Fremtidssikring

[Oliver Howe]

Setting: Hovedkontoret, Louis Howe & Reginald Howe, mandag d. 16. marts

Støvet dansede i det blege lys fra vinduerne ud til hovedgaden, der på magisk vis lukkede hverdagens trummerum ude og skabte den stille atmosfære på hovedkontoret. Rummet havde en tendens til altid at være lidt for varmt, hvilket ikke var en undtagelse denne dag på trods af at der ikke var tændt op i ildstedet. Oliver stod hvor han havde stået mange gange før: med fronten vendt mod ildstedet og opmærksomheden vendt mod den smalle åbning i døren. Men denne gang længtes han ikke efter at åbne den til verden udenfor; denne gang frygtede han, det der fulgte efter døren blev åbnet.

Det var et par måneder siden han havde deltaget i susepulverkonferencen med den skaldede forhandler af lakridsrødder. Det havde været en venskabelig alliance, og nu ville manden ikke have noget med deres foretagende at gøre. Oliver havde været den, der besøgte ham i London for at forhandle, men der havde ikke været noget at stille op. Endnu et falleret samarbejde. Han kastede et mørkt blik på Louis der stod i den anden ende af lokalet ovre ved vinduerne. Så faldt hans blik til papirerne på faderens skrivebord, der stod i mellem dem. Papirerne der ville diktere deres fremtid.

[Louis Howe]

Louis stod med hænderne dybt begravede i sine bukselommer og så ud af vinduet. Hans blik fulgte de travle magikere udenfor, men det var ikke fordi, han på nogen måde fandt dem interessante. Nej, hans tanker var langt andetsteds, og det var tydeligt, at de ikke lå i den positive ende. Det var ikke ualmindeligt at se troldmanden med et alvorligt anisgtsudtryk, men just i dag lå der en mørk skygge over det.

Tavs drejede han sig om på hælen i en langsom bevægelse, og med en dyb indånding fandt han Oliver med blikket. Automatisk fulgte han brorens blikretning og så på papirerne. Uden at vide hvad han skulle sige, bevægede han sig hen til skrivebordet, og greb en fjerpen. Han vidste til gengæld godt, hvad han skulle gøre, men det var som om, at det var umuligt for ham at udføre bevægelsen: dyppe penne i blæk og skrive under på deres faders opsigelse. Formålsløst betragtede han fjeren og mærkede pludselig, hvordan tårerne begyndte at brænde bag øjenlågene. Det var noget så uvant for Louis at græde, og med spændte kæber tog han en anspændt indånding i et forsøg på at få det til at forsvinde.

[Oliver Howe]

Det lyse pergament tryllebandt Oliver, indtil Louis bevægede sig. Olivers læber skiltes, men han sagde ikke noget og betragtede blot sin bror. "Du behøver ikke at gøre det nu," sagde Oliver, da den anden tydeligvis havde sine betænkeligheder ved at skrive under. Det ville nok ikke være lettere at gøre, når deres far var til stede, men han havde det ikke i sig at trække sine ord tilbage og motivere sin bror til at gøre det færdigt, han var i gang med. For det betød at Oliver var den næste.

Omstændighederne var næsten uudholdelige, og det nyttede ikke noget for Oliver at minde sig selv om, at de kollektiv havde sat sig selv i denne position. Det fik ham blot til at genoverveje nødvendigheden af deres handlinger. Betød virksomheden virkelig så meget? sandheden var, at svaret ikke var det samme for dem alle, men Oliver respekterede sin far nok til at ville opfylde hans ønske og gennemføre denne plan.

[Louis Howe]

Louis tøvede og så op på Oliver. Hans øjne skinnede tydeligt fra tårerne, han stædigt holdt tilbage, og eftertænksomt trillede han pennen lidt frem og tilbage mellem fingrene. Til sidst nikkede han let og lagde den fra sig igen. Det var vel lige meget, hvornår det blev gjort - det ville i hvert fald ikke gå hen og blive nemmere på nogen måde.

