|
|
Post by Ambrose Berkeley on Apr 6, 2015 18:52:21 GMT 1
På mange måder havde lørdagen været en lidt kedelig affære. Vejret havde været meget omskifteligt og da holdene til amatør Quidditch var gået på banen var solen forsvundet bag nogle mørke skyer. Der gik ikke mere end ti minutter før regnen piblede ud fra himlen, men de havde naturligvis fortsat spillet. Der skulle mere end nogle regndråber til at slå dem ud. Ambrose svævede ved målmandsposten da der kom et lysglimt hurtigt efterfulgt af en buldren i nærheden. Dette fik ham til at kalde time-out og sætte kursen mod jorden. Inden for kort tid landede han på jorden med et blødt bump hvor han samledes med de andre spillere og fik taget kosten i sin højre hånd. |
|
|
|
Post by Kenna F. Kinnaird on Apr 6, 2015 19:04:51 GMT 1
Kenna havde brug for distraktioner for tiden. Hun havde fængslet sin egen bedste veninde og følelsen i hendes mellemgulv, hver gang hun tænkte på det, var elendig. Hun vidste, at det var det rigtige, men det afhjalp ikke mavefornemmelsen og kun fysisk aktivitet og hårdt arbejde fik hendes tanker væk fra Agnes alene i en celle i Azkaban.
Hun hørte fløjten, bandede og susede imod jorden med sved og regn i håret og på panden, da hun landede. "Lynene er langt væk," argumenterede hun ivrigt. Kampen var ikke slut og den røde farve på det bånd, der var på hendes kost, afslørede hende som en del af det hold, der indtil videre havde færrest point. "Vi kan sagtens fortsætte."
|
|
|
|
Post by Ambrose Berkeley on Apr 6, 2015 19:31:02 GMT 1
Ambrose kunne godt sætte sig ind i at Kenna gerne ville fortsætte, det ville han nok også ønske hvis han var ved at tabe. Nu var han bare endt på det modsatte hold, indikeret af et blåt bånd. Samtidig kunne han ikke lade være med at smile en smule over hendes ivrighed. Desuden havde hun også en pointe med sit argument.
"Indtil videre. Vi bliver nødt til at være opmærksomme på os selv og hinanden." Han så i retning af endnu et lyn der slog ned, stadig et godt stykke væk. "Så længe vi bare stopper i tide."
|
|
|
|
Post by Kenna F. Kinnaird on Apr 6, 2015 19:58:51 GMT 1
Kenna så rundt på de resterende. Der blev nikket, mumlet bekræftende og Kenna smilede tilfredst, og lettere barsk. "Lad os," opfordrede hun før hun satte af fra jorden igen med blikket på den angriber, der havde tromleren.
Hun susede direkte efter hende og det sekund der blev kastet, var hun der og erobrede den runde bold, før hun vendte i luften, fortsatte og afleverede til sin medspiller. Regnen gled af de briller, der var spændt godt fast om hovedet og hun var koncentreret, som hun modtog tromleren igen og denne gang kastede den imod den mindre, højre ring i modstandernes mål.
|
|
|
|
Post by Ambrose Berkeley on Apr 7, 2015 21:46:13 GMT 1
Ambrose gjorde et nik da det blev bekræftet at de fortsatte. Han fik placeret sig på sin kost, satte ligeledes fra og fløj hen til målet han vogtede igen. Øjnene måtte han knibe en smule sammen for at fokusere blikket i regnen.
Der gik ikke lang tid med at svæve foran det store mål før modstandernes angreb allerede var godt igang. Han skød i retning af tromleren og nåede den lige akkurat ikke så den fløj igennem målet. I sin ærgrelse satte han sig dog lidt til rette og forberedte sig på næste angreb - de var ikke helt indhentet endnu.
|
|
|
|
Post by Kenna F. Kinnaird on Apr 7, 2015 22:16:19 GMT 1
Kenna jublede og blinkede til Ambrose, som hun susede efter bolden. Hun grinede, men skar øjeblikket efter en grimasse, da endnu et lyn slog ned, væsentligt tættere på. Der lød en skarp piften og spillerne måtte alle vende tilbage til jorden igen. Kenna bandede med klingende skotsk accent og mindede kortvarigt frygtelig meget om sin far.
"Så må I da i det mindste give en ordentlig øl, når I vinder per default," konstaterede hun, som hendes blik mødte Ambroses, lettere provokerende.
|
|
|
|
Post by Ambrose Berkeley on Apr 7, 2015 22:25:15 GMT 1
Ambrose grinede kortvarigt tilbage til Kenna, da han trods alt ikke var så ærgelig at han ikke kunne se det morsomme i scenariet. Det varede dog ikke længe og de var hurtigt nede på jorden igen.
