En drøm i opløsning

[Louis Howe]

Ambrose Berkeley
Den 16. april

Efter at have set sine sønner skrive under på sin egen afskedigelse, havde Reginald givet henholdsvis Oliver og Louis et faderligt klem om den ene overarm og derefter undskyldt sig selv. Med tunge skridt var han gået ned ad trappen og forsvundet ind i baglokalet. Butikken var lukket denne lørdag, og der var derfor ingen kunder at se til.

Med et tomt blik sad Reginald på en taburet og lyttede til sine sønner, der forlod butikken. Hovedindgangens klokker klirrede og døede snart ud. Og her sad han. I hjertet af det, der var hele hans liv. Hvordan var det nået til dette? Pludselig lød klokkernes klirren igen. Det måtte være en af drengene, der havde glemt noget. Alligevel skubbede Reginald sig op fra taburetten og gik hen for at åbne døren ind til butikken.

[Ambrose Berkeley]

Efter at have overstået sin første arrestation hvor han havde haft Kenna med var det blevet tid til at Ambrose skulle foretage sig sin første på egen hånd. Han var en smule nervøs, men skjulte det bag hans vante rolige ydre.

Han havde holdt øje med og sørgede for at Howe-sønnerne havde forladt butikken og var kommet et godt stykke væk inden han tog en indånding og nærmede sig butikken. Døren åbnede han og trådte et skridt ind i butikken hvor han stoppede op. Tryllestaven i hånden som dog var sænket.

Da døren gik op fra baglokalet så han direkte på manden der trådte frem. "Reginald Howe, du er anholdt for at konspirere imod ministeriet. Jeg vil bede dig om at vende dig og placere dine hænder bag på ryggen," forklarede han med en rolig stemmeføring.

[Louis Howe]

Da Reginald fik øje på den fremmede skikkelse, flakkede hans blik uvilkårligt ned til den fremtrukne tryllestav. Håndfladerne blev svedige, og han måtte synke, før han åbnede munden og svarede med en myndig stemme, der sitrede ganske svagt af nervøsitet.

"Der må være sket en misforståelse," begyndte han og slog hænderne sammen, men i samme øjeblik mødte hans blik troldmandens, og det var som om en vægt så tung som bly lagde sig på hans skuldre. Den tidligere direktørs brystkasse faldt sammen i en dyb udånding - ikke opgivende, men accepterende. I nogle lange øjeblike herskede stilheden. "Hvad sker der med min familie?" spurgte han endeligt tørt og tvang sin ryg op i en rank stilling.

[Ambrose Berkeley]

"Det er ikke din familie jeg er kommet for at hente, Howe," svarede Ambrose bestemt. "Der sker ikke noget med dem medmindre du giver os en grund." Han var godt klar over at han var alene, men han var trods alt ikke den eneste i hans afdeling. Selv rettede han sig en smule op og hævede sin tryllestav.

"Vend Dem om og placer hænderne bag på ryggen. Jeg gentager det ikke en tredje gang," sagde han i en endnu fastere tone en den han før have præsteret, men stadig roligt og afmålt.

[Louis Howe]

Reginald følte ikke noget behov for at sige manden imod. Så længe der ikke skete hans familie noget, kunne han godt gå herfra. Selvom den blotte tanke om at skulle lægge alt bag sig skabte hvad der føltes som et sort hul i hans mellemgulv. Han følte sig følelsesløs, samtidig med at han aldrig havde følt så meget på én gang før. Hans hoved føltes tanketomt, selvom det var fyldt til randen med tanker, der opførte sig som bølger på et stormende hav.

"Jeg skal nok gøre som De beder mig om," svarede han med påtaget ro og vendte sig langsomt. Hans hænder sitrede af ren og skær nervøsitet. "Inden De binder mig. Må jeg skrive en besked til min hustru og mine to sønner? De kommer til at undre sig over, hvor jeg er." Tanken om hans familie var næsten ikke til at holde ud. Hans elskede hustru, hans dygtige sønner. Reginald måtte tage en dyb indånding for at få kontrollen over sig selv igen.

[Ambrose Berkeley]

Ambrose tøvede kort, ubevidst om det ville være normalt at tillade det. Han endte dog med at nikke til spørgsmålet. "Det må du gerne. Men jeg holder øje med dig under processen," svarede han og hævede tryllestaven yderligere. Det var hans måde at tydeliggøre at han ikke ønskede nogle problemer og at han var klar til at afværge dem.

Han holdt opmærksomt blikket på manden der var noget ældre end ham selv og trådte et ekstra par skridt ind i butikken.

[Louis Howe]

Reginald skævede til troldmanden, der hævede sin stav. Tørt brummede han som svar og syntes overhovedet ikke, at det var nødvendigt at opføre sig på denne måde, men det gav han ikke udtryk for. Han havde fået tilladelse til at skrive til sin familie, og det var det vigtigst. Det ville lette forskrækkelsen bare en anelse. Med stadig sitrende bevægelser greb han pen og papir.

Min kæreste Helen, Oliver og Louis,

Jeg skriver til jer, da jeg er blevet afhentet af Ministeriet. Det er ikke til at sige, hvornår vi ses igen, men der er ingen grund til bekymring. Jeg er uskadt og bliver behandlet med respekt.

Louis, tro på dig selv. Oliver, pas ordentligt på din lillebror.

Reginald

Sirligt foldede Reginald pergamentet sammen og lagde det på et bord, hvor det ikke var til at overse. Hans blik faldt på troldmanden. "Tak," sagde han med et nik, hvorefter han igen vendte ryggen til.

[Ambrose Berkeley]

Ambrose tog sig ikke af reaktionen men stod istedet blot og ventede på at manden blev færdig med sin besked. Da han blev færdig og vendte ryggen til trådte Ambrose dermed det nærmere og fik et dæmpet "Incarcerous" over sine læber mens han nøje bevægede sin tryllestav og frembragte nogle stærke bånd der lagde sig om den arresteredes håndled. Derefter bragte han ham med sig til ministeriet.

Tråd afsluttet