Lige nu og her, følte Louis sig virkelig som lillebroren. Ikke fordi der var noget galt med det, men det var længe siden, hans ansvarsfølelse havde svigtet på denne måde, og egentlig havde han mest lyst til at forlade dette værelse og fortage sig noget, der ikke havde noget med dette at gøre overhovedet. "Ved du, hvornår han ville være tilbage?" spurgte han og rømmede sig for at få klarheden tilbage i stemmen. Han misundede sin bror for at kunne holde den professionelle facade oppe. Igen fandt hans hånd ly i bukselommen, og han flyttede rastløst på fødderne.

[Oliver Howe]

Det stak i Olivers bryst, da hans bror så på ham med blanke øjne, og han rynkede bekymret panden. Han ville ønske, der var en sætning eller en handling, der kunne gøre det hele nemmere, men ordene slog ikke til for ham, og han stod som frosset på stedet. Normalt var atmosfæren slet ikke så spændt mellem dem, men den fremmede situation testede Oliver, og han havde en gennemtrængende følelse af, at han ikke ville bestå.

"Han skulle være her lige om lidt," svarede Oliver uden at vide noget som helst om det. Han betragtede fortsat sin bror i et par sekunder, før han pludselig trak hænderne op af lommerne og begyndte at gå hen mod Louis. I samme sekund hørtes lyden af døren til butikken, og han stoppede inden han havde taget et eneste skridt og kiggede instinktivt over sin skulder på døren ind til kontoret. Han havde det, som om luften var blevet slået ud af ham, og han blev grebet af absurditeten af situation - det var jo ikke fordi de aldrig skulle se ham igen. Der lød trin henover det knirkende egetræsguld, og Oliver så over på sin bror igen med et blik der forsikrede om, at det nok skulle gå.

[Louis Howe]

Louis nikkede til Olivers svar og så formålstløst hen mod vinduet. Han bemærkede ikke brorens ansats til at gå hen til ham, men lyden af døren gik ham ikke forbi. Med blikket fikseret på ruderne, mærkede han et sug i mellemgulvet, og rørte sig ikke ud af stedet nærmest i frygt for at udløse en eller anden reaktion i sig selv, han ikke kunne kontrollere. Det sidste, han ønskede, var at vise svaghed overfor deres fader. Dette var noget, de ikke kun gik igennem som familie, men også som virksomhed. Overlevelsen af en ung mands drøm - en drøm han var villig til at give videre til sine sønner. Med andre ord: et meget stort ansvar.

Louis fandt sin bror med blikket. Han beroligedes en lille smule - i hvert fald lige nok til at han kunne overskue at skjule sine usikre følelser og rette ryggen. De knirkende lyde var så indgroede i ham, at han kunne vurdere, hvor skikkelsen nedenunder befandt sig. Da lydene bevægede sig hen mod trappen, var han nu overbevist om, at det måtte være Reginald. Med et roligt åndedræt trak den mørkhårede troldmand hænderne ud af lommerne for at placere dem bag lænden. Hans blik flakkede lidt mellem døren og Oliver.

[Oliver Howe]

Der var ingen tvivl om, at det var deres far der var ankommet, og Oliver gjorde sit yderste for at forholde sig rolig. Det var overraskende nemt, når han tænkte på at han gjorde dette for sin far, og at han ville kunne være der for sin bror i fremtiden. Han blev yderligere bekræftet i dette, da Louis rankede ryggen, og Oliver nikkede bekræftende til ham, inden han vendte sin fulde opmærksomhed mod døren ind til kontoret. Den knirkende lyd ændrede karakter. Trappe, første sal, dør.

Reginalds ansigtsudtryk ændredes væsentligt da han trådte ind ad døren. Det var tydeligt at han ikke havde forventet at se sine sønner på sit kontor, selvom det var efter aftale, og han stoppede op, som om han havde afbrudt noget vigtigt. "Oliver, Louis," hilste han og blev tydeligt rød om halsen. Det fik Oliver til at tage ordet, da han var overbevist om, at Louis på nuværende tidspunkt følte sig mere utilpas ved det hele end nogensinde, også selvom han stod med ryggen til ham. "Kom ind, far," hilste han igen og gjorde en gestus med den ene hånd mod papirerne på skrivebordet. "Vi har vigtige ting at se til," fortsatte han og gik hen for at lukke døren bag Reginald efter han var trådt ind på kontoret.

