For old times' sake

[Cara Banes Felton]

Gale W. Kaiser

Cara åbnede sin store pels og pustede en vildfaren hårlok væk fra ansigtet idet hun trådte ind på Tarantallegra. Hun svedte. Det var sgu lidt varmt at bære pels i slutningen af april, men den så bare så godt ud. Hun havde allerede taget divastilen til sig efter at have postet én artikel i Alt for Heksene, og hvorfor skulle hun ikke det? Den var jo blevet en success! Forleden i parken havde hun endda set en ung heks sidde og læse hendes artikel. 
De sidste par uger var gået stærkt, og Cara havde brugt næsten al sin tid sammen med sine kollegaer samt på arbejdet, hvor hendes ansvar steg mere og mere for hver dag. Det havde gjort, at hun ikke havde haft meget tid til sine gamle venner. Derfor havde hun nu aftalt at mødes med Gale til en sjov aften i mindernes tegn. De to havde kendt hinanden siden Hogwarts og altid nydt godt af hinandens selskab, trods den lille aldersforskel. Men de var begge lige goofy og selvsikre til at det kunne mærkes.
Med lidt besvær pressede Cara sig gennem klyngen af dansende mennesker og nåede op til baren, hvor en lyshåret skikkelse sad. 
'Darling, SÅ godt at se dig', udbrød Cara drillende, og gav ham et kindkys på hver side. Hun undlod at fjerne sig og greb fat i hans kæbe, som så hun ham an, som en anden tante. 'Du ser knaldgodt ud som altid', konstaterede Cara med et stort smil. 

[Gale W. Kaiser]

Det havde så meget være Caras valg at tage Tarantallegra. Gale syntes stedet var lige lidt for flippet til hans smag, men da det var sammen med hans gamle veninde gjorde det ikke så meget. Hun ville helt sikkert passe ind og med hans egen farverige frakke skulle det nok gå. Han havde fundet den et par dage forinden og selvom penge ikke var noget han svømmede i blev han nød til at have den - også selvom det betød han måtte leve på tørt brød måneden ud. Frakken var dog mere moderat end pelsen der pludselig kom gående imod ham med Caras hoved øverst oppe. Et stort smil blev sendt hendes vej, da han så hende.
"I lige måde." Fordi det var Care besvarede han hendes kindkys. Man skulle generelt bare være klar på særheder fra hendes side, hvilket var én af grundende til at han aldrig var blevet træt af at være sammen med hende. Nogle syntes hun var for meget, selv mente han hun var perfekt. "Hvordan går det?" De havde aldrig førhen rigtig haft tid til at mødes, blandt andet fordi de først og fremmest lige skulle finde ud af, hvor hinanden var. Selv havde han egentligt aldrig troet at han ville se sin farverige veninde igen, efter hun var afsluttet, men en artikel i "Alt for Hekse" havde afsløret hendes 'gemmested'. "Kan jeg byde på noget?" Selv havde han et krus Butterbeer stående foran sig.

[Cara Banes Felton]

Cara lagde ikke skjul på, at hun overdramatiserede en smule, det var nu engang det hun kunne bedst, og det glædede hende altid at Gale reagerede upåvirket eller blot drillede hende for det.
Det var gensynets glæde der plantede et permanent smil på Caras læber, ved synet af den gamle Hogwartsven. Under skoletiden havde de hygget sig og lavet en hel del numre. Han havde udviklet sig temmelig godt, måtte hun indrømme, idet hun skjult tog hele hans væsen ind. 
Caras blik gled ned på hans ingefærøl mens hun rynkede på næsen. 'Er du nu sikker på, at du må drikke den slags med så høje procenter?', spurgte hun smilende, dels for som altid at drille Gale med sin unge alder, dels for at lave sjov med, at han sad og drak noget så skoleagtigt som en ingefærøl på en danseklub!
'Tak som byder! Jeg vil gerne haveee... En Dansende Gnom, tak', sagde Cara og smilede skævt idet hun satte sig på barstolen ved siden af ham og tog pelsen af. Hun kiggede lidt rådvildt rundt, men besluttede sig for at hænge den over skuldrene på en ung kvinde, der hang bedøvede og snorkende over baren. Så vendte hun opmærksomheden mod Gale igen. 'Det går fantastisk! Jeg har lige publiceret min første artikel i Alt for Heksene', udbrød Cara glædesstrålende. Hun brugte enhver mulighed til at fortæller om den. Sådan var det vel efter så mange år uden nogen form for arbejdsmæssig success, og ikke mindst konkurreren med fire andre søskende.
Inden Gale fik set sig om havde Cara fundet sin halvkrøllede artikel frem fra lommen og stukket den i favnen på ham. 

