans næste ord ville skræmme hende fra vid og sans og sende hende løbende derfra. "Hvad som helst, Philippa. Jeg er din, hjerte og sjæl, og jeg er ved at gå til, fordi jeg ikke ved, om du vil have mig." Olivers blik glødede, og hans stemme steg i styrke hvor hvert ord han sagde. Det var en lettelse endelig at sige dem højt og han kom til at le en smule. "Det eneste jeg vil er at se dig glad, selv hvis det betyder at det ikke er sammen med mig," fortsatte han.

[Philippa Blythe]

Pludselig kunne Philippa ikke rykke sig en tomme. De brune øjne blev spærret op på vidt gab, mens kraftig varme steg op til kinderne. Hendes puls steg, hjertet galoperede af sted, og hendes taleevner var for længst forduftet. Alle hans ord fik hendes mave til at snøre sig sammen. Hun stirrede direkte ind i hans blik og forstod ikke. Hun havde aldrig troet at Oliver kunne have den slags følelser for en som hende. Hans ord var så rørende og overraskende på samme tid at hun fik tårer i øjnene.

”Oliver”, fik hun fremstammet. Hun vidste hun holdte ufattelig meget af ham. Men på hvilken måde var hun ikke sikker på. ”Jeg var ikke klar over..”, hendes vejrtrækning var langt fra regelmæssig. ”Hvor længe?”

[Oliver Howe]

Pludselig følte Oliver sig ikke så omtåget længere. Han var lysvågen, og han vidste præcis hvad han sagde. For det var sådan det var: det eneste han vidste med sikkerhed var, at han var forelsket i Philippa. Det var et holdepunkt han havde i sit kaotiske liv, og det ham til at føle, at han stadig kunne nå jorden med sin fødder en gang i mellem. Paradoksalt nok, for hun gav ham følelsen af at svæve. Hendes røde kinder sendte ham helt i knæ, og han brugte al sin selvdisciplin på ikke at stryge hende henover de glødende kinder.

Ordet 'altid' lå lige på tungen, men selvom det følte sådan, så var det ikke sandt. "Jeg ved det ikke. Siden vi startede med at arbejde sammen," svarede han og slog blikket ned på hendes hånd, som han stadig holdt i sin. "Hør, jeg ved godt det er ret meget at få smidt i hovedet, men jeg kan ikke gå et sekund længere og undertrykke mine følelser."

[Philippa Blythe]

Philippa var stadig i chok. Hun var håbløs til den slags. Hun mindedes stadig skoledagene hvor hun kunne gå i panik bare hun blev placeret ved siden af en dreng. Philippa bed sig nervøst i underlæben. Hendes hånd der før havde været placeret afslappet i hans begyndte nu at sitre.

”Oliver, jeg-” hun havde stadig besvær med at forme hele sætninger, og tog hun dyb indånding, mens hun sad og forsøgte at fordøje det hele. ”Jeg kan mærke at jeg holder ufattelig meget af dig, men jeg har aldrig tænkt mere over på hvilken måde, for jeg er ikke god til sådan noget, og jeg troede ikke at en som dig ville kunne føle sådan for en som .. mig”