[Louis Howe]

Så snart deres far trådte ind i rummet, følte Louis ansvaret vokse i sig, hvilket smittede af på hans udstråling. Rank fulgte han den ældre skikkelse med blikket og nikkede som hilsen. Det ramte ham hårdt, at se hans overraskede (næsten forskrækkede) ansigtsudtryk, og det passede ham fint, at Oliver tog ordet, så han lige kunne ryste følelsen af sig. Nu var de endelig nået hertil, og det ville han ikke ødelægge for nogen - hverken sig selv eller de to andre.

Louis så et kort øjeblik på sin bror, før han fandt Reginald med blikket og trådte et enkelt, roligt skridt frem. "Vi har ordnet alt med papirerne." Hans alvorlige, næsten stive ansigtsudtryk mildnedes, og det trak lidt op i den ene mundvig. "Ligesom aftalt," tilføjede han og så indtrængende på sin far. På trods af det ukomfortable ved hele situationen, havde de jo alle været med til familiemødet og aftalt det hele. Ingen var blevet ladt udenfor.

[Oliver Howe]

Oliver placerede sig overfor Louis som stod bag skrivebordet og så opmærksomt på ham mens han talte og nikkede så bekræftende. Det var øjeblikke som disse der overbeviste ham fuldstændigt om rigtigheden i deres beslutning om at overlade førerposten til Louis i stedet for ham. Så så han på sin far, der stod mellem døren og skrivebordet, men han fokuserede på papirerne på skrivebordet.

Det slog Oliver, hvor meget Reginald og hans bror mindede om hinanden. "Far?" spurgte Oliver, og han så ud til at tygge på ordene, inden han så op og mødte hans blik. "Ligesom aftalt," gentog han og så op, "Det er for det bedste. Så er alt i orden, går jeg ud fra?" Oliver kastede et blik over på Louis, inden han svarede. "Vi mangler at skrive under." Reginald betragtede Oliver, som om han forventede, at der kom en forklaring, men Oliver forblev stille. "Så må i hellere se at få det gjort," sagde Reginald så, "Der er ingen grund til at trække det ud."

[Louis Howe]

Louis nikkede, da deres far gentog hans ord. Det var en mærkelig situation at stå i, og den unge troldmand havde svært ved at sætte finger på sine følelser. Et eller andet sted kunne han ikke lade være med at føle, at deres far blev trængt op i en krog, men på den anden side lignede scenariet sig selv: Reginald og hans to sønner samlet inde på hovedkontoret for at ordne forretningsrelaterede sager.

Ved sin fars ord tøvede Louis et lille sekund. "Ja," svarede han tilsidst i mangel på andet og trådte et lille skridt frem for igen at gribe fjerpennen fra bordet. Denne gang brændte tårerne ikke inde bag øjenlågene. Hans ansigt føltes derimod drænet for følelser, og med en dyb koncentration hvilede han sin frie hånd mod bordoverfladen, mens den anden dyppede pennen i blæk. Øjeblikket inden spidsen ramte pergamentet, fangede han Olivers blik med sit eget, igen meget bevidst om sin rolle som lillebror, men den andens bekræftende blik hjalp ham udføre bevægelsen. Louis Reginald Howe. Ud af øjenkrogen bemærkede han deres far, der rettede ryggen, og da han havde givet fjerpennen til sin bror, fulgte han dennes eksempel og samlede hænderne bag en rank ryg.

[Oliver Howe]

Oliver så stiltiende til, mens Louis skrev under på papirerne. Det blik broren sendte ham gik rent ind, og hans hjerte hamrede i hans bryst. Nu var det ham de stod og ventede på.

* * *

Olivers tanker kørte rundt i hans hoved som han gik ned ad hovedgaden. Alting var på plads, og det eneste der manglede nu var at gøre det officielt. Masken skulle på for alvor, og Oliver samlede sig selv mentalt. Det var nu, det begyndte.