Gråt

[Terrance Tweedy]

Eldridge Engleford

Terrance stirrede ud af det lille, firkantede hul, der var hans eneste vindue til verden udenfor og havde været det i lang tid nu. Han havde talt dagene. Fjorten var der gået, siden han var blevet bagbundet af Kennas veninde og ført bort fra det lille hjem i Hogsmeade. I fjorten dage - markeret med fjorten streger ridset i stenvæggen - havde han siddet i den simple celle med ingen anden underholdning end sine egne tanker.

Maden blev serveret regelmæssigt, så vidt han kunne regne sig frem til. Han havde forsøgt at fremstille et forsimplet solur, havde trænet sine evner for magi uden tryllestav og gennemgået handlingerne op til tilfangetagelsen så mange gange, at han kunne det hele udenad. Fjorten dage uden muligheden for at forsvare sig selv og fjorten dage uden at se sin hustru.

[Eldridge Engleford]

Eldridge var sammenbidt. Han havde allerede afhørt mange mennesker i forbindelse med sit arbejde, men det her var første gang han skulle afhøre en ven. Han kendte dog sin pligt, selvom hans fodtrin syntes at runge ekstra højt over den klagende lyd af andre fanger. Regulatoren holdt blikket frem for sig indtil han nåede den rigtige.

Der var ikke meget lys, men han kunne alligevel ane skikkelsen i den anden ende af cellen. "Mr. Tweedy," gjorde han opmærksom på sig selv, velvidende om den distancerede tiltale. Der var dog ikke meget andet for. "Jeg er kommet for at stille dig nogle spørgsmål."

[Terrance Tweedy]

Terrance stod ved vinduet, da døren gik op. Da han vendte sig rundt, skinnede lyset direkte på manden, der var trådt ind, og professorens øjne blev spærret en anelse op. Han mistede mælet en kort stund og da han endelig fik det tilbage, var han stadig mere hvid i ansigtet end før. Fjorten dage havde dog gjort hvad det var intentionen, at de skulle gøre. Han var ikke den samme mand, som da han blev arresteret.

Han stirrede på sin ven og tidligere kollega, men han stillede ikke selv alle de spørgsmål han havde. Hans tro på systemet var mangelfuld efter fjorten dage uden menneskelig kontakt eller skyggen af retfærdighed.

"Jeg har ingen svar," sagde han hult. "Jeg aner stadig ikke hvorfor jeg er her."

[Eldridge Engleford]

Eldridge valgte at overhøre professorens ord. I stedet rakte han ind under sine gevandter og fremdrog en lille flaske med en helt klar væske. "Veritaserum," sagde han lavmælt, skønt det næppe var overraskende. Ligefremhed var dog det bedste han kunne gøre for sin tidligere kollega og ven i øjeblikket.

"Frøken Atterberry vedbliver at påtale din uskyld," begyndte han, blikket alvorligt. "Hvis det er sandt, er du fri til at gå. Vi kan dog intet gøre, før vi ved det med sikkerhed." Han så indtrængende på Terrance.

[Terrance Tweedy]

Terrance stirrede på flasken. Han var aldrig i sit liv blevet udsat for veritaserum. At det skulle være nødvendigt nu, var latterligt. Han havde ikke gjort sig skyldig i nogen forbrydelser. Han havde tværtimod fulgt ministeriet til punkt og prikke. Og han blev belønnet med fjorten dage i Azkaban og et tilbud om at tage sandhedseliksir. Et hånligt fnys forlod ham, inden han nåede at tænke over det.

"Og hvis jeg nægter?" Hans holdning var rank og hans stemme rystede ikke det mindste, men tanken om at blive siddende i cellen var mere eller mindre utænkelig. Han følte allerede, at han var ved at miste sin forstand.

[Eldridge Engleford]

Eldridge var ikke overrasket over Terrances reaktion. Han så på den anden med alvor, uden at stikke flasken tilbage under gevandterne. "Du er mistænkt for ledtog i kidnappelsen af Caleb Crow og modarbejdelse af ministeriets interesser," svarede han roligt og trådte et skridt tættere på cellen. Modsat da han havde afhørt varulven, følte han ikke samme behov for sikkerhedsaftand.

"Hvis du nægter, kan du se frem til mange nætter her endnu. Det samme næste gang du nægter og sådan bliver det ved. Ministeriet for Magi ser ikke let på de anklagelser, der hviler over dig, Terrance." Han rynkede på brynene og så indtrængende på manden i cellen. Hvis han var uskyldig, hvad var så problemet?

[Terrance Tweedy]

Terrance bed tænderne sammen. Uretfærdigheden var åbenlys. De havde ingen beviser, han fik ingen chance for at forsvare sig og han havde ingen rettigheder. Absolut ingen. Det samfund han troede på, virkede pludselig ikke så rigtigt, som han hele tiden havde sagt det var, nu hvor han så det fra den anden side.

Han rankede sig. "Og hvad gør ministeriet så ved Agnes?" Tanken fik det til at løbe ham koldt ned af ryggen. Han havde forsøgt at lade være med at lade det optage enhver ledig tanke de sidste fjorten dage, men det var umuligt ikke at spørge.