[Gale W. Kaiser]

Et opgivende suk slap ud fra Gale. "Måske skulle jeg lige pointere at jeg er 21 nu?" Han kunne endda drikke i det store USA, hvis det virkelig var det han ville. Efter bestillingen var afgivet til tjeneren smed han selv et par mønter efter bartenderen, der straks gik hen og fandt et krus og fyldte det op. Hans eget valg af drikkelse var et resultat af at han efter at være kommet hjem fra Hogwarts ikke rigtig havde drukket sprut. Der havde ikke været tid til det med træningen, men selvfølgelig havde der været et par ture i byen ligesom mugglerne, omend ikke så vilde. Tiden gik ofte med at lave mærkelige numre med hinanden.
Caras iver med artiklen fik Gale til at grine lavt. "Jeg har læst den." Selvfølgelig havde han læst den. Ikke fordi emnet havde interesseret ham, men fordi det havde været hende, som havde skrevet den. Selv havde han ikke så mange meninger om emnet. af hvad han vidste, fungerede det nogle lunde på samme måde i mugglernes verden og de havde ikke engang magi til at hjælpe dem. Hvordan de klarede sig igennem hverdagen fattede han ikke og ville nok heller aldrig komme til det.
"Så journalist nu? Troede ellers du ville noget med nogle opfindelser. Du snakkede engang om en hat?" Han havde aldrig forstået idéen. Hvorfor skulle man have en hat til sådan nogle ting? Uanset hvad var det en ting han ikke havde glemt, måske fordi Cara havde været meget omhyggelig med at fortælle om den konstant. Så meget, at han næsten savnede at høre om projektet da hun var gået ud af skolen, selvom han aldrig ville indrømme det.

[Cara Banes Felton]

'Er du virkelig blevet så stor, Kaiser?', spurgte Cara drillende, trods de kun to års forskel. Hun betragtede ham muntert smide et par mønter over bardisken. Det overraskede hende faktisk ikke at se Gale afstå fra de hårde drikke, eftersom hun vidste hvor ambitiøs han var. Og selvom han ikke drak meget, var han en festlig fyr alligevel.
Cara var kun en smule ærgerlig over ikke at kunne se hans reaktion når han læste artiklen for første gang. Det behagede hende dog, at han rent faktisk havde læst den. 'Jeg vidste ikke du læste alt for Heksene! Er du fast læser? Du er ikke Madam Kitty der udgiver sig for at være en talende kat der har brug for hjælp, vel? Vi får breve fra hende hver uge!' Cara lo dæmpede. 
Der gik ikke lang tid før den højgrønne gnom-drink kom svævende hen og landede nydeligt på den polerede bardisk. Cara løftede glasset og tog en slurk. Det brændte i halsen, men en sødlig, frugtagtig smag bredte sig veltilpas i munden.
'Jeps, journalist', sagde Cara entusiastisk. 'Tænk du kan huske hatten! Jeg har den stadig liggende hjemme i skabet. Du véd, den der kunne tale. Halvdelen af tiden endte den dog med at råbe af folk... Men det var faktisk ret avanceret magi. Sådan noget lærer I nok ikke på auror-studiet, gør I?' Cara så interesseret på ham. Hun kendte ikke meget til auror-studiet men vidste, at det både var fysisk og mentalt krævende. 

[Gale W. Kaiser]

"Shyys!" Udbrød Gale næsten helt hysterisk da Cara nævnte Madam Kitty. Et elendigt navn, skulle man spørge ham. "Du må ikke snakke så højt om det!" Han forsøgte forgæves at se alvorlig ud i et par sekunder. "Lyder som noget muggler kunne finde på." Ingen kvinde ved sit fulde fem ville kalde sig madam, med mindre vedkommende havde godt kuk i låget. Noget der afgjort var nogle hekse der havde. Et par stykker var i unge versioner på hans gamle skole, men siden han havde forladt den havde han forsøgt at undgå dem. Det var lidt for spacet til hans smag, omend tit meget hyggelige når de ikke lige havde et flip med mærkelige ting.
"Selvfølgelig kan jeg huske hatten!" Alt andet ville jo have været frygteligt! "Til tider." Han trak på skuldrene. "Men alt det vi lære er selvfølgelig i forbindelse med kamp. Der er en million besværgelser til sådan noget. Man savner helt de gamle dage, hvor det var nok kun at kunne tre fire besværgelser når der var dueller." De lærte også en del om illustrationer til arbejde i feltet og hvordan de skulle opføre sig mugglere. Faktisk havde Gale en hel bunke mugglertøj hjemme i skabet. Han havde ikke rørt det siden han fik det, men Tom mente hårdnakket at det var godt at have ved hånden.
"Lærer du da sådanne besværgelser som journalist?" Det havde han svært ved at tro, men på den anden side skulle journalister nok kunne en del sære ting, så måske havde hun opsnappet det på den ene eller anden måde.