"Hvis det er det der skal til for at få jer til at holde op med at klynke," svarede han i en drillende tone, understøttet af blikket i hans øjne. Tydeligt rettet primært mod Kenna.
|
|
|
|
Post by Kenna F. Kinnaird on Apr 7, 2015 23:02:01 GMT 1
Kenna fnøs. "Det var jer, der ville slutte kampen før. Hvis vi fortsatte, ved I jo godt, at vi ville vinde." Hun ignorerede en af sine holdkammeraters bemærkning om, at hun bare kunne fortsætte alene og smilede skævt, dryppende lidt fra kappen.
"De Tre Koste? Berkeley giver. Han tjener nok til det." Hun smilede flabet til kollegaen.
|
|
|
|
Post by Ambrose Berkeley on Apr 8, 2015 17:37:08 GMT 1
Ambrose sendte et skulende blik til Kenna ved de første ord der forlod hende. Et blik der tydeligt var ment i sjov. Ved den næste kommentar sendte han et sigende blik inden han så nikkede.
"Denne gang giver jeg," sagde han i en opløftet tone og fik dermed givet hende ret. Det var ikke noget han tog så tungt - nærig var han sjældent. "Men vi vandt stadig på retfærdig vis," pointerede han. Hans briller skubbede han op i panden inden han begyndte at bevæge sig imod omklædningsrummene.
|
|
|
|
Post by Kenna F. Kinnaird on Apr 8, 2015 17:44:01 GMT 1
Kenna lo, trak på skuldrene og lod diskussionen ligge. Hun var et konkurrencemenneske, men hun kunne godt give sig - til tider. Da flokken af amatører kort efter var på vej imod Hogsmeade og kroen, gav hun Ambrose en albue i siden.
"Vil du for alvor sige, at man kan vinde en Quidditchkamp, uden at lynet bliver fanget? Sådan er det jo ikke med professionel Quidditch."
|
|
|
|
Post by Ambrose Berkeley on Apr 8, 2015 17:57:28 GMT 1
Ambrose så på Kenna og nikkede anerkendende til hendes pointe. "Men vi spiller ikke professionel Quidditch," kommenterede han så i en drillende undertone.
"Jeg er sikker på at du med lidt god vilje godt kan overtale de andre til at fortsætte næste gang, hvis det betyder så meget for dig." Igen lå der en snert af dril i hans ord. Samtidig var han dog klart for at det gerne måtte minde så meget om det professionelle som muligt, der lå en hvis charme i de barske regler.
|
|
|
|
Post by Kenna F. Kinnaird on Apr 8, 2015 18:04:57 GMT 1
Kenna himlede med øjnene og fnøs dæmpet over kollegaen. Hun rystede lidt på hovedet. "Jeg pointerer bare, at I teknisk set kun har vundet, fordi vi spiller med nemmere regler," svarede hun afslappet.
"Men det var alligevel flot spillet," måtte hun indrømme. "Tillykke." Hendes blik spillede lidt, som hun rettede på sin hat.
|
|
|
|
Post by Ambrose Berkeley on Apr 8, 2015 18:30:04 GMT 1
Ambrose smilede blot af hende. "Det har du også ret i," sagde han ligeledes roligt. "Teknisk set kunne enhver af vores hold have vundet."
Da hun alligevel valgte at rose dem nikkede han som en understregning af det følgende: "Tak." De var efterhånden nået til De Tre Koste og Ambrose tog fat i døren og holdt den åben for Kenna. "I spillede heller ikke dårligt."
|
|
|
|
Post by Kenna F. Kinnaird on Apr 8, 2015 19:34:55 GMT 1
Kenna smilede skævt og blinkede til Ambrose, før hun fortsatte forbi ham med et selvsikkert "det ved jeg." Hun hang overtøj og hat på stumtjeneren indenfor døren, før hun dumpede ned ved det store bord, som gruppen af amatørspillere havde neglet. Bestillingerne lød næsten allesammen på noget læskende og hun meldte sig i koret.
Det var hårdt at suse rundt deroppe. Hun var glad for, at det ikke var hendes hverdagsbestilling, selvom den absolut også krævede en god fysik.
|
|
|
|
Post by Ambrose Berkeley on Apr 11, 2015 20:15:51 GMT 1
Ambrose lo blot roligt over hendes kommentar i forbipasseringen. Han fulgte efter hende og fik ligeledes også sit overtøj af og hængt det på stumtjeneren, inden han fortsatte hen til bordet og slog sig ned ved siden af Kenna hvor der var plads.
Til tjeneren meddelte han at han betalte denne omgang efter selv at have bestilt i samme stil som de andre. Sit Quidditch forvildrede hår fik han skubbet en smule til siden inden han skubbede blidt til Kenna, muligvis bare for det gode humørs skyld, som han godt kunne forestille sig kunne svinde ind når som helst.
|
|
