Plan B

[Magnolia Dearborn]

Casimir Ó Catháin

28 marts, 2110

Magnolia forsvandt fra de andre elever, og satte retning mod en lille gade, inden hun stoppede op foran en kro, hvor hun aldrig havde befundet sig før. Hætten var stadig trukket op over hovedet, så hun kunne skjule sit ansigt, i det hun trådte indenfor. Hun kastede et hurtigt blik rundt, inden hun bevægede sig hen mod et af de borde der var bagerst. Først da hun sad ned skubbede hun hætten lidt tilbage.

Hun undgik øjenkontakt, og havde udelukkende sit blik rettet mod døren, mens hun desperat bad til at Casimir snart ville træde ind ad døren. Magnolia havde ikke sovet ordentligt de sidste par nætter, og hvis hun ikke snart så ham, var der stor risiko for at hun ikke ville kunne holde sig så fattet særlig meget længere.

[Casimir Ó Catháin]

Casimir var klar over den øgede risiko. Han havde forklædt sig som en ældre heksemutter i lang, dramatisk, sort kjole og trukket et tørklæde over håret, der ikke strittede i alle retninger. Til gengæld prydede en stor vorte hans næse og forvrængede hans ansigt. Da Magnolia trådte indenfor på kroen, betragtede han hende derfor allerede.

Han kom op, støttet til stokken og satte sig ned ved siden af hende ved det lille bord, uden at slippe hende med blikket. De lyse øjne havde et intenst skær, som han hviskede til hende. ”Vi kan ikke blive ved med at mødes sådan her...”

[Magnolia Dearborn]

Magnolia blinkede et par gange forvirret med øjnene før det gik op for hende hvem der gemte sig bag den gennemtænkte forklædning. ”Som det ser ud nu, er det vores eneste mulighed”, svarede hun ham, og i et kort sekund trak det svagt i mundvigen, inden de alvorlige træk med et vendte tilbage.

Hun sank hårdt. ”Jeg troede vi havde gennemtænkt det hele godt nok”, hendes stemme var lavere end en hvisken. Hun fjernede en rød hårtot om bag øret der havde forvildet sig ud fra hætten. ”Jeg kendte til konsekvenserne, men..”, hendes stemme var ikke usikker eller bange. Den var vred og bar også på en snert af skyldfølelse.

[Casimir Ó Catháin]

Casimir var ikke det mindste spøgefuld, på trods af de ord han hilste Magnolia med. Situationens alvor var ikke gået ham forbi. Agnes var væk og det var et under, at der ikke var kommet ministeriefolk efter dem begge allerede. Hans mave skar ubehageligt ved tanken om den rødhårede slange i fængsel, men han kunne ikke stoppe nu.

"Vi bliver nødt til at finde en bedre løsning. Jeg besøgte Agnes' forældre..." Hans ansigt var hvidt. "De har fået fjernet deres hukommelse. De aner ikke hvem jeg er... Hvem hun er... Hvem Caleb er." Han så intenst på Magnolia. "De har bare... Fjernet alle minder om deres datter. Med et slag. Hvis de kan gøre den slags, hvad er der så at stille op? Vi bliver nødt til at være flere til det her."

[Magnolia Dearborn]

Hans ord fik det til at løbe koldt ned af ryggen på hende. Læberne hun først havde skilt ad for at sige noget, blev presset hårdt sammen igen, så de blev helt hvide. Hun kunne mærke hvordan vreden begyndte at ulme i sig. ”Jeg kan knap nok se på min far længere. At vide han støtter det her, at han er med i det..”, hendes stemme var fyldt med skam over den mand hun altid havde set som et stort forbillede, men som nu var blevet til en hun foragtede.

Endelig løftede hun blikket for at se direkte ind i Casimirs blik. Lysten til at række ud efter hans hånd var stor, men hun vidste bedre, end rent faktisk at gøre det. ”Hvad gør vi?”

[Casimir Ó Catháin]

Casimir så lettere advarende på Magnolia, men rakte ikke ud og lagde hånden beroligende over hendes, sådan som han havde lyst til. I stedet sank han lidt mere sammen og rømmede sig dæmpet. "Vi mangler allierede. Det første vi bliver nødt til at gøre er at finde ligesindede. Vi må holde øjnene åbne og se efter hvem der udtrykker sig kritisk. Vi er kun os to lige nu. Vi kan ikke give os til at hjælpe flere børn, når vi ikke engang aner hvad der sker med dem efter de er befriet. Vi må tænke større, længere..."

Han var næsten helt forpustet over hvor stort det han talte om ville være. "Er du med mig, Magnolia? Hvis du ikke kan fortsætte længere, er det her du må sige til. Det vi må gøre er noget, der vil betyde livstid i Azkaban, hvis vi bliver opdaget." Han så intenst på hende. Hvis ikke hun kunne mere, stolede han nok på, at hun ville holde tæt med hvad hun allerede vidste. Alternativet var, at hun selv ville blive sendt flere år i fængsel for Caleb-sagen.