[Cara Banes Felton]

Cara lo da Gale spillede med på legen og tyssede på hende. Hun tog fingrene op til munden og klemte læberne sammen, men slap dem kort efter. 'Helt sikkert! Spørg mig ikke hvordan hun får fat i vores eksemplarer'. Cara trak på skuldrene. Det skulle ikke undre hende. Forholdet mellem mugglere og magikere var ikke specielt godt i øjeblikket, og et læserbrev fra en drillesyg muggler var én af de mildere begivenheder.
Cara sukkede begejstret ved mindet om sin hat. Det havde været en af hendes bedre og mere succesfulde kreationer. Hvilket sagde en del om raten af hendes udviklinger. Men den tid var bag hende. Nu var Cara fuldt fokuseret på sin karriere hos Alt for Heksene, selvom hun måtte indrømme, at det til tider var temmelig overfladisk og... tøset.
Cara nikkede som tegn til, at hun lyttede interesseret. 'Er det svært? Og farligt? Har du kæmpet mod nogle varulve og vampyrer endnu?', spurgte hun, uden at kunne skjule et beundrende strejf i tonelejet. Aurorverdenen var temmelig langt væk fra Alt for Heksenes miljø, hvor kollegaerne synes at sludre om hekseskrud og sladder dagen lang. Nej, Gales job var langt farligere - og mere spændende!
'Æh, nej, det gør vi ikke lige. Men jeg lærer farveforskellen på fuschia, flamingo og rouge', fortalte Cara en smule tørt.

[Gale W. Kaiser]

Sikke alle de spørgsmål hun pludselig havde. En lille latter slap ud fra ham. "Nej, desværre ikke. Den slags opgaver kommer jeg slet ikke på." Forklarede han og var egentligt glad for, at det var tilfælde. "Men det er faktisk magiker der er farligere end varulve. Varulve ved du, hvordan vil angribe. Med klør og kæber. Du skal afværge varulven før den kommer for tæt på og ellers skal du løbe. En magiker kan også nå dig langt væk fra." De havde gennemgået en masse overnaturlige væsner, som kunne finde på at angribe og hvad der ville ske, hvis det skete. Selvom de mest arbejdede med hekse og troldmænd kunne de let komme ud for at arbejde i et område med det som mugglere ville kalde 'overnaturlige væsner'. 
Det lød røv sygt! "Hvad er forskellen så? At det er tre farver man ikke kan se forskel på?" Gale var ikke engang sikker på om de snakkede om rød, gul eller grøn. I hans verden var der ikke mange nuancer. De fleste havde en basisfarve og så en lys og mørk version. Så behøvede han ikke at vide mere. Selvfølgelig var det ikke tilfælde, hvis man spurgte en med kendskab til farver, men sådan nogle havde han aldrig mødt eller haft behov for at snakke med - og slet ikke farveteori. Mens han ventede på svar udnyttede han chancen for at få noget af sit øl ind. Han havde helt glemt det siden Cara kom ind. 
"Men har du så helt opgivet opfinder-projekterne?" Det mente Gale var synd og skam. Selvom det ofte var nogle vanvittige projekter hun havde i hoved var de altid meget morsomme og underholdende at høre på og de havde altid en eller anden finurlig funktion. At opgive drømmen bare fordi det ikke lige lykkes den første gang var en skam.

[Cara Banes Felton]

'Årh, kedeligt', bemærkede Cara og sank lidt tilbage i sædet, da hun havde lænet sig interesseret frem. Det strejfede hende ikke, at han måske ligefrem var glad for dette. For Cara betød et job som auror at man elskede suset ved spænding, ligemeget hvordan det præsenterede sig. Til gengæld måtte hun jo erklære sig enig i, at mennesker var mere uberegnelige. 'Nåja, det har du selvfølgelig ret i', påpegede Cara og følte sig en smule dum. Så smilede hun skævt. 'Gud, hvor er du altså modig. Og stærk', sagde Cara i et højt toneleje og rakte drillende hånden ud for at trykke på hans biceps. 'Ej, er du glad for det?'
'Tre gyselige nuancer af pink med en lille forskel. Ikke specielt interessant... Men jeg ved ikke lige med opfindelserne. De var jo aldrig rigtigt en success. Måske genoptager jeg dem når jeg er blevet gammel og sær. Det vil sige mere sær end jeg er nu'. Hun blinkede muntert og tog en ordentlig slurk af sin grønne drink.