[Eldridge Engleford]

Eldridge slog kortvarigt blikket ned og foldede hænderne foran sig, flasken stadig lukket i den ene hånd. "Jeg har ingen involvering i afhøringen af Frøken Atterberry," svarede han roligt og så ind på Terrance. Han havde valgt Terrance, da han stod overfor muligheden. Hvad der skete med dennes kæreste havde han ikke meget viden om, foruden det fortrolige han hørte fra sine kollegaer.

Han var stille i et øjeblik, mens han overvejede sine muligheder. Til sidst rettede han sig lidt og så alvorligt ind på Terrance. "Hvis du samarbejder, kan jeg dog muligvis arrangere et møde." Han vidste i hvilken celle hun sad. Godt nok var det ikke et tilbud han havde lov til at give, men de havde fået at vide, at der var ganske få restriktioner i metoder.

[Terrance Tweedy]

Terrances anspændte mine løsnedes lidt og han holdt vejret et øjeblik, imens blikket fæstnedes på Eldriges ansigt. Han kunne se Agnes. Håbet flammede kort op i ham, men han havde hørt forbeholdet og han stolede ikke fuldstændig på noget, der blev sagt.

"Muligvis?" Han rettede sig lidt op og genfandt sin gamle autoritet. "Jeg samarbejder, hvis jeg kan få sikkerhed for, at jeg kan møde Agnes," svarede han, og nu rystede hans stemme lidt.

[Eldridge Engleford]

Eldridge ville have smilet, hvis situationen var mindre alvorlig. Han gjorde det ikke, men så blot tavst på Terrance i et øjeblik, før han endelig nikkede. "Nuvel," erklærede han og rettede sig lidt op.

"Du har mit ord." Øjenbrynene gled lidt op, som han holdt den lille flaske op, der ikke var mere end halvt fyldt. Kun et par dråber var nødvendige. "Du kommer kun til at tale med mig," tilføjede han, i forhåbning om at det bare var en lille trøst. Han ville gerne gøre omstændighederne lettere for Terrance og ville undlade sandhedseliksiren helt, hvis ikke han vidste at det var nødvendigt.

[Terrance Tweedy]

Terrance lukkede øjnene et kort øjeblik og støttede sig imod væggen. Fjorten dage. Han kunne sige nej nu, men det ville ikke få ham nogen vegne. Han tog en dyb indånding og da han åbnede øjnene, var han afklaret.

"Giv mig den," bad han tonløst, som han rakte hånden frem. Hans årer føltes kolde som is.

[Eldridge Engleford]

Eldridge tøvede ikke længe, da først Terrance besluttede sig. Han rakte flasken frem mod Terrance. "En lille smule skulle være nok," sagde han roligt og rakte ind under sine gevandter efter sin tryllestav. "Og jeg håber, at du forstår, at vores aftale ikke gælder, hvis du prøver på at narre mig ved ikke at drikke det."

Cellen var mørk nok til at det teoretisk set var muligt at spytte væsken ud eller hælde det ved siden af. Eldridge var ikke naiv, men han vidste også at Terrance var fornuftig. Af samme grund fortsatte han sit foretagende med tryllestaven og fremtryllede en stol til sig selv.

[Terrance Tweedy]

Terrance kastede Eldridge et usædvanligt beskidt blik, som han aldrig havde troet han skulle sende sin tidligere kollega. Der var noget så nedladende over hans bemærkning, at det fik Terry til at love sig selv, at han ikke ville vende tilbage til et stille skrivebordsjob, når han slap fri. Han var helt og aldeles desillussioneret. Til gengæld gjorde han hvad han kunne for at glemme de tanker, da han nikkede let med et uoverbevisende og uvenligt smil.

"Jeg kender både dig, ministeriet og veritaserum, Eldridge," sagde han simpelt, før han lod et par dråber dryppe ned på sin tunge og sank dem. Følelsen var pludselig, lodden og tung. Han tog en dyb indånding og blinkede.

[Eldridge Engleford]

Eldridges ansigtsudtryk var neutralt. Han havde oplevet langt værre afhøringer, på trods af at han bestemt ikke fandt det behageligt. Han var dog udmærket klar over, at Terrance kunne være skyldig og i det tilfælde strakte hans sympati sig ikke langt.

Han ventede tålmodigt, tjekkende sit lommeur fra tid til anden, før han var sikker på at sandhedseliksiren havde taget hold i Terrance. Regulatoren rettede sig op. "Forklar naturen af dit forhold til Frøken Atterberry," bad han som det første af en række spørgsmål. Tanken bag var ganske simpel. Han havde en mistanke om, at den romantiske relation var et dække for et samarbejde. Det virkede realistisk.

[Terrance Tweedy]

Terrance sank lidt sammen, men havde fornuft nok tilbage til at famle sig hen til sengen, som han sank tungt sammen på. Hans hoved føltes let og uldent og han behøvede hverken at tænke eller føle, for at få ordene til at glide over sine læber.

"Jeg elsker Agnes," kom det, mildt distanceret. "Jeg tror ikke hun har en søster, en frk. Atterberry, men jeg ville sikkert også hold af hende. Måske en kusine?" Hans pande fik en let rynke. "Men jeg elskede hende også da hun var frk. Atterberry selv. Nu er hun Madam Tweedy. Skønne Agnes..."