[Magnolia Dearborn]

Magnolia lænede sig ind mod bordet. Det sitrede stadig i hendes fingre efter at give hans hånd et klem, men i stedet forblev hånden liggende nogenlunde midt på bordet. ”Selvfølgelig er jeg med dig. Vi er sammen om det her – uanset hvordan det kommer til at gå”, de grønne øjne var intenst fastlåst i hans. Hun fugtede underlæben med sin tunge inden hun sukkede trist. ”Desuden.. så kan vi ikke lade Agnes lide i Azkaban uden nogen grund. Vi må forsætte hvad vi startede. Det skylder vi hende”,

Skyldfølelsen begyndte med et at kravle frem igen, og hun måtte forsætte med at snakke, inden den blev for overvældende. ”Det må være min opgave at finde nogen på skolen vi kan stole på. Nogen der kan tage over for mig når jeg går ud.. Eller hvis..”, hun kunne ikke færdiggøre sætningen, men sendte i stedet Cas et sigende blik, og vidste at han forstod.

[Casimir Ó Catháin]

Casimir tog en dyb indånding. "Jeg ved ikke hvor meget Hogwartselever er værd i det her længere," indrømmede han, før han skyndsomt fortsatte. "Jeg tror ikke bortførslerne hjælper noget. Ikke når risikoen for at blive fanget er så stor. Jeg har brug for dig... Fordi du har den familie du har." Han tog en hastig indånding og så hende i øjnene med et dybtfølt blik. De to kys havde ikke været nok, men nu var ikke tidspunktet. "...Og af andre grunde."

Han rynkede panden. "Hav øjnene åbne for syvendeårs ligesom dig selv. Tvivlerne. Vi har brug for dem. Dem, der stiller spørgsmål. Agnes er ikke i Azkaban uden grund, men Magnolia... Der er ikke flere mugglere, der skal miste... Alt på grund af det her. De har lidt nok. Nu er det på tide, at ministeriet betaler."

[Magnolia Dearborn]

Under hans ord blev hendes underlæbe fanget hård imellem et tandsæt, og hun udåndede tungt, inden hun nikkede for at udtrykke sin enighed. ”Lige så mange gange de ser os falde ned, lige så mange gange vil de os komme tilbage op”, det alvorlige ansigtsudtryk blev i et kort øjeblik blødt op i det hun sendte ham et smil hen over bordet.

Magnolia lænede sig tilbage i stolen, og lod diskret blikket vandre rundt i lokalet. Da blikket igen hvilede mod bordpladen var panden rynket, og hun stirrede tomt ud i luften et par sekunder, før hun fugtede læberne i et suk. ”Jeg tror ikke jeg kan bo hjemme længere. Det går lige nu, men anken om at skulle gå op og ned af dem og spille skuespil overfor dem hver dag efter Hogwarts….”

[Casimir Ó Catháin]

Casimir rettede sig lidt op. Han tog en dyb indånding og rømmede sig dæmpet. "Du bliver nødt til, at blive boende hjemme, Magnolia. Tænk på hvilke muligheder du har for at få informationer." Hans blik var intenst.

"Og du bliver nødt til, at få din far til at skaffe dig et job indenfor ministeriet. Du ved, at han har magten til det."

[Magnolia Dearborn]

Magnolia stirrede småfjernt ud i luften, og der var ingen tvivl om, at hun tænkte over det han lige havde sagt. Hun sank en anelse sammen i stolen, før hun rømmede sig lavmælt. ”Ja”, hendes toneleje tydeliggjorde at hun forstod hvor taktisk klogt det var for dem. Det gjorde dog ikke hendes humør bedre af den grund.

Det næste han sagde fik hende til at ranke ryggen en smule. ”Jeg kan skaffe et job i ministeriet med eller uden min fars hjælp”, sagde hun og var ikke sikker på hvorfor hendes stemme pludselig lød en anelse skarp. Måske var det måden han fortalte hende hvad han forventede af hende på. Måske var det fordi de endnu ikke havde defineret hvad end der foregik mellem dem. ”Vores plan har altid været at jeg skal uddanne mig som auror. Dog ønsker han at jeg arbejder under ham som sekretær i et år først”

[Casimir Ó Catháin]

Casimir nikkede og rynkede panden. "Aftale," svarede han, uden at reagere på hendes trodsighed. Det kunne de tale om på et tidspunkt, hvor hvert øjeblik ikke var vigtigt. "Jeg må gå nu. Kan du komme til Camden næste måned i stedet for her?"

Han havde lænet sig lidt frem for at hviske ordene. Blikket hvilede intenst på hende.

[Magnolia Dearborn]

Magnolias blik der kort havde været fraværende, blev vendt mod ham med dyb opmærksomhed, i det han sagde det næste. Hun tog sig et par sekunder til at tænke sig om. ”Jeg skal gøre hvad jeg kan”, svarede hun ham, men hendes blik måtte vidne om, at hun bestemt ville forsøge at finde en måde at komme derhen på.

Hun sendte ham et lille smil, inden trækkene igen blev seriøse, inden hun formede ordene. ”Pas på dig selv i mellemtiden”

[Casimir Ó Catháin]

Casimir havde rejst sig og sendte hende et ømt blik. Fingrene strejfede hendes kind et korteste sekund, før han havde vendt sig og var på vej ud af kroen. Hans hjerte hamrede svagt og blikket glødede af passion. For sagen, for Magnolia.

Nogen måtte gøre noget og man kunne ikke sidde og vente på, at der var andre, der tog initiativet.

Tråd afsluttet