[Gale W. Kaiser]

Man skulle næsten tro, at folk havde fået en falsk illustration af auror arbejdet igennem actionfilm, men af hvad Gale vidste var det ikke tilfælde. Hvorfra folk så havde fået det næsten fantastiske billede af jobbet forstod han ikke, for Cara kunne umulig være den enenste der havde den idé. Hendes beundring fik ham til at sende hende et selsikkert grin - og selvfølgelig spænde musklerne i armen. "Selvfølgelig er jeg det." Han svang en arm omkring veninden og gav hende et let klem på skuldren. "Ja, for så kan jeg komme og redde prinsesser, som dig, i nød." Derefter lod han armen falde ned langs sin egen side. 
"Ej, du bliver da nød til at lave den der hat! Nu har jeg glædet mig til den de sidste mange år." Brokkede han sig højlydt. "Jeg skal nok betale - når den altså fungerer og ikke sviner folk til." Tilføjede han lidt efter med en drillende undertone. Han greb ud efter sin butterbeer og drak en god tår. "Men hvorfor blive journalist?" Han mente ikke at kunne huske, at hun var glad for at skrive, men hun kunne jo let have en hemmelig drøm, som han aldrig havde hørt omkring. Det var jo et par år siden de sidst havde mødtes, så der kunne godt være sket forandringer. "Kan du ikke finde et arbejde med opfindelser?" Det var jo det hun brændte for og der kom hele tiden nye magiske dimser og dutter, som man ikke kunne undvære, hvis man altså skulle tro de farverige og meget overbevisende reklamer.

[Cara Banes Felton]

Cara lo af hans svar og svang dramatisk med håret, selvom hun var alt andet end en skrøbelig prinsesse. Det ville hun i hvert fald ikke indrømme overfor sig selv. Men romantisk som hun var, viste billeder sig af Cara, trængt op i et hjørne af en varulv, og Gale der kom flyvende på en kost, forbandede væsenet og trak hende ind i et hedt kys.
Med en lille rømmen trak Cara sig ud af dagdrømmerierne og tog en ordentlig slurk af sin drink. Den begyndte allerede at stige hende til hovedet, kunne hun mærke.
'Okay, okay, jeg prøver et genskabe hatten for din skyld. Du får den i fødselsdagsgave', sagde hun med et smil og slog opgivende ud med armene i en så heftig bevægelse, at hun kom til at ramme hans bryst. 'Hov, undskyld', mumlede Cara, og skyldte sig at tilføje, 'men jeg tror bare jeg skiftede interesse', løj hun og sendte ham et blændende smil. 'Men hvordan går det ellers med dig? Fundet kærligheden endnu?', spurgte Cara og forsøgte dermed at trække samtalen over i en anden retning, inden hun måtte indrømme overfor sig selv at hun havde svigtet sin drøm til fordel for rent faktisk at have en indtægt. Han kendte hende for godt.

[Gale W. Kaiser]

Gale lyste op i et stort smil. "Dét vil jeg glæde mig til!" Det var hans største drøm der var gået i opfyldelse - næsten da. Hånden der pludselig kom kiggede han undrende på, men han sagde intet til det. Lod hende bare slå sig løs. "Skifte interesse?" Lød det overrasket. "Det kan man da ikke bare lige." Det var både et udtryk for hans tanker og at han ikke troede på hende. Han mente ikke, at man sådan lige kunne skifte interesser. Man kunne selvfølgelig godt finde nye spændende ting, men at Care opgav sine opfindelser med et svirp med tryllestaven havde han ærligtalt svært ved at tro på. Det virkede heller ikke som noget der kunne ske. Det var dog ikke noget de skulle komme op og diskutere, så han var med på at skifte emne.
"Stille og roligt, meget af tiden går med træning, så der er ikke rigtig plads til så mange venner - eller damerne. Så nej, jeg har endnu ikke fundet lykken." Da de nu var i gang med at snakke om ham, og ikke hende, undlod han at spørge tilbage. Det kunne også let blive en genvej til spørgsmålet omkring opfindelserne og den havde han ikke helt lyst til at tage op. Ingen grund til ligefrem at opstøve konflikter. "Men om et års tid jeg færdig og har forhåbentligt der mere tid til mig selv." Han lænede sig mageligt tilbage i stolen. Det var dejligt at tænke på. Han havde også allerede hørt at det fjerde år skulle være mere afslappet end de første, fordi der ikke var så meget teori. Det handlede mere om praksis. Det håbede han så var tilfælde.